Hej Anja. 

Jeg har et stykke tid tænkt over noget som jeg nu fik lyst til at spørge dig om.

Jeg hørte på et tidspunkt en fortælle, hvordan man vil opleve selve den fysiske/endelige manifestation som et antiklimaks, fordi man allerede har haft glæden og begejstringen over det manifesterede i det øjeblik, man manifesterede det. Det gav helt vildt god mening for mig, og pludselig forstod jeg det med min krop også.

Jeg har denne tilstand i forhold til parforhold lige nu. Jeg har en indre viden om og mange billeder af, at mit forhold til min kæreste er helt fantastisk for os begge. Det der så sker på nærmest daglig basis er, at jeg glemmer, at vi ikke helt er der endnu (for det er vi jo faktisk i min verden, men det har ikke fysisk manifesteret sig endnu).

Så jeg løber ret tit ind i forundringen over, at der stadig er en hel masse, der ikke stemmer overens med mit indre billede, som føles helt sandt. Vi har inden for de seneste 3 måneder været tæt på at gå fra hinanden, så måske er det også fair nok, at der går lidt tid – men på den anden side, hvis jeg tillader det at være sandheden, så er det jo bare det, jeg manifesterer. Jeg bruger min daglige overraskelse til at rette ind efter og bringe det op, der endnu ikke er kærligt. Så måske er det bare det, der skal være. Men mit spørgsmål er nok, hvordan oplever du tiden mellem manifestering på indre og ydre plan? 

De bedste hilsner

A.

Kære A.

Mange tak for din mail. Jeg er meget glad for, at du skrev, og at du har tillid til, at jeg kan svare dig.

Personligt har jeg aldrig oplevet at ønske noget, som føltes som et antiklimaks, når det blev manifesteret. Det jeg tænker om det er, at hvis det har været tilfældet, så lyder det som om personen ikke har været tilstede i sit liv og i nuet samtidig. Hvilket man sagtens kan, selvom man sender ønsker ud for ‘fremtiden’. 

Jeg kan måske genkende følelsen lidt fra, da jeg var ung og dagdrømte meget. Jeg var helt viklet ind i min hjerne i alle mulige fantasier og drømme, og der havde jeg det faktisk sådan, at når jeg så fik opfyldt det jeg rent faktisk havde gået og drømt om, så var det sådan lidt øv. For jeg havde nemlig allerede levet det hele i mit hoved, og intet kunne nogensinde leve op til mine fantasier alligevel. 

Men jeg oplever, at det er meget anderledes at ville manifestere noget, det er meget anderledes fra dagdrømme. Når jeg vil manifestere noget, så er det et rituelt og spirituelt arbejde, jeg laver. Jeg sætter mig ned med en intention og laver en øvelse, som f.eks. den man får når man tilmelder sig mit nyhedsbrev. Jeg er opmærksom på min energi, jeg bringer mig selv i ro. Jeg retter min fulde opmærksomhed mod det jeg ønsker mig, mit fulde nærvær og kærlighed og så giver jeg slip på ønsket igen og vender tilbage til mit nu og mit liv. Når det jeg så har ønsket at manifestere i mit liv bliver jordfæstnet her i det fysiske, så oplever jeg aldrig et antiklimaks.

Jeg oplever kun glæde og taknemmelighed. Men på det tidspunkt har jeg også forlængst givet slip på ønsket igen. Ikke at jeg ikke tænker på det, eller lige sætter mig ned i ro og giver det lidt koncentration og energi af den vej, men jeg har ikke noget hængt op på det i forhold til mit ego. Hold on tightly, let go lightly.

Men måske har jeg ikke forstået dit spørgsmål A? Jeg vil meget gerne høre en uddybning, hvis jeg har misforstået dig eller bare fordi jeg aldrig selv har følt det sådan. Det er meget spændende, og jeg er meget interesseret i at høre, hvilke oplevelser andre har i forhold til det at manifeste.

Tiden mellem manifestationen på det indre og det ydre plan oplever jeg ikke som problematisk. Det kan jeg kun gøre, hvis mit ego har en andel i det jeg vil manifestere. Men jeg må hele tiden rette ind efter virkeligheden. Det kan ikke nytte noget, at jeg ønsker, at min kæreste skal være anderledes end han er. Eller at jeg kan se det store potentiale han har eller vi i fællesskab kunne have, hvis det ikke er hans virkelighed. For vi har alle potentialet, lige her og lige nu, til at være helt vidunderlige, lysende, fantastiske mennesker. Men vi vælger hele tiden. Mellem egoet og mellem vores indre guide, ånden. Hvordan dem omkring os vælger er deres sag og deres rejse.

