Anja Dalby
SPIRITUALITET | SHAMANISME | MAGI

Den lille død

Når man går til de fleste mennesker, og spørger dem hvad de virkelig ønsker sig i deres liv. Hvad det er de inderst inde helt ærligt allerhelst vil have, altså ud over det sædvanlige med flere penge, slankere lår, mere hår på hovedet end på ryggen, så er det de fleste ønsker sig, at føle sig som om de er et med det Guddommelige.

Måske er det ikke lige den ordlyd der bliver brugt, men det de fleste af os ønsker os, er at høre til, at føle os forbundet, at føle at der rent faktisk er en mening med at være her.

I virkeligheden er det ret nemt at gennemskue, at det er det som de fleste af os ønsker os, hvis ikke os alle. For igennem vores adfærd søger vi hele tiden at miste os selv, på den ene eller anden måde. Når vi får følelsen af at miste os selv, så føler vi os som et med alt.

At føle sig som et med alt, er det samme som at føle sig som et med det Guddommelige, fordi det Guddommelige, Kraften, er alt.

Når vi mister os selv, så er det egoet vi mister. Så er vi i en tilstand hvor vi bare er og er i en stille jubel over hvor fedt det føles.

Det er en lille død. Egoet dør for et kort øjeblik, eller bliver sat tilstrækkeligt meget ud af spillet, til at vi er helt rent tilstede. I sådan en zenbuddhistisk tilstand af ren fryd over øjeblikket. Det er det der sker i meditation og mindfulness.

Vi prøver alle at opnå den lille død hele tiden, faktisk er det en bevægelse vi hele tiden er i gang med. Vi søger hele tiden øjeblikket hvor vi ikke har egoet med som kommentator på sidelinjen, øjeblikket hvor hovedet er slået fra og vi zapper ud og sidder og er helt saglige med åbne øjne og hjerter.

Vi søger den lille død gennem alle former for nydelse: Alkohol, stoffer, cigaretter, sukker, nydelsen ved overspisning, nydelsen ved at sulte sig selv. Vi søger den lille død igennem sex og orgasme, igennem meget hård fysisk træning, igennem ekstremsport, når vi udsætter os selv for “farlige” ting, som f.eks. bungee jump og den slags.

En mindre skadelig måde, end de ting der er nævnt her ovenfor, for at føle at man mister sig selv, kan naturligvis være at meditere. I meditation er det det samme vi søger at opnå, tilstanden hvor vi bare er og tankerne ikke længere plager os på samme måde som de plejer at gøre det.

Det kan også opnås gennem yoga, mindfulness og mange andre spirituelle praksisser.

Vi søger også at ophæve grænserne for os selv igennem kærlighed. Længslen efter kærlighed er i høj grad forbundet med at føle sig som ét med et andet menneske, for i den forbindelse kan egoet også få lov til at slippe og vi mister os selv i kærligheden.

Kærligheden finder vi naturligvis i en partner, men også til vores børn og kæledyr og andre dyr vi møder.

Det er sådan en mærkelig ting, at egoet i virkeligheden søger at ophæve sig selv. At vi er villige til at bedøve os i alkohol, stoffer, sukker og sex på måder der nok ikke altid er lige gavnlige for os, for at få de få sekunders/minutters oplevelse af at være kommet hjem.

Det må betyde at det egoet i virkeligheden allerhelst vil, er at ophæve sig selv. At vende hjem til den store kærlige favn af en Kraft eller Gud.

Egoet er også træt af smerten. Egoet er også træt af at være vred, jaloux, misundelig, være sorgfuld, at føle mindreværd. Der er jo ingen af os som i virkeligheden nyder at gakke ud i et eller andet hysterisk anfald. Vi er jo godt klar over at det føles meget dejligere at være i ro og acceptere livet som det er.

Det smarte er, at når vi kender mekanismerne i egoet, så kan vi til enhver tid ændre dem. Så kan vi blive bevidste om hvorfor vi nu søger en bedøvelse i en eller anden form. For udover at give sig selv lov til at føle tilfredsstillesen ved at miste sig selv, at lige mærke egoet slippe i en rus af det ene eller andet, så kan vi holde øje med om vi i virkeligheden er i gang med en flugt fra følelserne i egoet.

