BREVKASSEN: HOLD DIT SPACE

Kære Anja.

Jeg har et spørgsmål som jeg synes, jeg ret ofte har brug for et svar på. Det handler om, hvordan jeg håndterer det, når jeg møder mindreværd i andre mennesker. De møder det helt sikkert også hos mig ind imellem, men så kan de jo blive inspireret til, hvordan de tackler mig her :-) 

Det kan være svært at stå stærkt og roligt i mig selv, når andre mennesker misforstår det, jeg har talt med dem om. Ikke i de situationer, hvor jeg har været utydelig i min kommunikation, men i situationer, hvor jeg siger ét og de hører noget andet fordi de ringer op til en ‘historie’ i deres fortid. Hvordan kan jeg lade være med at føle jeg skal forsvare mig selv og undskylde for, at de har misforstået, ja og føle mig dårligt tilpas fordi de tror jeg har sagt noget negativt om dem, når jeg i virkeligheden har været helt neutral? Synes det kan være svært ikke at gå i selvforsvar og føle jeg skal retfærdiggøre at jeg altså ikke sagde det de mener at have hørt.

Kh og tak for hjælpen,
LS

Anja Dalby Brevkasse

Kære LS.

Tak for dit virkelig gode spørgsmål. Jeg har måtte tænke en del over det, for det er virkelig ikke en nem situation at være i, når den opstår.

Det er så nemt selv at ryge i sit eget mindreværd, når andre gør det. Så det er jeg for det første opmærksom på ikke at gøre. Jeg er klar over, at hvis jeg føler et behov for at undskylde, forklare eller forsvare mig selv, så er det i mit mindreværd, jeg taler fra. Så har de andres reaktion nemlig gjort, at jeg selv har ‘ringet op’ til mine gamle historier. Historier der kan handle om at være for meget, for kold, for grov, for ærlig, for uempatisk o.s.v.

Så helt konkret, så gør jeg det, at jeg tier stille og holder mit hjerte åbent og kontakter omsorgen for personen, jeg bliver konfronteret med. Jeg tier også stille i mit kropssprog, og jeg er opmærksom på at virke så åben og lyttende over for det de andre siger som muligt.

Jeg lader altså den anden, eller de andre, have deres reaktion i fred. Det gør jeg både ud af respekt for dem og ud af respekt for mig. De må føle og reagere præcis som de har behov for. Det samme må jeg. Men jeg tager ansvar for ikke at fodre deres mindreværd endnu mere ved at begynde at undskylde og forklare, for min erfaring er at hvis jeg gør det, så føler personen sig ofte mere forkert. Så kan personen oven i føle sig misforstået og som om jeg ikke anerkender deres reaktion fordi jeg prøver at ændre deres opfattelse af det jeg sagde.

Jeg tager også ansvar på den måde, at jeg faktisk lytter på det de siger ærligt. Hvad nu hvis de har ret? Er det jeg tænker som ren neutralitet virkelig så neutralt som jeg tror? Hvor var mit eget ego eventuelt blandet ind i det jeg sagde? Så de ting ser jeg på, måske er det ikke altid muligt i selve situationen, men så ser jeg på det bagefter. Jeg har altid lov til at vende tilbage til folk, og sige at de faktisk havde ret og give en ærlig undskyldning. Den mulighed lader jeg være åben.

Men altså, i situationen tier jeg stille. Indtil den anden har raset ud eller har sagt det personen gerne vil sige. Hvis jeg kan mærke, at jeg faktisk var så neutral og ‘ren’ i det jeg sagde, som jeg følte jeg var, så siger jeg stille og roligt, at jeg stadig mener det jeg sagde. Jeg kan sagtens vise omsorg for den andens mindreværd uden at undskylde for mig selv. Hvis jeg undskylder uden at mene det, så lyver jeg, og det er jeg aldrig interesseret i. Hverken for deres eller min skyld.

Når jeg virkelig hører hvad det er den anden siger, så får jeg som regel også en indgangsvinkel til personens mindreværd. Og så kan jeg italesætte det (ikke mindreværdet, for Guds skyld, det kommer der ikke noget godt ud af) men når mit hjerte er åbent og venligt overfor den anden, så er det meget nemt at høre, hvad det er de har ringet op til. Er det gammel skam? Tror personen, at jeg dømmer ham eller hende? At jeg tror at jeg er bedre end personen? Det er alt sammen forskellige stemmer fra mindreværdet, men det kan være rigtig værdifuldt at vide det om den anden.

