Life was never meant to be a struggle

Min gamle lærer Stuart Wilde sagde altid “life was never meant to be a struggle”. Livet er ikke skabt til kamp. Det kan være nemt nok at acceptere den holdning i tankerne, men hvad gør man når livet føles som alt andet en sjovt? Find ud af hvad det er der ikke er sjovt og brug disse guidelines til at handle dig ud af tingene i stedet for at blive ved med at kæmpe.

1. Accepter at tingene er som de er. Du kan og skal ikke ændre andre mennesker. Accepter at det som du i går troede var godt og sandt, det viser sig i dag at være det modsatte. Accepter at den politiker du troede du kunne stole på, viste sig at være ligeså motiveret af magt som alle de andre. Accepter at verden er som den er. Du kan aldrig få indflydelse på hvad der sker i den. Du bliver givet illusionen om at du kan, for at holde dig i ro, men du kan aldrig ændre tingenes tilstand ved at kæmpe. Du kan kun ændre dig selv. Vær rolig og kærlig i alle dine forhold i livet. Ved at ændre dig selv så ændrer du også dem omkring dig. Stille og roligt breder det sig som ringe i vandet. Hav tillid til at det er vejen. Ingen har nogensinde ændret sig ved at få råbt andres mening ind i hovedet. Den store transformation sker kun når vi viser hinanden kærlighed.

2. Der findes ikke retfærdighed. Giv slip på det begreb. Ingen har i virkeligheden ret. Der findes millionermilliarder af holdninger til hvad der er retfærdigt. Det er ikke sikkert at din holdning er den sande. Faktisk findes den sande holdning ikke. Giv slip på din trang til at kæmpe for at få ret og giv slip på din mening om hvornår tingene er fair. Fair findes ikke.

3. Gå. Gå ud af alle de forhold hvor du skal kæmpe. Kæmpe for at få lov til at være dig selv. Gå for Guds skyld ud af retsager, nabostridigheder, familiefejder, uanset hvor meget ret du mener du har. Livet er alt alt for kort til at bruge tid på den slags. Gå ud af alle konflikter. Hvis de ikke kan løses med kærlighed, så gå. Hvis du bliver holdt fast i at være en person som du ikke længere har lyst til at være, det kan være i jobbet, i forholdet, i familien, med vennerne, så gå. Du har kun dig selv at stå til ansvar for. Vil du bruge dit liv for at kæmpe for at få lov til at være dig, eller vil du give slip på de relationer der holder dig fast, i tillid til at der kommer nye som elsker dig for den du virkelig er?

Livet er kort. Selvom vi alle sammen lærer af at kæmpe, så lærer vi endnu mere ved at gå væk fra slaget. En klog kriger vælger sine kampe med omhu. En klog kriger kæmper ikke bare for at kæmpe. En klog kriger passer på sin energi og vælger at bruge den til at ændre verden på en kærlig måde. Hvad vil du gerne huske dit liv for? Alle de gange du huggede folk ned med sværd eller alle de gange du viste dem tillid og kærlighed og lod dem være dem de er, så du havde frihed til at være den du er?

Forkølelse og forelskelse

Min krop har influenza i denne uge og om natten ligger jeg og pudser næse, hoster og oven i hatten bliver jeg også holdt vågen af efterveerne fra en fuld måne. Og jeg griner. Jeg griner af det komiske i at blive væltet omkuld af en bacille. Jeg griner af at jeg synes det er så synd for mig selv kl. 4 om morgenen at jeg næsten kan tude. Jeg griner af hvor lidt der nogle gange skal til for græde, at søvnløshed virkelig kan få mig derud hvor jeg får så ondt af mig selv at jeg vil græde over det. Og jeg synes det er fantastisk. Det er fantastisk at pudse næse. At opleve snot, at min næse klør hele tiden. At nyse så hele kroppen hopper og det kildrer helt ud i tæerne. At give sig hen til den vilde fornemmelse det er at nyse og nyse og nyse i et væk.

