Den rigtige hjælp

Hvis jeg støder på ting i mig selv, som jeg kan mærke at det her får jeg nok brug for lidt hjælp udefra til at se på, ting jeg gerne vil arbejde igennem i mig selv og hvor det vil være rigtig fint at få en anden persons energi sat på, så begynder jeg at mærke ind i, hvem det er som kunne hjælpe mig.

Når jeg finder en som virker som den rigtige, så mærker jeg igen og igen. Venter på tegn og studerer nøje om der er noget som helst i den person eller det personen arbejder med, som ikke føles rart i mig. Hvis der er det mindste, så sætter jeg personen på pause mens jeg kigger videre. Måske opdager jeg så at det der ikke føltes rart i den anden, det havde noget med mig selv at gøre og at det kan være at jeg ubevidst er bange for at rykke mig. Men som regel, så bliver jeg på en eller anden måde, efter lidt tid bekræftet i, at det var rigtigt at det ikke lige var den person der skulle hjælpe mig.

Jeg er meget omhyggelig med at vælge dem jeg vil arbejde med, når det kommer til at arbejde med udvikling i mig selv. Det er ikke fordi jeg er arrogant omkring det, men jeg gider ikke noget pis. Når der er noget jeg gerne vil arbejde igennem i mig selv, så smøger jeg ærmerne op og forventer at personen jeg har valgt at give penge for at hjælpe mig, går til opgaven med samme mod og “no bullshit” attitude som jeg selv gør. Andre kan have brug for at vælge andre slags hjælpere, der måske går blidere og langsommere til værks og det er også rigtig fint. Vi er alle sammen forskellige.

Hvis jeg mærker noget der minder om ego-træk i den person jeg kontakter eller undersøger om de skal hjælpe mig, så er jeg hurtigt videre. Når jeg har brug for hjælp, så har jeg ingen interesse i at skulle være nødt til at forholde mig til et andet menneskes usikkerheder, der kan give sig udslag i fx hovmod, irritation, misundelse, griskhed, lyst. Listen er lang over mildest talt ret kedelige karaktertræk man skulle mene de fleste hjælpere måtte have arbejdet igennem i sig selv. Det er desværre ikke altid tilfældet, så mærk godt efter i maven, hvis du ligesom mig også bare gerne vil arbejde med dine egne ting, uden at være nødt til at skulle forholde dig til en andens lort også. Det er ikke det du betaler dem for og det er meget okay at gøre opmærksom på det.

Nogle gange går det meget hurtigt med at vælge en hjælper. Så kan jeg mærke lige med det samme at det her er rigtigt. Andre gange kan jeg være meget længe om at vælge, flere år kan jeg nogle gange se nogen an.

Med hjælpere, så mener jeg ikke kun behandlere af forskellig art. Men det er naturligvis oplagt at det kan være forskellig typer kropsbehandling, eller forskellige måder at arbejde med psyken, altså selvudvikling, som er det der skal til for at jeg kan arbejde noget i mig selv igennem. Andre gange er det en form for motion, en dans, et kursus, meditationsgrupper af forskellig slags. Og andre gange igen, så er hjælperen ikke en jeg forventer.

Det kan være en ven eller veninde, et familiemedlem, hvor man kan mærke at lige her, lige nu, her kan jeg åbne op omkring den her ting i mig. Lige nu er energien rigtig og ens ven eller familie, siger lige præcis de helt rigtige ord, som gør at man kan rykke sig. Man får en anden vinkel på det man er kørt fast i og man kan tage skridtet videre.

Der er masser af hjælp til os, hele tiden. Alle vegne. Vi skal bare åbne os for den, lade os guide af vores intuition og turde være ærlige både overfor hvordan vi selv har det og hvordan det føles i andre. Det er virkelig vigtigt at lære sig selv rigtig godt at kende og at rydde op i sig selv. Rigtig god fornøjelse, det er en vidunderlig rejse.

Dyk ned i 2015

For de fleste, så har 2014 været et såkaldt “interessant” år. Nogle vil måske benytte sig af muligheden for at kalde året udfordrende, næsten problematisk eller simpelthen noget lort hvis man er rigtig træt af det. Flere er endda nærmest blevet sparket ind i 2015, her fra de sidste dage af det gamle år, med rigelige af emner at tage fat på. Der har ikke engang været en julepause i ting der skulle ryddes op i.

For det er det det hele handler om. Oprydning. Der er ikke længere tid til dillerdaller og slinger i valsen. Energien de sidste par år, er blevet tættere. Nogle steder er det som om man kan se luften vibrere så pakket af energi er den. Der er en massiv bevægelse i gang som skal fremskynde processen for os. Det er en stor hjælp hvis man vil give slip og lade sig bevæge af den bølge. Hvis man ikke vil det, så kan det føles ret smertefuldt at få den tsunami af forandringer i hovedet.

