Da jeg kørte hjem om morgenen fra den første udesidning, jeg lavede i 2010, så var jeg glad og lettet. Jeg gjorde det! Jeg havde overlevet at sidde alene ude i skoven fra solnedgang til solopgang, også selvom jeg synes jeg havde hørt både voldtægtsforbrydere og øksemordere luske rundt i skoven samme nat som jeg sad der. Men den tanke, der fyldte mest i mig var:
Nu behøver jeg ALDRIG gøre det igen!
Det var mit held, at jeg som et led i min træning i clairvoyance skulle sidde ude i skoven en hel nat alene. Uden anden forberedelse end disse ord fra min lærer:
Det du vil møde er din største frygt.
Angsten
Æh okay … Fedt nok at vide det i øvrigt. For jeg synes sådan set, at jeg var ret fyldt med frygt og på det tidspunkt havde jeg også næsten ugentligt et angstanfald.
Så jeg forestillede mig på forhånd, at jeg ville sidde en hel nat i mørket og skælve og ryste, kun afløst af lidt hysterisk gråd i ny og næ. Krydret med hjertebanken, generel panik i kroppen og så selvfølgelig galoperende angst.
Hvis det ikke var fordi jeg SKULLE lave en udesidning, så er det ikke sikkert jeg nogensinde havde gjort det. For jeg var SÅ bange for at sidde i skoven om natten. Med mig fra min barndom har jeg en meget sær frygt for varulve. Jeg havde ikke tænkt på varulve i mange år på det tidspunkt, men de kom sjovt nok også op i mine tanker, når jeg tænkte på udesidninger.
Jeg var fyldt med både rationel (altså hvad pokker stiller jeg rent faktisk op, hvis jeg virkelig gakker helt ud og render alene rundt i skoven med flintrende angst hele natten) og så alt den irrationelle frygt (varulve, voldtægtsforbrydere, øksemænd, bider kronhjorte egentligt mennesker?, hvad med grævling, ræv og ugler der tuder?).
Mød dig selv i skoven
Min lettelse over at have overlevet min første udesidning i skoven var enorm. Og jeg var sikker på, at det ikke bare var min første, det var helt bestemt også min sidste udesidning, nogensinde. For selvom det havde været helt fantastisk på så mange måder, så havde jeg set det som en slags manddomsprøve og altså også et led i min uddannelse jeg skulle gå igennem. Og så var det det!
Så I skal vide, alle jer, der skriver og spørger mig til udesidningerne, at jeg virkelig godt forstår al den bekymring og frygt I fortæller om. For modsat mig og min første nat i skoven, så er der ingen der tvinger jer. Det er af helt egen fri vilje, at I skal vælge og prioritere, at det her vil I gøre. I skal alene overvinde jeres frygt for det. I skal selv tage jer sammen og mødes med mig i skoven. Der står ingen lærer, som stopper jeres uddannelse, hvis I ikke laver en udesidning. Der er ingen I skal bevise noget over for, så hvorfor I alverden skulle I så vælge, at bruge en nat på noget så skørt som at sidde i skoven?
Det kræver mod at møde sig selv. Ligesom det kræver mod at møde sig selv i alle de andre situationer, vi dagligt står i. Udfordringer på arbejdet, børn, andre forældre, familier, institutioner, pædagoger, lærere, alt det vi hele tiden bliver konfronteret med, og hvor vi skal stå og være modige og turde være os selv. Hele tiden skal vi ud af vores komfortzone og gøre noget vi ikke tør, og der kan allerede være ret meget af det bare inden kl. 10 om morgenen.
Du går hjem fra skoven med flere gaver end du regner med
Efter min første udesidning og min stålsatte sikkerhed på, at det ville jeg så aldrig gøre igen, så kunne jeg mærke, at der var sket noget i mig. Jeg følte mig stærkere. Jeg var roligere, jeg var meget mere groundet. Der sker noget i os, når vi gør noget, overvinder noget i os selv. Vi bliver belønnet, over at være gået så meget ud af vores komfortzone.
Som om noget siger: Godt gået, her har du en håndfuld mod, noget mere styrke, en hel masse kraft, en spandfuld jordforbindelse og så skruer vi også lige op for din intuition siden du gad bruge en hel nat i skoven hos os.
Inden for shamanisme taler vi om at ånderne belønner os. De belønner når vi vil bruge vores tid med dem. Tid i naturen, tid i bøn, tid i stilhed, tid i faste, meditation, dans, sang, kreativ tid, det er alt sammen noget som jo er overflødigt. For vi kan godt leve uden. Vi lever bare ikke særligt godt, og det kan man jo tydeligt se i mange vestlige samfund i dag. Ånderne ved godt at det kræver noget af os at gå ud i skoven om natten. Men når vi helt bevidst ærer vores åndelige side på den måde, så bliver vi altså også gengældt.
