HVAD TØR DU?

Social angst

Der er mange ting jeg stadig er bange for. Jeg er blevet meget modigere end jeg var før i tiden, hvor jeg kæmpede rigtig meget med angstanfald og social angst. I en grad som var virkelig invaliderende for mig. På et tidspunkt boede jeg på kollegie i Risskov ved Aarhus. Her barrikaderede jeg mig på mit værelse med rugbrød og leverpostej, fordi jeg ikke turde gå ud og bruge køkkenet, hvor de andre studerende var. Det var en rimelig ensidig kost og selvom mit forrådskammer ofte mugnede i den sommer, jeg boede der, så turde jeg stadig ikke gå ud og bruge køleskabet i fællesområdet.

At blive mor som 24 årig, katapultede mig direkte ud i virkeligheden. Nu kunne jeg ikke længere gemme mig. Jeg var nødt til at tale med læger, pædagoger, lærere, andre forældre. Jeg var nødt til at gå til møder og sidde i forsamlinger, hvor jeg troede, jeg skulle dø af skræk, når vi skulle sige, hvem vi var forælder til. Første gang jeg skulle i mødregruppe, og vi skulle præsentere os selv (for de 5 andre mødre og babyer), fik jeg et blackout. Jeg forlod min krop, hvor jeg så hele gruppen og mig selv sidde om det bord i Sølystgades beboerhus i Aarhus, hvor vi holdt vores første mødregruppe. Jeg gik simpelthen ud af min krop af frygt for at være i den, mens jeg præsenterede mig selv og min søn for de andre mødre.

Får du angst af dit job?

Jeg troede naturligvis kun, at det var mig, der havde det sådan. Jeg kendte ingen andre mennesker, som talte om at være bange for ting. Alle andre virkede som om de var helt cool og afslappede i alle de situationer, jeg mødte dem i. At have angst var ikke noget jeg kendte til, og ikke noget jeg havde hørt andre tale om.

I dag ved jeg dog at rigtig mange mennesker har angst hver eneste dag. Ikke bare at være introvert og sådan en smule generthed, men invaliderende angst. Og alligevel går de på arbejde, passer børn, handler ind, går til møder, er gode forældre, børn og borgere i verden.

Rigtig meget af det som folk i dag lider af er den sygdom, der kommer af at arbejde for meget. Mange får, som vi ved stress og altså også angst af deres job. Den angst jeg led af som yngre er ikke forskellig fra den måde folk får det af deres job i dag. Det er de samme mekanismer, der er på spil.

En sund reaktion på en usund verden

Angst og stress er ikke usundt. Det er en sund reaktion på et liv, der går for stærkt. Vi er som mennesker slet ikke gearede til at være i det her yang-mode hele tiden. Vores tid til yin og tilbagetrækning og afslapning, er skemasat og meget ufrit i vores moderne liv. Vi kan tydeligt se det på planeten som afspejler os så smukt. Mange århundreder med aggressivt yang-mode fra menneskenes side, har gjort vores planet slidt og tyndhudet. Planeten er stresset. Der eksisterer meget få steder i dag på Jorden, hvor den ikke bliver udsat for en eller anden form for stress. Døgnet rundt.

Ligesom vi selv reagerer ved at blive syge, når vi er stressede, så gør planeten det samme. Det er sundt nok. Problemet for vores vedkommende, altså os mennesker er bare, at det måske er os, der taber. Planeten skal nok overleve. Ligesom en influenza er taberen i vores krop. På samme måde vil vi måske være dem, der taber i vores kamp for at overtage Jorden.

Anja Dalby: Hvad tør du? Anja sidder i en stol i haven med sin kat Jonna i favnen. Anja kigger ud i haven, mens Jonna kigger på fotografen.

Vi tør alle noget

Når jeg laver udesidninger, så er det jeg oftest hører, at folk ikke tør deltage, fordi de er bange for mørket eller for større dyr eller for flåter f.eks. Mørket og alverdens kryb og kravl generer mig ikke det mindste. Men jeg kan stadig få hjertebanken over at gå en tur i Brugsen.

