Kære Anja.

I 2019 kan jeg holde 20 års ‘jubilæum’ for en besked, jeg modtog af en clairvoyant i 1999. Du er clairvoyant og kan heale! Siden da har jeg været en søgende sjæl og har arbejdet med min ro, eksperimenteret med mine evner og har et håb om at gøre brug af dette til glæde og gavn for mig selv og andre. Jeg savner alternative fællesskaber, hvor man kan lære af hinanden, gøre godt, flytte bjerge, og  støtte og hjælpe næsten uden at skulle bruge flere tusinde på uddannelse, eksamen for at være rigtig. Arbejdsfællesskaber, der støtter, der er udviklende. Lige nu har jeg svært ved at meditere, og visualisere det jeg ønsker af livet. Jeg vil bare gøre godt, gøre brug af mine evner, som jeg kunne bruge sammen med mine andre arbejdsmæssige kompetencer: Pædagog, bevægelsespædagog, social – og sundhedsassistent. Jeg har stillet det her spørgsmål før, og svaret er altid det samme: ‘Det skal du selv finde ud af’, ‘tag på kursus’, ‘tag en uddannelse’. Hvis du har tid til en kommentar, så ville det være dejligt, hvis ikke, så er det også ok.

Kærlig hilsen,

Vibeke

Kære Vibeke.

Mange tak for din mail. Og mange tak for dit spørgsmål som både jeg selv, og mange andre er jeg sikker på, kan genkende sig selv i.

Da jeg var yngre læste jeg mange steder, at det at være et søgende menneske, at være interesseret i det åndelige, var en ensom færd. At når man var trådt ud på den her sti, så skulle man være klar over, at man valgte ensomheden. At man, hvis man går ad den vej, automatisk vil gå uden for fællesskabet, og at det meget ofte vil føles smertefuldt. Det vil føles smertefuldt, fordi vi er mennesker med egoer, som altid gerne vil være en del af et fællesskab. Fællesskaber betyder nemlig både sikkerhed og kærlighed. At være uden for, føles usikkert og altså også som om man er uden kærlighed.

‘Gevinsten’ ved at turde gå ud af strømmen, og gå sin egen ensomme åndelige vej, er kontakt med Gud eller det guddommelige. Når man først har mærket den kontakt stærkt i sig selv, så bliver det menneskelige fællesskab mindre vigtigt. Ikke at de to ting ikke kan hænge sammen, men det bliver sværere at være en del af almindelige, menneskelige fællesskaber, f.eks. på job og i familien, hvis der virkelig ikke er plads, til at man kan være et åndeligt menneske de steder.

Jeg forstod ikke, hvad der mentes med den ensomhed, da jeg læste det som ung. Men da var jeg heller ikke trådt helt ud på den spirituelle sti endnu, så jeg synes, det var noget af en overdrivelse og sådan lidt for meget spirituelt dramasprog. Men nu jeg har virkelig mærket den ensomhed. I en sådan grad, at jeg flere gange har været helt i tvivl om det var det værd, at leve et liv som jeg gør det. Jeg har sagt farvel til mange mennesker og er blevet sagt farvel til af mange. Det er ikke særligt sjovt for at sige det mildt. Det føles faktisk rigtig træls. Men det har betydet, at når jeg virkelig har set den ensomhed i øjnene og har talt alvorligt med mig selv, om det her liv virkelig var det værd, at jeg har mærket et kæmpe JA i mig. JA det er det værd at være alene. JA det er det værd, at blive set som megaunderlig og være enhver bordherres skræk, når man lægger ud med at sige, at man prøver at leve et liv i overenstemmelse med det guddommelige …

Du behøver ikke tage på flere kurser eller flere uddannelser. Du skal tage kraften til dig og selv gå ud og blive det spirituelle menneske som du søger i andre. Der er ingen, der kan lære dig at åbne dit hjerte for kærligheden der er til stede her. Eller jo, selvfølgelig er der redskaber og teknikker, som er gode at bruge, men dem kender du nok allerede. Der er ingen, der kan åbne dig for det guddommelige, det skal du selv.