Angsten for angsten kan spærre mange veje
Jeg havde det fantastisk efter udesidningen, i meget lang tid. Og så skete der det sjove, at jeg stille og roligt begyndte at få lyst, helt af mig selv, til at lave en til. Det er præcis det samme som når man af sig selv løber en tur, man kan ikke lade være, for det er faktisk vildt fedt. Også selvom man hylede og skreg over det i sig selv de første mange gange …
Siden dengang har jeg lavet mange udesidninger, og jeg skal stadig overvinde mig selv. Altså det er nemmere at gøre det nu, fordi jeg har erfaret, at mørket ikke gør mig noget, og at den skov jeg elsker og er tryg ved at gå i om dagen, er præcis den samme som om natten (der er bare ikke noget lys). Men jeg skal stadigvæk sætte en dato og holde mig selv oppe på at gøre det.
Heldigvis kender jeg til belønningen nu, jeg mærker den så tydeligt i mig. Så den gulerod trækker også i mig. Men det kræver mod. Hver eneste gang. Tør jeg mon møde mig selv igen? Og det gør jeg, blandt andet også fordi jeg har fundet ud af, at det slet ikke står så skidt til med mig. Jeg er slet ikke så bange som jeg troede jeg var. Det vil jeg vædde med, at du heller ikke er. Men angsten for angsten er faktisk den største hindring og det vil jeg meget gerne tale mere om, så det kommer i et nyt blogindlæg snarest…
Mine oplevelser med drikke ayahuasca er allerede blevet til en hel lille serie, læs mine tidligere indlæg her ‘Min oplevelse med ayahuasca’ del 1, del 2, del 3 og del 4. I dette indlæg vil jeg dele, hvad der kan være godt at have med sig af viden, hvis du selv overvejer at bruge denne medicin til healing i dit liv.
100% trygge rammer
Det kan selvfølgelig ikke understreges nok, at det er alfa og omega, at du ikke drikker ayahuasca i rammer som er mindre end 100% trygge for dig. Selvfølgelig vil dit ego flippe ud i dig. Men det er de andre alarmklokker i dig selv, du skal være opmærksom på. Det er altså godt, at du kender dig selv. At du ved hvilke mekanismer, der kommer på spil i dig, når du på normal vis bliver udfordret og er usikker på hvad der skal foregå. Når du kender dig selv på den måde, så er det også nemmere for dig at mærke om det er fordi du ‘bare’ er nervøs fordi du bevæger dig ind på ukendt grund eller om det er fordi, at der egentligt er noget at være nervøs for. Gå med din rationelle og logiske sans her. Hvis noget sådan logisk set virker for skørt, for underligt eller for grænseoverskridende, så hold ved det. Vi kan så nemt komme til at køre os selv rundt i et loop, hvor vi ikke kan mærke om det er vores ego, der bliver bange eller om det er fordi der rent faktisk er noget at blive bange for. Gå med logikken i det her tilfælde.
Dit ego vil måske komme på tværs
Det kan være en temmelig skræmmende affære for egoet at blive udsat for ayahuasca. Der vil måske opstå tanker i dig undervejs, efter du har drukket medicinen, om at nu er du blevet hijacket til en kult. Eller at hvis du nu bare løber i en tilfældig retning, så kommer du ud i civilisationen igen og kan slippe for de her ting, du bliver konfronteret med på din ayahuasca-rejse. De tanker er helt normale. Se om du ret hurtigt kan slippe dem igen. Der er ingen grund til at sidde på en hel ayahuasca-rejse og prøve at regne ud om du er blevet lemmet ind i en sekt uden at vide det. Det er ikke muligt at regne den slags ud, mens du er på medicinen. Sig til dig selv, at det vil du se på igen bagefter, og så kan du der tage stilling til, hvordan virkeligheden er. Den kan du ikke forholde dig til, imens medicinen virker. Og derfor er det også helt afgørende, at du drikker medicinen med mennesker, du stoler på. For du skal kunne give helt slip mens ayahuasca virker. Det duer ikke at sidde og blive opkørt over ting, der faktisk kan gøre en nervøs og utilpas, så kan man få en rigtig ubehagelig rejse.
