HVORDAN FÅR MAN EN SPIRITUEL PRAKSIS?

Jeg fik et spørgsmål …

I forbindelse med dette brevkassespørgsmål, så skrev jeg med hende der havde spurgt om, hvordan man rent faktisk får en spirituel praksis op at køre. Men tænkte, at måske er I også andre der gerne vil høre mine overvejelser.

Bliv bevidst om din praksis

Det tager tid at få en praksis op at køre, men et af trickene til det er at tage de ting som du allerede gør og så gøre dem bevidst. Så lad os sige at du gerne vil drikke mere vand i løbet af din dag, fordi du ved at det giver dig ro og jordforbindelse. Så starter du med det og tilføjer stille og roligt flere tidspunkter, hvor du er bevidst om, at nu skal du hydreres. Du takker måske lige for vandet hurtigt inden du drikker det og tager et mikroøjeblik bagefter til at stå og mærke effekten i dig. Stille og roligt bliver det til en daglig vane, en praksis. Det vil give dig mere ro og overskud til at mærke, hvad det så er du har brug for.

Efter noget tid vil du blive guidet til en anden ting, som føles naturligt og som ikke er en kamp i dig, måske er det at gå barfodet i haven i et halvt minut. Den praksis vil så måske vokse til længere tid til noget helt andet måske, som du kan mærke passer dig. Alt det jeg gør nu for at holde min jordforbindelse og holde mit hoved klart og fri fra angst, det er noget der er kommet over mange år. Det tager tid og det er vigtigt at være tålmodig med sig selv og endelig ikke begynde at sammenligne sig selv med andre.

En spirituel uddannelse

På et tidspunkt tog jeg en uddannelse i at blive druide. Det er en uddannelse, som kræver at man laver fuldstændigt vanvittigt mange ritualer, som er virkelig komplicerede og svære at lave. Det havde jeg vildt meget modstand på. Jeg kunne slet ikke holde ud, at jeg skulle ‘fængsles’ på den måde, og jeg endte også med at stoppe uddannelsen.

Men noget af det min mentor sagde til mig, det var at dem, der havde mest modstand på ritualer, på en fysisk praksis, det er de mennesker, som er meget luftige og som mangler jordforbindelse. Det vidste jeg godt var rigtigt, og at det var spot on mig på det tidspunkt. Men jeg kunne stadig ikke gennemføre det. Det var simpelthen for langt væk fra der, hvor jeg var i min energi til, at jeg kunne ‘strække’ mig, hvis det giver mening.

Jeg var nødt til at starte et helt andet sted, nemlig med f.eks. at takke for luften. Faktisk har jeg det sidste stykke tid gået og tænkt på, om jeg skulle genoptage min uddannelse til druide. Nu har jeg haft en pause på 5 år, og jeg føler mig meget tættere på deres måde at praktisere deres ‘tro’ på end før. Jeg har altså bevæget mig i løbet af de år og er meget mere jordbunden nu.

For meget luft og for lidt jord

Manglende jordforbindelse giver angst. Det giver tankemylder og mindreværd. Hvis jeg ikke arbejder meget konsekvent med at manifestere mig selv her i fysiske, ved at lave ritualer og have praksisser, så forsvinder jeg fuldstændig ud i luften.

Det er et meget ubehageligt sted at være udover, at jeg bliver meget utilpas psykisk, så får jeg heller ikke lavet noget. Rent fysisk, så får jeg ikke lavet de ting, jeg skal her i den her 3D-verden vi er. Så svæver jeg helt ud og kan sådan set fint ligge mig midt på gulvet og have en følelse af snildt at kunne blive liggende der resten af mit liv.

Jeg har rigtig meget luft i min energi, jeg er født i et lufttegn osv. Men de her ting handler også om hvor vi kommer fra og hvordan vores opvækst har været. Hvis vores opvækst har været meget urolig og ikke særlig groundende, så er det også noget, der kan ligge i os resten af vores liv. En slags ‘dåbsgave’, hvor nogle af os, altså virkelig skal arbejde meget bevidst med jordforbindelse resten af vores liv.

Anja Dalby i naturen, grundsten i en spirituel praksis. Hun står i højt græs med afblomstrede mælkebøtter i sin karatedragt.

Gemmer din afhængighed på manglende jordforbindelse?

