JEG VAR SUR PÅ ORDET GUD

Da Gud kontaktede mig

Det her ord, Gud, det er så svært for mig at bruge. I mange år brugte jeg det ikke af trods. Ordet Gud hørte for mig til den kristne kirke, og det var ikke en kirke, jeg havde haft særlig positive oplevelser med. Så jeg prøvede mig frem med andre ord: Kraften, det guddommelige, gudskraften. På engelsk virker ordet the God force bedre, men for mig lød det underligt at kalde det jeg forstår ved Gud et engelsk navn.

Jeg var sur på ordet Gud. Det havde så mange negative associationer for mig, men jeg går mere og mere gået tilbage til at bruge det ord, Gud.

Der skete det for et par uger siden, at jeg havde en meget stærk oplevelse af at møde Gud. Ikke sådan som vi normalt forstår ordet som en ældre herre i himlen, men jeg mødte Gud som en kollosal energi, og den energi tog alverdens former. Alle de guder jeg har hørt om, både fra vores egne nordiske trosretninger men også fra alle andre religioner og trosbevægelser, stod som en massiv mur af energi og sitrede foran mig.

Jeg havde haft en periode, hvor jeg havde arbejdet meget intensivt med mig selv og med min kontakt med naturen og det guddommelige, jeg mødte der. Pludselig en dag i en meditation sank jeg ned (eller op) i et andet og dybere lag, og jeg hørte ordene: Velkommen tilbage. Da jeg så op for at se, hvad der havde sagt de ord mødte jeg Gud i alle Guds former.

Det er ikke unormalt, at jeg hører og ser ting. Det gør jeg stort set hele tiden, også selvom jeg ikke er fordybet i meditation eller andet åndeligt arbejde. Men den her sætning: Velkommen tilbage, den var rigtig. Altså alt det andet jeg ser og hører kategoriserer jeg også som rigtigt, men det her var anderledes. Der var ingen tvivl i mig. Det var Gud. Altså for real.

Anja Dalby Vi er nødt til at tale om Gud

Velkommen tilbage

Grunden til, at jeg blev budt velkommen tilbage var fordi jeg som sagt i den periode arbejdede meget intensivt med mig selv og min kontakt med det guddommelige. Så velkomsten handlede om, at jeg netop lige dagen før også havde haft en stor åndelig oplevelse og derfor stod hele arsenalet klar, da jeg satte mig til at meditere igen. Velkommen tilbage. Den sætning og den måde den føltes på i mig, det mærkes lige så stærkt og tydeligt i mig nu som den gjorde for et par uger siden.

Efter den oplevelse, som jeg nok vil karakterisere som en af de stærkeste, åndelige oplevelser jeg nogensinde har haft, har jeg ingen problemer med ordet Gud. For det er Gud. Den tvivl der eksisterede i mig før, selvom jeg er klar over, at den er meget mindre i mig end i mange andre mennesker, om hvorvidt vi kommer fra en større kraft, den forsvandt på et splitsekund. Jeg tvivler på ingen måde mere, for jeg ved nu.

En ny, dyb taknemmelighed er vokset frem i mig

Der eksisterer ikke længere nogen form for irritation eller trods i mig over, at ordet Gud mest er forbundet med den kristne tro her, hvor vi bor i verden. Mit egos vrede over, hvordan jeg følte, at kristendommen havde kuppet min mulighed for at have en kontakt med Gud forsvandt som dug for solen, da jeg selv mødte den kraft.

Nu er jeg ligeglad med hvem, der kalder hvem for hvad, og hvor de kommer fra. Jeg mærkede en forbundethed som gjorde mig så lille og ydmyg. Som på ingen tid gjorde mit ego helt tavst. Det var Gud. Freaking Gud.

Ud af den oplevelse, startede der andre ting i mig. En dyb taknemmelighed, en kæmpe glæde over at få lov til at opleve det her liv. Og flammen i mig, som brænder for at gøre det her bedre, for mig selv og andre, den blev til et kæmpe bål.

Vi beder i forvejen bordbøn herhjemme, og takker for maden vi spiser. Efter ‘velkommen tilbage’ oplevelsen, så beder jeg hele tiden. Jeg kaster mig ned på knæ, så snart jeg kan komme til det. Jeg synger sange, som er bønner. Jeg hilser på alt i naturen med samme ærbødighed som jeg blev mødt med, da jeg blev budt velkommen tilbage.

