UGENS TO PINLIGE EPISODER

Selvhøjtideligheden er egoets forsvar

Noget jeg har opdaget er rigtig godt medicin mod egoet, er at dele pinlige episoder. Selvhøjtidelighed er et af egoets fine forsvarsmekanismer, mod at resten af verden opdager at det er præcis ligeså banalt som alle andre. Selvhøjtidelighed dækker over frygt, angsten for at andre ser at jeg er et uperfekt menneske.

Jeg er heldig, at jeg har gode venner (og en god mand) som jeg kan fortælle når jeg opfører mig mindre end helgenagtigt. Mine veninder og jeg deler troligt alle de gange hvor vi er gakket ud og har været trælse koner og kærester. Vi gør det for at tage luften ud af ego-ballonen. Ballonen som er fyldt med “jeg har ret og desuden er det faktisk andres skyld når jeg ikke opfører mig eksemplarisk”.

Det virker forbløffende godt. Vi kommer til at grine højt og længe af os selv og af hvor latterlige vi kan være. Når jeg deler med andre, at jeg f.eks. har været en sur kone, eller en skrap mor, så mister det magten over mig. For noget af det værste ved ikke at være den mest optimale version af mig selv, er skammen der følger med.

Tag luften ud af pinlighedens ballon

Skam elsker hemmeligheder. Skam elsker når jeg går med tingene selv, så kan det rigtig få lov til at vokse mens jeg forestiller mig hvordan alle andre er meget bedre mennesker og jeg må være et dårligere eksemplar end resten af menneskeheden tilsammen.

Så vi deler med hinanden. Vi opdager i fællesskab at vi er ens. At uanset hvor dejlige vi ellers er, hvor udviklede vi er, hvor bevidste, hvor spirituelle, så er vi altså også bare mennesker. Hvis du har mulighed for at gøre det samme med nogen i dit liv, så gør det endeligt. Egoet mister magten en lille smule mere hver eneste gang. Så næste gang det står i baggrunden og bjæffer sure kommentarer, så er det meget nemmere at grine af det indeni og lade være hvor det er. Indeni.

Det er godt at dele både de ting som er decideret skamfulde og de ting som ‘bare’ er pinlige. I denne uge oplevede jeg to tåkrummende ting, som jeg bestemte mig for at dele med min mand, selvom jeg faktisk mest havde lyst til at tage de to episoder med mig i graven. Nu får I dem også her, bare for rigtig at tage energien ud af pinligheden der stadig rumsterer i maven.

Kan I høre mig: KAMPRÅÅÅÅB!!!!

I mandags var jeg til karate og jeg stod sammen med min Sensei og trænede slag. Min Sensei er en lille tæt mand, lavet af stål. Så når vi træner med ham, så forventer han at vi giver den gas og for det første virkelig slår igennem med kraft. For det andet, så opfordrer han til at vi sætter lyd bag vores slag.

Det er rimeligt grænseoverskridende for mig, at slå på et andet menneske. Også selvom det menneske opfodrer til det og roser mig når jeg rigtig giver den gas. Noget andet er at råbe høje råb samtidig, det er ikke rigtig noget der sådan ligger naturligt til mig, at gå rundt og brøle på den måde.

Sensei sagde: ‘Når du slår på mig, så skal du sætte et højt ‘kiai’ på!’ Okay tænkte jeg, så råber jeg igennem nu! Jeg brølede så højt jeg kunne da jeg slog imod ham: KIAIIII!

Min Sensei så meget overrasket ud og så stillede han sig helt tæt på mig og sagde: ‘Anja, kiai er det japanske ord for ‘kampråb’. Så når du råber kiai til mig, så råber du altså: KAMPRÅÅÅÅB!

