Lidelse og glæde

Lidelse er en sjov størrelse, fordi den udelukkende opstår på grund af modstridende ønsker. Egoet ønsker en ting, en anden ting sker, så har vi balladen. Lidelse og glæde er to sider af samme sag. Begge to er reaktioner på en begivenhed. Strengt taget, så kan enhver besked vendes således at man ikke behøver tude over den. Det betyder at man faktisk er fri til at vælge den reaktion man vil have, når man bliver mødt med hvad som helst i livet. Man kan faktisk selv vælge om man vil se negativt, neutralt eller positivt på det som livet bringer en. For det som livet bringer, er det som livet bringer. Der findes hverken straf eller præmier i livet, det som sker, er det som sker. Hvilken effekt vi vælger det skal have på vores følelsesliv er op til os selv.

Således er det altså vores eget valg om vi vil være offer eller vinder i en situation eller om vi bare vil være i den uden nogle af disse mærkater. Er det muligt at vinde i Lotto uden at hyle og skrige af glæde? Er det muligt at køre ind i et træ uden at hyle og skrige af sorg?

Det kan være en provokerende tanke for mange at vi selv bestemmer om vi vil være offer af en situation. Fordi vi har vænnet os til at tænke at ting er gode eller dårlige. Men det er de ikke. Kræftceller er fx ikke onde. Det er bare celler som af forskellige grunde muterer i kroppen. Det er vores idé om at det er dårligt hvis vores kroppe bliver syge, der bestemmer det. Hvis vi ikke så døden som noget dårligt, men bare for hvad det er, nemlig en overgang til noget andet, så ville vi heller ikke have brug for at legmeliggøre kræftceller på den måde som vi gør det, ved at sige at de er dumme.

Det som næsten kan være mere provokerende er tanken om at noget faktisk heller ikke er godt. I det øjeblik vi definerer noget som værende godt, så har vi også bestemt at så må der være noget som er dårligt. Og hvem ved hvad der er godt? Mange af os har erfaret at det som umiddelbart lignede en ulykke, det var i stedet for en gave i forklædning. Ligesom det omvendte også har været tilfældet. Det som lignede en kage var i stedet for en forklædt lort. Kage eller lort, lykke eller ulykke, det er same same. Det er kun vores behov for at dømme situationerne, som gør dem til det ene eller det andet. Situationen er den den er. Ikke andet.

Det betyder ikke at livet bliver til en beige fornøjelse, når vi stopper med at have en mening om det og stopper med at ride med på bølgerne af smerte og glæde, det betyder faktisk overraskende nok det modsatte. Når vi gør os fri af at forholde os enten negativt eller positivt til det der er, når vi stopper med at be – og fordømme det der sker, så bliver vi fri. Den frihed betyder at vi er fri til bare at være tilstede. Livet bliver til en evig dans i nuet, en evig forundren over dets magi, en evig og rolig konstant lykkefølelse. Ikke en lykke defineret af omgivelserne og hændelserne i vores liv, men en lykke som kommer indefra. Som en konstant strøm af lys, en strøm som ikke ændrer sin styrke selvom der sker ”lykker” og ”ulykker” i vores liv. Når man ikke er knyttet emotionelt til begivenhederne, så bliver de til det de er, begivenheder, som vi kan vælge ikke at engagere os i.

Ikke at engagere sig emotionelt er ikke koldt. Det er varmt. Det gavner ingen om vi skriger eller hepper med. Det der gavner er accept og ro. Accept af at livet er som det er. Det byder på de ting det byder på. Solen står stadig op og går stadig ned. Selvom det kan føles som om verden stopper når vi virkelig bliver ramt hårdt i nakken af uventede hændelser, så gør den det ikke. Oftes er det næsten det sværeste at acceptere. At hele verden ikke stopper med at bevæge sig, fordi man selv har oplevet noget man fandt hæsligt. Men den stopper ikke. Den stopper heller ikke når vi forsvinder herfra. Så hvad kan vi gøre? Hvilke muligheder har vi egentligt? Vi har ikke andre end at stoppe for at dufte til roserne, kysse børnenes kinder, klemme en vens hånd. Den eneste mulighed er at blive ved med at hylde dette vidunderlige, magiske, totalt for vildt eventyrlige liv gennem vores konstante accept og væren tilstede i det.

