Verdens nemmeste øvelse

Her kommer en øvelse der hjælper dig til at træde væk fra dig selv og se tingene udefra. Den hjælper på bekymringer, ængstelse, fremtidsangst og fortidssorg.

Gå udenfor en nat. Hold øje med vejret. Hvis det hele dagen har været klart vejr så bestem, at i aften går du ud når solen er gået ned. Hvis du bor i byen, så bestem dig for at lave denne øvelse når du på et tidspunkt kommer ud på landet.

Stil dig og se op på stjernerne. Se og se indtil du får fornemmelsen af at blive suget helt ind i det uendelige mørke. Prøv at se om du kan rumme hvor mange stjerner det er du kan se med dit øje. Hvor gamle de er. At de også er her, når du ikke er her mere. Eller dine børn. Lad det svimle for dig. Bliv endelig rundtosset af hvor svært det er at kapere, at du står på en planet i en galakse som du ikke engang kan rumme størrelsen af.

I vores galakse er der mere end 100 milliarder stjerner. Tænk så på hvor mange galakser der er. Det er anslået at der er omkring et par 100 milliarder stykker, som vi altså kan se herfra hvor vi er. Så er der jo så resten af universet. Alt det vi ikke kan se. Du må gerne miste fodfæstet ved tanken om størrelsen på universet, mens du står med hovedet bøjet bagover og ser op.

Ryk så tilbage i din egen krop. Dit eget perspektiv på livet. Tag storheden med ind i dig selv, se storheden i dit eget liv. Det kan virkelig ikke være meningen at vi skal tonse rundt her på planeten og få ondt i maven af stress.

Dit liv er så småt. Så kort. Et snefnug der smelter på et sekund. Jeg lover dig, at hvis du jævnligt sørger for at få følelsen af at jorden forsvinder under dig, når du står og ser op i stjernerne, så fylder opvasken mindre og mindre i din bevidsthed.

Den opvask er ikke vigtig. Den er ikke værd at miste tid med dine unger over. Eller med din kæreste. Eller med dig selv. Grin, dans og elsk først.

Verdens nemmeste øvelse

 

Her er et foto af 1 galakse. Dem er der som sagt så mange af at vi ikke kan tælle dem.

Allan Watts

Allan Watts

Jeg er

Jeg er. Du er. Alting er. Det er det mest simple i hele verden og nok noget af det sværeste at forstå. Hvad vil det sige at være? At være er ikke det samme som at handle. Eller reagere. At være er ikke andet end at være tilstede i sig selv. At acceptere alt det som bruser ind over ens væren i form af tanker, følelser, handlinger. At se det for hvad det er, en brusen.

Hvem er du når alt bliver taget væk fra dig? Hvem er du når du ikke længere er forælder, barn, ansat, chef, husejer, foreningsmedlem, rocktøs eller popdreng? Hvem er du hvis du ikke engang er dit navn? Hvis ingen kendte dig, hvis du ingen status havde, hvis du ikke engang havde et socialt medie til at dele alle disse ting på?

Sandheden er at du er. Ikke andet. Når du helt og fuldt accepterer det, så er du fri. Du er fri til at trække på skulderen når alting falder fra hinanden, for du ved at det ikke er dig. Det er omstændighederne. Du er ikke de omstændigheder der er i dit liv. Du er ikke dit hus, dine forældre, dine børn, din pladesamling. Du er ikke hverken din fyldte eller tomme bankkonto. Du er bare.

Naturen tænker ikke over hvordan den er. Om den nu er et godt birketræ. Om den udfylder dens rolle som musvit okay. Naturen er bare. Når vi går ud i den, så går vi heller ikke og vurderer om den nu kunne have gjort et bedre job. Eller om den der blomst ikke er lige i overkanten. Eller om solsorten ikke lige skulle slappe lidt af med dens sang. Er de ikke lige lovlig korte/lange/tykke/tynde de der træer i skoven? Kunne de ikke have gjort et lidt bedre job med at skabe et mere harmonisk udtryk? Vi accepterer naturligvis at naturen er som den er. At ønske at den opfører sig anderledes end den gør, er de fleste nok med på ville være gevaldigt spild af krudt.

Jeg er et træ. Jeg er en mark. Jeg er en fugl. Jeg er en blomst. Jeg er et græsstrå. Jeg er bare. Jeg behøver ikke altid at ville/skulle/burde gøre noget, være på vej et sted hen, have ambitioner af den ene eller anden slags. Det at jeg er, er mere end rigeligt. Det at jeg er, er et ligeså smukt et udtryk for lyset, som alt andet er. Som solopgangen, som regnen og vinden, som alle andre levende væsner her på jorden.

Når du ved i dit hjerte at det eneste der betyder noget, er hvordan du virkelig føler at du er, bare er, så er du fri. Så er der ingen lænker der holder dig nede, der er ingen øvre begrænsninger, du er fri til at være lige den du virkelig er. Et fantastisk billede på kraften, så storslået som alt andet på denne smukke planet.

Kærlighed

Alt hvad alle vil, er at blive elsket. Dem der er for dumme, dem der er for søde, dem der er for irriterende, dem der er for arrogante, dem der driller, dem der slår, dem der krammer alt for længe, dem der klistrer, dem der er ligeglade. Vi er meget simple. Det eneste det kræver for at forstå andre og sig selv, er at forstå at vi kun vil elskes. Uanset hvor tåbeligt vi så måtte opføre os, så er det det eneste vi vil.