Når du gør det, Vibeke. Når du tager dig selv og din spirituelle færd 100% alvorligt, så vil du opdage, at ingen fællesskaber egentligt er vigtige. Heller ikke de åndelige. Selvom det kan være fantastisk at være i en gruppe, eller at arbejde dedikeret med andre, som tænker på samme måde, om at være et spirituelt menneske, så er der også så mange fælder i det for egoet. De fælder skal man være super opmærksom på, og hvis alle er det i fællesskabet, så kan det altså være fantastisk givende. Lige indtil det ikke er det mere. Du vil altid, uanset hvor vidunderlig en gruppe du finder, skulle arbejde med din egen kontakt med det guddommelige. For det er den kontakt, der i sidste ende skal guide dig og lede dig videre til der, hvor du kan gøre den største forskel for Jorden og for andre mennesker.

Mit råd vil være, at du går ud i naturen. Det er altid der, jeg selv søger hen, når jeg savner at mærke en kontakt til det som er større end mig. I naturen beder jeg om råd og vejledning. Jeg mediterer og sidder stille. Eller går og og går i så lang tid, at tankerne er forduftet, og jeg kan begynde at høre og mærke min intuition. Bed om at få vist dit næste skridt. Og mærk at du er alene. At der ikke findes andet end dig og Gud. At dig og Gud er et. Når du mærker det, så bliver det mindre vigtigt om det er ensomt. Det bliver mindre vigtigt om du er det ‘rigtige’ sted. Om du bruger dit potentiale rigtigt. Om du gør nok gavn og bruger dine evner som du skal. For du mærker, at der ikke findes fejl. Det er ikke muligt at spilde et liv. Det er muligt at leve et liv som sovende. Hvor man aldrig vågner op fra egoet. Men det er heller ikke forkert. Det er blot som det er.

Der eksisterer mange spirituelle fællesskaber i verden, også i Danmark. Der ville det være muligt at arbejde med sig selv på den måde, du ønsker. Men du kommer ikke uden om, at du først skal finde ind til den del af dig selv, som tror på, at du er clairvoyant og kan heale. Hvis du indgår i et fællesskab, hvor du søger det uden for dig, som du egentligt skal finde i dig selv, så risikerer du at stagnere og stå stille. Det er meget nemt, at blive fanget af egoet i den slags fællesskaber, men det er sværere hvis du først har etableret en stærk kontakt i dig selv til det, vi kalder for Gud. 

Måden du selv erfarer, at du har de evner, du er blevet fortalt, at du har er igennem praktisk erfaring. Lav dit eget ‘kursus’. Sådan har jeg gjort massevis af gange (og gør det hele tiden stadigvæk). Jeg laver regler og discipliner for mig selv. Jeg arbejder med mit ego. Jeg styrker det åndelige. Jeg ‘leger’, at mit liv er et spirituelt liv, indtil det er det. Så jeg sætter ritualer op, beder bønner, mediterer, faster, danser, synger, går i naturen osv. Jeg tager også stadigvæk kurser som andre har lavet, men det er kun, når jeg kan mærke, at de bygger oven på min egen praksis, at det vil styrke min egen kontakt. 

Når du lever dit liv som om du har en god kontakt med det guddommelige og med dine egne clairvoyante og healende evner, så er det det liv du vil få. Det vil også sige, at du vil tiltrække ligesindede og muligheder i dit liv som vil bygge oven på det. Første skridt er din egen kontakt og tro på dig selv og at et åndeligt liv er muligt.

Mange tak for dit spørgsmål, Vibeke. Du er velkommen til at skrive tilbage, jeg vil meget gerne høre, hvis du har spørgsmål eller andet til det jeg har skrevet. Det er sådan et interessant område af vores liv, som jeg selv hele tiden er i undersøgelse omkring.

Alt det bedste til dig på din vej. Masser af kraft og knus til dig!

Mange kærlige hilsner,
Anja

Går du også med spørgsmål i dig som du kunne tænke dig at få svar på, så er du meget velkommen til at skrive til mig igennem min nye brevkasse om spiritualitet.

Denne gang er spørgsmålet til brevkassen kommet via en kommentar til dette her indlæg om kærlighed.

Kære Anja.

Tak for dit meget fine indlæg om mødet med kærligheden. Jeg bliver meget berørt af at læse det. Og samtidig bange for om det kun er for nogle …

Jeg har skrevet til dig før. Har fået nogle dybe skrammer efter en skilsmisse, og jeg har i den grad svært ved at ‘finde’ mig selv og er særligt bange for ikke at møde kærligheden igen.

