Kære Anja.

Jeg har længe undret mig over at det at være i en åndelig/fysisk proces er SÅ smertefuldt. Jeg startede på en healer-uddannelse for fire år siden og mødte begrebet ‘at være i proces’. Så skete det for den ene og så den anden, så var skolelederen det, så fik folk ondt i tænderne osv. Jeg lærte, at det er den eneste vej ud i friheden og til at åbne hjertet. 

Jeg følger forskellige blogs og her er de spirituelle ofte i proces. Jeg oplever det også selv.  Jeg er bare ret træt af, at opleve den ene proces efter den anden … For hvornår begynder livet? Det er selvfølgelig overdrevet og sat på spidsen, men nogle gange synes jeg ærligt talt, at jeg ikke rigtigt ved, om jeg gider det?  Jeg er jo hoppet på toget, jeg kan ikke vende om, men Anja …
Er der ikke en lettere vej? Her mener jeg ikke spirituel bypassing, selvom det nogle gange kunne være fristende at bypasse lidt indimellem.

Jeg føler mig sjældent rigtig glad mere. Den umiddelbare naivitet, og det optimistiske sind jeg før havde er ikke så fremtrædende mere. Og helt ærligt, så fortæller mit ego mig, at det er fordi, jeg overhovedet ikke kan finde ud af, at være i kontakt med mit åndelige væsen.

Det er bare ensomt, for jeg taler jo ikke med nogle i min hverdag om den del af mit liv. Min ‘hobby’ er blevet  at undersøge og reflektere, og jeg er sådan set blevet mit eget projekt og min egen proces.  Men er det åndelig udvikling? Tror jeg er på vildspor.

Jeg læser og hører jo også om dem, som shiner i deres essens og tiltrækker alt godt. Ja, jeg undrer mig igen. For så siger folk, at man skal være med det, være i nuet og acceptere alle aspekter af sig selv, elske sig selv osv. Det billede får ved Gud alt jeg oplever til at falme. Men omvendt er der altså noget helt galt. Tænker jo, at det er egoet der er på spil. Det er vist lidt rodet, håber du kan læse mellem linjerne, hvad det ER jeg prøver at udtrykke.

Frustrationen er også, at jeg næsten har alt hvad mit hjerte kan begære. Men så er der lige den ene proces og så den anden, der oftest kommer til, at overskygge alt det skønne, jeg omgiver mig med. De fedeste oplevelser jeg har haft den sidste måned er at være blid ved mig selv, gøre ting langsomt og enkelt. Det virker støttende og kærligt. Jeg trænger virkelig til det.

Af hjertet tak til dig kære Anja, jeg elsker dine skriv.

Kærligst K.

Kære K.

Tusind tak for din mail. Jeg er rigtig glad for, at du skriver de her ting, for som du også har opdaget, så er det ‘desværre’ ret normalt at have det sådan, når man er startet på sin spirituelle rejse. Jeg har undervist flere som efterfølgende har sagt, at de ville ønske at de aldrig var startet. Fordi de er endt præcis samme sted som du (og mange andre) står lige nu.

Jeg var der, hvor du er nu, i næsten 24 år. Konstant i proces og jo længere jeg kom ind i det, jo værre fik jeg det. Det der løg der får skrællet lagene af sig, det blev bare ikke mere lækkert, jo længere jeg kom ind i det.

Du har helt ret i at det handler om egoet. Jo mere vi vågner op til os selv (vores ego), jo mere ubehageligt kan det blive. Det er ikke for sjov at man inden for selvudvikling og spiritualitet taler om ‘the dark night of the soul’, det er præcis lige så dramatisk og mørkt som det lyder og den nat kan sagtens vare i rigtig mange år.

Egoet kan blive så opslugt af sig selv. Så den ene proces overtager den næste, og man sidder fast i en endeløs spiral af selvhad og skam over at finde ud af hvem man er. Det der gjorde den store forskel for mig, var at jeg begyndte at holde af egoet. Da jeg virkelig så hvor lille det er, at det netop er mit indre barn, så kunne jeg for alvor elske det. Da jeg begyndte at elske egoet, så fik jeg ro og jeg ‘opnåede’ den her tilstand, vi søger når vi begynder vores spirituelle rejse. En tilstand af accept og ro, hvor jeg med hånden på hjertet kan sige, at jeg er lykkelig.

Processerne stopper ikke af den grund, men nu synes jeg det er sjovt og interessant at være i dem. Jeg morer mig med at gå på opdagelse i, hvad jeg indeholder af ‘interessante’ ting.

Det som gjorde det store udfald for mig selv var altså, at jeg virkelig begyndte at elske mig selv, og det er jo meget nemt at sige. Og det som alle siger at man ‘bare’ skal gøre. Men det betyder altså, at man også skal elske alt det grimme, man opdager i sine processer. At man holder ved med at se på sig selv som et uskyldigt barn, som ikke ved bedre. Det betyder ikke at egoet får friløb af den grund, det gør vi heller ikke over for børn, der opfører sig umuligt. Men vi kan holde ved at vi elsker dem uanset, at de altid er værdige til vores kærlighed. Når børn mærker det, så slapper de af og umuligheden forsvinder stille og roligt. Det samme sker i os selv.

Jeg er ved at læse en bog af Thich Nhat Hanh. Thich Nhat Hanh er en buddistisk munk. For mig bliver buddhisme ofte for luftigt, men jeg bed mærke i noget han skrev om spirituel praksis, da jeg læste i bogen i går, for det er den samme erfaring, jeg har draget mig.

