Fjollet hat, lyssværd og kappe

Jeg ved godt jeg bliver ved med at skrive det her, men ansvaret for dit liv er dit. Det er så vigtigt at forstå på et dybt plan. Det er så vigtigt at forstå at vi ikke kan skyde skylden på andre, hverken vores barndom, vores ungdom eller de mennesker vi omgiver os med nu.

Selvom mange har haft oplevelser de ikke selv har været skyld i, har været udsat for ting, oplevet dybt ubehagelige episoder som har formet dem som mennesker, så er det vores ansvar hvordan vi håndterer de ting i os selv i dag.

Der er en energi man kan tappe ind i, jeg kalder den for kriger-energien, den energi hjælper en op af sofaen. Den energi hjælper en ud af offer-rollen og af at det faktisk er lidt synd for en. At øve taknemmelighed dagligt, hjælper rigtig meget på følelsen af at livet er uretfærdigt. For at få lidt ekstra spark på, så kan man arbejde med kriger-energien samtidig.

Nogle mennesker har rigtig meget ild i dem. For dem vil kriger-energien ikke være fremmed. De mennesker som er mest luft, vand eller jord, kan have brug for at arbejde mere koncentreret for at vække ilden i dem. På samme måde som mennesker som mig, som er meget ild, kan have brug for at integrere de andre elementer, så der kommer balance i tingene.

Når jeg laver læsninger, så fortæller jeg altid i hvilket eller hvilke af elementerne, der er mest kraft. Og hvordan man kan arbejde med at få mere af dem, der ikke er så meget af. Det er en letforståelig måde at arbejde med selvudvikling på og et nemt redskab til at skabe mere forståelse og accept af hvem man er og hvilke vilkår man har. Ikke som en undskyldning, men til at skabe forståelse.

Kriger-energien, hjælper os til at tage ansvaret for os selv og rykke på det vi gerne vil i livet. Krigeren ligger ikke på sofaen og hulker ned i vingummierne over hvor uretfærdigt livet har behandlet os. Krigeren handler. Krigeren ved hvornår det er tid til at udvide og hvornår det er tid til at trække sig sammen og reflektere over livet. Krigeren ser livet som en hellig rejse, som ingen, ikke engang krigerens eget ego, får lov til at sabotere med mistillid til hvor grandios vores rejse er her.

Krigeren ser lidelse som et vilkår, en mulighed for udvikling og står ikke med knyttede næver og råber: HVORFOR MIG??? til himlen. Det er egoet som bestemmer hvornår noget er lidelse eller glæde. Krigeren ser det hele som omstændigheder det må lære af og være i, på den mest kraftfulde og graciøse måde muligt.

Hvis dit ego insisterer på at det ikke er dit ansvar, at dit liv ikke er i dine hænder, så tag en fjollet hat på (se foto øverst), find et af ungernes lyssværd og vikl et lagen rundt om halsen som kappe.

Gå sådan rundt til dit ego har forstået at du ikke gider mere pis fra det. Til det holder op med at krympe sig over hvor pinlig du er, til det har forstået at du bestemmer og det du bestemmer, er at du vil ære dit liv. At du vil se det som den mest storslåede rejse, at du vil bevæge dig i det med kraft, ro og en beslutsomhed som ville få Djengis Kahn til at krympe sig. At du tager dig selv alvorligt, dine længsler, idéer og åbenbaringer. At du ved at tiden her ikke er ubegrænset og du vil sætte alt din ild ind på at vokse, lære og elske mest muligt.

Hvad er din historie?

I går besøgte jeg et af de nye asylcentre der er dukket op, efter Danmark er gået i krig i Syrien. De menneskers historier om den krig, om deres flugt, er noget anderledes end det billede medierne i Danmark giver os af situationen. Det er uigennemskuelig hvem der er de gode og hvem der er de onde. Der bliver trukket i trådene i kulissen, på en måde vi slet ikke har fantasi til at forestille os.

Det vi kalder for vores historie, både vores personlige og den store på verdensplan, er en kompleks størrelse. Historien er ikke, som vi ellers er tilbøjelige til at tro, en endegyldig sandhed. Den er foranderlig, efter hvem der fortæller den og hvad deres agenda er.

