SAMTALE MED LYDTERAPEUT OG KLANGMASSØR GRY BUHRKALL

Jeg er begyndt at bringe samtaler her på min blog. Med mennesker, som kan inspirere dig til at arbejde på forskellige måder med spiritualitet. Mennesker som inspirerer og udfordrer os andre til at tænke nye tanker. Denne gang har jeg spurgt min gode ven Gry Buhrkall om, hvad der fik hende til at starte på sin spirituelle rejse, om hvordan hun bruger spiritualitet i hverdagen, og om hvordan hun bruger naturen i sit eget arbejde, både privat og professionelt.

Gry er udannet vokal-lydterapeut og klangmassør. Og hun arbejder også som kunstmaler og har atelier Grønnegade 6 i Aarhus C.

Det er fra en selvudviklingsgruppe vi begge er en del, at vi kender hinanden. Her synger vi blandt andet sammen, og nogle spiller også på instrumenter. Gry er velsignet med den smukkeste stemme og et helt utroligt musikalsk talent. Hun maler fantastiske malerier og arbejder også med lydhealing.

Find Gry på hendes hjemmeside, på Facebook under både Levende Lyd og Landscapes Liquified og også på Soundcloud.

Anja Dalby Gry Buhrkall

Gry, kan du kort sige noget om, hvornår du vidste, at du var interesseret i spiritualitet og selvudvikling? Havde du en oplevelse som barn eller ung, som var skelsættende for dig eller er det noget, du ligesom er vokset ind i?

Skelsættende oplevelser på vejen står for mig som den gradvise opdagelse af forskellige platforme for noget, der resonerede med min sandhed. Miljøer/ fællesskaber, sprog og genkendelse i omverdenen. Interessen har altid har været der.

Som barn lånte jeg bøger om kinesisk medicin og afspændingsrejser på kassettebånd. Jeg blev også godt til grin i familien når jeg ladede krystaller op i månelyset og tilbragte masser af tid med at lege i naturen.

Jeg var en overgang helt ovre i de satanistiske bud fordi den centrale egoisme simpelthen føltes mere ærlig end vores kulturkristne glanslag. Men pentagrammet vendte jeg alligevel heksenes vej, mind over matter, spidsen opad. For nylig så jeg udmeldingen ‘The new spirituality is matter over mind’.  Vidunderligt som begreberne modnes og udvikler sig. Kollektive erfaringer, og bølger gennem tiden, skaber ny mening eller døre for bevidstheden at åbne og på ny formes igennem.

Sidst i teenageårene blev jeg præsenteret for en bog om shamanisme og begyndte at rejse med trommen. Sproget var visuelt overvældende og kryptisk i de første rejser, men jeg husker stadig nogle af billederne, og meningen foldede sig langsomt ud. Det er selve det at komme ind i sproget som det præsenteres for dig. Desuden opsøgte jeg en lokal shaman i stedet for medicin, da jeg kæmpede med en depressiv tilstand som 18-årig. Han beskrev et landskab, han ikke selv kendte, og det var en præcis gengivelse af et af dem, jeg havde været i.

Snart efter i den ydre verden var jeg under en blaffertur gennem Irland så heldig at lande på klippeø, der blev et kraftsted at søge tilbage til gennem flere år. Hvor vinden blæste mit hoved fri, og undergrunden hviskede sine hemmeligheder. Det blev på en måde indvielsen af at leve eventyrligt på mere manifesteret vis. Der var et venskab med en gammel druide og en oplevelse af at kunne opsøge netop det, der virkelig kalder mit inderste frem fra gemmerne. Det er vel noget med en længsel og at kalde ud. Og der har altid været svar. På forskellig vis gennem tiden.

Essensen af min spirituelle rejse har egentlig været det at lande mere helhjertet på Jorden og lære at være her. Finde adgang til de subtile punkter, der ikke var åbne for jordforbindelsen. Også blandt andre mennesker, ikke bare som det her mystiske rumvæsen, der vist er gået forkert. Ligeledes når vi går ind i det ceremonielle rum, det er ikke for at fare rundt i universet og give hinanden nye, ophøjede, intergalaktiske titler. Det er for at overgive os til livets skønhed.