At vælge cirkel
Brug din sunde fornuft når du ser efter en cirkel eller undersøger dem, der faciliterer ceremonierne. Gå efter dem, der taler om kærlighed og om hjertet, om healing. Jeg har hørt om ceremonier, hvor ayahuascaen bliver spicet op med syntetisk DMT. Den slags er efter min mening ikke tilrådeligt. Ayahuasca er en hellig medicin. Den behøver ikke hjælp fra noget kemisk fremstillet. Kontakt dem du overvejer at deltage i cirkel hos og stil alle de spørgsmål, du har brug for at stille. Hvis du støder på et ego i dem du spørger, hvis de f.eks. bliver irriterede over dine spørgsmål, så find andre der fasciliterer ceremonier. Det er meget vigtigt at være tryg. Både fordi det giver en hel anden type rejser, men også fordi det er vigtigt at være tryg. Det skal ikke nedtones, at ayahuasca er en heftig medicin. Der skal ikke foregå noget som er det mindste smule skummelt eller grænseoverskridende.
Vær ærlig overfor dig selv, når du mærker efter hos dem, der laver ceremonierne. Hvis du bliver utryg, så hold dig til det og led efter et andet sted. Lad være med at tolke for meget i om det har noget med dig at gøre. Du kan altid vende tilbage og mærke efter igen senere, og så kan du undersøge om det var dig eller dem. Gå efter anbefalinger fra andre du kender eller nogen de kender. Det gælder både, hvis du vælger cirkler her i Europa eller i andre steder af verden, f.eks. Sydamerika.
Sæt en klar intention for din ayahuasca-rejse
Hav en klar intention for din rejse. Ayahuasca skal ikke bruges for sjov. Det siger ligesom sig selv, for der er ikke så meget, der er sjovt ved det ubehag, der følger med at drikke det. Men gør det heller ikke til en manddomsprøve eller noget du bare skal prøve at gøre én gang før du dør. Ayahuasca er lige som andet naturmedicin helligt og det skal tilgås med en følelses af ærbødighed. Den følelse styrker du ved at vide, hvorfor du tager medicinen, altså hvad er din grund til det? Hvad er din intention? Når du har den klar i dig, så giver det dig også den åbenlyse fordel, at du kan have den med som pejling, når du bagefter tænker på, hvad der skete på din ayahuasca-rejse.
Kvalmen
Det hjælper mig til at kaste op at tænke på at drikke et nyt glas ayahuasca. Tanken om, at jeg når min kvalme er allerværst, ved jeg skal drikke et nyt glas af det som i første omgang gav mig kvalmen, gør at jeg kan kaste op. Og tro mig. Du vil gerne kaste op. Den der kvalme er ulidelig. Desuden er det også modstand, du kaster op, at ‘rense’ alt det ud, som gør at du ikke kan give slip og lade medicinen virke. Nogle kaster aldrig op, andre gør det hele tiden. For nogle tager det mange ceremonier før de pludselig kan give slip. Det er meget forskelligt, så husk ikke at dømme dig selv for hvor du er. Hvis du er i en cirkel, hvor du bliver tilbudt rapé, så kan det også hjælpe til at kaste op. Det kan være godt at tage imod det, selvom det kan virke ret uoverskueligt i situationen. Som jeg skriver om længere nede i indlægget, så ser jeg ofte en stor grøn anakonda, når jeg har meget kvalme. Den lokker mig til at kaste op, så den er sådan set på min side. Engang så jeg personen der skulle give mig rapé, altså blæse tobak op i min næse, blive forvandlet til anakondaen. Det er altså en spøjs oplevelse at se en over 10 meter lang, lårtyk, grøn anankonda sidde foran en selv og venligt spørge om jeg ikke ville have rapé, så jeg kunne slippe af med kvalmen, jeg tydeligvis havde kæmpet med. Det kunne jeg faktisk ikke overskue lige der. Det var alligevel for meget af det gode at få en anakonda til at blæse tobak op i min næse for fulde hammer. Heldigvis skulle jeg bare have et glas ayahuasca til og så kom der ellers gang i ‘renselsen’.
Sæt dig op hvis du føler dig overvældet visuelt
Sæt dig op hvis det bliver for meget. Som jeg skrev i det her indlæg så fik jeg selv det råd at sætte mig op hvis rejsen bliver for overvældende. Det kan virkelig være en god idé. Efter min første rejse i 2011, så lagde jeg mig først ned igen i 2018! Det var efter jeg havde fået min “åbenbaring” omkring hvad egoet havde gang i, i mig selv . Men så turde jeg også ligge mig ned og ligge og lade mig flyde med i et stort rum af kærlighed og smukke visioner. Det kan føles så naturstridigt at sidde op. Hele ens krop vil bare ligge og smelte ned i madrassen. Men prøv at se om det ikke er muligt for dig at sidde op, du må gerne læne din ryg op af en væg eller en meditationsskammel eller andet. Det hjælper bare så meget til at have en fornemmelse, af ikke blot at blive kastet rundt i et vildt hav af det mest sindssyge trip overhovedet, men at man faktisk har en lille smule styring med hvad der foregår. Hvis du kan, så sæt dig op!
