Skønhed

En virkelig nem måde at føle kontakt med Gudskraften på, er at gå ud i naturen og studere det som er lige for næsen af os. Naturen behøver hverken være specielt storslået eller ekstravagant, for at kunne give os en følelse, af at være en del af noget større end os selv.

Prøv at sætte dig ned og se på en hvilken som helst plante. Det kan fx bare være et græsstrå. Lad være med at hive det op, men sæt dig ned og vær helt tilstede i at studere strået. Se alle detaljerne på det. Alle strukturerne. Se nøje på alle de forskellige farver. De forskellige nuancer af grøn. Mærk forsigtigt hvordan et græsstrå føles i hænderne, mellem fingrene. Mærk det fine fine lille liv som et enkelt lille græsstrå er.

Mærk strået helt ind i dit hjerte. Lad dig fyldes af respekt og ærbødighed overfor det ene lille strå som du sidder med. Mærk kraften i strået. Mærk i dit hjerte hvor fantastisk det er. At det lige er det her lille strå, som er vokset op lige her. Mærk hvor forunderligt tilfældigt det føles, men også som om det hele er lige som det skal være. Bliv i den følelse, og lad den sprede sig fra dit hjerte til hele din krop.

Se dig derefter omkring. Se på alle de andre planter, deres former og farver. Se på jorden, se på himlen, se på dyrene. Se på dig selv. Som sidder her på jorden. Mellem alt det her liv. Imellem millioner milliarder græsstrå. Aom alle sammen er helt enestående, og udtryk for så meget skønhed, at det næsten kan være svært at rumme.

Gør denne øvelse til en vane. Til en måde at være tilstede i livet på. Fyldt med undren over dets vidunder, glæde og taknemmelighed over dets kraft.

Gribbe Og Orme

Da jeg var barn, var jeg meget interesseret i Tibet og Mongoliet. Jeg læste alt hvad jeg kunne komme i nærheden af, om de to lande. På et tidspunkt stødte jeg på en bog som handlede om den måde begravelserne foregår på der. Fordi jorden er så hård, så bliver ligene skåret op og delt ud til gribbene, som så spiser resterne af det som har været et menneske.

Jeg synes det var utrolig fascinerende, at man efter sjælen havde forladt kroppen, kunne se på kroppen for hvad den var. Et stykke kød som kunne bruges til at fodre andre dyr med. Min kristne opvækst gjorde at jeg havde det svært med at vi i den her del af verdenen begravede kroppene. Hele historien med at kroppen skulle ned i jorden og spises af ormene, gjorde mig meget urolig. Hullet i jorden var lidt på vej ned til helvede, et sted, som jeg kunne forstå på min søndagsskolelærer, var noget man for alt i verdenen ville undgå. Jeg kunne meget bedre forholde mig til at blive skåret op og kastet ud til ådselæderne, så var man på en måde på vej i himlen.

Som voksen har jeg på baggrund af mine barnetanker om himmel og helvede, altid tænkt at jeg hellere ville brændes når min sjæl forlod mit legeme. De sidste mange år hvor jeg også er blevet miljøbevidst, har jeg tænkt på alle de kroppe vi begraver, som ormene godt nok spiser, men som vel for de flestes vedkommende, er fyldt med en masse forskellige giftstoffer. På grund af al den forurening vi lever i og udsætter os selv for, så har jeg nogen gange tænkt på om man i virkeligheden ikke burde køre menneskelig til kommunekemi.

Hvis man tænker på kroppen som et helligt tempel, så synes jeg faktisk heller ikke godt om tanken om at blive transporteret ind i en stor ovn og brænde derinde. Det virker lidt usselt og ikke som om der er nogen tanker bag, at lade røgen fra liget indgå i skyerne og himlen igen. Men mere som en bekvem måde for samfundet, at slippe af med det væmmelige lig på.

I Danmark må vi ikke blive fodret til fuglene når vi dør. Vi har heller ingen gribbe og desuden er vores jord blød nok til, at man kan blive gravet ned i den. Nu tror jeg hellere at jeg vil begraves når jeg dør, så af respekt for de dyr som vil spise min krop, og for jorden som vil optage mig, vil jeg blive ved med at indtage så få giftstoffer som muligt.

Nyt slogan ser dagens lys: Spis økologisk – for ormene der skal spise dig skyld!

Nature

Nature

Put down the weight of your aloneness

Put down the weight of your aloneness
and ease into the conversation.
The kettle is singing even as it pours you a drink,
the cooking pots have left their arrogant aloofness
and seen the good in you at last.

All the birds and creatures of the world
are unutterably themselves.
Everything is waiting for you.

David Whyte

Rød fluesvamp i skoven på Djursland

Åbn dig for ensomheden i spiritualiteten.