Den dag jeg mistede mit navn

En dag da jeg gik ude i den skov jeg er flyttet i, kunne jeg pludselig ikke længere huske mit navn. Jeg tabte det og måtte gå og lede efter det i min bevidsthed. Navnet Anja kom efter lidt tid til mig og jeg havde det som om jeg hørte navnet for første gang i mit liv.

Sikke et besynderligt navn, tænkte jeg. Og jeg tænkte, hvorfor har jeg aldrig tænkt over det navn før. Pludselig var navnet helt fremmed for mig og jeg kunne ligeså godt være kommet i tanke om at jeg hed Giraf, Kurt eller Ingenting.

Navnet var bare et ord som lød helt underligt. Det føles som et badge jeg kunne tage og sætte på mig. Et fremmedlegeme jeg pludselig stod og kunne se fra alle sider. Som jeg holdt ud fra mig og som havde mistet sin betydning, når det blev taget ud af sin normale kontekst.

Måske skulle jeg så skifte det, var min næste tanke. Da jeg stod der og så på navnet Anja og mærkede at det intet betød for mig. At det var blevet reduceret til 4 bogstaver, som i situationen føltes helt tilfældigt sat sammen.

Min yngste søster kaldte mig for Ajna i mange år, indtil hun lærte at bytte rundt på bogstaverne i den rækkefølge mine forældre have bestemt. Ajna betyder også chakraet det tredje øje, men det er måske alligevel lige tykt nok, at hedde det som clairvoyant.

Anja. Naja. Jana. Det er hip som hap. At skulle vælge et nyt navn ville alligevel ikke give mening. Ingen andre navne gav mere mening, bare fordi Anja pludselig ikke føles som mit længere.

Jeg følte mig navnløs og helt tom som jeg stod der i skoven. Noget andet, som var ingenting var vokset frem. Det var meget specielt at stå og mærke at navnet/ordet Anja ingen mening gav længere

På grunden hvor huset jeg bor i ligger, står Gran, Birk, Hassel, Eg, Bøg, Hyld (og mange flere jeg ikke har lært at kende navnene på endnu).

I luften over mig svæver Ravnen, Glenten, Musvågen, Falken, Uglen og Duen.

På Jorden går Ræv, Rådyr og Grævling.

I træerne bor Sort og Rødegern og et vrimmel af fugle og insekter.

Dyrene trives fint uden at blive navngivet. Måske jeg kunne nøjes med at kalde mig for menneske. Men selv menneske er jo en definition, ligesom Ravn og Hassel og i virkeligheden er det lige meget. For vi er alle det samme. Et udtryk for en kraft. En vidunderlig storslået kraft.

En kraft som nogle dage overvælder mig så meget, at jeg helt glemmer Anja. Sikke en befrielse, sikke en frihed der ligger i at være navnløs.

I weekenden skal jeg på kursus og jeg ved at vi i kredsen skal præsentere os for hinanden. Menneske Dalby. Gad vide om jeg kan slippe afsted med at kalde mig for det.

Forlemper og Udele

Herude i skoven hvor jeg er flyttet hen, mister jeg mig selv. Jeg kan høre historierne blive skrællet af mig. Jeg kan mærke hvordan naturen absorberer alt det jeg ikke længere behøver bære rundt på.

Til min store overraskelse har jeg grædt rigtig meget. Efter fjorten dage stoppede jeg igen og gråden blev erstattet af rene rum hvor der ikke er plads til andet end nu. Og nu. Og nu…

Der er forlemper og udele ved alt. Der er også fordele og ulemper ved en masse. Alt hvad vi kan gøre, er at være i nuet og mærke hvad vores næste bevægelse skal være. Ingen af os kan regne noget ud alligevel og derfor bliver bekymringer overflødige når vi lader os opsluge af nærværet overfor nuet.

Intet betyder noget og derfor betyder alting det hele. Alt bliver helligt og optaget i det ordløse nu, hvor alt der er, er tilstedeværelse.

Da jeg var i lære som clairvoyant var min største frygt at egoet i mig, skulle få opsnappet hvad det var jeg havde gang i. Egoer kan have mange uklædelige kapper, men især egoer i hvide spirituelle kapper, har jeg altid haft det ekstra svært med. I min læretid mødte jeg en del af den type egoer og det fik mig af flere omgange til fuldstændig at forsage det her clairvoyante fag. Grunden til at jeg blev ved, var fordi jeg blev ved med at blive bedt om det. Af kunder og af mine åndelige vejledere.

Min søn er næsten voksen og besluttede sig for at blive i byen, mens min kæreste og jeg flyttede i skoven. Jeg vil altid være mor, men nu oplever jeg at være mor på en ny måde. Jeg oplever en ny hverdag, både i forhold til min søn, mit arbejde og i forhold til min kæreste.

