BREVKASSEN: AT ÅBNE SIG FOR ENSOMHEDEN I SPIRITUALITETEN

Kære Anja.

I 2019 kan jeg holde 20 års ‘jubilæum’ for en besked, jeg modtog af en clairvoyant i 1999. Du er clairvoyant og kan heale! Siden da har jeg været en søgende sjæl og har arbejdet med min ro, eksperimenteret med mine evner og har et håb om at gøre brug af dette til glæde og gavn for mig selv og andre. Jeg savner alternative fællesskaber, hvor man kan lære af hinanden, gøre godt, flytte bjerge, og  støtte og hjælpe næsten uden at skulle bruge flere tusinde på uddannelse, eksamen for at være rigtig. Arbejdsfællesskaber, der støtter, der er udviklende. Lige nu har jeg svært ved at meditere, og visualisere det jeg ønsker af livet. Jeg vil bare gøre godt, gøre brug af mine evner, som jeg kunne bruge sammen med mine andre arbejdsmæssige kompetencer: Pædagog, bevægelsespædagog, social – og sundhedsassistent. Jeg har stillet det her spørgsmål før, og svaret er altid det samme: ‘Det skal du selv finde ud af’, ‘tag på kursus’, ‘tag en uddannelse’. Hvis du har tid til en kommentar, så ville det være dejligt, hvis ikke, så er det også ok.

Kærlig hilsen,

Vibeke

Anja Dalby Spirituel Brevkasse

Kære Vibeke.

Mange tak for din mail. Og mange tak for dit spørgsmål som både jeg selv, og mange andre er jeg sikker på, kan genkende sig selv i.

Da jeg var yngre læste jeg mange steder, at det at være et søgende menneske, at være interesseret i det åndelige, var en ensom færd. At når man var trådt ud på den her sti, så skulle man være klar over, at man valgte ensomheden. At man, hvis man går ad den vej, automatisk vil gå uden for fællesskabet, og at det meget ofte vil føles smertefuldt. Det vil føles smertefuldt, fordi vi er mennesker med egoer, som altid gerne vil være en del af et fællesskab. Fællesskaber betyder nemlig både sikkerhed og kærlighed. At være uden for, føles usikkert og altså også som om man er uden kærlighed.

‘Gevinsten’ ved at turde gå ud af strømmen, og gå sin egen ensomme åndelige vej, er kontakt med Gud eller det guddommelige. Når man først har mærket den kontakt stærkt i sig selv, så bliver det menneskelige fællesskab mindre vigtigt. Ikke at de to ting ikke kan hænge sammen, men det bliver sværere at være en del af almindelige, menneskelige fællesskaber, f.eks. på job og i familien, hvis der virkelig ikke er plads, til at man kan være et åndeligt menneske de steder.

Jeg forstod ikke, hvad der mentes med den ensomhed, da jeg læste det som ung. Men da var jeg heller ikke trådt helt ud på den spirituelle sti endnu, så jeg synes, det var noget af en overdrivelse og sådan lidt for meget spirituelt dramasprog. Men nu jeg har virkelig mærket den ensomhed. I en sådan grad, at jeg flere gange har været helt i tvivl om det var det værd, at leve et liv som jeg gør det. Jeg har sagt farvel til mange mennesker og er blevet sagt farvel til af mange. Det er ikke særligt sjovt for at sige det mildt. Det føles faktisk rigtig træls. Men det har betydet, at når jeg virkelig har set den ensomhed i øjnene og har talt alvorligt med mig selv, om det her liv virkelig var det værd, at jeg har mærket et kæmpe JA i mig. JA det er det værd at være alene. JA det er det værd, at blive set som megaunderlig og være enhver bordherres skræk, når man lægger ud med at sige, at man prøver at leve et liv i overenstemmelse med det guddommelige …

Du behøver ikke tage på flere kurser eller flere uddannelser. Du skal tage kraften til dig og selv gå ud og blive det spirituelle menneske som du søger i andre. Der er ingen, der kan lære dig at åbne dit hjerte for kærligheden der er til stede her. Eller jo, selvfølgelig er der redskaber og teknikker, som er gode at bruge, men dem kender du nok allerede. Der er ingen, der kan åbne dig for det guddommelige, det skal du selv.