Hvilket lige fik mig til at blive en smule varm i kinderne. Jeg troede jo at jeg endelig gjorde det rigtigt og jeg gav virkelig slip og brølede højt ud i hallen med alle de andre karatedeltagere. Men altså, det havde så svaret til at jeg på dansk gik og råbte ordet ‘kampråb’. Det jeg skulle have gjort var at råbe en tilfældig høj brølelyd. Min Sensei foretrak ikke en mine. Hvilket jeg synes var meget sødt af ham. Jeg tog tilgengæld fra karate med den der mærkelige følelse i maven af at have været helt vildt pinlig.

Anja Dalby Pinlig

For 5 kr. cool, tak

Torsdag skulle jeg i trommegruppe i Aarhus og jeg havde et par timer fri inden, hvor jeg glad tullede rundt i byen. Jeg havde en rigtig god dag. Jeg følte mig fri og godt tilpas. Solen skinnede og jeg tænkte at jeg ville gå ind og se på en gave til min mand, som har fødselsdag om lidt. Da jeg gik ind i butikken, så var der kun unge mænd derinde og jeg følte skiftet i butikkens energi, af at nu kom der en voksen dame gående. Det medvirkede til at jeg sådan lige følte mig lidt sej faktisk. Jeg synes selv lige at jeg var ret cool. At jeg turde gå ind i sådan en butik, som ellers havde hipster skrevet ud over det hele.

Glad (og med lidt ekstra rank ryg) gik jeg hen til disken og bad om at få vist noget der lå i en glasmontre. Den venlige unge ekspedient tog en bakke ud med de ting jeg gerne ville se på. Jeg nåede lige at tænke: ‘Det går godt. Sikke en dejlig dag. Og nu står jeg endda her og ser på gaver til David.’ Da jeg bøjede mig ned over bakken med ting, sammen med den venlige unge mand, så skete der det underlige, at jeg tabte et stykke hud.

Et stykke hud. Et hvidt stykke skæl fra mit ansigt dalede ligeså stille ned i bakken med de fine ting. Den unge mand så det. Jeg så det. Han så sådan lidt underligt op på mig, som om han lige skulle undersøge mit ansigt for flere frithængende stykker skind.

Hudskæl(v) og den rette ego-medicin

Altså, jeg har ikke tør hud. Jeg har da aldrig nogensinde før tabt et stykke hud på den måde, men en gang skal åbenbart være den første.

Jeg panikkøbte en ting fra bakken, noget var jeg ligesom nødt til at gøre, for at veje op for at jeg havde stået og skællet ned i deres inventar. Megaflov tænkte jeg resten af dagen på hvordan jeg var gået fra at føle mig som en cool voksen dame, til en lidt snusket type som stod og tabte stykker af mit ansigt ned i en hipsterbutiks montre.

Tak fordi jeg måtte dele de her ting med dig. Jeg kan mærke, at mine tæer allerede er i gang med at rette sig ud. Når jeg deler så tager alvoren jeg ud af det som ellers var ret pinligt for mig. Måske har du også steder, hvor du kan dele dine pinligheder, det er fantastisk ego-medicin!

FRIE VINGER

Røde og hvide hønserier

Herude hvor vi bor i skoven, der er vi nabo til en stor ejendom med masser af jord og dyr. Vores naboer er stort set selvforsynende, og det er meget inspirerende, at være vidne til hvordan et ‘rigtigt’ gårdmandsted må have fungeret i gamle dage, men som alligevel ikke er for så længe siden.

Vores naboer har mange høns. De har røde høns, som er meget tamme og snakkesaglige. De røde er blide i deres temperament, og det er muligt at nusse dem igennem hegnet, hvis jeg lokker dem med frisk skvalderkål. De røde høns er dog blevet flyttet nu. Så de har ikke længere hønsegård direkte op mod vores grund.

De rødes hønsegård er blevet overtaget af 10 hvide høns, og de hvide høns har en helt anden karakter. De er noget mere bryske i deres attitude, og de har sådan en nervøs energi. Modsat de røde høns, så taler de hvide rigtig meget. De kagler uroligt hele dagen, og vi er ikke i tvivl om, hvornår vores kat (Jonna) går for tæt på deres hegn, når der lander en musvåge eller bare en krage i deres gård eller om natten mod morgenen, så ved vi alle, at ræven også har kigget forbi. De hvide høns har MEGET at sige, og de gør det gerne virkelig højt!