At have meninger og tanker om hvad der føles bekvemt for os som mennesker, virker nærmest latterligt overfor den energi der bruser ind over os. For det er sådan set ligegyldigt hvad vi mener. Forandringerne kommer til at ske om vi vil det eller ej. Vi kan tage baderingen og snorkel udstyret på, og så ellers stå klar til at dykke ned i bølgen af forandringer når den kommer, eller vi kan lade os blive blæst bagover og slå os rigtig meget. Vi bestemmer selv. Det ene er bare noget mere elegant og graciøst end det andet.

Der er naturligvis en god grund til at vi skal forandre os og rydde op i alt det gamle. Den måde vi har gjort tingene på indtil videre, virker ikke synderligt godt. For nogle få måske, virker det fremragende, men for resten af planeten, alle os andre, dyrene, naturen, er det ikke svært at se at der er noget helt galt.

Hvis vi ikke hver især rydder op i vores eget lort, i vores eget ego, hvis vi ikke hver især bliver voksne og ansvarlige overfor vores liv og vores temmelig storslåede mulighed for et magisk liv her, så bliver det svært at skabe de forandringer der skal til på jorden. Men nu er det så sådan at vi ikke har noget valg længere. Vi kan ikke engang vælge at blive i sofaen og zappe os igennem livet. Bølgen af forandringer bryder alt ned og ingen kan længere vide sig sikre.

Der sker virkelig vilde ting i de flestes liv og det er faktisk ikke ment som noget negativt. For ligeså tit er det ting som vi egentligt betragter som positive ting, men hvor egoet virkelig også bliver testet i sin nye såkaldte “positive” rolle.

Så, vær opmærksom på at holde dig smidig i det nye år. Dyk ned i forandringerne. Hvis du bliver stående helt stiv, så risikerer du at knække. Vær bøjelig og blid og vær ikke bange for at dykke ned i dig selv eller det som livet viser for dig, i sin konstante brusen. Hvis du tør dykke vil du opdage den nye verden der er dernede, fyldt med flow, strømme du bare skal lægge dig i og de mest utrolige eventyr du kan tænke dig.

GØR TVIVLEN TIL DIN VEN

Lær din tvivl at kende

Tvivl er et fantastisk redskab til at finde ud af, hvad det egentligt er der er vigtigt for dig i livet. Brug tvivlen meget konkret til at mærke ind i situationer for at undersøge om du er på rette vej. Lær din tvivl at kende.

Hvis du er et meget luftigt mennesker kender du sikkert alt til at kunne drive sig selv til vanvid med tvivl. Du kan vende tingene på hundrede forskellige måder i dit hoved og helt miste overblikket og dig selv i alle tankerne. Hvis du er et mere jordbundet menneske har du nemmere ved at mærke, at det her er en reel tvivl, der er noget her, jeg skal være opmærksom på.

Det er okay at tvivle, også at tvivle på alt. Det viser bare, at du er et tænkende og reflekterende væsen. Tvivlen er faktisk din ven. Men f.eks. den tvivl der holder dig vågen om natten, den tvivl der giver dig ondt i maven, det er bedst hvis du bremser den hurtigst muligt. Den får dig bare til at spinne ud af kontrol. Væk fra din kerne, og du kan ikke længere mærke hvad det faktisk er, der er vigtigt for dig.

Lyt til din krop

Hvis du tvivler, så bevæg dig langsomt fremad og mærk hele tiden om det her er okay. En god måde at gøre det på er hele tiden at have kontakt til dit solar plexus punkt i maven. Hvis du er øm, hvis der er uro eller det føles som om du har fået et slag der, så vær varsom og hold øjne og ører åbne. Lad være med at narre dig selv, fordi dit ego synes noget er en god idé. Hvis du er i ægte tvivl og hvis dit solar plexus er uroligt, så lyt mest på det.

Hvis der lige nu i dit liv er noget, du er meget i tvivl om, hvad du skal gøre ved, så mærk ind i de ting, du er sikker på. Mærk ind i de ting, du elsker. Der er altid ting i dit liv, hvor det hele bare flyder og føles som en leg. Det kan være helt simple ting som, at du elsker at lave mad, strikke, skrive, være sammen med dine børn eller arbejde i haven. Ting du gør fordi du ikke kan lade være. Ting der er drevet af ægte lyst og hjerte og ikke andet.

Mærk hvordan det føles helt ind i dig selv. Mærk glæden og roen i det. Mærk så derefter ind i det, du er i tvivl om. Er det dit forhold til din partner, din fremtid, dit job eller en anden slags beslutning, du skal tage. Hvordan føles det, når du nu lige har mærket, hvordan ægte glæde føles?