Når du gør det, Vibeke. Når du tager dig selv og din spirituelle færd 100% alvorligt, så vil du opdage, at ingen fællesskaber egentligt er vigtige. Heller ikke de åndelige. Selvom det kan være fantastisk at være i en gruppe, eller at arbejde dedikeret med andre, som tænker på samme måde, om at være et spirituelt menneske, så er der også så mange fælder i det for egoet. De fælder skal man være super opmærksom på, og hvis alle er det i fællesskabet, så kan det altså være fantastisk givende. Lige indtil det ikke er det mere. Du vil altid, uanset hvor vidunderlig en gruppe du finder, skulle arbejde med din egen kontakt med det guddommelige. For det er den kontakt, der i sidste ende skal guide dig og lede dig videre til der, hvor du kan gøre den største forskel for Jorden og for andre mennesker.

Mit råd vil være, at du går ud i naturen. Det er altid der, jeg selv søger hen, når jeg savner at mærke en kontakt til det som er større end mig. I naturen beder jeg om råd og vejledning. Jeg mediterer og sidder stille. Eller går og og går i så lang tid, at tankerne er forduftet, og jeg kan begynde at høre og mærke min intuition. Bed om at få vist dit næste skridt. Og mærk at du er alene. At der ikke findes andet end dig og Gud. At dig og Gud er et. Når du mærker det, så bliver det mindre vigtigt om det er ensomt. Det bliver mindre vigtigt om du er det ‘rigtige’ sted. Om du bruger dit potentiale rigtigt. Om du gør nok gavn og bruger dine evner som du skal. For du mærker, at der ikke findes fejl. Det er ikke muligt at spilde et liv. Det er muligt at leve et liv som sovende. Hvor man aldrig vågner op fra egoet. Men det er heller ikke forkert. Det er blot som det er.

Der eksisterer mange spirituelle fællesskaber i verden, også i Danmark. Der ville det være muligt at arbejde med sig selv på den måde, du ønsker. Men du kommer ikke uden om, at du først skal finde ind til den del af dig selv, som tror på, at du er clairvoyant og kan heale. Hvis du indgår i et fællesskab, hvor du søger det uden for dig, som du egentligt skal finde i dig selv, så risikerer du at stagnere og stå stille. Det er meget nemt, at blive fanget af egoet i den slags fællesskaber, men det er sværere hvis du først har etableret en stærk kontakt i dig selv til det, vi kalder for Gud. 

Måden du selv erfarer, at du har de evner, du er blevet fortalt, at du har er igennem praktisk erfaring. Lav dit eget ‘kursus’. Sådan har jeg gjort massevis af gange (og gør det hele tiden stadigvæk). Jeg laver regler og discipliner for mig selv. Jeg arbejder med mit ego. Jeg styrker det åndelige. Jeg ‘leger’, at mit liv er et spirituelt liv, indtil det er det. Så jeg sætter ritualer op, beder bønner, mediterer, faster, danser, synger, går i naturen osv. Jeg tager også stadigvæk kurser som andre har lavet, men det er kun, når jeg kan mærke, at de bygger oven på min egen praksis, at det vil styrke min egen kontakt. 

Når du lever dit liv som om du har en god kontakt med det guddommelige og med dine egne clairvoyante og healende evner, så er det det liv du vil få. Det vil også sige, at du vil tiltrække ligesindede og muligheder i dit liv som vil bygge oven på det. Første skridt er din egen kontakt og tro på dig selv og at et åndeligt liv er muligt.

Mange tak for dit spørgsmål, Vibeke. Du er velkommen til at skrive tilbage, jeg vil meget gerne høre, hvis du har spørgsmål eller andet til det jeg har skrevet. Det er sådan et interessant område af vores liv, som jeg selv hele tiden er i undersøgelse omkring.

Alt det bedste til dig på din vej. Masser af kraft og knus til dig!

Mange kærlige hilsner,
Anja

Går du også med spørgsmål i dig som du kunne tænke dig at få svar på, så er du meget velkommen til at skrive til mig igennem min nye brevkasse om spiritualitet.

BREVKASSEN: MØDER JEG KÆRLIGHEDEN IGEN?

Denne gang er spørgsmålet til brevkassen kommet via en kommentar til dette her indlæg om kærlighed.

Kære Anja.

Tak for dit meget fine indlæg om mødet med kærligheden. Jeg bliver meget berørt af at læse det. Og samtidig bange for om det kun er for nogle …

Jeg har skrevet til dig før. Har fået nogle dybe skrammer efter en skilsmisse, og jeg har i den grad svært ved at ‘finde’ mig selv og er særligt bange for ikke at møde kærligheden igen.

