2010

Håbløshedens årstal

Som jeg beskriver i dette indlæg, så har jeg de sidste mange år lavet en slags opsummering over året, der er gået ved årsskiftet. Det betyder, at jeg har en bog med beskrivelser af, hvad jeg har gået igennem på godt og ondt i det forgange år, og også hvad jeg ønsker mig mere af i det nye år.

Da jeg sad og skulle skrive i min bog her ved årsskiftet 2018/19, læste jeg tilbage til flere af de forgange år.

I 2010 havde jeg skrevet sådan her:

  • Min krop gør ondt. Jeg har ondt i mine led, og jeg har svært ved at gå om morgenen.
  • Mine ben hæver og smerter pga. lymfødem.
  • Min økonomi er mildest talt katastrofal. Jeg skylder 700.000 kr. i mit firma til banken. Jeg har regninger til diverse kreditorer for 150.000 kr., og jeg har adskillige inkassosager på nakken.
  • Jeg skylder 650.000 kr. med min mand på den grund, vi har købt. Vi har ikke penge til at bygge hus for, og vi bor i skurvogne med vores søn.

Lige præcis de her ord læste jeg i min status for, hvordan mit liv var ved årsskiftet i 2010. Det var noget rigtig lort. Jeg havde konstant ondt i maven og sov næsten ikke om natten. Jeg turde ikke tage min telefon pga. de vrede kreditorer, der ringede hele tiden. Jeg var bange og ked af det.

Alle veje endte i dybe, sorte huller

I 2010 havde jeg lukket min fysiske butik, som jeg havde haft i Jægergårdsgade i Aarhus. Jeg solgte økologisk tøj og var rigtig glad for det. Men så kom der finanskrise, og fra den ene dag til den anden stoppede alle med at købe nyt. Hvilket var klogt nok. Det var bare skidetræls for en lille butiksejer. Min gæld var alt for stor til, at jeg bare kunne lukke. Jeg havde jo planer om at betale den tilbage med de næste mange års salg i butikken. Men det skete bare ikke. Der var pludselig intet salg, som i intet overhovedet.

Så jeg måtte lukke min fysiske butik og kunne også sige farvel til 200.000 kr. i nøglepenge, for der var ingen til at overtage butikken efter mig. Jeg beholdt min netbutik til 2011.

I 2004 var jeg blevet opereret for kræft og havde fået fjernet alle mine lymfer i begge lysker. Det gav en del komplikationer i min krop, og især mine ben led meget under det. Nogle dage kunne jeg slet ikke gå. Nogle dage var det flere dage i træk. Jeg havde mange smerter og græd meget. Jeg blev stresset af det og havde svært ved at overskue ret meget af gangen. At have en butik at lukke, gæld oven i og smerter i kroppen var faktisk for meget af det gode.

Men det var ikke nok. Min daværende mand og jeg var flyttet i økosamfund nord for Aarhus. Vi havde købt en grund, men pga. den gæld, jeg havde med fra min butik, så kunne vi ikke låne penge til at bygge. Så vi boede i 2 skurvogne, og det var ikke særlig sjovt. Det var ikke romantisk eller hyggeligt. Det var koldt, og vi havde kun en brændeovn til at varme de tynde paphuse op med. Vandrørene frøs om vinteren, så der kunne ikke komme vand ind i huset eller ud af det. Farvel toilet …

Det var en virkelig hård tid. Oven i det så mistrives min søn i sin skole og min mand og jeg havde det svært som par.

Jeg kan sagtens huske, hvor trist jeg var. Hvor svært og sort det hele føltes. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle kunne se mig ud af det. Det var totalt uoverskueligt det hele.

Anja Dalby Gæld

Håbets år

Da jeg skrev i min bog ved årsskiftet her i 2018, så kunne jeg notere mig at jeg nu:

  • Næsten er gældsfri. Det er helt fantastisk. Jeg var heldig at få en gældssanering for et par år siden på min gæld fra butikken, så nu mangler jeg ikke at betale så meget tilbage.
  • Jeg har aldrig ondt i min krop mere og næsten ikke i mine ben. Jeg er blevet rigtig god til at leve på en måde, hvor jeg passer bedst muligt på mig selv. Og jeg kender min krop (og mit sind) så godt nu, at jeg ved, hvorfor jeg får smerter igen, når det en sjælden gang imellem sker. Lymfødem er ikke noget man egentligt kan heldbredes for. Da det ligesom er en ‘mekanisk’ skade, hvis man kan sige det efter operationer. Ikke desto mindre er det slet ikke noget, der påvirker mig i samme invaliderende grad længere.
  • I 2013 blev jeg skilt fra min daværende mand. Jeg flyttede og min mand solgte efterfølgende vores byggeprojekt. Jeg mødte David som jeg er gift med nu kort tid efter, og vi flyttede sammen.

