Skamløs

På engelsk betyder ordet Shameless:

1. Lacking any sense of shame: immodest; audacious.
2. Insensible to disgrace.
3. Showing no shame.

På dansk betyder ordet Skamløs:

1. Som er (eller vidner om at man er) blottet for skam og almindelig moralfølelse.
2. Som chokerer ved sin mangel på sømmelighed.

At være skamløs er jo egentlig i min optik en positiv ting. Tænk sig at være fri fra skam! Oh hvilken glæde! Hvilken frihed jeg ville kunne gå ud i livet med. Så ville jeg turde være mig selv. I en hvilken som helst sammenhæng jeg var i, for jeg behøvede ikke være bange for efterspillet i mig selv. Så behøvede jeg ikke være nervøs for om, jeg nu kommer til at tænke, at jeg var for meget, for grov, for ‘sjov’, om jeg fyldte for meget eller for lidt. Så ville jeg kunne se tilbage på alt i mit liv uden nogensinde at få et sug i maven af uro over, at der gik jeg vist over grænsen.

Egoet & Skam (BFF)

Det som jo er interessant ved at læse de forskellige ordbøgers definition på at være skamløs, det er der, hvor deres udgangspunkt for skam er og hvor mit er. I ordbøgernes definition, der bliver skam set som noget positivt. Noget der forhindrer mig i at gå amok i usømmelig adfærd.

Forskellen er, at jeg går ud fra (fordi jeg kan mærke det i mig), at skam sidder i egoet. Det er kun egoet, der kan skamme sig over egoet. Den del af mig som den store bevidsthed, kernen, sjælen osv., ville aldrig nogensinde skamme sig over sig selv. Den del af mig, som ikke er egoet, kan jeg mærke er den del, som er forbundet med alle andre mennesker. Vi kan også kalde det for hjertet. Mit hjerte banker i samme takt som alle andres, og jeg føler mig forbundet med alt omkring mig på en måde, som jeg aldrig gør når jeg er i egoet. I egoet er jeg ensom og alene. Når jeg er i hjertet, så føler jeg kun uendelig kærlighed og omsorg til alting her, inkl. mig selv.

Hvis jeg derimod går ud fra, at jeg altid er i egoet, så er det klart at skam er en smart ting. For hvis mit ego ikke kunne føle skam, ja så ville jeg nok være rimelig irriterende at være sammen med. Så ville jeg aldrig tage hensyn til andre, og jeg ville afbryde, fortælle upassende jokes, og vælte mine egne meninger ud over dem jeg var sammen med.

Jeg vil være skamløs

Mit ‘mål’ er dog at være 100% skamløs. Det er ikke fordi jeg tror, at jeg på noget tidspunkt kan blive 100% uden ego, slet ikke. Men det må være muligt at komme dertil, hvor alt hvad egoet kan finde på af tosserier bliver mødt med rummelighed og hjerte – og ikke en mur af skam og ondt i maven. Skammen gør mig nemlig aldrig til et bedre menneske. Skammen gør mig bange og nervøs og får mig til at dukke nakken.

At være skamløs er nok en rimelig psykopatisk ting at være, hvis man er en person, der hele tiden er i sit ego og aldrig nogensinde kan mærke sit hjerte. For i det tilfælde er det jo egoet, der holder øje med egoet og det er smart nok, hvis egoet er totalt gak. Men hvis jeg kan være i mit hjerte og være der når jeg også er sammen med andre mennesker, så må det at være skamløs være målet. Så er det ikke egoet, der dømmer egoet, men hjertet der elsker og accepterer alt, hvad egoet også indeholder og så vil jeg aldrig være uden almindelig moralfølelse. Hjertet er moralfølelsen. Hjertet vil aldrig skade andre eller gøre dem ondt, det vil altid gå efter fred.

At være i hjertet uden skam

Hvis jeg var skamløs, så ville jeg selvfølgelig stadigvæk være påpasselig med, hvordan jeg var over for andre. Det ville ikke betyde, at jeg ville tromle ud i verden og mase alt og alle på min vej. Men til gengæld, hvis jeg var skamløs, så ville jeg aldrig være bange for hvad andre tænkte. For fakta er, at jeg faktisk ret sjældent er et ubehageligt menneske over for andre. Det tror jeg egentligt ikke mange af os er. Men jeg kan være meget nervøs for, hvad andre tænker om mig, hvad de har af domme over mig. Hvis jeg var fri for skam, så ville andres meninger ikke betyde noget (eller de fiktive meninger jeg opfinder i mig selv). Selvfølgelig ville det betyde noget, hvis nogen fortalte mig direkte, at jeg havde været vildt grov. Men i realiteten, så er det altså kun meget, meget få gange jeg har fået den besked i mit liv. Men skammen den efterlod i mig har været enorm. Så frygten for at få sådan en besked igen gør altså, at jeg hellere på forhånd må skamme mig over min opførsel, inden jeg når at få besked fra andre om, at jeg har været træls.

