Gribbe Og Orme

Da jeg var barn, var jeg meget interesseret i Tibet og Mongoliet. Jeg læste alt hvad jeg kunne komme i nærheden af, om de to lande. På et tidspunkt stødte jeg på en bog som handlede om den måde begravelserne foregår på der. Fordi jorden er så hård, så bliver ligene skåret op og delt ud til gribbene, som så spiser resterne af det som har været et menneske.

Jeg synes det var utrolig fascinerende, at man efter sjælen havde forladt kroppen, kunne se på kroppen for hvad den var. Et stykke kød som kunne bruges til at fodre andre dyr med. Min kristne opvækst gjorde at jeg havde det svært med at vi i den her del af verdenen begravede kroppene. Hele historien med at kroppen skulle ned i jorden og spises af ormene, gjorde mig meget urolig. Hullet i jorden var lidt på vej ned til helvede, et sted, som jeg kunne forstå på min søndagsskolelærer, var noget man for alt i verdenen ville undgå. Jeg kunne meget bedre forholde mig til at blive skåret op og kastet ud til ådselæderne, så var man på en måde på vej i himlen.

Som voksen har jeg på baggrund af mine barnetanker om himmel og helvede, altid tænkt at jeg hellere ville brændes når min sjæl forlod mit legeme. De sidste mange år hvor jeg også er blevet miljøbevidst, har jeg tænkt på alle de kroppe vi begraver, som ormene godt nok spiser, men som vel for de flestes vedkommende, er fyldt med en masse forskellige giftstoffer. På grund af al den forurening vi lever i og udsætter os selv for, så har jeg nogen gange tænkt på om man i virkeligheden ikke burde køre menneskelig til kommunekemi.

Hvis man tænker på kroppen som et helligt tempel, så synes jeg faktisk heller ikke godt om tanken om at blive transporteret ind i en stor ovn og brænde derinde. Det virker lidt usselt og ikke som om der er nogen tanker bag, at lade røgen fra liget indgå i skyerne og himlen igen. Men mere som en bekvem måde for samfundet, at slippe af med det væmmelige lig på.

I Danmark må vi ikke blive fodret til fuglene når vi dør. Vi har heller ingen gribbe og desuden er vores jord blød nok til, at man kan blive gravet ned i den. Nu tror jeg hellere at jeg vil begraves når jeg dør, så af respekt for de dyr som vil spise min krop, og for jorden som vil optage mig, vil jeg blive ved med at indtage så få giftstoffer som muligt.

Nyt slogan ser dagens lys: Spis økologisk – for ormene der skal spise dig skyld!

To Stemmer

Der er to stemmer indeni mig. Sangen fra mit hjerte og klynkeriet fra mit ego.
Det er ikke længere svært for mig at høre hvad der er hvad. Det var det i mange år og jeg forvirrede mig selv ved hele tiden at stille spørgsmål til mit hjertes længsel, fra mit egos ængstelse. Så jeg tvivlede og tvivlede på hvad det var jeg følte og ofte så vandt egoet med dets rationale og frygt.

Når jeg går igennem noget nu hvor mit ego føler sig meget usikker og frygtsomt, så sørger jeg hele tiden for at holde en god og konstant kontakt til mit hjerte. Jeg kan mærke hvad det er der er sandt for mig at gøre, det kan godt ske jeg stadig er skidebange for det, men når jeg kan mærke mit hjerte juble, så bliver jeg tryggere fordi jeg så ved jeg er på rette vej. Jeg kan stadig ikke se vejen for mig, jeg ved bare at jeg skal tage skridtet ud på den og fordi mit hjerte hopper af begejstring over eventyret og spændingen ved udsigten til en ny sti, så kan jeg nemmere berolige mit bange ego.

For hvad kommer der mon ikke til at ske? Hvordan skal det hele dog ikke gå? Hvad nu hvis det er en fejl? Hvad nu hvis stien fører mig direkte i min død?

Det er okay, hvisker mit hjerte. Den sti som man kan se enden på, den er ikke værd at gå. Gå derud hvor det hele vibrerer. Hvor det ikke er statisk. Gå derud hvor du griner og har det sjovt, også selvom dit ego skælver.

Mit hjerte fortæller mit ego at døden alligevel ikke er noget at være bange for. Døden er bare en overgang, ikke andet. På et tidspunkt ender stien i døden, men det gør den alligevel. Døden kan ikke undgås, selvom man følger egoets råd om stagnation.

Mit hjerte siger: Min største frygt er fortrydelse. At fortryde alt det jeg ikke gjorde af frygt for hvad der ville ske. At se døden komme og have lyst til at løbe tilbage i tiden og tage alle de skridt jeg ikke turde, da jeg skulle.

Mit ego svarer: Vent lidt. Lad os bage en kage. Der er nye serier på Netflix. Der skal også ordnes vasketøj.

Men det er for sent. For jeg har hørt hjertets sang, jeg er allerede trådt ud på stien, der er ikke nogen vej tilbage nu.

Do No Harm

Do No Harm

A Warrior’s Creed

I have no parents:
I make the heaven and earth my parents.

I have no home:
I make awareness my home.

I have no life and death:
I make the tides of breathing my life and death.

I have no divine powers:
I make honesty my divine power.

I have no means:
I make understanding my means.

I have no secrets:
I make character my secret.

I have no body:
I make endurance my body.

I have no eyes:
I make the flash of lightening my eyes.

I have no ears:
I make sensibility my ears.

I have no limbs:
I make promptness my limbs.

I have no strategy:
I make “unshadowed by thought” my strategy.

I have no design:
I make “seizing opportunity by the forelock” my design.

I have no miracles:
I make right action my miracle.

I have no principles:
I make adaptability to all circumstances my principle.

I have no tactics:
I make emptiness and fullness my tactics.

I have no talent:
I make ready wit my talent.

I have no friends:
I make my mind my friend.

I have no enemy:
I make carelessness my enemy.

I have no armor:
I make benevolence and righteousness my armor.

I have no castle:
I make immovable mind my castle.

I have no sword:
I make absence of self my sword.

a warrior’s creed – anonymous samurai song – 14th century

Lys Og Skygge

En god og nem forklaring på Taoisme og Yin og Yang.
Alt handler om at favne det mørke og det lyse.

TILMELD DIG MIT NYHEDSBREV HER

 

De nyhedsbreve jeg sender ud er kærlige og støttende opmuntringer til at blive på den spirituelle vej og vejledninger til at dykke et skridt dybere ned i din egen selvudvikling.

You have Successfully Subscribed!