Vi vælger selv vores egen historie. Vi vælger selv hvordan den skal fortælles. Vi vælger selv hvordan den skal føles i os. Om den skal styrke os eller bryde os ned. På det asylcenter jeg besøgte i går, var begge dele tilstede. Dem der ikke ville lade den her oplevelse knække dem og dem, hvor den havde gjort det. Alt afhængigt af hvem de er som mennesker og hvad de har med i bagagen fra et langt liv, så træffer de også et valg, om den her oplevelse skal gøre dem stærkere og klogere eller om den skal invalidere dem. Intet af det er forkert. Men vi vælger selv.

Vi vælger selv om vi vil prøve igen. Lære et nyt sprog. En ny kultur. En ny måde at være i verden på. Med alt det vi har med os og se det vi har med, som noget vi kan bidrage positivt med. Vores skygger og vores smerter er også vores største styrke. Der er mange eksempler på mennesker omkring os, som har rejst sig efter temmelig trælse oplevelser og som nu, bruger deres viden til at hjælpe andre til at komme styrket igennem det samme.

Hvem ved i virkeligheden også hvad der er meningen med noget som helst? Hvem aner noget om karma? Måske er alt på sin skønneste plads? Måske er det slet ikke synd for nogen, måske er den største synd at lade sig selv blive til et offer? Men så igen, måske er det lige præcis det vi skal, for at leve den følelse igennem og forhåbentligt, allerede i dette liv, bestemme os for at vi ikke gider at det skal være synd for os mere.

Du kan også bestemme dig for at være i verden på en ny måde. Lære et nyt sprog, en ny kultur at kende, en ny måde at være på. Hvor du bruger din historie til at hjælpe dig selv og andre. Hvor dine traumer bliver til din styrke, hvor det ender med at du ikke ville have været det foruden, fordi du kan se hvor stærk du blev af oplevelsen.

En del af mig ville ønske jeg gerne kunne fjerne alt den sorg der var at se i de store brune øjne, på de små smukke børn, jeg mødte i går. En anden del af mig trækker vejret dybt og ser også den enorme livsglæde, kampgejst og alt den trodsighed, der er fuldstændig normal, i en lille 4 årig krop. Jeg så allermest de smil og gnister der var i øjnene hos både børn og voksne, livsmod og vilje.

Intet kan sammenlignes og slet ikke smerte, alligevel er det godt at få sat et andet perspektiv på sin egen, i mødet med andres.

Hvordan er din historie? Er den så fyldt med voldsomme traumer, at det et mirakel at du overhovedet er i stand til at stå op om morgenen? Eller er din smertetærskel ikke så høj, så du bliver gnaven over at det nu er november måned og solen ikke skinner i Danmark? Hvis det sidste er tilfældet, så besøg et asylcenter. Der er lys nok i øjnene på menneskene der, til at du glemmer alt om mangel på solskin udenfor.

Hellige Køer

I forlængelse af mit sidste indlæg kom jeg til at tænke mere over det med at være venlig og om hvordan det for mig at se, er den vigtigste spirituelle praksis overhovedet.

Jeg har deltaget i virkelig mange kurser, både i ind – og udland, i spiritualitet og selvudvikling. Det har været og er fantastisk, at rejse rundt og møde andre mennesker som interesserer sig for at lade sig åbne for verden på andre måder, end dem vi normalt er opdraget til i samfundet.

Noget som jeg har tænkt meget over på de kurser rundt omkring, med mange forskellige typer mennesker, er at det virker som om, at jo mere folk ved, jo mindre venlige bliver de. Jeg har deltaget i kurser hvor folk har afbrudt hinanden i en uendelighed, for selv at få lov til at tale om dengang de var en skarabæ i Egypten i et tidligere liv. De har ville sidde tæt på læreren og har fedtet meget ubehageligt for personen. Eller de har skyndt sig at tage først af maden, gået ind foran andre for at komme til. Ryddet et fad med kage, selvom mange andre ikke havde fået. Det har været mennesker som jeg er sikker på ved meget, men hvor deres ego desværre også har været bevidst om det.