Vi kan ønske for dem, at de måske ‘vågner op’ til en anden sandhed end den de tror på, men i virkeligheden er det ikke noget, der kommer os ved. Det er vigtigt, at vi har respekt for andres rejse og udvikling. På den måde ærer vi også vores egen rejse og udvikling, og vi kan nemmere slippe de ting, eller mennesker, som måske står i vejen for, at vi kan bevæge os åndeligt.

Det kan ikke nytte noget, at jeg sidder her i min skov på Djursland og ønsker at manifestere, at jeg bor på en strand på Bali. Eller jo det må jeg gerne, men virkeligheden er lige nu, at det gør jeg ikke. Jeg bor her. Hvis jeg tillader mit ego at have en mening om, at det er forkert, at jeg (endnu) ikke bor på Bali, så skubber jeg for det første mit ønske længere væk, fordi jeg opretholder en negativ energi omkring det. Men for det andet, så går jeg også glip af den vidunderlige rejse, der er mellem nu og ‘fremtiden’. Antiklimakset kan på den måde opnåes, fordi jeg ikke har nydt rejsen. Fordi jeg ikke har jublet over alle de skridt, jeg skulle tage for at nå til Bali. Fordi mit fokus kun har været på ‘målet’, altså Bali, i det her tilfælde.

Ha’ en rigtig dejlig dag.

Mange kærlige hilsner og alt godt på din vej.

Anja

Går du også med spørgsmål i dig som du kunne tænke dig at få svar på, så er du meget velkommen til at skrive til mig igennem min brevkasse om spiritualitet.

Hej Anja

Jeg har tænkt at starte eget firma i længere tid, men når jeg kommer tættere på starten eller at tage springet dukker frygten op. Hvad nu hvis det ikke går. Hvad nu hvis og hvad nu hvis. Hvad gør jeg ved dette?

Hvis vi forbinder frygten med ego. Hvorfor viser ego sig på denne måde? 
Hvis jeg i stedet tænkte: Det skal nok gå, det skal blive godt osv. Dette er jo også ego, men hvorfor viser ego sig igennem frygten og ikke på den anden måde. 

Go’ dag
Kh Hvorenddugårhen

Kære Hvorenddugårhen.

Mange tak for dit spørgsmål. Det er simpelthen så relevant for rigtig mange af os. Ja, måske os allesammen i virkeligheden.

Egoet viser sig igennem frygt, fordi egoet gerne vil passe på dig. Egoet er sat på opgaven, at få dig til at overleve og har rod i vores ur-instinkter. Altså, det vil rent praktisk sige, at da mennesket var nyt her på Jorden, så var det rigtig smart at være en del af flokken, hvis vi havde interesse i at overleve. Sådan er det stadig mange steder på Jorden. Det er egentligt næsten kun her i vores vestlige samfund, at vi kan klare os alene uden for fællesskabet.

Så når du får en rigtig god idé om at gøre noget nyt med dit liv, så er det dit egos opgave at sørge for, at du ikke gør et eller andet helt vildt skørt – som i yderste instans ville kunne sætte dit liv på spil. Egoet kender ikke forskellen på frygten for at komme til at dø af sult eller frygten for at blive udstødt. For egoet kommer det ud på et. Så hvis egoet er bange for, hvad andre mon tænker, om det ikke bare er en dum idé. Om det ikke også er typisk dig ikke at ville følge strømmen, at insistere på at være anderledes, så er det fordi egoet tror, at andres dom vil betyde din fysiske død. Sådan var det nemlig for lang tid siden her.

Så vær endelig omsorgsfuld over for den del af dig. I det her indlæg har jeg skrevet om hvordan man kan gøre tvivlen til sin ven. Prøv at læs det også. Tvivl er slet ikke så dårlig en ting.

Når du har de tanker om, at det nok skal blive godt, så prøv at mærke hvor i din krop, de stammer fra. Hvis det er egoet, der er i gang med at forestille sig, hvor mange porscher du kan købe, når du bliver selvstændig, så mærk hvor i kroppen den følelse sidder. For den følelse af rigdom og berømthed, som egoet ofte efterstræber, den sidder ikke det samme sted som den der rolige tro, man kan have på, at alting nok skal lykkedes. Det er to meget forskellige ting. Hvis din tro på, at det nok skal gå godt gør dig glad, rolig i maven og du bare kan mærke, at det her er godt og din vej, så kommer det ikke fra egoet. Så er det din intuition, der taler til dig, og den du skal lytte på.