Mon livet er planlagt for os? Er det mon bestemt, hvordan vores liv skal være? Om jeg f.eks. igen skal møde kærligheden? Eller har vi alle et aktivt valg og hvordan tager jeg det? Jeg kan læse, at du faktisk også troede, at det var slut med kærligheden og at du troede, at du skulle være alene og så kom din David …

Tak fordi du deler,
Marianne

Anja Dalby Kærlighed

Kære Marianne

Mange tak for din kommentar til mit indlæg. Som jeg også skrev dengang, så ville jeg gerne svare dig mere uddybende i et blogindlæg.

Jeg tror, at vores vilje er fri og alligevel ikke. Når jeg er i mit ego, så er jeg styret. Jeg er styret af gamle mønstre, diverse samfundsprogrammeringer, opvækst, traumer, alt det ubevidste. Når jeg er i mit ego, så har jeg ikke en fri vilje, for alt hvad egoet gør, gør det som en reaktion på noget andet. Det har reaktioner, som både er meget banale og som på samme tid kan virke ret uigennemskuelige og komplicerede.

Når jeg er i min kerne, i mit hjerte, min essens, min sjæl, så er jeg fri og alligevel ikke. For jeg er styret af mit hjertes lyst til at gøre godt. Men jeg er fri, når jeg forstår at grunden til, at jeg bliver styret af mit hjerte er fordi jeg er mit hjerte. Jeg er kærlighed. Kærlighed er Gud, det guddommelige, kraften, hvad end vi vil kalde den. Når jeg overgiver mig til at jeg ER den kraft, så oplever jeg en følelse af frihed. Men hvem er jeg der oplever? Hvem er jeg der føler sig enten fri eller fanget på en bestemt skæbnevej?

Jeg har følt mig ledt mange gange i mit liv, sådan så jeg ikke var i tvivl om, hvad det var jeg skulle gøre. Eller mit ego har sagtens kunne tvivle, men inderst inde vidste jeg, hvad det var jeg skulle. Der kan sagtens eksistere koncepter som karma og den slags, så der er ting vi skal have ryddet op i og transformeret i de liv vi har her. Men det betyder ikke, at vi ikke altid kan vælge at gå med kærligheden.

Så valget er aktivt. I hver eneste situation i vores liv, så kan vi vælge at være i vores hjerte eller i vores ego. Vores liv og vores vej vil forme sig meget forskelligt alt efter, hvad vi vælger at lade os lede af. Måske er vejen planlagt for os, uanset hvad vi vælger. Men jeg vil altid vælge at træffe valg ud af hjertet, da det til hver en tid vil være vejen, hvor der er mest flow, mest overflod, glæde, lykke og ja kærlighed.

Så hvis jeg var dig, så ville jeg arbejde på kontakten til mit hjerte og bede det lede mig. Jeg ville arbejde på at lære min intuition godt at kende (hjertets sprog), og så ville jeg følge de impulser som jeg kunne mærke derfra (som jeg også ved at du har gjort).

Det kan ikke gå galt, når du er i hjertet. Eller der kan sagtens ske ting. Skilsmisser, sygdom og død sker jo. At vi har en mening om det, er sådan set bare vores eget problem. For det er naturlige bevægelser på en naturlig planet. Det er kun egoet, som synes at den slags er træls.

Men når du bliver i hjertet, så vil du blive ledt og lade dig lede mod glæde. Glæde tiltrækker glæde. Så når du er glad og søger mere, som kan gøre dig glad, så vil du også tiltrække mere glæde.

Det betyder ikke, at du så er forkert, hvis du ikke er glad lige nu, eller at nu har du så tiltrukket, eller er i gang med at tiltrække, mere smerte. Sådan er det ikke. For glæden er der altid. Hjertet er der altid. Det ved du også. At linjen mellem smerte og glæde er meget tynd. Det kan lynhurtigt skifte fra det ene til det andet.

Der findes ingen tunge skæbneveje. Hvis vores liv føles sådan, så er det fordi vi mosler rundt i egoet og dets ønsker og det er megatungt! Hjertet er let og legende, så når vi er i hjertet, så vil vores liv spejle det.