Nogle mennesker drikker alkohol, tager stoffer, ryger cigaretter osv for at binde dem mere til det fysiske. Det er en helt almindelig overlevelses-mekanisme, hvis vores opvækst har været turbulent. Det er der ikke noget galt med. Bortset fra at det som regel bliver afhængigheden, der kommer til at overtage. Det der var oprindeligt (ubevidst godt nok) var ment som et redskab til at blive mere bundet i det fysiske, bliver samtidig det som tager os væk fra det igen. For meget alkohol, stoffer (og f.eks. sukker), får modsatte effekt.

I dag kan man også se mange mennesker prøve at jordforbinde dem til det fysiske med for meget mad. Det er også en helt normal mekanisme. Men igen, så er det ofte et redskab som kommer til at overtage os, så vi bliver tykke istedet for glade.

Det kræver konstant bevidsthed at være menneske. Og vi må hele tiden rette ind, når vi oplever at vi er kørt ud af en tangent som ikke støtter os også selvom den gjorde det på et tidspunkt. Sådan er det også med ens spirituelle praksis. Noget af det der virker for mig nu, det er jeg klar over at det kan være, at jeg skal give slip på det senere. Jeg har haft andre praksisser før, som så har båret mig videre til dem jeg har nu.

Noget meget jordnært er f.eks. at jeg var vegetar før jeg blev veganer. Nu er jeg så på vej til at spise mere og mere rå mad og mest frugt. Det er kun et eksempel på, hvordan tingene kan udvikle sig. Det er vigtigt, at vi er åbne overfor livets flow, hvor det gerne vil bevæge os hen. Selv en spirituel praksis kan blive til en lænke om foden, i stedet for at holde os forbundet med jorden. Derfor er det også så vigtigt, at vi hele tiden mærker, hvad er godt for mig.

Hold dig åben og bevægelig

Jeg havde f.eks. aldrig troet at min meget stærke trang til at gå til karate, var fordi det også er en praksis som er spirituel. Den sørger for, at jeg har meget jordforbindelse. Jeg anede ikke hvorfor jeg havde den lyst til karate. Hvorfor ikke til yoga som alle mine veninder? Nu ved jeg hvorfor, for lige præcis den praksis som karate er, med virkelig meget disciplin, det passer rigtig godt til min flyvske side. I yoga flyder jeg ofte helt ud og væk og det virker ikke på samme måde for mig. Derfor elsker jeg stadig at dyrke yoga engang imellem, jeg er bare klar over, at det ikke er ‘min’ vej lige nu. Men jeg er åben for at det kan blive det senere. Eller fodbold, klatring, bueskydning eller …

@anja_dalby på INSTAGRAM

FORKÆL DIG SELV

Forkælelse til hjemmet

I dag ledte jeg på nettet efter puder til vores sofa. Jeg er godt klar over, at det er noget af en cliffhanger at starte et indlæg med. Jeg håber dog, at det er muligt for dig at slappe nok af til, at du kan læse resten.

I min søgen efter puder endte jeg i del digitale boligtilbehørsbutikker. Flere steder stod der: Forkæl dit hjem! F.eks.: Forkæl dit hjem med en ny pude til 1199 kr.

Det er ikke kun i boligtilbehørsbutikker, at jeg er stødt på det her med forkælelse. Forkæl dig selv med chokolade, vin, nyt tøj, nye sko, nye tasker, en ny bil, nye briller, nye smykker, et nyt kursus, et kurophold, en ny mand osv. Listen over mulige emner at forkæle sig med er lang. Når vi som forbrugere så også bliver bedt om ikke kun at forkæle os selv, men også vores hjem, så bliver mulighederne for forkælelses-køb nærmest uendelige.

Forkæl dit hjem med blomster og hygge. Billede fra Anja Dalbys stue med en vase med blomster i forgrunden og en blød sofa i blå farver i baggrunden.

Hamsterhjulets overlevelsesmekanisme

Men det er jo klart, at jeg skal forkæle mig selv. Hvis jeg ikke forkæler mig selv, hvordan i alverden skal jeg så komme igennem den her dag. Det her liv. For sandheden er jo, at rigtig mange af os har søgt efter liv, som vi troede kunne gøre os glade. For det er det, vi er blevet lært. Vi bliver glade af en uddannelse. Vi bliver glade af jobbet, det kan lede os hen til. Vi bliver glade af huset, vi sætter os i gæld for at bo i. Vi bliver glade af bilen, af fjernsynet, af vinen og af ‘hyggen’ som vi uafbrudt fylder vores liv og kroppe med.