Andre steder, hvor alle er enige om at vi ingenting ved overhovedet, der kan folk ikke træde nok tilbage i madkøen for hinanden. Og det ender med at den person som står forrest, begynder at hælde mad op til dem bag i køen, i stedet for at tage først. Det er som regel de kurser hvor vi alle er på det rene med at vi er nybegyndere, også selvom vi måske ikke er det. Men at erkende at vi faktisk ikke aner ret meget, er en god og ydmyg indstilling til livet.

Hvis jeg har været på et kursus hvor der er en “os og dem” stemning, enten mellem os særligt udvalgte på kurset og resten af verden, eller mellem lærerne og kursisterne, så render jeg derfra så hurtigt som overhovedet muligt. Det har forbløffet mig mange gange at flere laver kurser i spiritualitet og så helt glemmer det vigtigste, nemlig at elske sine medmennesker, uanset om de er med i klubben eller ej. At lærere tillader at blive sat på piedestaler, at de tillader kursister at behandle dem som om de er noget særligt, tillader at der er kamp om deres opmærksomhed og nåde, det er ikke et godt tegn.

Hvis du kigger på kurser du gerne vil deltage i, så læg mærke til hvilken følelse læreren giver dig. Er din lærer et bedre menneske, højere udviklet, et klogere eksemplar end os andre? Er der i kurset en tone af almindelig respekt og kærlighed overfor mennesker? Klinger det af ydmyghed overfor den storslåede rejse det er for os alle sammen at være her, uanset om vi kan kanalisere en farao, tale med dyr, eller se dimensionerne flimre farverigt omkring os?

Der er masser af egoer som lader sig puste gevaldigt op af at være særligt udvalgte og have specielle evner i den ene eller anden retning. Stol kun på dig og følg din mavefornemmelse. Hvis noget føles sært og sekterisk, så er det sært og sekterisk. Der er ikke noget galt med dig og din fornemmelse. Løb så hurtigt du kan ud i naturen og bliv mindet om at vi bare er sjæle i kroppe, det er fantastisk, men vi er alle sammen fantastiske. Der kan være mere visdom i en samtale med en taxachauffør, end i et weekendkursus til 20.000 kr. Åbn øjnene og ørerne og åbn dig for den dialog som universet og det Guddommelige konstant prøver at føre med dig.

Du er din egen lærer. Du er din egen guru. Der er ingen andre over dig, ingen under dig, vi er alle lige. (Læs mere om det her.) Hvis du på et kursus ikke selv kan lære at få adgangen til visdommen, men hele tiden skal købe mere, komme højere op i rækkerne, komme tættere på læreren, for at få den sande information, så burde det naturligvis også fortælle dig at det her er ikke andet end salg. Der er ingen mellem dig og det Guddommelige, ingen overhovedet. Det er en ret grim egofælde at falde i for en lærer hvis de lader dig tro at de står mellem dig og det Guddommelige, men lad dem om det, bak bare smilende ud af lokalet og spring ind i den næste bus væk derfra.

Lad ingen give dig følelsen af at du ikke er god nok, ikke ved nok, ikke har været på nok kurser til ikke at vide hvad der er bedst for dig. Og hold nøje øje med om almindelig venlighed og respekt er tilstede, både blandt dem der udbyder kurset, men også mellem kursisterne, som som regel er et fint spejl på hvad der foregår i kulissen og du kan se, om det virkelig er nogle mennesker du vil blive som.

Løb din vej fra den slags. Så kan vi mødes under det store træ i parken, have bare tæer i græsset og grine, se på skyerne og tale om hvor fjollet og dejligt det er at være menneske her. At vi alligevel ikke ved en dyt og at det i sig selv, er helt fantastisk befriende. Hvem tager trøfler med?

Et yndefuldt liv

Mennesker er ret fantastiske. Denne tirsdag i november er stadig forholdsvis ny og jeg er allerede blevet rørt over adskillige eksempler på mennesker, der har gjort sig umage overfor hinanden og livet.