Anja Dalby Frie Vinger

Én hvid højdespringer

De røde høns er rolige damer, som tuller rundt og hygger sig i deres gård. De hvide er vilde og bryder hele tiden ud af deres indhegning. Vi ser dem gå ude på vejen, i vores have, i skoven render de rundt og lader som om de er en fast del af inventaret. Vores nabo-kone stækkede fjererne på de hvide høns, så de ikke længere kunne hoppe over deres hegn. Med undtagelse af en enkelt hvid høne. Hun kan hoppe mange meter lige op i luften, på en hegnspæl, hvor hun sidder og svajer lidt frem og tilbage, til hun tager springet ud i friheden, som for det meste er ind på vores grund.

Vi gik og synes, det var så hyggeligt med den hvide høne i vores have. Vi synes, hun var sej, sådan at kunne hoppe og flyve lidt med så korte vingefjer. Hun kom herind til os hver dag og blev mere og mere modig og fik mere og mere tillid til os. Vi snakkede med hende, kastede brød til hende og (må vi indrømme) opmuntrede hende til at besøge os.

Lige indtil en dag hvor det blev for meget.

Helt ned til kineserne …

Den hvide høne havde nemlig opdaget, at vores store hügelkulturbede, som består af blød lækker kompost fra genbrugsstationen, indeholdt rigtig mange orme og insekter. Så hun gik i gang med at grave. Og det var hun virkelig god til. Huller som var så dybe, at de kunne skjule at hun stod i dem og spiste vores orm. Det duede jo ikke. Vi skal bruge vores hügelkulturbede til at dyrke grøntsager i, igen i år, som vi også gjorde det sidste år. Vi kan ikke dyrke grøntsager i bede, som er gennemhullede.

Så vi begyndte at bede hende om at gå hjem til sig selv og lave huller. Det tog hun ikke umiddelbart ret pænt. Faktisk var hun totalt ligeglad med vores ord. Som om hun vidste, at vi er bløde veganere og derfor aldrig kan udgøre en reel trussel …

At løbe som en gal med en shamanistisk tromme.

Nå, men jeg begyndte at løbe efter hende og jage hende tilbage til sin hønsegård. Jeg råbte og løb med store grene i hænderne for at skræmme hende væk. Men lige meget hjalp det. Fem minutter efter jeg havde fået hende til at hoppe tilbage til sin hønsegård, stod hun igen med hele kroppen begravet i et hügelbed.

En dag blev jeg ret frustreret. Så jeg tog min store rammetromme, som jeg bruger i mit shamanistiske arbejde, ned fra væggen og løb ud efter hende. Jeg trommede så højt jeg kunne og råbte som en vanvittig. Pudsigt nok, så fik jeg ikke den ventede reaktion. Hun stod bare stille og lod sig overhovedet ikke påvirke af trommen. Som om trommen alligevel er sådan en naturlyd, at det ikke betød det store for hende.

Jeg fik hende først til rigtig at spæne hjemad, da jeg med fuld fart løb og trommede direkte imod hende. Jeg løb efter hønen i vores have, mens jeg trommede og råbte som en gal. Endelig lykkedes det mig at få hende til at hoppe tilbage til sin gård.

Anja Dalby Frie Vinger

Et øjeblik senere …

Da jeg så op fra det buskads, jeg havde fået viklet mig og trommen ind i, i mit desperate forsøg på at tromme lidt fornuft ind i hønens hoved, så kunne jeg se direkte ind i min nabos køkkenvindue. Hvor min søde ældre nabokone stod og meget forbløffet så på, hvordan jeg var i gang med at skræmme livet af hendes høns med tromme og råb …

Næste dag satte min nabo et hegn op på 2,5 meter omkring hele de hvide høns´ gård. Den friske, hvide hønedame kan stadigvæk godt hoppe over det. Men det sker heldigvis ikke så tit mere, og nu har hun forstået, at det ikke duer, at hun spiser hos os. Så vi behøver nærmest bare rømme os ved køkkendøren, og så drøner hun hjem igen.