Vi har så mange programmeringer med i os, som udover den naturlige frygt egoet har for vores overlevelse, også kan være med til at spænde ben for at vi udlever vores egne drømme. Mærk hvor dine drømme kommer fra og mærk så, hvor din frygt kommer fra. Hvad handler den om? Er det i virkeligheden din fars eller mors stemme, du hører? Er det gamle programmeringer, der kan sidde fast i flere generationer, men som er blevet videreført helt ubevidst?

Når jeg føler ro i maven omkring et emne, når jeg tænker på noget jeg glæder mig til at turde prøve og jeg føler ro, så ved jeg at jeg er udenom egoet. Hvis jeg føler den mindste smule uro, så er jeg klar over, at jeg er i gang med at lyve over for mig selv på en eller anden måde, og så er jeg nødt til at se på det. Uanset om den uro og den ‘løgn’, så måske faktisk handler om, at nu gør jeg noget, som kun kommer ud af mit ego.

Det er en stor beslutning at vælge at være selvstændig. Vær kærlig over for dig selv i den proces. Vær ærlig og bliv ved med at mærke efter i din mave, hvordan det føles. Hvis du gør det hele tiden i processen op til, at du ‘springer ud’ så vil du heller ikke stå med så mange overraskelser i dig selv, når du så rent faktisk har taget springet. Så kender du til din tvivl og din frygt, og du kender til den del af dig, som er helt rolig og har tillid til at vejen er rigtig. For en ting er nemlig at tage springet, noget andet er så at blive ved med at turde holde ved det, når man har gjort det. Og bare fordi der kommer svære tider, så behøver det ikke være det forkerte. Så kan det være, at man skal regulere lidt og tage sig lidt andet arbejde engang imellem indtil det kører helt af sig selv, det betyder stadig ikke, at det var en forkert beslutning.

Egoet kan have mange idéer om, hvordan det skal være, når man er ‘rigtig’ selvstændig. Prøv også at undersøge de idéer i dig, hvis du bestemmer dig for at springe ud i det. Så kan du nemlig slippe for at skulle bøvle med en masse tanker i dig selv undervejs, om at du måske gør det forkert, hvis det ikke lige glider som dit ego ønsker sig. Men bare fordi der er en modsætning mellem det egoet eventuelt ønsker sig og virkeligheden, så behøver det ikke betyde, at virkeligheden og det man har lyst til er forkert. Det er bare egoet, der skal vågne blidt op til en ny sandhed. Nemlig at man tør tro på sin mavefornemmelse og intuition, der hele tiden vil guide en til nye eventyr og ny udvikling.

Jeg håber, du kunne bruge mit svar til noget, og du er altid meget velkommen til at skrive igen, hvis der er noget du ønsker at få uddybet eller du har flere spørgsmål.

Mange kærlige hilsner,

Anja

Går du også med spørgsmål i dig som du kunne tænke dig at få svar på, så er du meget velkommen til at skrive til mig igennem min brevkasse om spiritualitet.

Kære Anja.

Jeg har et spørgsmål som jeg synes, jeg ret ofte har brug for et svar på. Det handler om, hvordan jeg håndterer det, når jeg møder mindreværd i andre mennesker. De møder det helt sikkert også hos mig ind imellem, men så kan de jo blive inspireret til, hvordan de tackler mig her :-) 

Det kan være svært at stå stærkt og roligt i mig selv, når andre mennesker misforstår det, jeg har talt med dem om. Ikke i de situationer, hvor jeg har været utydelig i min kommunikation, men i situationer, hvor jeg siger ét og de hører noget andet fordi de ringer op til en ‘historie’ i deres fortid. Hvordan kan jeg lade være med at føle jeg skal forsvare mig selv og undskylde for, at de har misforstået, ja og føle mig dårligt tilpas fordi de tror jeg har sagt noget negativt om dem, når jeg i virkeligheden har været helt neutral? Synes det kan være svært ikke at gå i selvforsvar og føle jeg skal retfærdiggøre at jeg altså ikke sagde det de mener at have hørt.

Kh og tak for hjælpen,
LS

Kære LS.

Tak for dit virkelig gode spørgsmål. Jeg har måtte tænke en del over det, for det er virkelig ikke en nem situation at være i, når den opstår.