Det er meget vigtigt at kombinere sit selvudviklingsarbejde med en spirituel praksis, for ellers kan man meget nemt blive fortabt i det og egoet får lov at gå bananas i offer-følelser og følelser af, at det nok er værre end alle andre i hele verden. Det er det ikke, det er bare præcis som alle andre også er. Men måden at komme ud af de følelser, er ved at styrke ens kontakt med Gud. Uanset hvad man så mener at Gud er.

I bogen jeg er ved at læse citerer Thich Nhat Hanh Buddha for at have sagt det samme. Det er altså ikke en ny viden. Igennem alle tider, har man vidst at vejen ud af lidelse er at blive ved med at praktisere sin spiritualitet. Hele tiden, igen og igen.

Min egen spirituelle praksis er at jeg laver The Work og det gør jeg ofte mere end to gange om ugen. På den måde er jeg hele tiden i undersøgelse af, hvad der gemmer sig i mit ego, og jeg kan tage hånd om det på en kærlig måde.

Jeg er også med i en gruppe, hvor vi jævnligt mødes og drikker ayahuasca. Det er også en vigtig del af min spirituelle praksis. Derudover så bruger jeg naturen meget. Jeg laver shamanistisk arbejde og går i trommegruppe en gang om måneden også.

Jeg beder bønner. Jeg beder om morgenen og om aftenen, og jeg beder før hvert måltid. Jeg har også med min mand en praksis, hvor vi takker for 3 ting fra dagen, der er gået, hver aften inden vi lægger os til at sove.

Jeg sørger for at jeg får motion (karate og gåture). Jeg sørger for at spise ordenligt mad, det er vegansk for mig. Jeg faster og har lange perioder, hvor jeg kun spiser frugt. Jeg drikker stort set aldrig alkohol, og jeg spiser meget sjældent sukker. Jeg har én last, og det er sort te med havremælk, men selv det er jeg ved at udfase, da jeg kan mærke, at det forstyrrer mig for meget og gør, at jeg har svært ved at holde jordforbindelsen.

Jeg sørger for at have tid for mig selv, helt i ro. Enten i meditation eller i naturen, det er også meget vigtigt for mig, for at holde mit ego i ro.

De her ting er dem der passer til mig lige nu. Det har taget mig mange år at finde ud af, hvilke praksisser, der passer til mig. Der er så mange forskellige bud på, hvad der virker. Så gå på undersøgelse i, hvad der virker for dig. Hvordan kan du få mere jordforbindelse igennem en spirituel praksis? Jordforbindelse er nøglen til et ego, der går agurk.

Det sidste jeg vil skrive er, at når jeg virkelig føler, at jeg selv drukner i min egen proces (og ja det sker stadigvæk ind imellem, at jeg har svært ved at se det charmerende i mit eget lort), så husker jeg mig selv på hvem jeg er. Er jeg mit ego? Nej. Det jeg er, og det du er, er Gud.

Det minder jeg blandt andet mig selv om gennem konstante, spirituelle praksisser, så kan jeg føle hvor det er jeg kommer fra, og hvad det virkelig er jeg er. Men jeg gør det også ved at tænke det. Jeg tænker helt rationelt og logisk på, hvem det er jeg er, når jeg synes personen Anja er en kende for avanceret for mig. Hvor kommer jeg fra? Kan det være rigtigt, at jeg er den er smerte, det her ego? Jeg tænker sådan rigtigt over det, for pudsigt nok så forsvinder svaret lige langt væk fra mig hver gang jeg bliver opslugt af egoet. Og hver gang kommer jeg til samme erkendelse, nej jeg er ikke mit ego. Jeg kan kun komme fra en stor kraft, som har manifesteret alt det her. Det hele er Gud, der observerer Gud. Og så kommer humoren og letheden med det samme ind i mig igen.

Tusind tak fordi du skrev K. Det var også lige det jeg selv havde brug for at høre i de her dage.

Mange kærlige hilsner til dig og god kraft på din rejse.

Anja

Går du også med spørgsmål i dig som du kunne tænke dig at få svar på? Så er du meget velkommen til at skrive til mig igennem min brevkasse om spiritualitet.

Kære Anja.

Jeg vil høre om du kan hjælpe mig. Jeg har i længere tid kæmpet med at finde ro i mit forhold til min nuværende kæreste, som jeg er utrolig glad for. 

Baggrund: Jeg blev for 2,5 år siden skilt fra min daværende mand, som jeg har været sammen med siden, vi gik i gymnasiet sammen. Vi har levet halvdelen af vores liv sammen og hele vores voksne liv. Jeg har haft svært ved at finde fodfæste siden og har bakset meget med at lære at leve alene. Jeg drømte om at være fri, da jeg sad med småbørn, villa og job til op over begge øre. Havde drømmen om, at det berømte grønne græs lå udenfor min havelåge. Jeg var den, der flyttede fra ham, men jeg har siden haft store kvaler med skyld i forhold til vores børn, og i forhold til det at have undervurderet det fundamentale i at være del af en familie og har til tider fortrudt også. Han kom hurtigt videre, blev boende i vores fælles hus med ny kæreste som han for få måneder siden har fået et barn med. Det har været hårdt. Men det går bedre i dag.

Jeg er: meget temperamentsfuld, jaloux og mit ego er stort, samtidig har jeg et lavt selvværd og er meget hård og dømmende over for mig selv. Tror jeg har det med fra barndommen og har levet i skyggen af en meget vellidt og dygtig storebror. Min eksmand har altid klandret mig for, at jeg ikke er i stand til at tænke én rationel tanke, men altid handler ud fra mine følelser. Jeg kan blive utrolig glad og begejstret men kan med samme intensitet blive fx gal, skuffet og jaloux. Jeg elsker min familie, men er ikke så vild med andres. 

