This too shall pass

Det kan være rigtig godt at have nogle redskaber til hvad man gør når verden vælter en lidt omkuld. Lige for tiden er et stort tema i verden frygt og det er noget mange af os oplever at blive bombarderet med på mange planer. Lige fra det private plan til det store universelle.

En af mine lærere har en sætning som jeg bruger rigtig meget til at berolige mig selv med. Jeg bruger den til at se humoristisk på de situationer som jeg ellers ikke umiddelbart synes der er meget humor i, med mindre det altså er en meget sarkastisk form for humor. Hvis jeg virkelig ikke kan vende en situation i mig, når jeg oplever ting der virker absurde på den ikke-sjove måde og slet ikke kan se meningen med dem, så tænker jeg “nå det var en interessant evolutionær oplevelse”. Ved at sige sådan, så kan jeg meget bedre se det hele udefra og ofte se det komiske i det der sker.

Nu er det ikke fordi vi skal grine af alt, selvom det godt nok ville gøre det hele meget nemmere. Men nogle ting føles så triste i os, de skaber så meget angst, at vi bliver holdt fast i frygten. Vi får ondt i maven, roder rundt i sengen om natten og kan ikke sove. Vi deler ud af angsten til andre og tror den forsvinder, men i virkeligheden så bekræfter vi bare os selv i at det er rigtigt at vi skal være bange. Det skal vi ikke. Det hjælper ingen.

Jeg siger sætningen til mig selv, med kærlighed og omsorg, når jeg ser det i verden som nogle gange kan føles som om det er ved at rive mig i stykker af sorg over at det foregår. Det er ikke fordi jeg distancerer mig fra det der sker, men det hjælper ingen at jeg bliver revet itu af verdens rædsler. Det der hjælper er at forstå at vi alle sammen er her for at lære. Den sætning hjælper mig selv til ikke at blive viklet ind i angst, når jeg oplever ting i mit private liv der overvælder mig.

Ved at sige til os selv at det vi oplever lige nu er interessant, så siger vi også at det hverken er godt eller dårligt. Vi kan virkelig ikke vide hvorfor tingene sker, især de hårde ting kan være rigtig svære at acceptere, at der nok er en mening med. Det er ikke fordi vi ikke skal tage det alvorligt når vi bliver bekymrede og bange. Men vi skal vide, at det ikke hjælper os til at vokse og blive stærkere, at vi folder os sammen i fosterstilling og græder over hvorfor vores liv er som det er.

Det her liv vi er blevet givet, det er så smukt, det er så sjovt, det er så fantastisk. Og, det er dybt dybt interessant. Bare tænk på alt det vi lærer her, sikke en vidunderlige skole vi får lov til at gå i. Den her skole er virkelig en interessant evolutionær oplevelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.