Det er så nemt selv at ryge i sit eget mindreværd, når andre gør det. Så det er jeg for det første opmærksom på ikke at gøre. Jeg er klar over, at hvis jeg føler et behov for at undskylde, forklare eller forsvare mig selv, så er det i mit mindreværd, jeg taler fra. Så har de andres reaktion nemlig gjort, at jeg selv har ‘ringet op’ til mine gamle historier. Historier der kan handle om at være for meget, for kold, for grov, for ærlig, for uempatisk o.s.v.

Så helt konkret, så gør jeg det, at jeg tier stille og holder mit hjerte åbent og kontakter omsorgen for personen, jeg bliver konfronteret med. Jeg tier også stille i mit kropssprog, og jeg er opmærksom på at virke så åben og lyttende over for det de andre siger som muligt.

Jeg lader altså den anden, eller de andre, have deres reaktion i fred. Det gør jeg både ud af respekt for dem og ud af respekt for mig. De må føle og reagere præcis som de har behov for. Det samme må jeg. Men jeg tager ansvar for ikke at fodre deres mindreværd endnu mere ved at begynde at undskylde og forklare, for min erfaring er at hvis jeg gør det, så føler personen sig ofte mere forkert. Så kan personen oven i føle sig misforstået og som om jeg ikke anerkender deres reaktion fordi jeg prøver at ændre deres opfattelse af det jeg sagde.

Jeg tager også ansvar på den måde, at jeg faktisk lytter på det de siger ærligt. Hvad nu hvis de har ret? Er det jeg tænker som ren neutralitet virkelig så neutralt som jeg tror? Hvor var mit eget ego eventuelt blandet ind i det jeg sagde? Så de ting ser jeg på, måske er det ikke altid muligt i selve situationen, men så ser jeg på det bagefter. Jeg har altid lov til at vende tilbage til folk, og sige at de faktisk havde ret og give en ærlig undskyldning. Den mulighed lader jeg være åben.

Men altså, i situationen tier jeg stille. Indtil den anden har raset ud eller har sagt det personen gerne vil sige. Hvis jeg kan mærke, at jeg faktisk var så neutral og ‘ren’ i det jeg sagde, som jeg følte jeg var, så siger jeg stille og roligt, at jeg stadig mener det jeg sagde. Jeg kan sagtens vise omsorg for den andens mindreværd uden at undskylde for mig selv. Hvis jeg undskylder uden at mene det, så lyver jeg, og det er jeg aldrig interesseret i. Hverken for deres eller min skyld.

Når jeg virkelig hører hvad det er den anden siger, så får jeg som regel også en indgangsvinkel til personens mindreværd. Og så kan jeg italesætte det (ikke mindreværdet, for Guds skyld, det kommer der ikke noget godt ud af) men når mit hjerte er åbent og venligt overfor den anden, så er det meget nemt at høre, hvad det er de har ringet op til. Er det gammel skam? Tror personen, at jeg dømmer ham eller hende? At jeg tror at jeg er bedre end personen? Det er alt sammen forskellige stemmer fra mindreværdet, men det kan være rigtig værdifuldt at vide det om den anden.

Det bliver nemlig meget nemmere for mig at ‘vinkle’ mit svar så. Det kan jeg stadig godt gøre uden at undskylde eller forklare, det er bare meget nemmere at sige det samme igen, på en anden måde, når jeg har set hvor det er i deres mindreværd de føler sig ramt. Jeg er meget opmærksom på at holde det hele i mig selv, altså så jeg ikke på noget tidspunkt får peget en finger i deres retning. For det er det som i første omgang har gjort at personen reagerer, at de føler, at jeg har peget med en dømmende finger på dem. Så jeg kan prøve at omformulere og tage den endnu mere hjem i mig selv.

Det kan sagtens ske, at det så åbner den anden person op, og vi derefter kan have en mere ligeværdig og ærlig samtale om det jeg sagde. Men det kan også ske, at personen holder ved sin historie om mig og sådan må det så være. Det kan jeg ikke gøre noget ved. Hvis det er en person, der har det sådan, at de hellere vil holde ved deres smerte end at få en forløsning, så er det nok alligevel ikke en person, jeg skal have i mit liv.

På en arbejdsplads, eller hvis det drejer sig om familie som man heller ikke sådan lige kan slippe af med igen, så går jeg nu videre med en viden om den anden person. Ikke fordi det skal bruges mod den anden, men så jeg kan arbejde med min forståelse og blive bedre til at kommunikere endnu mere ‘rent’. Det er en god erfaring at have med sig.

