Stå stille

Alle kender sikkert til de dage, hvor det føles som om det blæser omkring en med opgaver, informationer, krav, arbejde, familie osv. Det tikker ind med mails, opkald, sms, beskeder på diverse sociale platforme, der er arrangementer der skal deltages i, arbejde der skal laves og oveni det, også en aftenmad der skal produceres, opvask, vasketøj osv…

Selvom det alt sammen er gode og dejlige ting, så kan særligt aktive dage nogle gange blæse os lidt omkuld. Eller for mit eget vedkommende, så kan jeg mærke når jeg mister jordforbindelsen og det føles nærmest som om jeg letter i hvirvelvinden af aktive energier omkring mig, uanset hvor store eller små de er.

Inden du gør som jeg gjorde i går, nemlig stikker din fod ind i hjulet på din cykel, for at bremse dig selv (det var ikke en bevidst handling må jeg hellere tilføje), så kan du stille dig og tænke sådan her. Det er nemlig noget smartere end at få sig selv til at stoppe op, ved at putte hele skoen, med fod indeni, ind i et fræsende cykelhjul.

Forestil dig at du står helt roligt og stille. Du må selv om hvor du ser dig selv. Om det er der hvor du er fysisk, om du gerne vil stå i naturen, på vejen, i vandet, du bestemmer. Nu ser du alle de ting der er bimlet ind omkring dig i løbet af dagen (eller alle de ting der bimler ind lige nu), alle de aktive energier der er kommet ind, som jeg skrev længere oppe, mails, sms, opkald, kollegaer, opgaver, familie, alle de ting der kommer ind, i løbet af sådan en dag.

Du ser dig selv stå roligt og du lader bare alle de her ting komme ind til dig. Du rækker ikke ud efter dem, du bevæger dig ikke, du står roligt. Livet sker hele tiden og det er i en konstant bevægelse. Andres liv sker hele tiden og bevæger sig konstant. Gør dig bevidst at du bare kan stå og lade det hele suse ind over dig, det betyder ikke at du ikke vil forholde dig til det der kommer ind senere. Men lige nu, lader du det være. Du ser det bare for hvad det er. Det er kun energier der bliver sendt rundt, hvis du skal reagere på dem, så er de der også i morgen eller om 5 timer. Måske er de drønet videre til andre og du behøvede ikke gribe dem. Lige nu står du bare og ser dem suse omkring dig. Du er ikke selv i en hektisk bevægelse for at gribe og reagere på alt det der kommer ind. Du står roligt og observerer det.

Alt det der suser omkring dig, det er der også i morgen. Og hvis det ikke er det, så er det fordi det er suset videre til et andet sted, hvor det blev grebet og forløst. Vær helt i ro med at du godt bare kan stå her i dit liv og se det hele uden at skulle gribe det.

Du kan se de ting der kommer ind som snefnug hvis du vil, som blade i vinden, som ord der bliver blæst rundt. Du kan se tingene for hvad de er, den form de har, komme ind og suse omkring dig. Opkald fra en ven, sms fra din mor, mail fra din chef. Bare se det komme ind omkring dig og suse rundt. Du står bare i dit liv. Du trækker vejret roligt, du står og lader livet ske. Livet sker alligevel, lige meget om vi mister jordforbindelsen og drøner rundt med det, eller om vi står rolige og observerer det.

Det er en god øvelse at lave, når der sker mange ting på en dag. Så du ikke hvirvler rundt og kommer til at lette, i forsøget på at gribe det hele. Du har måske også erfaret at hvis du ikke stopper op, så sker der noget der tvinger dig til det. Det kan være “små” hændelser, som en fod i et cykelhjul, eller det kan være store hændelser som sygdom og stress.

Alt er energi. Livet er en lang sammentrækning og udfoldelse. Husk nogle gange at trække dig helt ind i dig selv og stå stille, træk dig sammen og se bevægelserne omkring dig for hvad de er. Pas på dig selv og din egen energi, ved at sørge for ro inden du når dertil at du bliver tvunget til at skabe den. Det er noget mere elegant end at bremse sig selv med en fod i et cykelhjul.