F.eks. har jeg selv opdaget at hver eneste gang (og jeg mener virkelig hver eneste gang) jeg tænker en tanke hvor jeg efterfølgende kommer til at skamme mig, så er den næste tanke der altid kommer op i mig: Jeg er sulten.

Så i mig er der en mekanisme der hedder at skam kan spises væk. Hvilket det jo ikke kan.

I andre kan det være mekanismer om at vrede kan drikkes væk, at sorg kan bolles væk, at angst kan sultes væk, eller hvad som helst!

Undersøg i dig selv hvordan dine egne mekanismer er. Hvornår opdager du at du er i gang med at flygte fra en såkaldt ubehagelig følelse, ved at dulme den med dit foretrukne bedøvelsesmiddel.

Det er kun igennem bevidstgørelse at vi kan ændre ting. Alt det vi ikke vil se i øjnene, det ender med at styre os.

Alle de følelser vi ikke vil anerkende at vi indeholder, ender med at sætte dagsordenen for hele vores liv. For hvordan vi spiser, drikker, vælger partnere, bruger vores tid gennem flugt på alle mulige måder.

Utallige timer foran Netflix forsvinder fordi vi ikke tør mærke vores egne følelser, men på en uskadelig måde hellere vil mærke andres vrede, sorg, lyst, osv i serier der bliver mere og mere ekstreme i deres udtryk alt efter hvor langt væk vi er fra at kunne mærke os selv.

De fleste af os vil hellere bare være glade, end behøve bedøve os for at blive det.

Det er meget nemmere at springe over alt det som faktisk har en del negative konsekvenser for os, os så gå direkte til at være tilfredse med vores liv, uanset formen af det.

Spring over alt det der giver deller og skrumpelever og som alligevel ikke gør dig ægte glad og gå direkte ud i skoven og føl dig forbundet og et med alt.

Jo mere du dyrker de ting som føles sande, jo mere vil du af dig selv begynde at vælge dem. Det behøver ikke være en kamp. Start i det små med at blive bevidst om dine valg af bedøvelse og sæt i stedet ind med selvkærlighed, frisk luft og tid med træerne. Så vil følelsen af at være kommet hjem indfinde sig meget hurtigere end du tror…

D. 18.08.2018 holder jeg en workshop i udesidning på Djursland. Du er velkommen til at deltage, hvis du har lyst til at læse mere om det, så kan du gøre det her. I en udesidning får du skov og kontakt for alle pengene, det er en meget særlig og smuk oplevelse og jeg ville elske at have dig med.

Gud der betragter Gud

En aften i sidste uge, hvor jeg sad udenfor i haven, her i skoven hvor jeg nu er flyttet ud, der mærkede jeg pludselig det her store sug af forbindelse imellem alting.

Jeg så insekterne, alle de millioner af insekter, som én stor organisme. Èn stor organisme som har udtrykket: Mange små og vidt forskellige insekter. Jeg så den store ‘insektorganisme’ delt op i en hel masse små underarter. I en helt masse forskellige udtryk, liv, former, farver, lyde, reaktioner, levemåder og med hver deres individuelle udtryk, som et billede på den store Kraft.

På samme måde så jeg alle pattedyrene, alle fuglene, alle krybdyrene, alle fiskene.

Som om de hver især hørte til og var del af den samme store organisme, delt ud i alle de her ‘underarter’: Ko, gris, laks, salamander, ræv, ravn, solsort, gedde o.s.v. ud i det uendelige jo nærmest…

Det samme så jeg om træer, buske, planter, bjerge, jord, klitter, hav, strand, vulkaner, sten, grus, græs, blomster, floder, søer o.s.v. o.s.v.

Jeg så hvordan at fordi naturen og alt i den, er helt uden ego, så gør det aldrig ondt på naturen. Den er uden mening om død, om smerte. Den er.

Måske har du selv oplevet, at slå din tå så hårdt, at du ikke kan andet end at være helt tilstede i den smerte du oplever og pludselig opdager du, at det ikke længere er smerte.

For du har mistet alle dine programmeringer om smerte, når du virkelig er tilstede i den og bare føler den. Pludselig er smerten en kilden, en summen, en dunken.