Det bliver nemlig meget nemmere for mig at ‘vinkle’ mit svar så. Det kan jeg stadig godt gøre uden at undskylde eller forklare, det er bare meget nemmere at sige det samme igen, på en anden måde, når jeg har set hvor det er i deres mindreværd de føler sig ramt. Jeg er meget opmærksom på at holde det hele i mig selv, altså så jeg ikke på noget tidspunkt får peget en finger i deres retning. For det er det som i første omgang har gjort at personen reagerer, at de føler, at jeg har peget med en dømmende finger på dem. Så jeg kan prøve at omformulere og tage den endnu mere hjem i mig selv.

Det kan sagtens ske, at det så åbner den anden person op, og vi derefter kan have en mere ligeværdig og ærlig samtale om det jeg sagde. Men det kan også ske, at personen holder ved sin historie om mig og sådan må det så være. Det kan jeg ikke gøre noget ved. Hvis det er en person, der har det sådan, at de hellere vil holde ved deres smerte end at få en forløsning, så er det nok alligevel ikke en person, jeg skal have i mit liv.

På en arbejdsplads, eller hvis det drejer sig om familie som man heller ikke sådan lige kan slippe af med igen, så går jeg nu videre med en viden om den anden person. Ikke fordi det skal bruges mod den anden, men så jeg kan arbejde med min forståelse og blive bedre til at kommunikere endnu mere ‘rent’. Det er en god erfaring at have med sig.

Jeg arbejder med, at der gerne må være uforløste ting i mit liv. Eller i dem omkring mig. Det gør mig ikke til et værre menneske, at nogen tror noget negativt om mig. Det kan være rigtig svært, fordi vi er så gearet til at ville have harmoni hele tiden, i alle vores relationer. Men den harmoni skal ikke ske på bekostning af nogen, hverken mig eller dem. Så er det langt bedre og meget mere voksent og stærkere, at acceptere at det ikke er muligt at være venner med alle. Eller selvfølgelig er det det, men acceptere at måske er mindreværdet og egoet så stort i nogle mennesker, at de hellere vil have krig end fred og sådan må det så være. Det er deres liv og deres smerte.

Det giver mig ikke fred i mig selv at undskylde for noget jeg ikke ærligt mener jeg skal undskylde for. Så sælger jeg mig selv ud. Selvom en konflikt er vildt ubehagelig, så er det bedre for mit selvværd, at jeg holder ved det jeg følte og lader andre om at føle det de føler.

Jeg har desværre ikke et konkret eksempel jeg kan dele med dig, så jeg håber ikke mit svar bliver alt for abstrakt. Du må meget gerne skrive igen, hvis der er noget i mit svar du ønsker at få uddybet eller andet.

Mange kærlige hilsner,

Anja

Går du også med spørgsmål i dig som du kunne tænke dig at få svar på, så er du meget velkommen til at skrive til mig igennem min brevkasse om spiritualitet.

BREVKASSEN: TRAFIKSTØJ

Hej Anja.

Tak for en rigtig god blog. Du har lært mig meget om egoets råben og skrigen :) Jeg har et lille problem. Jeg er ellers rigtig stærk i tankens kraft, og har ofte kanaliseret de ting og situationer, jeg har haft brug for. Men denne gang kan jeg ikke finde ud af det.

Tingen er, at vi for 4 måneders tid siden, flyttede ind i et nybygget kvarter i Ørestad. Vi vidste godt, at der ville køre biler, men vi havde slet ikke forestillet os, at der ville være så mange og at området var udformet, så det er decideret farligt for små børn at færdes herinde: Dårligt udsyn, høj fart, ingen skiltning osv. Det er ikke en mulighed at flytte igen, og det har vi heller ikke lyst til. De her biler de irriterer mig i sådan en grad, og jeg er gået i mega ego-løsningsmode. Men egoet råber og overdøver min evne til at kanalisere, hvad jeg i virkeligheden ønsker. Altså færre biler og mere plads til børn i leg. Jeg bliver irriteret hver gang, jeg hører en bil inde i kvarteret, hvilket er hele tiden. Hvordan vender jeg denne dårlige spiral?

Mvh Laura

Anja Dalby Spirituel Brevkasse

Kære Laura

Mange tak for dit spørgsmål og dine ord om min blog, det gjorde mig glad at læse, at det jeg skriver er brugbart.