Jeg er

Jeg er. Du er. Alting er. Det er det mest simple i hele verden og nok noget af det sværeste at forstå. Hvad vil det sige at være? At være er ikke det samme som at handle. Eller reagere. At være er ikke andet end at være tilstede i sig selv. At acceptere alt det som bruser ind over ens væren i form af tanker, følelser, handlinger. At se det for hvad det er, en brusen.

Hvem er du når alt bliver taget væk fra dig? Hvem er du når du ikke længere er forælder, barn, ansat, chef, husejer, foreningsmedlem, rocktøs eller popdreng? Hvem er du hvis du ikke engang er dit navn? Hvis ingen kendte dig, hvis du ingen status havde, hvis du ikke engang havde et socialt medie til at dele alle disse ting på?

Sandheden er at du er. Ikke andet. Når du helt og fuldt accepterer det, så er du fri. Du er fri til at trække på skulderen når alting falder fra hinanden, for du ved at det ikke er dig. Det er omstændighederne. Du er ikke de omstændigheder der er i dit liv. Du er ikke dit hus, dine forældre, dine børn, din pladesamling. Du er ikke hverken din fyldte eller tomme bankkonto. Du er bare.

Naturen tænker ikke over hvordan den er. Om den nu er et godt birketræ. Om den udfylder dens rolle som musvit okay. Naturen er bare. Når vi går ud i den, så går vi heller ikke og vurderer om den nu kunne have gjort et bedre job. Eller om den der blomst ikke er lige i overkanten. Eller om solsorten ikke lige skulle slappe lidt af med dens sang. Er de ikke lige lovlig korte/lange/tykke/tynde de der træer i skoven? Kunne de ikke have gjort et lidt bedre job med at skabe et mere harmonisk udtryk? Vi accepterer naturligvis at naturen er som den er. At ønske at den opfører sig anderledes end den gør, er de fleste nok med på ville være gevaldigt spild af krudt.

Jeg er et træ. Jeg er en mark. Jeg er en fugl. Jeg er en blomst. Jeg er et græsstrå. Jeg er bare. Jeg behøver ikke altid at ville/skulle/burde gøre noget, være på vej et sted hen, have ambitioner af den ene eller anden slags. Det at jeg er, er mere end rigeligt. Det at jeg er, er et ligeså smukt et udtryk for lyset, som alt andet er. Som solopgangen, som regnen og vinden, som alle andre levende væsner her på jorden.

Når du ved i dit hjerte at det eneste der betyder noget, er hvordan du virkelig føler at du er, bare er, så er du fri. Så er der ingen lænker der holder dig nede, der er ingen øvre begrænsninger, du er fri til at være lige den du virkelig er. Et fantastisk billede på kraften, så storslået som alt andet på denne smukke planet.

Giv slip

Hvis man står et sted hvor man ønsker at udvikle sig, rykke på ens personlige og spirituelle vækst, så er der nogle begreber som kan være gode at kende for at man kommer til at spænde mindst muligt ben for sig selv. Det er sådan at vi som mennesker er indrettet med et ego. Egoet er vores personlighed, vores identitet, vores emotioner. Egoet er opstået for at beskytte os, egoet er ikke en fjende, egoet er vores panser. Egoet er opstået ud af frygt, når der er sket noget i vores liv hvor vi er blevet angste, så er egoet gået ind og har trøstet os. Det har givet os ret i vores angst, bekræftet os i den, en misforstået omsorg, men dog en omsorg.

Hvis vi sidder fast i vores ego og ikke kan komme bagom og lytte på den virkelige kærlige og uendelige omsorg der flyder fra vores sjæl, den omsorg som også trøster, men som ikke bekræfter os i at vi enten fortjener at være ulykkelige eller bekræfter os i at verden er et utrygt sted at være, så kan vi ønske os spirituel og personlig udvikling nok så meget, det kommer ikke til at ske hvis vi ikke tør give slip på egoet.

For det er netop det vi skal. Vi skal slippe. Det kan være for abstrakt for mange at tale om at slippe egoet. Først må man gøre sig bevidst hvad det er for mekanismer egoet skaber i en og så kan man begynde at slippe det.