Det visuelle er ikke virkeligt. Det kan godt være meget overvældende visuelt at drikke ayahuasca. Nogle mennesker nyder meget at observere det visuelle, men jeg har på fornemmelsen at det er de mennesker, der har prøvet at drikke det rigtig mange gange og som derfor ikke længere flipper ud over det de ser. Du kan risikere at se en masse uhyggelige ting. Monstre og ghouls i et sådan omfang at det kan være svært at forestille sig, at man kan vende tilbage til verden med et normalt syn på den. De første gange jeg så hære af irgrønne skelet-zombies (det lyder sjovt, det var det ikke) komme imod mig for fulde hammer, så var jeg ret tæt på at forlade min plads i cirkelen og løbe skrigende bort. Hold øje med om det visuelle også har en forbindelse med kvalmen i dig eller med dine tanker. Jeg har oplevet mange gange, at hvis jeg ikke har kunne skræmme mig selv med hæslige tanker, så har tankerne forvandlet sig til monstre i stedet. Sådan nogle som ville få Ridley Scotts ‘Alien’ til at se nuttet ud. De er dog forsvundet med det samme jeg opdagede oprindelsen til dem. Måske kan det være tilfældet for dig også og du behøver ikke sidde og mosle med frygten for dem på dine rejser. Når min kvalme er allerværst, så kommer der en stor skriggrøn anakondaslange imod mig med gule øjne, skarpe tænder og en stor tunge, der hvisler af mig. Den kommer altid. Den hvisler og lokker og smisker med ord som giver mig endnu mere kvalme. I starten synes jeg ikke den var så sjov at se på. Nu ved jeg at den kommer for at lokke, sådan rasle kvalmen op af mig. For i det øjeblik jeg så har kastet op, så forvandler den sig altid til noget der er meget mere behageligt at se på. Sidst det skete blev den til hundrevis af små brune rottweilerhvalpe, som lå en en stor nuttet bunke med blottede bløde maver og store smil på. Det tror jeg ikke har den store betydning. Jeg tolker det ikke som at mit kald i livet er, at jeg skal opdrætte rottweilere. Det er blot et eksempel på, hvordan det visuelle kan følge det fysiske, altså her kvalmen. Det er nemlig ikke altid, at det visuelle betyder det store. Jeg kender til mennesker og har hørt om folk, som har fået store syn på deres ayahuascarejser. Syn som de virkelig har kunne bruge til noget. Men vær forsigtig med at tolke dem, for ofte kan vi komme til at tolke dem til, at vi er noget særligt. At vi er udvalgte, at Madre Ayahuasca og alle guderne og gudinderne har udvalgt os til en speciel mission. Det er vi ikke. Det er noget, der sker i et usikkert ego, hvilket leder mig videre til næste punkt.
Kend dit ego
Kend dig selv, kend dit ego. Det er desværre ikke et ukendt fænomen, at egoet i sin forskrækkelse over hvad der foregår på en ayahuascarejse, udnævner sig selv til at være den nye messias. Den kærlighed man kan føle på en rejse med den her medicin, den er så ‘totally mindblowing’, at egoet godt kan tage det personligt. Så egoet kan tro at det er noget særligt, siden det får lov til at føle den her kæmpeenorme kærlighed. Det er ikke usædvanligt at folk tager fra en ayahuascarejse og nu vil de ud og bedyre for resten af verden, de ‘sandheder’ de fik på deres rejser. Det kan godt blive lidt Moses på Bjerget-agtigt og det har aldrig været særlig kønt. Så det er den ene ting. Uanset hvad du bliver fortalt af lækkerier om, hvordan DU er den eneste i hele verden der kan gøre en forskel, og som kan heale hele Jorden, så er det ikke sandt. Du er en vigtig brik, men det er vi alle. Prøv at tage egoet ud af historien og så vil du opdage, at du er præcis lige så vigtigt og ikke-vigtig som alle os andre. Noget andet i forhold til egoet, det er at det er godt at kende det en smule på forhånd. Det er altså godt at kende til dine egne følelser af utilstrækkeligheder, af usikkerheder og af skam inden du drikker ayahuasca. Det er ikke en rar overraskelse at blive konfronteret med alt sit lort, mens man drøner derudaf med 150 km/t på et gigatrip. Det er godt at have en fornemmelse af, at det trods alt ikke er helt nyt det hele, så man også ved at det altså er en selv. Der sidder ikke en udefra og fodrer ens hjerne med ubehageligheder. Det hele sker i dig selv. Det er kun dit ego, der går bananas ikke andet. Det er også en virkelig værdifuld viden at have med sig på en rejse.