Idéen om smerte forsvinder fra sindet, fordi det der skete, opleves helt rent.

At slå sin tå rigtig hårdt kan virkelig bringe en tilbage til nuet og hel ren væren og observation af det der er!

Det var på samme måde jeg så alt det vi mennesker forstår som ‘lidelse’ i naturen. Lidelse eksisterer ikke i naturen. Fordi alt i naturen er i nuet hele tiden og derfor opleves det vi mennesker kalder for smerte eller lidelse altså på en helt anderledes måde.

Der eksisterer naturligvis modstand på smerte og død i naturen, fordi Kraften vil leves. Men ikke på den måde som egoet forstår den modstand på. For modstanden er uden mening i naturen. Det er ikke helt tilfældet i egoet…

Overlevelsesinstinkterne handler ikke om et personligt ønske om ikke at dø, men fordi Kraften er vild med at blive levet i alt liv, så derfor udtrykker den sig som det vi forstår som modstand. Men det er kun bevægelse, løb, “kamp” i en eller anden form, for at leve.

Den store organisme, som indeholder alle de andre små og mindre suborganismer, er planeten, som er inde i en større organisme som vi kalder for universet. Alt er et billede på Kraft, på det vi kalder for Gud eller for det Guddommelige.

Alt er altså Gud der betragter Gud.

En Kraft der betragter Kraften blive udfoldet i et paradis af de vildeste dimensioner. Temmelig mindblowing hvis du giver det lov til at synke ind!

Universet er altså i gang med at erfare sig selv på tusind millioner måder. Igennem alt det vidunderlige liv her.

Egoet er blevet skabt et eller andet sted i det her vidunderlige virvar af liv. Det har givet anledning til en del spekulationer om hvorfor, lige siden og sikkert også før, både Buddha og Jesus gav deres mening til kende om tingenes tilstand her.

Hvad egoet har at gøre i det her fabelagtige paradis er der mange forskellige holdninger til. Måske synes Kraften eller Universet, at det er en interessant oplevelse at transcendere egoet og det er det som det altid vil søge at gøre.

Vi bliver født uden ego og opbygger det stille og roligt. Når vi lærer at elske og acceptere egoet 100% så slipper smerten i os og vi bliver lige så frie og glade som dyrene er det, bare med den bevidsthed vi som mennesker er i besiddelse af. En bevidsthed egoet i høj grad også har været med til at bygge op gennem alt det smerte det har påført os og sig selv.

Vi lærer nemlig sindssygt meget af smerte, af at lide! Lidelse åbner os faktisk, gør os til større mennesker, når vi husker ikke at gøre os selv til offer gennem egoet…

Måske er det det, det Guddommelige, Kraften vil her, at åbne sig endnu mere for sig selv, ved at transcendere egoet. At blive endnu større, ved at opleve alt den lidelse egoet påfører os alle sammen.

Når en bevidsthed oplever, at være helt tilstede her uden at egoet blander sig i oplevelsen, føles det som tusind blomster der springer ud på en gang i et festfyrværkeri af stille lykke. Måske føles den lykke endnu større, fordi bevidstheden har oplevet egoets lidelse, og det kan være at det er dét som er meningen med det hele…

Er du også interesseret i at lære mere om dit ego og af den vej gå ud af det? Så kan jeg lære dig det gennem No Ego Mentoring 1:1, se mere lige her.

Stuart Wilde

Da jeg mødte den lærer, som har betydet mest for mig i mit liv, oplevede jeg en lettelse uden lige. Jeg oplevede, at føle mig forstået også selvom jeg kun mødte ham gennem hans ord i de første mange år.

Hans bøger reddede mit liv. Det ved jeg med sikkerhed. For det var i hans ord, at jeg søgte trøst når følelsen af meningsløshed over hvad det her liv drejede sig om, overvældede mig og var i gang med at slå mig helt omkuld. Det var i hans ord jeg fandt mening med livet og de gav mig et anker i hav af angst, lavt selvværd og depressioner.

Jeg blev af en veninde præsenteret for Louise Hay da jeg gik på Animationsværkstedet i Viborg i start halvfemserne. Hendes bog “Helbred dit liv”, gav mig forståelsen af min første bevidste spirituelle oplevelse.