Det er ikke svært, det kræver blot bevidsthed og opmærksomhed. Øv dig i at elske og i at elske alt. Det er selvfølgelig nemmere sagt end gjort, men selv små skridt hver dag gør en forskel. Om så hele dagen har været træls, så er et minuts bevidst opmærksomhed på at vælge at være i sit hjerte, det som også energetisk kan vende hele skuden.

Tro på det. Bliv ved. Giv ikke op. Tro på at kærligheden vinder, der er ikke andre muligheder.

Kærlig hilsen Anja

Går du også med spørgsmål i dig som du kunne tænke dig at få svar på, så er du meget velkommen til at skrive til mig igennem min nye brevkasse om spiritualitet.

BREVKASSEN: SÆT I GANG! SÅDAN SKABER DU DE FORANDRINGER, DU DRØMMER OM

Hej Anja.

Jeg har et spørgsmål til din brevkasse. Jeg skal i gang med noget nyt i løbet af 2019 og har en stærk fornemmelse af, at det kommer til at omhandle det fysiske og kropslige, de forskellige årsager til ubalancer og det psykiske samt forløsning og healing.  Det jeg er meget i tvivl om er hvilken uddannelse, der vil være den rette for mig?

Jo mere, jeg kigger mig rundt og søger info, jo mere i tvivl bliver jeg.Jeg prøver at lade det ligge, så det hele kan få ro til at arbejde, uden mine tanker og kontrol forstyrrer. Samtidig vil jeg også bare i gang, da jeg mærker så meget energi, lyst og drive på området. Håber et svar fra dig kan sende mig retur til kroppen ;-)

På forhånd mange tak for din tid og energi. 

Bedste hilsner,

Heidi

Anja Dalby Spirituel Brevkasse

Kære Heidi

Mange tak for din mail. Når jeg står i en situation som din, hvor jeg skal træffe et valg om noget, og jeg kommer i tvivl, så gør jeg ligesom du beskriver det. Jeg søger ned i kroppen og ud af tankerne. Det er især igennem min krop, at jeg kan mærke min intuition, eller på den måde, at der bliver mere ro i tankerne, når jeg er i min krop, og af den vej kan jeg så meget nemmere mærke min intuition. Og som du helt rigtigt beskriver det, så kan man så stå der i ret lang tid og vente, på at svaret kommer på, hvad det er du skal …


Det der er hemmeligheden her, det er ikke at blive stående og vente. Jeg kan helt klart nemt have en tendens til at indse, at jeg ønsker noget i mit liv, eller en eller anden form for forandring, og så ligger jeg mig ned og venter på, at den forandring indtræffer. Jeg venter på, at min intuition ud af den klare luft vil fortælle, hvor jeg skal hen, mens jeg ligger på sofaen og spiser kage og griner af memes på Instagram.


Sådan fungerer det bare meget sjældent. Som regel er vi nødt til at sætte os selv i en eller anden form for bevægelse for, at vi kan høre og mærke, hvad det er vi skal. Det føles som om, at vi skal ruske os selv lidt op energetisk, for at der kommer hul igennem til os. Jeg er f.eks. fuldt ud bevidst om, at jeg bliver ret døv over for alle mulige tegn, når jeg først har lagt mig på den berømte sofa. Til gengæld kan jeg få alle mulige informationer og inspiration på en almindelig tur i skoven, i en bus, i et tilfældigt møde eller tusind andre steder. Men jeg er nødt til at lette mig for, at jeg kan høre, hvad der bliver sagt. Det er ikke fordi, jeg tror, at du har lagt dig fladt ned, mens du venter på et tegn fra oven, men nu har du gået og ventet, nu er det tid til at handle.


Noget af det, der hjælper mig, det er at tage et enkelt skridt i en eller anden retning. Så hvis jeg var dig, så ville jeg kontakte de uddannelser, du er interesseret i og møde dem allesammen, en efter en. Tage til informationsmøder eller få møder i stand med undervisere og ledere, hvor det er muligt. Det er det, jeg altid selv gør, når der er noget, jeg gerne vil uddanne mig i eller tage kursus inden for eller på retreat i. Altså når jeg ikke kan mærke et klart JA eller NEJ i mig. Hvis jeg er i tvivl, så går jeg i gang med undersøgelserne.


Så helt konkret, så ville jeg tage dig selv og din intuition alvorligt på den måde, at jeg vil anbefale dig at kontakte hver eneste af de uddannelser, du synes kunne være interessante. På den måde vil du lære rigtig meget om dig selv, om dine egne værdier, og om hvor du gerne vil hen i livet. Når du gør det og møder menneskene bag uddannelserne, så er det at du så skal være opmærksom på, hvad der sker i din krop.