Har du spørgmål, kommentarer eller andet? Er der noget du kunne tænke dig at høre mere om eller få uddybet i forhold til mine indlæg om at drikke ayahuasca? Jeg vil meget gerne høre fra dig.
Jeg holder meget øje med de løgne, jeg skaber i mig selv, om mig selv. Det kan være løgne som:
Jeg mediterer hver dag. Jeg spiser kun raw og kun frugt. Jeg løber jævnligt. Jeg har ingen konflikter i mit liv. Jeg … Listen er faktisk ret lang over ting, jeg mener, at jeg gør. Ting der er med til at definere mig som person og give mig identitet.
Men sandheden er, at jeg lige for tiden kun spiser frugt til aftensmad, hvor jeg så spiser normalt, vegansk mad. Nogle dage spiser jeg kun frugt til morgenmad. Jeg mediterer slet ikke hver dag. Ofte er det kun en gang om ugen eller sjældnere. Jeg løber ikke lige for tiden, det har jeg ikke gjort i over et halvt år, så den kan jeg sådan set også godt droppe. Jeg har en konflikt i mit liv, som gør meganas og jeg aner ikke hvordan jeg skal komme ud af den. Jeg føler mig fanget i den, og uanset hvordan jeg går til den, så kommer jeg ingen vegne med den. Så når jeg fortæller mig selv, at jeg svæver på en stor selvudviklet sky af ren glæde og kærlighed, så er det løgn. For jeg tænker på konflikten hver dag og bliver ked af det.
Alle de løgne vi fortæller os selv og hinanden om uperfekthed
En veninde fortalte mig forleden dag, at hun inderst inde synes, at man kun må sige noget højt, når man er oplyst. Sådan har jeg det faktisk også. Det skaber en konflikt i mig, for jeg siger jo noget her på min blog. For at holde ved den tanke, at man først må sige noget højt om spiritualitet og selvudvikling, når man er helt perfekt og man har haft en ‘awakening’, så er jeg jo nødt til at lyve.
Så derfor, så lyver jeg overfor mig selv om hvor god jeg rent faktisk er. Jeg har lagt mærke til, at det ikke kun er mig, der gør det. Faktisk er det jo nok også det parameter hele Instagram (og andre sociale medier) er bygget op omkring. Løgn. Hvilket er helt fint, så længe vi ikke selv tror på løgnen og så længe vi er klar over at vi gerne må være her alligevel og fortælle om vores oplevelse af at være menneske. Også selvom vi har sure tæer, røg en cigaret og råbte af katten.
Læn dig ind i din perfekte, uperfekte menneskelighed
De lærere vi har, de falder ofte dybt, når vi opdager, at de er helt almindelige mennesker. Stuart Wilde var/er den største lærer, jeg har haft, bortset fra naturen og kraften (altså Gud). Da jeg engang var på retreat med ham og sad på bagsædet af hans bil, mens han kørte rimeligt stærkt rundt på de små, irske bjergveje, hørte irsk folkemusik med vilde violiner for fulde skrald og samtidig spiste en stor pose nachos, så blev jeg så glad. For han var jo bare et menneske. Det var da vidunderligt! Der var ikke noget ophøjet og helligt over ham i det øjeblik. Der var ikke en eller anden perfekt tilstand at stræbe mod, udover det perfekte som findes i at være helt og fuldt tilstede i den her oplevelse, vi kalder at være menneske.
Prøv at se på de mennesker, du ser som dine lærere. Vær ærlig i dig selv om du har sat dem på en uopnåelige piedestal. For den eksisterer ikke. Jeg hørte engang en forarget historie om Dalai Lama, der havde vrisset af en assistent. Så derfor var han nu utroværdig som åndelig leder. Den slags historier, som vi samler i os selv, om store mennesker der falder, fordi de sådan set jo også bare er mennesker, de historier er med til, at vi tror at vi aldrig selv kan blive ‘oplyste’. Så vi kan ligeså godt lade være med at prøve. For når selve Dalai Lama kan have en kort lunte og blive irriteret, så kan jeg ligeså godt lade være med overhovedet at prøve at rykke mig selv i en spirituel retning.