Jeg kender mange mennesker, som har vilde jobs. Som rejser og holder taler for mange mennesker og store forsamlinger. Som skal præstere hver eneste dag, og hvor der ligger et stort ansvar på deres skuldre. Det synes jeg er helt vildt, at de tør. De synes til gengæld, at det er vildt, at jeg tør sidde i skoven alene om natten.

Det er så forskelligt, hvad vi tør. Hvor vores komfortzone er. En komfortzone opstår, når vi har prøvet ting tilstrækkeligt mange gange til, at vi har erfaret, at det kan vi godt. Når vi så har den erfaring, så kan vi bevæge os videre til den næste udfordring og efter et stykke tid, så vil den også blive en del af ‘os’. Af hvad vi tør, og hvor vi føler os komfortable.

Denne her går ud til alle I seje mennesker

Nogle af de ting jeg gør nu, havde jeg virkelig svært ved at se mig selv gøre for 20 år siden, da jeg lå med galopperende angst på et kollegieværelse og spiste muggent rugbrød. Bare det at sidde her og skrive ud til en masse læsere er helt vildt angstprovokerende. Men ligesom du tør nogle ting nu, som du sikkert ikke turde gøre tidligere i dit liv, så bevæger vi os når, vi føler os kaldet til noget. Jeg føler mig meget kaldet til det her arbejde. Så må mit ego og dets frygt vige pladsen for, at jeg kan få lov at tale om de her ting på denne platform.

Faktisk ved jeg ikke hvad jeg ville med det her indlæg. Hvilket også gør mig urolig og nervøs. Udover at jeg gerne vil sige, at jeg synes der er så mange seje mennesker i verden, som hver dag udfordrer dem selv. Også for andres skyld. Fordi de ikke kan lade være. Fordi de tror, at det gør verden til et bedre sted at gøre, det de gør. Tak til jer, fordi I ikke lader jer styre af jeres frygt. Jeg ved om nogen, hvor hæmmende den frygt kan være.

HVAD FÅR JEG UD AF DET?

Jagten på gevinsten

For et stykke tid siden, var jeg til frisør og hun spurgte mig, hvad jeg laver til daglig. Jeg fortalte om hjemmesiden her og jeg fortalte om de workshops i udesidninger, jeg har planlagt for i år. Det spørgsmål som dernæst kom fra min frisør fik mig til at tænke rigtig meget. Hun spurgte nemlig:

Hvad får jeg ud af det? (Altså i dette tilfælde af at deltage i en udesidning).

Og det er jo et rigtig godt spørgsmål. Det er så godt et spørgsmål, at det er det man prøver at besvare i al markedsføring. Hvad får du ud af det? Hvad får du ud af at købe det her produkt, og hvordan kan det bidrage positivt til dit liv. Det er jo sådan alt salg er og det er ikke nogen hemmelighed eller stor afsløring. Når jeg fortæller om alle fordelene ved at lave en udesidning, altså, hvordan det kan gøre en stor forskel for en person at lave en udesidning, så er det det samme: Hvad får du ud af det.

Men. Der var også noget ved det spørgsmål fra min frisør, som fik trykket på nogle knapper i mig. For det er så symptomatisk for vores tid, at alt hvad vi gør, det gør vi for ‘at få noget ud af det’. Vi mediterer, går til yoga, har spirituelle praksisser, fordi vi ved, at der er nogle gevinster ved at gøre det. Der er nogle kontante effekter, vi opnår når vi f.eks. mediterer. Vores blodtryk sænkes, vi bliver mindre stressede, vi får større overskud osv. Og det er alt sammen meget dejligt og bestemt noget, der har godt af at blive øget i vores liv.

Men i den her jagt på ‘hvad får jeg ud af det’, så har vi glemt noget andet vigtigt. Det er som om, at alt hvad der har med spiritualitet og selvudvikling er blevet kuppet af ‘videnskaben’ og dernæst af markedsføring. Det er så dejligt, at det nu er muligt at måle, hvordan f.eks. meditation har en fremragende effekt på vores krop og sind. Det er skønt! Problemet er, at vi vænner os til at spørge, hvad vi kan bruge ting til og så vælge ud fra det parameter istedet for, hvad vi har lyst til.