Tricket er selvfølgelig at lade være at engagere sig emotionelt i en influenza. Men at se det for hvad det er. En bacille kroppen reagerer på. Ligesom alt andet bare er hvad det er. Hvordan vi vælger at se på det og opleve det, er helt vores eget valg. Hvis vi vælger at se på det med kærlighed og humor, med lethed og et blødt hjerte. Være tilstede og forholde os til livet som om vi er stormende forelskede i det. Med alt hvad det indeholder af kys og kram og hævede mandler.

Forkølelsen gør mig om muligt endnu mere forelsket i det at være i live. Jeg får kriller i maven af hvor sjovt det er at det kradser i halsen, dunker i hovedet og kroppen der føles øm. Jeg bliver forelsket i tanken om alle de dage hvor min næse ikke lækker væske på den her måde. Eller alle de dage hvor min krop gerne vil ud af sengen og hvor jeg ikke kun går og spekulerer i urtete. Jeg jubler over hvor tilfreds jeg faktisk normalt er med mit helbred.

Det er en ufattelig morsom oplevelse at være menneske. Vi oplever så meget glæde og så meget lidelse at vi alle sammen kunne skrive store episke romaner om vores liv her. Hver eneste dag bliver jeg åndeløs af taknemmelighed over at få lov til at være her. Jeg er megaheldig overhovedet at have en næse der kan pudses!

Forkølelse og forelskelse

 

Allan Watts

Allan Watts

Lidelse og glæde

Lidelse er en sjov størrelse, fordi den udelukkende opstår på grund af modstridende ønsker. Egoet ønsker en ting, en anden ting sker, så har vi balladen. Lidelse og glæde er to sider af samme sag. Begge to er reaktioner på en begivenhed. Strengt taget, så kan enhver besked vendes således at man ikke behøver tude over den. Det betyder at man faktisk er fri til at vælge den reaktion man vil have, når man bliver mødt med hvad som helst i livet. Man kan faktisk selv vælge om man vil se negativt, neutralt eller positivt på det som livet bringer en. For det som livet bringer, er det som livet bringer. Der findes hverken straf eller præmier i livet, det som sker, er det som sker. Hvilken effekt vi vælger det skal have på vores følelsesliv er op til os selv.

Således er det altså vores eget valg om vi vil være offer eller vinder i en situation eller om vi bare vil være i den uden nogle af disse mærkater. Er det muligt at vinde i Lotto uden at hyle og skrige af glæde? Er det muligt at køre ind i et træ uden at hyle og skrige af sorg?

Det kan være en provokerende tanke for mange at vi selv bestemmer om vi vil være offer af en situation. Fordi vi har vænnet os til at tænke at ting er gode eller dårlige. Men det er de ikke. Kræftceller er fx ikke onde. Det er bare celler som af forskellige grunde muterer i kroppen. Det er vores idé om at det er dårligt hvis vores kroppe bliver syge, der bestemmer det. Hvis vi ikke så døden som noget dårligt, men bare for hvad det er, nemlig en overgang til noget andet, så ville vi heller ikke have brug for at legmeliggøre kræftceller på den måde som vi gør det, ved at sige at de er dumme.

Det som næsten kan være mere provokerende er tanken om at noget faktisk heller ikke er godt. I det øjeblik vi definerer noget som værende godt, så har vi også bestemt at så må der være noget som er dårligt. Og hvem ved hvad der er godt? Mange af os har erfaret at det som umiddelbart lignede en ulykke, det var i stedet for en gave i forklædning. Ligesom det omvendte også har været tilfældet. Det som lignede en kage var i stedet for en forklædt lort. Kage eller lort, lykke eller ulykke, det er same same. Det er kun vores behov for at dømme situationerne, som gør dem til det ene eller det andet. Situationen er den den er. Ikke andet.

Det betyder ikke at livet bliver til en beige fornøjelse, når vi stopper med at have en mening om det og stopper med at ride med på bølgerne af smerte og glæde, det betyder faktisk overraskende nok det modsatte. Når vi gør os fri af at forholde os enten negativt eller positivt til det der er, når vi stopper med at be – og fordømme det der sker, så bliver vi fri. Den frihed betyder at vi er fri til bare at være tilstede. Livet bliver til en evig dans i nuet, en evig forundren over dets magi, en evig og rolig konstant lykkefølelse. Ikke en lykke defineret af omgivelserne og hændelserne i vores liv, men en lykke som kommer indefra. Som en konstant strøm af lys, en strøm som ikke ændrer sin styrke selvom der sker ”lykker” og ”ulykker” i vores liv. Når man ikke er knyttet emotionelt til begivenhederne, så bliver de til det de er, begivenheder, som vi kan vælge ikke at engagere os i.