Vågn op, vær dig, vær oplyst
Det er rigtig godt at holde øje med de løgne, vi fortæller os selv (og måske også andre) om dem vi er. Det er ikke så vi kan skælde os selv ud over, at vi lyver. Men det er for at se, hvad løgnen dækker over. Vi er alle sammen oplyste. Nogle gange tror vi bare så meget på virkeligheden og vores egoer, at vi glemmer det. Og så kommer vi til at vrisse af en assistent. Eller være sur på børnene eller brokke os over vores chef.
At være oplyst, at være vågen, er ikke andet end at åbne sine øjne og smile over, hvor skørt, hvor vidunderligt, hvor smukt og hjerteskærende det er at være her. Det er det.
Lev livet for pokker
Pas på med at sætte livet som et spirituelt menneske op på en piedestal, som kun er for fastende, mediterende, 100% harmoniske mennesker. For det betyder, at du enten skal lyve om, hvordan dit liv egentligt er og den løgn vil gøre, at du så synes du skal dække over dig selv. Det betyder, at du inderst inde skammer dig over, at du spiste pomfritter med mayonnaise til aftensmad. For det kan oplyste mennesker umuligt gøre. Skam har aldrig fået nogen mennesker til at gøre noget bedre, eller til at turde prøve igen næste dag.
Og hvis du ikke lyver om, hvor yogaudøvende og smoothiedrikkende du er, så risikerer du at falde i den modsatte grøft, hvor det også bare kan være lige meget. For hvis selv Dalai Lama vrisser, hvor lang vej har du så ikke? Men du er ligeså oplyst som han er. Du har bare ikke opdaget det endnu, fordi du tror, at det er en tilstand af evig lyksalighed. At være oplyst er bare at se dig omkring og glæde dig over, hvor mindblowingly fantastisk og totalt fjollet det er at være her. Og så engang imellem blive hevet ud af det og blive ked af noget og så tilbage igen. Det er det.
I de tre forrige indlæg (del 1, del 2, del 3) om ayahuasca beskriver jeg, hvad der ledte mig til, at jeg i 2018 endelig fik den healing, forløsning eller forståelse som jeg havde bedt om tilbage i 2011. Det var lidt en overraskelse for mig, at det ville tage mig så mange år, da jeg har en stor tro på healing. Men healing er mange ting og nok allermindst af alt er healing et quick fix. Noget jeg tror, vi er mange, der arbejder med at forstå på et dybere plan.
Da jeg deltog i den ceremoni, jeg var blevet inviteret til i 2018, så startede den store mindreværdsfilm som sagt i mig igen. Jeg blev ærligt talt ret træt lige der. Hvorfor pokker skulle jeg bruge hver eneste ayahuasca-rejse på at sidde og se, hvor mange dårlige tanker jeg har om mig selv?
Det næste der skete var, at efter jeg i omkring 6 timer havde siddet med hænderne i hovedet og set på alt det, jeg nogensinde havde gjort som jeg kunne skamme mig over (virkelig en gyser), så pludselig kunne jeg se, at det ikke var mig, der skammede mig.
Det var en meget besynderlig oplevelse. Du kender sikkert godt selv til stemmen i dig, som kan blive ved med at spille forskellige hændelser for dig igen og igen. Det kan handle om alt fra små banale ting, som dengang du trådte i en hundelort over for alle de andre forældre fra 0A. Eller om dengang, hvor du løftede hånden for at slå, måske dit barn, dit dyr, din kæreste. Altså de der episoder vi har i os, som vi kan spille for vores indre blik og øre igen og igen, med mere og mere skam og ondt i maven til følge.
Pludselig sagde en stemme i mig: Du kan kun skamme dig over noget, du ikke vil acceptere.
At acceptere den du er
Alle de der timer på timer med gruopvækkende indre film om min egen utilstrækkelighed, de handlede om at jeg skulle se det, så jeg kunne acceptere, at det var mig. Hvem er det i mig, som synes at jeg ikke skal have mindreværd? Hvem er det i mig, som skammer sig over, at jeg ikke er mere oplyst end, at jeg stadigvæk synes, at noget kan være vildt pinligt eller nemlig direkte skamfuldt. Hvem er det i mig, som synes jeg skal være en anden end den jeg er?
Altså jeg er et helt normalt menneske. Som gør helt normale ting. Nogle af de ting ville jeg gerne kunne gøre om. Det kan jeg ikke. Så må jeg lade være med at gøre dem igen. Men på det tidspunkt, hvor jeg gjorde som jeg gjorde. Hvor jeg tænkte som jeg tænkte (også om mig selv), da var det det som jeg kunne. Det må jeg acceptere. Når jeg ikke vil acceptere det, så skammer jeg mig over mig. Så ville jeg ønske jeg var en anden. At jeg var bedre end jeg er.