En ældre dame med rollator stopper et ungt par fra Afrika på gaden. Hun gør sig umage med at vise at hun vil dem det godt. Hun spørger hvor de kommer fra, hvor gammel deres baby er, om de ikke synes det er ved at blive koldt nu i Danmark. Hun nusser babyen på kinden, spørger ind til trivsel, ønsker dem en god dag og går videre.

En lastbilchauffør som er ved at læsse varer af til supermarkedet, stopper op og står og ser på solsorten i træet. Han står længe og kigger og lytter på dens sang.

Pakkeposten som jeg kender fra dengang jeg havde butik, hilser hjerteligt i en sidegade. Han stopper op og taler med min hund og ligner næsten en som vil give mig et knus til farvel.

Flere jeg slet ikke kender, har allerede på denne tirsdag smilet og sagt godmorgen, også selvom det ikke rigtig er stilen, her i en større by i Danmark.

I supermarkedet ser den unge mand ved kassen mig ind i øjnene og smiler ægte. Da han siger “du må have en rigtig god dag” føles det virkelig som om han mener det.

4 hjemløse tog sig god tid til at stoppe op og tale med mig og min hund, da vi var ude kl 05.30 i morges. Også selvom de frøs og var på vej for at finde en varmestue.

En asiatisk kvinde som samler flasker i det nabolag hvor jeg bor, står hver dag og fodrer ænderne på sin rute rundt i byen. Hvis det regner og hun går forbi en cykelkurv med en cykelhjelm i, så vender hun den om, så der ikke kommer regn ind i den, men ovenpå den.

Mennesker gør sig umage. De gør deres bedste. Man kan især se det på at der ikke er nogen gevinst ved at de opfører sig venligt. Alle dem jeg har set, bare i dag, har ikke haft noget de skulle opnå ved at vise blidhed overfor andre eller livet. Der har ikke været tilskuere til deres opførsel. Intet der skulle bevises. Der var ingen grund til deres venlighed, udover at de ikke kunne lade være.

Prøv som en øvelse at gøre gode gerninger som du aldrig fortæller nogen om. Det er noget jeg har praktiseret som en spirituel øvelse i mange år, fordi det virkelig sætter egoet under lup. Det lyder meget nemt, men det er faktisk ret svært for egoet ikke at “komme til” at fortælle om de gode ting man har gjort for andre, uden at de vidste det.

Man kan sprede god energi om andre ved at tale kærligt om dem. Måske i situationer hvor man ved, at det vil gavne personen man taler om. Man kan hjælpe andre uden at de ser det eller ved det, på et utal af måder. Putte penge i en vens jakkelomme. Lave ansigter til barnet på cyklen som er utilfreds med at sidde der, så forældrene foran får en lille pause fra brokkeriet. Invitere en teenager som er træt af sine forældre i biografen, eller bare ud og gå en tur, uden at gøre et stort nummer ud af det. Træde tilside i køen for dem der har brug for at komme hurtigt frem, lade andre komme først ind af døren, holde den for dem, også uden at de ser det eller gengælder gestussen med et smil eller et tak. Tilbyd din hjælp til en fremmed.

Ægte venlighed forventer ikke tak. Et ægte kærligt hjerte laver ikke regnskaber, hverken overfor fremmede eller dem der er tæt på. Det giver af sin kærlighed, fordi det ikke kan andet.

Hæld te op til andre før dig selv. Vær opmærksom. Vær ikke ligegyldig overfor nogen. Heller ikke manden på bænken. Eller personen der ekspederer dig i butikken. Måske gengælder de din venlighed, måske ikke. Men din venlighed planter sig i dem og det kan være at det smil og godmorgen du gav, bliver givet videre til andre der har brug for det.

Spiritualitet er kun noget værd når vi kan bruge det til at vise kærlighed, uden at forvente noget til gengæld eller at vi får en præmie for vores opførsel. Du kan meditere nok så meget, men hvis du ikke kan have et åbent hjerte overfor dine medmennesker, så er det ikke noget værd.

Prøv som en øvelse at give, uden at sige det til nogen. Giv af dig selv, din tid, din venlighed, dit kærlige hjerte. Hold øje med om dit ego kan holde ud, at det ikke må dele med andre hvor god du er. Det er en meget interessant øvelse, som man kan udvide til alle områder af livet. Hvor venlig er du overfor dem der ikke kan sige tak? Overfor dyr og børn? Lær af dem. Se på hvor kærlige de er. Uden at have egoer der forventer gengældelse, men bare fordi de er kærlige som grundtilstand.