Nå, men tilbage til situationen med min nuværende kæreste og mit egentlige problem … Baggrund min nye kæreste: Vi var kollegaer på samme arbejdsplads inden vi fandt sammen forholdsvis hurtigt efter min skilsmisse. Jeg har aldrig set ham som andet end en almindelig kollega inden og har aldrig rigtig snakket med ham før. Han har en datter på 17 år og har været i en del forhold siden skilsmissen fra hans datters mor – for 15 år siden. Tilfældigvis skulle vi på en kortere rejse i forbindelse med arbejdet sammen, kort tid efter min skilsmisse og vi begyndte at snakke sammen. Mest fordi jeg havde det utrolig dårligt på den rejse. Jeg følte, at han hjalp mig meget, og jeg begyndte at se ham som en god ven. Jeg elskede, at han var mere moden end min eksmand og havde prøvet en masse og var klog på livet. Jeg lod mig bære af ham og elskede, at han blev forelsket i mig.

Det var sådan det var i starten, han var utrolig vedholdende, og jeg solede mig i den megen opmærksomhed, jeg aldrig havde fået fra min eksmand. Jeg blev meget forelsket i ham. Er det stadigvæk. Han er uden sammenligning den bedste mand jeg kender, og jeg elsker ham højt. Men der er et men … Hans datter er hans et og alt. Han skulle have haft et helt fodboldhold af børn. Han er hønefar af ”værste” skuffe. Hun er vant til at have hans fulde opmærksomhed. Jeg kan ikke klare at tænke på dem i deres symbiose. Jeg opfører mig som et barn, der mangler opmærksomhed. Der er ingen tvivl om at symbiosen er for to. Hun er ikke kontrær, hun er bare hans. Hun har aldrig henvendt sig til mig. Jeg kan godt forstå hvorfor, for hvorfor skulle hun? Mine børn elsker min kæreste, men jeg kan ikke gøre ham kunsten efter. Jeg er også utrolig stolt af min symbiose med mine to børn, men vi lukker ham ind. Jeg beundrer meget, at han kan og ville ønske, at jeg selv havde børn med en mand som ham. Jeg er jaloux i stedet. Jeg skammer mig over det. Jeg slår op med ham, så snart det bliver uudholdeligt for mig. Det har jeg gjort ca. 5 gange på de 2,5 år vi har været sammen. Det er opslidende og ikke mindst utrolig hårdt for min kæreste og jeg ødelægger en masse og tilliden nedbrydes hver gang. Jeg græder over det, og jeg kan ikke tænke rationelt. Sådan var jeg også som barn. Jeg stak ofte af for, at min far skulle finde mig. Ikke min mor. Men min far. Når han så fandt mig, så fik jeg følelsen af at han elskede mig. Ikke min mor. Jeg er ikke så tryg ved kvinder. Jeg misforstår dem og har heller ingen søstre eller rigtige veninder. Jeg er vokset op i en drengeflok.

Jeg er ikke helt sikker på, at det kun er hans datter der er mit problem. Nogle gange føler jeg, at jeg lever mere intenst i orkanens øje end i en monoton hverdag. Som om at jeg søger ”ulykker” for at finde ud af om han holder ved? Som om jeg kun kan forstå om jeg selv elsker ham, når jeg har kastet ham væk og efterfølgende opdager, hvor meget jeg savner ham. Det er ikke særlig rart. Men det er sådan jeg er. Kan jeg ændre mig og hvordan og kan jeg finde tilfredsstillelse i vores forhold? Er jeg evigt destruerende og rastløs? Og hvorfor er jeg sådan?

Hilsen A.

Kære A.

Tusind tak for dit spørgsmål, tak for din ærlighed og dit mod til at fortælle om, hvordan du har det. Jeg er glad for at du turde se udover skammen over dine følelser og skrive dem til mig, for det du føler er simpelthen så almindeligt og alligevel er det så svært at tale om. Hvem har lyst til at indrømme, at man er jaloux over et barn? Det er de færreste, som vil indrømme det. Men indrømmelsen er første skridt til forandring, og det er meget smukt, at du har så meget selvindsigt og åbenhed over for at finde en løsning, at du tør skrive det til mig.

Som du måske ved, så blev jeg selv skilt for 5 år siden og fandt sammen med min mand David 6 mdr. efter min skilsmisse. Jeg har en søn på 19 år, David har en datter på 19 år og en søn på 14, så jeg kender virkelig (VIRKELIG!) godt til de problemstillinger, du nævner.

Noget helt lavpraktisk David og jeg aftalte, da vi mødte hinanden, det er at uanset hvad, så kommer børnene altid først. Det var en rigtig god aftale at lave for os, for så var det ligesom på plads. Så var der ingen af os som kunne tillade os at føle os tilsidesat eller forsmåede (eller det må vi jo godt føle, men den første lov var ligesom etableret, og så er det svært at flippe ud over det) hvis den anden valgte børnene frem for vores parforhold.

At børnene altid kommer først, betyder ikke, at vi hopper og springer for dem, eller gør ting for dem, som vi ellers ville synes var urimelige som forældre. Men det betyder, at vi ikke giver vores egoer plads til at knalde ud over, at en aftale mellem os bliver rykket eller aflyst. At vores parforholdstid nogle gange må sættes på standby, fordi der er et barn, der har brug for sin mor eller far. Nu har vi været sammen i over 4 år, og det er en regel, vi stadig holder i hævd, for den giver os ro, alle 5. På den måde slipper vi også for at børnene føler, at de kommer på andenpladsen og vi gør det samtidig også bevidst overfor hinanden, at vi er klar over, at det ikke er for altid, vi kan have den her plads i deres liv. Så det er med at nyde dem nu, hvor vi ‘har’ dem.