Rigtig god weekend, jeg skal til skomager med min ødelagte støvle og ud at købe plastre i dag…

Brevkassen uge 21

Kære Anja

Korte træk, været syg i 8 mdr, 2 opererede hænder hvor højre ikke er optimal. Nethindeløsning som er blevet rigtig godt, sygemeldt stadigvæk. Influenza som jeg kæmpede med i 14 dage, så noget paradentose i tænderne efter den omgang. Så var energien, humøret brugt. Samtidig med mistede jeg mit job for mange sygedage. SÅ nu vil jeg spørge dig om denne her sommer bliver god, uden sygdom og måske en kæreste og arbejde. Trods alt er humøret tilbage gået på base syre kur og tabt mig efter at have siddet på sofaen i lang tid. Glæder mig til at læse dit svar, følger med på din hjemmeside.
– L

Kære L,

Det er meget nemt at få kontakt med dig, hvor er det dejligt at du er så åbent et menneske. Da jeg kommer ind i rummet til dig, så er der fuld gang i den. Oftest kommer personen ind efter mig, eller sidder roligt i rummet og venter, men i dag, i mødet med dig, så får jeg lidt følelsen af at gå ind i en fest. Altså det er helt vildt L. Nu vil jeg lige se om jeg kan overskue situationen, så jeg kan fortælle dig om det.

Okay. Da jeg kommer ind, så rider du rundt på en stor hvid hest. I har det tydeligvis rigtig sjovt sammen. I griner begge to og morer jer over bare at ride rundt. Omkring jer er der de vildeste farver, der er blomster alle vegne, kolibrier der summer, harer der hopper rundt, der er regnbuer i luften og det hele ligner sådan lidt et My Little Pony univers. Det her er ikke til ære for mig, det er noget der foregår hele tiden i dig, sikke en dejlig fantasi og sikke et skønt og rigt indre liv du har L.

Der dufter af blomster og lyset flimrer, luften er varm. Hesten og dig er meget glade for hinanden, I stråler begge to af lykke over bare at få lov til at være sammen. Du er et meget åbent og sjovt menneske. Der er virkelig meget humor og latter i dig.

I midten af mine hænder der brænder det nu, det fortæller mig at du har en stor omsorg for andre og at du nok arbejder eller har arbejdet med at passe på andre mennesker. Eller også tager du dig bare meget af dem omkring dig.

Når jeg laver læsninger, så starter informationerne med at komme længe før og jeg får beskeder på forskellig vis, før jeg sætter mig ned og laver selve læsningen. I morges fik jeg af vide at jeg skulle tage en storblomstret nederdel på og en hvid overdel. Det er ikke mit normale hverdagstøj, men nu kan jeg godt se hvorfor, for det tøj passer så godt til det univers du bevæger dig i lige nu. Jeg ville falde ret meget ved siden af hvis jeg stod i mit normale mørke tøj.

Nu er du stået af den hvide hest og du står ved siden af den og nusser den og stryger den med dine hænder. Det begynder at regne nu. Det er en varm sommerregn der falder lige ned, den er ikke hård, men blid. Nu lægger du din pande mod hesten og begynder at græde. I står stille i regnen, du græder og hesten står roligt og lader dig stå hvor du står. Blomsterne lukker sig pga regnen og de andre dyr putter sig. Du græd stille i starten, nu er det blevet mere til en hulken som kommer inde fra dit bryst. Der er helt stille omkring jer, kun regn og ro.

Du skal huske at passe på dig selv L. Alle de her ting der er sket for dig på det sidste, er beskeder om at du skal huske dig selv og huske at stoppe op og mærke dig selv og hvad det er du gerne vil. Det er meget nemt for dig at glemme dig selv, fordi du har sådan et godt humør. Et godt humør er naturligvis rigtig godt, men nogle gange kan det altså næsten fungere som en bremse i os selv, for at vi når ned og mærker hvordan vi egentligt har det. Jeg ser dig lidt som sådan et af de der stykker legetøj man ikke kan vælte. En af de der kegleformede figurer, der bouncer op igen, når man forsøger at vælte den. Hedder det en væltepeter? Det er altså ikke en cykel, men et stykke legetøj.

Det er selvfølgelig en pragtfuld evne at have, men det ville altså være godt for dig at mærke hvordan det føles at ligge ned, inden du ryger op igen. Det føles som om der er meget aktivitet i dit liv, alle de her sygdomsforløb du har været igennem, har helt sikkert også været for at skabe ro for dig. Har du brugt tiden til at se indad? For der er en tyngde i dit bryst, som ville være rigtig godt for dig at mærke og bruge lidt tid på at græde ud.