Hvem er jeg nu? Ingenting og alting. Årstiden er perfekt i forhold til at være i bevægelsen med at give slip. Jeg er flyttet ud i den skov jeg voksede op i, og alt det jeg var og alt det mit liv indeholdt som barn, bliver jeg konfronteret med dagligt.

Når jeg laver clairvoyancer eller læsninger, er en del af jobbet at jeg fjerner Anja ud af ligningen. Ingen behøver høre hvad Anja har at sige, når det er muligt at få rådgivning og vejledning fra de andre verdener der omgiver os. Jeg laver forlemper og udele udsagn i mig selv, for at være sikker på at egoet i mig ikke blander sig.

Jeg vender alting på hovedet i mig. Jeg slipper det hele, og i det slip så venter jeg. For i det slip, opstår det rene nærvær overfor nuet og så kan jeg lave læsningen. Så er jeg ikke andet end en megafon for det der skal siges til den der skal høre det.

Kraften føles renere og lettere tilgængelig i skoven. Det er ikke engang nødvendigt for mig at gå ud af min dør for at opleve den. Hvert eneste vindue i huset vender ud mod store, levende, vibrerende træer.

Ligeså fragmenteret som det her skriv er, ligeså fragmenteret føler jeg mig. Et puslespil hvor brikkerne ikke bare har løsnet sig, men en del af dem er blevet helt væk. Måske samler der sig et nyt billede, måske gør der ikke.

Der er forlemper og udele ved det hele og jeg elsker at være en del af alt og ingenting overhovedet.

I am not I

I am not I

 

I am this one

walking beside me whom I do not see,

whom at times I manage to visit,

and whom at other times I forget;

who remains calm and silent while I talk,

and forgives, gently, when I hate,

who walks where I am not,

who will remain standing when I die.

 

Juan Ramón Jiménez

 

Vejen ind er vejen ud

Vejen væk fra et liv i egoets skygge, betyder at turen først går direkte ind i løvens gab. Ind i den store mørke og skræmmende hule og derinde vil du se, at mørket intet kan gøre dig og så vil du opdage at du er fri.

Det er frygten for mørket der er allermest skræmmende. Hvis du har siddet ude i en skov i en nat, vil du også opdage at mørket intet gjorde dig. Men at det var frygten for hvad mørket kunne indeholde, der virkelig fik dig til at skælve.

Egoet har kun den magt over os som vi giver det. Så hvis vi går og er bange for hvad vi egentligt dybest set indeholder inderst inde, så får den del af os lov at bestemme, lige præcis den del vi faktisk ikke ville give magt i første omgang.

Det er alt det uerkendte og ubevidste der får lov til at styre os, når vi ikke tør se på det. Det er meget klogere at åbne døren og lade lyset skinne ind på monsteret, end at vi bruger vores liv og vores energi på at stå og holde døren lukket.

Når du ser på monsteret vil du også opdage, at det ikke indeholder andet end varm luft og masser af bluff. For du er hverken mørkere eller mere forfærdelig end andre mennesker.

Jeg har mødt mange mennesker i de læsninger jeg laver. Jeg ved fra mange der henvender sig, for at spørge til læsningerne, at rigtig mange er bange for hvad de gemmer på inderst inde og de er bange for at de i læsningen, får alt deres mørke, sort på hvidt fra mig.

Jeg har set på masser af mørke, for jeg har set det i mig selv. Så ingen andres mørke kan længere skræmme mig, hverken i læsninger eller her i den virkelighed vi er i nu.

Jeg har mødt masser af mørke i læsningerne, men intet af det har været andet end egoet der var bange og havde taget nogle skræmmende masker på.

Så snart lyset fra de åndelige vejledere skinner i læsningen, forsvinder alt mørket og vi kan begynde at tale om det der virkelig betyder noget.

For vi er alle ens. Vi indeholder det samme frygtindgydende. Det samme hæslige. Og det er ikke andet end egoet der bluffer og puster sig op.

Vi kan i læsningen i stedet tale om lyset. Hvor lyset kan bevæge os hen i vores liv.

Der er ingen grund til at tale om hvor mørket bringer os. Vi kender alle sammen til erkendelsen, af at vi selv indeholder morderen og uhyret.

I læsningen taler vi om hvor styrkerne er, hvor kan vi sætte ind med ekstra kraft, for at give egoet endnu mindre magt.

Vi kan sagtens tale om mørket i læsningerne, men det vil altid kun være ud fra en bevidsthed om at det ikke er forkert og så vi kan lære os selv endnu bedre at kende. Lyset bliver så meget stærkere og nemmere at se, når vi ved præcist hvad mørket indeholder.

Se på dit mørke, med en bevidsthed som en frihedskæmper. Du kæmper for dit lys og dit liv. Når du går ind i dig selv, med mod og et stort hjerte, så gør du det for os alle. Vi er alle en del af det samme og hver gang et menneske bliver befriet fra egoets skygge, så hjælper det os andre til at gøre det samme.