Just do it

Sikke nogle underlige stive liv, vi kommer til at leve, hvis vi hele tiden vælger ud fra ‘hvad får jeg ud af det’ i stedet for ‘hvad har jeg lyst til bare fordi’.

Skal man altid vide, hvad man får ud af alting før man gør det? Prøv at tænke over, hvordan dit liv ville have set ud, hvis du kun havde gjort de ting, hvor du vidste at det her opnåede du noget bestemt ved. Hvad med alle de gange, hvor impulser og intuitionen har ledt dig? Hvor du ikke vidste, hvorfor du gjorde som du gjorde, men bare ikke kunne lade være, af ren og skær lyst?

Hvad får du ud af at nusse dit barn på kinden? At sidde i solens første forårsstråler? At kysse din elskede? Hvad får du ud af at gå en tur bare fordi det er dejligt? Hvad får du ud af at lege? At være kreativ?

Har kapitalismen også kuppet dig og din spiritualitet?

Det som i virkeligheden lokker rigtig mange mennesker ind i den spirituelle verden er tanken om at manifestere det som, de ønsker sig. At de kan komme i det berygtede (og vidunderlige) flow. Og hvorfor er det, at så mange mennesker ønsker det? Hånden på hjertet, så er det for mange et økonomisk spørgsmål. Det er fordi vores liv er så megapressede af arbejde, og at ingen af os nogensinde får det her økonomiske overskud, som gør at vi kan tage 2 år ud af kalenderen og bare rejse verden rundt. Manges interesse i spiritualitet og selvudvikling kommer altså ud af et sted, hvor de egentligt bare ønsker sig nogle flere penge. Og det er forståeligt nok, for rigtig mange er ved at drukne i deres hamsterhjul.

Så kapitalismen kupper også spiritualiteten. Her er endnu et middel til at blive rig! Bare køb den her bog, deltag i det her kursus, visualiser på livet løs og hvis der ikke sker noget, så skal du bare købe noget mere!

Søg med din sjæl

Men hvad får du ud af det? Du kommer til at løbe hovedløs rundt efter endnu et quick fix som kan ordne din økonomi, så du endelig kan blive så fri som du ønsker at være det. Så du endelig kan leve livet. Så du endelig kan slappe af, og gøre alt det du har lyst til …

Jeg kan ligeså godt sige det som det er. Det kommer ikke til at ske. Du bliver ikke rig af at bruge mange penge på at blive det. Det der sker, er at du træder ind i endnu en købsspiral, hvor du mister dig selv og din egen fornemmelse af, hvad der er godt for dig. Når du søger efter: Hvad får jeg ud af det? Så søger du med dit ego. Det kommer der aldrig noget positivt ud af.

Søg med din sjæl. Tillad dig selv at mærke efter. Bare mærk. Er det her noget for mig? Undgå at læse salgsteksterne til kurser eller andre ting. De er kun designet til at tale til dit ego, og de vil altid tale ind i usikkerhed, og det du tror du mangler i dit liv.

Big Magic

Hvor tit vælger du at tilføre noget i dit liv, alene af den grund, at det kunne være sjovt at gøre? Det er meget nemt at falde i en beregnende voksen-fælde, hvor alting bliver så kalkuleret og hvor ting i ens liv, kun må eksistere der, hvis der er et formål. Noget man får ud af det.

Noget af det som du vil opleve, at du får istedet for, når du ikke spørger hvad du får ud af det, det er noget helt uventet. Det er eventyr. Det er liv. Det er sommerfugle i maven. En følelse og en stærk fært af at livet er magisk. Det er smil, glæde, lykke. Det er en kontakt med og klar fornemmelse af, at der er andet på spil her på Jorden. At du ikke er alene. At du er forbundet. Når du følger din lyst fordi du ikke kan lade være, så vil et skridt tage det næste, og du vil ende lige der, hvor du rent faktisk føler, at du lever et liv i overflod og overskud. Det er en meget billigere og sjovere genvej.

Og hvis du har brug for inspiration til uventede, eventyrlige oplevelser, så anbefaler jeg altid at læse Elizabeth GilbertsBig Magic‘.