Gud altså. Shit shit shit. Gud!

SKOVEN, FULDMÅNEN & DET MAGISKE ARBEJDE

Sådan valgte jeg skoven vi skal sidde i

På lørdag skal jeg lave en udesidning hele natten. Jeg skal ud at sidde i en skov her på det sydlige Djursland og du er inviteret med.

Jeg har lavet udesidninger de sidste mange år. Hvordan og hvorfor jeg begyndte på den praksis kan du læse mere om her.

På lørdag d. 18. maj er vi så heldige, at det også er fuldmåne. Den skov jeg har valgt, vi skal sidde i vender ud mod en stor åben eng, som igen ender i en skov på den anden side.

Det er en meget fin skov med en helt særlig energi. Når jeg vælger de steder, vi skal sidde til udesidningerne, så prøver jeg så vidt muligt, at vælge skove, som er rimeligt uberørte af mennesker. Ikke at der ikke må være stier og andre spor af, at mennesker bevæger sig i dem. For mig er det dog bedst, at det er en skov, som i så vid udstrækning som muligt får lov til at passe sig selv. Det er bestemt ikke altid en nem opgave i Danmark at finde sådan en skov.

Den skov vi skal sidde i på lørdag opfylder mine krav. Jeg må også gerne tromme i skoven, noget der kan være svært at få lov til, når jeg har fået tilladelse til at sidde i private skove til udesidnings-workshops. Men på lørdag må jeg tromme, og det glæder jeg mig rigtig meget til.

Vi samler kraften i et ritual

Det er første gang, jeg selv skal lave en udesidning i den her skov, så jeg er selv (næsten) ligeså spændt som dem, der har meldt sig til. Jeg har set forskellige dyrespor i skoven, men hvilke dyr det er, det vil jeg ikke afsløre her. Måske er vi heldige at se dem i løbet af natten, og så vil jeg fortælle om dem bagefter.

Fuldmånen kommer til at bevæge sig hen over hele den store eng, som skoven vender ud mod. Uanset om det er overskyet eller ej, så kan månen og lyset fra den sagtens fornemmes inde i skoven.

Vi vil i fællesskab lave et ritual, hvor vi beder om kraft til at manifestere det, vi ønsker os i vores liv. Alle er før udesidningen blevet bedt om at skrive en intention for udesidningen ned. Fuldmånens energi vil så hjælpe til at bringe intentionen ned fra det æteriske til det jordiske.

Jeg elsker virkelig at lave udesidninger, og lige nu kan jeg slet ikke vente til på lørdag. Jeg glæder mig helt vildt til at møde og tage imod deltagerne. Og til at hjælpe med at viderebringe den her fantastiske gave og oplevelse en udesidning hele natten er.

Anja Dalby Udesidning

Afsløring af min egen intention for udesidningen

Min egen intention for udesidningen er, at jeg vil bede om at få klarhed på nogle bestemte områder af mit liv. Fuldmånens lys er perfekt til at få erkendelserne til at stå rent og skinnende frem.

Jeg er ikke i tvivl om at det ‘virker’, når jeg har bedt om vejledning og kraft på en udesidning. Alt det jeg har bedt om eller har bedt om råd til på de andre udesidninger, jeg har lavet er gået i opfyldelse. Det er altså et magisk arbejde. Det er også grunden til, at det at lave udesidninger har ‘overlevet’ i så mange år som det har. Mange andre ritualer, ceremonier og traditioner fra før kristendommes indtog er forsvundet, men udesidninger har holdt ved. Det er der en grund til.

Du kan stadig nå med: To ledige pladser

At lave en udesidning er fantastisk på så mange planer. På det personlige, selvudviklende og på det spirituelle, åndelige plan. Hvis du har lyst, så er der i stadig to pladser tilbage på lørdagens udesidning, og du er meget velkommen til at være med. Hvis der er noget du gerne vil spørge til i forbindelse med udesidningen, så skriv endelig til mig på anja@anjadalby.dk.

