Lyver du også?
Når vi har svært ved at stå ved os selv, når vi ikke tror, at vi er noget værd eller er gode nok som vi er, så kan det nemt ske, at vi kommer til at lyve.
Vi prøver at dække over, at vi egentligt ikke tror, at vi som personer har så meget at byde på, så derfor laver vi overdrivelser og pynter på historier.
Da jeg var barn løj jeg meget. Jeg lavede utrolige historier for at prøve at højne min værdi i andres øjne. Da de løgne begyndte at blive for gennemskuelige, så skiftede jeg dem ud med overdrivelser.
Da jeg byttede løgnen ud med overdrivelse
Jeg er meget, meget, MEGET god til at overdrive.
Jeg kan både overdrive det komiske og det tragiske. Selvom det lyder som to forskellige kategorier, så opdagede jeg på et tidspunkt at begge typer historier havde samme agenda. Det er nemlig meget sjældent, at jeg laver historier, eller overdriver, for at få mig selv til at se godt ud. Og lige som jeg skriver det her, tænker jeg, at det er noget af et statement. Og at jeg er klar over, at det må jeg hellere lige høre dem, der kender mig godt, om det nu virkelig også er sandt …
Men min oplevelse er altså lige nu, at jeg mest overdriver for at få sympati. Der er på en eller anden måde en gevinst i mig, ved at få andre til at synes, at det er synd for mig. Hvilket er meget underligt. For hvis det er noget andre kom og sagde til mit åbne ansigt, at de synes det var synd for mig, så ville jeg blive meget utilpas og føle mig meget forkert.
Men jeg overdriver dybest set for at andre skal synes det er synd for mig. Hvilket jo egentligt ikke er særligt lækkert. Egoet i mig ser sådan en stor gevinst i at få sympati. Så meget at det er villigt til at lyve (hvilket overdrivelser jo altså strengt taget er).
Det som jeg kan mærke, at jeg får ud af at andre får sympati for mig, er omsorg. Jeg har i mit ego en idé om, at kærlighed kun kan skaffes ved, at andre synes, det er synd for mig. Det er sådan en mærkelig underhunds-position som jeg simpelthen synes er så ucharmerende, at det er lige før jeg får kvalme bare ved at skrive om det her.
Gemmer dine mønstre også på et ønske om kærlighed og accept?
Den slags mønstre bliver ofte grundlagt tidligt i vores liv, men det betyder ikke, at de ikke kan ændres. Ligeså snart vi kan genkende et mønster i os selv som vi ikke er pjattede med, så kan vi gå i gang med at lede efter den bagvedliggende årsag.
Min erfaring siger mig, at den bagvedliggende årsag bag de fleste spøjse mønstre, vi går rundt med egentligt altid er et ønske om accept og kærlighed. Hvilket er helt okay. Da vi lærte de her mønstre var det vejen frem. Men med et større blik og en højere bevidsthed er det helt klart muligt at ændre alt, selv ting som ellers kan virke ret genstridige i vores personlighed.
Hvad du kan gøre for at ændre dine mønstre og din historie
Det jeg gør nu, hvor jeg er blevet bevidst om, hvad det er jeg har gang i, når jeg overdriver og fortæller historier, det er for det første, at jeg helt til at starte med registrerer, hvordan jeg har det. Hvis jeg er sammen med andre, hvor jeg bliver lidt utilpas eller hvis jeg er sammen med er en god ven eller veninde, hvor jeg af en eller anden grund føler mig lidt underligt til mode, så registrerer jeg det. Og mine alarmklokker begynder at røre på sig.
For så ved jeg nemlig, at nu er der en større sandsynlighed for, at jeg kan finde på at kaste endnu en utrolig offerhistorie op. Så de får sympati for mig, så jeg føler mig tryg, ved at tro på at de kan lide mig.
Nr. 1: Jeg bekræfter min kærlighed til mig selv
I stedet lader jeg mig selv vide, at jeg godt kan lide mig. I situationen sidder jeg altså og trøster mig selv lidt, inden offeret for alvor har rullet sig ud med en fantastisk historie. Offeret søger trøst og omsorg, så det giver jeg mig selv. Hvis jeg er skrap og skælder mig selv ud for at være så åndssvag, at jeg overhovedet har de her følelser i mig, så kan jeg garantere at offeret starter en tsunami af smerte.
Så får jeg helt sikkert rigtig noget at synes det er synd for mig selv over. F.eks. et skænderi med min mand eller jeg taler i en hård tone over for min søn. Ting som afføder, at dem jeg allerhelst vil have elsker mig, afviser mig og synes jeg er træls. Offeret finder en vej til at blive bekræftet i, at det virkelig er synd for det. Med mindre jeg altså kommer det i forkøbet og er kærlig over for det, uden nogen bestemt grund.
Nr. 2: Jeg stopper mig selv
For det andet, så bremser jeg mig selv. Selv midt i en sætning kan jeg finde på at stoppe op nu og sige: Nej det er ikke helt sandt. Det var ikke VIRKELIG koldt. Det var bare koldt.
Nr. 3: Jeg øver mig i at fortælle så neutralt som muligt
Jeg øver mig selv i at fortælle det, der skete, så neutralt som muligt. Det er selvfølgelig ikke muligt, fordi alt hvad vi oplever er farvet af dem vi er. Men jeg prøver at skabe en modpol i mig selv til den tendens i mig, som gerne vil male med den store dramatiske pensel.
Bliv venner med dit offer
Jeg er ikke helt venner med offeret endnu, men jeg arbejder på det. Vejen frem er forståelse, omsorg og kærlighed. Varme og tålmodighed, og ikke kulde og distance som jeg tidligere troede. Jo mere jeg kan holde af alle aspekter af mig selv, selv de virkelig gyselige som jeg synes offeret er, jo mere slipper mit behov for at andre skal kunne lide mig.
Det vigtige bliver om jeg kan lide mig, og jeg kan helt klart bedst lide mig, når jeg står ved mig selv. Når jeg er den, jeg er. Når jeg ikke pleaser eller søger anerkendelse hos andre. Når jeg stoler på mig selv og holder af mig selv. Derfor holder jeg øje med mine overdrivelser, der er nemlig ingen løgne, der får mig til at få det ægte godt med mig selv.
