Taknemmelighed skaber hurtigt en forandring

Hvis du har bevæget dig bare lidt inden for feltet ‘spiritualitet og selvudvikling’, så er du sandsynligvis stødt på massevis af forslag til, hvordan det er muligt at øve taknemmelighed.

Du kan både lave en taknemmelighedsdagbog, hvor du skriver alt det ned du er glad for i dit liv. Eller du kan starte dagen med at sige tak for at vågne og sige tak for alle de ting du er glad for skete, når dagen slutter. Du kan lave Thank You Notes. Det er gode og effektfulde redskaber.

De fleste af os har bare ikke lige brug for flere ting, vi SKAL i løbet af en dag. Rigtig mange løber så stærkt til daglig, at bare tanken om OGSÅ at huske at være taknemmelig eller lige at få sine børn til at nævne tre ting de er taknemmelige for ved aftensmaden fra dagen der er gået, kan virke som en temmelig uoverskuelig opgave.

Men at træne taknemmelighed virker. Det virker så fantastisk i vores hjerner. Fordi vores nervebaner i hjernen er så modtagelige for taknemmelighedstanker, så kan vi meget hurtigt mærke en forandring i vores generelle velbefindende og også i vores humør.

Det første skridt til mere taknemmelighed

Så hvor kan vi så starte? Når hverdagen overhaler os indenom alle vores gode intentioner om taknemmelighedsøvelser gang på gang.

At træne taknemmelighed kan være noget så simpelt som at begynde at holde øje med, hvilke ord der rumsterer i hovedet og hvilke der kommer ud af munden. Bare at begynde at blive bevidst om hvad der egentligt foregår derinde.

I trætte og stressende perioder kan den indre dialog blive meget træls. Det er ikke altid, at vi kan lade være med at lukke den dialog ud og så kommer den nemt til at lyde som brok og negativitet.

Der er ikke noget galt med brok og negativitet. De følelser fungerer blot som et barometer på, hvordan vi egentligt går og har det. Så det er damp der bliver lukket ud af ventilen, og det er sundt nok. Problemet er bare, at brok ikke ændrer noget. Brok skaber mere brok. Dem der lytter på brok får mere lyst til at brokke sig. Om ikke andet, så over de ubevidste, brokkende bekendtskaber personen har …

Træner du brok lige for tiden?

Når jeg opdager at jeg brokker mig, så ser jeg om jeg lige kan tage en time-out i mig selv og mærke, hvad det er der sker. Som regel er jeg bare overstimuleret. Eller træt. Eller har spist for mange småkager og for få grøntsager. Jeg er ikke kompliceret, og det er du heller ikke. Vi fungerer i bund og grund som små børn, og det er meget vigtigt at huske det. Det gør det nemlig så meget nemmere at passe på sig selv. At være tilgivende over for sin egen opførsel.

Det kan være at du brokker dig fordi du er træt og har drukket for meget kaffe. Det er højest sandsynligt ikke fordi, at lige præcis du er en særlig svær, psykologisk sag som ingen nogensinde kommer til bunds i. Det kan være fordi du trænger til omsorg og nærvær, ligesom børn gør det. Og altså ikke fordi du er uopretteligt skadet fra din barndom.

Når jeg brokker mig, så gør jeg faktisk det, at jeg træner brok. Det lyder ikke særligt lækkert. Det lyder ikke særlig opbyggende eller selvudviklende. Men det er præcis det samme der sker, når vi træner taknemmelighed: Det vi fodrer vokser.

Første skridt til forandring: Vær ærlig

Måske er det bedre så bare at indrømme det over for sig selv: ‘Jeg er i en periode i mit liv lige nu, hvor jeg bevidst træner brok. Måske kan jeg træne et andet sprog i næste uge. Måske taknemmelighed, måske ikke. ‘

Der sker altid et skift i mig når jeg indrømmer over for mig selv, hvad det er der foregår, i stedet for at lade som om at jeg er bedre end jeg er. Når jeg indrømmer, at jeg er mega-negativ for tiden. At jeg brokker mig helt vildt, og synes de fleste mennesker omkring mig er irriterende. For når jeg indrømmer det, så kan jeg ikke gemme mig for det. Så går der med det samme en mekanisme i gang i mig. Den mekanisme begynder at lede efter forklaringen på, hvorfor jeg har det sådan. Og jeg vender altid tilbage til, at jeg nok bare trænger til at gå på hovedet i seng (og måske lige få sovet i en uges tid).