Vejen ind, er vejen ud i lyset og i friheden fra egoet.

Omsorgen for egoet

I takt med min egen personlige udforskning og undersøgelse af hvad egoet i mig indeholder, er der vokset en enorm omsorg frem for egoet, ikke bare i mig, men for egoet i os alle.

Selv når egoet skælder mig ud, fordi det mener at jeg er skør, forkert og pinlig, så kan jeg kun se på det med et venligt blik, for jeg ved hvad det stammer fra. Jeg forstår hvorfor egoet tror at det er bedre at skælde ud end at støtte.

Det er ikke nemt at være egoet i mig. I det hele taget er det ikke nemt at være ego i nogen mennesker. Uanset om du arbejder med dig selv og din udvikling, er egoets dna smerte, usikkerhed og frygt. Hvor sjælen, eller åndens dna er kærlighed og intet andet, så er egoet skabt af de ting som gør ondt og skaber krig i og udenfor os selv.

Da jeg voksede op, følte jeg mig ikke bare forkert. Jeg fik også af vide af det omgivende samfund, at det var jeg. Det var hæsligt for egoet, at alt det jeg inderst inde kunne mærke gav mening for mig, skabte en disharmoni med hvad omgivelserne mente var den rigtige ting at gøre.

Men det der var vildt godt ved at opleve den disharmoni, var at det ledte mig ud på en rejse hvor jeg stædigt blev ved med at undersøge hvor smerten stammede fra. Jeg ville forstå egoet. Jeg ville forstå hvad det var der spændte ben i mig, for at jeg kunne være den jeg allerhelst ville være. Den der var fri og ligeglad med andre egoers meninger.

Det er ikke svært at blive vred på synderen når den bliver opdaget. Så da jeg begyndte at kunne skille egoet fra mig selv og jeg begyndte at opdage hvor meget ravage egoet skabte i mig, så blev jeg naturligt nok rasende på det. Det var helt okay at have det sådan, for det gav endnu mere brændstof til at holde ved, at det dælendylme ikke skulle få lov at bestemme over mig.

Men al krig gør ondt. Også krigen mod egoet. Da det gik op for mig, at det jeg var i gang med at bekæmpe i mig selv, ikke var andet end en lille usikker, skælvende og bange version af mig, lagde jeg med det samme alle våben ned.

Når egoet skælder mig ud, så er min erfaring at det er fordi det er bange og så smider jeg alt hvad jeg har i hænderne og giver det omsorg på alle de måder jeg ved virker for mig.

I mange år gav jeg egoet ret i at det var rigtigt, at jeg var forkert og havde fortjent de hårde ord jeg havde til mig selv. Da jeg opdagede, at jeg ikke havde fortjent de hårde ord, så sørgede jeg længe over at de eksisterede i mig og mod mig selv. Og jeg skammede mig, for jeg var åbenbart ikke kommet længere i min selvudvikling, end at egoet med en enkelt bemærkning kunne sende mig fuldstændig til tælling med sug i maven og et sortnende blik.

Skam er fantastisk benzin på egoets evige brændende bål af mindreværd. Det er derfor det er så vigtigt i selvudviklingsverdenen, at komme videre end at opdage at egoet ikke er sandt eller gør os noget særligt godt. For der kan opstå så mange følelser af forkerthed når egoet så stadig dukker op i os. Hvad det altid vil gøre, det er måden vi håndterer det på der er afgørende for vores velbefindende.

Det er nemt at give egoet omsorg, fordi jeg har fat i en del af mig der er meget lille og barnlig, så det er de samme ting der virker som da jeg var barn. Jeg sørger for at få sovet. Jeg sørger for grøntsager og vand. Jeg sørger for at være så megavenlig overfor mig selv, at jeg faktisk tit tilsidesætter andre på den bekostning.

Det der er virkelig vigtigt at vide her er, at hvis jeg ikke tilsidesatte andre når egoet er bange og skælder mig ud, det er at så er det også mit ego andre møder. Så det er aldrig venligt overfor andre, at jeg ikke lytter på behovet for omsorg for mig selv. Det er aldrig venligt at andre skal møde mit ego. Trust me…

Det venlige overfor alle, er at jeg passer på mig. Jeg nærer mig selv på de måder der virker. Jeg tager lange bade. Går en tur i skoven og jeg hviler og hviler og hviler mig og er i stilhed. Indtil jeg har opdaget hvad det var egoet i første omgang blev så bange for, og så kan jeg håndtere det.

Friske og veludhvilede kan vi sammen gå ud i verden igen. Med masser af overskud til bare at være mig og masser af overskud til at være venlig overfor alle de andre egoer jeg møder.