Problemet er bare, at rigtig mange mennesker ikke er glade. De er ikke blevet glade af at arbejde. De er ikke blevet glade for at få børn som de skal aflevere i institution og ser for lidt. De er ikke blevet glade for huset, for det skal konstant forkæles, og det er både stressende og kræver endnu flere penge.

Selvfølgelig skal vi forkæles. For vi er jo worth it. For vi knokler. Og vi betaler vores skat. Og stemmer til valg. Og sidder i forældrerådsmøder og bestyrelser. Vi er jo ordentlige voksne, som er godt opdragede, og gør det vi bliver bedt om. Vi lever op til vores ansvar. Selvfølgelig er der nødt til at være en gevinst ved at være så ordentlige voksne mennesker. Hvis vi ikke får lov til at være ‘sultne for sjov’, så bliver det så surt, at vi måske vil stoppe op og se hvad det er vi har gang i.

Nemlig at vi forbruger for at trøste, fordi vores liv i bund og grund er indrettet på en måde som i virkeligheden er ret uholdbar for mennesker. Da robotterne begyndte at komme ind på arbejdsmarkedet, var der total optur over mulighederne, det ville give mennesket. Så kunne mennesket endelig arbejde mindre. Så kunne vi begynde at få mere fri og nyde det pragtfulde liv, vi er blevet givet her. Det skete bare ikke. I stedet opstod der en masse pseudo-stillinger, hvor mange nu sidder og med god grund føler, at de spilder deres tid.

Forkæl dit hjem. F.eks. som her med blomster fra haven på et lille sofabord ved siden af en blå sofa.

Du har allerede ALT

Det er i virkeligheden er fuldstændig vanvittig tanke, at vi som mennesker har krav på forkælelse. Jesus Christ! Altså hver dag, så vågner vi op i en vidunderlig krop, som ikke vil andet end at tjene os. Uanset hvilke fejl og skavanker vi kan synes den har, så vil dit hjerte ikke andet end at slå for dig. Dine lunger har heller ikke andet job end at trække vejret. Din mave vil også bare gerne fordøje, så du får energi til at have det sjovt i kroppen, mens du er her.

Din hjerne vil også gerne tjene dig. Den sender dig impulser og skaber følelser og reaktioner, alt sammen for at du kan få den bedst mulige oplevelse af at være menneske her lige nu. Intet i dig er ude på at modarbejde dig i dit liv her. Alt er til din tjeneste.

Og udover en krop, så er der livet. Livet, der strømmer og sætter dig i bevægelse. Livet, der er som den vildeste rutsjebanetur, med vidunderlige kildreture og de skrækkeligste gys. Men livet er ikke ude på at få dig ned med nakken. Livet er ikke ude på, at du skal lide under at være menneske her. Livet er for dig og ikke mod dig.

Forkæl dig selv ved at skabe et hyggeligt hjem. Anja Dalbys stue med bløde sofaer, katten der ligger og sover i en af dem og blomster på sofabord og i vindueskarmen.

Kig din programmering efter i sømmene

Problemet er, at vi er blevet fodret med forestillinger om, at det ikke må være svært. At det ikke må være usikkert. At det ikke må være nervepirrende. For det er altså noget af en thriller at være i live. Konstant er der nye ting at forholde sig til. Når vi tror på historien om, at når vi bare får det rigtige job, mand/kone, hus, børn osv., så er vi lykkelige til vores dages ende, så bliver vi slemt overraskede når det så ikke viser sig at være sådan. Konen snorker, manden har sure tæer, ungerne har snotnæser og jobbet giver ikke andet mening end, at det udbetaler penge til at betale banken. Som tak for lån for huset.