Så det vil sige, ligeså snart du bliver bekymret, bange, vred, irriteret, ulykkelig, når du har mærket den følelse som gør dig utilpas, så giver du slip. Det handler ikke om at fornægte de følelser der kommer op, der sker intet som helst ved at mærke vreden, angsten eller bekymringen. Det er også okay at græde, råbe eller fnyse. Men vi skal bare vide at vi ikke er de følelser. De følelser opstår fordi vores ego bliver truet og bliver bange. Egoet er som et lille barn og hvis vi skælder egoet (og dermed os selv) ud over at føle det som det føler, så er det ligesom at skælde et barn ud over at være ked af det. Kedafdetheden forsvinder ikke ved at blive råbt vredt af, den vokser bare, måske kommer den ikke så meget til udtryk nu hvor den er blevet fortalt at den er forkert, men den vokser tilgengæld inde bag panseret. Så vi skal slippe kærligt i stedet for at bekræfte os selv i at vi er forkerte ved at skælde ud over følelserne.

Når der opstår en tanke i dig som gør dig utilpas og urolig, måske en tanke om fremtiden, eller fortiden, en tanke om andre, om verdenen vi lever i, så slip den igen. Bare sig til dig selv, jeg slipper de her tanker om det og det, for det hjælper mig ikke nu til at blive et bedre menneske at jeg holder mig søvnløs over situationen på Krim. Eller at jeg liner alle mine fejl fra fortiden op på en række, eller bekymrer mig om alle de scenarier der er mulige i fremtiden. Det er ikke så nemt bare at slippe de tanker i starten, men bliv ved. Det bliver sådan at en dag sidder du i solen og kommer til at tænke på noget som gør dig trist, eller du oplever noget der gør dig usikker og så er du i stand til at skyde det væk. Du slipper det bare igen, lægger mærke til følelsen af uro det skabte i dig og så slipper du det og vender tilbage til tilstanden af ro og glæde. Du træder ud af panseret, til en verden hvor du er i tillid til at den vil dig det bedste, du møder verden med et åbent hjerte og ikke som et pansret fartøj.

Erfaringer

Når jeg skriver at der ikke findes fejl, kun erfaringer, så kan det være nemt nok at godkende den påstand når vi tænker i små ting. Når vi tænker at så er det måske ikke nødvendigt at se det som en fejl at jeg bakkede ind i lygtepælen med bilen i sidste uge, men okay, en erfaring som gør mig klogere på den måde at jeg nu bruger bakspejlet mere. Når vi flytter tanken ud i de store ting i livet, så kan det være svært at acceptere tanken om at der kun findes erfaringer.

De ting som virkelig har gjort ondt, det ondt der er blevet gjort mod os og det ondt vi har gjort mod andre, er det så heller ikke fejl? Er vold, incest, mishandling ikke fejl? Er det ikke en fejl at nogle folk sulter, at nogle dør af kræft, at børn bliver kørt over? Er uretfærdighed, krig, terror ikke fejl?

Og er det så ikke ligegyldigt hvordan vi opfører os? Hvis alt bare er erfaringer i rygsækken, handler det så ikke om at have så stor en rygsæk som muligt når vi forlader jordplanet og skal vi så derfor ikke bare ud og hærge og plyndre alt det vi orker?

Hvis vi tænker at alt er erfaringer, så er det heller ikke synd for nogen og det kan være en ret stor mundfuld at sluge. Så er det ikke synd for os selv heller. Det er ikke synd for os at vi har oplevet det vi har oplevet. Det er ikke synd for andre at de sidder i det liv de sidder i. Uanset hvordan det er.

Der er en mening med alt. Med alt det vi oplever, med alt det alle oplever her på jordplanet. Det er ikke meningen at vi skal opsøge det som er ondt eller gøre andre ondt, for at få flere erfaringer. Det er meningen at vi skal være gode, at vi skal handle ud fra vores hjerter og at vi skal rejse os og tilgive når der er sket noget hvor de fleste nok ville mene at det ville være synd for os. Det er meningen at vi skal få det bedste ud af de situationer vi er i. At vi skal være taknemmelige for det vi har også selvom vi siger tak uden arme og ben.

Det er ikke meningen, at vi skal klynke og rulle os sammen i offerrollen og blive der. Det er heller ikke meningen, at vi skal gøre andre ondt fordi vi selv er blevet gjort ondt. Den slags vejer tungt i rygsækken vi forlader jorden med, måske så tungt at det bliver svært at rejse videre til andre større og kærlige erfaringsplaner. Måske kommer rygsækken til at veje så tungt af bitterhed og ondskab, at vi er nødt til at blive her og tage turen en gang til.