De dybeste, åndelige oplevelser tror jeg det er godt at holde for sig selv, fordi det er en sag imellem dig og mysteriets kerne, og ikke noget der skal omformes, spejles og vendes i egoernes verden. Helligt tabu som en selvrespekt. Men kun omkring de allerdybeste. For ikke at iklæde sig oplevelsen som et trofæ. Og for ikke at tabe meningen i gengivelsen af den ramme, der bragte den igennem.

Anja Dalby Gry Buhrkall 1

Hvordan kan det være, at det lige præcis var lydhealing, du valgte at beskæftige dig med, og hvordan har du uddannet dig?

Efter nogle småkurser i forskellige behandlingsformer, blandt andet traditionel tuinamassage i Kina, var der en hændelse, der åbenbarede mine skyggesider så massivt, at jeg næsten blev væltet helt af pinden. Det fik mig til at tage selvudvikling dødseriøst og gå ind i et dybdegående forløb på en spirituel terapeutuddannelse.

Energien var høj, og det var bare så fedt at mødes i øvegruppen helt hudløst ærligt og rejse med hinanden gennem transformative processer af kaliber. Mod slutningen måtte jeg dog sande, at hele mit væsen ikke var med. Jeg lærte så meget de år, og min indstilling var ret progressiv. Det kan være en styrke. Senere hen fik en mange års langstrakt hjernerystelse lært mig en anden dybde og langt mere medfølelse. Kærlighed til kroppen. Helligt, helligt, helligt. Uddannelsen lagde en god bund! Og der blev åbnet for videre landing i dansen og stemmen.

Det føles godt og sandt for mig, når den fysiske og åndelige sansning flyder dynamisk som ét. At være så engageret, med kroppen aktivt i fordybelse, at sindets hersken bliver et sidespor, og vi lettere kan være i det egentlige – og bevæge os derfra, blive overrasket derfra. Livsfejringsbefordrende fik jeg tøet en dansabel, fastlåst krop op med de 5 rytmer hos Laila Wodtke og dyrkede stemmemeditationer og fri lyd. Må altså lige reklamere for Århus Åben Lydgruppe. Der kom jeg i mange år, og de kører endnu.

Klangmassagen viste sig. Hvis jeg skal beskrive tiltrækningen var det vel det, at oplevelsen med skålene ligesom opløser grænserne imellem det fysiske, emotionelle, mentale og æteriske. Man mærker energikroppen, og lyden bevæger på flere planer. Nogle gange glemmer jeg det storslåede ved denne magi, fordi det er blevet en dagligdags ting. Men hver gang vi er i lyden, melder den sig med frisk genkendelse.

Jeg tog uddannelsen imponerende langstrakt (Nordlys 2008-2012), fordi der samtidig var blevet gravet ned til grundlæggende spørgsmål om, hvad healing egentlig er! Der måtte jord under neglene og fordøjelse til. Spørgsmålet blev plantet og svarede langsomt tilbage på forskellig vis.

Trommen var der stadig, og i 2009 byggede jeg min egen på et retræte i naturen med Erik og Susanne (shamantrommer.dk) som jeg vil anbefale på det varmeste. Vi rejste på hver enkelt del og undervejs blev det mere trommerne, der byggede os. Jeg forstår ikke helt, hvor meget der skete de få år. Men sådan var tiden vist for mange.

Navnligt var der en regressiv cellesang hos Githa Ben David. Helt solgt. Så jeg tog et forløb som klient hos hendes dejlige, indfølende, vise elev Mette Kragelund. Det var dybt betydningsfuldt og healende på flere planer. Ikke at forudgående terapi ikke havde sparket diverse røve. Lyden var bare velkommen. Et velresonerende JA i alle celler. Måden stemmen synger sig direkte ind til sagens kerne og samtidig rummer forløsningen, kraften aktiveres, energien kan sættes fri. Og stemmen kan åbnes og rundes til en intention om overgivelse til noget højere og kalde lyset ind. Den naturlige enkelhed og de ubegrænsede metaforiske universer man kan møde gennem stemmerejsen gik rent ind. Jeg var hjemme. 10 år senere valgte jeg at tage uddannelsen hos Githa.

