At indstille sit kompas
En aften stod min mand David og jeg ude i vores have her i skoven, hvor vi bor og så op i træerne. Det gør vi meget tit. Nogle gange tror jeg de træer, der er her omkring os er nogle af de mest nedstirrede træer i verden. Vi bruger vildt meget tid på bare at gå rundt og se på dem.
Der bor mange duer her i skoven, og vi opdagede den aften, at de havde samlet sig i en stor flok lige over vores hoveder i haven. Flere og flere duer kom til og de fløj alle sammen opad i en spiral i himlen. Til sidst var der omkring 100 duer, måske flere, som fløj længere og længere opad, i den her store, spiralerende bevægelse. De var langt, langt oppe i himlen.
Hverken David eller jeg har set duer gøre sådan før. Min far kom på besøg dagen efter, og da jeg fortalte ham om duernes opførsel aftenen inden, så sagde han, at duerne indstiller deres kompas på den måde.
Intuitionen er dit kompas
Duer har jo, som vi ved, en utrolig evne til at kunne finde vej. Men at de ligefrem har et fælles kompas som de i fællesskab indstiller, det synes jeg er helt fantastisk at tænke på. Mennesket har faktisk nogle af de samme komponenter i hjernen, som kunne gøre at vi kunne navigere efter Jordens magnetisme på samme måde som f.eks. duerne og mange andre dyr gør det. Vi har bare ikke haft behov for at gøre brug af den evne i mange århundreder, og derfor har vi glemt, hvordan det virker i os.
Det er det samme med vores intuition. Vores intuition er i virkeligheden et meget stærkt kompas i os. Vores ‘dyre-selv’ er meget stærkere end vi med vores almindelige sind vil være ved.
Naturen er intuitionens brændstof. Får du tanket op?
Jeg kan mærke det meget tydeligt efter en udesidning. Det er nogle andre sanser, der bliver skærpede efter jeg har siddet en nat i mørket i skoven. Jeg kan tydeligt mærke det, når jeg går i skoven et par dage efter, min opmærksomhed er anderledes. Jeg kan dufte og høre mange flere ting end jeg normalt er opmærksom på. Mit syn er også blevet skærpet, jeg ser meget klarere og bedre. Det samme er min evne til at bevæge mig frit i skoven, jeg er ikke så hæmmet af at være menneske mere. At gå rundt på de her to ben kan jo nogle gange føles lidt akavet. Jeg er fuldt ud bevidst om, at jeg slet ikke bevæger mig ligeså elegant og lydløst rundt i skoven som ræven gør det f.eks. Men efter en udesidning, så føler jeg mig som et med det jeg er i. Jeg kan mærke min ‘dyre-natur’ meget stærkere.
Når jeg kan det, så er jeg også altid i meget stærk kontakt med min intuition. Dyr bruger deres intuition, eller sjette sans hele tiden. Ligesom jeg er klar over, at jeg kan styrke mine andre sanser, når jeg f.eks. lukker af for min synssans ved at sidde i en del timer om natten i skoven. Så vækker jeg også min intuitions-sans på den måde.
Jo mere tid jeg tilbringer i naturen, jo mere naturlig bliver jeg. Det er meget logisk. Og jo mere naturlig jeg bliver, jo nemmere har jeg også ved at høre/mærke/føle min sjette sans. Indtil jeg får trænet det kompas som duerne bruger til at navigere over lange afstande, så kan jeg træne min intuition. Den er heldigvis også en fantastisk vejviser.