Hvordan mærkes de her mennesker? Hvordan mærkes stedet? Er der noget som helst, som føles usandt? Er der grader af uærlighed? Er folk glade? Hvordan ser kursisterne ud, hvis du kan møde dem? Er der liv eller føles det dødt? Lad endelig være med at overtænke det her, Heidi. Lige her skal du ikke tænke så meget på, hvad du selv bringer med ind i billedet. Altså om du projekterer noget ud. Selvfølgelig er det godt at være opmærksom på det, hvis der er noget du kan genkende i dig selv som dit eget ego. Men ellers er det rigtig godt i den her undersøgelsesfase, bare at være helt ærlig med hvad du føler, uanset hvorfor du føler det.


Tænk på hvis du var et barn, der skulle vælge et dejligt sted at være. Gå ud fra de helt barnlige kriterier først. Så kan du senere se på det med et mere rationelt voksent blik, og så sortere i de uddannelser, der føles som gode og venlige steder ud fra det faglige. Så gå med din fornemmelse først. Hvordan mærkes det i maven? Holder folk øjenkontakt? Bliver de irriterede, hvis du stiller “dumme” spørgsmål? Kan du tydeligt mærke deres egoer?


Jeg har selv været til et utal af informationsmøder og er mange gange blevet dybt skuffet over, at jeg ikke kunne mærke nogen integritet eller sandhed hos dem, der havde uddannelserne og kurserne. Hvor det undervisningsmateriale, jeg på forhånd havde læst, slet ikke hang sammen med de mennesker, der skulle undervise mig i det. Men det som det har lært mig, det er at jeg nu er virkelig god til at spotte bullshit og floskler. Det kan føles meget tomt og ensomt, og det kan være nemt at vælge det som andre kan lide, selvom alt indeni en selv stritter i modsat retning.

Men når du så møder det som er et match med dig, og den du er, så kan du også så meget tydeligere mærke det, fordi du også har mærket alt det som ikke var et match. Det er præcis det samme med at kende mørket i sig selv. Det bliver så meget nemmere også at kunne se lyset, når man ved hvad der er hvad. Hvad der er lort, og hvad der er lagkage :)


Jeg ønsker dig masser af kraft på din vej og masser af flow og ro til mærke hvad det er, der vil matche dig bedst. Rigtig god fornøjelse med din nye uddannelse.


Mange kærlige hilsner og alt det bedste,

Anja

Går du også med spørgsmål i dig som du kunne tænke dig at få svar på, så er du meget velkommen til at skrive til mig igennem min nye brevkasse om spiritualitet.

BREVKASSEN: SKAL JEG SPARE OP TIL PENSION?

Kære Anja.

Tak for din brevkasse, og dine gode overvejelser og perspektiver på livet.

Hvad tænker du om pensionsopsparing, og hvordan sparer du selv op?
Jeg kommer fra en familie, hvor der bliver talt rigtig meget om pension, fradrag og alt sådan noget i den dur. Både min far, min svigerfar og min mand gør det.

Og ja, jeg er så den utjekkede type, der bruger en masse penge på terapi, healing, musikkurser, gaver og mad. Jeg tænker, at det med pensionsopsparing, det gør jeg lige om lidt. Men sagen er jo, at jeg ikke gør det. Jeg skammer mig over, at jeg synes terapi og oplevelser er vigtigere, end noget som pensionsopsparing, der først sker om lang tid. Min mand er jo så tjekket, så jeg kan godt føle mig lidt umoden.

Hvad tænker du, om alt det her pensionshalløj?

Kærlig hilsen
Sigrid

Anja Dalby Pension
 

 

Kære Sigrid

 
Mange tak for dit spørgsmål og fordi du læser med, tak Sigrid.
 
Jeg har ikke selv en pensionsopsparing. Det er der ikke en god grund til, udover at jeg som dig også prioriterer at bruge mine penge anderledes.
 
Men jeg har gjort mig en del tanker omkring det. Der er flere måder at sikre sig til alderdommen på. Hvilket med det samme får mig til at spørge i mig selv, om jeg er sikker på, at jeg skal sikres. For det er faktisk ikke noget, jeg med sikkerhed ved. Det er en overbevisning som jeg vil undersøge i mig selv.
 
