Danser med trommer

Hver måned går jeg i shamanistisk trommegruppe. Det har jeg gjort de sidste 4 år. Da jeg først stødte på shamanismen kunne jeg med det samme forstå det sprog, der blev brugt. Jeg følte instinktivt, at det der blev sagt var sandt, for det var det samme jeg altid selv havde følt.

Som barn følte jeg mig meget stærkt forbundet med naturen. Igennem shamanismen fik den del af mig, den barnetro på, at vi alle er forbundet og at alt i naturen er levende, en stemme. Den fik ikke kun en stemme, den fik også et udtryk. Den fik redskaber, ritualer og ceremonier, som hjalp den tro til at blive endnu mere manifesteret i mit liv og i min verden.

Igennem min læretid til at blive clairvoyant blev jeg ført endnu mere ind i den shamanistiske verden. Det var også derigennem, at jeg begyndte at lave udesidninger. Da min læretid som clairvoyant var færdig følte jeg, at jeg kun lige havde snuset til shamanismen, så jeg tog med det samme på kursus hos Annette Høst i København. Derefter var jeg så heldig et par år efter, at finde Christa i Aarhus og jeg har hægtet mig på hende lige siden. Christa er en vidunderlig lærer. Helt fantastisk kraftfuld og samtidig meget ydmyg overfor det arbejde, hun laver. Christa er virkelig en stor inspiration for mig.

Jeg tror på, at alt hvad jeg gør af godt i verden spreder sig. At gå i trommegruppe hver måned er en del af min spirituelle praksis, hvor jeg hver måned går til mine åndelige vejledere og beder dem om kraft og rådgivning. Jeg kan mærke, hvor stor en effekt det arbejde har i mit liv. At tage mine åndelige vejledere så seriøst, at jeg en gang hver måned opsøger dem på en trommerejse, ved jeg ræsonnerer ud i verden.

Sådan foregår en trommerejse

En trommerejse foregår på den måde, at man ligger sig ned med bind for øjnene. Derved lukkes alt fra denne 3D-verden ude, og så lader man trommen facilitere ens rejse til de andre verdener. Trommen er altså hidkalderen af de åndelige hjælpere, vejledere og kraftdyr. Trommen er også energien, der åbner portalen, så jeg nemmere kan gå ind i de andre verdener og møde dem der skal rådgive mig i mit liv, på min vej. Trommen er samtidig også den energi, der åbner mig, så jeg kan hengive mig til rejsen og lade mit almindelige bevidste sind blive tilbage. Så jeg rejser i de andre verdener, godt nok på en bevidst måde, men uden at jeg har tanker knyttet til de ting, jeg oplever.

Det er virkelig et magisk arbejde at rejse på trommerejse. De ting, jeg beder om. De ting jeg ønsker kraft til. De ting jeg ønsker at få sat lys på eller finde løsning på i mit liv, de bliver opfyldt. Ligesom med alt andet, der er magisk i verden, så er det vigtigt ikke at rationalisere det og psykologisere det efterfølgende. En del af respekten for arbejdet, respekten for vores åndelige vejledere, ligger altså i at tage det for gode varer, som jeg er blevet vist på min trommerejse. Ikke give mit ego lov til at have en mening om det, jeg er blevet vist.

Ødelægger egoets kynisme magien i dit liv?

Det er en praksis som jeg kan bruge mange andre steder i mit liv. Egoets kynisme ødelægger desværre meget af den magi, vi hele tiden bliver præsenteret for i vores liv. Jeg ved nu, igennem mine år i trommegruppe, at det her arbejde er virkeligt. Det er ikke bare en fiks idé. Noget jeg fantaserer mig til et par timer hver fjerde torsdag i Aarhus. Det der sker på en trommerejse er virkelig det, der sker. Det er ligeså ægte som, at jeg sidder og skriver på min computer lige nu.

