Når David og jeg fejrer nytårsaften, så gør vi det på en meget stille og rolig måde. Vi starter dagen med at gå en lang tur og tale om alt det, vi gerne vil give slip på fra året, vi er på vej ud af. Og hvad vi gerne vil have mere af i det år, vi er på vej ind i.

I går havde vi bestemt os for at gå en tur ved Øhoved på Mols. Det område af Djursland kender vi ikke så godt. Vi gik i lang tid ud over meget våde, sumpede enge med store områder, der lå helt under vand. I horisonten kunne vi se en høj med træer på og på skråningen af højen ramte solens stråler så fint. Der ville vi sidde og drikke te.

Efter vi havde siddet der lidt tid og talt på skråningen, opdagede vi et ret stort hul i jorden. Som om det var fundamentet og kælderen til et gammelt hus, der stod tilbage. Et hul lavet i beton med gamle spær over, som nærmest var rådnet væk. Nede i det hul sad en grævling. Det lignede en hun, for den var ikke så stor. Men den var heller ikke ung kunne vi se på de ar, hun havde oppe på hovedet.

Det var tydeligt, at det ikke var muligt for hende at grave sig ud. Hun lå og trykkede sig ned i en fordybning, hun havde lavet i jorden. Jeg prøvede med det samme at ringe 1812 (Dyrenes Beskyttelses vagtcentral), men der var kø på linjen. Så vi bestemte os for at se om vi selv kunne hjælpe hende ud.

Vi smed en masse gamle træstammer ned i hullet til hende, for at prøve at bygge en bred og solid bro som hun kunne klatre op ad. Både en som ikke var for stejl. En hvor det var okay nemt at klatre på og som ikke brasede sammen igen.

Vi moslede rundt på skråningen imellem træerne i en del timer og hev og sled og møflede rundt med kæmpe stykker træ. Hele tiden holdt vi øje med grævlingen, hvor hun var henne i hullet, og hvordan hun opførte sig.

Jeg er vokset op med min bedstefars historier (han var jæger) om, hvordan grævlingen bider til det knaser. Hvilket jeg sidenhen har læst flere steder er en gammel skrøne. Måske er den opstået som en historie hos jægerne for at give endnu flere grunde til at skyde den. Ligesom historierne om, at jægerne skal skyde kronvildtet ellers vil vildtbestanden gå amok. Sjovt nok er det jægerne, der fodrer vildtet så bestanden vokser, så der er noget i den historie, der ikke hænger helt sammen.

Det er det samme med grævlingene som jeg husker min bedstefar skød. Det viser sig, at de ikke er så farlige som vi hidtil har troet. Især jo nok fordi de er vanvittigt sky og oftes kun er færdes ude om natten. I 1994 blev grævlingen heldigvis fredet i Danmark. Førhen blev de skudt blandt andet af disse grunde: ‘Tidligere blev den jaget for at skaffe skind til fx tasker og kanedækkener, hår til barberkoste og fedt til smørelse.‘

Men fordi min bedstefars historier stadig sidder i mig. Og fordi det heller ikke er smart at falde ned i et hul til et så forholdsvist stort (og bange) dyr med spidse tænder og kløer. Så var vi meget påpasselige med ikke selv at komme til at trimle med træstammerne ned i hullet til grævlingen. Adrenalinen pumpede, solen var på vej ned i horisonten, og vi havde stadig hele vejen tilbage over den sumpede eng, før vi var ved vores bil.

Til sidst vurderede vi, at det måtte være træ nok, og vi kørte dødtrætte hjem til vores nytårsaften. Jeg faldt i søvn til Hobbitten på sofaen lidt senere på aftenen. Med blussende, røde kinder fra alt det udendørsarbejde og lidt over klokken 24 lå vi totalt smadrede i vores seng med vækkeuret sat til. For i dag den 1. januar ville vi køre ud og se om det var lykkedes hende at kravle op af den bro, vi havde lavet af træstammer.

I nat vågnede jeg utallige gange selvom jeg var så træt, og jeg lå og tænkte på grævlingen nede i det hul. Jeg tænkte på om hun kunne høre fyrværkeriet. Om hun var bange. Om det var lykkedes hende at kravle op af vores træstamme-stige. I morges slugte vi en kop te og drønede ud til Øhoved igen. Hen over de sumpede eng-områder en gang til, og vi håbede så meget at hun selv var kommet op. Ellers ville vi ringe 1812 igen og vente på, at de kunne komme ud og hjælpe hende op.

Da vi kom hen til hullet var hun heldigvis væk. ÅH! Sikke en lettelse! Det lille fine dyr som vi pludselig var kommet så tæt på og havde følt så stor omsorg for. Nu kan andre dyr, der falder ned i hullet (hvilket flere forhåbentligt ikke gør) også klatre op af de træer, vi smed derned.

Men sikke en vild måde at sige farvel til et år på og gå ind i et nyt. Det var virkelig en stor oplevelse at få lov at komme så tæt på en grævling. Jeg har før set grævlinge på mine udesidninger, men jeg har aldrig været tæt på en om dagen. Det er sådan et smukt dyr, og den har så fin og rolig en energi.