Det er vildt for mig at læse de meget opgivende ord som jeg skrev til mig selv i 2010, og så se på hvor jeg er i mit liv nu. Jeg har aldrig haft det bedre. Jeg er så glad! Jeg er total vild med min mand, med det sted vi bor, med det arbejde jeg har skabt her i mit firma, med mine studier, og ikke mindst, så har min søn som i mellemtiden er blevet 19 år, det rigtig godt. Han stortrives og er 19 år på den helt rigtige måde for ham.

Jeg er lykkelig nu. Det kan jeg uden tøven sige. For 8 år siden var jeg ikke, det er vidunderligt og jeg bliver så bevæget over den måde som tingene kan ændre sig hele livet igennem.

UDESIDNING DEL 1: DET KRÆVER MOD AT MØDE SIG SELV

Min allerførste udesidning

Da jeg kørte hjem om morgenen fra den første udesidning, jeg lavede i 2010, så var jeg glad og lettet. Jeg gjorde det! Jeg havde overlevet at sidde alene ude i skoven fra solnedgang til solopgang, også selvom jeg synes jeg havde hørt både voldtægtsforbrydere og øksemordere luske rundt i skoven samme nat som jeg sad der. Men den tanke, der fyldte mest i mig var:

Nu behøver jeg ALDRIG gøre det igen!

Det var mit held, at jeg som et led i min træning i clairvoyance skulle sidde ude i skoven en hel nat alene. Uden anden forberedelse end disse ord fra min lærer:

Det du vil møde er din største frygt.

Angsten

Æh okay … Fedt nok at vide det i øvrigt. For jeg synes sådan set, at jeg var ret fyldt med frygt og på det tidspunkt havde jeg også næsten ugentligt et angstanfald.

Så jeg forestillede mig på forhånd, at jeg ville sidde en hel nat i mørket og skælve og ryste, kun afløst af lidt hysterisk gråd i ny og næ. Krydret med hjertebanken, generel panik i kroppen og så selvfølgelig galoperende angst.

Hvis det ikke var fordi jeg SKULLE lave en udesidning, så er det ikke sikkert jeg nogensinde havde gjort det. For jeg var SÅ bange for at sidde i skoven om natten. Med mig fra min barndom har jeg en meget sær frygt for varulve. Jeg havde ikke tænkt på varulve i mange år på det tidspunkt, men de kom sjovt nok også op i mine tanker, når jeg tænkte på udesidninger.

Jeg var fyldt med både rationel (altså hvad pokker stiller jeg rent faktisk op, hvis jeg virkelig gakker helt ud og render alene rundt i skoven med flintrende angst hele natten) og så alt den irrationelle frygt (varulve, voldtægtsforbrydere, øksemænd, bider kronhjorte egentligt mennesker?, hvad med grævling, ræv og ugler der tuder?).

Mød dig selv i skoven

Min lettelse over at have overlevet min første udesidning i skoven var enorm. Og jeg var sikker på, at det ikke bare var min første, det var helt bestemt også min sidste udesidning, nogensinde. For selvom det havde været helt fantastisk på så mange måder, så havde jeg set det som en slags manddomsprøve og altså også et led i min uddannelse jeg skulle gå igennem. Og så var det det!

Så I skal vide, alle jer, der skriver og spørger mig til udesidningerne, at jeg virkelig godt forstår al den bekymring og frygt I fortæller om. For modsat mig og min første nat i skoven, så er der ingen der tvinger jer. Det er af helt egen fri vilje, at I skal vælge og prioritere, at det her vil I gøre. I skal alene overvinde jeres frygt for det. I skal selv tage jer sammen og mødes med mig i skoven. Der står ingen lærer, som stopper jeres uddannelse, hvis I ikke laver en udesidning. Der er ingen I skal bevise noget over for, så hvorfor I alverden skulle I så vælge, at bruge en nat på noget så skørt som at sidde i skoven?

Det kræver mod at møde sig selv. Ligesom det kræver mod at møde sig selv i alle de andre situationer, vi dagligt står i. Udfordringer på arbejdet, børn, andre forældre, familier, institutioner, pædagoger, lærere, alt det vi hele tiden bliver konfronteret med, og hvor vi skal stå og være modige og turde være os selv. Hele tiden skal vi ud af vores komfortzone og gøre noget vi ikke tør, og der kan allerede være ret meget af det bare inden kl. 10 om morgenen.

Du går hjem fra skoven med flere gaver end du regner med

Efter min første udesidning og min stålsatte sikkerhed på, at det ville jeg så aldrig gøre igen, så kunne jeg mærke, at der var sket noget i mig. Jeg følte mig stærkere. Jeg var roligere, jeg var meget mere groundet. Der sker noget i os, når vi gør noget, overvinder noget i os selv. Vi bliver belønnet, over at være gået så meget ud af vores komfortzone.

