Anja Dalby
SPIRITUALITET | BEVIDSTHED | KRAFT

Menneskets eksistentialistiske krise er det der fodrer kapitalismen

Lige så langt tilbage jeg kan huske, har jeg været i krise over at være her. Det kan lyde som en negativ ting, men det er det ikke. Den krise jeg meget tidligt kan huske at jeg mærkede, fodrede nemlig en nysgerrighed på livet her, som åbnede mig og kildede alle mine sanser.

Bøger, musik, tegneserier og uendelige timer i naturen, blev slugt grådigt og alt hvad jeg kunne komme i nærheden af, som duftede af noget esoterisk, konsumerede jeg med store åbne øjne og et gigantisk JA i mit hjerte. Jeg søgte mystikken alle vegne, både i form af ord eller musik fra andre, men også mystikken i naturen og min interaktion med den, dyrkede jeg og var i en konstant søgen efter.

Det var helt klart en krise, selvom det også lyder dejligt romantisk. For under min søgen, der lå de og lurede, de store spørgsmål: Hvad er meningen med det her? Er der nogen mening med mig? Med noget som helst?

I opvæksten opdagede jeg, at stort set ingen så med blide øjne på et naivt menneskes store spørgsmål. For ingen kunne svare eller ville svare ærligt. Så jeg begyndte at skamme mig, over at jeg ikke bare kunne høre WHAM og gå med stone washed cowboybukser som alle de andre. At jeg ikke kunne drukne mine spørgsmål i Bacardi og Cola og halbal.

I takt med at jeg følte mig mere og mere fremmed, fra mine omgivelser på landet i 80´ernes Danmark, så voksede skammen over at være anderledes og den blev til en vrede som den oftes gør det. Jeg havde alligevel i min søgen opdaget, at punkerne stillede de samme spørgsmål som mig, og også følte den vrede jeg følte, så dem tænkte jeg, at jeg fint kunne slutte mig til.

Med det samme jeg kunne komme væk, flyttede jeg til byen og brugte mange år på at gå og være ensom. Ensom, fordi punkerne alligevel ikke havde svaret. De var ligeså dogmatiske og indsnævrede i deres syn på verden, som pallerne på landet var det. Udtrykket var bare anderledes og vreden bar dem kun ind, i en nedadvendt spiral, som blev deres egen undergang.

Som mange andre, prøvede jeg også at købe mig ud af min krise og følelsen af ensomhed der fulgte med. Fester, ferier, forbrug af alt mulig slags, måtte være vejen ud af spørgsmålet om hvad meningen med livet er. Jeg begyndte, at løbe fra det spørgsmål som ellers havde været min drivkraft som barn og i den flugt, faldt jeg i alt muligt lort. Jeg faldt totalt i kapitalismen, den fantastiske quickfix følelse var så berusende, bedre end noget andet party-drug jeg havde prøvet.

Kapitalismen var vidunderlig, lige indtil det gik op for mig, at jeg ville dø af en overdosis, hvis jeg ikke satte farten ned og stoppede op og mærkede hvorfor det var, at jeg havde behov for at bedøve mig sådan.

Så jeg vendte mig om, stille og roligt og begyndte at se krisen i øjnene. Jeg SÅ på den igen. Men denne gang som voksen og med en del mere erfaring som menneske i rygsækken.

Jeg SÅ på min flugt og jeg så at jeg uanset hvor hurtigt jeg løb, så ville de spørgsmål være med mig for altid, så jeg kunne ligeså godt standse op og stå ansigt til ansigt med dem. Og her står jeg stadig. Hver dag ser jeg de spørgsmål i øjnene: Hvad er meningen? Hvad er det jeg vil her? Hvad er vigtigt?

Og hver eneste dag, når jeg facer min eksistentialistiske krise, så står jeg stærkere. Renere. Klarere i hvad det er jeg vil.

Når jeg facer den, så skærer jeg mere og mere fra mit liv. Når jeg har min krise med som et vilkår her, som en gave der gør mig kraftfuld og vågen, så er der så meget der ikke længere betyder noget og det som betyder noget, betyder så til gengæld VIRKELIG også noget.

