Det føles ofte som om der er en kamp indeni mig. Der er en kamp mellem den del af mig som er, og den del af mig, som ser det som sin fineste opgave, at kommentere på det der er … Det er i virkeligheden den sædvanlige kamp mellem sjælen og egoet.
Tidligere i mit liv kunne jeg ikke skelne mellem de to stemmer eller stemninger. Jeg var klar over at de begge eksisterede, men jeg evnede ikke at holde dem adskilt. Det kan jeg nu, men fordi jeg har øvet mig.
Jeg har øvet mig i selvforglemmelse, for det er i virkeligheden det som det hele handler om. At glemme sig selv og bare være. Der er mange veje ind i selvforglemmelsen. Faktisk er det en tilstand som vi alle sammen søger bevidst eller ubevidst gennem hele vores liv. I vores kultur er det populært at bruge alkohol, stoffer, arbejde, sex, stress, skærm og mad i jagten på selvforglemmeslen.
Det er redskaber som vi nemt kan komme til at dømme som forkerte. Vi kommer til at dømme redskaberne, fordi de ofte har negative konsekvenser i vores liv. Men når vi finder årsagen bag en eventuel afhængighed, nemlig at det er en måde at håndtere egoet på, så slipper dommen.
Når vi ser de redskaber som måder at nå ind til nuet på, så kan vi kun have omsorg for den del af os som vælger vinen og serierne. Det er ikke fordi vi er dumme og dovne. Det eneste vi vil her, er at vende hjem. Hjem til os selv, til kernen i os, til den del af os som er en del af det Guddommelige.
Selvmedicinering mod egoet
Det betyder også at vi kan erstatte de selvforglemmelsesredskaber som på længere sigt bryder os ned, med nogle som bygger os op. Hvis alkohol bliver erstattet af meditation, så er det klart at vores liv vil se anderledes ud, og få et helt andet udfald.
Så når vi alle hver for sig, griber til de redskaber som vi måske har set de voksne bruge i vores opvækst, så er det fordi vi gerne vil miste os selv. Vi vil ikke miste kernen i os, men egoet. Så vi kan få ro i nervesystemet, og begynde at være tilstede. Sådan beskriver mange deres første møde med alkohol. Endelig mødte de noget som kunne dæmpe tankerne. Som beroligede nerverne. Rigtig mange andre mennesker oplever det samme når de spiser, ser Netflix i timevis, eller er høje på sukker eller stress.
Fordi vi er vokset op i en kultur hvor det er mere normalt at tage sig en øl, end at sætte sig til at meditere, så er det naturligvis det redskab de fleste mennesker i Danmark vælger.
Gode og dårlige redskaber
Hvis vi kan se bagom de mere eller mindre spøjse redskaber som vi hver især bruger til at nå nuet med, så kan vi altså slippe dommen over dem. Det er virkelig op ad bakke, når vi prøver at ændre en vane vi ikke forstår årsagen til eksisterer. I første omgang drejer det sig om, at lade være med at dømme vanen. Og så se den for hvad den er. At se at den ikke er andet end et forsøg på at stoppe tankerne, og være i nuet. Først der er det muligt at ændre vanen. Det er klart at det kan være sværere, at stoppe med at drikke alkohol, end at se for meget fjernsyn. Men det ændrer ikke på, at det er de samme mekanismer der ligger til grund for afhængigheden.
Der findes ligeså mange ‘gode’ redskaber til selvforglemmelse, som der findes ‘dårlige’. De gode og opbyggende redskaber kan være meditation, sang, bevægelse, kreativitet, tid i naturen. Men det kræver et større fokus, et større stykke arbejde, at lære sig selv at forsvinde med de redskaber. Det er bevægelser som skal komme inde fra os selv. Vi bliver ikke påført noget udefra, som kan hjælpe os.
Med alkohol, skærm, mad o.s.v. så dulmer vi med noget der kommer udefra. Og der er ofte en øjeblikkelig positiv effekt. Vi skal ikke gøre andet end at føre glasset op til munden, tænde for skærmen og så er vi væk. Meditation kræver noget af os. Stilheden indeni skal komme fra os selv. Det tager tid at nå selvforglemmelsen gennem f.eks. dans. Det kræver dedikation og vedholdenhed.
Dans, dans, dans
Når jeg går en tur for at få ro i hovedet så nytter det ikke noget, at jeg vender om efter 10 minutter og tænker at det ikke virker. Ofte er jeg nødt til at gå i mere end en time før jeg kan mærke, at nu begynder der at dukke noget andet op end hverdagspekulationer. Mit nervesystem falder til ro af at være i naturen, og det samme gør tankerne. I det rum begynder jeg at være. I det rum dukker der ofte nye ideer op. Løsninger på ting jeg går med.
Når jeg danser så glemmer jeg mig selv. Men ikke med det samme. Ofte skal jeg arbejde hårdt for at nå til selvforglemmelsen. Men jeg ved at hvis jeg holder ved, så sker det. Det magiske øjeblik hvor min krop danser uden mig. Hvor jeg blot er med som påhæng, hvor egoet slipper og kroppen tager over. Min krop ved godt hvordan selvforglemmelse mærkes. Men før jeg har sluppet tankerne om, at det nok ville være mere fornuftigt at ordne vasketøj end at danse, så kan det ikke lade sig gøre. Hvis jeg bliver ved med at danse, så sker det af sig selv. Så slipper kampen i mig. Jeg er tilstede i ren bevægelse, uden tanker.
Et øjebliks selvforglemmelse
Det er de mest fantastiske øjeblikke, for det er hvad det er. Et øjeblik. Nogle gange kan jeg være heldig, at jeg har glemt mig selv i adskillige minutter, ligesom i meditation. Men jeg har sluppet forventningen om at jeg kan glemme mit ego, eller at det kan glemme sig selv, i timevis.
Det er de små øjeblikke af selvforglemmelse som mit system husker. Jo mere jeg øver at opnå de øjeblikke, uanset hvad redskabet er, jo nemmere er det at nå dem igen.
Det virker altså at øve sig. Men fordi vi i vores kultur er vant til at selvforglemmelsen skal være øjeblikkelig, som den er med f.eks. alkohol, så tager det også tid at acceptere, at det ikke gælder med kreativitet i forskellige former. Kreativitet, stilhed i naturen eller i meditation, kræver nænsomhed. At man er kærlig og tålmodig overfor sig selv. Det kræver vedholdenhed. Til gengæld er der ingen tømmermænd bagefter, hverken moralsk eller fysisk.
PS. Hvis du også har en stuegulvsdanser gemt i maven, så kan jeg anbefale filmen om Bobbi Jene. Min dansekrop var ikke til at styre på 10 tønder land, efter jeg så hvordan Bobbi Jene bevæger sig. Meget meget inspirerende!