Hvis du er tvivl om der er nogen eller noget du elsker, så gør du det nok ikke. Det vil du tydeligt kunne mærke, når du har mærket, hvordan den ægte kærlighed føles. Den kærlighed du føler til dine børn, din passion eller det du gør, fordi du ikke kan lade være.

Skyet himmel der trækker op til regn med et lille hul til den blå himmel.

Sådan bliver tvivlen din ven

Bevæg dig væk fra dem eller det, som giver dig en følelse af ikke at være god nok som den, du er. Dem der kræver, at du ændrer dig for at fortjene deres kærlighed. Det er ikke fordi, du ikke skal se på dig selv. Jeg går i den grad ind for, at vi skal rydde op i os selv konstant. Men der er forskel på om du skal gå meget på kompromis med den du er som person, eller om du bliver bedt om at se på emner i egoet, som måske ikke altid er lige charmerende.

Når noget er ægte og godt, så er det nemt. Hvis du konstant skal kæmpe og går rundt med tvivl og ondt i maven, så er det nok fordi det falsk for dig. Du kan nemt komplicere tingene alt for meget, ved at forvirre dig selv med for og imod tanker. Lær dig selv rigtig godt at kende og gå ikke på kompromis med den, du virkelig er inderst inde.

Vær ikke bange for forandringer. Bliv ikke i noget, du tvivler på er godt, fordi du forveksler egoets komfort med din sjæls mission. Lige på den anden side venter lykken og den ægte kærlighed. Gør tvivlen til din ven og lad den guide dig derhen, hvor du får lov til at stråle mest muligt.

Ingen kommer herned for at knække nakken på livet

På mine meget kyniske dage, dem med for lidt søvn og for meget sukker, så kan jeg nogle gange godt le sådan lidt hårdt af de ting vi møder i livet. Sådan lidt med nakken tilbage og sådan en slags rusten HÅHÅHÅHÅ latter op i luften. Ikke med et rigtigt smil på munden, men mere en mærkelig grimasse som jeg nok helst ikke ville ønske at se udefra. Heldigvis er det ikke ofte jeg har det sådan mere. Jeg har arbejdet meget med at slippe sarkasme og kynisme, men som sagt så kan det ske i svage øjeblikke, når der har været supermoon i for mange nætter og havregrynskugler til aftensmad lidt for længe.

Kynisme og sarkasme er noget nær det mest usexede der findes. At det ikke er sexet bør ikke alene være grund til at eliminere det fra ens person, men fordi det er en slags små æteriske knive man sender ud i folk omkring én, når man hele tiden vil spidde noget med en kæk sarkastisk bemærkning eller et kynisk fnys. Alle folk kan meget bedre lide dem der er bløde og naive, så kan de slappe af, være trygge og sig selv i deres selskab.

Hvis du kommer til at fnyse kynisk af dit eget liv, eller slå en hånlig latter op, af afmagt over de absurditeter du møder. Så husk dette, som jeg godt ved lyder måske lige blidt nok, hvis du har en dag hvor du har lyst til at give det Guddommelige fingeren:

Vi møder kun det i livet som vi kan håndtere. Det vil sige, du bliver kun præsenteret for ting du er stærk nok til at klare. Det er ikke held eller tilfældigheder der gør at du sidder her nu. Det er ene og alene af den grund at du var stærk og klog nok til at træffe de rigtige beslutninger, på de rigtige tidspunkter, omkring dig selv og dit liv. Måske kan du også tænke tilbage på dit liv og gyse og tænke “hvad nu hvis”. Du kan se at du på nogle tidspunkter bevidst eller ubevidst, har skiftet bane, taget nogle heftige beslutninger for dit liv, taget store valg, hvor du nu retrospektivt kan se at det var dælme godt at du gjorde det. Det kunne du gøre, fordi du er stærk og klog.

Der er ingen idé i at sende sjæle et sted hen, for at de skal hutle sig afsted og komme herfra igen, fuldstændigt følelsesmæssigt og sjæleligt forkrøblede. Der er en god idé i at sende sjæle et sted hen, hvor de kan lære, både gennem det vi kalder lidelse og det vi kalder glæde, at vi er stærke og smukke, vidunderlige Guddommelige fantastiske væsner, uanset hvad vi har med os og hvem vi er. At alt kan tilgives. At vi ikke behøver gemme os bag sarkasme og kynisme for at skjule for omverdenen hvor hæslige vi er. At vi alle sammen dybest set er kærlige og bare vil elskes for dem vi er inderst inde og tilgives for de gange vi er kommet til at gøre andre og os selv ondt.

