OVER-, UNDER- OG MELLEMVERDENEN

Tur/retur til de åndelige vejledere

I forlængelse af mit indlæg om hvordan jeg bruger trommerejser i min spirituelle praksis, så vil jeg gerne fortælle lidt om, hvor det er man kan ende henne på sådan en trommerejse. Det er nemlig ikke hvorsomhelst man kan rejse hen. Der er helt klare retningslinjer for, hvordan en trommerejse skal foregå, og det er der en grund til.

De oprindelige kulturer over hele verden ser allesammen verden på samme måde. De er ‘shamanistiske‘, eller ‘animistiske‘ og ser hele verden som levende. De ser sig selv som en del af verden, de er ikke adskilt fra den. De kommunikerer med dyr og planter, med vinden, havet, bjergene, jorden og stenene. De er klar over, at for at holde sig på god fod med jorden, så er det ikke nok bare at tage og tage. Det er nødvendigt at give. At give af sin tid, af sin kærlighed, af sine bønner, af sin tro, af sin vilje og sine handlinger.

Kommunikation er nøgleordet i alle gode relationer, også med vores Jord. Så de oprindelige samfund taler med hele verden omkring dem. De har forlængst vænnet sig til, at hvis man skal tale med sine åndefæller eller åndelige vejledere, så må man foretage en rejse for at møde dem. Det kan man blandt andet gøre via ayahuasca som man bruger i Sydamerika, men det har også altid været en meget normal praksis at rejse via trommen.

Vi er alle forbundne

Antropologer har fundet ud af at man har lavet trommerejser på samme måde over hele verden altid. Fra Sibirien til Sydamerika har man rejst med trommen til over-, under- og mellemverdenen. Hvordan er det muligt at alle har lavet trommerejser på samme måde til de samme ‘steder’, i en tid hvor mennesket ikke kunne kommunikere med hinanden over kontinenterne?

Alle dem der har lavet trommerejser er altså endt i de samme tre verdener. I over-, under- og mellemverdenen. Uanset om de har rejst fra Australien eller Alaska. Når jeg tænker over, hvordan det kan lade sig gøre, at mennesker over hele kloden har besøgt de samme dimensioner, så ved jeg det godt. Og det ved jeg, fordi jeg selv har besøgt de samme dimensioner. Jeg ved at de eksisterer. Jeg ved, at de er virkelige og derfor forstår jeg også, at når mennesker for mange tusind år siden har rejst med trommen (eller på andre måder), og de har oplevet at rejse til de samme dimensioner som deres medmennesker andre steder på jorden, så er det naturligvis fordi de eksisterer.

Derudover, så var mennesket (og er det stadig) forbundet med hinanden igennem the morphic field, og derfor kunne viden rejse igennem energi og ikke kun igennem talt kommunikation.

I underverdenen møder du kraftdyrene

Når man starter med at lave trommerejser, så rejser man i første omgang til underverdenen. Det gør man, fordi det er i underverdenen, at man møder sit (eller sine) kraftdyr. Kraftdyret (eller dyrene) er dem man rejser til, når man vil bede om kraft. Kraft til sit liv i det hele taget, kraft til et bestemt projekt, en bestemt relation eller alt muligt andet. Det er også kraftdyrene, som hjælper en videre til de andre verdener.

Det første skridt man tager er derfor altid at rejse til underverdenen for at møde kraftdyrene. Det kan man sagtens gøre i lang tid, for det første fordi det kan tage tid før man får øje på ens kraftdyr. For det andet, så er det også vigtigt at opbygge en god kontakt til sine kraftdyr. Som med alle andre væsner, dyr og mennesker, hvor vi ønsker at skabe tillid og fortrolighed, så tager det tid at opbygge den relation. Det er det samme i den her verden som i de andre.

Anja Dalby Over, under og mellemverdenen trommerejser

I oververdenen finder du de åndelige vejledere

Når man har en god og stabil kontakt med sine kraftdyr er den næste rejse, man skal foretage sig til oververdenen. I oververdenen møder man sin (eller sine) åndelige vejledere. Kraftdyrene er dem, der hjælper en til oververdenen. Rent bogstavligttalt, så er det dem man rejser ‘på’ eller med, på rejsen til oververdenen. Det er altså ikke en rejse, der kan foregå uden kraftdyr. At møde sin åndelige vejleder kan også tage lang tid. Ofte oplever folk at stå i en tåge på mange trommerejser.