Det er vigtigt at huske, at der er mange måder at ‘spare op på’. Både i penge, men også i mursten, jord, viden, praktiske færdigheder, åndelig udvikling o.s.v.
 
Min mand og jeg har købt et billigt hus som vi vil have betalt helt ud, når vi skal ‘pensioneres’, hvis vi skal det. Det ved jeg ikke om jeg skal helt. Mit arbejdsliv er flydende, og noget jeg reelt set ville kunne blive ved med at gøre altid. Men vi har sikret os på den måde, at vi ikke vil have de store udgifter som gamle, ved at købe et billigt og godt hus som vi kan bo næsten gratis i, når vi er ældre.
 
Vi er i gang med at lære at dyrke vores egne grøntsager, og vi har plantet en masse frugttræer. Vi tænker i at blive så selvforsynende som muligt og øver os i nu, at leve så simpelt som vi synes er sjovt, så vi også på længere sigt kan gøre det. Det er ikke et offer. Det er strategisk i forhold til det nu vi er i, og det er også en måde at øve os i at blive mere fri af vores egoers idéer om, hvad der er vigtigt at spise og have for at have et dejligt liv.
 
Min mand og jeg taler tit om alternative former for indkomster. Her hvor vi bor ude på landet, her er mange ‘jyske dollars’, altså penge som cirkulerer mellem hænderne på folk og som ikke bliver opgivet til staten. Der er også masser af vennetjenester mennesker imellem, som hjælper folk til at få tingene til at fungere uden om fakturaer og større systemer. Så vi taler om, hvordan vi selv kan få tingene til at hænge sammen på alternative måder. Vi forbereder os ikke på en fattig alderdom, men vi forbereder os på at kunne klare os uden støtte fra staten eller en opsparing.
 
Derudover så er min erfaring, at tingene altid løser sig, hvis jeg er flydende og slapper af. Det oplever jeg igen og igen i mit liv. Så det ved jeg også vil gøre sig gældende i min alderdom. Der er ingen grund til, at det stopper, fordi jeg fylder 67 år. Jeg øver mig i at slappe af og have tillid til livet ved at arbejde med mit ego og ved at blive bedre og bedre til at lytte på min intuition.
 
Det er bestemt også, så jeg er klar over, hvilken vind vinden blæser, når jeg bliver ældre. Det betyder jo ikke, at jeg så kan gøre det om, i forhold til en pensionsopsparing. Men at jeg er forberedt på ændringer, som kan betyde at det f.eks. er bedre at bo i et andet land end i Danmark. Vi taler også om, at det er noget nemmere at leve af frugterne på træerne i Costa Rica (eller andre varme lande) end i Danmark. Så vi er også forberedte på måske at flytte helt væk herfra, hvis det kan gøre tingene nemmere for os.
 
Jeg forbereder mig altså til en ‘spartansk’ alderdom, ved faktisk at leve meget spartansk nu. Det kan lyde som om, at jeg så er i gang med at manifestere noget ‘negativt’, men i virkeligheden er det for mig et vigtigt ego-arbejde. Jeg har ikke et billede af, at jeg skal spille golf, drikke rødvin og spise store bøffer som gammel. Hvis jeg havde det, så er det klart, at jeg skulle gøre en helt anden indsats for at spare op end jeg gør nu. Jeg har et billede af at leve et godt og let liv. Som er tilfredstillende på samme måde som det er nu, hvor jeg elsker mine æbler og kartofler. Hvor jeg nyder at dyrke min egen mad. Hvor jeg bruger, de penge jeg har på ting som hjælper mig til at blive mere fri af mit ego. I virkeligheden er det jo ikke alderen, der bliver et problem, det kan altid kun være egoet og dets mening om, hvordan tingene skal være. En god alderdom kan være virkelig mange ting, og det undersøger jeg løbende i mig selv for at mærke, hvad det er for mig.
 
At være fri til at gøre, hvad jeg har lyst til. Uanset om det så er at sælge tegninger på gaden i Peru, lave læsninger på stranden i Goa eller bo i Danmark og spise kartofler, det er det som jeg prioriterer allermest i forhold til at blive ældre.
 