I mellemtiden er sangens rum blevet helt essentielt for mit liv og virke. Der var en hændelse, da jeg wwoofede på New Zealand i 2010. Jeg arbejdede for en ældre herre på den vilde vestkyst af sydøen. Vi havde indgået det kompromis, at hvis der absolut skulle fanges possums i fælder (isoleret ø uden rovdyr, derfor kunne der udvikles flugtløse fugle som kiwien. Så ankommer der rotter, katte osv. fra Vesten på de hvide mænds skibe og det roder forfærdeligt rundt i økosystemet = nutidige dilemmaer), ville jeg sørge for at vandre op i bushen og tjekke hver morgen, så de ikke skulle sidde der i panisk angst længere end nødvendigt.

Hvis der var en i fælden, sang jeg for dens sjæl før dødsrejsen. Husker solen, den grønne skrænt og horisonten af brusende bølger, da jeg en sådan morgen pludselig fik et glimt af en situation fra Aarhus, hvor et lokalt, bulgarsk kvindekor blev nævnt: ‘Det finder vi lige når jeg er tilbage.’ Og sådan fandt jeg Sedjanka :) Optagelsesprøven var første gang jeg hørte dem synge, og det rørte mig til tårer. De næste fem år var jeg fuldt engageret her. Intet kunne holde mig væk. Musikken er så sjælfuld, klangen runger kvindekraft fra grundfjeldet, saftige rødder og de fineste fugle. Harmonierne og de skæve taktarter, samt fleksibelt formelige melodiske strukturer helt uden taktstreger, nærede både musikalitet og ånd. Undskyld hvis der går rimelig meget anekdote i den. Sigter koncist, men det har altså ikke været nogen ensporet uddannelse, og jeg gengiver bare de rygmarvspunkter, der stikker ud.

Parallelt og helt anderledes. Lidt efter, for godt fem år siden nu, åbnede der sig også en vej ind i et meget givende spirituelt fællesskab, hvor min baggrund med musik siden barndommen kunne omsættes til noget andet end kompositioner hjemme i kunstnerhulen. Det at bruge musikken som et fartøj for den spirituelle rejse. Det at mødes om at synge sammen, også i hverdagen. Virkelig en berigende og fornyende måde at være sammen på. Det pludselig at finde mig selv i en situation, hvor jeg havde masser at gøre brug af, lære fra mig og slet ikke kunne lade være. Naturen har jeg altid følt mig hjemme i, men her blev der åbnet for det sociale aspekt af grounding.

Anja Dalby Gry Buhrkall 2

Hvad var det som kaldte dig til at blive lydhealer? Hvordan bruger du healing og de redskaber, du kender derigennem i din dagligdag?

Lyden er bare et vidunderligt rum at være i, og føles som der jeg har noget at give. Hvis jeg søger en underliggende bevægelse i hvad, der kalder mig og jeg ønsker at give videre, kan den pulserende røde tråd nok kaldes Reclaim Sacred Living. Og heldigvis er den bevægelse langt større end mig! Ved modløshed eller forstoppet ego, er det altid en nøgle for mig at stille ind på min lille del af en kollektiv bølge, der skyller gennem verden.

I hverdagen bruger jeg stemmens nærvær til at skabe kontakt med, hvor jeg er. Nynner gerne for urter og grøntsager når jeg plukker dem, nyder kraftkaldet i en sang og ved, at jeg kan åbne for sangens inspiration i en presset tilstand.

Hvis jeg er helt til rotterne, kan en jammergråd få toner og åbne for kraften. Eller for omsorg. Jeg er meget glad for at have nogle rammer, der støttende kan sættes op for at rumme processen. Vil anbefale Tonen fra Himlen, GbD. Men nogle gange kommer det også bare af sig selv mere lyrisk. Og vil ikke forløses, bare synge sin sang.

På den ordmæssige side, er mange transformationssange kommet igennem. Beskrive situationen og lade den forvandle sig gennem den kreative magi. 
Ja, selvterapeutisk stemmemæssigt bruger jeg de tre linjer. Sangskrivning, fri lyd og den guidede lyd.

Faktisk er jeg lidt nysgerrig på det der med at drukne i værktøjer, og hvornår vi formår at række ud efter dem. Som at gøre sig åben for at blive berørt af inspiration.

Hvis der er en øvelse, jeg ved er god for mig, men kæmper med at komme ind på, kan jeg søge den mere som relation end opnåelse. Mærke ind på forbindelsen og lade noget spontant komme igennem i stedet.

