Social angst

Der er mange ting jeg stadig er bange for. Jeg er blevet meget modigere end jeg var før i tiden, hvor jeg kæmpede rigtig meget med angstanfald og social angst. I en grad som var virkelig invaliderende for mig. På et tidspunkt boede jeg på kollegie i Risskov ved Aarhus. Her barrikaderede jeg mig på mit værelse med rugbrød og leverpostej, fordi jeg ikke turde gå ud og bruge køkkenet, hvor de andre studerende var. Det var en rimelig ensidig kost og selvom mit forrådskammer ofte mugnede i den sommer, jeg boede der, så turde jeg stadig ikke gå ud og bruge køleskabet i fællesområdet.

At blive mor som 24 årig, katapultede mig direkte ud i virkeligheden. Nu kunne jeg ikke længere gemme mig. Jeg var nødt til at tale med læger, pædagoger, lærere, andre forældre. Jeg var nødt til at gå til møder og sidde i forsamlinger, hvor jeg troede, jeg skulle dø af skræk, når vi skulle sige, hvem vi var forælder til. Første gang jeg skulle i mødregruppe, og vi skulle præsentere os selv (for de 5 andre mødre og babyer), fik jeg et blackout. Jeg forlod min krop, hvor jeg så hele gruppen og mig selv sidde om det bord i Sølystgades beboerhus i Aarhus, hvor vi holdt vores første mødregruppe. Jeg gik simpelthen ud af min krop af frygt for at være i den, mens jeg præsenterede mig selv og min søn for de andre mødre.

Får du angst af dit job?

Jeg troede naturligvis kun, at det var mig, der havde det sådan. Jeg kendte ingen andre mennesker, som talte om at være bange for ting. Alle andre virkede som om de var helt cool og afslappede i alle de situationer, jeg mødte dem i. At have angst var ikke noget jeg kendte til, og ikke noget jeg havde hørt andre tale om.

I dag ved jeg dog at rigtig mange mennesker har angst hver eneste dag. Ikke bare at være introvert og sådan en smule generthed, men invaliderende angst. Og alligevel går de på arbejde, passer børn, handler ind, går til møder, er gode forældre, børn og borgere i verden.

Rigtig meget af det som folk i dag lider af er den sygdom, der kommer af at arbejde for meget. Mange får, som vi ved stress og altså også angst af deres job. Den angst jeg led af som yngre er ikke forskellig fra den måde folk får det af deres job i dag. Det er de samme mekanismer, der er på spil.

En sund reaktion på en usund verden

Angst og stress er ikke usundt. Det er en sund reaktion på et liv, der går for stærkt. Vi er som mennesker slet ikke gearede til at være i det her yang-mode hele tiden. Vores tid til yin og tilbagetrækning og afslapning, er skemasat og meget ufrit i vores moderne liv. Vi kan tydeligt se det på planeten som afspejler os så smukt. Mange århundreder med aggressivt yang-mode fra menneskenes side, har gjort vores planet slidt og tyndhudet. Planeten er stresset. Der eksisterer meget få steder i dag på Jorden, hvor den ikke bliver udsat for en eller anden form for stress. Døgnet rundt.

Ligesom vi selv reagerer ved at blive syge, når vi er stressede, så gør planeten det samme. Det er sundt nok. Problemet for vores vedkommende, altså os mennesker er bare, at det måske er os, der taber. Planeten skal nok overleve. Ligesom en influenza er taberen i vores krop. På samme måde vil vi måske være dem, der taber i vores kamp for at overtage Jorden.

Vi tør alle noget

Når jeg laver udesidninger, så er det jeg oftest hører, at folk ikke tør deltage, fordi de er bange for mørket eller for større dyr eller for flåter f.eks. Mørket og alverdens kryb og kravl generer mig ikke det mindste. Men jeg kan stadig få hjertebanken over at gå en tur i Brugsen.

Jeg kender mange mennesker, som har vilde jobs. Som rejser og holder taler for mange mennesker og store forsamlinger. Som skal præstere hver eneste dag, og hvor der ligger et stort ansvar på deres skuldre. Det synes jeg er helt vildt, at de tør. De synes til gengæld, at det er vildt, at jeg tør sidde i skoven alene om natten.

Det er så forskelligt, hvad vi tør. Hvor vores komfortzone er. En komfortzone opstår, når vi har prøvet ting tilstrækkeligt mange gange til, at vi har erfaret, at det kan vi godt. Når vi så har den erfaring, så kan vi bevæge os videre til den næste udfordring og efter et stykke tid, så vil den også blive en del af ‘os’. Af hvad vi tør, og hvor vi føler os komfortable.