Det andet jeg vil sige, er at det tager lang tid at skabe en god relation med de børn, der kommer med ens partner. Det er først nu, hvor vi altså til efteråret har været sammen i 5 år, at vi begynder at have gode, lige, rene relationer med hinandens børn. Det er vigtigt at huske, at de ikke har valgt os, de nye partnere. At de børn også har en historie med sig og også historier om andre partnere som de måske har involveret sig følelsesmæssigt i, men som så igen er forsvundet ud af deres liv. Det er vigtigt at have en stor omsorg og et stort hjerte for det. Det tager tid, lang tid. Og lige når vi føler, at nu er et af børnene holdt op med at reagere over, at deres mor eller far er i det her nye forhold, så kommer der en reaktion fra et af de andre. De skal de have lov til. De må synes det er ligeså træls som de synes, at de måske ikke har far eller mor helt så meget som de havde før. Det betyder ikke, at de får ret i at måtte reagere helt vildt voldsomt, men de får en accept af, at det er okay og en naturlig proces.

Som du også selv er inde på i dit spørgsmål, så er jalousi jo en følelse, der hører til mindreværdet og dermed egoet. Jalousi bliver også fodret af skam, så jo mere man prøver at holde jalousien nede og gøre den forkert, fordi den føles (og er) så skadelig, jo mere vokser den. Så første skridt er som du har gjort her, at indrømme, at den eksisterer. Det er sejt og flot, at du gør det, det er bestemt ikke en nem indrømmelse.

Det du kan som det første kan gøre, det er at tage følelsen hjem i dig selv. Altså tage helt ansvar for den. Når du føler jalousien komme op i dig, så bed om en time-out, hvis du f.eks. er sammen med din kæreste. Sig det ordret til ham: ‘Nu bliver jeg simpelthen så jaloux, og jeg skammer mig sådan over at føle sådan. Det gør mig så ked af, at jeg har det sådan, men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved det lige nu.’

Og så gå ind for dig selv, eller gå en tur, hvis det er muligt. Det kan også være din kæreste har plads i sig selv til at føle omsorg for dig, hvis du ikke giver ham ansvaret for jalousien, men anerkender over for jer begge, at det her er DIT problem og på ingen måde hans. Men hvis han ikke kan det, hvilket kan være rigtig svært, for det er meget nemt at gå i reaktion på den følelse i andre, så sig at nu trækker du dig lige og tager lidt tid til at bearbejde følelsen. Samtidig med, at du gør ham klart, at det ikke handler om ham eller hans datter. At du er klar over, at det er dit det her. Så skaber du ro i det ydre til at kunne tage dig af dit indre.

Når du så er alene A., så skal du give dig selv lov til at være lige så ked af det og jaloux som du er. Giv slip og græd af frustration over følelsen og grunden til, at den opstod. Giv dig selv plads til at føle som du føler. For du må gerne være jaloux. Du må gerne føle dig tilsidesat og være ked af det. Der er stor forskel på at give sig selv lov til at føle som man føler og så på at skyde skylden for sine følelser på et andet menneske. Ved at give dig selv lov til at føle jalousi, så tager du ansvar for din følelse. Du prøver ikke at være bedre end du er og gemme det du føler, for så at eksplodere med det senere, og du prøver ikke at få andre til at være anderledes end de er, så du slipper for at blive konfronteret med de her ‘ubehagelige’ følelser.

Når du giver dig selv lov til at føle det du føler, så tager du dig selv alvorligt og det er første skridt i at heale mindreværdet. Tænk på dig selv som et lille barn. Giv det lille barn til at føle alle de følelser, der eksisterer i det. Du ville heller ikke gøre et barn forkert for at have ‘forkerte’ følelser, men du ville tale med barnet, anerkende følelserne, sidde med det og holde om det, mens det var i sin reaktion. Det samme skal du gøre over for dig selv. Føle omsorg for, at du har det som du har det, for det er dælme en af de mest rådne følelser af føle jalousi. Den er så svær at have med at gøre, og den gør os både blinde og døve over for noget som helst rationelt.

Så vær omsorgsfuld og synes, at det er synd for dig, at du er jaloux. Det kan lyde helt omvendt, men det virker altså. For det der reagerer i dig, det er mindreværdet. Mindreværdet bliver aldrig mindre af at blive gjort forkert og at få fortalt at dets følelser er grimme. Det vokser det kun af, og så ender man nemt i en rigtig træls spiral som du nok også har erfaret.

Lad være med at bedømme situationen, du er blevet jaloux over. Altså lad være med at prøve at regne ud om du har ret til dine følelser eller ej. Det kommer der ikke noget godt ud af. Hold fast i at være i følelsen og mærke den. Når du så føler, at du har reageret nok, altså måske fået tudet eller raset godt ud, så kan du gå tilbage til din kæreste. Hold ved, at du ikke giver ham skylden eller ansvaret for dine følelser, for det ansvar har du helt selv. Men det betyder ikke, at du ikke gerne må sige det. Bare sig til ham, at nu føler du virkelig meget jalousi. Når du har været i dine følelser selv, så er det også meget nemmere at komme tilbage og bede om et kram, at bede om at blive holdt om. Sig til ham, at du gerne vil trøstes, for du er så jaloux lige nu, at du næsten ikke kan være i det. Om han vil være sød at være din MAND og hjælpe dig. Det er min erfaring, at det er et sprog mænd (og andre kloge væsner) kan forstå, og når vi taler sådan til dem, virkelig beder om det vi har brug for, trøst og omsorg, så er det også det de vil smide alt for at give os.