Når jeg mærker ind i din nære fremtid, så ser jeg altså at det bliver ved med at regne. Regn er slet ikke dårligt, men det er et billede på at du skal arbejde med dine følelser. Du har en rigtig god jordforbindelse og det er også derfor du ryger op igen så hurtigt, hvis du lige har været nede og ligge lidt. Du er meget optimistisk og det er altså virkelig skønt, men brug den her tid nu til at mærke hvad det er der bevæger sig i dig, under overfladen.

Regnen er ikke en tung og voldsom regn, men en blid sommerregn. Det passer meget godt med den du er. Du har ikke brug for de store regnskyl til at rykke dig med, du kan sagtens arbejde stille og roligt med dine følelser.

Umiddelbart mærker jeg ikke noget til kæreste og arbejde. Men her hvor du står nu ved hesten, så er det faktisk heller ikke det som virkelig er vigtigt for dig. Det der er vigtigt er at du giver dig selv masser af tid og plads til at finde ud af hvorfor du har haft brug for at skabe den her ro i dit liv lige nu. Men det er altså ikke et sort og mørkt billede jeg ser, det skal du lige vide. Der er masser af lys og liv og varme stadigvæk, men regnen bliver ved med at falde. Så der er lidt tid endnu hvor du skal se på de her ting. Du kan måske finde nogen at tale med, en terapeut af en slags. Giver det mening for dig? Umiddelbart føles det som om du er lidt uforstående overfor det. Du bliver faktisk lidt irriteret på mig, det er godt, for det viser at der nok er noget du ikke vil se på. Hvis du nogle gange kommer til at snerre lidt af andre mennesker, så er det fordi du er presset. Du er stresset når du gør det. Det skal du se på som et tegn til at du skal se på det du indeholder, som giver dig den her tyngde i brystet. Som giver dig lyst til at stå her og græde lige nu.

Den hvide hest du står ved, er faktisk en enhjørning ser jeg nu. Det er sjovt, sådan en ser jeg meget sjældent. Arbejder du meget med spiritualitet? For det ser ud som om dine øjne er meget åbne og du ser ud som om du bare lige skal række ud, også åbner der sig de her magiske universer for dig. Der er englekort og krystaller omkring dig.

Din fremtid føles dejlig, den er lys og med masser af varme. Men du er altså blevet bedt om at tage en pause, brug den pause i dit liv til at arbejde igennem gammel sorg. Brug din omsorg på dig selv nu. Jeg behøver slet ikke fortælle dig at du har masser at være glad for i dit liv, for det kan du sagtens selv se. Du sætter meget pris på livet og det at være her. Men du kan altså rykke dig rigtig meget, hvis du lige giver dig selv lov til at stoppe op og mærke dig selv, i stedet for at gøre dig umage for at komme tilbage på toppen igen.

Nu er det holdt op med at regne her hvor du står med enhjørningen. Du føler dig let i brystet nu og smiler til mig, et lidt forlegent smil, men også lettet. Der er meget mere ro nu, den her feststemning jeg trådte ind i til at starte med, den er forsvundet. Du sætter dig ned med enhjørningen og den ligger ved siden af dig. Nu er rummet helt hvidt, kun med jer to tilbage. Der er sådan en fin og let ro i dig L. Verden, i form af en kæreste og nyt arbejde, åbner sig, men også i form af rejser. Faktisk ser det ikke længere ud til at et arbejde og en kæreste er så vigtig for dig nu. Og lige præcis i det skift, der sker der noget, når vi slipper længslen, så dukker de mest utrolige ting op. Så altså, lige for at afrunde, det hele ser meget fint ud i din fremtid, men det er sjovt, for det er ikke på den måde du havde tænkt dig det. Du skal lige mærke dig selv lidt tid og mærke hvem du er, og hvad du vil bruge dit liv på, og der kommer du til at give slip på dine gamle tanker om hvad du ønsker dig og får flyttet fokus til noget nyt og så vil tingene løse sig rigtig fint for dig.

Jeg vil meget gerne høre hvad du tænker om den her læsning, om det giver mening for dig, for jeg mærker altså som sagt at du lige skal gå bagom det du tror du vil have, også starte et andet sted.

Jeg skriver mens informationerne kommer til mig, så det går meget stærkt med at skrive ned, hvis der er noget der virker uklart så er du meget velkommen til at kontakte mig.

Alt er skrevet så rent som muligt og uden antagelser af nogen slags. Mange tusind tak til dine hjælpere og mine.