Som om noget siger: Godt gået, her har du en håndfuld mod, noget mere styrke, en hel masse kraft, en spandfuld jordforbindelse og så skruer vi også lige op for din intuition siden du gad bruge en hel nat i skoven hos os.

Inden for shamanisme taler vi om at ånderne belønner os. De belønner når vi vil bruge vores tid med dem. Tid i naturen, tid i bøn, tid i stilhed, tid i faste, meditation, dans, sang, kreativ tid, det er alt sammen noget som jo er overflødigt. For vi kan godt leve uden. Vi lever bare ikke særligt godt, og det kan man jo tydeligt se i mange vestlige samfund i dag. Ånderne ved godt at det kræver noget af os at gå ud i skoven om natten. Men når vi helt bevidst ærer vores åndelige side på den måde, så bliver vi altså også gengældt.

Anja Dalby Udesidninger

Angsten for angsten kan spærre mange veje

Jeg havde det fantastisk efter udesidningen, i meget lang tid. Og så skete der det sjove, at jeg stille og roligt begyndte at få lyst, helt af mig selv, til at lave en til. Det er præcis det samme som når man af sig selv løber en tur, man kan ikke lade være, for det er faktisk vildt fedt. Også selvom man hylede og skreg over det i sig selv de første mange gange …

Siden dengang har jeg lavet mange udesidninger, og jeg skal stadig overvinde mig selv. Altså det er nemmere at gøre det nu, fordi jeg har erfaret, at mørket ikke gør mig noget, og at den skov jeg elsker og er tryg ved at gå i om dagen, er præcis den samme som om natten (der er bare ikke noget lys). Men jeg skal stadigvæk sætte en dato og holde mig selv oppe på at gøre det.

Heldigvis kender jeg til belønningen nu, jeg mærker den så tydeligt i mig. Så den gulerod trækker også i mig. Men det kræver mod. Hver eneste gang. Tør jeg mon møde mig selv igen? Og det gør jeg, blandt andet også fordi jeg har fundet ud af, at det slet ikke står så skidt til med mig. Jeg er slet ikke så bange som jeg troede jeg var. Det vil jeg vædde med, at du heller ikke er. Men angsten for angsten er faktisk den største hindring og det vil jeg meget gerne tale mere om, så det kommer i et nyt blogindlæg snarest…

NÅR JEG BLIVER IRRITERET

Åh, alle de gange jeg har drømt om at blive diktator

Noget jeg altid har følt var meget skamfuldt at føle, var irritation. Irritation kunne komme ud af det blå, uden at jeg vidste eller forstod hvorfor. Jo mere jeg lærte om selvudvikling, jo mere blev jeg klar over, at irritation over andre, handlede om mig selv.

Det var ikke fordi den viden fik min irritation til at forsvinde. Jeg kunne stadigvæk godt blive irriteret over noget min søn eller min mand gjorde. Eller en bilist, som tillod sig at køre på sin egen måde i trafikken og ikke på min.

Ingen af os ønsker at blive irriterede på hinanden. Det er simpelthen den mest trælse følelse. Den er så ukonstruktiv, og det som har udløst irritationen er sjældent noget man egentligt kan italesætte. Eller jo, man kan godt prøve at blive den version af sig selv, som går og irettesætter andre, så de holder op med at være så irriterende som de er. Men den person kender vi godt alle sammen, og det er ikke rigtig sådan en man holder af.

Så vi bliver efterladt med skammen, over at være så uudviklede, at vi reagerer med irritation, når vi møder noget i vores liv, vi synes er træls. Og det er nemlig hemmeligheden bag irritationen. Vi reagerer med irritation, når der er noget vi ville ønske var anderledes i situationen, altså når der er noget, der er står i kontrast til den harmoni, vi ønsker os.

Egentligt er det som er harmonisk for os allesammen, at alle andre gjorde præcis som os og var ligeså gode og oplyste mennesker som vi var. Åh alle de gange jeg har drømt om at blive udnævnt Præsident (diktator, hvem tror jeg, at jeg narrer) over hele verdenen! Det ville være vidunderligt fredfyldt, at kunne hjernevaske alle til at være præcis ligeså fantastiske pragteksemplarer af et menneske som jeg. Den hvideste hvide, den helligste hellige.

Anja Dalby Irritation

JEG er irriterende

Men inden jeg nåede at sætte planen om diktatur i værk, så opdagede jeg heldigvis noget andet. Jeg opdagede, at når jeg blev irriteret over andre, så var det fordi jeg var det! OH. MY. GOD! Så når jeg stod og så på en sok på gulvet (som selvfølgelig ikke var min), så blev jeg irriteret. Jeg blev irriteret fordi jeg følte at mine grænser ikke blev respekteret. Jeg blev irriteret fordi jeg følte, at mit ønske om et sokke-frit gulv blev gjort til grin.