Jeg husker også at forholde mig åben til, at det slet ikke behøver blive sådan som jeg tror. Jeg kan både blive ramt af en bil i morgen, vinde i lotto, arve uventet, opfinde noget vidunderligt. Alt kan ske, og det ved jeg. Det er det eneste, som er sikkert. Men ved at sætte min barre ‘lavt’ nu, så slipper jeg for at skulle håndtere, at mit ego tuder over manglende flødeskum og nye tasker, når jeg er 70 år, og jeg kan koncentere mig om at nyde livet i stedet.
 
Hvis jeg var dig, så ville jeg undersøge i mig selv, hvordan du gerne vil have dit liv er, når du bliver ældre. Hvis du ønsker samme form for komfort som du måske har nu, så ville jeg tage hånd om det. For det ville nok sandsynligvis kræve en opsparing i penge. Men det kan også være, at du er villig til at leve et helt andet liv som ældre, måske kan du se dig selv bo i en kolonihave, måske kan du se dig selv bo i et meget billigere land, måske vil du lige som os lære at dyrke din egen mad, så du bliver mere fri på den måde.
 
Når jeg skammer mig, så dykker jeg lige lukt ned i det. Skam er altid en fantastisk hjælper til at vise mig, at her er en uoverensstemmelse i mit liv. Mit ego kan skamme sig, ved at tro, at her er noget det gør forkert, som f.eks. at det ikke har fået lavet en pensionsopsparing.
 
Så der ville jeg enten blive meget bevidst om, at det er med vilje, at jeg ikke har det, og ikke fordi jeg er doven og impulsstyret som mit ego ellers godt kan tro jeg er. Og hvis jeg opdagede, at grunden til at jeg ikke har en pensionsopsparing er fordi jeg spiser flødeboller eller køber nye sko for mange tusind kroner hver måned, så ville jeg håndtere det. Jeg ville altså følge efter den skam, jeg føler og undersøge, hvad den drejer sig om. Jeg orker ikke mere skam og at skamme sig (som jeg også sagtens ville kunne gøre) over ikke at spare penge op, er virkelig spild af energi, for det kan der gøres noget håndgribeligt ved.
 
Jeg håber, det gav dig svar på dit spørgsmål Sigrid, du er meget velkommen til at skrive igen, hvis der er noget, du ønsker at spørge ind til.
 
Alt det bedste til dig og god vind fremover!
 
Mange kærlige hilsner,
 
Anja

Går du også med spørgsmål i dig som du kunne tænke dig at få svar på, så er du meget velkommen til at skrive til mig igennem min brevkasse om spiritualitet.

BREVKASSEN: HVORDAN FINDER JEG IND TIL MIN KERNE, SJÆL & INTUITION?

Hej Anja.

Rigtig god ide med denne brevkasse. Godt gået.

Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvordan du egentlig finder ind til din kerne, sjæl og intuition. Jeg har brugt en del tid på kursuser osv. ift. meditation. Men ofte er det bare at sætte sig ned og mærke efter, sådan meget enkelt, men ja jeg kunne fortælle meget, men uanset hvad, kunne det være dejligt at høre, hvordan din tilgang er.

Måske det er noget du vil dele, måske ikke. Uanset hvad, god weekend.

Kh hvorenddugårhen
Spirituel Brevkasse Anja Dalby

Kære hvorenddugårhen.

Mange tak for dit spørgsmål, det er rigtig godt, og det fik mig virkelig til at tænke.

For mig er det blevet en hverdagsbevægelse at sørge for, at jeg (stort set) hele tiden kan mærke min kerne (eller sjæl) og ad den vej være i kontakt med min intuition. Med tiden er det blevet nemmere for mig at være i stand til at mærke, når jeg er i mit ego og altså ikke er i min kerne eller i min essens.

Jeg træner hele tiden at mærke min kerne ved at øve mig selv at blive i nuet. Når jeg er i nuet, så opleves alt nærmest som en meditation, og alt det som sker i mig af egotanker og fornemmelser fra min intuition er meget nemmere for mig at registrere. Det lykkedes naturligvis i varierende grad at blive i nuet. Nogle gange er det slet ikke muligt for mig, og tanker og følelser render afsted med mig.

At være i nuet træner jeg ved hele tiden, at være opmærksom på mine sanser og hvad de registrerer. Hvad hører jeg, hvad ser jeg, hvad dufter jeg, hvad mærker jeg, hvad føler jeg. På den måde tvinger jeg min opmærksomhed ned i mig selv, og det er sværere for egoet at drøne afsted med mig ud af en eller anden lang tangent.