Jeg arbejder med, at der gerne må være uforløste ting i mit liv. Eller i dem omkring mig. Det gør mig ikke til et værre menneske, at nogen tror noget negativt om mig. Det kan være rigtig svært, fordi vi er så gearet til at ville have harmoni hele tiden, i alle vores relationer. Men den harmoni skal ikke ske på bekostning af nogen, hverken mig eller dem. Så er det langt bedre og meget mere voksent og stærkere, at acceptere at det ikke er muligt at være venner med alle. Eller selvfølgelig er det det, men acceptere at måske er mindreværdet og egoet så stort i nogle mennesker, at de hellere vil have krig end fred og sådan må det så være. Det er deres liv og deres smerte.

Det giver mig ikke fred i mig selv at undskylde for noget jeg ikke ærligt mener jeg skal undskylde for. Så sælger jeg mig selv ud. Selvom en konflikt er vildt ubehagelig, så er det bedre for mit selvværd, at jeg holder ved det jeg følte og lader andre om at føle det de føler.

Jeg har desværre ikke et konkret eksempel jeg kan dele med dig, så jeg håber ikke mit svar bliver alt for abstrakt. Du må meget gerne skrive igen, hvis der er noget i mit svar du ønsker at få uddybet eller andet.

Mange kærlige hilsner,

Anja

Går du også med spørgsmål i dig som du kunne tænke dig at få svar på, så er du meget velkommen til at skrive til mig igennem min brevkasse om spiritualitet.

Hej Anja.

Tak for en rigtig god blog. Du har lært mig meget om egoets råben og skrigen :) Jeg har et lille problem. Jeg er ellers rigtig stærk i tankens kraft, og har ofte kanaliseret de ting og situationer, jeg har haft brug for. Men denne gang kan jeg ikke finde ud af det.

Tingen er, at vi for 4 måneders tid siden, flyttede ind i et nybygget kvarter i Ørestad. Vi vidste godt, at der ville køre biler, men vi havde slet ikke forestillet os, at der ville være så mange og at området var udformet, så det er decideret farligt for små børn at færdes herinde: Dårligt udsyn, høj fart, ingen skiltning osv. Det er ikke en mulighed at flytte igen, og det har vi heller ikke lyst til. De her biler de irriterer mig i sådan en grad, og jeg er gået i mega ego-løsningsmode. Men egoet råber og overdøver min evne til at kanalisere, hvad jeg i virkeligheden ønsker. Altså færre biler og mere plads til børn i leg. Jeg bliver irriteret hver gang, jeg hører en bil inde i kvarteret, hvilket er hele tiden. Hvordan vender jeg denne dårlige spiral?

Mvh Laura

Kære Laura

Mange tak for dit spørgsmål og dine ord om min blog, det gjorde mig glad at læse, at det jeg skriver er brugbart.

Det problem du har, det kender jeg rigtig godt. Jeg kender det både fra da jeg boede midt i Aarhus og også var virkelig træt af trafikken. Så flyttede vi i skoven for 1,5 år siden, og jeg tænkte at så ville jeg endelig få ro fra de biler. Men tænk sig! Der er også biler i skoven. 

Vi bor lige op af den eneste større vej, der er herude og det har vist sig, at der er en del mere trafik på den vej end vi lige regnede med. F.eks. er den her vej, som virkelig ikke er særlig stor og hvor man kun må køre 50 km/t, en stor trafikåre for mange af de lastbiler, som skal længere ud i industriområderne på Djursland. Lastbilerne er kæmpestore og overholder sjældent fartbegrænsningerne. Jeg har faktisk også overvejet om vi skulle flytte igen, på grund af trafikken, men vores hus og have er så perfekt, at vi er blevet enige om at leve med trafikken.

Det som jeg har gjort (og stadig er i gang med) det er, at jeg omkoder mit syn på bilerne og lastbilerne. Jeg gør det, at jeg hver eneste gang, jeg registrerer, at der kommer en bil og jeg mærker en irritation i mig, tænker på at der kører nogens søn eller datter. Lige der kører der en person, som jeg helt sikkert godt kan lide, hvis jeg fik muligheden for at lære personen at kende. Et sødt og kærligt og omsorgsfuldt menneske, som også elsker knus og hundehvalpe. Sådan er alle nemlig inderst inde.