Sådan har det været med qi gong hele foråret. Underlig modstand!! Men sprudlende åbent for fri bevægelse i haven. Bare for genert ^_^ Og så kom der pludselig en javanesisk mester i fri bevægelse forbi Århus. Suprapto Suryodarmo er fantastisk god til at hjælpe folk ind i simpel, bevidsthedsudvidende bevægelsesfordybelse. Inspireret af det åndende græs, den åndende hud, blive bevæget af øjeblikkets liv. Amerta movement, nectar of life. Tror der bliver en lille gruppe, hvor vi mødes og gerne byder flere ind. Det bliver ikke det samme uden ham, men magien er universel.

Anja Dalby Gry Buhrkall

Jeg er på det seneste blevet helt vild med at undersøge det her begreb vi kalder for Gud. Altså, den her kraft som er ret svær at definere og sætte en etikette og et navn på. Jeg synes vi skulle tale meget mere om den kraft end vi gør! Så jeg vil gerne spørge dig om hvad tænker du om Gud og om du føler en kontakt med noget der er større end dig selv?

Til det spørgsmål vil jeg forholde mig som en evigt ung opdagelsesrejsende, og det er nok den tilgang, jeg tror mest på. Men det er et vigtigt emne at kunne tale om med nysgerrighed og vove at have i sit ordforråd, hvis det på, hvilken som helst måde giver mening for en. Jeg refererer ublu til Gud i flere af mine sange – men det er den anden vej rundt end at skulle gribe om begrebet og definere hvad Gud er.

‘Det dao der kan beskrives, er ikke dao.’ Men det kan opleves og erkendes. Selve det forhold oplever jeg som essentielt for vores, som mennesker, relation med Gud. Også i os selv. Kald det bare kraften og kilden og kærligheden. De virker mere specifikke, vækker forskellige fornemmelser og billeder og kan alligevel strække sig langt ud i det abstrakt ufattelige. På arabisk har Gud 99 navne.

Det føles sandt at erkende eksistensen af noget ufatteligt. Helt klart uden skæg og køn! Og alligevel have et ord der dækker den dimension. Bare det, tror jeg er sundt for vores sind som mennesker. Og at give det ansigt kan nok bygge bro, så Gud føles mere vedkommende. Fra det helt nære, at mærke ånden i et træ – til det helt abstrakte altomsluttende. Og til begge dele vil vi gerne have nogle ansigter, så det er mere velkendt at relatere til. 

Jeg tror på en energetisk verden af mange mange, mange væsener. Og det er ikke dem alle, man ønsker at danse med. Og så er der noget højere bagved os alle. Eller i kernen af os alle. Eller i det hele simpelthen. Gud er som en gong i en klippehule. En sart roses duft båret midt i en storm over et frådende, dybsort hav. Stilheden bag fuglesang. Før duft er duft og lyd er lyd, den første vibration.

Jeg tror på kærlighedsdigte og afskrællet inderlighed og uendelig hyldest til det helt ufattelige mirakel liv bare grundlæggende er. Og et vågent øje på bevidstheden.  Eller fra bevidstheden. Dér lægger spørgsmålet sig i et uendeligt 8-tal, og der er vist helt godt at sidde og meditere. Og så tror jeg selvfølgelig på Gud i oplevelsen af altings væsen. I nærvær hvor du er.

En anden ting er selvfølgelig Gud som ‘historisk person’. Blodtørstig og enevældig. Suveræn maskot for den hvide mands imperium og al dets destruktive, ignorante bedrevidenhed. Censureret kvindekraft og adskillelse fra magien. Patriarkalsk beslaglægning af det hellige. Vi må se på det hele og kende vores faldgrupper som mennesker. Så kan det være et trin i vores kollektive spirituelle udvikling.

Tiden nu er til klarhed, tilgivelse og forenelse af det bedste vi har lært, og hvordan vi tør vælge, når vi er helt ærlige overfor os selv. Med erkendelsen af noget højere at være i kontakt med, vanker der ikke lange baner af frynsegoder og et særligt højsæde for dig. Det ændrer rummet for dit sind.

(Vi tager lige en afhandling om Gud i musikken senere, ikke. Uendeligt potent spørgsmål det her.)