Den der skam, der følger helt normal adfærd, som egoet altså pludselig kan blive nervøs for bliver tolket forkert, og derfor får jeg ubegrundet ondt i maven, den behøver jeg ikke leve med. Den gør mig aldrig til et bedre menneske. Den gør mig altid mindre og den fylder mig ikke med selvkærlighed, tværtimod.

Det var mange ord om skam og om at være skamløs. Giver det overhovedet mening? Hvad tænker du om det? Det er rimeligt svært at skrive om, da det er så abstrakt, men jeg vil meget gerne høre, hvad du tænker.

Hvad er kambo?

Kambo er gift fra en frø, som lever i Sydamerika. Frøen bliver spændt op og stresset, så den producerer giften, og giften bliver så skrabet af kroppen på frøen og opbevaret. Frøen bliver herefter sat fri igen og lider ikke overlast ved indfangningen. Den oprindelige befolkning, som indfanger frøerne, kalder på dem ved at imitere frøens lyd. Så kommer frøen hoppende, bliver fanget og bliver så sur over fangenskabet, hvorved den producerer giften.

Giften bliver brugt til at komme på huden af mennesker, men først bliver der brændt et lille hul i huden, hvor giften bliver lagt i.

Hvordan føles det at få kambo?

Når man får kambo på huden kommer der en kropslig reaktion. Det kan bedst beskrives som instant influenza. På utrolig kort tid får man: Varme i kroppen, måske rystelser, sved, hævelser i ansigt og i halsen og så begynder man at kaste op. Ligesom når man drikker ayahuasca, så er purging en del af oplevelsen. Som regel oplever man også, at det kommer ud den anden vej og man må rende på toilettet.

Det lyder jo rimeligt åndssvagt at gøre. Frivilligt at få brændt hul i huden (ja, av!) for derefter at få lagt gift på det åbne sår, som så giver en virkelig ubehagelig, fysisk reaktion. Den fysiske reaktion varer dog ikke mere end 30-45 minutter, så det er bestemt til at holde ud. Men hvorfor overhovedet gøre sådan en ting?

Første gang jeg blev introduceret til kambo var sidste år. Det var efter en ayahuasca-ceremoni, hvor vi alligevel havde været fastende i mange timer (det er vigtigt at faste før kambo), så derfor var det ligesom ‘oplagt’ at tage kambo bagefter.

Jeg fik straks alle symptomerne, jeg havde hørt, at giften giver. Virkelig stærkt ubehag. Men altså, efter en nat med ayahuasca, så virkede det overkommeligt. Ubehaget var trods alt meget hurtigt ovre. Ikke som ved ayahuasca, hvor jeg har oplevet at sidde med den værste kvalme i 8 stive timer og ikke kunne kaste op.

Kamboen ligges som sagt i små huller, der brændes i huden Jeg fik vist 4 eller 5 første gang, jeg prøvede det. Siden første gang har jeg prøvet det ialt 4 gange, og jeg er på vej til min 5. gang kambo. Sidste gang fik jeg 9 prikker, og jeg blev virkelig syg. På en helt anden måde end de andre gange, så jeg tror lige jeg holder mig til 9 prikker et stykke tid …

Få fat i jorden og stå stærkt i dig selv

Jeg har fundet to gode artikler om kambo. De er meget forskellige, men hvis du er interesseret i at vide mere om, hvad kambo er for noget, og hvad det er godt for, så kan du læse mere her og her.

Kambo er ikke hallucinerende som ayauashca f.eks. er det. Den fysiske reaktion, der kommer er altså kun det kropslige ubehag. I de artikler jeg linker til herover står der rigtig meget om, hvad kambo er godt for. Jeg vil også fortælle om min erfaring med kambo.