Mon livet er planlagt for os? Er det mon bestemt, hvordan vores liv skal være? Om jeg f.eks. igen skal møde kærligheden? Eller har vi alle et aktivt valg og hvordan tager jeg det? Jeg kan læse, at du faktisk også troede, at det var slut med kærligheden og at du troede, at du skulle være alene og så kom din David …

Tak fordi du deler,
Marianne

Kære Marianne

Mange tak for din kommentar til mit indlæg. Som jeg også skrev dengang, så ville jeg gerne svare dig mere uddybende i et blogindlæg.

Jeg tror, at vores vilje er fri og alligevel ikke. Når jeg er i mit ego, så er jeg styret. Jeg er styret af gamle mønstre, diverse samfundsprogrammeringer, opvækst, traumer, alt det ubevidste. Når jeg er i mit ego, så har jeg ikke en fri vilje, for alt hvad egoet gør, gør det som en reaktion på noget andet. Det har reaktioner, som både er meget banale og som på samme tid kan virke ret uigennemskuelige og komplicerede.

Når jeg er i min kerne, i mit hjerte, min essens, min sjæl, så er jeg fri og alligevel ikke. For jeg er styret af mit hjertes lyst til at gøre godt. Men jeg er fri, når jeg forstår at grunden til, at jeg bliver styret af mit hjerte er fordi jeg er mit hjerte. Jeg er kærlighed. Kærlighed er Gud, det guddommelige, kraften, hvad end vi vil kalde den. Når jeg overgiver mig til at jeg ER den kraft, så oplever jeg en følelse af frihed. Men hvem er jeg der oplever? Hvem er jeg der føler sig enten fri eller fanget på en bestemt skæbnevej?

Jeg har følt mig ledt mange gange i mit liv, sådan så jeg ikke var i tvivl om, hvad det var jeg skulle gøre. Eller mit ego har sagtens kunne tvivle, men inderst inde vidste jeg, hvad det var jeg skulle. Der kan sagtens eksistere koncepter som karma og den slags, så der er ting vi skal have ryddet op i og transformeret i de liv vi har her. Men det betyder ikke, at vi ikke altid kan vælge at gå med kærligheden.

Så valget er aktivt. I hver eneste situation i vores liv, så kan vi vælge at være i vores hjerte eller i vores ego. Vores liv og vores vej vil forme sig meget forskelligt alt efter, hvad vi vælger at lade os lede af. Måske er vejen planlagt for os, uanset hvad vi vælger. Men jeg vil altid vælge at træffe valg ud af hjertet, da det til hver en tid vil være vejen, hvor der er mest flow, mest overflod, glæde, lykke og ja kærlighed.

Så hvis jeg var dig, så ville jeg arbejde på kontakten til mit hjerte og bede det lede mig. Jeg ville arbejde på at lære min intuition godt at kende (hjertets sprog), og så ville jeg følge de impulser som jeg kunne mærke derfra (som jeg også ved at du har gjort).

Det kan ikke gå galt, når du er i hjertet. Eller der kan sagtens ske ting. Skilsmisser, sygdom og død sker jo. At vi har en mening om det, er sådan set bare vores eget problem. For det er naturlige bevægelser på en naturlig planet. Det er kun egoet, som synes at den slags er træls.

Men når du bliver i hjertet, så vil du blive ledt og lade dig lede mod glæde. Glæde tiltrækker glæde. Så når du er glad og søger mere, som kan gøre dig glad, så vil du også tiltrække mere glæde.

Det betyder ikke, at du så er forkert, hvis du ikke er glad lige nu, eller at nu har du så tiltrukket, eller er i gang med at tiltrække, mere smerte. Sådan er det ikke. For glæden er der altid. Hjertet er der altid. Det ved du også. At linjen mellem smerte og glæde er meget tynd. Det kan lynhurtigt skifte fra det ene til det andet.

Der findes ingen tunge skæbneveje. Hvis vores liv føles sådan, så er det fordi vi mosler rundt i egoet og dets ønsker og det er megatungt! Hjertet er let og legende, så når vi er i hjertet, så vil vores liv spejle det.

