Hvad nu hvis de følelser vi normalt kalder for trælse, faktisk ikke er virkelige? Hvad nu, hvis alt hvad vi tror vi rummer af misundelse, jalousi, skam, skyld, frygt, depression, ikke er andet end symptomer på et ego, som er vild med at være i offerrollen? I læsninger og i det hele taget, har jeg længe set de følelser jeg har nævnt ovenfor, som symptomer på et lavt selvværd. Så når de her følelser bliver fulgt til dørs, så ender de altid i manglende kærlighed til os selv. Men som jeg skrev i det her indlæg, hvad skal vi så, når vi så står der foran den enorme mur af manglende selvkærlighed? Det kan virkelig mærkes uoverskueligt, at gå i gang med at heale alt det mindreværd. Fordi det hele tiden vil spænde ben for sig selv. Så vi skal først over alle de tanker der dukker op, med hvem…

Stort set alle som går i gang med at arbejde med sig selv, når til et punkt, hvor de ender med at stå foran en stor uoverstigelig mur, af den følelse vi kalder mindreværd. Det er som om at alt hvad vi arbejder med i os selv, har rod i den følelse. Vi kan blive ved med at snurre rundt og rundt i ting der skete for længe siden. Vores historier om hvorfor vi har de følelser med af mindreværd som vi har, og vi rykker ikke rigtig nogle vegne. Nogle dage kan andre trykke løs på vores knapper og de møder ikke andet end nysgerrighed og venlighed fra vores side. Andre dage, så bliver vi sendt direkte til tælling og tuderi ved det mindste lille prik. Følelsen af mindreværd overmander os. Og udover den temmelig invaliderende følelse, så skal vi altså også forholde os til at vi er trætte…

Indeni mig, føles det mere og mere som et valg jeg kan træffe, når mit ego præsenterer en mulig tanke og derefter følelse for mig. Det er som en vej jeg bliver vist, som jeg kan vælge at gå ud af, eller jeg kan blive hvor jeg er og håndtere situationen mere graciøst, end vejen viser mig. Måske kender du selv de veje. De veje er asfalteret med alle de ulykker du kan forestille dig. Du kommer til at tænke på at miste en du holder af, børn, en partner, en ven, familie. For slet ikke at tale om den helt almindelige hverdagspanik tankerne kan lave, hvis der kommer en uventet regning, bilen bryder sammen, høsten slår fejl. Det der er sjovt, det er, når jeg kan mærke at nu kan jeg vælge. Jeg kan vælge at gå med de her smertefulde tanker der dukker op i mig, og skabe…

Noget jeg selv synes har været virkelig spændende i mit eget arbejde med egoet, har været opdagelsen af hvor svært det er at slippe smerten, fordi der i egoet er en eller anden form for afhængighed af den. Der er blevet ved med at sidde en krog fra mig i smerten, en krog jeg selv har holdt, som jeg kunne slippe hvis jeg ville. Så uanset hvor virkelig træls jeg har synes den smerte jeg har følt har været, så har der altså samtidig været en form for tilfredsstillelse ved at føle den. Den del af mig, som føler en tilfredsstillelse ved smerte, er den del af mig som er blevet fortalt at smerte er bedre end ingenting. At smerte trods alt er en form for opmærksomhed. At opmærksomhed er kærlighed og derfor må smerte være lig med kærlighed. At kalde den del af os selv for offeret er nemt…

Alle som arbejder med selvudvikling eller spiritualitet ved, at det ikke altid er lige pæne ord egoet får med på vejen. Hvilket jo er interessant, for når vi dømmer egoet og gør det forkert, så er det egoet som dømmer sig selv. Den del af os, som er sjæl, som er Guddommelig, som er en del af alting, den del kunne aldrig finde på at skælde egoet ud for at være ego. Egoet gør ikke andet end det har fået besked på og alligevel, så gør egoet sig selv forkert, finder sig selv pinlig i sin underlige selvhøjtidelige offerrolle. Det er naturligvis bare en undskyldning for at finde en anden måde at føle smerte på, for hvis der er noget egoet er pjattet med, så er det at lide. Egoet er bare ego. Egoet bliver først problematisk, når det skal gemmes væk fordi egoet synes det burde være mere udviklet,…