Det som jeg meget tydeligt kan mærke er, at det er som om jeg står fastere i mig selv. Jeg kan ikke sådan væltes omkuld, hverken af en almindelig forkølelse eller af omstændighederne i mit liv. Jeg har altså fået mega-meget jordforbindelse.

Farvel ængstelse, bekymringer og mindreværd

Meget ængstelse er forsvundet fra mig. Det samme med bekymringer. Jeg tror mere på mig selv. På en helt anden måde end jeg har oplevet før. Det er som om jeg tager min plads nu. Igennem det sidste halve år, hvor jeg har fået kambo, der har jeg fået sagt fra overfor nogle meget dårlige relationer jeg har været i nærmest hele mit liv. Og det ved jeg ikke er tilfældigt. Hvor jeg før gravede og gravede indad for at finde mit eget ansvar for de dårlige relationer og arbejde med det, så er der nu kommet en helt anden styrke ind i mig.

Pludselig blev det hele så simpelt. Dem der ikke behandler mig godt, dem behøver jeg ikke bruge mit liv på. Jeg skylder ikke nogen noget. Så jeg er altså blevet rigtig god til at mærke mine egne grænser også. Efter en temmelig kaotisk opvækst, så har det været et stort emne for mig hele mit voksne liv, at lære at mærke mine egne grænser og italesætte dem over for andre, uden at være bange for deres reaktion.

Pludselig er det ikke noget problem og det er meget uvant for mig. Pludselig kan jeg så nemt som ingenting mærke, at det her er ikke kærligt overfor mig, og jeg kan endda sige fra på en ordentlig måde. Det er også nyt! Før i tiden har jeg oplevet, at når jeg så endelig sagde fra, så blev det så skingert og råbende, at ingen (inklusiv mig selv) alligevel kunne høre hvad der blev sagt.

Nu er jeg ikke længere bange for om andre bliver sure over, at jeg fortæller, hvordan jeg har det. Jeg står helt roligt i mig selv og passer på mig som det allerførste.

Et kæmpe skud selvkærlighed & selvtillid

Effekten af kambo kan for mig beskrives på følgende måde: Jeg har det som om jeg pludselig har fået et ordentligt skud selvtillid og ikke mindst selvkærlighed. Jeg har det som om, at det bliver tilført mig igennem giften. Og hvordan det kan lade sig gøre, det ved jeg ikke. I en af de artikler jeg linker til herover står der, at kambo renser smertekroppen og afbalancerer chakraerne. Det giver rigtig god mening for mig for jeg har det virkelig som om jeg bliver mere MIG. Som om alle gamle historier bliver skrællet af, og jeg står frisk og ny, med rigtig gode stærke ben ned i jorden, en vildt god forbindelse opad og vågne, åbne øjne at se ud af.

Jeg har det som om, jeg er blevet vaccineret. Ikke bare mod bakterier som kambo også virker mod, men vaccineret mod usikkerhed, mindreværd og mine egne historier om hvem jeg er, og hvad jeg kan.

Jeg kan kun anbefale kambo. Skriv til mig, hvis du gerne vil høre mere om min erfaring.

Krop, kræft & søvn

Efter jeg i 2004, som 29-årig blev opereret for kræft, har jeg haft nogle problemer med min krop. Det er ‘helt almindelige’ operationsskader og eftervirkninger på de operationer, der bliver udført i forbindelse med en kræftdiagnose.

For mig betyder det, at jeg nogle gange ikke sover så godt. Jeg sover uroligt og bliver hele tiden vækket af min krop, som er øm og gør ondt. Det er der ikke noget nyt i. Det lever jeg med og lærer hele tiden, hvordan jeg kan passe bedre og bedre på min krop, så jeg får bedre søvn, som så igen er bedre for min krop osv.

Min mand, David, er virkelig et A-menneske. Det er ikke fordi jeg ikke er det, men jeg er ikke et A-menneske, som vågner frisk kl. 5. Jeg vågner frisk kl. 8, og synes jeg er rigeligt A-menneske på den måde.

Løgn på lager

David vækker mig stort set hver dag med en kop te på sengen. Han vækker mig, og så spørger han mig om, hvordan jeg har sovet. For et par måneder siden, hørte jeg ham første gang svare mig sådan her, efter jeg havde sagt, at jeg ikke havde sovet vildt godt: ‘Åh øv. Kunne du ikke bare én gang sige, at du havde sovet godt.’