Det er ikke svært, det kræver blot bevidsthed og opmærksomhed. Øv dig i at elske og i at elske alt. Det er selvfølgelig nemmere sagt end gjort, men selv små skridt hver dag gør en forskel. Om så hele dagen har været træls, så er et minuts bevidst opmærksomhed på at vælge at være i sit hjerte, det som også energetisk kan vende hele skuden.

Tro på det. Bliv ved. Giv ikke op. Tro på at kærligheden vinder, der er ikke andre muligheder.

Kærlig hilsen Anja

Går du også med spørgsmål i dig som du kunne tænke dig at få svar på, så er du meget velkommen til at skrive til mig igennem min nye brevkasse om spiritualitet.

Hej Anja.

Jeg har et spørgsmål til din brevkasse. Jeg skal i gang med noget nyt i løbet af 2019 og har en stærk fornemmelse af, at det kommer til at omhandle det fysiske og kropslige, de forskellige årsager til ubalancer og det psykiske samt forløsning og healing.  Det jeg er meget i tvivl om er hvilken uddannelse, der vil være den rette for mig?

Jo mere, jeg kigger mig rundt og søger info, jo mere i tvivl bliver jeg.Jeg prøver at lade det ligge, så det hele kan få ro til at arbejde, uden mine tanker og kontrol forstyrrer. Samtidig vil jeg også bare i gang, da jeg mærker så meget energi, lyst og drive på området. Håber et svar fra dig kan sende mig retur til kroppen ;-)

På forhånd mange tak for din tid og energi. 

Bedste hilsner,

Heidi

Kære Heidi

Mange tak for din mail. Når jeg står i en situation som din, hvor jeg skal træffe et valg om noget, og jeg kommer i tvivl, så gør jeg ligesom du beskriver det. Jeg søger ned i kroppen og ud af tankerne. Det er især igennem min krop, at jeg kan mærke min intuition, eller på den måde, at der bliver mere ro i tankerne, når jeg er i min krop, og af den vej kan jeg så meget nemmere mærke min intuition. Og som du helt rigtigt beskriver det, så kan man så stå der i ret lang tid og vente, på at svaret kommer på, hvad det er du skal …

Det der er hemmeligheden her, det er ikke at blive stående og vente. Jeg kan helt klart nemt have en tendens til at indse, at jeg ønsker noget i mit liv, eller en eller anden form for forandring, og så ligger jeg mig ned og venter på, at den forandring indtræffer. Jeg venter på, at min intuition ud af den klare luft vil fortælle, hvor jeg skal hen, mens jeg ligger på sofaen og spiser kage og griner af memes på Instagram.

Sådan fungerer det bare meget sjældent. Som regel er vi nødt til at sætte os selv i en eller anden form for bevægelse for, at vi kan høre og mærke, hvad det er vi skal. Det føles som om, at vi skal ruske os selv lidt op energetisk, for at der kommer hul igennem til os. Jeg er f.eks. fuldt ud bevidst om, at jeg bliver ret døv over for alle mulige tegn, når jeg først har lagt mig på den berømte sofa. Til gengæld kan jeg få alle mulige informationer og inspiration på en almindelig tur i skoven, i en bus, i et tilfældigt møde eller tusind andre steder. Men jeg er nødt til at lette mig for, at jeg kan høre, hvad der bliver sagt. Det er ikke fordi, jeg tror, at du har lagt dig fladt ned, mens du venter på et tegn fra oven, men nu har du gået og ventet, nu er det tid til at handle.

Noget af det, der hjælper mig, det er at tage et enkelt skridt i en eller anden retning. Så hvis jeg var dig, så ville jeg kontakte de uddannelser, du er interesseret i og møde dem allesammen, en efter en. Tage til informationsmøder eller få møder i stand med undervisere og ledere, hvor det er muligt. Det er det, jeg altid selv gør, når der er noget, jeg gerne vil uddanne mig i eller tage kursus inden for eller på retreat i. Altså når jeg ikke kan mærke et klart JA eller NEJ i mig. Hvis jeg er i tvivl, så går jeg i gang med undersøgelserne.

Så helt konkret, så ville jeg tage dig selv og din intuition alvorligt på den måde, at jeg vil anbefale dig at kontakte hver eneste af de uddannelser, du synes kunne være interessante. På den måde vil du lære rigtig meget om dig selv, om dine egne værdier, og om hvor du gerne vil hen i livet. Når du gør det og møder menneskene bag uddannelserne, så er det at du så skal være opmærksom på, hvad der sker i din krop.