En dag forsvandt min krop, mens vi sad til undervisningen i Viborg og jeg blev et med alle i lokalet. Jeg oplevede, at blive fyldt med en enorm kærlighed til mig selv og alt omkring mig, en kærlighed af en størrelse som jeg aldrig før havde mærket. Jeg var klar over, at det havde noget med det at gøre som hun talte om.

Louise var dejlig, men hun satte ikke ild i mig med sine ord. Så jeg begyndte at lede efter andre lærere. Jeg prøvede med Wayne Dyer og Deepak Chopra, det var de tre lærere som var ret populære dengang i slutfirserne og starthalvfemserne. Det hele var lidt for fimset synes jeg. Jeg kunne ikke mærke forfatterne. Lidt for New Age, pastelfarvet, og det de talte om var udenfor mig, aldrig indeni.

En dag læste jeg en bog, af en fyr ved navn Stuart Wilde og jeg var hjemme.

Selv når jeg skriver det nu, næsten 30 år efter, bliver jeg helt rørt og får tårer i øjnene. Stuart talte et sprog jeg kunne forstå. Hans bøger, kassettebånd og senere cd’ere, sprudlede af humor. Jeg var ovenud lykkelig for at have fundet en lærer, som kunne skrive om og få mig til at forstå, de mest indviklede metafysiske emner, og samtidig få mig til at klukke af grin.

Det var ikke nemt for mig at vokse op her og ikke nemt at vokse videre og være ung og ung voksen. Stuarts ord var en guide i en verden, jeg virkelig ikke forstod en klap af. En verden hvor jeg kunne mærke, at der var ting på spil i mig selv og andre, som ikke just bidrog til at gøre den her oplevelse dejligere.

Stuart lærte mig om Egoet og om Ånden eller Bevidstheden og det hele gav så meget mening for mig. Nu begyndte jeg at kunne ændre på de ting der var smertefulde i mig selv, for jeg havde fået et sprog for det. Med sproget fulgte en forståelse, et kort over mit indre, så jeg begyndte at kunne navigere i alt det der skete i mig. Min famlen i blinde var slut.

Det første seminar jeg deltog i med Stuart Wilde var i København i år 2000. Min søn var et par måneder gammel og jeg var alene med ham, men jeg bestemte mig for at tage med alligevel. Sammen med en veninde, tog vi afsted til en hel dag med Stuart.

Jeg ammede min søn igennem det meste af seminaret og jeg var bare glad. Glad for at den mand hvis bøger betød alt for mig, var ligeså sjov, totalt for meget og flamboyant (han havde en stor sort kappe på og smukke kvinder med, som bragte ham drinks igennem hele dagen) som jeg havde håbet på. Og så læste han energien i lokalet så smukt. Han var så klog, så fuld af ild og liv og jeg var lykkelig.

Senere rejste jeg rundt, til en del andre workshops i andre dele af verdenen, for at høre ham tale, arbejde med hans metoder, danse med ham og de andre kursister på barer og til slut i hans liv, for at blive healet af ham, som han begyndte at gøre de sidste år her.

Mit hjerte er fyldt med minder om ham. Varme, sjove, skøre, kærlige minder. Han havde de fineste blå øjne, som knitrede af lys når de så ind i mine.

Sidste gang jeg så ham var i Irland. I løbet af de dage jeg var på workshop hos ham og Khris Krepcik, var jeg så heldig at komme til at køre med Stuart i hans bil flere gange. Han kørte som en vild mand af små veje i bjergene, dyttede af fårene som blokerede det hele, spiste nachos og hørte irsk folkemusik for fulde hammer, mens han grinede til mig i bakspejlet til bagsædet hvor jeg sad og var ved at sprænges af lykke, over at få lov at møde sådan et menneske i det her liv.

Da han døde i 2013 troede jeg, at jeg mistede min bedste ven. Men det gjorde jeg ikke, for jeg havde igennem de mange år jeg havde kendt til ham, vænnet mig til at have en dialog med ham i mig selv. Dialogen kom bare tættere på.