En sidste ting A., det er at jeg vil foreslå dig at lave The Work på de tanker, som gør at du føler jalousi. Det er virkelig et godt redskab til at lære at føle omsorg og kærlighed til sig selv med. Der kommer så mange åbninger inden i en selv, når man arbejder på den måde. Så tager man netop sine følelser alvorligt og giver dem en stemme. Når man giver dem en stemme og giver dem lov til at eksistere, så føler de sig ikke længere forkerte, og når den forkerthed slipper, så healer mindreværdet meget hurtigt op. Jeg kan ikke anbefale det værktøj nok, det har gjort en kæmpe forskel for mig, mit parforhold og mine relationer til ‘vores’ tre børn.

Jeg kan sagtens hjælpe med at lave The Work. Det koster 600 kr pr. session, og så tager vi én tanke af gangen og arbejder med den. Det kan virke uoverskueligt til at starte med, men jeg kan (næsten) garantere, at du vil mærke en stor effekt efter få gange. Det er nemt at gøre over Skype eller Messenger, og det vil have præcis samme effekt som hvis vi sad over for hinanden. Sig til hvis du vil have yderligere hjælp til at slippe jalousien.

Tak igen A., jeg er meget glad for at du skrev til mig. Alt det bedste til dig og din færd fremover.

Mange kærlige hilsner

Anja

Går du også med spørgsmål i dig som du kunne tænke dig at få svar på, så er du meget velkommen til at skrive til mig igennem min brevkasse om spiritualitet.

Hej Anja.

Jeg har svært ved at slippe en karmisk forbindelse … I 3 år har jeg været kæreste med en vidunderlig mand, men i vinters blev det for meget for mig. Jeg begyndte at blive trist og utilfreds i forholdet, og det endte med, at jeg måtte gøre det forbi. Det føltes som en nødvendig beslutning på daværende tidspunkt, da jeg ikke kunne være i mit hoved længere, og tankerne kredsede om vores forhold 24 timer i døgnet. Derfor sluttede jeg forholdet, og var ulykkelig. Og jeg har været ulykkelig lige siden, og min sorg er meget dyb. Jeg havde vitterligt håbet, at jeg kunne elske denne mand til evig tid. Måske kunne jeg ikke holde mig selv ud, jeg kan ikke helt forklare hvad det er. 

Jeg er temmelig sikker på, at vi har/havde en karmisk forbindelse. Vi var meget tæt knyttet, både på godt og ondt, Han forgudede mig, men jeg følte nok ikke, at jeg helt kunne gengælde hans følelser, selvom jeg kunne mærke, at vi havde et tæt bånd. Vi forsøger nu at forblive ‘venner’. Det har han vist noget nemmere end jeg, da jeg stadig savner ham som kæreste, og kan ikke helt finde ud af venne konceptet.

Jeg kan forstå på din blog, at karmiske forbindelser kommer ind og ud af ens liv. Skal jeg lukke ham helt ud af mit liv for at komme videre eller ‘komme over’ ham, eller er det muligt at rumme ham i mit liv, og skal jeg tillade at der er plads til ham. Hvordan finder jeg en accept i, at vores forhold som kærester er slut?

Jeg synes tiden uden ham er meget tom, og jeg har nok et grundlæggende problem med at være alene. Ville det være forkert – hvis nu chancen viser sig – at gå ind i et kæresteforhold med denne karmiske forbindelse igen. Jeg ville ønske jeg kunne være blevet i mit forhold. Det føles uendeligt tomt uden ham. Jeg håber jeg også finder den rigtige kærlighed en dag. 

Til slut vil jeg gerne sige tak for din blog, den er virkelig fin og jeg elsker at læse dine indlæg.

Venligst L.

Kære L.

Mange tak for din mail og for dine spørgsmål. Når jeg mærker ind i sådan som du har det og i de ting, du beskriver med din eks-kæreste, så tror jeg at det er dit ego, der volder dig problemer i din relation med din eks-kæreste. Det kan være meget angstprovokerende at forlade nogen, som potentielt set, kunne være den helt rigtige, men som bare ikke er det alligevel. Egoet vil altid søge ro og stabilitet. Også selvom det udefra kan se ud som om, at det er det modsatte der sker. 

De fleste af os har helt sikkert erfaringer med os, hvor vi har valgt at være i et forhold, som egentligt ikke var det ‘rigtige’ forhold, men fordi vi ubevidst søgte noget, der kunne give os ro. Den ro vi så leder efter kan se forskellig ud. For nogle mennesker er det ‘roligt’ at være i et forhold med misbrug, med vold, med utroskab, med masser af skænderier og drama. Det er fordi det er det vi så som børn og forbandt med harmoni. Uanset at det heller ikke føltes sådan da vi var små, så er det det vi vil søge, lige indtil vi bliver bevidste om det, kan vælge anderledes, mere selvkærligt og udviklende.
Så når du vælger at forlade en person, som er helt vild med dig, men som du inderst inde godt ved ikke er det helt perfekte match til dig, så bliver dit ego meget bange.

Tænk på alle de valg vi hver dag træffer for at passe på os selv. Vi tror, at selvkærlighed kan komme i form af en kage, en drink, overdrevet arbejde eller sport, alt muligt forskelligt. Så når du går så direkte imod det som egoet bare ønsker sig, ro, tryghed og en der elsker dig ubetinget, så er det klart, at det vil reagere.

Men, det betyder ikke, at det ikke er det rigtige at gøre. Alt den uro, du følte, den skal du tage alvorligt. Det er meget godt, at du gjorde det. Uro skal ikke overses, rationaliseres eller psykologiseres væk. Uro er ægte og er din intuition, der er i gang med at fortælle dig, at der er noget her du skal være opmærksom på. Det er ikke sikkert, at det vil åbenbare sig for dig i det her liv, hvorfor du følte uro. Nogle gange kommer svaret hurtigt. Andre gange kan det pludseligt komme år senere og andre gange igen, så aner vi ikke, hvorfor vi gjorde eller følte som vi gjorde, men vi ved at vi ikke kunne gøre det anderledes.