Adopter en burhøne

Vi har faktisk selv overvejet om, vi skulle have høns. Der findes nemlig en virkelig fin hønseredningstjeneste, Frie Vinger, som giver burhøns et nyt liv. Som veganere spiser vi ikke nogle af hønsenes efterladenskaber, men derfor kunne vi godt give dem en god pension her i skoven, hos os og Jonna. Nu ved vi bare, at hvis vi vil have høns til at bo hos os, så skal vi skal hegne dem virkelig godt ind, hvis vi vil have vores grøntsager for os selv …

PAS PÅ MED AT VILLE VÆRE OPLYST

Mine løgne

Jeg holder meget øje med de løgne, jeg skaber i mig selv, om mig selv. Det kan være løgne som:

Jeg mediterer hver dag. Jeg spiser kun raw og kun frugt. Jeg løber jævnligt. Jeg har ingen konflikter i mit liv. Jeg … Listen er faktisk ret lang over ting, jeg mener, at jeg gør. Ting der er med til at definere mig som person og give mig identitet.

Men sandheden er, at jeg lige for tiden kun spiser frugt til aftensmad, hvor jeg så spiser normalt, vegansk mad. Nogle dage spiser jeg kun frugt til morgenmad. Jeg mediterer slet ikke hver dag. Ofte er det kun en gang om ugen eller sjældnere. Jeg løber ikke lige for tiden, det har jeg ikke gjort i over et halvt år, så den kan jeg sådan set også godt droppe. Jeg har en konflikt i mit liv, som gør meganas og jeg aner ikke hvordan jeg skal komme ud af den. Jeg føler mig fanget i den, og uanset hvordan jeg går til den, så kommer jeg ingen vegne med den. Så når jeg fortæller mig selv, at jeg svæver på en stor selvudviklet sky af ren glæde og kærlighed, så er det løgn. For jeg tænker på konflikten hver dag og bliver ked af det.

Alle de løgne vi fortæller os selv og hinanden om uperfekthed

En veninde fortalte mig forleden dag, at hun inderst inde synes, at man kun må sige noget højt, når man er oplyst. Sådan har jeg det faktisk også. Det skaber en konflikt i mig, for jeg siger jo noget her på min blog. For at holde ved den tanke, at man først må sige noget højt om spiritualitet og selvudvikling, når man er helt perfekt og man har haft en ‘awakening’, så er jeg jo nødt til at lyve.

Så derfor, så lyver jeg overfor mig selv om hvor god jeg rent faktisk er. Jeg har lagt mærke til, at det ikke kun er mig, der gør det. Faktisk er det jo nok også det parameter hele Instagram (og andre sociale medier) er bygget op omkring. Løgn. Hvilket er helt fint, så længe vi ikke selv tror på løgnen og så længe vi er klar over at vi gerne må være her alligevel og fortælle om vores oplevelse af at være menneske. Også selvom vi har sure tæer, røg en cigaret og råbte af katten.

Anja Dalby Oplyst

Læn dig ind i din perfekte, uperfekte menneskelighed

De lærere vi har, de falder ofte dybt, når vi opdager, at de er helt almindelige mennesker. Stuart Wilde var/er den største lærer, jeg har haft, bortset fra naturen og kraften (altså Gud). Da jeg engang var på retreat med ham og sad på bagsædet af hans bil, mens han kørte rimeligt stærkt rundt på de små, irske bjergveje, hørte irsk folkemusik med vilde violiner for fulde skrald og samtidig spiste en stor pose nachos, så blev jeg så glad. For han var jo bare et menneske. Det var da vidunderligt! Der var ikke noget ophøjet og helligt over ham i det øjeblik. Der var ikke en eller anden perfekt tilstand at stræbe mod, udover det perfekte som findes i at være helt og fuldt tilstede i den her oplevelse, vi kalder at være menneske.