Pludselig kunne jeg se, at den mekanisme i mig (det jeg kalder for egoet), som hele tiden viste mig, hvor meget mindreværd, der var i mig, det var den samme mekanisme som også skammede sig over mindreværdet.
Noget var sket. Noget jeg skældte mig selv ud over, at jeg havde gjort, sagt eller tænkt. Det der så skete var, at så kom skammen. Skammen over at jeg havde været sådan som jeg var. Og så kom skammen over skammen. Over at jeg ikke bare kunne give slip. At skamme sig over at skamme sig.
Og der skete healingen. Lige der, der blev jeg så opfyldt af kærlighed til mig selv og til det stakkels ego. Et ego som bare så gerne vil passe ind og som så gerne vil elskes. Så på resten af min rejse den aften og de efterfølgende dage, der sad jeg med mit ego og vuggede det og holdt om det og elskede det med hver eneste celle i mig.
Nøglen til selvkærlighed
Jeg er ikke egoet. Jeg er ikke mindreværdet. Jeg er ikke skammen. Det er mekanismer der opstår i mig. Det har ikke noget med mig at gøre. Egoet blev ved med at vise mig ting, fra langt tilbage i gemmerne i mig selv, som jeg skulle tage stilling til og se om det her ikke var værd at skamme sig over. Og min omsorg voksede og voksede bare, for der var ikke noget der hang ved i mig. Jeg kunne så tydeligt se at healing opstår af accept. I accepten af at jeg er som jeg er, at andre er som de er, at verden er som den er, så var jeg fri. I den frihed var det som om jeg eksplodere af kærlighed til alle og alting.
Nu er jeg meget spændt på, hvor mine næste ayahuasca-rejser vil lede mig hen. Når jeg har brugt et utal af rejser fordelt over 7-8 år på at finde nøglen til døren ind til min selvkærlighed, gad vide hvad jeg så skal se på næste gang?
Jeg venter på at hun kalder igen og sidder spændt og venter på, hvad jeg så skal vises.
Som jeg fortalte i sidste del af min fortælling om mine oplevelser med ayahuasca, så havde jeg en lidt anden idé om, hvad healing var end hvad medicinen havde. Det forvirrede mig ærligt talt ret meget. Her finder du del 1 og del 2 af min oplevelse med ayahuasca.
Siden jeg var afsted på mit første ayahuasca-retreat i 2011, så har jeg været afsted en del gange mange forskellige steder i Europa.
Det som fortsatte med at ske, når jeg drak medicinen, det var at jeg hele tiden blev konfronteret med mit mindreværd. Det kan være svært at forestille sig, at der kan eksistere materiale nok i et enkelt menneske, til at mindreværdsfilmen kan blive ved med at køre på ayahuascarejse efter ayahuascarejse. Og bare én rejse tager nemt 8-10 timer. Der er altså åbenbart materiale nok til mange rædselsvækkende spillefilm om mindreværdet i Anja Dalby.
Et uendeligt loop af skam og skældud
For mig var det overraskende at der ikke kom nogen hurtig bedring. Altså jeg tror jo på healing! Jeg tror også på spontan healing, både fordi jeg har oplevet hands-on healing som i løbet af meget kort tid fjernede fysiske problemer. Og jeg tror på healing som kan opstå ved hjælp af bøn og intenst nærvær. Jeg har ikke hørt om ayahuasca-historier, hvor det er sket faktisk. Men jeg har hørt om healing, som kan opstå meget hurtigt efter en ayahuasca-rejse, fordi personen har været helt klar til at slippe og heale det, der skulle heales. Så det er altså ikke som sådan medicinen der healer, sådan som vi forestiller os en hovedpinepille gør det. Det er det arbejde, der sker i personen, i mødet med ayahuascaen, som healer.
Det som jeg blev ved med at se, ayahuascarejse efter ayahuascarejse, var hvor slemt det var at være mig. Altså slemt på den måde, at jeg blev konfronteret med hver eneste nedladende, sarkastiske, uvenlige tanke jeg NOGENSINDE havde haft om mig selv. Og det er ikke fordi jeg er noget særligt på det punkt, altså jeg har ikke værre tanker om mig selv end andre har det. Men lige pludselig blev der skruet op for stemmen i mig. Alle slør var borte, der var kun mig og mit ego, som sad fast i et uendelighedsloop af skam og skældud. Det kunne jeg så sidde og hygge mig med, på rejse efter rejse, mens jeg undrede mig ret kraftigt over, at jeg blev ved med at udsætte mig selv for kvalme, opkast og et ego, der gik agurk i at vise mig, hvor meget mindreværd jeg havde …
Gennembruddet
Hvorfor blev jeg så ved med at drikke ayahuasca? Når det nu ikke ligefrem var nogen tur i parken at tage den medicin. Jeg blev ved, fordi jeg trods alt kunne mærke en større og større forståelse for mig selv og for mindreværdet vokse frem. Det føltes som om jeg hele tiden stod med muligheden for at åbne døren ind til løsningen eller healingen, men alligevel blev grebet ved med at smutte ud af hånden på mig. Indtil sidste efterår.