Så hvad var næste skridt så? At hænge sedler op med et foto af en sok på et gulv og en stor rød streg over? Igen at prøve at opdrage på dem jeg boede med? Holde lange familiemøder om hvor sokker egentligt hører hjemme?

Næh, det næste jeg gjorde, det var at anerkende over for mig selv, at jeg blev irriteret. Så jeg sagde til mig selv: Nå nu bliver du ked af det igen, fordi du tager det personligt, at der ligger en sok der. Jeg er sikker på, at den sok ikke er blevet lagt der for at trodse dig. Dem du bor med de gør det bedste de kan, ligesom du selv gør det. Så jeg giver mig selv lov til at føle irritationen. Jeg skammer den ikke ud. Men jeg giver heller ikke udtryk for den.

Irritation fødes af at overskride egne grænser

Det næste jeg så gør, det er at jeg undersøger i mig selv, hvorfor jeg kan reagere med irritation over noget så ligegyldigt som en sok på gulvet. Og det som jeg igen og igen opdager, det er at jeg bliver irriteret på andre, når jeg har overskredet mine egne grænser.

Jeg overskrider mine egne grænser ved at gå og samle sokker op, når jeg er træt og istedet skulle ligge mig på sofaen og nusse min kat. For sjovt nok, så bliver jeg aldrig irriteret over sokker på gulvet, når jeg er ikke er i søvnunderskud. Når jeg føler, at jeg har et dejligt og meningsfuldt liv, så kan der ligge nok så mange stykker efterladt tøj rundt omkring og jeg samler dem smilende op og er ligeglad med, hvem de tilhører og om det er min opgave at samle dem op.

Jeg overskrider mine grænser og reagerer med irritation, når jeg deltager i samtaler, jeg ikke har lyst til at være i (istedet for at gå fra dem). Jeg overskrider mine grænser ved at at skynde mig i trafikken (istedet for at tage den med ro, for det er det jeg virkelig har brug for) og jeg synes alle andre kører som idioter. Jeg overskrider mine grænser når jeg gør alle de ting, som kører som et mærkelig mor-kvinde-hustru automatgear i mig. Når jeg liiiige tager opvasken. Når jeg liiiige ordner vasketøjet. Når jeg liiiige støvsuger (istedet for at slappe af, eller gøre noget, der nærer mig).

Det er ikke fordi det ikke må være okay, at ønske at man bor pænt og rent. Men hvis jeg mærker efter, når jeg bliver irriteret og giver mig den time-out jeg i virkeligheden efterspørger i mig selv, så sker der som regel det, at den sok er blevet samlet op af en anden. Eller også så betyder den pludselig ikke så meget, eller jeg kan på en let og humoristisk måde sige til dem jeg bor med, at vi har en epidemi af single sokker på gulvet i huset.

Som regel når jeg får sagt det med sokkerne på en fin måde, så får jeg også på en fin måde fortalt, at andre egentligt også rydder op efter mig. Fjerner mine lange hår fra håndvasken og senere afløbet eksempelvis. At andre tager mine utallige teglas med sig ud til håndvasken og vasker dem af er også klassisk. Eller at bilen lige er blevet støvsuget (af en anden end mig vel at mærke).

Tag ansvar for din irritation

Når jeg har overskud og ikke er irriteret, så hører jeg den slags udsagn som kærlighed og en vidunderlig påmindelse om, at jeg utrolig nok ikke er perfekt selv! Og her gik jeg ellers og krævede det af resten af verden.

Jeg bliver taknemmelig for at have så søde mennesker i mit liv, som kan rumme mig og alle mine særheder og mystiske vaner, og jeg ser min egen sok-opsamling som det samme. Udtryk for kærlighed til den der har efterladt den, kærlighed til mit hjem og kærlighed til mig selv fordi den sok har potentialet til at vise mig præcis, hvor meget eller lidt ro og hvile jeg har brug for i den situation.

At tage ansvar for min irritation i stedet for at være et offer for den, føles så kraftfuldt og befriende. Det er venligt og kærligt overfor mig selv og pudsigt nok holder jeg op med at gå og blive så irriteret, når jeg anerkender mine egne følelser før jeg begynder at gå og kræve at andre skal gøre det …

GODE RÅD TIL DIN AYAHUASCA-REJSE

7 vigtige overvejelser

Mine oplevelser med drikke ayahuasca er allerede blevet til en hel lille serie, læs mine tidligere indlæg her ‘Min oplevelse med ayahuasca’ del 1, del 2, del 3 og del 4. I dette indlæg vil jeg dele, hvad der kan være godt at have med sig af viden, hvis du selv overvejer at bruge denne medicin til healing i dit liv.