I starten føles det helt måske som helt alene. Derfor er kraftdyret også en fantastisk ledsager at have med sig, så man ikke føler sig helt mutters alene. Og efter endnu længere tid, så begynder man at kunne føle en tilstedeværelse fra et andet væsen. Så kan der gå endnu mere tid, før det væsen, den vejleder, viser sig for en. Og nogle gange ser man kun en hånd, en fod, et omrids af en person i lang tid. At lave trommerejser er ikke bare at ligge sig ned med lukkede øjne og så vente på, hvad der bliver åbenbaret for en af magi. Det kræver disciplin og vedholdenhed.

Mellemverdenen er menneskets verden

Den sidste verden man kan rejse til er mellemverdenen. Mellemverdenen er den verden, vi er i her. Det er altså menneskets verden. Når man rejser til den verden via trommen, så ender man (som regel) steder man allerede kender eller steder som eksisterer i denne verden.

Jeg har aldrig selv rejst til mellemverdenen. Jeg har ikke haft et behov for det endnu, og jeg er endnu heller ikke blevet guidet til det af mine åndefæller. Min viden om hvad der sker og hvorfor det kan være nødvendigt at rejse til mellemverdenen er altså meget begrænset. Fordi det ikke er en rejse, jeg selv har erfaringer med, så vil jeg heller ikke skrive mere om det her. Det kan være, at jeg dele sådan en rejse på et tidspunkt. På længere sigt vil jeg gerne skrive mere om, hvad det er jeg oplever på mine trommerejser, det er nemlig en virkelig vigtig del af mit spirituelle arbejde at rejse via trommen og måske kan jeg inspirere dig til det samme.

Hvis du har spørgsmål til trommerejser og de forskellige verdener, så vil jeg meget gerne høre fra dig.

DUERNES KOMPAS

At indstille sit kompas

En aften stod min mand David og jeg ude i vores have her i skoven, hvor vi bor og så op i træerne. Det gør vi meget tit. Nogle gange tror jeg de træer, der er her omkring os er nogle af de mest nedstirrede træer i verden. Vi bruger vildt meget tid på bare at gå rundt og se på dem.

Der bor mange duer her i skoven, og vi opdagede den aften, at de havde samlet sig i en stor flok lige over vores hoveder i haven. Flere og flere duer kom til og de fløj alle sammen opad i en spiral i himlen. Til sidst var der omkring 100 duer, måske flere, som fløj længere og længere opad, i den her store, spiralerende bevægelse. De var langt, langt oppe i himlen.

Hverken David eller jeg har set duer gøre sådan før. Min far kom på besøg dagen efter, og da jeg fortalte ham om duernes opførsel aftenen inden, så sagde han, at duerne indstiller deres kompas på den måde.

Intuitionen er dit kompas

Duer har jo, som vi ved, en utrolig evne til at kunne finde vej. Men at de ligefrem har et fælles kompas som de i fællesskab indstiller, det synes jeg er helt fantastisk at tænke på. Mennesket har faktisk nogle af de samme komponenter i hjernen, som kunne gøre at vi kunne navigere efter Jordens magnetisme på samme måde som f.eks. duerne og mange andre dyr gør det. Vi har bare ikke haft behov for at gøre brug af den evne i mange århundreder, og derfor har vi glemt, hvordan det virker i os.

Det er det samme med vores intuition. Vores intuition er i virkeligheden et meget stærkt kompas i os. Vores ‘dyre-selv’ er meget stærkere end vi med vores almindelige sind vil være ved.

Anja Dalby Duernes kompas

Naturen er intuitionens brændstof. Får du tanket op?