Jeg tænker, at dem der kører stærkt har travlt. Jeg tænker på, hvordan det føles i mig, når jeg har travlt, og tror at jeg kan indhente tiden ved at køre stærkere. Det er ikke et sted, der føles særlig dejligt i mig, så jeg sender omsorg til dem der kører stærkt. Jeg sender forståelse, for jeg gør også præcis det samme. Jeg er også bilist, som nogle gange kører, som om jeg er den eneste, der skal noget vigtigt i hele verden.

Jeg tænker også på, hvor vidunderligt det er, at der findes biler. Uanset hvordan jeg kunne ønske mig mindre af dem (og især her hvor jeg selv bor jo), så er det alligevel vildt smart med biler. Jeg tænker på, hvordan de bærer os frem og tilbage til vores arbejde, til mennesker vi elsker, til indkøb og dejlig mad, til eventyr og rejser. Jeg ser biler som en del af det guddommelige. Biler er ikke gode eller onde. Biler er biler. Et redskab vi kan bruge. De er helt neutrale, det er kun mig, der kan putte en etiket på dem.

Det er en måde at omprogrammere sig selv på, det er ikke sådan så vi skal kunne udholde helt uhyrlige ting i vores liv. Men som du også skriver, så har I ikke lyst til at flytte igen. Det har jeg heller ikke. Derfor er det bedre at skifte fokus indtil noget andet sker. Og det kan du (og jeg) være helt sikre på. Det eneste, der er sikkert er forandring. Der vil også komme forandringer til jeres område, ligesom der vil komme det til mit. Så må vi forholde os til om det er forandringer i den retning, vi kan lide, når de opstår. 

Når jeg har smerter i min krop så gør jeg sådan, at jeg (hvis smerterne ikke lige går væk igen, og hvis de ikke skal behandles på en eller anden måde), at jeg vænner mig selv til at registrere smerterne uden at koble en følelse på. Det behøver f.eks. ikke at være trist at have smerter. Det er kun mit ego, der kobler den historie og følelser på. I virkeligheden, når jeg mærker rent ind i en smerte, så føles det mest som en kilden, og hvis jeg mærker længe nok, så forsvinder smerten. Eller mine negative programmeringer omkring den forsvinder, og så betyder den pludselig ikke så meget mere, når det ikke længere er synd for mig at det gør ondt.

Så du kan også begynde at tænke på, hvorfor det er synd for jer, at der kører biler eller at det er farligt for små børn at lege der, hvor I bor. Er det synd fordi der er er mulighed for uheld? Er det synd fordi jeres børn ikke kan lege frit? Er det synd fordi I ikke vidste, hvordan området er og så var det helt anderledes end I havde forestillet jer? Er det muligt at de tanker kan vendes om?

Min erfaring med børn er, at de kan lege hvor som helst. Og at de er ret kvikke. De lærer hurtigt, hvordan de skal navigere i forskellige situationer. De vil også kunne lære, at der er meget restriktive områder, hvor de bor, som de kan lege på. At de ikke kan lege ligeså “frit” som de voksne havde ønsket det. Men det har børn som regel ikke et problem med, det er ofte de voksne, der har en fast idé om, hvordan et børneliv skal se ud, det har børnene ikke. De leger og er, hvor de er.

Så se på hvad der egentligt er problemet. Det er ikke for at underkende, at det er pissetræls med den trafik, det ville jeg også selv synes. Men prøv at være åben omkring, hvordan I kan navigere i det. Børn vokser op under vilkår, som er helt frygtelige hver eneste dag, på lossepladser og på gaden og alle mulige andre svære steder. Det handler ikke om at børnene i Afrika har det slemt, så derfor skal vi være taknemmelige. Men det handler om at sætte tingene i perspektiv, det kan egoet nemlig have ret svært ved og så bliver det hele pludselig så synd, og man kan ikke fokusere på andet end de dumme biler.

Børnene vil opleve frihed på en hel anden måde. Når de så er steder, hvor det er muligt at lege helt uden opsyn og på større arealer, så vil de også sætte rigtig meget pris på det. Man lærer også meget af begrænsninger, det kan der komme rigtig meget taknemmelighed ud af. 

Der er også det i det, at jeg ikke kender nogen, som synes de bor helt perfekt. Selv dem hvor jeg tænker, at de gør det, de har også hang-ups med deres bolig. Selvfølgelig er der grader i det, men det er alligevel rigtig godt at vænne sig til at fokusere på det gode. Have fokus og tale med børnene, om alt det skønne ved det sted I bor. Er der ikke mulighed for gode naturoplevelser i nærheden også? Det kan også være en gave, at blive tvunget ud for at bruge naturen, for at opleve friheden på en anden måde end derhjemme.