Det er vidunderligt den dag man virkelig mærker i sit hjerte, at det ikke er synd for nogen. Der er som regel en del vrede og forurettelse der skal arbejdes igennem først, fordi det er så svært et begreb at integrere. Men når det sker, så kommer der sådan en lethed ind i hjertet. En fantastisk frihed og en målløs respekt overfor hvad vi alle sammen går igennem her. Man kommer til at se på andre mennesker med ydmyghed og ærbødighed, fordi man ved at det ikke er synd for nogen. Man bøjer sig i støvet for deres styrke og evne til at fortsætte og beder for at de bliver ved med at le og sige tak. Det bliver nemmere for dem at rejse sig igen, når de bliver mødt med åndeløs beundring og ikke et hjerte som er ved at gå i stykker på deres vegne.

Vi vokser som mennesker når vi spejler hinandens mod og storhed, når vi opmuntrer til tilgivelse af dem som har givet os ar og tilgiver os selv de ar vi har givet andre. Verden kan kun blive et bedre sted hvis vi bliver ved med at insistere på at vi må handle ud fra hjertet. Et helt og kærligt hjerte ser klart, et hjerte der er forvredet i smerte (andres som ens egen) gør ikke.

Kærlighed

Alt hvad alle vil, er at blive elsket. Dem der er for dumme, dem der er for søde, dem der er for irriterende, dem der er for arrogante, dem der driller, dem der slår, dem der krammer alt for længe, dem der klistrer, dem der er ligeglade. Vi er meget simple. Det eneste det kræver for at forstå andre og sig selv, er at forstå at vi kun vil elskes. Uanset hvor tåbeligt vi så måtte opføre os, så er det det eneste vi vil.

Nogle menneskers kærlighedshul er så enormt at det kan være svært at holde af dem. De mennesker skejer ud på alle mulige og umulige måder og uanset hvor meget vi knokler for at vise dem at vi elsker dem, så vil vi aldrig kunne fylde det hul op. Hullet skulle være fyldt op af de menneskers forældre, men de forældre har måske haft endnu større huller indeni og har ikke kunne gøre det bedre end de gjorde.

Den eneste måde som voksen at fylde det kærlighedshul op på, er ved at arbejde intens med at elske sig selv. Acceptere alt hvad man er og se på det med kærlighed og mildhed.

Det er normalt at prøve at fylde det kærlighedshul med sukker, alkohol, stoffer, for meget arbejde, for mange pligter, for meget tv, for meget drama. Hullet virker uoverskueligt stort, det er alt for voldsomt at mærke det, at dykke ned i det og virkelig føle hvor meget kærlighed der mangler. Men der er ingen vej udenom. Det kan også være svært at mærke det hul, fordi vi har vænnet os til at bedøve os selv, for at undgå smerten der er i at føle hvor lavt vores selvkærligheds-barometer faktisk er. De fire m´er hjælper. De hjælper til at mærke hvem vi er, hvor vi har vores sår, mærke tomheden.

Hvis vi ikke mærker den tomhed, så kan vi ikke heale den. Vi elsker os selv ved at være søde ved os selv. Tale ordenligt om os selv, holde op med at skælde os selv ud, blive bevidste om vores egen indre dialog og høre hvad det er den siger. Rette hver eneste gang vi taler nedværdigende om os selv, tænker dårligt om os, prøver at indgyde skyld og skam i os. Vi skal være vores egne bedste forældre.

Vi skal elske os selv på samme måde som man elsker hundehvalpe og babyer. Helt uden forbehold og med et åbent hjerte. Hvor man siger “pyt” af fejltagelser og griner af dem, hvor man er støttende og kærlig også når vi hyler og skriger, eller tisser på gulvet.

Kærlighed

Få mit nyhedsbrev – og 200 kr. rabat på mine udesidnings-workshops for begyndere

 

 

Mit nyhedsbrev handler om spiritualitet, selvudvikling og om at gøre sig umage som menneske. Jeg inspirerer dig med øvelser og indlæg, der åbner op for din intuition og din kontakt med naturen.

 

Som nyhedsbrevsmodtager får du 200 kr. rabat, når du tilmelder dig en af mine guidede workshops i udesidning. De er for dig, der vil opleve den dybe grounding som naturen giver, når du sidder i den. Se det som en stor natur-vaccination, hvor stress og uro smelter væk.

 

Skriv din e-mail i feltet og klik på ‘TILMELD’.

You have Successfully Subscribed!