Jeg kan mærke det meget tydeligt efter en udesidning. Det er nogle andre sanser, der bliver skærpede efter jeg har siddet en nat i mørket i skoven. Jeg kan tydeligt mærke det, når jeg går i skoven et par dage efter, min opmærksomhed er anderledes. Jeg kan dufte og høre mange flere ting end jeg normalt er opmærksom på. Mit syn er også blevet skærpet, jeg ser meget klarere og bedre. Det samme er min evne til at bevæge mig frit i skoven, jeg er ikke så hæmmet af at være menneske mere. At gå rundt på de her to ben kan jo nogle gange føles lidt akavet. Jeg er fuldt ud bevidst om, at jeg slet ikke bevæger mig ligeså elegant og lydløst rundt i skoven som ræven gør det f.eks. Men efter en udesidning, så føler jeg mig som et med det jeg er i. Jeg kan mærke min ‘dyre-natur’ meget stærkere.

Når jeg kan det, så er jeg også altid i meget stærk kontakt med min intuition. Dyr bruger deres intuition, eller sjette sans hele tiden. Ligesom jeg er klar over, at jeg kan styrke mine andre sanser, når jeg f.eks. lukker af for min synssans ved at sidde i en del timer om natten i skoven. Så vækker jeg også min intuitions-sans på den måde.

Jo mere tid jeg tilbringer i naturen, jo mere naturlig bliver jeg. Det er meget logisk. Og jo mere naturlig jeg bliver, jo nemmere har jeg også ved at høre/mærke/føle min sjette sans. Indtil jeg får trænet det kompas som duerne bruger til at navigere over lange afstande, så kan jeg træne min intuition. Den er heldigvis også en fantastisk vejviser.

EN MAGISK NAT I SKOVEN

Den store healer

Efter jeg havde afholdt min sidste udesidning sendte jeg en mail ud til deltagerne. Både jer der selv laver udesidninger, og de af jer som overvejer at tage med mig på en guided udesidning, vil måske også gerne høre mere om, hvad vi oplevede den nat i skoven.

At sidde en nat i naturen, gør noget ved os, også selv om vi måske ikke lige er bevidste om det. Vi får jordforbindelse af at sidde direkte på jorden og så i så mange timer. Jordforbindelse giver ro, en følelse af at høre til og er kraftigt stress-reducerende. Uanset om det er følelsesmæssig stress, eller relateret til arbejde f.eks.

Der er en grund til at læger før i tiden anbefalede det som en behandling (mod hvad som helst) at lægge sig på jorden og helst i flere timer af gangen. Det er meget sundt for hele vores system, som normalt er afskåret fra at være i naturen i så mange timer af gangen. 

Jordens elektromagnetiske felt retter også op på vores elektromagnetiske felt. Det er det samme som at gå barfodet udenfor på jorden, ved at sidde direkte på jorden, så bliver forbindelse mellem os selv og jorden forbedret og vores elektromagnetiske felt bliver balanceret.

Træernes væsen

Træerne vi sad op af den nat i maj er også store healere. Hver træ er et væsen i sig selv og når vi sidder op af det i så mange timer som vi gør i løbet af en udesidning, så bliver vores energi også forbundet med og renset af træet. Det er en god ide at sige tak til det træ, man sidder op af, når udesidningen er færdig. Det kan gøres ved blot at tænke på træet og sende det varm hjerteenergi.

Anja Dalby Udesidning Tromme

Budbringere

Naturen er storslået, selv i vores lille land. Det er også noget af det som jeg altid bliver efterladt med efter en udesidning og som gør, at jeg får lyst til at styrke min forbindelse med naturen endnu mere. På vores udesidning i maj var vi så heldige at få besøg af både ravn (i starten af vores ceremoni), gøg og nattergal.

Ravn bliver ofte set som et symbol på en spirituel genfødsel (blandt meget andet), hvilket jo gør det endnu mere særligt, at hun valgte at flyve omkring os i forbindelse med ritualet.

Gøg bliver ofte set som en budbringer eller et symbol på, at noget stort vil ske i vores liv. Hun er altså traditionelt blevet set som en bringer af varsler. Hun fortæller os om, at der vil indtræffe begivenheder, så vi ikke bliver overraskede over hændelserne, når de sker, men kan handle kraftfuldt og vist i situationen. Når man hører hende på en udesidning kan man holde ens intention op mod den oplysning om Gøg som budbringer og holde øje med hvad der indtræffer som har en relevans til intentionen man bragte med på natten.