Ikke at engagere sig emotionelt er ikke koldt. Det er varmt. Det gavner ingen om vi skriger eller hepper med. Det der gavner er accept og ro. Accept af at livet er som det er. Det byder på de ting det byder på. Solen står stadig op og går stadig ned. Selvom det kan føles som om verden stopper når vi virkelig bliver ramt hårdt i nakken af uventede hændelser, så gør den det ikke. Oftes er det næsten det sværeste at acceptere. At hele verden ikke stopper med at bevæge sig, fordi man selv har oplevet noget man fandt hæsligt. Men den stopper ikke. Den stopper heller ikke når vi forsvinder herfra. Så hvad kan vi gøre? Hvilke muligheder har vi egentligt? Vi har ikke andre end at stoppe for at dufte til roserne, kysse børnenes kinder, klemme en vens hånd. Den eneste mulighed er at blive ved med at hylde dette vidunderlige, magiske, totalt for vildt eventyrlige liv gennem vores konstante accept og væren tilstede i det.

Jeg er

Jeg er. Du er. Alting er. Det er det mest simple i hele verden og nok noget af det sværeste at forstå. Hvad vil det sige at være? At være er ikke det samme som at handle. Eller reagere. At være er ikke andet end at være tilstede i sig selv. At acceptere alt det som bruser ind over ens væren i form af tanker, følelser, handlinger. At se det for hvad det er, en brusen.

Hvem er du når alt bliver taget væk fra dig? Hvem er du når du ikke længere er forælder, barn, ansat, chef, husejer, foreningsmedlem, rocktøs eller popdreng? Hvem er du hvis du ikke engang er dit navn? Hvis ingen kendte dig, hvis du ingen status havde, hvis du ikke engang havde et socialt medie til at dele alle disse ting på?

Sandheden er at du er. Ikke andet. Når du helt og fuldt accepterer det, så er du fri. Du er fri til at trække på skulderen når alting falder fra hinanden, for du ved at det ikke er dig. Det er omstændighederne. Du er ikke de omstændigheder der er i dit liv. Du er ikke dit hus, dine forældre, dine børn, din pladesamling. Du er ikke hverken din fyldte eller tomme bankkonto. Du er bare.

Naturen tænker ikke over hvordan den er. Om den nu er et godt birketræ. Om den udfylder dens rolle som musvit okay. Naturen er bare. Når vi går ud i den, så går vi heller ikke og vurderer om den nu kunne have gjort et bedre job. Eller om den der blomst ikke er lige i overkanten. Eller om solsorten ikke lige skulle slappe lidt af med dens sang. Er de ikke lige lovlig korte/lange/tykke/tynde de der træer i skoven? Kunne de ikke have gjort et lidt bedre job med at skabe et mere harmonisk udtryk? Vi accepterer naturligvis at naturen er som den er. At ønske at den opfører sig anderledes end den gør, er de fleste nok med på ville være gevaldigt spild af krudt.

Jeg er et træ. Jeg er en mark. Jeg er en fugl. Jeg er en blomst. Jeg er et græsstrå. Jeg er bare. Jeg behøver ikke altid at ville/skulle/burde gøre noget, være på vej et sted hen, have ambitioner af den ene eller anden slags. Det at jeg er, er mere end rigeligt. Det at jeg er, er et ligeså smukt et udtryk for lyset, som alt andet er. Som solopgangen, som regnen og vinden, som alle andre levende væsner her på jorden.

Når du ved i dit hjerte at det eneste der betyder noget, er hvordan du virkelig føler at du er, bare er, så er du fri. Så er der ingen lænker der holder dig nede, der er ingen øvre begrænsninger, du er fri til at være lige den du virkelig er. Et fantastisk billede på kraften, så storslået som alt andet på denne smukke planet.