Men så er det jo godt, at man i det mindste kan forkæle sit hjem. At forbruge bliver trøsten, for troen på at man har fejlet. For der må jo være noget galt med mig, når jeg alligevel ikke er glad i den her idé, jeg er blevet programmeret til at tro på er den endegyldige sandhed for alle. Der må være noget galt med MIG. For alle andre er jo lykkelige i deres arbejds-og forbrugsrus. Så nu bliver jeg så også stresset og føler skam. Heldigvis har vi fået sådan et fantastisk stykke firkantet plastik foræret, som kan bringe en hel masse NYDELSE og forkælelse ind i vores liv.

Hullet vi prøver at stoppe ved at svinge Dankortet kan bare ikke fyldes på den måde. Når hullet i virkeligheden består af en dyb, eksistentiel uro over, at der må være en anden mening med livet end at tjene og bruge penge, så kan det aldrig fyldes op af mere arbejde og mere forbrug.

Taknemmelighed er aldrig på tilbud

Ægte selvforkælelse er tid og kærlighed. Ingen af de to ting kan købes for penge. Ægte selvforkælelse er at vågne op om morgenen og vide, at man har nok. Nok fordi der er vand i vandhanen, en seng at stå ud af, tøj at tage på kroppen. Ægte selvforkælelse er at trække vejret dybt, at mærke livet og luften strømme igennem en. At være bevidst om at livet er en vidunderlig gave, og at hvert øjeblik er dyrebart. At forkæle sit hjem kan kun gøres ved at elske at være der, passe godt på det man har, og være taknemmelig for det. Forkælelse kan ikke købes, heller ikke gennem sofapuder.

Forkælelse er den dybe taknemmelighed, der pulserer i kroppen, når vi virkelig erkender hvor mega-vildt og totalt heldigt det er at have fået et liv her. Så er bare det at stå midt på gulvet i stuen, i undertøj og sokker, i en krop, der er tilstede i et hus, den vildeste forkælelse og lykke overhovedet.

@anja_dalby på INSTAGRAM

MENINGSFULDE TILFÆLDIGHEDER

Hvornår oplever man synkronicitet?

Vi oplever synkronicitet eller meningsfulde tilfældigheder, når vi begynder at lægge mere mærke til de ting, der sker i vores liv. Når vi bliver mere bevidste. Et sind, som aldrig er i ro og aldrig er til stede i nuet, det opfatter det der sker omkring det for tilfældigheder. Ofte er det så optaget af tankerne omkring fortiden og fremtiden, at det ikke opdager, hvordan hele verden prøver at komme i kontakt med det for at guide og hjælpe.

Når vi kommer i ro inden i, når vi begynder at være til stede i nuet, så er det nærmest som om et slør løfter sig fra vores øjne. Lige pludselig kan vi rent faktisk se livet omkring en. De tilfældigheder og den synkronicitet vi oplever i vores liv giver pludselig mening. Vi begynder at se at intet er tilfældigt. At alt omkring os er en form for kommunikation, at verden vil os noget. Den vil gerne tale med os og lede os på rette vej.

Så du går fra at gå i en tåge med et konstant bekymret og ængsteligt ego. Et ego, som hele tiden er i gang med at udregne nye dommedagsscenarier for dit liv. Istedet føler du dig elsket og støttet, og du får mere og mere tillid til verden. I takt med, at du opdager, hvor meget den faktisk gerne vil hjælpe dig.

Tillid til tilfældighederne

Jo mere tillid vi får til, at tilfældighederne er meningsfulde, jo mere bliver vi vist. Eller ikke vist faktisk, for alle tegnene er der hele tiden. Jo mere tillid vi har, jo bedre bliver vi til at se de tegn, der er og verden åbner sig op på en helt ny og fortryllende måde.

Synkronicitet viser sig, efter min erfaring, på to måder. Den første måde er en form for instant ønske-opfyldelse. Det er den oplagte måde, hvor du tænker på en ven, du ikke har talt med længe, og vennen ringer lige efter. Eller det kan være så simpelt som, at du er løbet tør for vaskemiddel. Når du går i supermarkedet, så er dit yndlingsmærke sat ned til halv pris. Det lyder banalt, men hold øje med de her små ting og anerkend dem. Sig tak for det. Læg mærke til, at du fik en parkeringsplads med det samme. Eller at der var grønt lys hele vejen den dag, du havde travlt.