Det problem du har, det kender jeg rigtig godt. Jeg kender det både fra da jeg boede midt i Aarhus og også var virkelig træt af trafikken. Så flyttede vi i skoven for 1,5 år siden, og jeg tænkte at så ville jeg endelig få ro fra de biler. Men tænk sig! Der er også biler i skoven. 

Vi bor lige op af den eneste større vej, der er herude og det har vist sig, at der er en del mere trafik på den vej end vi lige regnede med. F.eks. er den her vej, som virkelig ikke er særlig stor og hvor man kun må køre 50 km/t, en stor trafikåre for mange af de lastbiler, som skal længere ud i industriområderne på Djursland. Lastbilerne er kæmpestore og overholder sjældent fartbegrænsningerne. Jeg har faktisk også overvejet om vi skulle flytte igen, på grund af trafikken, men vores hus og have er så perfekt, at vi er blevet enige om at leve med trafikken.

Det som jeg har gjort (og stadig er i gang med) det er, at jeg omkoder mit syn på bilerne og lastbilerne. Jeg gør det, at jeg hver eneste gang, jeg registrerer, at der kommer en bil og jeg mærker en irritation i mig, tænker på at der kører nogens søn eller datter. Lige der kører der en person, som jeg helt sikkert godt kan lide, hvis jeg fik muligheden for at lære personen at kende. Et sødt og kærligt og omsorgsfuldt menneske, som også elsker knus og hundehvalpe. Sådan er alle nemlig inderst inde.

Jeg tænker, at dem der kører stærkt har travlt. Jeg tænker på, hvordan det føles i mig, når jeg har travlt, og tror at jeg kan indhente tiden ved at køre stærkere. Det er ikke et sted, der føles særlig dejligt i mig, så jeg sender omsorg til dem der kører stærkt. Jeg sender forståelse, for jeg gør også præcis det samme. Jeg er også bilist, som nogle gange kører, som om jeg er den eneste, der skal noget vigtigt i hele verden.

Jeg tænker også på, hvor vidunderligt det er, at der findes biler. Uanset hvordan jeg kunne ønske mig mindre af dem (og især her hvor jeg selv bor jo), så er det alligevel vildt smart med biler. Jeg tænker på, hvordan de bærer os frem og tilbage til vores arbejde, til mennesker vi elsker, til indkøb og dejlig mad, til eventyr og rejser. Jeg ser biler som en del af det guddommelige. Biler er ikke gode eller onde. Biler er biler. Et redskab vi kan bruge. De er helt neutrale, det er kun mig, der kan putte en etiket på dem.

Det er en måde at omprogrammere sig selv på, det er ikke sådan så vi skal kunne udholde helt uhyrlige ting i vores liv. Men som du også skriver, så har I ikke lyst til at flytte igen. Det har jeg heller ikke. Derfor er det bedre at skifte fokus indtil noget andet sker. Og det kan du (og jeg) være helt sikre på. Det eneste, der er sikkert er forandring. Der vil også komme forandringer til jeres område, ligesom der vil komme det til mit. Så må vi forholde os til om det er forandringer i den retning, vi kan lide, når de opstår. 

Når jeg har smerter i min krop så gør jeg sådan, at jeg (hvis smerterne ikke lige går væk igen, og hvis de ikke skal behandles på en eller anden måde), at jeg vænner mig selv til at registrere smerterne uden at koble en følelse på. Det behøver f.eks. ikke at være trist at have smerter. Det er kun mit ego, der kobler den historie og følelser på. I virkeligheden, når jeg mærker rent ind i en smerte, så føles det mest som en kilden, og hvis jeg mærker længe nok, så forsvinder smerten. Eller mine negative programmeringer omkring den forsvinder, og så betyder den pludselig ikke så meget mere, når det ikke længere er synd for mig at det gør ondt.

Så du kan også begynde at tænke på, hvorfor det er synd for jer, at der kører biler eller at det er farligt for små børn at lege der, hvor I bor. Er det synd fordi der er er mulighed for uheld? Er det synd fordi jeres børn ikke kan lege frit? Er det synd fordi I ikke vidste, hvordan området er og så var det helt anderledes end I havde forestillet jer? Er det muligt at de tanker kan vendes om?

Min erfaring med børn er, at de kan lege hvor som helst. Og at de er ret kvikke. De lærer hurtigt, hvordan de skal navigere i forskellige situationer. De vil også kunne lære, at der er meget restriktive områder, hvor de bor, som de kan lege på. At de ikke kan lege ligeså “frit” som de voksne havde ønsket det. Men det har børn som regel ikke et problem med, det er ofte de voksne, der har en fast idé om, hvordan et børneliv skal se ud, det har børnene ikke. De leger og er, hvor de er.