Alt larmen, alt det blinde forbrug, alt det som hører til i egoet, bliver stille og roligt skåret væk. Tilbage står jeg, fastere og fastere og ser min krise ind i ansigtet. Min vidunderlige krise, min fantastiske søgen. Alle de eventyrlige, fabelagtige, ulidelige spørgsmål jubler jeg nu over, at trods alt stadig kan mærke.

Dilemmaerne i mit liv, bliver mindre og mindre, fordi jeg tydeligere kan mærke hvem JEG er. Ikke hvem jeg er blevet fortalt jeg er, af omgivelserne i min opvækst, eller af det kapitalistiske samfund omkring mig, som altid kun vil se mig som Borger og Forbruger. Men den JEG er.

Et menneske i konstant krise over at være født i en fysisk krop, med et ego som det skal lære at navigere i. En lyst til lys og kærlighed som kan være så splittende og forvirrende, i en verden hvor vi konstant bliver fortalt, at det er dumt og naivt at være sådan.

Jeg kan mærke, at Verden er Venlig og det kom som et chok for mig første gang jeg følte det. Når Verden er Venlig, falder alt mit forbrug fra. Jeg har ikke længere lyst til at dulme, eller at skulle være nogen i kraft af mine køb.

Når jeg er bange og løber, så køber jeg. Når jeg stopper op og ser mig omkring, ser den venlige verden jeg er en del af, så er det pludseligt godt nok bare at være mig.

Så er jeg ikke længere Borger eller Forbruger, så er jeg en kvinde, i en skov, med en kat, en mand og børn. Med chilifrø til forspiring i vindueskarmen, sol der kommer ind af et beskidt vintervindue og jeg kan høre Ravn kalde fra en af de store graner i haven, om jeg ikke snart kommer ud igen. Og det gør jeg. Det er i naturen jeg mærker mit væsen og der mit ego glemmer sig selv.

Og jeg er klar over, at jeg tror, at jeg er en kvinde i en skov, med en kat og en Ravn der kalder. For hvem ved? Og det at jeg faktisk ikke VED, det får mit hjerte til at hoppe af begejstring og mine øjne til at rende over med tårer af glæde. Lige der har jeg intet behov for at købe noget, jeg er helt i fred. Jeg har ingen længsler, ingen mål.

Jeg er og alt er og det er nok.

Vejen ind er vejen ud

Vejen væk fra et liv i egoets skygge, betyder at turen først går direkte ind i løvens gab. Ind i den store mørke og skræmmende hule og derinde vil du se, at mørket intet kan gøre dig og så vil du opdage at du er fri.

Det er frygten for mørket der er allermest skræmmende. Hvis du har siddet ude i en skov i en nat, vil du også opdage at mørket intet gjorde dig. Men at det var frygten for hvad mørket kunne indeholde, der virkelig fik dig til at skælve.

Egoet har kun den magt over os som vi giver det. Så hvis vi går og er bange for hvad vi egentligt dybest set indeholder inderst inde, så får den del af os lov at bestemme, lige præcis den del vi faktisk ikke ville give magt i første omgang.

Det er alt det uerkendte og ubevidste der får lov til at styre os, når vi ikke tør se på det. Det er meget klogere at åbne døren og lade lyset skinne ind på monsteret, end at vi bruger vores liv og vores energi på at stå og holde døren lukket.

Når du ser på monsteret vil du også opdage, at det ikke indeholder andet end varm luft og masser af bluff. For du er hverken mørkere eller mere forfærdelig end andre mennesker.

Jeg har mødt mange mennesker i de læsninger jeg laver. Jeg ved fra mange der henvender sig, for at spørge til læsningerne, at rigtig mange er bange for hvad de gemmer på inderst inde og de er bange for at de i læsningen, får alt deres mørke, sort på hvidt fra mig.

Jeg har set på masser af mørke, for jeg har set det i mig selv. Så ingen andres mørke kan længere skræmme mig, hverken i læsninger eller her i den virkelighed vi er i nu.

Jeg har mødt masser af mørke i læsningerne, men intet af det har været andet end egoet der var bange og havde taget nogle skræmmende masker på.

Så snart lyset fra de åndelige vejledere skinner i læsningen, forsvinder alt mørket og vi kan begynde at tale om det der virkelig betyder noget.