Fra at vi havde været adskilt som mennesker, flyttede han nu helt ind i mit hjerte og alt det han repræsenterede og var for mig, smeltede sammen med mig selv. Jeg forstod, at nu var jeg min egen lærer. Selvom jeg stadig har lyst til at spørge ham om ting, stadig kan savne ham sådan så det helt hiver i mit bryst, så blev jeg voksen da han døde.

Selv hans død var en kæmpe gave til mig, ligesom hans liv og arbejde havde været det.

Alt hvad Stuart skrev kan jeg på det kraftigste anbefale at give sig i kast med at læse. Han udgav virkelig mange bøger og havde en hjemmeside, hvor han gavmildt delte ud af sin viden lige til det sidste. Derudover ligger der også rigtig meget materiale med Stuart på YouTube, både interviews og lydbøger.

Rigtig god fornøjelse og rejse ind i Stuarts Wilde fantastiske univers.

Omsorgen for egoet

I takt med min egen personlige udforskning og undersøgelse af hvad egoet i mig indeholder, er der vokset en enorm omsorg frem for egoet, ikke bare i mig, men for egoet i os alle.

Selv når egoet skælder mig ud, fordi det mener at jeg er skør, forkert og pinlig, så kan jeg kun se på det med et venligt blik, for jeg ved hvad det stammer fra. Jeg forstår hvorfor egoet tror at det er bedre at skælde ud end at støtte.

Det er ikke nemt at være egoet i mig. I det hele taget er det ikke nemt at være ego i nogen mennesker. Uanset om du arbejder med dig selv og din udvikling, er egoets dna smerte, usikkerhed og frygt. Hvor sjælen, eller åndens dna er kærlighed og intet andet, så er egoet skabt af de ting som gør ondt og skaber krig i og udenfor os selv.

Da jeg voksede op, følte jeg mig ikke bare forkert. Jeg fik også af vide af det omgivende samfund, at det var jeg. Det var hæsligt for egoet, at alt det jeg inderst inde kunne mærke gav mening for mig, skabte en disharmoni med hvad omgivelserne mente var den rigtige ting at gøre.

Men det der var vildt godt ved at opleve den disharmoni, var at det ledte mig ud på en rejse hvor jeg stædigt blev ved med at undersøge hvor smerten stammede fra. Jeg ville forstå egoet. Jeg ville forstå hvad det var der spændte ben i mig, for at jeg kunne være den jeg allerhelst ville være. Den der var fri og ligeglad med andre egoers meninger.

Det er ikke svært at blive vred på synderen når den bliver opdaget. Så da jeg begyndte at kunne skille egoet fra mig selv og jeg begyndte at opdage hvor meget ravage egoet skabte i mig, så blev jeg naturligt nok rasende på det. Det var helt okay at have det sådan, for det gav endnu mere brændstof til at holde ved, at det dælendylme ikke skulle få lov at bestemme over mig.

Men al krig gør ondt. Også krigen mod egoet. Da det gik op for mig, at det jeg var i gang med at bekæmpe i mig selv, ikke var andet end en lille usikker, skælvende og bange version af mig, lagde jeg med det samme alle våben ned.

Når egoet skælder mig ud, så er min erfaring at det er fordi det er bange og så smider jeg alt hvad jeg har i hænderne og giver det omsorg på alle de måder jeg ved virker for mig.

I mange år gav jeg egoet ret i at det var rigtigt, at jeg var forkert og havde fortjent de hårde ord jeg havde til mig selv. Da jeg opdagede, at jeg ikke havde fortjent de hårde ord, så sørgede jeg længe over at de eksisterede i mig og mod mig selv. Og jeg skammede mig, for jeg var åbenbart ikke kommet længere i min selvudvikling, end at egoet med en enkelt bemærkning kunne sende mig fuldstændig til tælling med sug i maven og et sortnende blik.

Skam er fantastisk benzin på egoets evige brændende bål af mindreværd. Det er derfor det er så vigtigt i selvudviklingsverdenen, at komme videre end at opdage at egoet ikke er sandt eller gør os noget særligt godt. For der kan opstå så mange følelser af forkerthed når egoet så stadig dukker op i os. Hvad det altid vil gøre, det er måden vi håndterer det på der er afgørende for vores velbefindende.