Så se på hvad der egentligt er problemet. Det er ikke for at underkende, at det er pissetræls med den trafik, det ville jeg også selv synes. Men prøv at være åben omkring, hvordan I kan navigere i det. Børn vokser op under vilkår, som er helt frygtelige hver eneste dag, på lossepladser og på gaden og alle mulige andre svære steder. Det handler ikke om at børnene i Afrika har det slemt, så derfor skal vi være taknemmelige. Men det handler om at sætte tingene i perspektiv, det kan egoet nemlig have ret svært ved og så bliver det hele pludselig så synd, og man kan ikke fokusere på andet end de dumme biler.

Børnene vil opleve frihed på en hel anden måde. Når de så er steder, hvor det er muligt at lege helt uden opsyn og på større arealer, så vil de også sætte rigtig meget pris på det. Man lærer også meget af begrænsninger, det kan der komme rigtig meget taknemmelighed ud af. 

Der er også det i det, at jeg ikke kender nogen, som synes de bor helt perfekt. Selv dem hvor jeg tænker, at de gør det, de har også hang-ups med deres bolig. Selvfølgelig er der grader i det, men det er alligevel rigtig godt at vænne sig til at fokusere på det gode. Have fokus og tale med børnene, om alt det skønne ved det sted I bor. Er der ikke mulighed for gode naturoplevelser i nærheden også? Det kan også være en gave, at blive tvunget ud for at bruge naturen, for at opleve friheden på en anden måde end derhjemme.

Kære Laura, jeg håber, at du kan bruge mit svar og finde lidt trøst i det. Jeg ved godt, at det er irriterende med den trafik, men der kan sagtens gemme sig nogle positive overraskelser i det som umiddelbart bare er virkelig træls.

Alt det bedste til dig og din familie.

Mange kærlige hilsner,

Anja

Går du også med spørgsmål i dig som du kunne tænke dig at få svar på, så er du meget velkommen til at skrive til mig igennem min nye brevkasse om spiritualitet.

BREVKASSEN: AT ÅBNE SIG FOR ENSOMHEDEN I SPIRITUALITETEN

Kære Anja.

I 2019 kan jeg holde 20 års ‘jubilæum’ for en besked, jeg modtog af en clairvoyant i 1999. Du er clairvoyant og kan heale! Siden da har jeg været en søgende sjæl og har arbejdet med min ro, eksperimenteret med mine evner og har et håb om at gøre brug af dette til glæde og gavn for mig selv og andre. Jeg savner alternative fællesskaber, hvor man kan lære af hinanden, gøre godt, flytte bjerge, og  støtte og hjælpe næsten uden at skulle bruge flere tusinde på uddannelse, eksamen for at være rigtig. Arbejdsfællesskaber, der støtter, der er udviklende. Lige nu har jeg svært ved at meditere, og visualisere det jeg ønsker af livet. Jeg vil bare gøre godt, gøre brug af mine evner, som jeg kunne bruge sammen med mine andre arbejdsmæssige kompetencer: Pædagog, bevægelsespædagog, social – og sundhedsassistent. Jeg har stillet det her spørgsmål før, og svaret er altid det samme: ‘Det skal du selv finde ud af’, ‘tag på kursus’, ‘tag en uddannelse’. Hvis du har tid til en kommentar, så ville det være dejligt, hvis ikke, så er det også ok.

Kærlig hilsen,

Vibeke

Anja Dalby Spirituel Brevkasse

Kære Vibeke.

Mange tak for din mail. Og mange tak for dit spørgsmål som både jeg selv, og mange andre er jeg sikker på, kan genkende sig selv i.

Da jeg var yngre læste jeg mange steder, at det at være et søgende menneske, at være interesseret i det åndelige, var en ensom færd. At når man var trådt ud på den her sti, så skulle man være klar over, at man valgte ensomheden. At man, hvis man går ad den vej, automatisk vil gå uden for fællesskabet, og at det meget ofte vil føles smertefuldt. Det vil føles smertefuldt, fordi vi er mennesker med egoer, som altid gerne vil være en del af et fællesskab. Fællesskaber betyder nemlig både sikkerhed og kærlighed. At være uden for, føles usikkert og altså også som om man er uden kærlighed.