Giv dig selv lov til at sørge. At sige farvel er ikke så nemt som, vi ofte tror det er. Og slet ikke, hvis vi ikke rigtig kan sætte fingeren på, at der er noget ‘galt’. Egoet kommer så nemt ind og begynder at holde lange taler om hvem, vi tror vi er. Om at vi også bare er for krævende. Om at vi aldrig finder en anden, der vil elske os på samme måde. At vi kommer til at dø alene, ensomme og uden nogen til at holde af og om os. Tro mig, jeg kender også godt de taler fra egoet.

Angsten for ensomheden er universel, og det er der en grund til. For længe siden her på Jorden, var det at være alene nemlig lig med døden. Engang kunne vi ikke klare os uden for fællesskabet, og det var livsnødvendigt at have en partner. Egoet har ikke udviklet sig siden da. Det vil stadig gerne bare passe på os. Men tiderne har ændret sig. Vores bevidsthed er helt anderledes nu og vores liv det samme. Derfor kan vi tillade os at vælge ud fra om vi er glade eller ej. Det er ret nyt i menneskets historie, at det er en mulighed. Bare tænk på vores bedsteforældre, selv i deres generation som er så kort tid siden her på Jorden, var det ret underligt at gå fra et forhold.

Så tag endelig din sorg alvorligt. Giv den plads. Du må gerne sørge, være forvirret og ked af det, selvom det var din beslutning. Den skal nok åbne sig for noget nyt i dig og i dit liv. Du finder accept i, at jeres forhold er slut, når du accepterer, at du gjorde det forbi, og at det er okay at du gjorde det. Også selvom det gør dig bange og sårbar. Udvikling er sjældent nemt eller lækkert for egoet. Det vil reagere. Ofte tror vi bare, at når vi nu gør det ‘rigtige’ så vil vi også selv falde til ro i det. Men det kommer helt an på egoet og de mønstre, der ligger gemt i det.

Vær kærlig over for den del af dig, som er bange for at blive ensom. Hør på den del i dig. Lad den blive et lille barn, som du tager dig kærligt af, præcis som du ville tage dig af dit eget barn der var bange for ensomheden. Om du skal tillade din eks-kæreste stadigvæk at have en plads i dit liv, er helt op til dig. Af hvilke grunde skal I blive ved med at ses? Kommer det ud af et ærligt ønske om at blive ved med at have den her mand i dit liv? Eller kommer den ud af frygt for at give slip? For at lukke døren til ham helt? Der kan være meget tryghed i at have en dør stående på klem hos hinanden, men det kan også meget nemt blive meget kompliceret og svært at finde rundt i.

Mærk efter hvad dine bevæggrunde er for at blive ved med at have ham som en ven. Hvis de er ærlige, fordi du virkelig bare gerne vil være venner med ham, så fald til ro med den ærlighed og accepter, at du gerne må ville være venner med en person du ikke ønsker at være kærester med. Det er to meget forskellige ting, men nogle gange kan det være svært for os at forstå, hvorfor vi ikke bare kan blive kærester med en ven. Når de nu er så søde og gode og ser ud til at være helt perfekte. Men når følelserne siger noget andet, så er det dem vi skal lytte til.

Og ja, du og I kan sagtens have en meget stærk karmisk forbindelse. Derfor må I også gerne sige farvel til hinanden alligevel. Måske var det lige de tre år, I skulle have sammen. For at der var noget der blev forløst. Noget der blev forstærket. Noget der skulle manifesteres på en anden måde. Det som er meget vigtigt, at du lytter efter, det er din trang til at I ikke længere skulle være et par. Det er det vigtige, og det du skal tage alvorligt.

Det er aldrig til at vide præcist, hvorfor vi møder dem vi gør. Hvad det handler om også i forhold til karmiske forbindelser og den slags. Så det vi kan gøre, er at tage vores egen indre guide alvorligt og lytte på den. For den ved hvorfor og den vil altid handle i overensstemmelse med den sandhed, du kommer fra og som du vender tilbage til.

Kære L., jeg håber du fandt svar i mine ord og ellers må du virkelig meget gerne skrive igen. Jeg vil meget gerne uddybe eller forklare yderligere, hvis der er noget, der virker uklart eller som jeg ikke har beskrevet godt nok. Det her emne er jo rimelig abstrakt, så sig til hvis jeg skal se om jeg gøre det endnu mere jordnært :)

Ha’ en dejlig blæsende solskinsdag.

De kærligste hilsner og alt det bedste,

Anja

Går du også med spørgsmål i dig som du kunne tænke dig at få svar på, så er du meget velkommen til at skrive til mig igennem min brevkasse om spiritualitet.

Hej Anja. 

Jeg har et stykke tid tænkt over noget som jeg nu fik lyst til at spørge dig om.

Jeg hørte på et tidspunkt en fortælle, hvordan man vil opleve selve den fysiske/endelige manifestation som et antiklimaks, fordi man allerede har haft glæden og begejstringen over det manifesterede i det øjeblik, man manifesterede det. Det gav helt vildt god mening for mig, og pludselig forstod jeg det med min krop også.

Jeg har denne tilstand i forhold til parforhold lige nu. Jeg har en indre viden om og mange billeder af, at mit forhold til min kæreste er helt fantastisk for os begge. Det der så sker på nærmest daglig basis er, at jeg glemmer, at vi ikke helt er der endnu (for det er vi jo faktisk i min verden, men det har ikke fysisk manifesteret sig endnu).