Kære Laura, jeg håber, at du kan bruge mit svar og finde lidt trøst i det. Jeg ved godt, at det er irriterende med den trafik, men der kan sagtens gemme sig nogle positive overraskelser i det som umiddelbart bare er virkelig træls.

Alt det bedste til dig og din familie.

Mange kærlige hilsner,

Anja

Går du også med spørgsmål i dig som du kunne tænke dig at få svar på, så er du meget velkommen til at skrive til mig igennem min nye brevkasse om spiritualitet.

Kære Anja.

I 2019 kan jeg holde 20 års ‘jubilæum’ for en besked, jeg modtog af en clairvoyant i 1999. Du er clairvoyant og kan heale! Siden da har jeg været en søgende sjæl og har arbejdet med min ro, eksperimenteret med mine evner og har et håb om at gøre brug af dette til glæde og gavn for mig selv og andre. Jeg savner alternative fællesskaber, hvor man kan lære af hinanden, gøre godt, flytte bjerge, og  støtte og hjælpe næsten uden at skulle bruge flere tusinde på uddannelse, eksamen for at være rigtig. Arbejdsfællesskaber, der støtter, der er udviklende. Lige nu har jeg svært ved at meditere, og visualisere det jeg ønsker af livet. Jeg vil bare gøre godt, gøre brug af mine evner, som jeg kunne bruge sammen med mine andre arbejdsmæssige kompetencer: Pædagog, bevægelsespædagog, social – og sundhedsassistent. Jeg har stillet det her spørgsmål før, og svaret er altid det samme: ‘Det skal du selv finde ud af’, ‘tag på kursus’, ‘tag en uddannelse’. Hvis du har tid til en kommentar, så ville det være dejligt, hvis ikke, så er det også ok.

Kærlig hilsen,

Vibeke

Kære Vibeke.

Mange tak for din mail. Og mange tak for dit spørgsmål som både jeg selv, og mange andre er jeg sikker på, kan genkende sig selv i.

Da jeg var yngre læste jeg mange steder, at det at være et søgende menneske, at være interesseret i det åndelige, var en ensom færd. At når man var trådt ud på den her sti, så skulle man være klar over, at man valgte ensomheden. At man, hvis man går ad den vej, automatisk vil gå uden for fællesskabet, og at det meget ofte vil føles smertefuldt. Det vil føles smertefuldt, fordi vi er mennesker med egoer, som altid gerne vil være en del af et fællesskab. Fællesskaber betyder nemlig både sikkerhed og kærlighed. At være uden for, føles usikkert og altså også som om man er uden kærlighed.

‘Gevinsten’ ved at turde gå ud af strømmen, og gå sin egen ensomme åndelige vej, er kontakt med Gud eller det guddommelige. Når man først har mærket den kontakt stærkt i sig selv, så bliver det menneskelige fællesskab mindre vigtigt. Ikke at de to ting ikke kan hænge sammen, men det bliver sværere at være en del af almindelige, menneskelige fællesskaber, f.eks. på job og i familien, hvis der virkelig ikke er plads, til at man kan være et åndeligt menneske de steder.

Jeg forstod ikke, hvad der mentes med den ensomhed, da jeg læste det som ung. Men da var jeg heller ikke trådt helt ud på den spirituelle sti endnu, så jeg synes, det var noget af en overdrivelse og sådan lidt for meget spirituelt dramasprog. Men nu jeg har virkelig mærket den ensomhed. I en sådan grad, at jeg flere gange har været helt i tvivl om det var det værd, at leve et liv som jeg gør det. Jeg har sagt farvel til mange mennesker og er blevet sagt farvel til af mange. Det er ikke særligt sjovt for at sige det mildt. Det føles faktisk rigtig træls. Men det har betydet, at når jeg virkelig har set den ensomhed i øjnene og har talt alvorligt med mig selv, om det her liv virkelig var det værd, at jeg har mærket et kæmpe JA i mig. JA det er det værd at være alene. JA det er det værd, at blive set som megaunderlig og være enhver bordherres skræk, når man lægger ud med at sige, at man prøver at leve et liv i overenstemmelse med det guddommelige …

Du behøver ikke tage på flere kurser eller flere uddannelser. Du skal tage kraften til dig og selv gå ud og blive det spirituelle menneske som du søger i andre. Der er ingen, der kan lære dig at åbne dit hjerte for kærligheden der er til stede her. Eller jo, selvfølgelig er der redskaber og teknikker, som er gode at bruge, men dem kender du nok allerede. Der er ingen, der kan åbne dig for det guddommelige, det skal du selv.