Det er kun muligt at ændre en vane, når vi er bevidste om dem, der allerede er der. Hvis brok er din vane, så kan du ændre den ved at begynde at holde øje med hvornår du gør det. Hvornår brokker du dig mere end andre gange? Og når du bliver bevidst om hvilke ord der kommer ud af din mund, eller kører på repeat i din hjerne, så kan du meget nemmere vælge at stoppe dem. Eller se om du kan finde på noget at udtrykke glæde og taknemmelighed over. Det er ikke svært, det kræver blot opmærksomhed. Opmærksomhed har vi alligevel på os selv hele dagen. Vi kan ligeså godt bruge den opmærksomhed på at gå og træne nye gode vaner. Som så vil sprede sig som ringe i vandet i vores liv.

Jeg fik et spørgsmål …

I forbindelse med dette brevkassespørgsmål, så skrev jeg med hende der havde spurgt om, hvordan man rent faktisk får en spirituel praksis op at køre. Men tænkte, at måske er I også andre der gerne vil høre mine overvejelser.

Bliv bevidst om din praksis

Det tager tid at få en praksis op at køre, men et af trickene til det er at tage de ting som du allerede gør og så gøre dem bevidst. Så lad os sige at du gerne vil drikke mere vand i løbet af din dag, fordi du ved at det giver dig ro og jordforbindelse. Så starter du med det og tilføjer stille og roligt flere tidspunkter, hvor du er bevidst om, at nu skal du hydreres. Du takker måske lige for vandet hurtigt inden du drikker det og tager et mikroøjeblik bagefter til at stå og mærke effekten i dig. Stille og roligt bliver det til en daglig vane, en praksis. Det vil give dig mere ro og overskud til at mærke, hvad det så er du har brug for.

Efter noget tid vil du blive guidet til en anden ting, som føles naturligt og som ikke er en kamp i dig, måske er det at gå barfodet i haven i et halvt minut. Den praksis vil så måske vokse til længere tid til noget helt andet måske, som du kan mærke passer dig. Alt det jeg gør nu for at holde min jordforbindelse og holde mit hoved klart og fri fra angst, det er noget der er kommet over mange år. Det tager tid og det er vigtigt at være tålmodig med sig selv og endelig ikke begynde at sammenligne sig selv med andre.

En spirituel uddannelse

På et tidspunkt tog jeg en uddannelse i at blive druide. Det er en uddannelse, som kræver at man laver fuldstændigt vanvittigt mange ritualer, som er virkelig komplicerede og svære at lave. Det havde jeg vildt meget modstand på. Jeg kunne slet ikke holde ud, at jeg skulle ‘fængsles’ på den måde, og jeg endte også med at stoppe uddannelsen.

Men noget af det min mentor sagde til mig, det var at dem, der havde mest modstand på ritualer, på en fysisk praksis, det er de mennesker, som er meget luftige og som mangler jordforbindelse. Det vidste jeg godt var rigtigt, og at det var spot on mig på det tidspunkt. Men jeg kunne stadig ikke gennemføre det. Det var simpelthen for langt væk fra der, hvor jeg var i min energi til, at jeg kunne ‘strække’ mig, hvis det giver mening.

Jeg var nødt til at starte et helt andet sted, nemlig med f.eks. at takke for luften. Faktisk har jeg det sidste stykke tid gået og tænkt på, om jeg skulle genoptage min uddannelse til druide. Nu har jeg haft en pause på 5 år, og jeg føler mig meget tættere på deres måde at praktisere deres ‘tro’ på end før. Jeg har altså bevæget mig i løbet af de år og er meget mere jordbunden nu.