‘Gevinsten’ ved at turde gå ud af strømmen, og gå sin egen ensomme åndelige vej, er kontakt med Gud eller det guddommelige. Når man først har mærket den kontakt stærkt i sig selv, så bliver det menneskelige fællesskab mindre vigtigt. Ikke at de to ting ikke kan hænge sammen, men det bliver sværere at være en del af almindelige, menneskelige fællesskaber, f.eks. på job og i familien, hvis der virkelig ikke er plads, til at man kan være et åndeligt menneske de steder.

Jeg forstod ikke, hvad der mentes med den ensomhed, da jeg læste det som ung. Men da var jeg heller ikke trådt helt ud på den spirituelle sti endnu, så jeg synes, det var noget af en overdrivelse og sådan lidt for meget spirituelt dramasprog. Men nu jeg har virkelig mærket den ensomhed. I en sådan grad, at jeg flere gange har været helt i tvivl om det var det værd, at leve et liv som jeg gør det. Jeg har sagt farvel til mange mennesker og er blevet sagt farvel til af mange. Det er ikke særligt sjovt for at sige det mildt. Det føles faktisk rigtig træls. Men det har betydet, at når jeg virkelig har set den ensomhed i øjnene og har talt alvorligt med mig selv, om det her liv virkelig var det værd, at jeg har mærket et kæmpe JA i mig. JA det er det værd at være alene. JA det er det værd, at blive set som megaunderlig og være enhver bordherres skræk, når man lægger ud med at sige, at man prøver at leve et liv i overenstemmelse med det guddommelige …

Du behøver ikke tage på flere kurser eller flere uddannelser. Du skal tage kraften til dig og selv gå ud og blive det spirituelle menneske som du søger i andre. Der er ingen, der kan lære dig at åbne dit hjerte for kærligheden der er til stede her. Eller jo, selvfølgelig er der redskaber og teknikker, som er gode at bruge, men dem kender du nok allerede. Der er ingen, der kan åbne dig for det guddommelige, det skal du selv.

Når du gør det, Vibeke. Når du tager dig selv og din spirituelle færd 100% alvorligt, så vil du opdage, at ingen fællesskaber egentligt er vigtige. Heller ikke de åndelige. Selvom det kan være fantastisk at være i en gruppe, eller at arbejde dedikeret med andre, som tænker på samme måde, om at være et spirituelt menneske, så er der også så mange fælder i det for egoet. De fælder skal man være super opmærksom på, og hvis alle er det i fællesskabet, så kan det altså være fantastisk givende. Lige indtil det ikke er det mere. Du vil altid, uanset hvor vidunderlig en gruppe du finder, skulle arbejde med din egen kontakt med det guddommelige. For det er den kontakt, der i sidste ende skal guide dig og lede dig videre til der, hvor du kan gøre den største forskel for Jorden og for andre mennesker.

Mit råd vil være, at du går ud i naturen. Det er altid der, jeg selv søger hen, når jeg savner at mærke en kontakt til det som er større end mig. I naturen beder jeg om råd og vejledning. Jeg mediterer og sidder stille. Eller går og og går i så lang tid, at tankerne er forduftet, og jeg kan begynde at høre og mærke min intuition. Bed om at få vist dit næste skridt. Og mærk at du er alene. At der ikke findes andet end dig og Gud. At dig og Gud er et. Når du mærker det, så bliver det mindre vigtigt om det er ensomt. Det bliver mindre vigtigt om du er det ‘rigtige’ sted. Om du bruger dit potentiale rigtigt. Om du gør nok gavn og bruger dine evner som du skal. For du mærker, at der ikke findes fejl. Det er ikke muligt at spilde et liv. Det er muligt at leve et liv som sovende. Hvor man aldrig vågner op fra egoet. Men det er heller ikke forkert. Det er blot som det er.

Der eksisterer mange spirituelle fællesskaber i verden, også i Danmark. Der ville det være muligt at arbejde med sig selv på den måde, du ønsker. Men du kommer ikke uden om, at du først skal finde ind til den del af dig selv, som tror på, at du er clairvoyant og kan heale. Hvis du indgår i et fællesskab, hvor du søger det uden for dig, som du egentligt skal finde i dig selv, så risikerer du at stagnere og stå stille. Det er meget nemt, at blive fanget af egoet i den slags fællesskaber, men det er sværere hvis du først har etableret en stærk kontakt i dig selv til det, vi kalder for Gud. 