Anja Dalby Gry Buhrkall

Hvad føler du dig knyttet til i naturen og hvordan bruger du naturen i dit spirituelle arbejde? Har du haft nogle oplevelser i naturen, som har haft en stor betydning for dig og den måde du ser dig selv i verden på?

Jeg ser mennesket som en del af naturen. Ingen mængde cement, teknologi eller institutionerede religioner kan ændre på det. Bare grave en dyb grøft af ensomhed, åndsforladthed og selvudslettelse. Vi roder lidt rundt og opdager måske vejen til en mere harmonisk sameksistens med  forståelse for helheden. For vi kan ikke stikke af fra den.

Der er heldigvis stadig mange at lære af, selvom kolonialismen, helt absurd, endnu i dag tromler frem og afskærer almindelige mennesker fra deres levende spisekammer, supermarked, byggehandel, apotek osv. Graver miner på hellige pilgrimssteder. Afhegner naturreservater, hvor rige vesterlændinge så kan komme og skyde imponerende dyr, mens de lokale gennem-mange-generationer ekspert-konservatorer bliver lemlæstet, hvis de nærmer sig. Der er noget med at vælge om vi hellere vil have sprøjtede grøntsager end rent drikkevand og om vi foretrækker kemikaliespækket tøj på kroppen og døde bønder på samvittigheden. Men skiftet er stort og stikker dybt. Brandtale slut :)

Vind, hav og klippegrund har jeg altid mærket særlig forbindelse med. Men nu også jorden, dens overvældende frodighed og transformation af dødt stof gennem mikroorganismerne. Stabilitet og ro sammen med alt det liv, der pibler rundt og skaber mere liv. Ildens væsen, som en tilstedeværelse man kan konferere med, i tale, sang eller stilhed, give til og invitere dybt ind i knoglerne.

Alle vækster … Men det er altså ikke sådan, at jeg går og taler med træerne, og forstår hvad de ‘siger’. Har oplevet at kunne mærke naturen, på det plan kommunikationen er, bedre i visse landskaber frem for andre. F.eks. komme hjem fra åndeløst smuk ur-natur under eksotiske himmelstrøg og faktisk bedre kunne mærke, på det kommunikative plan, den lille nuttede danske natur. Det kom altså som lidt af en overraskelse, så den er værd at have med.

Havet søger jeg især, hvis der er følelsesmæssig intensitet. Sorg. Eller livsløshed. I virkeligheden helst altid (!), men det er blevet en luksus, jeg ikke prioriterer i det daglige – for også at erkende tid … Er mest med haven jeg bor i, og det bliver mere og mere en relation. Meget nærende. Her former jeg landskabet, bygger jorden op og dyrker alle mine grøntsager. Og jo bedre vi lærer hinanden at kende, jo mere mærker jeg alt det grønne og havens grundlæggende puls.  

Lidt om joik:

På en rejse til Sápmi, samernes smukke land i nord, fik jeg bekræftet og udbygget min oplevelse af at synge med den nærværende natur. På vej op gennem Sverige kunne jeg høre mine melodier begyndte at ændre sig. Ville gerne undgå at gatechrashe deres joik og samtidig åbne sluserne, og vi lykkedes i en meget smuk balance. I joik-traditionen synger man et hvilket som helst væsens ånd. Mærker bjerget og giver det lyd. Naturen er bogstaveligt talt spækket af musik. Måske lettere hørbar der end her både fordi naturen er langt mindre tæmmet, og fordi den så længe og ubrudt er blevet besunget.

Jeg havde fortalt Anna (Grys samiske veninde), hvad det var jeg var interesseret i. Helt nøgent fra sjælens hjertekule. Og hun forstod. Og sagde ‘jeg kan ikke lære dig at joike, men jeg kan tage dig med derud, hvor den kommer fra.’ Ved ankomsten rundede vi først den kristne skole hendes bedstemor var blevet anbragt i for at aflære egen kultur og få sønderrevet sin identitet. Og talte en del om rensdyr. Hun gjorde det klart for mig, at joik er en integreret del af samisk kultur, og ikke noget man kan pille ud af sammenhængen. Så jeg har stor respekt omkring det.

Vi gik bare ture i landskabet sammen og så kunne jeg indimellem ikke dy mig for at synge et strømmende vandløb osv. Alle har adgang til natursang. Hvilket er det bedste ord, jeg kan finde uden kulturel reference. Og det bruger jeg en del i mit spirituelle arbejde. Der er så meget at lære!