Nattergal er traditionelt blevet set som en budbringer af kreativitet og skønheden i at skabe. Hun er blevet set som muse for musikken, for poesien og for kunsten i det hele taget. Du kan tage denne kraft til dig og bruge den til at give dit kreative udtryk kraft på. Det kan også være den kreativitet, der er i at se skønheden i alting og gøre hver dag og hver handling til noget der skal æres og tages højtideligt, som kunst f.eks. bliver det.

Når nattens ro forstyrres

Den skov vi sad i er normalt en meget stille skov, og den er tilpas langt væk fra trafikken til, at man ikke kan høre den. Med mindre der er meget trafik om natten, hvilket der meget sjældent er på Syddjursland. Men det var der lige præcis denne nat, da der var noget, der hedder Race Day i en by længere ude på Djursland. Der var mange biler, motorcykler og lastbiler på vejene, og det var bestemt et forstyrrende element. Men jeg prøvede at overgive mig til forstyrrelserne.

Race Day i Allingåbro symboliserede, i hvert tilfælde for mig, at der er mange ting, jeg ikke kan kontrollere. Selvom jeg alvorligt overvejede om det var muligt at køre op og stoppe trafikken, så deltagerne kunne få ro på et tidspunkt. Det var tydeligt for mig, at når der er noget, som er så ukontrollerbart som trafikken en maj-aften på Syddjursland, så er det eneste for mig at give mig hen til det og slappe af i det. Jeg opdagede med største tydelighed, at der intet kommer ud af at ønske at tingene skal være anderledes når de ikke er det. En vigtig lektion for mig.

Vend ikke vrangen ud på oplevelsen

Efter udesidningen skal man lade natten arbejde stille og roligt i en. At sætte store ord på oplevelsen er ikke nødvendig. Det her handler om vores relation med naturen og den guddommelige kraft, der besidder den. Vi behøver ikke bruge energi på at forklare eller få det til at give mening for andre mennesker. Nattens oplevelser er hellig, lad den endelig blive ved med at være det, ved at holde energien omkring den for dig selv. Og hvis man har en masse ord at dele omkring det, så er det også meget fint! Det er blot for at sige, at vi nogle gange kommer til at måle værdien af en oplevelse, på hvor interessant vi kan få andre til at synes, at det lyder. Det er bestemt også til mig selv, jeg skriver det her.

Min egen intention for udesidningen

Til slut vil jeg fortælle lidt om min egen intention for udesidningen, som handlede om at arbejde med følelsen af håbløshed som jeg har følt det sidste stykke tid. Den følelse er meget uvant for mig, men når jeg mærker den, så forstår jeg hvorfor så mange mennesker føler, at det er nyttesløst at gøre noget ved tingenes tilstand på Jorden. For det er en meget lammende følelse at være i, det føles virkelig ubehageligt. Jeg sad med min intention i nat og pludselig blev jeg opfyldt af den største taknemmelighed. Over at få lov at sidde der, under et træ, sammen med alle deltagerne i skoven. Lytte på fuglene, bilerne, insektet (håber jeg), der kradsede insisterende på indersiden af mit regnslag, og jeg følte mig som det heldigste menneske i verden. Lige der forsvandt følelsen af håbløshed. Det var stort for mig at mærke, hvordan taknemmelighed igen-igen redder min rumpe fra selvmedlidenhed og melankoli.

Jeg arrangerer også en strand-udesidning til august som du kan læse mere om her. Vi laver bål på stranden, spiser suppe om morgenen og hopper i vandet som et stort plaskende punktum på vores nat.

TROMMEREJSER

Danser med trommer

Hver måned går jeg i shamanistisk trommegruppe. Det har jeg gjort de sidste 4 år. Da jeg først stødte på shamanismen kunne jeg med det samme forstå det sprog, der blev brugt. Jeg følte instinktivt, at det der blev sagt var sandt, for det var det samme jeg altid selv havde følt.

Som barn følte jeg mig meget stærkt forbundet med naturen. Igennem shamanismen fik den del af mig, den barnetro på, at vi alle er forbundet og at alt i naturen er levende, en stemme. Den fik ikke kun en stemme, den fik også et udtryk. Den fik redskaber, ritualer og ceremonier, som hjalp den tro til at blive endnu mere manifesteret i mit liv og i min verden.