Første gang David sagde sådan til mig, så krympede alt inden i mig, og jeg fik akut meget ondt i maven. Jeg blev helt stille, og så bestemte jeg mig for, at fra nu af, så ville jeg lyve om, hvordan jeg havde sovet. Jeg ville lyve, så David ikke synes det er træls, at jeg ikke altid sover godt. Jeg ville lyve, så jeg undgik at blive konfronteret med, at lige på det her punkt, der var min mand altså ikke så kærlig og rummelig som jeg ellers synes han er.

Tredje gang er …

Så skete det en gang til. Han spurgte, hvordan jeg havde sovet, og jeg svarede ærligt. David sagde præcis det samme igen, og jeg fik præcis lige så ondt i maven, som første gang han sagde sådan. Nu var jeg bare også irriteret på mig selv, for jeg havde jo aftalt, at jeg ville lyve om min søvn og så gjorde jeg det ikke alligevel. Og nu sad vi her, hvor han var træt af, at jeg ikke havde sovet godt, og jeg var træt af at han var træt af det.

Trejde gang jeg kom til at sige sandheden og svare, at jeg faktisk havde sovet rigtig dårligt, så sagde David præcis det samme igen, som han havde gjort de to gange før: ‘Åh øv. Kunne du ikke bare én gang sige, at du havde sovet godt.’ Men denne gang, så spurgte jeg ham, hvorfor han blev irriteret over at høre, at jeg ikke sov godt. Når han sagde de ord til mig, så betød det, at jeg troede, at hvad jeg sagde til ham, betød at han synes jeg var ynkelig. At jeg er en belastning fordi jeg nogle gange har ondt i mine ben. At jeg gerne vil være et offer og få opmærksomhed på grund af manglende søvn.

David så på mig, fuld af forundring. Hans svar var: ‘Nej jeg siger ‘om du ikke bare kunne sige én gang, at du har sovet godt’ fordi jeg elsker dig og fordi jeg ønsker for dig, at du sover godt hver eneste nat.’

Tjek din overbevisning

Det var virkelig en overraskelse for mig! At det var det, han mente. Pludselig kunne jeg godt se, at jeg havde aflæst ham fuldstændig forkert og fået ham til at passe ind i min frygt for, hvordan han måske kan se mig, uden at tænke på, at han altid taler kærligt til mig. At han aldrig er nedladende eller irriteret på mig. Hvorfor i alverden skulle han være irriteret over, at jeg måske ikke havde sovet godt? Det gav jo absolut ingen mening. Men til gengæld gav det mening, at han sagde hvad han havde sagt, ud af kærlighed og omsorg. Hvad ellers? Han er jo min mand. At tro andet, er jo direkte skørt …

Når jeg tænker på de små misforståelser der kan opstå, selv mellem mennesker der elsker og holder af hinanden, så er det ikke svært at forstå hvordan hele nationer kan gå galt i byen i kommunikationen med andre. Øvelse, øvelse, øvelse … Jeg bliver ved, det er den eneste vej til fred, på alle planer.

Social angst

Der er mange ting jeg stadig er bange for. Jeg er blevet meget modigere end jeg var før i tiden, hvor jeg kæmpede rigtig meget med angstanfald og social angst. I en grad som var virkelig invaliderende for mig. På et tidspunkt boede jeg på kollegie i Risskov ved Aarhus. Her barrikaderede jeg mig på mit værelse med rugbrød og leverpostej, fordi jeg ikke turde gå ud og bruge køkkenet, hvor de andre studerende var. Det var en rimelig ensidig kost og selvom mit forrådskammer ofte mugnede i den sommer, jeg boede der, så turde jeg stadig ikke gå ud og bruge køleskabet i fællesområdet.

At blive mor som 24 årig, katapultede mig direkte ud i virkeligheden. Nu kunne jeg ikke længere gemme mig. Jeg var nødt til at tale med læger, pædagoger, lærere, andre forældre. Jeg var nødt til at gå til møder og sidde i forsamlinger, hvor jeg troede, jeg skulle dø af skræk, når vi skulle sige, hvem vi var forælder til. Første gang jeg skulle i mødregruppe, og vi skulle præsentere os selv (for de 5 andre mødre og babyer), fik jeg et blackout. Jeg forlod min krop, hvor jeg så hele gruppen og mig selv sidde om det bord i Sølystgades beboerhus i Aarhus, hvor vi holdt vores første mødregruppe. Jeg gik simpelthen ud af min krop af frygt for at være i den, mens jeg præsenterede mig selv og min søn for de andre mødre.