Invitationen til at deltage i en ny ayahuasca-cirkel
I 2018 var det et par år siden jeg sidst havde deltaget i en ceremoni, og jeg kunne mærke ‘hende’ kalde i mig igen. At mærke ayahuasca kalde er som en dyb længsel, der bliver vækket. Det er næsten en fysisk, kropslig oplevelse. Det er en stemme i en selv, som begynder at lede en hen til en ny ceremoni. Jeg havde forladt dem, jeg plejede at være i cirkel med, da jeg ikke længere kunne se det helt rene formål med at lave ceremonierne. For mig at se, så var der kommet for meget ego, magt og penge ind hos dem, der ledte ceremonierne. Jeg følte mig ikke længere 100% tryg i de omgivelser, jeg plejede at drikke ayahuasca i. Det er meget vigtigt at være tryg, og det er også meget vigtigt at turde indrømme, over for sig selv og andre, at det man på et tidspunkt holdt af og kunne stå inde for, har forandre sig og derfor må man meget gerne bevæge sig videre.
En dag fik jeg ud af det blå en mail med en invitation til at deltage i en ny cirkel med ayahuasca. Jeg kendte ikke noget til personen, som sendte mailen eller til måden som de nye ceremonier foregik på. En veninde som vidste, at jeg ikke længere var en del af min gamle ayahuasca-cirkel, havde givet min e-mail til den nye cirkel. Jeg vidste ikke hun havde gjort det, men fordi jeg havde mærket min voksende længsel efter at drikke ayahuasca, så blev jeg ikke overrasket over at få den mail.
Kort tid efter havde jeg en skypesamtale med arrangørerne af de nye ceremonier/cirkler jeg blev inviteret til, og de var åbne og ærlige og ville svare på alle de spørgsmål, jeg havde til deres måde at arbejde på.
Terapeutisk vs. shamanistisk arbejde med ayahuasca
Rigtig mange mennesker i Vesten er begyndt at tilbyde terapeutisk arbejde med ayahuasca. Det er spændende og jeg har hørt mange mennesker have gode oplevelser med den måde at arbejde med medicinen på. Det som tiltaler mig er min egen forbindelse med medicinen og min egen forbindelse med det Guddommelige. Jeg er meget mere tiltrukket af den shamanistiske del af arbejdet, end jeg er af den terapeutiske. Selvom tingene naturligvis er vævet sammen og ikke kan skilles helt ad, så foretrækker jeg at fokusere på at ære medicinen og dens ophav.
Når medicinen bliver brugt terapeutisk, så kan der være en tendens til “hvad kan den gøre for mig” – som bestemt ikke er ulig mine egne forventninger i forhold til healing. Men det er ligesom to forskellige måder at gå til arbejdet på. Hvor den ene stadigvæk er dybt forankret i, at det her er en hellig medicin med særlige ritualer. En medicin som kommer dybt, dybt inde fra den Sydamerikanske jungle og som har et særligt “sprog” som det er værd at lære sig. Så man bedre kan komme i kontakt med medicinens ånd og kommunikere med den. Den anden form er ikke så rituel, men altså en form, hvor medicinen bliver brugt terapeutisk, så det er mennesket, der er det vigtige og resultatet i sindet.
Pludselig kom healingen
Da jeg deltog i den første ceremoni i den nye cirkel, jeg var blevet inviteret til, da startede mindreværdsfilmen igen inden i mig. Min oplevelse med ayahuasca er også, at hver eneste rejse starter der, hvor den sidste sluttede. For mig er det nærmest som om filmen er blevet stoppet og så starter den igen, med det samme visuelle og også med tankerne. Som om billedet og en sætning har stået og ventet inden i en selv, på standby. Uanset hvor mange år, der er gået imellem rejserne. Det er en ret vild oplevelse.
Hvad der skete i de nye ceremonier jeg er en del af, det kan du læse om i del 4. For pludselig kom healingen nemlig, på et tidspunkt hvor jeg faktisk helt havde sluppet muligheden for, at det kunne ske for mig.