Igennem min læretid til at blive clairvoyant blev jeg ført endnu mere ind i den shamanistiske verden. Det var også derigennem, at jeg begyndte at lave udesidninger. Da min læretid som clairvoyant var færdig følte jeg, at jeg kun lige havde snuset til shamanismen, så jeg tog med det samme på kursus hos Annette Høst i København. Derefter var jeg så heldig et par år efter, at finde Christa i Aarhus og jeg har hægtet mig på hende lige siden. Christa er en vidunderlig lærer. Helt fantastisk kraftfuld og samtidig meget ydmyg overfor det arbejde, hun laver. Christa er virkelig en stor inspiration for mig.

Jeg tror på, at alt hvad jeg gør af godt i verden spreder sig. At gå i trommegruppe hver måned er en del af min spirituelle praksis, hvor jeg hver måned går til mine åndelige vejledere og beder dem om kraft og rådgivning. Jeg kan mærke, hvor stor en effekt det arbejde har i mit liv. At tage mine åndelige vejledere så seriøst, at jeg en gang hver måned opsøger dem på en trommerejse, ved jeg ræsonnerer ud i verden.

Anja Dalby Trommerejser

Sådan foregår en trommerejse

En trommerejse foregår på den måde, at man ligger sig ned med bind for øjnene. Derved lukkes alt fra denne 3D-verden ude, og så lader man trommen facilitere ens rejse til de andre verdener. Trommen er altså hidkalderen af de åndelige hjælpere, vejledere og kraftdyr. Trommen er også energien, der åbner portalen, så jeg nemmere kan gå ind i de andre verdener og møde dem der skal rådgive mig i mit liv, på min vej. Trommen er samtidig også den energi, der åbner mig, så jeg kan hengive mig til rejsen og lade mit almindelige bevidste sind blive tilbage. Så jeg rejser i de andre verdener, godt nok på en bevidst måde, men uden at jeg har tanker knyttet til de ting, jeg oplever.

Det er virkelig et magisk arbejde at rejse på trommerejse. De ting, jeg beder om. De ting jeg ønsker kraft til. De ting jeg ønsker at få sat lys på eller finde løsning på i mit liv, de bliver opfyldt. Ligesom med alt andet, der er magisk i verden, så er det vigtigt ikke at rationalisere det og psykologisere det efterfølgende. En del af respekten for arbejdet, respekten for vores åndelige vejledere, ligger altså i at tage det for gode varer, som jeg er blevet vist på min trommerejse. Ikke give mit ego lov til at have en mening om det, jeg er blevet vist.

Ødelægger egoets kynisme magien i dit liv?

Det er en praksis som jeg kan bruge mange andre steder i mit liv. Egoets kynisme ødelægger desværre meget af den magi, vi hele tiden bliver præsenteret for i vores liv. Jeg ved nu, igennem mine år i trommegruppe, at det her arbejde er virkeligt. Det er ikke bare en fiks idé. Noget jeg fantaserer mig til et par timer hver fjerde torsdag i Aarhus. Det der sker på en trommerejse er virkelig det, der sker. Det er ligeså ægte som, at jeg sidder og skriver på min computer lige nu.

I min hjerne er der altså blevet åbnet for muligheden for, at det jeg oplever for mit indre blik er lige så virkeligt som den verden, jeg ser på med åbne øjne. Det har både den betydning, at det jeg ser på med åbne øjne har fået mange flere dimensioner. Derudover er jeg nu klar over, at virkeligheden meget sjældent er som, jeg tror den er. Det betyder også, at jeg tager mine visioner og mine drømme meget mere alvorligt. Jeg har erfaret, at det er muligt at bevæge sig i andre dimensioner end den her. Den viden er umådelig vigtig for den person jeg er, og hvordan jeg er i verden.

AT BEDE BØNNER

Tænd for kontakten

Efter jeg havde den her oplevelse af at møde Gud, så skete der det, at jeg helt af mig selv begyndte at bede bønner. Det har jeg aldrig før gjort, så struktureret som jeg gør nu. Helt spontant opstod der et ønske i mig, om at blive ved med at have kontakt med den kraft, jeg havde følt tilstedeværelsen af. Det var ikke noget, jeg bestemte mig for at gøre, det skete bare.