I min hjerne er der altså blevet åbnet for muligheden for, at det jeg oplever for mit indre blik er lige så virkeligt som den verden, jeg ser på med åbne øjne. Det har både den betydning, at det jeg ser på med åbne øjne har fået mange flere dimensioner. Derudover er jeg nu klar over, at virkeligheden meget sjældent er som, jeg tror den er. Det betyder også, at jeg tager mine visioner og mine drømme meget mere alvorligt. Jeg har erfaret, at det er muligt at bevæge sig i andre dimensioner end den her. Den viden er umådelig vigtig for den person jeg er, og hvordan jeg er i verden.

Tænd for kontakten

Efter jeg havde den her oplevelse af at møde Gud, så skete der det, at jeg helt af mig selv begyndte at bede bønner. Det har jeg aldrig før gjort, så struktureret som jeg gør nu. Helt spontant opstod der et ønske i mig, om at blive ved med at have kontakt med den kraft, jeg havde følt tilstedeværelsen af. Det var ikke noget, jeg bestemte mig for at gøre, det skete bare.

Nærmest samtidig med, at jeg havde denne oplevelse af at mærke Gud og gudernes tilstedeværelse så kraftigt, fandt vi ud af i vores familie at et meget ungt familiemedlem var alvorligt syg. Det er han stadigvæk, og det ser desværre ikke ud til, at han kommer igennem sin sygdom med livet i behold. Med den lille drengs sygdom kom også et kraftigt ønske om at kunne gøre noget for at hjælpe. Men magtesløsheden over for sygdommen, som både lægerne og forældrene til drengen følte, gjorde også at vi godt vidste at ingen af vores ‘gode råd’ ville gøre en reel forskel. Hvad var der at gøre udover at bede?

Invitation til bøn

Vi begyndte i fællesskab at bede bordbøn om aftenen. Vi sidder i stilhed, min mand og jeg og beder vores egen bøn i os selv. Vi siger tak for maden, for vores liv og alt det som er vidunderligt her. Og så beder vi for drengen som er syg. Vi er begyndt at holde i hænder hen over bordet, men det er mest, når vi er alene for ikke at freake børnene helt ud, når de er på besøg her. Men selv når der sidder 3 teenagere rundt om os og vender øjne og fniser, så beder vi. Vi fortæller dem, at de også er velkomne til lige at lukke øjnene og sige tak for det, de er taknemmelige for. Eller blot sende en god tanke til nogen. Uanset hvad de vælger at gøre, så tager vi os et par minutter i stilhed. Når børnene ikke er her, så kan vi sagtens sidde længere i bøn inden vi spiser.

Det at vi begyndte at bede bordbøn om aftenen gør, at vi nu også lige siger tak til de andre måltider. Ikke så meget som om aftenen, når der er børn her, men når vi er alene. Så sidder vi faktisk i en lille bøn omkring hvert måltid. Også bare om en banan og en kop te om morgenen.

Praksissen med at bede bønner har nu også udvidet sig til, at vi beder bønner om morgenen og om aftenen. Jeg gør personligt det, at jeg sætter mig på knæ foran sengen, sofaen eller et træ eller på græsset, og så folder jeg hænderne foran mig. Jeg takker og takker for alt det fantastiske, jeg har i mit liv. Og jeg sender bønner afsted for dem som jeg ved har det svært.

Bøn sætter mig fri

En af mine veninder har en kollega som er kristen og som også beder bønner. Hun har fortalt, at hun starter hver bøn med at sige: ‘Hej Far’. Det synes jeg er så fint. At bede bønner behøver ikke være noget vildt stort og opstyltet. Jeg tænker ikke Gud eller det guddommelige som noget, der er hverken far eller mor, men jeg kan godt lide tanken om at personliggøre det guddommelige på den måde. Det tager brodden af det, som måske kan blive lidt nervøst i mig. Om jeg nu bliver sådan en stramtandet, kedelig, indremissionsk type, der går og beder bønner hele tiden. Men i virkeligheden er det nok det modsatte, der er sket. Jeg føler mig mere fri til at være mig og meget mere rolig, siden jeg er begyndt at bede.