Måden du selv erfarer, at du har de evner, du er blevet fortalt, at du har er igennem praktisk erfaring. Lav dit eget ‘kursus’. Sådan har jeg gjort massevis af gange (og gør det hele tiden stadigvæk). Jeg laver regler og discipliner for mig selv. Jeg arbejder med mit ego. Jeg styrker det åndelige. Jeg ‘leger’, at mit liv er et spirituelt liv, indtil det er det. Så jeg sætter ritualer op, beder bønner, mediterer, faster, danser, synger, går i naturen osv. Jeg tager også stadigvæk kurser som andre har lavet, men det er kun, når jeg kan mærke, at de bygger oven på min egen praksis, at det vil styrke min egen kontakt. 

Når du lever dit liv som om du har en god kontakt med det guddommelige og med dine egne clairvoyante og healende evner, så er det det liv du vil få. Det vil også sige, at du vil tiltrække ligesindede og muligheder i dit liv som vil bygge oven på det. Første skridt er din egen kontakt og tro på dig selv og at et åndeligt liv er muligt.

Mange tak for dit spørgsmål, Vibeke. Du er velkommen til at skrive tilbage, jeg vil meget gerne høre, hvis du har spørgsmål eller andet til det jeg har skrevet. Det er sådan et interessant område af vores liv, som jeg selv hele tiden er i undersøgelse omkring.

Alt det bedste til dig på din vej. Masser af kraft og knus til dig!

Mange kærlige hilsner,
Anja

Går du også med spørgsmål i dig som du kunne tænke dig at få svar på, så er du meget velkommen til at skrive til mig igennem min nye brevkasse om spiritualitet.

BREVKASSEN: MØDER JEG KÆRLIGHEDEN IGEN?

Denne gang er spørgsmålet til brevkassen kommet via en kommentar til dette her indlæg om kærlighed.

Kære Anja.

Tak for dit meget fine indlæg om mødet med kærligheden. Jeg bliver meget berørt af at læse det. Og samtidig bange for om det kun er for nogle …

Jeg har skrevet til dig før. Har fået nogle dybe skrammer efter en skilsmisse, og jeg har i den grad svært ved at ‘finde’ mig selv og er særligt bange for ikke at møde kærligheden igen.

Mon livet er planlagt for os? Er det mon bestemt, hvordan vores liv skal være? Om jeg f.eks. igen skal møde kærligheden? Eller har vi alle et aktivt valg og hvordan tager jeg det? Jeg kan læse, at du faktisk også troede, at det var slut med kærligheden og at du troede, at du skulle være alene og så kom din David …

Tak fordi du deler,
Marianne

Anja Dalby Kærlighed

Kære Marianne

Mange tak for din kommentar til mit indlæg. Som jeg også skrev dengang, så ville jeg gerne svare dig mere uddybende i et blogindlæg.

Jeg tror, at vores vilje er fri og alligevel ikke. Når jeg er i mit ego, så er jeg styret. Jeg er styret af gamle mønstre, diverse samfundsprogrammeringer, opvækst, traumer, alt det ubevidste. Når jeg er i mit ego, så har jeg ikke en fri vilje, for alt hvad egoet gør, gør det som en reaktion på noget andet. Det har reaktioner, som både er meget banale og som på samme tid kan virke ret uigennemskuelige og komplicerede.

Når jeg er i min kerne, i mit hjerte, min essens, min sjæl, så er jeg fri og alligevel ikke. For jeg er styret af mit hjertes lyst til at gøre godt. Men jeg er fri, når jeg forstår at grunden til, at jeg bliver styret af mit hjerte er fordi jeg er mit hjerte. Jeg er kærlighed. Kærlighed er Gud, det guddommelige, kraften, hvad end vi vil kalde den. Når jeg overgiver mig til at jeg ER den kraft, så oplever jeg en følelse af frihed. Men hvem er jeg der oplever? Hvem er jeg der føler sig enten fri eller fanget på en bestemt skæbnevej?

Jeg har følt mig ledt mange gange i mit liv, sådan så jeg ikke var i tvivl om, hvad det var jeg skulle gøre. Eller mit ego har sagtens kunne tvivle, men inderst inde vidste jeg, hvad det var jeg skulle. Der kan sagtens eksistere koncepter som karma og den slags, så der er ting vi skal have ryddet op i og transformeret i de liv vi har her. Men det betyder ikke, at vi ikke altid kan vælge at gå med kærligheden.