Nærmest samtidig med, at jeg havde denne oplevelse af at mærke Gud og gudernes tilstedeværelse så kraftigt, fandt vi ud af i vores familie at et meget ungt familiemedlem var alvorligt syg. Det er han stadigvæk, og det ser desværre ikke ud til, at han kommer igennem sin sygdom med livet i behold. Med den lille drengs sygdom kom også et kraftigt ønske om at kunne gøre noget for at hjælpe. Men magtesløsheden over for sygdommen, som både lægerne og forældrene til drengen følte, gjorde også at vi godt vidste at ingen af vores ‘gode råd’ ville gøre en reel forskel. Hvad var der at gøre udover at bede?

Invitation til bøn

Vi begyndte i fællesskab at bede bordbøn om aftenen. Vi sidder i stilhed, min mand og jeg og beder vores egen bøn i os selv. Vi siger tak for maden, for vores liv og alt det som er vidunderligt her. Og så beder vi for drengen som er syg. Vi er begyndt at holde i hænder hen over bordet, men det er mest, når vi er alene for ikke at freake børnene helt ud, når de er på besøg her. Men selv når der sidder 3 teenagere rundt om os og vender øjne og fniser, så beder vi. Vi fortæller dem, at de også er velkomne til lige at lukke øjnene og sige tak for det, de er taknemmelige for. Eller blot sende en god tanke til nogen. Uanset hvad de vælger at gøre, så tager vi os et par minutter i stilhed. Når børnene ikke er her, så kan vi sagtens sidde længere i bøn inden vi spiser.

Det at vi begyndte at bede bordbøn om aftenen gør, at vi nu også lige siger tak til de andre måltider. Ikke så meget som om aftenen, når der er børn her, men når vi er alene. Så sidder vi faktisk i en lille bøn omkring hvert måltid. Også bare om en banan og en kop te om morgenen.

Praksissen med at bede bønner har nu også udvidet sig til, at vi beder bønner om morgenen og om aftenen. Jeg gør personligt det, at jeg sætter mig på knæ foran sengen, sofaen eller et træ eller på græsset, og så folder jeg hænderne foran mig. Jeg takker og takker for alt det fantastiske, jeg har i mit liv. Og jeg sender bønner afsted for dem som jeg ved har det svært.

Anja Dalby: At bede bønner. Kig ud på en grøn eng inde fra skovens mørke.

Bøn sætter mig fri

En af mine veninder har en kollega som er kristen og som også beder bønner. Hun har fortalt, at hun starter hver bøn med at sige: ‘Hej Far’. Det synes jeg er så fint. At bede bønner behøver ikke være noget vildt stort og opstyltet. Jeg tænker ikke Gud eller det guddommelige som noget, der er hverken far eller mor, men jeg kan godt lide tanken om at personliggøre det guddommelige på den måde. Det tager brodden af det, som måske kan blive lidt nervøst i mig. Om jeg nu bliver sådan en stramtandet, kedelig, indremissionsk type, der går og beder bønner hele tiden. Men i virkeligheden er det nok det modsatte, der er sket. Jeg føler mig mere fri til at være mig og meget mere rolig, siden jeg er begyndt at bede.

Plads i hjertet

Når jeg beder bønner, så føler jeg mig i forbindelse med den kraft, der har skabt alting her. Jeg kan mærke egoet i mig falde til ro, for der er en anden der har min ryg og egoet behøver ikke tro, at det skal styre hele verden. Jeg føler mig tryg fordi Gud eller kraften kun er en bøn væk. Jeg kan mærke, at den daglige praksis også er god for mig på den måde, at jeg hele tiden kan mærke forbindelse til min åndelige side. Jeg tapper altså ligesom ind i den side af mig, når jeg flere gange om dagen beder en bøn.

Rent fysisk kan jeg mærke, at mit hjertechakra udvider sig. Det bliver større når jeg beder bønner. Jeg bliver mere rummelig, får mere tålmodighed og mere mod i det hele taget. Hej Gud, Hej Far, Hej Mor, alt er tilladt. Det guddommelige er ligeglad med tiltaleformen. Bare vælg det som gør, at du nemmest kan overgive dig til det magiske i bønnen.