MIN STØRSTE FJENDE

Når karate bliver mental træning

Til karatetræning spurgte min sensei (japansk for træner) mig retorisk, hvem der er min største fjende. Det var lige efter han havde sagt: ‘Anja, i karate siger vi, at vi elsker smerte’. På det tidspunkt stod mine lår og mavemuskler i flammer indeni af den træning, vi lige havde lavet, og jeg var ikke helt der, hvor jeg ligefrem kunne sige, at jeg elskede den smerte. Så da han spurgte mig, hvem min største fjende var, var jeg på baggrund af hans sidste spørgsmål ikke sikker på, at jeg kunne give ham det svar, han ville have.

‘Du er din største fjende Anja. Det er dig.’

Min erfaring har lært mig, at jeg ikke skal sige sensei imod. I karate er der (åbenbart) ikke så meget at diskutere. Så jeg lod klog af skade være med at sige noget til hans udsagn.

Hvem bremser mig?

Det min sensei mener er, at det er mig der bremser mig i de stillinger, vi laver. Det er mig, der bremser mig, når jeg synes at fire (who am I kidding) armbøjninger er nok til, at jeg må lægge panden på gymnastikgulvet og pruste, i stedet for at tage fire til – hvilket i øvrigt ikke ville være en opgave, der var fysisk mulig at udføre på nuværende tidspunkt.

Det er mig, der bremser mig, når sensei siger, at vi skal lave rullefald. Cirkelspark. Gå i bro. Lave vejrmøller og jeg kunne blive ved. Det er mig, der bremser mig, når jeg forsigtigt står og tripper og er bange for at kaste min krop ud i øvelserne.

Det har han helt ret i. Det er i hvert tilfælde ikke sensei, der bremser mig. Han fylder mig til gengæld med blå mærker fordi han maser, skubber, sparker og slår. Han udfordrer mig hele tiden og tror på, at jeg kan mere end jeg selv tror, jeg kan.

Anja Dalby min største fjende

Muhammed Ali og mig

Min sensei er den sejeste i verden. Vi træner Goju-Ryu karate som min sensei er meget højt gradueret inden for. Vi er en lille klub, nogle gange er vi kun et par stykker til træning, og vi holder til midt ude i en lille by på Djursland. Som en af sortbælterne på vores hold tørt konstaterede, så svarer det til, at vi har Muhammed Ali til at træne os i boksning, så sej er vores sensei. Og lige så skørt og fantastisk er det, at vi har så højt en gradueret en sensei til at træne os. Vi er meget heldige.

Det er jeg nogle gange nødt til at minde mig selv om. Mit utrolige held over at have så kompetent en karateunderviser som jeg har. Især når han beder mig presse min krop langt ud over den (og også min mentale) komfortzone.

Livets kærlige pres

Det er ikke kun i karate, at jeg er min egen værste fjende. Jeg er også min egen værste fjende i andre områder af mit liv. Jeg er min egen værste fjende, når jeg bremser mig selv, fordi jeg er bange for at noget gør ondt på mit ego f.eks. Når jeg bremser mig selv, fordi jeg bliver bange for at mit mindreværd rejser sig og giver mig angst. Eller at jeg bare bliver så nervøs at jeg får røde kinder og svedige håndflader, når jeg skal tale foran andre mennesker.

Det er kun mig, som bremser mig i min udvikling. På alle planer. Livet skubber, maser, slår og sparker mit ego. Ikke på en ukærlig måde, men ligesom det er tilfældet med min sensei, så gør livet det, så jeg kan blive stærkere, stå mere fast, tro mere på mig selv og mine evner. Så jeg kan lære mig selv bedre at kende, så jeg kender mine svage og stærke sider. På den måde kan jeg nemlig blive endnu skarpere på, hvor det er jeg skal sætte ind, om det er med armbøjninger eller flere store forsamlinger, hvor jeg skal tale offentligt.

SKOVEN, FULDMÅNEN & DET MAGISKE ARBEJDE

Sådan valgte jeg skoven vi skal sidde i

På lørdag skal jeg lave en udesidning hele natten. Jeg skal ud at sidde i en skov her på det sydlige Djursland og du er inviteret med.