Prøv at se på de mennesker, du ser som dine lærere. Vær ærlig i dig selv om du har sat dem på en uopnåelige piedestal. For den eksisterer ikke. Jeg hørte engang en forarget historie om Dalai Lama, der havde vrisset af en assistent. Så derfor var han nu utroværdig som åndelig leder. Den slags historier, som vi samler i os selv, om store mennesker der falder, fordi de sådan set jo også bare er mennesker, de historier er med til, at vi tror at vi aldrig selv kan blive ‘oplyste’. Så vi kan ligeså godt lade være med at prøve. For når selve Dalai Lama kan have en kort lunte og blive irriteret, så kan jeg ligeså godt lade være med overhovedet at prøve at rykke mig selv i en spirituel retning.

Vågn op, vær dig, vær oplyst

Det er rigtig godt at holde øje med de løgne, vi fortæller os selv (og måske også andre) om dem vi er. Det er ikke så vi kan skælde os selv ud over, at vi lyver. Men det er for at se, hvad løgnen dækker over. Vi er alle sammen oplyste. Nogle gange tror vi bare så meget på virkeligheden og vores egoer, at vi glemmer det. Og så kommer vi til at vrisse af en assistent. Eller være sur på børnene eller brokke os over vores chef.

At være oplyst, at være vågen, er ikke andet end at åbne sine øjne og smile over, hvor skørt, hvor vidunderligt, hvor smukt og hjerteskærende det er at være her. Det er det.

Lev livet for pokker

Pas på med at sætte livet som et spirituelt menneske op på en piedestal, som kun er for fastende, mediterende, 100% harmoniske mennesker. For det betyder, at du enten skal lyve om, hvordan dit liv egentligt er og den løgn vil gøre, at du så synes du skal dække over dig selv. Det betyder, at du inderst inde skammer dig over, at du spiste pomfritter med mayonnaise til aftensmad. For det kan oplyste mennesker umuligt gøre. Skam har aldrig fået nogen mennesker til at gøre noget bedre, eller til at turde prøve igen næste dag.

Og hvis du ikke lyver om, hvor yogaudøvende og smoothiedrikkende du er, så risikerer du at falde i den modsatte grøft, hvor det også bare kan være lige meget. For hvis selv Dalai Lama vrisser, hvor lang vej har du så ikke? Men du er ligeså oplyst som han er. Du har bare ikke opdaget det endnu, fordi du tror, at det er en tilstand af evig lyksalighed. At være oplyst er bare at se dig omkring og glæde dig over, hvor mindblowingly fantastisk og totalt fjollet det er at være her. Og så engang imellem blive hevet ud af det og blive ked af noget og så tilbage igen. Det er det.

NYE TRADITIONER, STORE SAMTALER OG STOR KÆRLIGHED (OGSÅ TIL JAM TARTS)

Nye traditioner når året skifter

Som jeg har skrevet om her, så er vi i gang med at finde på nye traditioner i vores familie. Traditioner som passer os i stemning, er i overensstemmelse med vores idealer og med hvad vi tror på som mennesker.

Nytårsaften 2018 havde vi således planlagt at fejre med vores egne nye ritualer. Vi ville tage en tur i skoven med madpakke, og mærke hvordan overgangen til det nye år føltes ude i naturen den dag.

Mens vi gik i skoven, talte vi om det liv, der er gået og alt det nye der kommer og ikke mindst alt det nye, vi kunne tænke os, der skulle komme. Vi gik og drømte om egne og fælles projekter. Fik os sporet ind på, hvor hinanden er i vores eget og fælles liv.

Det var rigtig godt at gå og tale med et formål at få set hinanden dybt i øjnene og bekræfte (eller afkræfte, hvis det var sådan det var), at vi er på samme spor. At vi ønsker de samme ting for os selv og hinanden.