EN FØRSTE-GANGS UDESIDDERS BEKENDELSER

I går var Sanne Lindhardt og jeg i skoven for at optage en video om Sannes oplevelser med at være på en udesidningsworkshop sidste år.

Sanne er min partner i vores fælles firma ‘To the Woods’, og i denne video kan du høre Sanne fortælle om sine tanker om, hvordan det ville være at lave en udesidning. Hvordan det rent faktisk var at være med, og hvordan hun føler, at udesidningen har haft en effekt på hendes liv efterfølgende.

Du kan læse mere om de workshops, vi laver i udesidninger lige her:
https://anjadalby.dk/workshops/

UDESIDNING DEL 2: ANGSTEN FOR ANGSTEN

Hvad er du bange for?

Noget meget sjovt jeg har opdaget omkring frygt i mig selv, det er at jeg faktisk meget sjældent er bange for en situation. Det jeg som regel er bange for er at blive bange.

Så jeg er f.eks. bange for at tale foran mange mennesker, fordi jeg er bange for at blive nervøs. At min stemme kommer til at ryste. At jeg mister tråden. At jeg bliver rød i hovedet og får svedige hænder. Det er altså ikke selve handlingen med at stå og tale foran mange mennesker, der gør mig nervøs, det som gør mig mest nervøs er tanken om at gøre det og så blive nervøs.

Da jeg skulle lave min første udesidning fik jeg at vide af min daværende lærer, at det jeg ville møde var min frygt.

For det jeg ville opleve ved at sidde i skoven (og det som du også vil opleve) er, at der ikke er noget at være bange for. Altså virkelig. Der sker ikke noget. Faktisk bliver mange helt skuffede over, hvor stille sådan en nat i skoven eller på stranden er. Højdepunktet er altså virkelig, hvis man kan høre (eller måske endda se) en ræv luske rundt. Derudover er der bare stilhed. Og der sker ikke noget. Nul. Niks. Nada. Stilhed og mørke. Den perfekte kombination for en fantasi, der kan få lov at løbe løbsk i alverdens skrækscenarier.

Noget af det som er med til at oplevelsen føles så fantastisk, når den er overstået, det er erkendelsen af at sådan er det med hele livet. Der er ikke noget at være bange for.

Drama på lav volumen

Alle de utrolige bekymringer jeg kan have om alt muligt i mit liv, de går aldrig i opfyldelse. Faktisk så sker der heller ikke så meget i mit liv. Eller jo, selvfølgelig sker der en masse. Men hvis man så tilbage på mit liv, når det er ovre, så vil det overordnet set se meget stille og roligt ud. Der har været et par krisetider i mit liv, og jeg er naturligvis klar over, at der kan komme flere senere. Men i virkeligheden, i løbet af de 44 år jeg har været her, så er det jo egentligt meget få gange, at der har været sådan ‘ægte’ drama i mit liv.

Det svarer meget godt til en nat i skoven. En gang imellem kommer pulsen lige op, måske max 2-3 gange. Det varer måske i alt MAX sammenlagt 5-10 minutter ud af en hel nat på 8-9 timer. Det passer nok også meget godt med mit liv og med de fleste andres.

Anja Dalby Udesidning

Dit perspektiv finjusteres på en nat i skoven

Det her store drama vi hele tiden forventer lurer lige om næste hjørne, det dukker aldrig op. Heller ikke selvom de fleste af os er gode til at forberede os selv på det konstant ved at bekymre os om de mest besynderlige småting og detaljer.

Efter en nat i skoven, så husker jeg det. Jeg husker, at det her er mit liv. Mit liv er en smuk nat i naturen. Nogle gange kan jeg høre en grævling øffe rundt i skovbunden, og jeg bliver lidt urolig for, hvor tæt den kommer på, men der sker ikke noget. Jeg kan bevæge mine ben lidt, og den hører mig med det samme og skynder sig at øffe den anden vej. Ræven gider heller ikke snakke, den vil også helst undgå alt, der har noget med mennesker at gøre. Dådyrene bliver mere bange end jeg gør, når de dufter, at jeg sidder der midt i det hele. Med andre ord: DER. SKER. IKKE. NOGET.

Der er mørkt og der er stille. Det kan næsten være lidt kedeligt til tider. Men så er det jo godt, at jeg tager min hjerne med i skoven, for hvis der er nogen der kan pifte en stemning op og sætte gang i tingene, så er det da virkelig min hjerne.