Denne her går ud til alle I seje mennesker

Nogle af de ting jeg gør nu, havde jeg virkelig svært ved at se mig selv gøre for 20 år siden, da jeg lå med galopperende angst på et kollegieværelse og spiste muggent rugbrød. Bare det at sidde her og skrive ud til en masse læsere er helt vildt angstprovokerende. Men ligesom du tør nogle ting nu, som du sikkert ikke turde gøre tidligere i dit liv, så bevæger vi os når, vi føler os kaldet til noget. Jeg føler mig meget kaldet til det her arbejde. Så må mit ego og dets frygt vige pladsen for, at jeg kan få lov at tale om de her ting på denne platform.

Faktisk ved jeg ikke hvad jeg ville med det her indlæg. Hvilket også gør mig urolig og nervøs. Udover at jeg gerne vil sige, at jeg synes der er så mange seje mennesker i verden, som hver dag udfordrer dem selv. Også for andres skyld. Fordi de ikke kan lade være. Fordi de tror, at det gør verden til et bedre sted at gøre, det de gør. Tak til jer, fordi I ikke lader jer styre af jeres frygt. Jeg ved om nogen, hvor hæmmende den frygt kan være.

Når karate bliver mental træning

Til karatetræning spurgte min sensei (japansk for træner) mig retorisk, hvem der er min største fjende. Det var lige efter han havde sagt: ‘Anja, i karate siger vi, at vi elsker smerte’. På det tidspunkt stod mine lår og mavemuskler i flammer indeni af den træning, vi lige havde lavet, og jeg var ikke helt der, hvor jeg ligefrem kunne sige, at jeg elskede den smerte. Så da han spurgte mig, hvem min største fjende var, var jeg på baggrund af hans sidste spørgsmål ikke sikker på, at jeg kunne give ham det svar, han ville have.

‘Du er din største fjende Anja. Det er dig.’

Min erfaring har lært mig, at jeg ikke skal sige sensei imod. I karate er der (åbenbart) ikke så meget at diskutere. Så jeg lod klog af skade være med at sige noget til hans udsagn.

Hvem bremser mig?

Det min sensei mener er, at det er mig der bremser mig i de stillinger, vi laver. Det er mig, der bremser mig, når jeg synes at fire (who am I kidding) armbøjninger er nok til, at jeg må lægge panden på gymnastikgulvet og pruste, i stedet for at tage fire til – hvilket i øvrigt ikke ville være en opgave, der var fysisk mulig at udføre på nuværende tidspunkt.

Det er mig, der bremser mig, når sensei siger, at vi skal lave rullefald. Cirkelspark. Gå i bro. Lave vejrmøller og jeg kunne blive ved. Det er mig, der bremser mig, når jeg forsigtigt står og tripper og er bange for at kaste min krop ud i øvelserne.

Det har han helt ret i. Det er i hvert tilfælde ikke sensei, der bremser mig. Han fylder mig til gengæld med blå mærker fordi han maser, skubber, sparker og slår. Han udfordrer mig hele tiden og tror på, at jeg kan mere end jeg selv tror, jeg kan.

Muhammed Ali og mig

Min sensei er den sejeste i verden. Vi træner Goju-Ryu karate som min sensei er meget højt gradueret inden for. Vi er en lille klub, nogle gange er vi kun et par stykker til træning, og vi holder til midt ude i en lille by på Djursland. Som en af sortbælterne på vores hold tørt konstaterede, så svarer det til, at vi har Muhammed Ali til at træne os i boksning, så sej er vores sensei. Og lige så skørt og fantastisk er det, at vi har så højt en gradueret en sensei til at træne os. Vi er meget heldige.

Det er jeg nogle gange nødt til at minde mig selv om. Mit utrolige held over at have så kompetent en karateunderviser som jeg har. Især når han beder mig presse min krop langt ud over den (og også min mentale) komfortzone.

Livets kærlige pres

Det er ikke kun i karate, at jeg er min egen værste fjende. Jeg er også min egen værste fjende i andre områder af mit liv. Jeg er min egen værste fjende, når jeg bremser mig selv, fordi jeg er bange for at noget gør ondt på mit ego f.eks. Når jeg bremser mig selv, fordi jeg bliver bange for at mit mindreværd rejser sig og giver mig angst. Eller at jeg bare bliver så nervøs at jeg får røde kinder og svedige håndflader, når jeg skal tale foran andre mennesker.

Det er kun mig, som bremser mig i min udvikling. På alle planer. Livet skubber, maser, slår og sparker mit ego. Ikke på en ukærlig måde, men ligesom det er tilfældet med min sensei, så gør livet det, så jeg kan blive stærkere, stå mere fast, tro mere på mig selv og mine evner. Så jeg kan lære mig selv bedre at kende, så jeg kender mine svage og stærke sider. På den måde kan jeg nemlig blive endnu skarpere på, hvor det er jeg skal sætte ind, om det er med armbøjninger eller flere store forsamlinger, hvor jeg skal tale offentligt.