Naturen kan løfte dine drømme ud af deres hi

Det er meget nemt at glemme de her “store” samtaler i hverdagen. Eller de kan godt dukke op som små brudstykker. En drøm kan blive fortalt med lav stemme over opvasken, og måske når den anden ikke at gribe den og give sin mening til kende, for så var der også lige vasketøjet, forberedelsen til næste dags arbejde osv. Hverdagen er vidunderlig, men den fungerer endnu bedre, når vi tager timeout engang imellem og får set hinanden dybt i øjnene. Får mærket, at vi stadig vil det her, de samme ting, det samme liv, med hinanden.

En gåtur i naturen er fantastisk til den slags samtaler. Der er ingen distraktioner, og det er lettere at turde åbne sit hjerte for drømme i det rum, hvor der er uendeligt højt til loftet og hvor der ikke eksisterer nogen dom. I naturen er der ingen løftede pegefingre eller ordsprog som “Ved jorden at blive, det tjener os bedst”. I naturen må man flippe ud i de store fantasier, få blanke øjne af forventning og hamrende hjerte over øjeblikkets lykke.

Skotske jam tarts

Min mand er fra Skotland og derovre har de en fantastisk ting, som hedder ‘jam tarts. Jam tarts er som navnet siger: Tærter med marmelade i. Det er en helt almindelig tærtebund bestående af vegansk smør, hvedemel, en smule sukker og det er det. Ovenpå kan man variere med den type marmelade, man lige har ved hånden. Det smager vidunderligt, hvilket er spøjst for det er godt nok en simpel opskrift. Men den virker, og alle er glade når min mand laver dem.

Anja Dalby Nytårsaften Ritual
I skoven drak vi te og spiste jam tarts, lå på ryggen og så op i trækronerne og drømte.
Anja Dalby Nytårsaften Ritual

Se bevægelsen i dit liv: Se alt er muligt.

Da vi kom hjem fra skoven, så skrev vi hver især ned i vores egen notesbog, de ting som vi takkede for fra det gamle år. Alt det der var sket, også de ting som måske var sværere at takke for. De blev alle sammen nævnt.

Det som er rigtig godt ved den øvelse, det er at jeg har bøger med takketaler til året, der er gået, som er 10 år gamle. Når jeg læser tilbage i dem, så kan jeg se bevægelsen. I mig og mit liv. Det er livsbekræftende og det gør mig altid meget glad at se, hvordan mit liv er i konstant forandring.

Når jeg så skal til anden del af min skriveøvelse, så gør det det også så meget lettere at lave den, når jeg ved, at alt faktisk er muligt og at der ofte sker meget store forandringer i mit liv.

Husk at sige farvel

Anden del af skriveøvelsen består nemlig af, at vi skrev de ting ned, vi ønskede os for det nye år. Alt det vi havde talt om i skoven, det blev skrevet ned. Både alt det vilde og såkaldt “urealistiske” og også helt almindelige lavpraktiske ting som at huset skal males i år …

Til slut skrev vi hver især de ting ned som vi gerne ville slippe og ikke tage med os ind i det nye år og så brændte vi dem. Det kan både være personlige ting, som at jeg gerne vil slippe min lidt kedelige, kontrollerende side, eller at jeg gerne vil slippe min dårlige relation til et familiemedlem f.eks. Det kan igen også være mega-lavpraktisk. Man må gerne skrive på et stykke papir, at man nu er klar til at slippe sin gamle bil, så der kan lande en ny og ting i den dur.

Det regnede da vi skulle til at lave et bål i haven, og vi var også sultne, så derfor brændte vi de ting, vi ikke ville have med os ind i 2019 i brændeovnen. Har du ikke adgang til ild på den måde, så kan du sagtens brænde over et stearinlys og smide det i håndvasken, når du ikke kan holde ved papiret mere. At lave nye traditioner skal ikke bremses af praktiske stopklodser, husk at livet er en leg.

FOR 1000 KRONERS INDOKTRINERING, TAK!