For meget luft og for lidt jord

Manglende jordforbindelse giver angst. Det giver tankemylder og mindreværd. Hvis jeg ikke arbejder meget konsekvent med at manifestere mig selv her i fysiske, ved at lave ritualer og have praksisser, så forsvinder jeg fuldstændig ud i luften.

Det er et meget ubehageligt sted at være udover, at jeg bliver meget utilpas psykisk, så får jeg heller ikke lavet noget. Rent fysisk, så får jeg ikke lavet de ting, jeg skal her i den her 3D-verden vi er. Så svæver jeg helt ud og kan sådan set fint ligge mig midt på gulvet og have en følelse af snildt at kunne blive liggende der resten af mit liv.

Jeg har rigtig meget luft i min energi, jeg er født i et lufttegn osv. Men de her ting handler også om hvor vi kommer fra og hvordan vores opvækst har været. Hvis vores opvækst har været meget urolig og ikke særlig groundende, så er det også noget, der kan ligge i os resten af vores liv. En slags ‘dåbsgave’, hvor nogle af os, altså virkelig skal arbejde meget bevidst med jordforbindelse resten af vores liv.

Gemmer din afhængighed på manglende jordforbindelse?

Nogle mennesker drikker alkohol, tager stoffer, ryger cigaretter osv for at binde dem mere til det fysiske. Det er en helt almindelig overlevelses-mekanisme, hvis vores opvækst har været turbulent. Det er der ikke noget galt med. Bortset fra at det som regel bliver afhængigheden, der kommer til at overtage. Det der var oprindeligt (ubevidst godt nok) var ment som et redskab til at blive mere bundet i det fysiske, bliver samtidig det som tager os væk fra det igen. For meget alkohol, stoffer (og f.eks. sukker), får modsatte effekt.

I dag kan man også se mange mennesker prøve at jordforbinde dem til det fysiske med for meget mad. Det er også en helt normal mekanisme. Men igen, så er det ofte et redskab som kommer til at overtage os, så vi bliver tykke istedet for glade.

Det kræver konstant bevidsthed at være menneske. Og vi må hele tiden rette ind, når vi oplever at vi er kørt ud af en tangent som ikke støtter os også selvom den gjorde det på et tidspunkt. Sådan er det også med ens spirituelle praksis. Noget af det der virker for mig nu, det er jeg klar over at det kan være, at jeg skal give slip på det senere. Jeg har haft andre praksisser før, som så har båret mig videre til dem jeg har nu.

Noget meget jordnært er f.eks. at jeg var vegetar før jeg blev veganer. Nu er jeg så på vej til at spise mere og mere rå mad og mest frugt. Det er kun et eksempel på, hvordan tingene kan udvikle sig. Det er vigtigt, at vi er åbne overfor livets flow, hvor det gerne vil bevæge os hen. Selv en spirituel praksis kan blive til en lænke om foden, i stedet for at holde os forbundet med jorden. Derfor er det også så vigtigt, at vi hele tiden mærker, hvad er godt for mig.

Hold dig åben og bevægelig

Jeg havde f.eks. aldrig troet at min meget stærke trang til at gå til karate, var fordi det også er en praksis som er spirituel. Den sørger for, at jeg har meget jordforbindelse. Jeg anede ikke hvorfor jeg havde den lyst til karate. Hvorfor ikke til yoga som alle mine veninder? Nu ved jeg hvorfor, for lige præcis den praksis som karate er, med virkelig meget disciplin, det passer rigtig godt til min flyvske side. I yoga flyder jeg ofte helt ud og væk og det virker ikke på samme måde for mig. Derfor elsker jeg stadig at dyrke yoga engang imellem, jeg er bare klar over, at det ikke er ‘min’ vej lige nu. Men jeg er åben for at det kan blive det senere. Eller fodbold, klatring, bueskydning eller …

@anja_dalby på INSTAGRAM