Når du gør det, Vibeke. Når du tager dig selv og din spirituelle færd 100% alvorligt, så vil du opdage, at ingen fællesskaber egentligt er vigtige. Heller ikke de åndelige. Selvom det kan være fantastisk at være i en gruppe, eller at arbejde dedikeret med andre, som tænker på samme måde, om at være et spirituelt menneske, så er der også så mange fælder i det for egoet. De fælder skal man være super opmærksom på, og hvis alle er det i fællesskabet, så kan det altså være fantastisk givende. Lige indtil det ikke er det mere. Du vil altid, uanset hvor vidunderlig en gruppe du finder, skulle arbejde med din egen kontakt med det guddommelige. For det er den kontakt, der i sidste ende skal guide dig og lede dig videre til der, hvor du kan gøre den største forskel for Jorden og for andre mennesker.

Mit råd vil være, at du går ud i naturen. Det er altid der, jeg selv søger hen, når jeg savner at mærke en kontakt til det som er større end mig. I naturen beder jeg om råd og vejledning. Jeg mediterer og sidder stille. Eller går og og går i så lang tid, at tankerne er forduftet, og jeg kan begynde at høre og mærke min intuition. Bed om at få vist dit næste skridt. Og mærk at du er alene. At der ikke findes andet end dig og Gud. At dig og Gud er et. Når du mærker det, så bliver det mindre vigtigt om det er ensomt. Det bliver mindre vigtigt om du er det ‘rigtige’ sted. Om du bruger dit potentiale rigtigt. Om du gør nok gavn og bruger dine evner som du skal. For du mærker, at der ikke findes fejl. Det er ikke muligt at spilde et liv. Det er muligt at leve et liv som sovende. Hvor man aldrig vågner op fra egoet. Men det er heller ikke forkert. Det er blot som det er.

Der eksisterer mange spirituelle fællesskaber i verden, også i Danmark. Der ville det være muligt at arbejde med sig selv på den måde, du ønsker. Men du kommer ikke uden om, at du først skal finde ind til den del af dig selv, som tror på, at du er clairvoyant og kan heale. Hvis du indgår i et fællesskab, hvor du søger det uden for dig, som du egentligt skal finde i dig selv, så risikerer du at stagnere og stå stille. Det er meget nemt, at blive fanget af egoet i den slags fællesskaber, men det er sværere hvis du først har etableret en stærk kontakt i dig selv til det, vi kalder for Gud. 

Måden du selv erfarer, at du har de evner, du er blevet fortalt, at du har er igennem praktisk erfaring. Lav dit eget ‘kursus’. Sådan har jeg gjort massevis af gange (og gør det hele tiden stadigvæk). Jeg laver regler og discipliner for mig selv. Jeg arbejder med mit ego. Jeg styrker det åndelige. Jeg ‘leger’, at mit liv er et spirituelt liv, indtil det er det. Så jeg sætter ritualer op, beder bønner, mediterer, faster, danser, synger, går i naturen osv. Jeg tager også stadigvæk kurser som andre har lavet, men det er kun, når jeg kan mærke, at de bygger oven på min egen praksis, at det vil styrke min egen kontakt. 

Når du lever dit liv som om du har en god kontakt med det guddommelige og med dine egne clairvoyante og healende evner, så er det det liv du vil få. Det vil også sige, at du vil tiltrække ligesindede og muligheder i dit liv som vil bygge oven på det. Første skridt er din egen kontakt og tro på dig selv og at et åndeligt liv er muligt.

Mange tak for dit spørgsmål, Vibeke. Du er velkommen til at skrive tilbage, jeg vil meget gerne høre, hvis du har spørgsmål eller andet til det jeg har skrevet. Det er sådan et interessant område af vores liv, som jeg selv hele tiden er i undersøgelse omkring.

Alt det bedste til dig på din vej. Masser af kraft og knus til dig!

Mange kærlige hilsner,
Anja

Går du også med spørgsmål i dig som du kunne tænke dig at få svar på, så er du meget velkommen til at skrive til mig igennem min nye brevkasse om spiritualitet.