Nogle menneskers kærlighedshul er så enormt at det kan være svært at holde af dem. De mennesker skejer ud på alle mulige og umulige måder og uanset hvor meget vi knokler for at vise dem at vi elsker dem, så vil vi aldrig kunne fylde det hul op. Hullet skulle være fyldt op af de menneskers forældre, men de forældre har måske haft endnu større huller indeni og har ikke kunne gøre det bedre end de gjorde.

Den eneste måde som voksen at fylde det kærlighedshul op på, er ved at arbejde intens med at elske sig selv. Acceptere alt hvad man er og se på det med kærlighed og mildhed.

Det er normalt at prøve at fylde det kærlighedshul med sukker, alkohol, stoffer, for meget arbejde, for mange pligter, for meget tv, for meget drama. Hullet virker uoverskueligt stort, det er alt for voldsomt at mærke det, at dykke ned i det og virkelig føle hvor meget kærlighed der mangler. Men der er ingen vej udenom. Det kan også være svært at mærke det hul, fordi vi har vænnet os til at bedøve os selv, for at undgå smerten der er i at føle hvor lavt vores selvkærligheds-barometer faktisk er. De fire m´er hjælper. De hjælper til at mærke hvem vi er, hvor vi har vores sår, mærke tomheden.

Hvis vi ikke mærker den tomhed, så kan vi ikke heale den. Vi elsker os selv ved at være søde ved os selv. Tale ordenligt om os selv, holde op med at skælde os selv ud, blive bevidste om vores egen indre dialog og høre hvad det er den siger. Rette hver eneste gang vi taler nedværdigende om os selv, tænker dårligt om os, prøver at indgyde skyld og skam i os. Vi skal være vores egne bedste forældre.

Vi skal elske os selv på samme måde som man elsker hundehvalpe og babyer. Helt uden forbehold og med et åbent hjerte. Hvor man siger “pyt” af fejltagelser og griner af dem, hvor man er støttende og kærlig også når vi hyler og skriger, eller tisser på gulvet.

Kærlighed

Et træ der falder

Der er delte meninger om hvorvidt verden kun er tilstede, når der er en bevidsthed til at opfatte den. Det klassiske eksempel er tanken om hvis et træ falder i skoven, laver det så en lyd, selv hvis der ikke er nogen til at høre det. Enten kan man mene at verden omkring os kun er, fordi vi opfatter den og skaber den. Eller også kan man mene at verden er der uanset om vi er tilstede i den eller ej.

Når jeg går ude i naturen, så er det den følelse af at alting også er der, når jeg ikke er der, som blæser mig mest omkuld. Det er fornemmelsen af at stå ved et vandløb og høre vandet bruse, høre fuglene synge, mågerne skrige, høre træer der knirker i kronerne, se svaner der samler sig ude på havet, se en regnbue, en fjer falde ligeså stille ned fra himlen fra en fugl der var fløjet forbi. Det er tanken om at når jeg ikke er der, det sted i naturen, så finder det hele sted alligevel. Vandet stopper ikke med at løbe fordi jeg ikke ser på det. Det får mig til at føle mig mindre speciel, på den måde at jeg ikke betyder det store for om naturen virker eller ej. At verden fungerer fint uden mig. Jeg føler mig som en gæst, en velkommen gæst godt nok, og jeg takker for at jeg må få lov til at opleve denne smukke jord.

Det giver mig en følelse af ydmyghed. Det minder mig om at overalt på denne fantastiske jord, der fungerer naturen fint, uden at jeg er tilstede i den og uden at jeg har en mening om den. Det gør mig ydmyg overfor livet, at kraften er tilstede overalt og at alt udfylder sin rolle på smukkeste vis. At tænke på at jeg også er en del af den kraft, som skaber regnbuer, fjer der daler fra himlen og svaner som råber sjove båt-lyde til hinanden ude på havet.

Jeg er jo i høj grad tilhænger af tanken om at vi skaber vores egen virkelighed. At vi med vores tanker og følelser kan skabe det vi oplever. Hvis vi møder verden med frygt og mistillid, så tror jeg fx ikke at vi får samme resultat som hvis vi møder den med kærlighed og åbne arme. Jeg mener faktisk at verden er en illusion, en stor drøm vi lever i og som vi alle sammen er fælles om at skabe. Derfor mener jeg også at det er så vigtigt at vi alle sammen tager ansvar for hvad vi sender ud i den, om vi deler ud af had eller venlighed.

Måske eksisterer naturen uanset, måske er det alt det der er skabt udenom naturen som er en illusion, måske er planeten her bare og skaber mirakler hver eneste dag i kraft af sommerfugle og regnorme. Eller også har vi i en fælles bevidsthed skabt naturen, planeten, og hvis det er tilfældet så har vi gjort det godt. For uanset hvad tilfældet er, om naturen er virkelig eller om den er en illusion som alt andet, så gør den mig rolig og gør mit ego mindre. Den healer mig og skaber en følelse i mig om at jeg alligevel ikke er verdens navle, hvordan kan jeg være det når den vidunderlige lyd af vand der bruser, finder sted hvert eneste sekund.