Plads i hjertet

Når jeg beder bønner, så føler jeg mig i forbindelse med den kraft, der har skabt alting her. Jeg kan mærke egoet i mig falde til ro, for der er en anden der har min ryg og egoet behøver ikke tro, at det skal styre hele verden. Jeg føler mig tryg fordi Gud eller kraften kun er en bøn væk. Jeg kan mærke, at den daglige praksis også er god for mig på den måde, at jeg hele tiden kan mærke forbindelse til min åndelige side. Jeg tapper altså ligesom ind i den side af mig, når jeg flere gange om dagen beder en bøn.

Rent fysisk kan jeg mærke, at mit hjertechakra udvider sig. Det bliver større når jeg beder bønner. Jeg bliver mere rummelig, får mere tålmodighed og mere mod i det hele taget. Hej Gud, Hej Far, Hej Mor, alt er tilladt. Det guddommelige er ligeglad med tiltaleformen. Bare vælg det som gør, at du nemmest kan overgive dig til det magiske i bønnen.

Alt er forbundet

Rupert Sheldrake har et begreb han kalder for ‘morphic resonance‘. Tanken bag ‘morphic resonance er, at alting er forbundet. Alting er forbundet igennem ‘the morphic field’, altså et energetisk felt, som ikke bare omgiver alting i verden, men som hele verden også er.

Det er altså et energetisk felt, som alting består af, og som alting også er. For os der arbejder med spiritualitet, eller som tror på at der eksisterer en eller anden form for kraft der har skabt alting her (altså Gud), så er tanken jo ikke ny. Mange af os føler os i forvejen forbundet med verden og alt hvad der sker i den.

Du gør en forskel

Rupert Sheldrake taler også om, at alting er forbundet gennem tid. Det arbejder man også med indenfor shamanisme. Når man drikker ayahusaca, taler man om, at man healer 7 generationer tilbage i tiden og 7 generationer frem. I de oprindelige religioner har man altid haft en viden om det her felt, der omgiver os allesammen. Det er et virkeligt fysisk felt. Når man anerkender den tanke, så giver det også mening, at man igennem det felt kan heale frem og tilbage i tiden.

Alt hvad du gør nu har altså en betydning. Intet af det du gør er spildt. Når du vælger at købe økologisk, når du vælger bæredygtigt, når du spiser planter i stedet for dyr, så gør det en forskel. Ikke kun en målbar forskel i dette øjeblik for planeten og dit eget helbred, du healer også handlinger, som ikke var så bevidste i fortiden. Både dine egne og andres. Det samme sker frem i tiden. Alt hvad du gør af godt nu, det vil vores efterkommere takke dig for i fremtiden.

Paying it forward

I denne virkelig smukke video med Charles Eisenstein, taler han om, at mennesker på planeten vil takke dig om 500 år. De vil se tilbage på denne tid, hvor der var så meget kaos, og hvor det føles som om vi virkelig står på kanten af vores egen udryddelse og de vil takke dig, fordi du prøvede at gøre det bedre.

Hver eneste gang du beder en bøn. Hver eneste gang du smiler. Hver eneste gang du siger pyt istedet for at blive vred. Hver eneste lille handling du gør, gør en forskel. Når du elsker, når du holder i hånden, når du prøver igen og igen at blive et bedre menneske, så skal du vide, at det ikke går uset hen.

Vælg håbet

Vi tilføjer allesammen til det felt, vi er en del af og som omgiver os. Selvom vi synes, at vi kan fejle nok så meget, så gør vi det hele tiden bedre. Vi bliver mere og mere bevidste. De traumer som vores familie indeholder, de bliver stille og roligt healet gennem generationerne. Vi gør det allesammen en smule bedre end vores forfædre. Når vi tror på, at vi hver og en kan gøre en forskel, bare fordi vi prøver at være gode mennesker, så får vi ekstra mod og styrke til at fortsætte.

Den mest invaliderende følelse og den følelse, som giver den største følelse af at være magtesløs er følelsen af håbløshed. Fokuser på alt det du hele tiden bevidst vælger til, fordi du gerne vil gøre det bedre. Fokuser på dine styrker. På dit mod. Alting har en betydning. Alting er forbundet. Der er håb.