Får du angst af dit job?

Jeg troede naturligvis kun, at det var mig, der havde det sådan. Jeg kendte ingen andre mennesker, som talte om at være bange for ting. Alle andre virkede som om de var helt cool og afslappede i alle de situationer, jeg mødte dem i. At have angst var ikke noget jeg kendte til, og ikke noget jeg havde hørt andre tale om.

I dag ved jeg dog at rigtig mange mennesker har angst hver eneste dag. Ikke bare at være introvert og sådan en smule generthed, men invaliderende angst. Og alligevel går de på arbejde, passer børn, handler ind, går til møder, er gode forældre, børn og borgere i verden.

Rigtig meget af det som folk i dag lider af er den sygdom, der kommer af at arbejde for meget. Mange får, som vi ved stress og altså også angst af deres job. Den angst jeg led af som yngre er ikke forskellig fra den måde folk får det af deres job i dag. Det er de samme mekanismer, der er på spil.

En sund reaktion på en usund verden

Angst og stress er ikke usundt. Det er en sund reaktion på et liv, der går for stærkt. Vi er som mennesker slet ikke gearede til at være i det her yang-mode hele tiden. Vores tid til yin og tilbagetrækning og afslapning, er skemasat og meget ufrit i vores moderne liv. Vi kan tydeligt se det på planeten som afspejler os så smukt. Mange århundreder med aggressivt yang-mode fra menneskenes side, har gjort vores planet slidt og tyndhudet. Planeten er stresset. Der eksisterer meget få steder i dag på Jorden, hvor den ikke bliver udsat for en eller anden form for stress. Døgnet rundt.

Ligesom vi selv reagerer ved at blive syge, når vi er stressede, så gør planeten det samme. Det er sundt nok. Problemet for vores vedkommende, altså os mennesker er bare, at det måske er os, der taber. Planeten skal nok overleve. Ligesom en influenza er taberen i vores krop. På samme måde vil vi måske være dem, der taber i vores kamp for at overtage Jorden.

Vi tør alle noget

Når jeg laver udesidninger, så er det jeg oftest hører, at folk ikke tør deltage, fordi de er bange for mørket eller for større dyr eller for flåter f.eks. Mørket og alverdens kryb og kravl generer mig ikke det mindste. Men jeg kan stadig få hjertebanken over at gå en tur i Brugsen.

Jeg kender mange mennesker, som har vilde jobs. Som rejser og holder taler for mange mennesker og store forsamlinger. Som skal præstere hver eneste dag, og hvor der ligger et stort ansvar på deres skuldre. Det synes jeg er helt vildt, at de tør. De synes til gengæld, at det er vildt, at jeg tør sidde i skoven alene om natten.

Det er så forskelligt, hvad vi tør. Hvor vores komfortzone er. En komfortzone opstår, når vi har prøvet ting tilstrækkeligt mange gange til, at vi har erfaret, at det kan vi godt. Når vi så har den erfaring, så kan vi bevæge os videre til den næste udfordring og efter et stykke tid, så vil den også blive en del af ‘os’. Af hvad vi tør, og hvor vi føler os komfortable.

Denne her går ud til alle I seje mennesker

Nogle af de ting jeg gør nu, havde jeg virkelig svært ved at se mig selv gøre for 20 år siden, da jeg lå med galopperende angst på et kollegieværelse og spiste muggent rugbrød. Bare det at sidde her og skrive ud til en masse læsere er helt vildt angstprovokerende. Men ligesom du tør nogle ting nu, som du sikkert ikke turde gøre tidligere i dit liv, så bevæger vi os når, vi føler os kaldet til noget. Jeg føler mig meget kaldet til det her arbejde. Så må mit ego og dets frygt vige pladsen for, at jeg kan få lov at tale om de her ting på denne platform.

Faktisk ved jeg ikke hvad jeg ville med det her indlæg. Hvilket også gør mig urolig og nervøs. Udover at jeg gerne vil sige, at jeg synes der er så mange seje mennesker i verden, som hver dag udfordrer dem selv. Også for andres skyld. Fordi de ikke kan lade være. Fordi de tror, at det gør verden til et bedre sted at gøre, det de gør. Tak til jer, fordi I ikke lader jer styre af jeres frygt. Jeg ved om nogen, hvor hæmmende den frygt kan være.