Kærlig hilsen

Anja

Feedback på Brevkassen Uge 21: “Puha er lidt rystet på den gode måde, lidt svært at læse om sig selv, men du har ramt 100%. Har læst din læsning op til flere gange, fået en latter frem. Mest med den blomstrede nederdel, er vist fra min hippie tid tror jeg, for jeg går også i spraglet tøj. Har mange store traumer bag mig og kæmpet op hver gang og utroligt at jeg står her endnu, sådan udtaler mine nærmeste venner om mig. Korte træk så er jeg social og sundhedshjælper arbejdet med demente i mange år men også haft med plejen at gøre på de andre afdelinger. Så har et stort omsorg, hjælpegen indbygget i mig, men forstår også at sige nej. Tror også selv på der er en mening med min sygdom, nattevagt i 5 år, dårlige kollegaer, slider på en. Mange tak Anja, glæder mig til fremtiden. – L.”

PS. Hvis du har et spørgsmål du gerne vil have svar på via dine og mine åndelige hjælpere, så kan det sendes her i Brevkassen.

Hvis du ønsker en længere, større og meget mere uddybende læsning, en læsning hvor du som person også bliver meget mere beskrevet, så kan den bestilles her.

Den Stille Vej – Økologisk Spiritualitet

Den Stille Vej er en ren vej. Det er en vej i samklang med naturen, med energierne, med kraften. Det er en vej hvor alt det der hører egoet til, stille og roligt bliver luget fra.

Det er en holistisk vej, en vej hvor vi anerkender at det der er godt for os, det er godt for alle. Hvis det ikke er tilfældet, så er det ikke en sand vej vi går af, men en vej udstukket af egoet.

Det er en vej hvor alt det kunstige, alt glimmer, alt glam, alt glitter, bliver rystet af os, så vi står som dem vi virkelig er. Frie, nøgne, lysende væsner, smukke i al vores enkelhed og stærke i vores renhed.

Det er en vej uden råben om at vi går på den. Det er en vej vi går i hjertet, ægte spiritualitet er rent og uden behov for at skulle ses eller anerkendes.

Der er ingen kunstige vækstfremmere på Den Stille Vej. Ingen der bliver løftet i deres ego til at skulle være mere end andre, for vi er alle lige. På Den Stille Vej vokser du i det tempo du skal vokse i. Og du lærer at acceptere, at du er lige der hvor du skal være. Det kan aldrig være anderledes.

Der findes ikke genveje. Der findes det at tage et skridt af gangen, i ro og stilhed, i kontakt med sjælen og det Guddommelige. Der findes redskaber vi kan have med i rygsækken på vejen, som vi kan tage frem til at styrke og heale os selv med, så vi kan tage endnu et skridt frem mod frihed. Men genveje vil altid lede os på vildspor, den rene stille vej, vil altid lede os hjem til os selv.

Der er ingen pesticider på Den Stille Vej. Vi har alle ret til at være her og alles rejse er lige unik og fantastisk. På Den Stille Vej er der ingen grund til at prøve at kvæle andre med ukrudtsmidler, i form af nedgørelse og hævdelse af sig selv. For vi ved at alle er vores lærere og når vi åbner os for den erkendelse, så kan der aldrig findes fejl, kun erfaringer vi kan vokse og blive klogere og stærkere af.

Tænk på mælkebøtten. En mælkebøtte står ikke og råber om at den findes, at den er sej og fyldt med livskraft. Den står bare og lyser og er. Der er ikke noget palaver over at den eksisterer eller over at den vokser sig større og smukkere. Det er en naturlig måde at være i verden på, det er smukt og så enkelt at det næsten kan være svært at begribe.

Spiritualitet er ikke kompliceret. At det er blevet gjort til noget særligt, er en fælde egoerne har skabt. Spiritualitet er at leve et liv i overensstemmelse med din sjæl, med din intuition, med det Guddommelige. Et rent og økologisk liv. Der er intet som helst mystisk ved spiritualitet. At leve et spirituelt liv er bare at lytte på hvad dit hjerte siger og synger om frihed, og bevæge sig så den sang bliver tydeligere og nemmere at høre.

I kurset, Den Stille Vej, der lærer du at lytte på dit hjerte. Hele kurset er designet til netop det. Der er ingen andre agendaer end at fylde din rygsæk med redskaber, så du selv kan gå af vejen mod det, der er netop din frihed.