Synkroniciteten viser sig naturligvis ikke kun i små dagligdagsting. Men hvis vi ikke begynder at opfatte den konstante støtte, vi får i det små, så hører vi heller den dag hele verden skriger til os, at vi skal købe en lottokupon. Start i det små med at holde øje med den hjælp, der konstant er omkring dig. Så træner du dig selv til at begynde at se de større ting også. Det er som en muskel, der skal trænes. Vi kan ikke forvente at kunne gå direkte til et højere niveau, når vi ikke har taget de lavere.

Synkronicitet er helt naturligt. Og derfor et billede af en gylden kornmark med blå kornblomster i forgrunden og træer bag marken.

Når universet svarer på dine spørgsmål

Den anden måde synkronicitet viser sig på er på den helt tossede måde. Den som faktisk ikke giver nogen umiddelbar mening i det øjeblik, det sker. Det er når du ser og oplever noget som du kan mærke har en betydning, men som du ikke umiddelbart kan afkode. Du bliver ved med at støde på et navn på en person, du ikke kender. Eller et ord eller tal. Eller et bestemt menneske bliver ved med at dukke op i alle mulige forskellige sammenhæng. Du ser pludselig grævlinge alle vegne, du ser dem i naturen, du ser dem afbilledet på tøj, din mor ringer for at fortælle, at hun kom til at køre en over i dag. Og du undres, hvorfor alle de grævlinge? Hvad i alverden vil de mig? Hvad prøver universet, at sige ved at vise mig grævlinge overalt?

Nogle gange får du svar med det samme. Du forstår, hvorfor det navn, det dyr, det tal, den sang, blev ved med at dukke op. Det er det sjoveste øjeblik, fordi du forstår, at du fik svar på noget, du ikke engang var klar over, at du manglede svar på. På noget, som er så ubevidst, at du ikke selv er bevidst om det. Du får måske et tegn til en retning, du kan gå i, så du kan få løst en problematik i dit sind. Eller du forstår, at grunden til, at du hører den samme sang overalt, er for at du kan lytte på teksten, der måske fortæller dig, at du altid er elsket.

Og når det ikke gør …

Andre gange får vi aldrig et svar. Totalt syrede ting sker, og vi finder aldrig ud af hvorfor. Måske først om 20 år, og nogle gange forbliver det et mysterie. Det er helt okay!. Du kan være sikker på, at selvom du ikke selv forstår det, der sker, så ved din sjæl præcis hvad grunden var til at du skulle opleve det. En måde at komme ud over det, at ting sker som vi ikke forstår, er at bestemme sig for at universet er et humoristisk sted. Nogle ting er så skøre og absurde, at det får The Muppet Show til at virke normalt. Det giver lidt ekstra at grine af. Måske var det bare det, den oplevelse skulle. Få os til at grine af, hvor tosset sjovt, det er at være her på Jorden.

Når du først begynder at holde øje med de meningsfulde tilfældigheder og altså kommunikere med det univers, som er forbundet med din sjæl, så lover jeg dig, at dit liv går fra at være en (måske) lidt tør og kedelig omgang til en saftig, humoristisk og meget eventyrlig affære.

@anja_dalby på INSTAGRAM

FRYGTEN FOR DET HØJTIDELIGE

I believe in God, only I spell it Nature.
Frank Lloyd Wright

Bange for Gud – kender du det?

Da jeg voksede op gik jeg i søndagsskole. Jeg voksede op i en helt almindelig lille, dansk by på Djursland, og det var almindeligt i 1970’erne, at Folkekirken underviste børnene om søndagen.

Alt det jeg igennem kirken lærte om Gud gjorde, at jeg blev bange for ham. Jeg lærte, at Gud er allestedsnærværende, og at han ser alt. Jeg lærte, at jeg ville brænde i helvede, hvis jeg ikke opførte mig ordentligt. Jeg lærte, at Gud kan sætte selv djævlen på plads, og at det er Guds vrede, jeg som menneske for alt i verden vil undgå. Den vrede er nemlig nådesløs, og Gud lader ingen formildende omstændigheder spille ind, når han udtænker sin straf.