100% trygge rammer

Det kan selvfølgelig ikke understreges nok, at det er alfa og omega, at du ikke drikker ayahuasca i rammer som er mindre end 100% trygge for dig. Selvfølgelig vil dit ego flippe ud i dig. Men det er de andre alarmklokker i dig selv, du skal være opmærksom på. Det er altså godt, at du kender dig selv. At du ved hvilke mekanismer, der kommer på spil i dig, når du på normal vis bliver udfordret og er usikker på hvad der skal foregå. Når du kender dig selv på den måde, så er det også nemmere for dig at mærke om det er fordi du ‘bare’ er nervøs fordi du bevæger dig ind på ukendt grund eller om det er fordi, at der egentligt er noget at være nervøs for. Gå med din rationelle og logiske sans her. Hvis noget sådan logisk set virker for skørt, for underligt eller for grænseoverskridende, så hold ved det. Vi kan så nemt komme til at køre os selv rundt i et loop, hvor vi ikke kan mærke om det er vores ego, der bliver bange eller om det er fordi der rent faktisk er noget at blive bange for. Gå med logikken i det her tilfælde.

Dit ego vil måske komme på tværs

Det kan være en temmelig skræmmende affære for egoet at blive udsat for ayahuasca. Der vil måske opstå tanker i dig undervejs, efter du har drukket medicinen, om at nu er du blevet hijacket til en kult. Eller at hvis du nu bare løber i en tilfældig retning, så kommer du ud i civilisationen igen og kan slippe for de her ting, du bliver konfronteret med på din ayahuasca-rejse. De tanker er helt normale. Se om du ret hurtigt kan slippe dem igen. Der er ingen grund til at sidde på en hel ayahuasca-rejse og prøve at regne ud om du er blevet lemmet ind i en sekt uden at vide det. Det er ikke muligt at regne den slags ud, mens du er på medicinen. Sig til dig selv, at det vil du se på igen bagefter, og så kan du der tage stilling til, hvordan virkeligheden er. Den kan du ikke forholde dig til, imens medicinen virker. Og derfor er det også helt afgørende, at du drikker medicinen med mennesker, du stoler på. For du skal kunne give helt slip mens ayahuasca virker. Det duer ikke at sidde og blive opkørt over ting, der faktisk kan gøre en nervøs og utilpas, så kan man få en rigtig ubehagelig rejse.

At vælge cirkel

Brug din sunde fornuft når du ser efter en cirkel eller undersøger dem, der faciliterer ceremonierne. Gå efter dem, der taler om kærlighed og om hjertet, om healing. Jeg har hørt om ceremonier, hvor ayahuascaen bliver spicet op med syntetisk DMT. Den slags er efter min mening ikke tilrådeligt. Ayahuasca er en hellig medicin. Den behøver ikke hjælp fra noget kemisk fremstillet. Kontakt dem du overvejer at deltage i cirkel hos og stil alle de spørgsmål, du har brug for at stille. Hvis du støder på et ego i dem du spørger, hvis de f.eks. bliver irriterede over dine spørgsmål, så find andre der fasciliterer ceremonier. Det er meget vigtigt at være tryg. Både fordi det giver en hel anden type rejser, men også fordi det er vigtigt at være tryg. Det skal ikke nedtones, at ayahuasca er en heftig medicin. Der skal ikke foregå noget som er det mindste smule skummelt eller grænseoverskridende.

Vær ærlig overfor dig selv, når du mærker efter hos dem, der laver ceremonierne. Hvis du bliver utryg, så hold dig til det og led efter et andet sted. Lad være med at tolke for meget i om det har noget med dig at gøre. Du kan altid vende tilbage og mærke efter igen senere, og så kan du undersøge om det var dig eller dem. Gå efter anbefalinger fra andre du kender eller nogen de kender. Det gælder både, hvis du vælger cirkler her i Europa eller i andre steder af verden, f.eks. Sydamerika.

Sæt en klar intention for din ayahuasca-rejse

Hav en klar intention for din rejse. Ayahuasca skal ikke bruges for sjov. Det siger ligesom sig selv, for der er ikke så meget, der er sjovt ved det ubehag, der følger med at drikke det. Men gør det heller ikke til en manddomsprøve eller noget du bare skal prøve at gøre én gang før du dør. Ayahuasca er lige som andet naturmedicin helligt og det skal tilgås med en følelses af ærbødighed. Den følelse styrker du ved at vide, hvorfor du tager medicinen, altså hvad er din grund til det? Hvad er din intention? Når du har den klar i dig, så giver det dig også den åbenlyse fordel, at du kan have den med som pejling, når du bagefter tænker på, hvad der skete på din ayahuasca-rejse.