Dengang jeg i en kort periode havde et tv (it wasn’t pretty)

Jeg er så heldig, at jeg kun i en kort periode har haft et tv. Det har altid været et bevidst valg fra min side, at jeg ikke ville have det inden for mine døre. Sådan som jeg så på tv, så ville det være ligesom at invitere en afhængighed ind i mit liv. For jeg er ligesom alle andre, jeg bliver præcis ligeså opslugt og manipuleret af fjernsynsprogrammer. Så jeg vidste tidligt, at hvis jeg skulle bruge mit liv på andre ting, så krævede det at et tv slet ikke fik lov at flytte ind.

Min far forærede mig et tv da min søn var lille og jeg var alene med ham. Jeg tænkte dengang, at nu ville jeg give det en chance, måske var det ikke så slemt at bo med et tv som jeg forestillede mig? Ret hurtigt fandt jeg ud af, hvor fremragende en babysitter et tv var. Alt det jeg kunne få lavet, når jeg fik plantet min søn foran børneprogrammerne! Så sad han jo bare der, og det var meget belejligt, siden jeg nu alligevel var alene med ham og der var så meget praktisk, jeg selv havde ansvaret for.

Ret hurtigt opdagede jeg dog at mine grænser for, hvornår tv’et måtte være tændt, rykkede sig. Og pludselig sad min søn og så Nyhederne, tv’et kørte bare, det var jo så nemt. Mine aftener når min søn var lagt i seng, blev brugt på at sidde og zappe frem og tilbage mellem de få kanaler jeg havde, og jeg endte ofte med at sidde og se på skøre ting, bare for at have noget at se på. Noget at blive bedøvet af. En aften, hvor jeg sad meget sent oppe og så “tips om tips”, gik det op for mig, at fjernsynet måtte ud igen. Jeg var blevet præcis ligeså afhængig af det som jeg havde forestillet mig, jeg ville blive.

Farvel for altid

Siden dengang har jeg ikke boet med et tv, og når jeg en sjælden gang imellem bliver udsat for det, så bliver jeg helt overrasket over, hvad det er, der nu er “normalt” at se på. Tv er fordummende. Det er det altså. Det taler til den laveste fællesnævner i os alle. Det taler til frygt og bekymring. Det taler til mindreværdet i os og får os til at føle, at vi skal være anderledes end vi er. Vi skal ville have flere ting, købe mere, være utilfredse med vores liv og så skal det dulme. Tv er rødvin, det er sukker, det er bedøvelse.

Tv er designet til at sørge for, at vi bliver siddende, hvor vi er. Tv indoktrinerer og manipulerer os. Der er ingen, der har fået tanker om at leve et friere liv af at sidde og se tv. Tv er en forretning. Hvad er det tv gerne vil have? At vi ser mere tv. Præcis som med alle andre firmaer, så vil det her firma gerne have, at du køber ind i mere af det som det her firma kan give dig. Nar ikke dig selv til at tro, at tv (eller Netflix og HBO) er din ven. Det er giga big business. Ikke andet. Du er blot en forbruger og bliver ikke set som andet.

Hvordan ville dit liv se ud uden tv?

Prøv at forestille dig hvordan vores verden ville se ud hvis Jordens befolkning ikke sad plantet foran en kasse hver eneste aften.

Det kan godt ske, at du nu tænker, at du er selektiv, når du ser på noget. At du kun ser de serier, du kan lide på Netflix og HBO, men konceptet er det samme. De er de samme følelser de serier og film vækker i dig som fjernsynsprogrammerne gør. Måske er der ikke direkte reklamer, til gengæld er de placeret på en mere uigennemskuelig måde i selve serien eller filmen, så det gør det endnu mere svært at se, at du er i gang med at blive manipuleret dybt ind i dit underbevidste til at tage bestemte valg. Være på en bestemt måde. Købe bestemte ting. Der er ingen forskel.