Mørket mister magten

Den dybeste erkendelse jeg har fået, og det lyder så banalt, at det næsten er svært at forklare ordentligt, det er at skoven er mørk, fordi der ikke er sol.

Altså det vil sige, mørket er ikke væmmeligt. Mørket gemmer ikke på trolde eller uhyrer. Mørket er blot fraværet af lys. Det er så simpelt og alligevel så svært rigtigt at forstå, at det helt kan få låget til at lette på min hjerne.

Det betyder at alt muligt andet mørke også mister magten i mit liv. Jeg opdager, at dramaet (for det allermeste) ikke er andet en fri fantasi fra min side for i virkeligheden, så har jeg det virkelig godt.

Jeg lever et stille og roligt liv. Et liv hvor jeg kan vælge om jeg vil nyde tiden og bede bønner styrke min kontakt med naturen. Med kraften. Om jeg vil være tilstede og observere uden domme. Det samme kan jeg gøre på en udesidning. Vil jeg flippe ud og skabe drama i mig selv eller vil jeg nyde oplevelsen og føle taknemmeligheden over at få lov at være menneske her gennemstrømme mig.

Byd angsten velkommen

Når jeg er opmærksom på, at jeg vil blive bange for at blive bange, så er jeg allerede et skridt foran angsten, og jeg kan stå og tage imod den, når den dukker op. Jeg kan tage den i hånden og sammen kan vi lytte på det der grynt omme bagved bøgen. Vi kan sammen se ind i mørket og se, at de skygger jeg tror, jeg ser, ikke er andet end skov. Vi kan se på tankerne om mængden af øksemordere i de østjyske skove og tankerne mister magten.

Det er sådan en dejlig erfaring at have med sig ud i sit normale liv efter natten er ovre. Der sker ikke noget. Mit liv er dejligt og den eneste panik, der faktisk er tilstede, den er i mit hoved.

UDESIDNING DEL 1: DET KRÆVER MOD AT MØDE SIG SELV

Min allerførste udesidning

Da jeg kørte hjem om morgenen fra den første udesidning, jeg lavede i 2010, så var jeg glad og lettet. Jeg gjorde det! Jeg havde overlevet at sidde alene ude i skoven fra solnedgang til solopgang, også selvom jeg synes jeg havde hørt både voldtægtsforbrydere og øksemordere luske rundt i skoven samme nat som jeg sad der. Men den tanke, der fyldte mest i mig var:

Nu behøver jeg ALDRIG gøre det igen!

Det var mit held, at jeg som et led i min træning i clairvoyance skulle sidde ude i skoven en hel nat alene. Uden anden forberedelse end disse ord fra min lærer:

Det du vil møde er din største frygt.

Angsten

Æh okay … Fedt nok at vide det i øvrigt. For jeg synes sådan set, at jeg var ret fyldt med frygt og på det tidspunkt havde jeg også næsten ugentligt et angstanfald.

Så jeg forestillede mig på forhånd, at jeg ville sidde en hel nat i mørket og skælve og ryste, kun afløst af lidt hysterisk gråd i ny og næ. Krydret med hjertebanken, generel panik i kroppen og så selvfølgelig galoperende angst.

Hvis det ikke var fordi jeg SKULLE lave en udesidning, så er det ikke sikkert jeg nogensinde havde gjort det. For jeg var SÅ bange for at sidde i skoven om natten. Med mig fra min barndom har jeg en meget sær frygt for varulve. Jeg havde ikke tænkt på varulve i mange år på det tidspunkt, men de kom sjovt nok også op i mine tanker, når jeg tænkte på udesidninger.

Jeg var fyldt med både rationel (altså hvad pokker stiller jeg rent faktisk op, hvis jeg virkelig gakker helt ud og render alene rundt i skoven med flintrende angst hele natten) og så alt den irrationelle frygt (varulve, voldtægtsforbrydere, øksemænd, bider kronhjorte egentligt mennesker?, hvad med grævling, ræv og ugler der tuder?).