Før vi begynder at kommandere med kræfterne og lege shamaner, tror jeg det er vigtigt at finde hjem til bare det at være en del af det hele. Som et barn. Respekt, ærbødighed, hvile i egen kraft som en del af noget større – både menneskeligt, åndeligt og i den fysiske oplevelse af de energetiske strukturer. Mærke verden og lære at bruge sine sanser.

Hvad betyder begrebet ‘kreativitet’ for dig? Hvordan kommer dine malerier til verden og hvor får du din inspiration til dem fra?

Kreativitet betyder for mig uendelig rigdom. Se en situation fra andre vinkler, en slags bevidsthed om forvandling. Gå i kommunikerende kontakt med noget der sanses. At der er en strøm af utrættelig skabelse og potentiel formgivning af livskraft, altid unik i dette nu. Klovnens genialitet, der bryder vores vante tanker, som skaber de vante gange og endda kan fortælle os så indgående gentagelser, at vi ikke oplever om det er sandt. Kreativiteten vækker os.

Inspirationen kommer for mig især fra naturen, kærligheden og ånden – hvis jeg kan samle dem i ét, mærkbart begreb. Eller, naturens overflader, cellestrukturer og bevægelser. Kærlighedens åbne lyse rum, drivkraft, flammende, strålende JA-energi, dybder, væsensudvidelser. Ånden i alt. Landskaber i det hele. Men den kan jo vise sig, hvor end man er åben for den. Eller i det, der åbner en for den.

Tit bliver jeg hjemsøgt af farver og former, strukturer, lag jeg gerne vil gå ind i gennem dansen på lærred. Men så kan det føles lidt beskedent med pensler og hænder-hjerne konstellationen. Der er en gnist af noget vision, og så er formgivningen mere en organisk proces. Undervejs oplever jeg at male en form for portaler frem. Og at det også er den effekt malerierne har på andre. Så det der kan aflæses på billedet er måske et lille genskin, men langt mere en sitrende flade, beskueren selv kan rejse i.

Arbejder en del på yin-fasen for tiden. At tage det nærende ind og lære hvordan der kan hviles efter et projekt eller ny overvindelse er kørt igennem. Hvis der er kreativ appetit uden base for udtryk, er jeg måske bare grådig efter output og må ned i det simple – om det er teknisk meditation i grundfærdigheder eller søvn, næring, kontakt.

Gry troede jeg kun tog fotos da jeg optog denne video af hende hjemme i haven. Men sangen og flowet er så smukt, så jeg måtte heldigvis gerne poste den med hende :)

Har du et tip til et redskab du bruger dagligt, eller jævnligt, som nemt kan integreres i hverdagen, noget du har oplevet giver dig mere glæde, større selvværd, eller bare et større overskud?

Når hovedet ramler eller energien er lav lægger jeg mig på græsset. Sol- og jordterapi. Vasker jeg tøj, hilser jeg vandet. Tænder jeg op, hilser jeg ilden og inviterer den ind som selskab. Kigger jeg for meget på mine tanker, går jeg ud og møder haven.

Brændenældeudtræk! Denne forårsåbenbaring. Tjek Hyldemors Have.

Natursang. Giv fri lyd til hvor du er lige nu. Når du kender oplevelsen af at synge dig selv til stede, det er som et møde i sandfærdighed og giver situationen skærpede farver, kan du finde et indbydende sted i naturen og tage kontakt med sanser og åndedræt – og tilføje stemmen. Føles det for vildt, kan du starte med potteplanten i stuen :) Bare lad lyd og melodi strømme igennem. Måske er der rytme.

Find balancen af blidt nærvær. Der findes en boksering af ‘højtideligt seriøs’ i det ene hjørne og ‘fnisende flugt’ i den anden. Midt i mellem står en rolig mægler og slår rødder for en væren af ‘blidt nærvær’, som ligger lige parallelt til bestræbelserne i firkanten. At søge den stemning, der kultiverer mulden i eget grundpunkt for meningsfuld kontakt med dig selv og ethvert andet levende væsen.

Læs også min samtale med Maria fra Hyldemors Have, yogamassør Marcela Martins, spirituel katalysator Maya Muse og Carina Lyall fra podcasten Becoming Nature.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.