Prøv at huske det, når du om ikke så længe sidder med hele din spraglede familie til det store julehalløj. Se på dem med milde, blide og kærlige øjne og send bløde hjerter ud mod dem i dine tanker, i stedet for spidse kommentarer. Du bliver KUN præsenteret for det du kan klare. Sådan er det. Tak for at der åbenbart er tillid andetsteds til, at du kan håndtere de situationer du bliver sat i. Tak for at der er nogle der mener at du er stærk nok til at klare det liv du står i. Brug den viden til at rette ryggen yderligere og til at styrke troen på dig selv.

Du kan fx godt klare endnu en jul i familiens skød. Og hvis du føler du vakler i troen på om det virkelig kan være meningen at du skal kunne håndtere en ris ala mande med for meget fløde, en sovs der er for salt og en forkert farve på de underbukser du har ønsket dig, så er der altid snaps. En gudeskøn (?) drik, som i store mængder kan få dig til at glemme alle genvordighederne og enten få dig til at tude eller grine det hele ud. Dagen efter kan du så tænke på hvor stærk du må være, siden du bliver præsenteret for de tømmermænd den slags udfald giver, fysisk og moralsk, men den tid, den glæde.

Glædelig god, blid og blød, jul.

De modigste mennesker i verden

De modigste mennesker i verden, overhovedet og uden tvivl, er dem der er voksne og tør elske igen.

Det er ikke svært at blive forelsket når man er ung. Faktisk bliver man forelsket hele tiden. I ens veninder. I 4 fra klassen. I 7 fra diskoteket. Hjertet er åbent og man deler det ud til højre og venstre.

Så begynder man at få forhold. Og det gør ondt når de slutter. Man er ung og uden erfaringer af den slags, så man tror ikke at smerten forsvinder igen. Man ligger i fosterstilling i lang lang tid og hulker og tror at ens liv er forbi. Pludselig er der en anden der smiler og man har glemt alt om smerten og vader uforbeholdent ind i et nyt forhold.

Når man er voksen og forhold slutter, så gør det ikke ondt på samme måde længere. Man ved af erfaring at smerten ender engang. Men i hjertet er der kommet en kynisme, som gør at man ikke rigtigt længere tror på kærligheden.

Det gør ondt på en anden måde som voksen, at have kærestesorger. Næsten på en værre måde, fordi man nu mister håbet. Man orker næsten ikke endnu et forhold, fordi man ved jo hvordan det ender. Det ender med at man bliver ked af det og livet virker næsten for kort til at bruge på den slags.

Alligevel gør vi det igen og igen. Også selvom biologien ikke længere råber på afkom og redebygning. Vi møder en særlig en og tænker nej fandme nej, ikke en gang til. Nu har jeg det lige så godt. Nu er der endelig ro. Jeg har smidt min dobbeltseng ud og der er kun plads til mig i min sofa. Alt i os skriger nej. Nej jeg tør ikke. Nej han/hun gør mig bare ked af det. Nej vi passer ikke sammen. Nej han/hun er alt det jeg ikke skal have i mit liv.

Men heldigvis, åh heldigvis, så har hjertet andre planer. Hjertet er modigt. Selvom det er fyldt med ar og måske stadig blodige, åbne sår, så hvisker det: Prøv igen. Prøv prøv prøv igen. Se hans smil. Se hendes øjne. Hør ordene der vækker tryghed og tillid.

Og vi gør det igen. En gang til fandme. Det er så smukt og så modigt at turde elske igen som voksen. Det er så stort at jeg bliver rørt til tårer over alle dem jeg kender, som er så modige at de prøver igen. Og igen.

Det giver ingen mening at blive ved med at prøve kærligheden. Det gør det virkelig ikke. Biologien og formeringstrangen, er ikke længere aktive spillepartnere, det er kun hjertet som bliver ved med at insistere på at åbne sig. Det er vidunderligt, fantastisk og brølende naivt og det er noget af det som giver mig vished om at vi er mere end bare dyr. At vi har andet med os, en sjæl, som vil blive ved med at lære. Blive ved med at blive bedre, som insisterer på at blive ved med at se frygten for at blive forladt i øjnene og råbe til den: Men denne her gang! Denne her gang er det anderledes. Du er bedre, klogere, mere smidig og dig selv. Denne her gang skal det nok lykkedes.

Alle jer som er voksne og tør elske igen, I skal vide at I er så seje og så modige at det burde nævnes i TV-avisen og komme på spisesedlerne verden over, hver eneste gang det sker, at her er to mennesker, som har prøvet mange gange før og nu gør de det dælme igen! Hvor er det sindssygt og fantastisk at de tør, at de tør håbe, at de tør elske igen. Hurra hurra hurra for jer!