For vi er alle ens. Vi indeholder det samme frygtindgydende. Det samme hæslige. Og det er ikke andet end egoet der bluffer og puster sig op.

Vi kan i læsningen i stedet tale om lyset. Hvor lyset kan bevæge os hen i vores liv.

Der er ingen grund til at tale om hvor mørket bringer os. Vi kender alle sammen til erkendelsen, af at vi selv indeholder morderen og uhyret.

I læsningen taler vi om hvor styrkerne er, hvor kan vi sætte ind med ekstra kraft, for at give egoet endnu mindre magt.

Vi kan sagtens tale om mørket i læsningerne, men det vil altid kun være ud fra en bevidsthed om at det ikke er forkert og så vi kan lære os selv endnu bedre at kende. Lyset bliver så meget stærkere og nemmere at se, når vi ved præcist hvad mørket indeholder.

Se på dit mørke, med en bevidsthed som en frihedskæmper. Du kæmper for dit lys og dit liv. Når du går ind i dig selv, med mod og et stort hjerte, så gør du det for os alle. Vi er alle en del af det samme og hver gang et menneske bliver befriet fra egoets skygge, så hjælper det os andre til at gøre det samme.

Vejen ind, er vejen ud i lyset og i friheden fra egoet.

Omsorgen for egoet

I takt med min egen personlige udforskning og undersøgelse af hvad egoet i mig indeholder, er der vokset en enorm omsorg frem for egoet, ikke bare i mig, men for egoet i os alle.

Selv når egoet skælder mig ud, fordi det mener at jeg er skør, forkert og pinlig, så kan jeg kun se på det med et venligt blik, for jeg ved hvad det stammer fra. Jeg forstår hvorfor egoet tror at det er bedre at skælde ud end at støtte.

Det er ikke nemt at være egoet i mig. I det hele taget er det ikke nemt at være ego i nogen mennesker. Uanset om du arbejder med dig selv og din udvikling, er egoets dna smerte, usikkerhed og frygt. Hvor sjælen, eller åndens dna er kærlighed og intet andet, så er egoet skabt af de ting som gør ondt og skaber krig i og udenfor os selv.

Da jeg voksede op, følte jeg mig ikke bare forkert. Jeg fik også af vide af det omgivende samfund, at det var jeg. Det var hæsligt for egoet, at alt det jeg inderst inde kunne mærke gav mening for mig, skabte en disharmoni med hvad omgivelserne mente var den rigtige ting at gøre.

Men det der var vildt godt ved at opleve den disharmoni, var at det ledte mig ud på en rejse hvor jeg stædigt blev ved med at undersøge hvor smerten stammede fra. Jeg ville forstå egoet. Jeg ville forstå hvad det var der spændte ben i mig, for at jeg kunne være den jeg allerhelst ville være. Den der var fri og ligeglad med andre egoers meninger.

Det er ikke svært at blive vred på synderen når den bliver opdaget. Så da jeg begyndte at kunne skille egoet fra mig selv og jeg begyndte at opdage hvor meget ravage egoet skabte i mig, så blev jeg naturligt nok rasende på det. Det var helt okay at have det sådan, for det gav endnu mere brændstof til at holde ved, at det dælendylme ikke skulle få lov at bestemme over mig.

Men al krig gør ondt. Også krigen mod egoet. Da det gik op for mig, at det jeg var i gang med at bekæmpe i mig selv, ikke var andet end en lille usikker, skælvende og bange version af mig, lagde jeg med det samme alle våben ned.

Når egoet skælder mig ud, så er min erfaring at det er fordi det er bange og så smider jeg alt hvad jeg har i hænderne og giver det omsorg på alle de måder jeg ved virker for mig.

I mange år gav jeg egoet ret i at det var rigtigt, at jeg var forkert og havde fortjent de hårde ord jeg havde til mig selv. Da jeg opdagede, at jeg ikke havde fortjent de hårde ord, så sørgede jeg længe over at de eksisterede i mig og mod mig selv. Og jeg skammede mig, for jeg var åbenbart ikke kommet længere i min selvudvikling, end at egoet med en enkelt bemærkning kunne sende mig fuldstændig til tælling med sug i maven og et sortnende blik.