Kvalmen

Det hjælper mig til at kaste op at tænke på at drikke et nyt glas ayahuasca. Tanken om, at jeg når min kvalme er allerværst, ved jeg skal drikke et nyt glas af det som i første omgang gav mig kvalmen, gør at jeg kan kaste op. Og tro mig. Du vil gerne kaste op. Den der kvalme er ulidelig. Desuden er det også modstand, du kaster op, at ‘rense’ alt det ud, som gør at du ikke kan give slip og lade medicinen virke. Nogle kaster aldrig op, andre gør det hele tiden. For nogle tager det mange ceremonier før de pludselig kan give slip. Det er meget forskelligt, så husk ikke at dømme dig selv for hvor du er. Hvis du er i en cirkel, hvor du bliver tilbudt rapé, så kan det også hjælpe til at kaste op. Det kan være godt at tage imod det, selvom det kan virke ret uoverskueligt i situationen. Som jeg skriver om længere nede i indlægget, så ser jeg ofte en stor grøn anakonda, når jeg har meget kvalme. Den lokker mig til at kaste op, så den er sådan set på min side. Engang så jeg personen der skulle give mig rapé, altså blæse tobak op i min næse, blive forvandlet til anakondaen. Det er altså en spøjs oplevelse at se en over 10 meter lang, lårtyk, grøn anankonda sidde foran en selv og venligt spørge om jeg ikke ville have rapé, så jeg kunne slippe af med kvalmen, jeg tydeligvis havde kæmpet med. Det kunne jeg faktisk ikke overskue lige der. Det var alligevel for meget af det gode at få en anakonda til at blæse tobak op i min næse for fulde hammer. Heldigvis skulle jeg bare have et glas ayahuasca til og så kom der ellers gang i ‘renselsen’.

Anja Dalby Ayahuasca

Sæt dig op hvis du føler dig overvældet visuelt

Sæt dig op hvis det bliver for meget. Som jeg skrev i det her indlæg så fik jeg selv det råd at sætte mig op hvis rejsen bliver for overvældende. Det kan virkelig være en god idé. Efter min første rejse i 2011, så lagde jeg mig først ned igen i 2018! Det var efter jeg havde fået min “åbenbaring” omkring hvad egoet havde gang i, i mig selv . Men så turde jeg også ligge mig ned og ligge og lade mig flyde med i et stort rum af kærlighed og smukke visioner. Det kan føles så naturstridigt at sidde op. Hele ens krop vil bare ligge og smelte ned i madrassen. Men prøv at se om det ikke er muligt for dig at sidde op, du må gerne læne din ryg op af en væg eller en meditationsskammel eller andet. Det hjælper bare så meget til at have en fornemmelse, af ikke blot at blive kastet rundt i et vildt hav af det mest sindssyge trip overhovedet, men at man faktisk har en lille smule styring med hvad der foregår. Hvis du kan, så sæt dig op!

Det visuelle er ikke virkeligt. Det kan godt være meget overvældende visuelt at drikke ayahuasca. Nogle mennesker nyder meget at observere det visuelle, men jeg har på fornemmelsen at det er de mennesker, der har prøvet at drikke det rigtig mange gange og som derfor ikke længere flipper ud over det de ser. Du kan risikere at se en masse uhyggelige ting. Monstre og ghouls i et sådan omfang at det kan være svært at forestille sig, at man kan vende tilbage til verden med et normalt syn på den. De første gange jeg så hære af irgrønne skelet-zombies (det lyder sjovt, det var det ikke) komme imod mig for fulde hammer, så var jeg ret tæt på at forlade min plads i cirkelen og løbe skrigende bort. Hold øje med om det visuelle også har en forbindelse med kvalmen i dig eller med dine tanker. Jeg har oplevet mange gange, at hvis jeg ikke har kunne skræmme mig selv med hæslige tanker, så har tankerne forvandlet sig til monstre i stedet. Sådan nogle som ville få Ridley Scotts ‘Alien’ til at se nuttet ud. De er dog forsvundet med det samme jeg opdagede oprindelsen til dem. Måske kan det være tilfældet for dig også og du behøver ikke sidde og mosle med frygten for dem på dine rejser. Når min kvalme er allerværst, så kommer der en stor skriggrøn anakondaslange imod mig med gule øjne, skarpe tænder og en stor tunge, der hvisler af mig. Den kommer altid. Den hvisler og lokker og smisker med ord som giver mig endnu mere kvalme. I starten synes jeg ikke den var så sjov at se på. Nu ved jeg at den kommer for at lokke, sådan rasle kvalmen op af mig. For i det øjeblik jeg så har kastet op, så forvandler den sig altid til noget der er meget mere behageligt at se på. Sidst det skete blev den til hundrevis af små brune rottweilerhvalpe, som lå en en stor nuttet bunke med blottede bløde maver og store smil på. Det tror jeg ikke har den store betydning. Jeg tolker det ikke som at mit kald i livet er, at jeg skal opdrætte rottweilere. Det er blot et eksempel på, hvordan det visuelle kan følge det fysiske, altså her kvalmen. Det er nemlig ikke altid, at det visuelle betyder det store. Jeg kender til mennesker og har hørt om folk, som har fået store syn på deres ayahuascarejser. Syn som de virkelig har kunne bruge til noget. Men vær forsigtig med at tolke dem, for ofte kan vi komme til at tolke dem til, at vi er noget særligt. At vi er udvalgte, at Madre Ayahuasca og alle guderne og gudinderne har udvalgt os til en speciel mission. Det er vi ikke. Det er noget, der sker i et usikkert ego, hvilket leder mig videre til næste punkt.