Jeg har lavet udesidninger de sidste mange år. Hvordan og hvorfor jeg begyndte på den praksis kan du læse mere om her.

På lørdag d. 18. maj er vi så heldige, at det også er fuldmåne. Den skov jeg har valgt, vi skal sidde i vender ud mod en stor åben eng, som igen ender i en skov på den anden side.

Det er en meget fin skov med en helt særlig energi. Når jeg vælger de steder, vi skal sidde til udesidningerne, så prøver jeg så vidt muligt, at vælge skove, som er rimeligt uberørte af mennesker. Ikke at der ikke må være stier og andre spor af, at mennesker bevæger sig i dem. For mig er det dog bedst, at det er en skov, som i så vid udstrækning som muligt får lov til at passe sig selv. Det er bestemt ikke altid en nem opgave i Danmark at finde sådan en skov.

Den skov vi skal sidde i på lørdag opfylder mine krav. Jeg må også gerne tromme i skoven, noget der kan være svært at få lov til, når jeg har fået tilladelse til at sidde i private skove til udesidnings-workshops. Men på lørdag må jeg tromme, og det glæder jeg mig rigtig meget til.

Vi samler kraften i et ritual

Det er første gang, jeg selv skal lave en udesidning i den her skov, så jeg er selv (næsten) ligeså spændt som dem, der har meldt sig til. Jeg har set forskellige dyrespor i skoven, men hvilke dyr det er, det vil jeg ikke afsløre her. Måske er vi heldige at se dem i løbet af natten, og så vil jeg fortælle om dem bagefter.

Fuldmånen kommer til at bevæge sig hen over hele den store eng, som skoven vender ud mod. Uanset om det er overskyet eller ej, så kan månen og lyset fra den sagtens fornemmes inde i skoven.

Vi vil i fællesskab lave et ritual, hvor vi beder om kraft til at manifestere det, vi ønsker os i vores liv. Alle er før udesidningen blevet bedt om at skrive en intention for udesidningen ned. Fuldmånens energi vil så hjælpe til at bringe intentionen ned fra det æteriske til det jordiske.

Jeg elsker virkelig at lave udesidninger, og lige nu kan jeg slet ikke vente til på lørdag. Jeg glæder mig helt vildt til at møde og tage imod deltagerne. Og til at hjælpe med at viderebringe den her fantastiske gave og oplevelse en udesidning hele natten er.

Anja Dalby Udesidning

Afsløring af min egen intention for udesidningen

Min egen intention for udesidningen er, at jeg vil bede om at få klarhed på nogle bestemte områder af mit liv. Fuldmånens lys er perfekt til at få erkendelserne til at stå rent og skinnende frem.

Jeg er ikke i tvivl om at det ‘virker’, når jeg har bedt om vejledning og kraft på en udesidning. Alt det jeg har bedt om eller har bedt om råd til på de andre udesidninger, jeg har lavet er gået i opfyldelse. Det er altså et magisk arbejde. Det er også grunden til, at det at lave udesidninger har ‘overlevet’ i så mange år som det har. Mange andre ritualer, ceremonier og traditioner fra før kristendommes indtog er forsvundet, men udesidninger har holdt ved. Det er der en grund til.

Du kan stadig nå med: To ledige pladser

At lave en udesidning er fantastisk på så mange planer. På det personlige, selvudviklende og på det spirituelle, åndelige plan. Hvis du har lyst, så er der i stadig to pladser tilbage på lørdagens udesidning, og du er meget velkommen til at være med. Hvis der er noget du gerne vil spørge til i forbindelse med udesidningen, så skriv endelig til mig på anja@anjadalby.dk.

DET ER MIN SKYLD

Bærer du også på en rygsæk af skyld?

Der er meget, der er min skyld. Det er min skyld, hvis min søn ikke er glad. Det er også min skyld, hvis andre i min familie har problemer. Det er min skyld, at klimaet har det som det har det og at verden ser ud som den gør. Det er alt sammen min skyld, fordi jeg ikke har handlet som jeg burde have gjort. Det er min skyld, fordi jeg ikke var mere bevidst, fordi jeg traf nogle valg, der havde konsekvenser for andre.