Jeg ville gerne gå til spejder, da jeg var barn, men da jeg mødte op første gang, og vi skulle starte med at sige ‘Fadervor’, så begyndte jeg at græde og ville hjem med det samme. Alt hvad der havde noget med den kristne Gud at gøre, gjorde mig grundangst. Hver aften inden jeg skulle sove, lå jeg og bad inderligt til om Gud ikke nok ville være sød at tilgive mig mine synder. Som 7-årig var helvedes ild og den evige tænders gnidsel og smerte, det mest uhyrlige jeg havde hørt om, og jeg ville for alt i verden undgå at ende der.

Min naturlige barnetro

I virkeligheden så var jeg meget religiøs som barn. Meget tidligt havde jeg oplevelser af en kontakt med Gud i en eller anden form. Dengang forstod jeg ikke hvad det var, men jeg kunne tydeligt mærke effekten af det. Jeg følte mig holdt om og holdt af. Jeg følte mig elsket med alle mine fejl og mangler. Den oplevelse af at komme hjem, at jeg hørte til, at nogen virkelig elskede mig uden forbehold, den fik jeg hver gang jeg gik ud i naturen. Så der gik jeg ud hele tiden.

Jeg bad bønner i naturen, jeg sang sange for den. Jeg byggede små altre og lod mig fortrylle af et græsstrå, en mariehøne, lærkens sang oppe i himlen. Jeg var tilstede i naturen med et åbent hjerte, et naivt, barnligt, blødt hjerte, og jeg tog alting ind i det og takkede for det som det mest naturlige i hele verden.

En lortegud (ja!)

I mange år var jeg vred på den kristne Gud. Jeg begyndte i mine teenageår at få en fornemmelse af, at der måske var andres ord på spil i Biblen end Guds. At der måske havde været mange forskellige mennesker ind over de skrifter. Og at de mange forskellige mennesker måske havde haft mange forskellige agendaer. Jeg mistede tilliden, ikke blot til Gud, den var ligesom væk. Men også til dem som havde det fornemste job i verden, nemlig at formidle Guds ord.

Kunne det tænkes, at det ikke var Gud som var sådan en røvsyg personlighed som han blev fremstillet til at være, men at det var dem, der skulle skrive om ham som havde været det?

Det er totalt tarveligt, at Gud i det billede som jeg blev præsenteret for som barn, har fået lov til at overtage vores billede af hvad Gud egentligt er for en størrelse. For sikke en lortegud, altså helt ærligt. Kærlighed eksisterer kun med betingelser og betingelser som er fuldstændig umulige at leve op til som menneske. Det var umuligt at leve op til som et lille, uskyldigt barn. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det ville være, hvis jeg holdt mit liv som 44-årig op mod de regler.

Det var svært at komme i kirken efter min barndoms traumer omkring gud. Den gud kirken fortalte mig om, fik mig til at skamme mig over at være menneske. Det er meget nemt for vrede og trodsighed at vokse ud af skam, og så lade den vrede rette sig mod alt, hvad der har med guddommelighed at gøre. Det er en helt naturlig forsvarsmekanisme, når man føler sig uretfærdigt behandlet og skældt ud.

Genforenet med Gud i naturen

I mange år glemte jeg naturen. Jeg huskede på mine barndomsoplevelser, men jeg latterliggjorde dem i mig selv og blev pinlig berørt over, at jeg som barn havde følt mig så forbundet i naturen. Jeg blev flov over, at jeg havde været så ‘barnlig’, at jeg havde haft en tro. At jeg havde været helt sikker som barn på at der eksisterede en ånd i naturen, som havde min ryg.

Som jeg har skrevet om mange gange før, så er jeg jo for alvor vendt tilbage til naturen og til den Gud jeg mødte der. Det tog mig en del år at opdage, at naturen ikke havde forandret sig siden jeg var barn. Det var kun mig og min frygt for alt, der duftede en lille smule højtideligt der var anderledes. Da jeg vendte hjem og overgav mig til naturen igen, var det fuldstændig samme oplevelse som da jeg var barn. Gud bød mig velkommen tilbage, og jeg følte den samme nærhed som jeg havde følt dengang.

Naturen er Gud. Et kig ud fra skoven, et væltet træ og en lille bæk, der markerer skovbrynet.