Skam er fantastisk benzin på egoets evige brændende bål af mindreværd. Det er derfor det er så vigtigt i selvudviklingsverdenen, at komme videre end at opdage at egoet ikke er sandt eller gør os noget særligt godt. For der kan opstå så mange følelser af forkerthed når egoet så stadig dukker op i os. Hvad det altid vil gøre, det er måden vi håndterer det på der er afgørende for vores velbefindende.

Det er nemt at give egoet omsorg, fordi jeg har fat i en del af mig der er meget lille og barnlig, så det er de samme ting der virker som da jeg var barn. Jeg sørger for at få sovet. Jeg sørger for grøntsager og vand. Jeg sørger for at være så megavenlig overfor mig selv, at jeg faktisk tit tilsidesætter andre på den bekostning.

Det der er virkelig vigtigt at vide her er, at hvis jeg ikke tilsidesatte andre når egoet er bange og skælder mig ud, det er at så er det også mit ego andre møder. Så det er aldrig venligt overfor andre, at jeg ikke lytter på behovet for omsorg for mig selv. Det er aldrig venligt at andre skal møde mit ego. Trust me…

Det venlige overfor alle, er at jeg passer på mig. Jeg nærer mig selv på de måder der virker. Jeg tager lange bade. Går en tur i skoven og jeg hviler og hviler og hviler mig og er i stilhed. Indtil jeg har opdaget hvad det var egoet i første omgang blev så bange for, og så kan jeg håndtere det.

Friske og veludhvilede kan vi sammen gå ud i verden igen. Med masser af overskud til bare at være mig og masser af overskud til at være venlig overfor alle de andre egoer jeg møder.

Vær din egen Discipel

Når ordet Disciplin bliver nævnt, så er kan det være svært at se de fleste menneskers bagdel for skosåler. Næsten ingen mennesker forbinder disciplin, med at være et frit menneske som kan gøre hvad det har lyst til.

Det er naturligvis det kære ego der krymper sig ved tanken, om at være disciplineret og som vil gemme sin dovenskab bag floskler om frihed (se også tidligere indlæg om kapitalisme…)

At være disciplineret, betyder egentligt at man er sin egen discipel. Det vil sige at du bliver din egen elev eller lærling, af din egen ånd.

At være sin egen discipel betyder, at du holder de ord du lover dig selv. Altså de tanker og idéer, følelser og fornemmelser du får, som du ved er rigtige og gode for dig. Dem ærer du og du ærer dig selv, ved at tage de ønsker ligeså alvorligt som stod de skrevet i det du ville kalde for din Bibel.

Det drejer sig ikke kun om at være disciplineret omkring de ting i din hverdag, som du ved nærer og styrker din ånd. De fleste af os har fanget, at sund, god og frisk mad er godt og bygger mere op end det nedbryder. Vi ved også at en god nattesøvn er vigtigt. At drikke vand kan grounde og fjerne tankemylder på meget kort tid. Tid i stilhed og meditation prøver de fleste af os også at få med, i større eller mindre grad i vores liv.

Men du kan også begynde sådan virkelig at være tro mod dig selv, på måske helt nye måder. Tro mod dig selv på den måde, at du aldrig lader dig selv i stikken. At du virkelig går efter det du ved betyder noget for DIG. Du er din egen disciplin. Din egen følger. Din egen Guru og Mester.

Hvad drømte du om som barn? Er du tro mod de drømme?

Og er du tro mod det barn, som stolede på at som voksen kunne I to, få tingene til at ske?

Det er lige meget hvad alle andre gør. Hvis det der er sandt for dig, er at stå op kl. 03.15 og drikke en rød sodavand mens du står på et ben i haven, så gør endelig det. Der er ingen der takker dig når du skal herfra, for at du lod være med at gøre det der rigtig gør dig godt.

Skriv dine ti eller tyve eller tredive bud ned. Og lev efter dem. Ær det smukke og sande i dig som ved hvad det er du bliver glad af og være disciplineret hver dag omkring at gøre lige præcis det.

Når egoet bliver bange for at du bliver for underlig, at tingene bliver for usikre, at andre vil pege fingre af dig, så vær disciplineret omkring at lytte på hvad det er egoet siger. Tag dig tid til at give egoet omsorg. Anerkend overfor dig selv at det er okay at blive nervøs, men fordi du er din egen discipel, så gør du det du vil gøre alligevel. Din Guru er DIN ånd.