Bærer du også på en rygsæk af skyld?

Der er meget, der er min skyld. Det er min skyld, hvis min søn ikke er glad. Det er også min skyld, hvis andre i min familie har problemer. Det er min skyld, at klimaet har det som det har det og at verden ser ud som den gør. Det er alt sammen min skyld, fordi jeg ikke har handlet som jeg burde have gjort. Det er min skyld, fordi jeg ikke var mere bevidst, fordi jeg traf nogle valg, der havde konsekvenser for andre.

Der er sikkert også meget, der er din skyld. Måske tænker du også, at det er din skyld, at vi har global opvarmning, når du bruger en frysepose. Måske tænker du også, at det er din skyld, at der ikke er nok rent vand, for du tager også lidt for lange bade nogle gange. Måske tænker du også, at det er din skyld, hvis nogen i din nærhed har det svært. For du burde have været der. Set det. Reageret på det. Du burde have været en anden end du var, og derfor oplever du nu konsekvenserne af det, i form af nogen du holder af, som ikke altid har det nemt.

Det kan f.eks. også være min skyld at buschaufføren ikke smiler tilbage, at den hjemløse ser trist ud eller at vejret er utilregneligt i maj måned.

Listen er uendelig lang. Jeg kan på en ‘god’ dag få den til at indebære nærmest alt, hvad der er sket af uhyrligheder i verden og de ting der fortsat sker. Det er min skyld. Jeg burde have gjort noget. Jeg burde gøre noget nu.

Den mægtigste af alle: MIG

Når jeg tror på den tanke, at alting i sidste ende er min skyld og et resultat af min dårlige person, så er der også noget andet jeg må tro på.

Så må jeg også tro på, at jeg faktisk er det mægtigste menneske i verden. Vildt nok hva’! Det er så altså åbenbart mig, der er det. Siden det er mit ansvar, hvordan alle andre har det, og også hvordan hele verdenssituationen ser ud.

Når jeg tager den tanke til mig, at jeg er det mægtigste menneske i verden, så begynder skylden at krakelere lidt. For jeg ved godt hvem i mig, der tror at det er det mægtigste i verden. Det er mit ego, der tror sådan. Det er mit ego, som kan puste sig op i en smertefuld offerfølelse og gøre det næsten til noget nobelt, at det er min skyld.

Klør dit ego?

At tro, at jeg har ansvaret for alt er ren ego. Også selvom det gør ondt at tænke sådan. Egoet elsker smerten, for med smerten føler det sig vigtigt. Så ér det trods alt noget. Så er det den ting, der havde magten til at gøre denne jord til et hæsligt sted, og det er da altid noget. Sikke en skyld! Sikke en skam! Åh hvor gør det ondt at tænke sådan og det gør altså også lidt godt. Lidt som at klø så længe i et myggestik, at der går hul på huden. Det er en underlig dobbelt smerte, som også er utrolig nydelsesfuld (for egoet) at dykke ned i.

Når jeg tror på, at det er min skyld at alting er galt, så må jeg faktisk også tro på, at det er min skyld når alt er godt. Og der knækker filmen helt i mig. For med mit rationelle selv, så er jeg altså virkelig nødt til at tro, på at når alt er min skyld når det går dårligt, så er det altså virkelig også min skyld, når det går godt.

Fribilletter gives væk …

Det vil sige, at så er det også min skyld, når min søn har det godt. Når min familie har det godt. Når der kommer rapporter, der giver håb for klimaet og planeten. Og det er jo altså lidt langt ude. Selv der kan mit ellers temmelig grandiose ego ikke være med.

Selvfølgelig er det ikke min skyld, når folk er forelskede, når min søn er glad, når nogen fortæller smukke historier fra hele verden om, hvordan tingene også er ved at ændre sig til det bedre. Altså det er jo direkte skørt at tænke sådan.

Så det vil sige, at det modsatte også må være direkte skørt. Det er ikke for at fralægge mig mit eget ansvar for, hvordan jeg er som mor, datter eller beboer på planeten. Men skyld har aldrig nogensinde motiveret mig til nogle som helst kraftfulde eller smukke handlinger.

Så værsgo. Hvis du er ligesom mig, og også har den tanke i dig inderst inde, at det er din skyld, når andre har det dårligt eller at du har et ansvar for det, så får du hermed en fribillet ud af den skyld. Med mindre det da faktisk ER dig, der også har ansvaret for at vi alle sammen har det godt. Og hvis det er det, så vil jeg bare sige tak for dig …