JEG KEDEDE MIG I SKOVEN

At løbe om kap med tiden

Ligesom mange andre mennesker så gør jeg mig også umage for at få fri. Jeg tager nemme løsninger, og hopper ofte over hvor gærdet er lavest, så jeg få mere tid i den anden ende. Jeg kan også finde på at køre for stærkt i min bil, så jeg kommer hurtigere frem. Og på den måde får mere tid.

Jeg skynder, mig når jeg vasker op. Jeg kan lige hurtigt støvsuge. Klatvaske køkkengulvet. Gøre toilettet ren med venstre hånd, mens jeg er i gang med at drømme om, hvad det er jeg skal med al den tid, jeg vinder ved at sjuske.

Er ‘nemt’ også dit livs kompas?

Flere steder i verden er mennesker begyndt at sige ja tak til at blive chippet. Argumentet for chipping er blandt andet, at det gør livet meget lettere. Så skal vi hverken huske på koder, telefoner, nøgler, dankort og alle de andre irriterende ting, som gør det moderne liv så besværligt for os …

At vi skal have det nemmere end nemt er sådan en besynderlig overbevisning som jeg selv skal arbejde med i mig selv. For jeg skynder mig så tit, og hvad var det, jeg skyndte mig hen til? Jeg skynder mig, så jeg kan slappe af. I stedet for at slappe af i og med det, jeg foretager mig.

At kede sig så det klør …

Nu har vi boet herude i skoven i lidt over et år og noget som virkelig overraskede mig, da vi flyttede herud efter at have boet i lejlighed i Aarhus midtby, det var, at her var så stille. Ikke kun i lyd, men også i gøremål. De praktiske ting der er forbundet med at bo her er ret nemme. At vaske op i hånden, hente brænde, holde almindelig hus og have er sådan set ret overskueligt. Og så begyndte jeg ellers at kede mig. Sådan for alvor.

Faktisk kunne jeg næsten fysisk føle, hvordan det kløede på indersiden af min hjerne. Al den ro. Al den tid, der er herude. Efter at have nydt at sidde og se på egernet i træerne i et par måneder, så fik jeg stille og roligt mere og mere spat. Vi talte endda om, om vi skulle flytte igen, men det var jo underligt. For det var det her jeg (vi) ville. Bo i en skov og være midt i naturen. Indtil det gik op for mig, at jeg “bare” kedede mig.

 Farvel distraktioner. Hej mig.

Jeg øver mig hele tiden i at fjerne distraktioner, så jeg kan mærke mig selv. Alle de distraktioner som de fleste af os bruger til at bedøve os med, så vi enten kan holde ud, at vi har så travlt i vores liv eller til at overskygge det faktum, at vi keder os. Og måske er kedsomheden også noget af det, som gør at vi hele tiden synes, vi skal have travlt. I stedet for at vi stopper op og ærligt mærke, at det her liv, vi har gang i nu faktisk er røvsygt.

Jeg har intet tv. Jeg overvåger nøje min tid på sociale medier. Jeg ser ikke Netflix eller HBO. Jeg drikker stort set aldrig alkohol, spiser næsten ingen sukker. Er ret hardcore med min kost i det hele taget. Jeg er opmærksom på at holde mit ego ret meget ude af mit liv, så jeg på den måde undgår en masse unødigt drama. Så jeg har faktisk ingen rigtige “problemer” i mit liv af den grund.

Så jeg havde ro til at mærke, at jeg kedede mig. Selvom jeg gerne vil skrive og tegne rigtig meget og selvom jeg virkelig elsker mit arbejde, så er det selvfølgelig ikke muligt at gøre det hele tiden. Og lige pludselig kunne jeg mærke, at der skulle ske nye ting i mit liv. De ting kunne jeg ikke mærke før, fordi byen, vi boede i larmede så meget. Eller det var nok nærmere alle mine hang-ups omkring at bo i byen, som larmede mest i mig.

Kedsomheden var min intuitions budbringer

Kedsomheden var min intuition, der talte til mig. Som viste mig, at nu er det tid til, at der skal ske noget nyt. Der er intet som helst galt med at kede sig. Det er en fantastisk indgangsvej til nye eventyr.

Når jeg er til stede i det, jeg gør. I at hente brænde og tænde op i brændeovnen f.eks., så kan jeg høre hvad det ellers er der rumsterer i mig. Når jeg hele tiden har travlt fordi jeg skal skynde mig at slappe af, så kan jeg intet som helst mærke.

Kedsomheden viste sig at være en stor døråbner for nogle forandringer i mit liv, som altså ikke var at flytte fra det sted, jeg troede skabte kedsomheden. Tværtimod omfavner jeg nu hver eneste dag, at min hjerne klør på indersiden. At jeg keder mig er et sundhedstegn. Det betyder, at det rent faktisk er lykkedes mig, at skabe mig et liv, hvor der er rum nok, til at jeg kan mærke, hvad der sker i mig.

Kedsomheden udfordrer mig

Kedsomheden betyder også jeg skal udfordre mig selv mere end, hvad mit ego bryder sig om. At jeg skal stille større krav til mig selv (mit mindreværd), og det er bestemt ikke negativt.

At kede sig var et symptom på, at jeg skulle rykke mig. Jeg skal ikke rykke mig i retningen af mere larm og unødvendigt fyld. Jeg skal rykke mig i den retning min intuition siger mig. Da jeg begyndte at gøre det jeg fik besked på, fordi min hjerne simpelthen var ved at skrige sig i stykker af kedsomhed, så tog jeg nogle nye skridt i mit liv. Ikke mere bedøvelse, kun bevægelse.

Anja Dalby Keder sig

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.