Mere om den rigtige hjælp

Ret tidligt gik det op for mig, at hvis jeg skulle rykke mig og skabe virkelige forandringer i mit liv, så måtte jeg gå til opgaven som en ninja i natten. Jeg måtte være snedig for at overrumple mit ego, snige mig så lydløst som muligt ind på det og give det et karatespark i mellemgulvet, imens jeg selv stak af ud over stepperne, mod frihed og eventyr. Jeg var nødt til at gå til opgaven om at få personlig frihed, som om det gjaldt mit liv. Derfor har jeg også opsøgt rigtig, rigtig, mange forskellige alternative behandlere. Også de konventionelle, som fx psykologer, har jeg talt med, for at se om der ikke var nogen der kunne give mig nøglen til personlig udvikling.

Nu hvor jeg selv har åbnet op for at lave læsninger, så får jeg tilsendt og fortalt så mange historier om behandlere, at jeg har fået lyst til at skrive en form for fortsættelse på det her indlæg: Den rigtige hjælp.

Jeg har selv oplevet at betale en behandler penge for at sidde og fortælle mig at jeg var: Forkert fordi jeg ikke kunne se eller mærke det samme som behandleren. Var for usikker på mig selv, til at behandleren kunne hjælpe mig. At jeg var dum, fordi jeg ikke kunne genkende et tidligere liv der blev fortalt om. At jeg havde de og de skader i mig, på min psyke/sjæl/ånd, siden jeg reagerede med uforståenhed overfor det som blev sagt. Jeg har oplevet behandlere som blev tydeligt irriterede på mig, enkelte vrede, når jeg stillede spørgsmålstegn ved hvad der skete i behandlingen, nogle gange virkede det bare som ren irritation, over at jeg overhovedet dukkede op og ville betale for en ydelse.

Det er overhovedet ikke kun mig det er sket for. Jeg modtager rigtig mange mails fra mennesker der har opsøgt en behandler, for så at få af vide at de faktisk var for mørke til at hjælpe. Lige præcis det har jeg hørt fra rigtig mange.

Og jeg har opsøgt alternative behandlere som har været fuldstændig fantastiske. Som har været de mest kærlige og rummelige mennesker man kunne tænke sig. Som har givet mig så gode redskaber og opløftende ord, at jeg selv kunne gå rigtig langt af nye veje. Nogle har været så kloge, at jeg er blevet blæst fuldstændig omkuld af det og de har været så utrolige dygtige til at spotte der hvor jeg skulle styrkes, så jeg kunne gå stærkere videre og de har intet behov haft for at svække. De har nemlig kunne give mig nøgler så jeg har kunne låse noget op i mig selv, se på hvad det var jeg indeholdt, heale det og gå videre med rankere ryg og større hjerte.

Men jeg synes det er vigtigt at slå fast at der ikke er noget galt med dig. Der kan ikke være noget galt med dig. Du er fuldkommen. Ville du se på en blomst og tænke at den godt måtte være lidt mere lilla? Eller at dens blade ville være pænere hvis de havde en anden form? Selv hvis der så er et blad der er lidt krøllet eller stænglen bøjer lidt til en side, så accepterer vi fuldt ud at sådan er blomsten, sådan er den her blomst og vi synes stadig den er perfekt. Hælder behandleren lækker økologisk gødning ud over dig, vander dig og nærer dig, så du vokser og bliver større og stærkere selv? Eller holder de igen med det der styrker dig og tørrer dig ud, giver dig giftige kemikalier i stedet for?

Når du opsøger rådgivning fra et andet menneske, så mærk i dig selv om de synes du er en fuldkommen blomst. Hvis du får følelsen af at de måske gerne vil knække den blomst, prøve at give den en anden farve eller bare suge al livskraft ud af den, så skynd dig væk. Man må både gerne vende om på dørtrinnet, rejse sig og forlade en session, hvis det ikke føles som om dem skal hjælpe dig, gør det med hjertet forrest.

Det kan være nemt nok at finde mennesker der udviser arrogance, irritation, vrede, kulde overfor os. Det behøver vi ikke betale nogen for at gøre. Husk at du godt må gå. Behandlere er ikke en form for overmennesker, nogle har egoer på størrelse med rundetårn, hvis du ikke holder af den slags, så er det så i orden at sige at du er kommet i tanke om at du har sat vand over til kaffe og skynde dig hjem igen.

Der er ikke noget galt med dig, du er fuldkommen i alt hvad du er og har med dig.