Så jeg løber ret tit ind i forundringen over, at der stadig er en hel masse, der ikke stemmer overens med mit indre billede, som føles helt sandt. Vi har inden for de seneste 3 måneder været tæt på at gå fra hinanden, så måske er det også fair nok, at der går lidt tid – men på den anden side, hvis jeg tillader det at være sandheden, så er det jo bare det, jeg manifesterer. Jeg bruger min daglige overraskelse til at rette ind efter og bringe det op, der endnu ikke er kærligt. Så måske er det bare det, der skal være. Men mit spørgsmål er nok, hvordan oplever du tiden mellem manifestering på indre og ydre plan? 

De bedste hilsner

A.

Kære A.

Mange tak for din mail. Jeg er meget glad for, at du skrev, og at du har tillid til, at jeg kan svare dig.

Personligt har jeg aldrig oplevet at ønske noget, som føltes som et antiklimaks, når det blev manifesteret. Det jeg tænker om det er, at hvis det har været tilfældet, så lyder det som om personen ikke har været tilstede i sit liv og i nuet samtidig. Hvilket man sagtens kan, selvom man sender ønsker ud for ‘fremtiden’. 

Jeg kan måske genkende følelsen lidt fra, da jeg var ung og dagdrømte meget. Jeg var helt viklet ind i min hjerne i alle mulige fantasier og drømme, og der havde jeg det faktisk sådan, at når jeg så fik opfyldt det jeg rent faktisk havde gået og drømt om, så var det sådan lidt øv. For jeg havde nemlig allerede levet det hele i mit hoved, og intet kunne nogensinde leve op til mine fantasier alligevel. 

Men jeg oplever, at det er meget anderledes at ville manifestere noget, det er meget anderledes fra dagdrømme. Når jeg vil manifestere noget, så er det et rituelt og spirituelt arbejde, jeg laver. Jeg sætter mig ned med en intention og laver en øvelse, som f.eks. den man får når man tilmelder sig mit nyhedsbrev. Jeg er opmærksom på min energi, jeg bringer mig selv i ro. Jeg retter min fulde opmærksomhed mod det jeg ønsker mig, mit fulde nærvær og kærlighed og så giver jeg slip på ønsket igen og vender tilbage til mit nu og mit liv. Når det jeg så har ønsket at manifestere i mit liv bliver jordfæstnet her i det fysiske, så oplever jeg aldrig et antiklimaks.

Jeg oplever kun glæde og taknemmelighed. Men på det tidspunkt har jeg også forlængst givet slip på ønsket igen. Ikke at jeg ikke tænker på det, eller lige sætter mig ned i ro og giver det lidt koncentration og energi af den vej, men jeg har ikke noget hængt op på det i forhold til mit ego. Hold on tightly, let go lightly.

Men måske har jeg ikke forstået dit spørgsmål A? Jeg vil meget gerne høre en uddybning, hvis jeg har misforstået dig eller bare fordi jeg aldrig selv har følt det sådan. Det er meget spændende, og jeg er meget interesseret i at høre, hvilke oplevelser andre har i forhold til det at manifeste.

Tiden mellem manifestationen på det indre og det ydre plan oplever jeg ikke som problematisk. Det kan jeg kun gøre, hvis mit ego har en andel i det jeg vil manifestere. Men jeg må hele tiden rette ind efter virkeligheden. Det kan ikke nytte noget, at jeg ønsker, at min kæreste skal være anderledes end han er. Eller at jeg kan se det store potentiale han har eller vi i fællesskab kunne have, hvis det ikke er hans virkelighed. For vi har alle potentialet, lige her og lige nu, til at være helt vidunderlige, lysende, fantastiske mennesker. Men vi vælger hele tiden. Mellem egoet og mellem vores indre guide, ånden. Hvordan dem omkring os vælger er deres sag og deres rejse.

Vi kan ønske for dem, at de måske ‘vågner op’ til en anden sandhed end den de tror på, men i virkeligheden er det ikke noget, der kommer os ved. Det er vigtigt, at vi har respekt for andres rejse og udvikling. På den måde ærer vi også vores egen rejse og udvikling, og vi kan nemmere slippe de ting, eller mennesker, som måske står i vejen for, at vi kan bevæge os åndeligt.

Det kan ikke nytte noget, at jeg sidder her i min skov på Djursland og ønsker at manifestere, at jeg bor på en strand på Bali. Eller jo det må jeg gerne, men virkeligheden er lige nu, at det gør jeg ikke. Jeg bor her. Hvis jeg tillader mit ego at have en mening om, at det er forkert, at jeg (endnu) ikke bor på Bali, så skubber jeg for det første mit ønske længere væk, fordi jeg opretholder en negativ energi omkring det. Men for det andet, så går jeg også glip af den vidunderlige rejse, der er mellem nu og ‘fremtiden’. Antiklimakset kan på den måde opnåes, fordi jeg ikke har nydt rejsen. Fordi jeg ikke har jublet over alle de skridt, jeg skulle tage for at nå til Bali. Fordi mit fokus kun har været på ‘målet’, altså Bali, i det her tilfælde.

Ha’ en rigtig dejlig dag.

Mange kærlige hilsner og alt godt på din vej.

Anja

Går du også med spørgsmål i dig som du kunne tænke dig at få svar på, så er du meget velkommen til at skrive til mig igennem min brevkasse om spiritualitet.

Hej Anja

Jeg har tænkt at starte eget firma i længere tid, men når jeg kommer tættere på starten eller at tage springet dukker frygten op. Hvad nu hvis det ikke går. Hvad nu hvis og hvad nu hvis. Hvad gør jeg ved dette?