Men når det alligevel sker, at jeg er endt langt ude et eller andet sted i mig selv, så er det ikke altid, at det er nok at træne at være i mig selv og at være i nuet. For lige der i mig selv, hvor der måske er ret meget kaos i lige det øjeblik, der er så uroligt at være, at ingen af mine sædvanlige sanseøvelser virker.

Så tager jeg andre redskaber i brug for at vende tilbage til min kerne. Jeg bruger som regel naturen. Jeg gør tit det, at jeg øjeblikkeligt går udenfor. Gerne med bare tæer på jorden, så jeg for alvor bliver vækket og trukket ud af det drama mit ego har skabt i mig. Hvis jeg har mulighed for det, så går jeg en tur (nu med sko), og mens jeg går sørger jeg for at rette mit fokus ud på naturen omkring mig. Der bruger jeg igen mine sanser til at være til stede, hvor jeg er og til at hive mig selv ud af det kaos, jeg føler i tanker og følelser.

Mens jeg er i naturen er jeg bevidst om, at den er gavnlig for mig. At den renser min energi. At den hjælper mig. Det takker jeg for, og taknemmelighed og at kunne mærke sit hjerte, er også altid en rigtig god måde at vende tilbage til sig selv på. Jeg går ofte i naturen, i skoven eller ved havet og beder om kraft og renselse. Det oplever jeg også gør, at jeg nemmere kan mærke mig selv.

Jeg sørger for at fodre mig selv med god og sund mad. En kost som er fyldt med fedt, salt, sukker og koffein gør, at jeg har meget sværere ved at mærke mig selv. Jeg sørger for ordentlig søvn. Sørger for at jeg ikke sidder for længe foran min computer, og at jeg ikke bruger for meget tid på sociale medier. Jeg prøver så vidt muligt at registere, hvad der sker i mig og i mit ego og prøver at tage hånd om det så hurtigt som muligt, så der ikke er noget, der får tid og plads til at vokse sig kæmpestort.

Jeg siger tit, at jeg behandler mig selv som en baby. Jeg tjekker om maven virker som den skal, om søvnen er fin, om der er kommet god kost ind. Jeg tjekker om jeg er blevet overstimuleret. Om jeg er blevet stresset i form af at have for travlt eller om jeg er stresset i mine følelser. Om jeg har fået frisk luft og ordentlig bevægelse. Om den måde jeg er blevet stimuleret på har været positiv. De her baby-parametre lever jeg efter hver dag, de gør nemlig at det er så meget nemmere for mig at blive i nuet, være til stede i mig selv, mærke min kerne og høre min intuition.

I mange år troede jeg, at hvis jeg bare fik gang i en god meditationspraksis, så ville jeg være i stand til nemmere at kunne mærke, hvem jeg var, og hvor jeg skulle hen i livet. Det mener jeg også stadig er sandt. Jeg syntes bare det var svært at få gang i den praksis. Derfor kombinerer jeg at være mindful i hverdagen, altså at sørge for at blive i nuet, med de andre ting jeg nævner herover. Og ad den vej er det så faktisk blevet meget nemmere for mig at få en meditationspraksis.

At sætte sig ned og meditere kan virke som at løbe en marathon for egoet. Der er ofte nogle heftige barrierer, der skal overvindes. Men ved at træne de andre ting, jeg nævner her, så er jeg allerede i god meditationsform. Det er meget nemmere for mig at sætte mig ned i meditation som jeg så til gengæld oplever ofte bliver en mere spontan og lystbetonet affære end før, hvor jeg måtte overbevise mig selv om,, at det var en god idé.

Jeg beder også bønner. Sidder i stilhed ved et stearinlys. Trommer på min tromme og rasler med mine rasler. Jeg synger også, brænder røgelse eller urter af, bruger aromaterapi og sidder med mine to yndlingskrystaller i hænderne. Men det er klart, at det er svært at gøre de ting i en bus eller når jeg færdes rundt på normal vis, så det er mest herhjemme, jeg bruger de redskaber.

Tak igen for dit spørgsmål! Jeg håber. du kunne bruge mit svar, og ellers er du meget velkommen til at skrive tilbage. Ha’ det rigtig godt.

Kærlig hilsen

Anja

Går du også med spørgsmål i dig som du kunne tænke dig at få svar på, så er du meget velkommen til at skrive til mig igennem min nye brevkasse om spiritualitet.