Naturens kirkerum

Den højtidelighed jeg havde oplevet i kristendommen, og altså også selv som barn i naturen, den havde jeg efterfølgende svært ved at finde i mig selv. Det som føltes højtideligt kom for tæt på. Det er svært at åbne sit hjerte mod noget og så få at vide, at man er forkert. Sådan som jeg havde oplevet det med den kristne Gud. Så hver gang jeg oplevede det mindste som havde en snert af højtidelighed over sig, så blev jeg irriteret og ironisk. Sorgen over, at det åbne barnehjerte ikke var blevet mødt med kærlighed, men med skældud fra Gud, gjorde at jeg i mange år, helt ubevidst, skyede alt der lugtede en lille smule helligt eller havde en smule hengivelse i sig.

Den her frygt for det højtidelige, at være bange for at åbne sig for det guddommelige, den er jeg begyndt at holde meget øje med i mig selv. For jeg kan se, hvordan den spænder ben for mit åndelige arbejde. Den giver mig en ironisk distance til alt, hvad der har en snert af overgivelse i sig. Jeg er klar over, at den frygt kun kan holde til i mit ego. Et ego som vil gøre alt for at undgå at blive gjort forkert igen. Et ego, som genkalder alt, hvad der har med noget andægtigt at gøre som endnu en måde at føle skam på.

Jeg er også klar over, at når jeg overgiver mig selv helt til det guddommelige, kraften i naturen f.eks., så har egoet i mig ikke mere magt. Så selvfølgelig er egoet bange for den overgivelse. Især når det samtidig har erfaringen med sig, at der ikke kom noget godt ud af den ‘overgivelse’ til Gud. At den overgivelse som barn i søndagsskolen, blot gav endnu mere skam og endnu mere mindreværd.

At Gud giver mindreværd er absurd. Det kan ikke være meningen fra en gudskraft, at mennesket, som er en del af den kraft, skal føle skyld over at være menneske. Det kan kun være mennesket som har tilføjet den lille finesse til det at være et troende menneske.

Du og jeg er også Gud

Jeg øver mig dagligt i hengivelsen nu. Jeg er stædigt insisterende i min tilgang til det guddommelige. Jeg tager mig kærligt af mit ego, som bliver bange for hvad den hengivelse kan betyde for det. Jeg beroliger det med at Gud er kærlighed, at Gud også elsker egoet. At der ikke er noget at være bange for. At den skam jeg følte dengang som barn, og som fulgte mig længe ind i mit voksne liv, den ikke længere er relevant. Jeg blev fortalt nogle historier som barn, som jeg selvfølgelig troede på, for de blev fortalt af kloge voksne, som endda skulle tale på vegne af Gud. Det bliver ligesom ikke større. Men de historier, eller effekten af dem nok nærmere, behøver jeg ikke længere bære rundt på.

De historier kan jeg lave om på nu. Jeg kan vælge, at tro på at der ikke findes fejl. At skam ikke er andet end et symptom på mindreværd, at skam kan opløses når det bliver mødt med kærlighed. Når jeg giver mig hen til gudskraften nu, så læner jeg mig ind i historien om, at jeg også er Gud. At den gnist, der brænder i mig, kommer fra det store bål af kærlighed, som kun kan være den kraft, der har skabt det, vi kalder for et liv på Jorden.

Jeg har for længst ’tilgivet’ dem, der plantede de skrækkelige gammeltestamentelige, gudsfrygtige historier i mig, da jeg var barn. Faktisk ser jeg det nu mere som noget positivt. For den skam, der fulgte med søndagsskolen, den var jeg nødt til at håndtere. Det har ledt mig ud på en lang rejse tilbage til mig selv. Tilbage til Gud. Det er i virkeligheden den største gave, der kom ud af noget, der til at begynde med kun gav mig ondt i maven.

HVORFOR AYAHUASCA IKKE ER DEN ENDEGYLDIGE LØSNING

Ayahuasca kan helbrede

Ayahuasca kan helbrede! Jeg tror på, at udover medicinen kan helbrede på den måde, at vi bliver bevidste om hvilke mekanismer i os, der har givet os en fysisk eller psykisk disharmoni, så har den også en ånd.

Jeg har hørt shamaner fortælle om, at de har kunne se ånden fra glasset, de har delt ud gå ind i menneskers munde før de rent fysisk har drukket medicinen (alligevel er det desværre stadig nødvendigt at drikke den meget dårligt smagende drik). At se på ayahuasca som en ånd er ud fra et shamanistisk synspunkt.

