Målet

Noget af det som gør at det kan være svært at vide om det er intuitionen eller egoet som taler, er at vi tror at vi skal kunne se hele vejen for os. Vi tror måske at når det er vores intuition der taler, så ser vi ligesom en sti forme sig gennem resten af vores liv. Vi tror at vi kan se et mål, et sted vi skal ende, hvor vi skal være, hvor vi endelig har opnået alle vores drømme.

Mål er farlige på den måde, at de ofte holder fra os fra at gøre det som faktisk er meningen vi skal gøre. Fordi mål ofte er sat af egoets søgen, efter det ene eller det andet, lykke, berømmelse, penge. Men vores intuition ved godt at det ikke er det der skal til, for at vi udfolder os bedst på det sjælelige plan.

Intuitionen hvisker altid kun det næste skridt. At have tillid og give total slip på kontrol er noget af det vigtigste, når vi begynder at arbejde med intuition. Så du får af vide at du skal give slip på en masse ting. Og du slipper og slipper og står helt nøgen og skaldet i tomheden og skal koncentrere dig virkelig meget, for ikke at gå helt bananas i frygt over ikke at have mere og ikke vide hvor du skal gå hen. Du begynder at kunne mærke intuitionen trække dig i en retning. En retning du overhovedet ikke har lyst til at gå i. Du kan slet ikke se hvor det ender og det du måske kan se, det synes du virker helt åndssvagt og overhovedet ikke som dig.

Det er altid egoet som gerne vil vide hvad der skal ske. Som vil kunne se målet. Sjælen er helt tosset med processen og vejen. Den synes at dansen på stierne, de skægge omveje hvor vi lærte meget mere end vi kunne forestille os, at de små stop i lysningerne, er meget federe end at sætte sig ind i en bil og drøne afsted på motorvejen.

På alle de små veje, alle de skridt vi tager, der når vi nemlig at være med selv. At mærke og føle hvad det er der er sandt for os. At navigere let videre til det næste dejlige. Vi er åbne og frie og ved at det er rejsen som er målet. Ikke at sidde sammenbidt i en bil med foden på speederen, fordi vi har bestemt os for at det er den eneste måde at nå fra A til B. Men B er sandsynligvis et mål vores ego har sat op. Vores sjæl har sandsynligvis ingen interesse overhovedet i B.

Bare tænk på kære Frodo. En dag bliver han bedt om at smide alt hvad han har, gå ud af døren, med et højere mål end et normalt Hobbit ego render rundt med. Han er nødt til at tage et skridt efter det andet, uden at kunne se hvor han ender. Og selv da han har nået målet og endelig er sluppet af med den skide ring, så stopper eventyret med at han starter forfra. For han er gået ud på intuitionens sti. Han er allerede i bevægelse. Han kan ikke stagnere i sin hule, det er ikke det han skal.

Når jeg bliver nervøs for mit næste skridt, fordi jeg virkelig ikke kan se hvor jeg ender eller aner hvad der er meningen med det skridt, så tænker jeg på Frodo. Jeg hanker op i min kappe og holder godt fast om min vandrestav og så gør jeg det. Jeg træder ud på stien og det ene skridt tager det andet. Når jeg ser mig tilbage kunne jeg aldrig have forudset den rejse, hvad jeg har oplevet, hvordan jeg har udviklet mig. Jeg bliver så taknemmelig og rørt til tårer over hvor meget magi og eventyr der til rådighed for os, når vi bare tør åbne os og lytte og får beordret vores fødder ud på vejen.

Når først vores fødder er der, så føles det næsten som at blive enten ført, trukket eller skubbet og egoet har slet ikke tid til at protestere. For bevægelsen er i gang. Vi skal bare tage det første skridt og have tillid, åbne os og lytte og slippe alle tanker om mål, så garanterer jeg dig for at du får mere eventyr og glæde end du nogensinde kunne forestille dig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.