Brevkassen uge 19

Kære Anja.

Jeg har en enorm interesse i alt det spirituelle og er også i gang med en masse uddannelser inde for dette :) Jeg vil derfor høre dig om du kan se mit guddommelige livsmål? Kan du se om jeg er sammen med min sande soulmate? På forhånd mange tak for din tid.

Venligst R.

Kære R.

Jeg starter læsningen med at gå ind i et hvidt rum hvor jeg møder dig. Du sidder allerede derinde og du smiler stort og ser enormt fræk ud! Der er et spil i dine øjne og de lyser og du sidder tydeligvis og venter på mig og har sådan en Pippi Langstrømpe frækhed over dig. En barnlig, piget, frækhed, den er enormt sjov at se og jeg kommer helt til at grine til dig. Du ligner virkelig en der er ude på spillopper. Sikke dog en dejlig sprudlen der er i dig!

Du er meget åben og har en meget undersøgende og legende tilgang til livet. Det passer måske også med det du skriver, om at du er i gang med en masse uddannelser indenfor det spirituelle, for du virker som om du har lyst til at prøve det hele, bare fordi du synes det er sjovt men selvfølgelig også fordi det giver mening for dig. Men der er sådan en let tilgang til det, som jeg rigtig godt kan lide, du tager det sådan lidt oppefra og ned, det synes jeg er meget sympatisk, men det kan naturligvis også være det der gør at du så har lidt svært ved at mærke hvilken hylde du skal være på.

Det der er vores livsmål er det vi kan, som er ligeså ubesværet som at trække vejret og derfor så overser vi det tit, vi negligerer det, fordi det er så nemt for os. Men der er noget i os alle sammen, som er så meget OS og ingen andre og hvis det blev taget fra os, så ville det føles som om vores ilt forsvandt, så vigtigt er det for den vi er. Men ofte så er vi ikke bevidste om hvad det er, der gør os til os, og hvad det er vi skal dele ud af i verdenen. Vi kan nærmest ikke se vores eget lys fordi det skinner os sådan i øjnene.

Hvordan vi kanaliserer os selv og vores lys ud, er faktisk underordnet. Bare det er lys. Man kan heale ligeså meget og mange ved at sidde bag kassen i Brugsen, som man kan, ved at slå en praksis op hvor man gør dette. Vores guddommelige livsmål er ikke i en fast kasse som i et job eller et virke. Det kan forandre sig hele livet igennem, derfor ser man også nogle mennesker tage store karriereskift, fordi jobbet er underordnet, det er måden vi får vores eget lys ud på der er vigtig.

Dit lys er meget nemt at se. Som du sidder der i det hvide rum er der ikke andet omkring dig lige nu end dig og den måde du stråler på. Din lethed og sprudlen, altså luftelementet i dig, kan også være det der gør at du spænder ben for dig selv. For i den lethed kommer tvivlen også meget nemt ind, i luftelementet hører alt luftigt til, både alle vores idéer og tanker, men også tvivlen på hvem vi er og hvad vi kan. Du har en meget nem adgang til dit lys, til din kærlighed til alt og til livet, så du ville være en rigtig god healer. At heale er at dele ud af det lys og lade det gennemstråle alt omkring en selv. Men hvordan du vil heale er op til dig og hvad du har af talenter. Der er ligeså mange muligheder for at heale som der er mennesker her. Du kan heale andre gennem kunst du laver, gennem undervisning (selv hvis det i matematik), du kan heale andre ved omsorgsarbejde, socialt arbejde, du kan heale gennem arbejde i naturen. Hvis alt hvad man gør er noget man gør med hjertet, med kærlighed, så er det healing. Det kan altså som sagt også være at sidde bag kassen i Brugsen og være den sødeste og venligste ekspedient, den ekspedient som alle vælger, fordi du stråler af lys og kærlighed til dem der kommer forbi dig. Sådan en oplevelse kan være ligeså healende for andre, som at gå hen til en behandling. Alt er energi og den energi og det lys du besidder, har du så nem adgang til, at uanset hvor du vælger at dele ud af det, så vil det have en effekt på din omverden.