Kend dit ego

Kend dig selv, kend dit ego. Det er desværre ikke et ukendt fænomen, at egoet i sin forskrækkelse over hvad der foregår på en ayahuascarejse, udnævner sig selv til at være den nye messias. Den kærlighed man kan føle på en rejse med den her medicin, den er så ‘totally mindblowing’, at egoet godt kan tage det personligt. Så egoet kan tro at det er noget særligt, siden det får lov til at føle den her kæmpeenorme kærlighed. Det er ikke usædvanligt at folk tager fra en ayahuascarejse og nu vil de ud og bedyre for resten af verden, de ‘sandheder’ de fik på deres rejser. Det kan godt blive lidt Moses på Bjerget-agtigt og det har aldrig været særlig kønt. Så det er den ene ting. Uanset hvad du bliver fortalt af lækkerier om, hvordan DU er den eneste i hele verden der kan gøre en forskel, og som kan heale hele Jorden, så er det ikke sandt. Du er en vigtig brik, men det er vi alle. Prøv at tage egoet ud af historien og så vil du opdage, at du er præcis lige så vigtigt og ikke-vigtig som alle os andre. Noget andet i forhold til egoet, det er at det er godt at kende det en smule på forhånd. Det er altså godt at kende til dine egne følelser af utilstrækkeligheder, af usikkerheder og af skam inden du drikker ayahuasca. Det er ikke en rar overraskelse at blive konfronteret med alt sit lort, mens man drøner derudaf med 150 km/t på et gigatrip. Det er godt at have en fornemmelse af, at det trods alt ikke er helt nyt det hele, så man også ved at det altså er en selv. Der sidder ikke en udefra og fodrer ens hjerne med ubehageligheder. Det hele sker i dig selv. Det er kun dit ego, der går bananas ikke andet. Det er også en virkelig værdifuld viden at have med sig på en rejse.

Har du spørgmål, kommentarer eller andet? Er der noget du kunne tænke dig at høre mere om eller få uddybet i forhold til mine indlæg om at drikke ayahuasca? Jeg vil meget gerne høre fra dig.

UGENS TO PINLIGE EPISODER

Selvhøjtideligheden er egoets forsvar

Noget jeg har opdaget er rigtig godt medicin mod egoet, er at dele pinlige episoder. Selvhøjtidelighed er et af egoets fine forsvarsmekanismer, mod at resten af verden opdager at det er præcis ligeså banalt som alle andre. Selvhøjtidelighed dækker over frygt, angsten for at andre ser at jeg er et uperfekt menneske.

Jeg er heldig, at jeg har gode venner (og en god mand) som jeg kan fortælle når jeg opfører mig mindre end helgenagtigt. Mine veninder og jeg deler troligt alle de gange hvor vi er gakket ud og har været trælse koner og kærester. Vi gør det for at tage luften ud af ego-ballonen. Ballonen som er fyldt med “jeg har ret og desuden er det faktisk andres skyld når jeg ikke opfører mig eksemplarisk”.

Det virker forbløffende godt. Vi kommer til at grine højt og længe af os selv og af hvor latterlige vi kan være. Når jeg deler med andre, at jeg f.eks. har været en sur kone, eller en skrap mor, så mister det magten over mig. For noget af det værste ved ikke at være den mest optimale version af mig selv, er skammen der følger med.

Tag luften ud af pinlighedens ballon

Skam elsker hemmeligheder. Skam elsker når jeg går med tingene selv, så kan det rigtig få lov til at vokse mens jeg forestiller mig hvordan alle andre er meget bedre mennesker og jeg må være et dårligere eksemplar end resten af menneskeheden tilsammen.

Så vi deler med hinanden. Vi opdager i fællesskab at vi er ens. At uanset hvor dejlige vi ellers er, hvor udviklede vi er, hvor bevidste, hvor spirituelle, så er vi altså også bare mennesker. Hvis du har mulighed for at gøre det samme med nogen i dit liv, så gør det endeligt. Egoet mister magten en lille smule mere hver eneste gang. Så næste gang det står i baggrunden og bjæffer sure kommentarer, så er det meget nemmere at grine af det indeni og lade være hvor det er. Indeni.