Hjemme igen slog jeg op i min bog om kraftdyr af Melissa Alvarez. Ved grævlingen stod der disse ord. Måske kan du også bruge dem til noget i dit liv, hvis du føler at grævlinge-energien også berører dig for tiden.

Smid skoene og MÆRK naturen

Det er meget almindeligt at føle sig fremmedgjort over for naturen. De fleste af os tilbringer meget få timer om måneden ude i den ‘rigtige’ vilde natur. Når der kommer lidt natur indenfor i vores hjem, måske i form af en hveps, en edderkop eller en myg, så slår vi den enten ihjel eller får den hurtigt gelejdet ud igen på en eller anden måde.

Det er svært for mange mennesker bare at gå barfodet udenfor, direkte på jorden. Blot gå igennem højt græs, igennem buske eller træer, af frygt for flåter.

Vi har lært, at der er noget der hedder ‘ukrudt’. Der er altså ønskede planter og uønskede planter. Vi har også lært at nogle bestemte typer af planter er smukke og nogle er grimme. Nogle er ‘invasive’ og spreder sig nemt, dem er vi som regel ikke så pjattede med. Vi vil gerne kunne kontrollere vores have. Rigtig mange er vilde med græsplæner, også selvom de i virkeligheden er et mareridt for både dyrene og naturen (og dermed os selv).

Myrer kan de fleste heller ikke lide i haven, men i virkeligheden, så er myrer nogle vidunderlige nyttedyr som alle burde opmuntre til at flytte ind på deres grund.

Genstart forbindelsen med naturen (simpelt trick)

Når vi glemmer, at vi selv er en del af naturen og er mere afhængig af den end den er af os, så glemmer vi, hvem vi er. Vi kommer til at tro på egoet, som mener, at vi som mennesker er separate væsner. Enten tror vi det på en videnskabelig måde, at den her krop, den her materie vi befinder os i, er fysisk separeret fra resten af den verden vi er. Eller vi kan tro på de religioner, som separerer os fra verden. Som gør mennesket til noget, der skal styre og regere over Jorden. En slags vogter på Guds vegne og ikke noget, der er født af og som kommer fra Jorden, som alt det andet levende her gør det.

En fantastisk kur mod følelsen af separation fra naturen og følelsen af fremmedgjorthed over for den store moder under (og i) os, er at gå ud i naturen med en lup. Det lyder banalt, men det er også et trick der er vigtigt at lære. At det er egoet, der tror at tingene skal være komplicerede, for ellers virker det ikke. Men fakta er, at det er de mest simple ting, der er de mest effektive.

Naturen er vidunderlig simpel og det er vi også. Det er egoet der tror at vi er noget helt særligt og meget specielt. Hvis du tror på, at der er en kraft, en eller anden form for guddommelighed, der har skabt alting her, så giver det så lidt mening, at den kraft skulle have gjort det svært at være her. Det er ikke svært at forbinde sig med naturen f.eks. Det er altid kun egoet, der tror det. Fordi egoet ikke i sig selv føler sig forbundet med resten af verdenen.

Bøj dig i støvet (bogstaveligt talt)

Så altså. Læg dig ud på en græsplæne, på en eng, gå en tur i skoven og sæt dig i skovbunden og find så en lup frem. Du kan også bruge dine læsebriller hvis du er kommet i en alder, hvor du bruger dem. Faktisk har jeg BÅDE lup og læsebriller for øjnene, når jeg laver den her øvelse, det ser sjovt ud og det er det også.

Når du ser ned i jorden, uanset om det så er i en græsplæne eller i en skovbund, eller på stranden, så vil du se alt det liv der er. Både i form af insekter og dyr, men også de utallige former for græs, træ, jord, sten og grus. Alt muligt eksisterer i jorden. En bænkebidder bliver kæmpestor og helt utrolig fascinerende, når den trisser forbi. En lille tank, der mosler igennem skovbunden. Et græsstrå bliver et smukkeste og mest komplekse, du nogensinde har set på. En mælkebøtteblomst kan give en klump i halsen af ren og skær ydmyghed over dens skønhed.

Når jeg laver den her øvelse, så føler jeg mig som ét med jorden. Jeg får lyst til at passe endnu bedre på den. Jeg bøjer mig i støvet (bogstavligt talt) i dyb respekt over, hvor heldig jeg er, at få lov at opleve at være menneske her, på vores eventyrligt henrivende jord.

Jeg ser det magiske i livet helt tæt på. Jeg bliver bevidst, om at når jeg kan blive så forelsket i strukturen i et græsstrå eller i myrens rødsorte farve, hvordan er det så ikke at se på mig selv? Et pragteksemplar af naturen i sin fineste form. Hvilket er noget jeg ofte glemmer, når jeg er i egoets historie om separation. Luppen og brillerne minder mig om, at jeg er ligeså skøn som naturen er det. Naturen er ligeså skøn som jeg er. Vi er forbundet og ét.