Nu vil jeg spørge til det med din soulmate. Jeg får samme svar som ved spørgsmålet om guddommeligt livsmål. Lige nu er du sammen med den person som kan lære dig mest om dig selv, hvis du er åben for at modtage svarene. Det kan være at det er den person du skal være sammen med resten af dit liv, fordi I to vil blive ved med at udvikle jer og vokse sammen og lære om jer selv og hinanden. Det kan også være, at der sker det, at en af jer ser at nu er der ikke længere mulighed for vækst og så vil der komme en anden soulmate. En anden partner til at være lærer. Når jeg ser igennem tiderne, i forhold til dit spørgsmål om soulmates, så ser jeg, at vi følges med mange forskellige. Og de kan dukke op i forskellige former i det liv vi er i nu. Det kan være at den elsker du følte dig meget knyttet til i et tidligere liv, nu har form som din mor, eller omvendt, du er mor for en tidligere partner. Vi har alle sammen forskellige erfaringer vi skal gøre os og hvordan vi bliver koblet sammen i vores forskellige liv, er noget af et puslespil, men du kan være ret sikker på at hvis du er sammen med et menneske der betyder noget for dig i det her liv, så har I været sammen før. Måske ikke som elskere, men måske som søskende, forældre til hinanden, gode venner eller andet, mulighederne er uendelige.

Nu gør du noget sjovt i læsningen R. Du samler en masse jord op omkring dig og begraver dine fødder i det og samler det ligesom op rundt om din ende som sidder på jorden. Tvivl i livet, på hvem vi er, hvad vi skal her og tvivl på partnere, hører meget sammen med luftelementet som jeg skrev. Hvor er det sjovt at se at du selv her i læsningen grounder dig selv, ved at samle jord omkring dig.

Hvis du føler at du kommer lidt ud af dig selv i tankespind, og kommer til at tvivle på alt og dig selv, så prøv at øve dig i at give slip. Jeg får af vide at du skal sige: Let go and let God. Det betyder at du skal give din tvivl til det Guddommelige og give slip på den, tænke i dig selv at du aldrig kommer til at kunne tænke dig til en løsning selv, men at du nu vil slippe tvivlen og give den til noget der er større end dig selv. Og så se hvad der udfolder sig for dig. Når jeg ser dig gøre det, så ser jeg hvordan alt tvivlen og usikkerheden er væk og du står overfor en lysende vej og så kan du se at det i virkeligheden er meget nemt. At det slet ikke er så kompliceret som du tror i dine tanker. Når først du giver slip på din tvivl, bestemmer dig for at den ikke skal være en del af dig mere, så træder der altså en meget tydelig vej frem. Du kan ikke se den til ende, men det er heller ikke meningen. Du skal bare kunne mærke hvor det er der er mest lys for dig, for det vil være der hvor dit eget nemmest og mest ubesværet ville kunne stråle.

Du sidder og klukler med jord på dine bare fødder og ser bare enormt glad og tilfreds ud. Jeg siger farvel til dig nu og afslutter læsningen.

Jeg skriver mens informationerne kommer til mig, så det går meget stærkt med at skrive ned, hvis der er noget der virker uklart så er du meget velkommen til at kontakte mig.

Alt er skrevet så rent som muligt og uden antagelser af nogen slags. Mange tusind tak til dine hjælpere og mine.

Kærlig hilsen

Anja

Feedback på Brevkassen Uge 19: “Tusind tak for en god reading :) Må sige du har ramt meget spot on mht mig. Jeg er meget sådan som du beskriver mig i det hvide rum. Jeg er meget legende og mine børn siger tit “mor, du er verdens mærkeligste mor” Jeg laver fis og ballade, guider dem og er deres fortrologe om de skulle have brug for det. Jeg er mor til specielbørn. De er draget til mig og jeg til dem, Jeg kan spotte dem på lang afstand :) Og du har ret med tvivlen, jeg er en klovn til ikke at stole på det jeg får vist mig og der myldre for mange tanker rundt tit og ofte. Jeg vil gøre det bedre ved at bruge den sætning du skrev, og øve mig i at overlade det hele til de højere magter. Kan nogle dage sagtens mens andre dage det er svært. :) Det er morsomt du skriver det med healingen. Du er langt fra den første som skriver healer. – R.”

PS. Hvis du har et spørgsmål du gerne vil have svar på via dine og mine åndelige hjælpere, så kan det sendes her i Brevkassen.

Hvis du ønsker en længere, større og meget mere uddybende læsning, en læsning hvor du som person også bliver meget mere beskrevet, så kan den bestilles her.

Instagram

4   17
10   31
2   17
10   26
0   23
11   32
4   26
8   47