Gabor Mate, som kommer fra en baggrund som psykoterapeut, der nu er begyndt at bruge ayahuasca i sit arbejde, tænker ikke som sådan på ayahuasca som en ånd, der i sig selv kan helbrede. Han ser på hvilke psykiske ting der sker, når mennesker bruger ayahuasca i deres selvudviklingsarbejde og i deres helbredelse af krop og psyke.

Hvilket arbejder kommer der efter ayahuasca?

En god veninde som jeg laver The Work med to gange om ugen, sendte mig denne video (se nederst i indlægget), efter vores sidste session. I vores session arbejdede jeg nemlig med noget, der var kommet op under min sidste ayahuasca-rejse. Det var meget dybe, gamle minder, som var blevet vist under rejsen, og mens rejsen stod på, så kunne jeg tydeligt mærke, hvor grundfæstet de følelser jeg fik vist, jeg havde oplevet dengang for længe siden, var i min krop. Jeg var klar over, at det ikke ville være nok bare at drikke medicinen, der skulle andet arbejde til også.

Så det jeg gjorde var, at jeg tog de oplevelser som jeg havde med under min ayahuasca-rejse med mig ind i The Work. Jeg arbejdede med de følelser, der var kommet op i forbindelse med mit minde. Derudover, så gik jeg i skoven og græd rigtig meget. Da jeg var i ceremonien kunne jeg som sagt tydeligt mærke, at de meget gamle følelser sad rigtig godt fast i mig. Jeg kunne også mærke at jeg på det tidspunkt slet ikke følte mig klar til at kunne slippe dem. Der er altid plads til følelsesudbrud i de ayahuasca-ceremonier jeg deltager i, men dybden af mindet, smerten af det, gjorde mig faktisk lidt bange. Jeg blev faktisk bange for at åbne helt op for alle de følelser der sad i det minde. Så efterfølgende tog jeg mig selv med i skoven og gav mig selv plads til at lukke alle de følelser ud som sad i mig, i forbindelse med det minde jeg var blevet vist.

Ayahuasca og egoet

Når jeg bliver bange, så tager jeg det altid alvorligt. Det er jo mit kære, lille ego, der bliver bange. Bange for om det så aldrig kan holde op med at græde igen. Bange for at jeg kommer til at sprede en dårlig stemning, hvis jeg brølehulker igennem en ceremoni. Bange for hvad de andre vil tænke. Men allermest bange for at give slip, for nu har det holdt godt fast om det minde i så mange år, så hvad vil der så ikke ske, hvis det får fuldt lys og erkendelse omkring sig.

Jeg prøver så vidt muligt at følges med mit ego i mine ayahuasca-rejser. Jeg er ikke ude på at få det til at flippe ud og løbe skrigende ud over markerne. Jeg vil helst have hele mig med hele tiden. Selvfølgelig må jeg overskride egoet i arbejdet med ayahuasca, bare det at drikke drikken er en kæmpe overskridelse. Men ayahuascaen er også så nænsom og blid, at hun kun tager mig med derhen, hvor jeg kan være med. Næste gang jeg drikker medicinen, så bliver jeg taget med lidt længere. Og næste gang og næste gang.

The Work helbreder

Så i tilfældet med det meget gamle smertefulde minde, der kom op, så blev jeg ved med at føle det og arbejde med det længe efter ayahuasca-ceremonien. Jeg udfyldte et worksheet på oplevelsen og tog alle de følgetanker, som dukkede op ud af det worksheet med i arbejdet også. Det er virkelig en god og effektiv måde at arbejde konkret med oplevelsen på. En oplevelse jeg ikke ville være kommet i kontakt med følelsesmæssigt, uden ayahuasca. Med The Work kan jeg så blive ved med at bearbejde det, lige indtil næste rejse og så kan jeg arbejde med det næste, der kommer op.

Det er vigtigt at ayahuasca-rejserne ikke står alene. At jeg i tiden imellem rejserne arbejder med det de viser mig. Ellers vil det bare blive, som Gabor Mate siger i videoen herunder, oplevelser der ikke bliver grundfæstet i mig. Så vil medicinen ikke bringe ægte healing med sig, og det bliver lukket som bare en oplevelse og ikke noget, der kan bringe mig rigtig videre i min egen selvudvikling og selvhealing.