Hvis vi forbinder frygten med ego. Hvorfor viser ego sig på denne måde? 
Hvis jeg i stedet tænkte: Det skal nok gå, det skal blive godt osv. Dette er jo også ego, men hvorfor viser ego sig igennem frygten og ikke på den anden måde. 

Go’ dag
Kh Hvorenddugårhen

Kære Hvorenddugårhen.

Mange tak for dit spørgsmål. Det er simpelthen så relevant for rigtig mange af os. Ja, måske os allesammen i virkeligheden.

Egoet viser sig igennem frygt, fordi egoet gerne vil passe på dig. Egoet er sat på opgaven, at få dig til at overleve og har rod i vores ur-instinkter. Altså, det vil rent praktisk sige, at da mennesket var nyt her på Jorden, så var det rigtig smart at være en del af flokken, hvis vi havde interesse i at overleve. Sådan er det stadig mange steder på Jorden. Det er egentligt næsten kun her i vores vestlige samfund, at vi kan klare os alene uden for fællesskabet.

Så når du får en rigtig god idé om at gøre noget nyt med dit liv, så er det dit egos opgave at sørge for, at du ikke gør et eller andet helt vildt skørt – som i yderste instans ville kunne sætte dit liv på spil. Egoet kender ikke forskellen på frygten for at komme til at dø af sult eller frygten for at blive udstødt. For egoet kommer det ud på et. Så hvis egoet er bange for, hvad andre mon tænker, om det ikke bare er en dum idé. Om det ikke også er typisk dig ikke at ville følge strømmen, at insistere på at være anderledes, så er det fordi egoet tror, at andres dom vil betyde din fysiske død. Sådan var det nemlig for lang tid siden her.

Så vær endelig omsorgsfuld over for den del af dig. I det her indlæg har jeg skrevet om hvordan man kan gøre tvivlen til sin ven. Prøv at læs det også. Tvivl er slet ikke så dårlig en ting.

Når du har de tanker om, at det nok skal blive godt, så prøv at mærke hvor i din krop, de stammer fra. Hvis det er egoet, der er i gang med at forestille sig, hvor mange porscher du kan købe, når du bliver selvstændig, så mærk hvor i kroppen den følelse sidder. For den følelse af rigdom og berømthed, som egoet ofte efterstræber, den sidder ikke det samme sted som den der rolige tro, man kan have på, at alting nok skal lykkedes. Det er to meget forskellige ting. Hvis din tro på, at det nok skal gå godt gør dig glad, rolig i maven og du bare kan mærke, at det her er godt og din vej, så kommer det ikke fra egoet. Så er det din intuition, der taler til dig, og den du skal lytte på.

Vi har så mange programmeringer med i os, som udover den naturlige frygt egoet har for vores overlevelse, også kan være med til at spænde ben for at vi udlever vores egne drømme. Mærk hvor dine drømme kommer fra og mærk så, hvor din frygt kommer fra. Hvad handler den om? Er det i virkeligheden din fars eller mors stemme, du hører? Er det gamle programmeringer, der kan sidde fast i flere generationer, men som er blevet videreført helt ubevidst?

Når jeg føler ro i maven omkring et emne, når jeg tænker på noget jeg glæder mig til at turde prøve og jeg føler ro, så ved jeg at jeg er udenom egoet. Hvis jeg føler den mindste smule uro, så er jeg klar over, at jeg er i gang med at lyve over for mig selv på en eller anden måde, og så er jeg nødt til at se på det. Uanset om den uro og den ‘løgn’, så måske faktisk handler om, at nu gør jeg noget, som kun kommer ud af mit ego.

Det er en stor beslutning at vælge at være selvstændig. Vær kærlig over for dig selv i den proces. Vær ærlig og bliv ved med at mærke efter i din mave, hvordan det føles. Hvis du gør det hele tiden i processen op til, at du ‘springer ud’ så vil du heller ikke stå med så mange overraskelser i dig selv, når du så rent faktisk har taget springet. Så kender du til din tvivl og din frygt, og du kender til den del af dig, som er helt rolig og har tillid til at vejen er rigtig. For en ting er nemlig at tage springet, noget andet er så at blive ved med at turde holde ved det, når man har gjort det. Og bare fordi der kommer svære tider, så behøver det ikke være det forkerte. Så kan det være, at man skal regulere lidt og tage sig lidt andet arbejde engang imellem indtil det kører helt af sig selv, det betyder stadig ikke, at det var en forkert beslutning.

Egoet kan have mange idéer om, hvordan det skal være, når man er ‘rigtig’ selvstændig. Prøv også at undersøge de idéer i dig, hvis du bestemmer dig for at springe ud i det. Så kan du nemlig slippe for at skulle bøvle med en masse tanker i dig selv undervejs, om at du måske gør det forkert, hvis det ikke lige glider som dit ego ønsker sig. Men bare fordi der er en modsætning mellem det egoet eventuelt ønsker sig og virkeligheden, så behøver det ikke betyde, at virkeligheden og det man har lyst til er forkert. Det er bare egoet, der skal vågne blidt op til en ny sandhed. Nemlig at man tør tro på sin mavefornemmelse og intuition, der hele tiden vil guide en til nye eventyr og ny udvikling.

Jeg håber, du kunne bruge mit svar til noget, og du er altid meget velkommen til at skrive igen, hvis der er noget du ønsker at få uddybet eller du har flere spørgsmål.

Mange kærlige hilsner,

Anja

Går du også med spørgsmål i dig som du kunne tænke dig at få svar på, så er du meget velkommen til at skrive til mig igennem min brevkasse om spiritualitet.