Sidelæns

Vi taler ofte om folk som vi ser op til. Eller ser ned på. Folk vi kan mærke løfter os eller folk som trækker os ned. Nogle vi gerne vil være som, vi vil op på deres niveau, eller nogle hvor vi taler om at komme ned på deres niveau.

Det er dog sådan at der ikke er nogen som er højere eller lavere end andre. Der er nogle som har en lavere energi eller en højere. Måske har de det over hele linjen i deres person, måske er det bare på nogle få punkter på nogle bestemte dage.

Man skal vænne sig til at se folk som ved siden af sig. Ikke oppe eller nede. Man skal se hvordan man står skulder til skulder med folk. At vi allesammen står i samme niveau, der er ikke noget op eller ned, der er kun til siden.

Op eller ned giver os en idé om at der er nogen der er bedre end andre. At der er nogen som er højere eller lavere på energi-rangstigen. Der er nogle som har en virkelig høj vibration i deres energi og så er der også nogen som en vibration der ikke er så høj. Men det kan skifte.

At blive ved med at gå og længes efter at “nå op” til dem man føler har en højere vibration, det giver en uheldig følelse af at der hvor man er, der er ikke godt nok. Hvis man derimod føler at alle er lige, at vi allesammen står ved siden af hinanden, så er det meget nemmere at gå hen til dem man vil være tæt på. Dem hvis energi-vibration vil være god for en på det tidspunkt, i den periode af ens liv. Nogen gange vælger vi endda at gå hen til dem hvis energi føles som om den er lavere, fordi der måske er noget i os selv vi ikke havde fået set på eller ikke var færdige med at arbejde med.

Det gør også at man slipper for at tænke på hvor man selv står på energi-rangstigen. Nogle gange tiltrækker man folk med én bestemt energi, andre gange andre. Det handler ikke kun om ens egen vibration, det handler også om hvordan man lige matcher deres, den dag.

Der er ingen af os som er oppe eller nede. Vi er alle lige. Vi kan lære rigtig meget af dem der står ved vores side lige nu. Det er i sidste ende altid vores eget ansvar at enten lære eller lade være. Og så kan vi bevæge os, det er meget nemmere at bevæge sig til højre eller venstre, end op eller ned.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.