Da Gud kontaktede mig

Det her ord, Gud, det er så svært for mig at bruge. I mange år brugte jeg det ikke af trods. Ordet Gud hørte for mig til den kristne kirke, og det var ikke en kirke, jeg havde haft særlig positive oplevelser med. Så jeg prøvede mig frem med andre ord: Kraften, det guddommelige, gudskraften. På engelsk virker ordet the God force bedre, men for mig lød det underligt at kalde det jeg forstår ved Gud et engelsk navn.

Jeg var sur på ordet Gud. Det havde så mange negative associationer for mig, men jeg går mere og mere gået tilbage til at bruge det ord, Gud.

Der skete det for et par uger siden, at jeg havde en meget stærk oplevelse af at møde Gud. Ikke sådan som vi normalt forstår ordet som en ældre herre i himlen, men jeg mødte Gud som en kollosal energi, og den energi tog alverdens former. Alle de guder jeg har hørt om, både fra vores egne nordiske trosretninger men også fra alle andre religioner og trosbevægelser, stod som en massiv mur af energi og sitrede foran mig.

Jeg havde haft en periode, hvor jeg havde arbejdet meget intensivt med mig selv og med min kontakt med naturen og det guddommelige, jeg mødte der. Pludselig en dag i en meditation sank jeg ned (eller op) i et andet og dybere lag, og jeg hørte ordene: Velkommen tilbage. Da jeg så op for at se, hvad der havde sagt de ord mødte jeg Gud i alle Guds former.

Det er ikke unormalt, at jeg hører og ser ting. Det gør jeg stort set hele tiden, også selvom jeg ikke er fordybet i meditation eller andet åndeligt arbejde. Men den her sætning: Velkommen tilbage, den var rigtig. Altså alt det andet jeg ser og hører kategoriserer jeg også som rigtigt, men det her var anderledes. Der var ingen tvivl i mig. Det var Gud. Altså for real.

Velkommen tilbage

Grunden til, at jeg blev budt velkommen tilbage var fordi jeg som sagt i den periode arbejdede meget intensivt med mig selv og min kontakt med det guddommelige. Så velkomsten handlede om, at jeg netop lige dagen før også havde haft en stor åndelig oplevelse og derfor stod hele arsenalet klar, da jeg satte mig til at meditere igen. Velkommen tilbage. Den sætning og den måde den føltes på i mig, det mærkes lige så stærkt og tydeligt i mig nu som den gjorde for et par uger siden.

Efter den oplevelse, som jeg nok vil karakterisere som en af de stærkeste, åndelige oplevelser jeg nogensinde har haft, har jeg ingen problemer med ordet Gud. For det er Gud. Den tvivl der eksisterede i mig før, selvom jeg er klar over, at den er meget mindre i mig end i mange andre mennesker, om hvorvidt vi kommer fra en større kraft, den forsvandt på et splitsekund. Jeg tvivler på ingen måde mere, for jeg ved nu.

En ny, dyb taknemmelighed er vokset frem i mig

Der eksisterer ikke længere nogen form for irritation eller trods i mig over, at ordet Gud mest er forbundet med den kristne tro her, hvor vi bor i verden. Mit egos vrede over, hvordan jeg følte, at kristendommen havde kuppet min mulighed for at have en kontakt med Gud forsvandt som dug for solen, da jeg selv mødte den kraft.

Nu er jeg ligeglad med hvem, der kalder hvem for hvad, og hvor de kommer fra. Jeg mærkede en forbundethed som gjorde mig så lille og ydmyg. Som på ingen tid gjorde mit ego helt tavst. Det var Gud. Freaking Gud.

Ud af den oplevelse, startede der andre ting i mig. En dyb taknemmelighed, en kæmpe glæde over at få lov til at opleve det her liv. Og flammen i mig, som brænder for at gøre det her bedre, for mig selv og andre, den blev til et kæmpe bål.

Vi beder i forvejen bordbøn herhjemme, og takker for maden vi spiser. Efter ‘velkommen tilbage’ oplevelsen, så beder jeg hele tiden. Jeg kaster mig ned på knæ, så snart jeg kan komme til det. Jeg synger sange, som er bønner. Jeg hilser på alt i naturen med samme ærbødighed som jeg blev mødt med, da jeg blev budt velkommen tilbage.

Gud altså. Shit shit shit. Gud!