Så valget er aktivt. I hver eneste situation i vores liv, så kan vi vælge at være i vores hjerte eller i vores ego. Vores liv og vores vej vil forme sig meget forskelligt alt efter, hvad vi vælger at lade os lede af. Måske er vejen planlagt for os, uanset hvad vi vælger. Men jeg vil altid vælge at træffe valg ud af hjertet, da det til hver en tid vil være vejen, hvor der er mest flow, mest overflod, glæde, lykke og ja kærlighed.

Så hvis jeg var dig, så ville jeg arbejde på kontakten til mit hjerte og bede det lede mig. Jeg ville arbejde på at lære min intuition godt at kende (hjertets sprog), og så ville jeg følge de impulser som jeg kunne mærke derfra (som jeg også ved at du har gjort).

Det kan ikke gå galt, når du er i hjertet. Eller der kan sagtens ske ting. Skilsmisser, sygdom og død sker jo. At vi har en mening om det, er sådan set bare vores eget problem. For det er naturlige bevægelser på en naturlig planet. Det er kun egoet, som synes at den slags er træls.

Men når du bliver i hjertet, så vil du blive ledt og lade dig lede mod glæde. Glæde tiltrækker glæde. Så når du er glad og søger mere, som kan gøre dig glad, så vil du også tiltrække mere glæde.

Det betyder ikke, at du så er forkert, hvis du ikke er glad lige nu, eller at nu har du så tiltrukket, eller er i gang med at tiltrække, mere smerte. Sådan er det ikke. For glæden er der altid. Hjertet er der altid. Det ved du også. At linjen mellem smerte og glæde er meget tynd. Det kan lynhurtigt skifte fra det ene til det andet.

Der findes ingen tunge skæbneveje. Hvis vores liv føles sådan, så er det fordi vi mosler rundt i egoet og dets ønsker og det er megatungt! Hjertet er let og legende, så når vi er i hjertet, så vil vores liv spejle det.

Det er ikke svært, det kræver blot bevidsthed og opmærksomhed. Øv dig i at elske og i at elske alt. Det er selvfølgelig nemmere sagt end gjort, men selv små skridt hver dag gør en forskel. Om så hele dagen har været træls, så er et minuts bevidst opmærksomhed på at vælge at være i sit hjerte, det som også energetisk kan vende hele skuden.

Tro på det. Bliv ved. Giv ikke op. Tro på at kærligheden vinder, der er ikke andre muligheder.

Kærlig hilsen Anja

Går du også med spørgsmål i dig som du kunne tænke dig at få svar på, så er du meget velkommen til at skrive til mig igennem min nye brevkasse om spiritualitet.

BREVKASSEN: SÆT I GANG! SÅDAN SKABER DU DE FORANDRINGER, DU DRØMMER OM

Hej Anja.

Jeg har et spørgsmål til din brevkasse. Jeg skal i gang med noget nyt i løbet af 2019 og har en stærk fornemmelse af, at det kommer til at omhandle det fysiske og kropslige, de forskellige årsager til ubalancer og det psykiske samt forløsning og healing.  Det jeg er meget i tvivl om er hvilken uddannelse, der vil være den rette for mig?

Jo mere, jeg kigger mig rundt og søger info, jo mere i tvivl bliver jeg.Jeg prøver at lade det ligge, så det hele kan få ro til at arbejde, uden mine tanker og kontrol forstyrrer. Samtidig vil jeg også bare i gang, da jeg mærker så meget energi, lyst og drive på området. Håber et svar fra dig kan sende mig retur til kroppen ;-)

På forhånd mange tak for din tid og energi. 

Bedste hilsner,

Heidi

Anja Dalby Spirituel Brevkasse

Kære Heidi

Mange tak for din mail. Når jeg står i en situation som din, hvor jeg skal træffe et valg om noget, og jeg kommer i tvivl, så gør jeg ligesom du beskriver det. Jeg søger ned i kroppen og ud af tankerne. Det er især igennem min krop, at jeg kan mærke min intuition, eller på den måde, at der bliver mere ro i tankerne, når jeg er i min krop, og af den vej kan jeg så meget nemmere mærke min intuition. Og som du helt rigtigt beskriver det, så kan man så stå der i ret lang tid og vente, på at svaret kommer på, hvad det er du skal …


Det der er hemmeligheden her, det er ikke at blive stående og vente. Jeg kan helt klart nemt have en tendens til at indse, at jeg ønsker noget i mit liv, eller en eller anden form for forandring, og så ligger jeg mig ned og venter på, at den forandring indtræffer. Jeg venter på, at min intuition ud af den klare luft vil fortælle, hvor jeg skal hen, mens jeg ligger på sofaen og spiser kage og griner af memes på Instagram.