Gør det til den måde du er i livet på. Vær yndefuld i dine gerninger, elegant i din væren og kærlig i hele dit væsen.

Anonyme Lykkelige

I går mødte jeg en person jeg ikke har talt med længe. Da vi efter et stykke tid var blevet opdateret på hinandens liv, sagde hun: Nå, men så er du vel lykkelig?

Lykkelig er et ret stort ord, synes jeg. Nok især når man er jyde. Det føltes lidt underligt i mig at skulle svare på det. Men det var godt at få det spørgsmål, fordi det fik mig til at tænke på hvad lykke er. Om lykke er afhængig af noget og hvad lykke overhovedet er for en følelse.

Efter en pause, hvor jeg tænkte og mærkede om jeg nu virkelig var lykkelig, så svarede jeg ja til hendes spørgsmål. På en måde var det næsten lidt mærkeligt at svare ja. Fordi vi er så vant til at der altid er et eller andet der hænger. Et eller andet som ikke er helt okay. Det er næsten lidt for meget at være lykkelig, det er faktisk lidt flovt, så er man næsten lidt for lalleglad. Hvis man nu virkelig er blind for de steder i ens liv der trænger til forbedringer, så kan man i det mindste få øje på alt det store som er helt af helvede til. Hele den måde menneskenes færd er her på jorden, bare til eksempel.

Efter hendes spørgsmål i går, gik jeg hele dagen og tænkte over om jeg virkelig var lykkelig eller om det bare var et øjebliks kådhed der havde gjort at jeg svarede ja. Jeg tænkte: Hvad nu hvis jeg virkelig er lykkelig? Hvad betyder det egentligt for mit liv og den måde jeg ser det på? Gør det nogen forskel at jeg nu er bevidst om, at jeg åbenbart er lykkelig?

Kan jeg tillade mig at være lykkelig når alt i mit liv ikke er “perfekt”? Når livet ikke er det for mange mennesker omkring mig? Er det okay at være lykkelig, bare fordi jeg er? Fordi det er november måned og lyset udenfor er så fortryllende for tiden? Fordi jeg så en pige i køen i kiosken i dag som stod og dansede for sig selv til Alicia Keys i radioen?

Jeg tror ikke det behøver være så svært at være lykkelig. Jeg tror at hvis vi er tilstede i nuet og ser det med åbne, venlige øjne, så kan vi ikke lade være. Det er en befrielse at tage begrebet lykke ud af damebladene eller terapi-rummet og bare gøre det til det det er. En lettelse over at være sig selv, en tilstand hvor frygt ikke eksisterer, hvor man bare er tilstede i hjertet. Lykke behøver ikke være den her store Nirvana-lignende tilstand jeg lidt synes det er blevet gjort til. Lykke er bare at være frygtløs, for så er der kun kærlighed.

Når jeg nu ser på mig selv som en der åbenbart er lykkelig, så kan jeg mærke at alle de steder hvor jeg faktisk har lidt lyst til at sige: “Ja jeg er lykkelig, men…” De forsvinder. Alle de men´er, de fordufter. De mister deres kraft i mit liv og jeg ser på dem med en neutral følelse, for de kan ikke gøre mig noget. Jeg er jo lykkelig og det er jeg bare fordi jeg er og fordi jeg ikke er længere er bange for noget.

Jeg har længe været bevidst om at jeg næsten ikke var bange for noget længere. Og når jeg har været det, så ser jeg på det med nysgerrighed og kærlighed, for at finde ud af hvordan jeg kan blive klogere på mig selv og endnu mere fri igennem løsrivelsen fra frygten. Men at tage endnu et skridt og erkende at på den anden side af frygten, der findes lykken, det krævede faktisk lidt af jyden i mig. Nu er jeg ikke længere bange for at være sådan en der er lykkelig, for det er jeg bare. Lykkelig.

Så: Hej, jeg hedder Anja. Jeg er lykkelig. Hvad med dig?