Det er godt at dele både de ting som er decideret skamfulde og de ting som ‘bare’ er pinlige. I denne uge oplevede jeg to tåkrummende ting, som jeg bestemte mig for at dele med min mand, selvom jeg faktisk mest havde lyst til at tage de to episoder med mig i graven. Nu får I dem også her, bare for rigtig at tage energien ud af pinligheden der stadig rumsterer i maven.

Kan I høre mig: KAMPRÅÅÅÅB!!!!

I mandags var jeg til karate og jeg stod sammen med min Sensei og trænede slag. Min Sensei er en lille tæt mand, lavet af stål. Så når vi træner med ham, så forventer han at vi giver den gas og for det første virkelig slår igennem med kraft. For det andet, så opfordrer han til at vi sætter lyd bag vores slag.

Det er rimeligt grænseoverskridende for mig, at slå på et andet menneske. Også selvom det menneske opfodrer til det og roser mig når jeg rigtig giver den gas. Noget andet er at råbe høje råb samtidig, det er ikke rigtig noget der sådan ligger naturligt til mig, at gå rundt og brøle på den måde.

Sensei sagde: ‘Når du slår på mig, så skal du sætte et højt ‘kiai’ på!’ Okay tænkte jeg, så råber jeg igennem nu! Jeg brølede så højt jeg kunne da jeg slog imod ham: KIAIIII!

Min Sensei så meget overrasket ud og så stillede han sig helt tæt på mig og sagde: ‘Anja, kiai er det japanske ord for ‘kampråb’. Så når du råber kiai til mig, så råber du altså: KAMPRÅÅÅÅB!

Hvilket lige fik mig til at blive en smule varm i kinderne. Jeg troede jo at jeg endelig gjorde det rigtigt og jeg gav virkelig slip og brølede højt ud i hallen med alle de andre karatedeltagere. Men altså, det havde så svaret til at jeg på dansk gik og råbte ordet ‘kampråb’. Det jeg skulle have gjort var at råbe en tilfældig høj brølelyd. Min Sensei foretrak ikke en mine. Hvilket jeg synes var meget sødt af ham. Jeg tog tilgengæld fra karate med den der mærkelige følelse i maven af at have været helt vildt pinlig.

Anja Dalby Pinlig

For 5 kr. cool, tak

Torsdag skulle jeg i trommegruppe i Aarhus og jeg havde et par timer fri inden, hvor jeg glad tullede rundt i byen. Jeg havde en rigtig god dag. Jeg følte mig fri og godt tilpas. Solen skinnede og jeg tænkte at jeg ville gå ind og se på en gave til min mand, som har fødselsdag om lidt. Da jeg gik ind i butikken, så var der kun unge mænd derinde og jeg følte skiftet i butikkens energi, af at nu kom der en voksen dame gående. Det medvirkede til at jeg sådan lige følte mig lidt sej faktisk. Jeg synes selv lige at jeg var ret cool. At jeg turde gå ind i sådan en butik, som ellers havde hipster skrevet ud over det hele.

Glad (og med lidt ekstra rank ryg) gik jeg hen til disken og bad om at få vist noget der lå i en glasmontre. Den venlige unge ekspedient tog en bakke ud med de ting jeg gerne ville se på. Jeg nåede lige at tænke: ‘Det går godt. Sikke en dejlig dag. Og nu står jeg endda her og ser på gaver til David.’ Da jeg bøjede mig ned over bakken med ting, sammen med den venlige unge mand, så skete der det underlige, at jeg tabte et stykke hud.

Et stykke hud. Et hvidt stykke skæl fra mit ansigt dalede ligeså stille ned i bakken med de fine ting. Den unge mand så det. Jeg så det. Han så sådan lidt underligt op på mig, som om han lige skulle undersøge mit ansigt for flere frithængende stykker skind.

Hudskæl(v) og den rette ego-medicin

Altså, jeg har ikke tør hud. Jeg har da aldrig nogensinde før tabt et stykke hud på den måde, men en gang skal åbenbart være den første.

Jeg panikkøbte en ting fra bakken, noget var jeg ligesom nødt til at gøre, for at veje op for at jeg havde stået og skællet ned i deres inventar. Megaflov tænkte jeg resten af dagen på hvordan jeg var gået fra at føle mig som en cool voksen dame, til en lidt snusket type som stod og tabte stykker af mit ansigt ned i en hipsterbutiks montre.

Tak fordi jeg måtte dele de her ting med dig. Jeg kan mærke, at mine tæer allerede er i gang med at rette sig ud. Når jeg deler så tager alvoren jeg ud af det som ellers var ret pinligt for mig. Måske har du også steder, hvor du kan dele dine pinligheder, det er fantastisk ego-medicin!