HVAD TØR DU?

Social angst

Der er mange ting jeg stadig er bange for. Jeg er blevet meget modigere end jeg var før i tiden, hvor jeg kæmpede rigtig meget med angstanfald og social angst. I en grad som var virkelig invaliderende for mig. På et tidspunkt boede jeg på kollegie i Risskov ved Aarhus. Her barrikaderede jeg mig på mit værelse med rugbrød og leverpostej, fordi jeg ikke turde gå ud og bruge køkkenet, hvor de andre studerende var. Det var en rimelig ensidig kost og selvom mit forrådskammer ofte mugnede i den sommer, jeg boede der, så turde jeg stadig ikke gå ud og bruge køleskabet i fællesområdet.

At blive mor som 24 årig, katapultede mig direkte ud i virkeligheden. Nu kunne jeg ikke længere gemme mig. Jeg var nødt til at tale med læger, pædagoger, lærere, andre forældre. Jeg var nødt til at gå til møder og sidde i forsamlinger, hvor jeg troede, jeg skulle dø af skræk, når vi skulle sige, hvem vi var forælder til. Første gang jeg skulle i mødregruppe, og vi skulle præsentere os selv (for de 5 andre mødre og babyer), fik jeg et blackout. Jeg forlod min krop, hvor jeg så hele gruppen og mig selv sidde om det bord i Sølystgades beboerhus i Aarhus, hvor vi holdt vores første mødregruppe. Jeg gik simpelthen ud af min krop af frygt for at være i den, mens jeg præsenterede mig selv og min søn for de andre mødre.

Får du angst af dit job?

Jeg troede naturligvis kun, at det var mig, der havde det sådan. Jeg kendte ingen andre mennesker, som talte om at være bange for ting. Alle andre virkede som om de var helt cool og afslappede i alle de situationer, jeg mødte dem i. At have angst var ikke noget jeg kendte til, og ikke noget jeg havde hørt andre tale om.

I dag ved jeg dog at rigtig mange mennesker har angst hver eneste dag. Ikke bare at være introvert og sådan en smule generthed, men invaliderende angst. Og alligevel går de på arbejde, passer børn, handler ind, går til møder, er gode forældre, børn og borgere i verden.

Rigtig meget af det som folk i dag lider af er den sygdom, der kommer af at arbejde for meget. Mange får, som vi ved stress og altså også angst af deres job. Den angst jeg led af som yngre er ikke forskellig fra den måde folk får det af deres job i dag. Det er de samme mekanismer, der er på spil.

En sund reaktion på en usund verden

Angst og stress er ikke usundt. Det er en sund reaktion på et liv, der går for stærkt. Vi er som mennesker slet ikke gearede til at være i det her yang-mode hele tiden. Vores tid til yin og tilbagetrækning og afslapning, er skemasat og meget ufrit i vores moderne liv. Vi kan tydeligt se det på planeten som afspejler os så smukt. Mange århundreder med aggressivt yang-mode fra menneskenes side, har gjort vores planet slidt og tyndhudet. Planeten er stresset. Der eksisterer meget få steder i dag på Jorden, hvor den ikke bliver udsat for en eller anden form for stress. Døgnet rundt.

Ligesom vi selv reagerer ved at blive syge, når vi er stressede, så gør planeten det samme. Det er sundt nok. Problemet for vores vedkommende, altså os mennesker er bare, at det måske er os, der taber. Planeten skal nok overleve. Ligesom en influenza er taberen i vores krop. På samme måde vil vi måske være dem, der taber i vores kamp for at overtage Jorden.

Anja Dalby: Hvad tør du? Anja sidder i en stol i haven med sin kat Jonna i favnen. Anja kigger ud i haven, mens Jonna kigger på fotografen.

Vi tør alle noget

Når jeg laver udesidninger, så er det jeg oftest hører, at folk ikke tør deltage, fordi de er bange for mørket eller for større dyr eller for flåter f.eks. Mørket og alverdens kryb og kravl generer mig ikke det mindste. Men jeg kan stadig få hjertebanken over at gå en tur i Brugsen.

Jeg kender mange mennesker, som har vilde jobs. Som rejser og holder taler for mange mennesker og store forsamlinger. Som skal præstere hver eneste dag, og hvor der ligger et stort ansvar på deres skuldre. Det synes jeg er helt vildt, at de tør. De synes til gengæld, at det er vildt, at jeg tør sidde i skoven alene om natten.

Det er så forskelligt, hvad vi tør. Hvor vores komfortzone er. En komfortzone opstår, når vi har prøvet ting tilstrækkeligt mange gange til, at vi har erfaret, at det kan vi godt. Når vi så har den erfaring, så kan vi bevæge os videre til den næste udfordring og efter et stykke tid, så vil den også blive en del af ‘os’. Af hvad vi tør, og hvor vi føler os komfortable.

Denne her går ud til alle I seje mennesker

Nogle af de ting jeg gør nu, havde jeg virkelig svært ved at se mig selv gøre for 20 år siden, da jeg lå med galopperende angst på et kollegieværelse og spiste muggent rugbrød. Bare det at sidde her og skrive ud til en masse læsere er helt vildt angstprovokerende. Men ligesom du tør nogle ting nu, som du sikkert ikke turde gøre tidligere i dit liv, så bevæger vi os når, vi føler os kaldet til noget. Jeg føler mig meget kaldet til det her arbejde. Så må mit ego og dets frygt vige pladsen for, at jeg kan få lov at tale om de her ting på denne platform.

Faktisk ved jeg ikke hvad jeg ville med det her indlæg. Hvilket også gør mig urolig og nervøs. Udover at jeg gerne vil sige, at jeg synes der er så mange seje mennesker i verden, som hver dag udfordrer dem selv. Også for andres skyld. Fordi de ikke kan lade være. Fordi de tror, at det gør verden til et bedre sted at gøre, det de gør. Tak til jer, fordi I ikke lader jer styre af jeres frygt. Jeg ved om nogen, hvor hæmmende den frygt kan være.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.