Der er sikkert også meget, der er din skyld. Måske tænker du også, at det er din skyld, at vi har global opvarmning, når du bruger en frysepose. Måske tænker du også, at det er din skyld, at der ikke er nok rent vand, for du tager også lidt for lange bade nogle gange. Måske tænker du også, at det er din skyld, hvis nogen i din nærhed har det svært. For du burde have været der. Set det. Reageret på det. Du burde have været en anden end du var, og derfor oplever du nu konsekvenserne af det, i form af nogen du holder af, som ikke altid har det nemt.

Det kan f.eks. også være min skyld at buschaufføren ikke smiler tilbage, at den hjemløse ser trist ud eller at vejret er utilregneligt i maj måned.

Listen er uendelig lang. Jeg kan på en ‘god’ dag få den til at indebære nærmest alt, hvad der er sket af uhyrligheder i verden og de ting der fortsat sker. Det er min skyld. Jeg burde have gjort noget. Jeg burde gøre noget nu.

Den mægtigste af alle: MIG

Når jeg tror på den tanke, at alting i sidste ende er min skyld og et resultat af min dårlige person, så er der også noget andet jeg må tro på.

Så må jeg også tro på, at jeg faktisk er det mægtigste menneske i verden. Vildt nok hva’! Det er så altså åbenbart mig, der er det. Siden det er mit ansvar, hvordan alle andre har det, og også hvordan hele verdenssituationen ser ud.

Når jeg tager den tanke til mig, at jeg er det mægtigste menneske i verden, så begynder skylden at krakelere lidt. For jeg ved godt hvem i mig, der tror at det er det mægtigste i verden. Det er mit ego, der tror sådan. Det er mit ego, som kan puste sig op i en smertefuld offerfølelse og gøre det næsten til noget nobelt, at det er min skyld.

Anja Dalby Det er min skyld

Klør dit ego?

At tro, at jeg har ansvaret for alt er ren ego. Også selvom det gør ondt at tænke sådan. Egoet elsker smerten, for med smerten føler det sig vigtigt. Så ér det trods alt noget. Så er det den ting, der havde magten til at gøre denne jord til et hæsligt sted, og det er da altid noget. Sikke en skyld! Sikke en skam! Åh hvor gør det ondt at tænke sådan og det gør altså også lidt godt. Lidt som at klø så længe i et myggestik, at der går hul på huden. Det er en underlig dobbelt smerte, som også er utrolig nydelsesfuld (for egoet) at dykke ned i.

Når jeg tror på, at det er min skyld at alting er galt, så må jeg faktisk også tro på, at det er min skyld når alt er godt. Og der knækker filmen helt i mig. For med mit rationelle selv, så er jeg altså virkelig nødt til at tro, på at når alt er min skyld når det går dårligt, så er det altså virkelig også min skyld, når det går godt.

Fribilletter gives væk …

Det vil sige, at så er det også min skyld, når min søn har det godt. Når min familie har det godt. Når der kommer rapporter, der giver håb for klimaet og planeten. Og det er jo altså lidt langt ude. Selv der kan mit ellers temmelig grandiose ego ikke være med.

Selvfølgelig er det ikke min skyld, når folk er forelskede, når min søn er glad, når nogen fortæller smukke historier fra hele verden om, hvordan tingene også er ved at ændre sig til det bedre. Altså det er jo direkte skørt at tænke sådan.

Så det vil sige, at det modsatte også må være direkte skørt. Det er ikke for at fralægge mig mit eget ansvar for, hvordan jeg er som mor, datter eller beboer på planeten. Men skyld har aldrig nogensinde motiveret mig til nogle som helst kraftfulde eller smukke handlinger.

Så værsgo. Hvis du er ligesom mig, og også har den tanke i dig inderst inde, at det er din skyld, når andre har det dårligt eller at du har et ansvar for det, så får du hermed en fribillet ud af den skyld. Med mindre det da faktisk ER dig, der også har ansvaret for at vi alle sammen har det godt. Og hvis det er det, så vil jeg bare sige tak for dig …