Mød dig selv i skoven

Min lettelse over at have overlevet min første udesidning i skoven var enorm. Og jeg var sikker på, at det ikke bare var min første, det var helt bestemt også min sidste udesidning, nogensinde. For selvom det havde været helt fantastisk på så mange måder, så havde jeg set det som en slags manddomsprøve og altså også et led i min uddannelse jeg skulle gå igennem. Og så var det det!

Så I skal vide, alle jer, der skriver og spørger mig til udesidningerne, at jeg virkelig godt forstår al den bekymring og frygt I fortæller om. For modsat mig og min første nat i skoven, så er der ingen der tvinger jer. Det er af helt egen fri vilje, at I skal vælge og prioritere, at det her vil I gøre. I skal alene overvinde jeres frygt for det. I skal selv tage jer sammen og mødes med mig i skoven. Der står ingen lærer, som stopper jeres uddannelse, hvis I ikke laver en udesidning. Der er ingen I skal bevise noget over for, så hvorfor I alverden skulle I så vælge, at bruge en nat på noget så skørt som at sidde i skoven?

Det kræver mod at møde sig selv. Ligesom det kræver mod at møde sig selv i alle de andre situationer, vi dagligt står i. Udfordringer på arbejdet, børn, andre forældre, familier, institutioner, pædagoger, lærere, alt det vi hele tiden bliver konfronteret med, og hvor vi skal stå og være modige og turde være os selv. Hele tiden skal vi ud af vores komfortzone og gøre noget vi ikke tør, og der kan allerede være ret meget af det bare inden kl. 10 om morgenen.

Du går hjem fra skoven med flere gaver end du regner med

Efter min første udesidning og min stålsatte sikkerhed på, at det ville jeg så aldrig gøre igen, så kunne jeg mærke, at der var sket noget i mig. Jeg følte mig stærkere. Jeg var roligere, jeg var meget mere groundet. Der sker noget i os, når vi gør noget, overvinder noget i os selv. Vi bliver belønnet, over at være gået så meget ud af vores komfortzone.

Som om noget siger: Godt gået, her har du en håndfuld mod, noget mere styrke, en hel masse kraft, en spandfuld jordforbindelse og så skruer vi også lige op for din intuition siden du gad bruge en hel nat i skoven hos os.

Inden for shamanisme taler vi om at ånderne belønner os. De belønner når vi vil bruge vores tid med dem. Tid i naturen, tid i bøn, tid i stilhed, tid i faste, meditation, dans, sang, kreativ tid, det er alt sammen noget som jo er overflødigt. For vi kan godt leve uden. Vi lever bare ikke særligt godt, og det kan man jo tydeligt se i mange vestlige samfund i dag. Ånderne ved godt at det kræver noget af os at gå ud i skoven om natten. Men når vi helt bevidst ærer vores åndelige side på den måde, så bliver vi altså også gengældt.

Anja Dalby Udesidninger

Angsten for angsten kan spærre mange veje

Jeg havde det fantastisk efter udesidningen, i meget lang tid. Og så skete der det sjove, at jeg stille og roligt begyndte at få lyst, helt af mig selv, til at lave en til. Det er præcis det samme som når man af sig selv løber en tur, man kan ikke lade være, for det er faktisk vildt fedt. Også selvom man hylede og skreg over det i sig selv de første mange gange …

Siden dengang har jeg lavet mange udesidninger, og jeg skal stadig overvinde mig selv. Altså det er nemmere at gøre det nu, fordi jeg har erfaret, at mørket ikke gør mig noget, og at den skov jeg elsker og er tryg ved at gå i om dagen, er præcis den samme som om natten (der er bare ikke noget lys). Men jeg skal stadigvæk sætte en dato og holde mig selv oppe på at gøre det.

Heldigvis kender jeg til belønningen nu, jeg mærker den så tydeligt i mig. Så den gulerod trækker også i mig. Men det kræver mod. Hver eneste gang. Tør jeg mon møde mig selv igen? Og det gør jeg, blandt andet også fordi jeg har fundet ud af, at det slet ikke står så skidt til med mig. Jeg er slet ikke så bange som jeg troede jeg var. Det vil jeg vædde med, at du heller ikke er. Men angsten for angsten er faktisk den største hindring og det vil jeg meget gerne tale mere om, så det kommer i et nyt blogindlæg snarest…