Egoet har ingen magt over dig. Men frygt er så lammende og derfor vinder egoet oftere end ånden eller sjælen gør det. Egoet prøver kun at passe på dig, men hvis du tager styringen og bestemmer dig for at være disciplineret omkring de ting du ved er gode for dig, så begynder egoet at slappe mere af og frygten forsvinder stille og roligt.

Vær disciplineret omkring at være din egen discipel. Det er lige nu du er her, med den bevidsthed du har i dette liv. Sandsynligheden for at dette liv, med den bevidsthed du har lige nu kommer igen, er ret lille.

Spild det ikke ved at være slave af egoet, men find i stedet friheden i disciplinen.

Hvordan du laver en udesidning

Du kan lave en udesidning hvornår du vil, året rundt. Jeg synes det er dejligt om sommeren, fordi nætterne er så korte og lyse og de føles så kraftfulde og magiske heroppe nordpå. Men det er naturligvis også muligt at sidde ude i december måned, det bliver bare en lang nat, fordi man sidder ude fra solnedgang til solopgang.

Når jeg laver en udesidning, så faster jeg dagen før jeg går ud. Nogle gange kun fra kl. 12 middag, men det kan du mærke hvad du har det bedst med. Hvis du let får det skidt af ren vandfaste, så kan du lave en frugt eller grøntsagsfaste, eller juice. Men uanset, ikke spise store tunge kulhydratrige måltider den dag du vil ud at sidde om natten.

På forhånd har jeg fundet det helt præcise sted jeg gerne vil sidde, så jeg skal ikke gå og lede efter det gode sted, når jeg skal til udføre udesidningen. Jeg forbereder mig ved at være lidt i stilhed den dag, altså det er ikke strengt nødvendigt med total stilhed, men det giver fx ikke rigtig mening at rejse sig fra et selskab mennesker og gå ud at sidde alene.

Sørg for at have ordenligt tøj på, det er bedre at have det varmt og tage af, end det modsatte. Husk at tjekke vejrudsigt, så du kan forberede dig med eventuel regnslag. Myggebalsam kan være en god idé at smøre sig ind i på forhånd, men ellers er det også en god øvelse bare at sidde og være med de myg der måske sværmer om dig. Måske er du heldig, at der kommer flagermus og blander sig i festen.

Ingen telefoner. Intet ur. Ingen vand. Ikke noget hygge. Ingen snacks. Kun dig og naturen om natten.

Du kan sætte en intention for dig selv inden du går ud, måske er der noget i dit liv som du gerne vil have svar på. Så den intention tager du med dig og så giver du slip på spørgsmålet og forholder dig åbent til svaret. Jeg gik fx engang ud med et spørgsmål til min søns trivsel. Svaret jeg fik, kom i form af en stor hvid bøffel i himlen. Det billede gav først mening mange år efter.

Så lidt i solnedgang går du ud og sætter dig på det sted du har fundet på forhånd. Du må gerne tage en lille pude eller andet med at sidde på, men ingen stole eller noget i den stil. Det er ikke meningen man skal sidde super komfortabelt. Du sætter dig og bliver siddende. Hvis du skal tisse, så rejser du dig og træder væk fra den plads du har skabt.

Og så sidder du bare til solopgang. I løbet af natten vil du mange gange komme i tvivl om solen nogensinde står op igen og du får lyst til at opgive. Du vil opdage, at egoet har mange mange gode grunde til at gå hjem i seng igen. Men sid til solen står op og så skal du naturligvis have dagen efter til at hvile og sove i.

Det der som regel skræmmer os allermest, er mørket. Så det du vil møde er dig selv i mødet med mørket. Det er meget interessant, og især jo at sidde her i Danmark, hvor det vildeste der kan ske er at der kommer en ræv eller en grævling rendende. Men tankerne har en anden mening og at konfrontere den angst, er en rigtig god “manddomsprøve”.

Hvis du har flere spørgsmål, så skriv endelig. Du må gerne synge eller andet hvis du har lyst til det, men det er også dejligt at sidde helt stille og opleve natdyrene komme ret tæt på om natten.

God fornøjelse! Glæd dig! Det er en meget meget smuk oplevelse.