Sådan fungerer det bare meget sjældent. Som regel er vi nødt til at sætte os selv i en eller anden form for bevægelse for, at vi kan høre og mærke, hvad det er vi skal. Det føles som om, at vi skal ruske os selv lidt op energetisk, for at der kommer hul igennem til os. Jeg er f.eks. fuldt ud bevidst om, at jeg bliver ret døv over for alle mulige tegn, når jeg først har lagt mig på den berømte sofa. Til gengæld kan jeg få alle mulige informationer og inspiration på en almindelig tur i skoven, i en bus, i et tilfældigt møde eller tusind andre steder. Men jeg er nødt til at lette mig for, at jeg kan høre, hvad der bliver sagt. Det er ikke fordi, jeg tror, at du har lagt dig fladt ned, mens du venter på et tegn fra oven, men nu har du gået og ventet, nu er det tid til at handle.


Noget af det, der hjælper mig, det er at tage et enkelt skridt i en eller anden retning. Så hvis jeg var dig, så ville jeg kontakte de uddannelser, du er interesseret i og møde dem allesammen, en efter en. Tage til informationsmøder eller få møder i stand med undervisere og ledere, hvor det er muligt. Det er det, jeg altid selv gør, når der er noget, jeg gerne vil uddanne mig i eller tage kursus inden for eller på retreat i. Altså når jeg ikke kan mærke et klart JA eller NEJ i mig. Hvis jeg er i tvivl, så går jeg i gang med undersøgelserne.


Så helt konkret, så ville jeg tage dig selv og din intuition alvorligt på den måde, at jeg vil anbefale dig at kontakte hver eneste af de uddannelser, du synes kunne være interessante. På den måde vil du lære rigtig meget om dig selv, om dine egne værdier, og om hvor du gerne vil hen i livet. Når du gør det og møder menneskene bag uddannelserne, så er det at du så skal være opmærksom på, hvad der sker i din krop.


Hvordan mærkes de her mennesker? Hvordan mærkes stedet? Er der noget som helst, som føles usandt? Er der grader af uærlighed? Er folk glade? Hvordan ser kursisterne ud, hvis du kan møde dem? Er der liv eller føles det dødt? Lad endelig være med at overtænke det her, Heidi. Lige her skal du ikke tænke så meget på, hvad du selv bringer med ind i billedet. Altså om du projekterer noget ud. Selvfølgelig er det godt at være opmærksom på det, hvis der er noget du kan genkende i dig selv som dit eget ego. Men ellers er det rigtig godt i den her undersøgelsesfase, bare at være helt ærlig med hvad du føler, uanset hvorfor du føler det.


Tænk på hvis du var et barn, der skulle vælge et dejligt sted at være. Gå ud fra de helt barnlige kriterier først. Så kan du senere se på det med et mere rationelt voksent blik, og så sortere i de uddannelser, der føles som gode og venlige steder ud fra det faglige. Så gå med din fornemmelse først. Hvordan mærkes det i maven? Holder folk øjenkontakt? Bliver de irriterede, hvis du stiller “dumme” spørgsmål? Kan du tydeligt mærke deres egoer?


Jeg har selv været til et utal af informationsmøder og er mange gange blevet dybt skuffet over, at jeg ikke kunne mærke nogen integritet eller sandhed hos dem, der havde uddannelserne og kurserne. Hvor det undervisningsmateriale, jeg på forhånd havde læst, slet ikke hang sammen med de mennesker, der skulle undervise mig i det. Men det som det har lært mig, det er at jeg nu er virkelig god til at spotte bullshit og floskler. Det kan føles meget tomt og ensomt, og det kan være nemt at vælge det som andre kan lide, selvom alt indeni en selv stritter i modsat retning.

Men når du så møder det som er et match med dig, og den du er, så kan du også så meget tydeligere mærke det, fordi du også har mærket alt det som ikke var et match. Det er præcis det samme med at kende mørket i sig selv. Det bliver så meget nemmere også at kunne se lyset, når man ved hvad der er hvad. Hvad der er lort, og hvad der er lagkage :)


Jeg ønsker dig masser af kraft på din vej og masser af flow og ro til mærke hvad det er, der vil matche dig bedst. Rigtig god fornøjelse med din nye uddannelse.


Mange kærlige hilsner og alt det bedste,

Anja

Går du også med spørgsmål i dig som du kunne tænke dig at få svar på, så er du meget velkommen til at skrive til mig igennem min nye brevkasse om spiritualitet.