Det er uklogt at narre sig selv til at tro, at bare fordi du ikke ser TV2, så er der ikke nogen der er i gang med at fortælle dig, hvordan du skal leve dit liv. Og den måde de gerne vil have at du lever dit liv på, er at du liiige skal se et afsnit til. Og oh så kommer der en ny serie! Bare lige et afsnit mere … og så gik det liv med det.

Hvor vil 1000 kroners frihed om måneden tage dig hen? 

Hvor meget koster din tv-pakke pr måned? Det er ikke unormalt at betale mellem 600-1000 kr. pr måned for sådan en. Så er der abonnementerne på Netflix, HBO og de andre film – og serieudbydere. Derudover kommer licensen (som vi snart ikke længere selv kan vælge om vi vil betale (indsæt forarget smiley)). Det vil sige, at det slet ikke er unormalt at betale omkring 1000 kr. pr måned (ofte meget mere) for at få lov til at sidde og få fortalt, hvordan du skal tænke, føle, købe, være i dit liv.

Det er jo rimeligt langt ude. Når du virkelig tænker over det, så er det faktisk en ret vanvittig tanke. Hvem har lyst til ligefrem at betale for at blive indoktrineret? Og så så mange penge? 1000 kr. pr måned, giver 12.000 kr. om året. På 10 år er det 120.000 kr. og mange mennesker har mon sådan en betalingsløsning i mange flere år end 10 … Hvad kunne de penge ikke gøre, hvis de ikke blev brugt på at en skærm? Hvad kunne tiden ikke bruges til?

Prøv at forestille dig en verden hvor ingen af os havde den mulighed. Hvor ingen mennesker sad foran en skærm om aftenen. Hvordan tror du den verden så ud? Hvad tror du folk ville lave? Hvad ville de tænke? Ville vi mon forbruge på den måde, vi gør det? Hvordan ville vores relationer være? Hvilken stand ville planeten være i?

At koble af vs. at koble ind

Det undrer mig, når jeg hører om par, som sidder hver aften foran et fjernsyn som kører med det ene eller andet. Derudover sidder folk med deres egen iPad eller telefon samtidig og har altså gang i flere skærme på en gang. Hvordan rejser man sig fra sofaen og går i seng med sin partner, hvordan er det muligt at være intime når man ikke har været forbundet i timerne forinden? Hvordan er det muligt at være tilstede i sit liv, med børn og alt det andet der sker, når man samtidig skal navigere i det kæmpe sansebombardement der kommer fra alle de skærme?

Mange bruger skærmene til at “koble af”. Men vi narrer os selv, hvis vi tror at vores hjerner virkelig er afslappede når vi ser på en skærm med levende billeder og bragende lyd. Prøv at slukke og sid og stir ud i luften i 3 timer. Så kan jeg garantere dig for, at du føler dig koblet af bagefter. Når du ser tv og skærm, så kobler du dig faktisk ind. Ind i det store net af manipulation, som ikke vil have at du vågner og indser at det her, det er dit, liv. Dit ansvar, din glæde, din sorg, det er dit med alt hvad det indeholder og DU bestemmer selv, hvad det skal bestå af.

Når du ikke ser tv, så får du tid til at rulle ned af bakkerne og blive så svimmel, at du kun kan ligge og grine højt ud i luften i lang tid bagefter …

Få mit nyhedsbrev – og 200 kr. rabat på mine udesidnings-workshops for begyndere

 

 

Mit nyhedsbrev handler om spiritualitet, selvudvikling og om at gøre sig umage som menneske. Jeg inspirerer dig med øvelser og indlæg, der åbner op for din intuition og din kontakt med naturen.

 

Som nyhedsbrevsmodtager får du 200 kr. rabat, når du tilmelder dig en af mine guidede workshops i udesidning. De er for dig, der vil opleve den dybe grounding som naturen giver, når du sidder i den. Se det som en stor natur-vaccination, hvor stress og uro smelter væk.

 

Skriv din e-mail i feltet og klik på ‘TILMELD’.

You have Successfully Subscribed!