Det er ikke svært at gå med på tanken om at vold er en dårlig idé. Det er ikke svært, fordi vi er blevet opdraget til, at det at være voldelig, er lig med at være et primitiv, dårligt menneske. Måske ligefrem et ondt menneske. Jeg har fx aldrig mødt en eneste person, som mente at vold er en brugbar og okay løsning. Vi ved, at mennesker der har været fysisk voldelige overfor andre, ofte selv har været udsat for enten fysisk eller psykisk vold. Det er et menneske i smerte, som udsætter andre for det samme. Et roligt, balanceret menneske har ikke det behov. Den her type vold er nem at spotte, og vi har et helt system omkring at stoppe den her vold. Politi og fængsler er vores løsning, når vi håndterer mennesker som har været udsat for så meget vold, at de må dele ud af den.…

Når jeg i mit eget liv, vælger at tro på smerte, enten en smerte jeg oplever rigtigt eller en jeg kan finde på i mine tanker, så er jeg ikke glad. Når jeg tror på smerten, så bliver jeg virkelig trist, ofte apatisk, kan helt miste lysten til at være her. Det hjælper rigtig meget, at trække mig selv væk fra smerten og bare observere den upartisk. Det kræver lidt øvelse i de tilfælde hvor smerten er opfundet i tankerne, men når jeg har vænnet mig til idéen om at jeg alligevel ikke er mine tanker, så er det nemmere at se på dem på afstand. Hvis smerten bliver påført mig af andre, måske i form af den måde de er overfor mig på, så kan jeg på samme måde vælge at observere neutralt og minde mig selv om, at jeg selv bestemmer om jeg vil blive såret, om jeg…

Hver eneste gang vi formulerer, enten inden i os selv eller udadtil med ord, en sætning om “os og dem” så skaber vi endnu mere konflikt og ufred i verden. Hver eneste gang vi brokker os over “tingenes tilstand”, er vi med til at give endnu mere energi til den tilstand der er og vi er dermed selv ansvarlige for at den eksisterer. Hver eneste gang vi ytrer at andre burde/kunne/skulle vide/gøre/være anderledes end de er, uanset hvor neutralt og uden negativitet vi gør det, så er vi med til at skabe endnu større kløfter, endnu mere isolation, mellem mennesker. Og med de ord, så fortæller vi også at vi selv er bedre, fordi vi kan se at tingene skulle være anderledes. At et menneske skulle kunne handle eller være anderledes end det er, vi kan se det. Det er det vi fortæller når vi brokker os over andre, at…

At være kynisk er simpelthen det kedeligste karaktertræk. Kynisme stopper glæde, naivitet, leg, helt almindeligt fjol, given sig hen og slippen sig fri. Kynisme er et maskulint træk (det betyder ikke at kvinder ikke indeholder det), kynisme må være sarkasmens bitre og bange far. Sarkasme bliver brugt for at dække over, at man i virkeligheden er så kynisk at det næsten er flovt og derfor kommer der lidt “skæg” indover det man vil udtrykke, i form af sarkasme. Sarkasme er ligeså tåkrummende som kynisme er, det er bare sværere at sige noget til det, for det var jo “bare for sjov”. Det er næsten synd for kynikerne. Det må være træls at være så klog, smart, sej, intelligent, cool, at man aldrig kan slå sig løs og bare danse af livslyst på en blomstermark. At man bliver direkte irriteret på andre som opfører sig barnligt. Kynikerne bliver ofte flove på…

Skam er den ting som jeg igen og igen oplever forhindrer os i at turde træde ind i et liv i et naturligt flow med overflod på alle planer. Vi føler os ganske simpelt ikke værdige til at tro at der er mere end det vi ser her i denne 3D verden. Vi har igennem vores liv oplevet at blive gjort forkerte for at være dem vi er og det vi føler. Vi har ikke oplevet tilgivelse når vi har trådt ved siden af status quo, men tværtimod ofte at blive skældt ud for at være menneske. Prøv at forestille dig hvem du ville være hvis du aldrig skammede dig. Hvis du på et øjeblik kunne slette alt skam fra dig, al den skam du har ophobet i dig igennem dit liv. Du ville føle dig elsket som den du er. Du ville ikke tænke i fejl og mangler, du…