Det er nemt at give egoet omsorg, fordi jeg har fat i en del af mig der er meget lille og barnlig, så det er de samme ting der virker som da jeg var barn. Jeg sørger for at få sovet. Jeg sørger for grøntsager og vand. Jeg sørger for at være så megavenlig overfor mig selv, at jeg faktisk tit tilsidesætter andre på den bekostning.

Det der er virkelig vigtigt at vide her er, at hvis jeg ikke tilsidesatte andre når egoet er bange og skælder mig ud, det er at så er det også mit ego andre møder. Så det er aldrig venligt overfor andre, at jeg ikke lytter på behovet for omsorg for mig selv. Det er aldrig venligt at andre skal møde mit ego. Trust me…

Det venlige overfor alle, er at jeg passer på mig. Jeg nærer mig selv på de måder der virker. Jeg tager lange bade. Går en tur i skoven og jeg hviler og hviler og hviler mig og er i stilhed. Indtil jeg har opdaget hvad det var egoet i første omgang blev så bange for, og så kan jeg håndtere det.

Friske og veludhvilede kan vi sammen gå ud i verden igen. Med masser af overskud til bare at være mig og masser af overskud til at være venlig overfor alle de andre egoer jeg møder.

Livet er mere et mysterie der skal leves, end et problem der skal løses

Der er to grunde til at mennesket er her på Jorden. Den ene grund er at lære om kærlighed og lære at udtrykke det. Den anden grund til at vi er her, er at vi er skabende væsner.

Vi skaber og vi tjener når vi skaber. Vi bidrager til livet og livets store mysterie med den skabende energi vi har i os.

Alle mennesker på hele jorden, uanset om de er identiske tvillinger (eller trillinger), har et unikt fingeraftryk.

Alle mennesker på hele jorden, har en stemme med sit helt eget lydmønster.

Alle mennesker på hele jorden, har øjne som har sine helt egne pigmenteringer og mønstre.

Vi har alle sammen vores helt eget aftryk at lave her på jorden. Vi har alle sammen noget vi kan give stemme til, især vores livsdrømme og vores visioner.

Når du ved at du er helt unik. Ikke på den her ego-individualistiske måde som er så populær, men du er unik på en så fuldstændig vild mindblowing måde, så slipper du også for at sammenligne dig.

Det giver slet ingen mening, at sammenligne to totalt unikke udtryk. Det er helt galt at gøre dette. Virkelig skørt. Det er så skørt, at det lyder som noget kun egoer kan finde på…

Hvis du har svært ved at huske, hvornår du mistede denne viden om at du er helt unik og at dit aftryk, din stemme, dit syn på tingene havde værdi, så undersøg disse spørgsmål i dig selv:

Hvornår i dit liv holdt du op med at synge og bringe din stemme frem i verden?

Hvornår i dit liv holdt du op med at danse, eller bare bevæge dig frit i din krop?

Hvornår i dit liv holdt du op med at være fortryllet af historier og især din egen livshistorie?

Og hvornår i dit liv holdt du op med at blive trøstet af det rum som stilheden skaber?

Det sted i dit liv hvor du holdt op med at synge. Hvor du holdt op med at danse. Hvor du stoppede med at blive fortryllet af historier (og især din egen livshistorie) og der hvor du stoppede, med at kunne blive trøstet af stilhedens rum;

Det er det sted i dit liv hvor du oplevede, at miste din viden om at du er helt unik og at din stemme har værdi.

At din krops bevægelser har værdi. At historierne og din egen historie i særdeleshed, kan heale og forandre.

Og at når du sidder i stilheden, så husker du hvad det er for et stort mysterie du er. Og du husker at livet er et mysterie der skal leves og ikke et problem der skal løses.

Måske er det dig som tør tale sandt. Som tør følge dit åbne taknemmelige hjerte. Måske er det dig som tør heale med dit nærvær.

Måske er det dig som vi venter på. Den stemme vi drømmer om. Den krop vi håber kan bevæge os fremad. Den livshistorie der kan inspirere og give håb til andre. Den styrke der kommer af at have siddet i stilheden og erkendt at intet skal overstås.

At alt skal synges og danses og fortælles og leves med den kraft der kommer af at erkende livets mysterie og hylde det med hele sit væsen.