I sidste indlæg, skrev jeg om den måde som Frygt kan komme til at råbe på i os. Den kan råbe sin angst ud via vores følelser, fx kan den komme til at skabe en følelse af vrede i os og fordi den følelse som regel er ret kraftfuld, så mærkes den meget tydelig i os og er nem at spotte. Vi kan relativt nemt følge med følelsen tilbage til Frygten og slippe den der. Men andre gange, så hvisker Frygten. Det er meget nemmere at ignorere Frygtens hvisken end når den råber, problemet er bare, at når den hvisken bliver overhørt igennem længere tid, så hober den sig op og kan så til sidst ende med, at blive et fuld blown angst-raseri-jalousi anfald fx. Frygten hvisker ting som virker totalt ligegyldige hvis de bliver sagt højt og derfor er de nemme at feje væk, med undskyldningen om at det…

Vi har to grundfølelser i os, der findes Kærlighed og der findes Frygt. Alle de følelser som ikke føles kærlige, enten for os selv eller andre, de stammer fra frygten. Når vi begynder at se på de følelser, med en accept og forståelse af hvad de kommer fra i os selv, så er det så meget nemmere at slippe dem fri og ikke lade dem styre vores liv. Frygt har mange forskellige udtryk, eller sprog. Frygtens sprog er blandt andet; vrede, jalousi, misundelse, usikkerhed. Det kan føles uigennemskuelig, altid at skulle finde den specifikke følelses rod, for at kunne slippe den der. Og selv hvis roden bliver fundet, så kan følelsen stadigvæk godt vise sig en gang imellem. Lad os sige at du har arbejdet med misundelse og mener at du har fundet roden til den i dit liv. Derfor kan den til din store frustration, stadigvæk godt dukke op…

I mit liv har jeg mødt mange former for fascisme, steder hvor jeg blev virkelig overrasket over at møde den, fordi fortegnet for mig var lig med frihed til at vælge selv. Men man kan være fascistisk med alt har jeg fundet ud af. Øko-fascisme. Vegetar/veganer-fascisme. Spirituel fascisme. Anarkist-fascisme. Fascisme er bare frygt. Det er meget simpelt. Hver eneste gang vi dømmer nogen eller noget, så er det fordi vi bliver bange. Så hold nøje øje med hvornår du dømmer og mener noget er forkert. Når vi dømmer andre, så er det som oftest fordi vi er bange for at deres u-perfektion smitter af på os. Så hvem dømmer du? Dømmer du dem der går på Mac Donalds? Dem der handler i Aldi? Dem der serverer store sukkerkager til børnefødselsdage? Dem der ryger? Dømmer du dem der mediterer? Spiser vegetarisk? Handler i helsekost? Ikke har tv? Ikke læser avis? Hvis…

At lyve overfor andre er ikke særligt pænt. Ikke engang små hvide løgne, desværre. Der er mange som har svært ved at sige sandheden, de er bange for at såre andre, at ende i en konflikt, men der er en nem måde at komme udenom det på. Hvis du lærer at mærke hvad der er ærligt overfor dig selv, mærke hvad der er bedst for dig, så stopper man ganske automatisk med at fortælle usandheder overfor andre. Når du lyver overfor andre om hvad du ønsker, hvad du gerne vil have, hvem du er, så sender du en energi ud om at du selv ikke er noget særligt. At den du er, ikke er værd at tage alvorligt. Det er ikke det vi ønsker når vi lyver, så ønsker vi at behage, at andre skal kunne lide os, men faktisk sker der det modsatte i vores energi. Vi sender ud…

Hvis man forestiller sig vores kerne, vores sjæl, den vi er inderst inde, så svæver vores identitet ligesom rundt om kernen som en sky. Det er den sky som man kan som clairvoyant kan tappe ind i og få informationer om personen. Hvad er deres job, interesser, hvordan er deres familierelationer, hvilke drømme og ambitioner har personen. Det er ikke specielt svært at tappe ind i identiteten, det er noget vi alle sammen gør hele tiden, mere eller mindre ubevidst. Det som jeg synes er interessant er at høre hvad sjælen har at sige. Kernen som er inde bag identiteten. Hvad er vores virkelige formål her, se det store potentiale, mærke sjælens kraft og den umådelige store mængde kærlighed vi alle sammen indeholder. Når jeg laver læsninger, så taler jeg ikke så tit om identiteten. Identiteten får kun plads hvis den giver mening i forhold til at komme til bunds…