Hvordan mærkes de her mennesker? Hvordan mærkes stedet? Er der noget som helst, som føles usandt? Er der grader af uærlighed? Er folk glade? Hvordan ser kursisterne ud, hvis du kan møde dem? Er der liv eller føles det dødt? Lad endelig være med at overtænke det her, Heidi. Lige her skal du ikke tænke så meget på, hvad du selv bringer med ind i billedet. Altså om du projekterer noget ud. Selvfølgelig er det godt at være opmærksom på det, hvis der er noget du kan genkende i dig selv som dit eget ego. Men ellers er det rigtig godt i den her undersøgelsesfase, bare at være helt ærlig med hvad du føler, uanset hvorfor du føler det.

Tænk på hvis du var et barn, der skulle vælge et dejligt sted at være. Gå ud fra de helt barnlige kriterier først. Så kan du senere se på det med et mere rationelt voksent blik, og så sortere i de uddannelser, der føles som gode og venlige steder ud fra det faglige. Så gå med din fornemmelse først. Hvordan mærkes det i maven? Holder folk øjenkontakt? Bliver de irriterede, hvis du stiller “dumme” spørgsmål? Kan du tydeligt mærke deres egoer?

Jeg har selv været til et utal af informationsmøder og er mange gange blevet dybt skuffet over, at jeg ikke kunne mærke nogen integritet eller sandhed hos dem, der havde uddannelserne og kurserne. Hvor det undervisningsmateriale, jeg på forhånd havde læst, slet ikke hang sammen med de mennesker, der skulle undervise mig i det. Men det som det har lært mig, det er at jeg nu er virkelig god til at spotte bullshit og floskler. Det kan føles meget tomt og ensomt, og det kan være nemt at vælge det som andre kan lide, selvom alt indeni en selv stritter i modsat retning.

Men når du så møder det som er et match med dig, og den du er, så kan du også så meget tydeligere mærke det, fordi du også har mærket alt det som ikke var et match. Det er præcis det samme med at kende mørket i sig selv. Det bliver så meget nemmere også at kunne se lyset, når man ved hvad der er hvad. Hvad der er lort, og hvad der er lagkage :)

Jeg ønsker dig masser af kraft på din vej og masser af flow og ro til mærke hvad det er, der vil matche dig bedst. Rigtig god fornøjelse med din nye uddannelse.

Mange kærlige hilsner og alt det bedste,

Anja

Går du også med spørgsmål i dig som du kunne tænke dig at få svar på, så er du meget velkommen til at skrive til mig igennem min nye brevkasse om spiritualitet.

Kære Anja.

Tak for din brevkasse, og dine gode overvejelser og perspektiver på livet.

Hvad tænker du om pensionsopsparing, og hvordan sparer du selv op?
Jeg kommer fra en familie, hvor der bliver talt rigtig meget om pension, fradrag og alt sådan noget i den dur. Både min far, min svigerfar og min mand gør det.

Og ja, jeg er så den utjekkede type, der bruger en masse penge på terapi, healing, musikkurser, gaver og mad. Jeg tænker, at det med pensionsopsparing, det gør jeg lige om lidt. Men sagen er jo, at jeg ikke gør det. Jeg skammer mig over, at jeg synes terapi og oplevelser er vigtigere, end noget som pensionsopsparing, der først sker om lang tid. Min mand er jo så tjekket, så jeg kan godt føle mig lidt umoden.

Hvad tænker du, om alt det her pensionshalløj?

Kærlig hilsen
Sigrid

Kære Sigrid

Går du også med spørgsmål i dig som du kunne tænke dig at få svar på, så er du meget velkommen til at skrive til mig igennem min brevkasse om spiritualitet.

Hej Anja.

Rigtig god ide med denne brevkasse. Godt gået.

Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvordan du egentlig finder ind til din kerne, sjæl og intuition. Jeg har brugt en del tid på kursuser osv. ift. meditation. Men ofte er det bare at sætte sig ned og mærke efter, sådan meget enkelt, men ja jeg kunne fortælle meget, men uanset hvad, kunne det være dejligt at høre, hvordan din tilgang er.

Måske det er noget du vil dele, måske ikke. Uanset hvad, god weekend.