Skyggearbejdet

Tanken om at alt hvad vi oplever er noget vi selv har skabt kan være ret svimlende. I hvert sekund kan vi vælge, vi kan vælge om vi vil handle og reagere med kærlighed og venlighed. Vi er godt klar over at det valg er så meget bedre for os selv og alle andre, end når vi vælger at reagere med uvenlighed. Nogen gange går en automatpilot i gang i os og vi handler sådan som vores forældre, lærere, omgangskreds har gjort det, også selvom vi egentligt ikke er interesseret i at være på den måde. Som regel går automatpiloten i gang når vi bliver bange eller nervøse.
Når vi er rolige og har tillid til omgivelserne, så kan vi meget bedre handle ud fra hvad vi ved er en sand måde at være på og ikke en tillært usand måde.

Det kan godt føles som ret meget op ad bakke at blive bevidst om automatpiloten indeni. For det første altid at skulle være bevidst om hvornår man bliver bange, så man kan nå at bremse en eventuel uhensigtsmæssig reaktion. Ofte når vi ikke engang at opleve at det var på grund af frygt at vi lige pludselig reagerede hårdt, ukærligt eller konfliktsøgende. Vi er bare pludselig viklet ind i et drama, dramaet kommer til at fylde så meget at vi ikke er i stand til at se at det hele kun startede fordi vi selv eller en anden blev bange.

For det andet, så selvom vi bliver så gode til at mærke hvornår vi føler os truede, usikre eller frygtsomme, så er der et mønster som popper op med det samme vi føler frygt i os. Og selvom vi ved hvorfor det dukker op nu, så skal der noget af en vilje til ikke at køre med på følelsen af vrede eller sorg. Selvom vi kan se at nu bliver jeg vred og går til modangreb fordi jeg blev bange, så kræver det meget selvdisciplin ikke at lade fx vreden tage over. Fordi vi kender den, den er tryg, selvom den ikke altid er så smart. Den ligger som en skygge i os, et mønster, som det er nemt at træde ind i når der hænder os noget som gør os utilpasse.

At kende sine skygger, vide hvornår de dukker op, er et godt og vigtigt skridt til at blive et større menneske. Et bevidst menneske. Skyggearbejdet hjælper til at frigøre os fra de gamle mønstre, som nogle gange får os til at ligne tosser, når vi reagerer som en på 5 år ville gøre det, fordi vi bliver bange.

Skyggearbejdet er vigtigt fordi det gør os klogere på os selv, så vi i hvert nye sekund hvor vi har chancen for at skabe vores virkelighed, kan skabe en virkelighed som kommer fra vores lys. Der er ikke noget galt med skyggerne, vi skal bare kende dem og være bevidste om dem, så bliver vores liv så meget nemmere.

Et træ der falder

Der er delte meninger om hvorvidt verden kun er tilstede, når der er en bevidsthed til at opfatte den. Det klassiske eksempel er tanken om hvis et træ falder i skoven, laver det så en lyd, selv hvis der ikke er nogen til at høre det. Enten kan man mene at verden omkring os kun er, fordi vi opfatter den og skaber den. Eller også kan man mene at verden er der uanset om vi er tilstede i den eller ej.

Når jeg går ude i naturen, så er det den følelse af at alting også er der, når jeg ikke er der, som blæser mig mest omkuld. Det er fornemmelsen af at stå ved et vandløb og høre vandet bruse, høre fuglene synge, mågerne skrige, høre træer der knirker i kronerne, se svaner der samler sig ude på havet, se en regnbue, en fjer falde ligeså stille ned fra himlen fra en fugl der var fløjet forbi. Det er tanken om at når jeg ikke er der, det sted i naturen, så finder det hele sted alligevel. Vandet stopper ikke med at løbe fordi jeg ikke ser på det. Det får mig til at føle mig mindre speciel, på den måde at jeg ikke betyder det store for om naturen virker eller ej. At verden fungerer fint uden mig. Jeg føler mig som en gæst, en velkommen gæst godt nok, og jeg takker for at jeg må få lov til at opleve denne smukke jord.

Det giver mig en følelse af ydmyghed. Det minder mig om at overalt på denne fantastiske jord, der fungerer naturen fint, uden at jeg er tilstede i den og uden at jeg har en mening om den. Det gør mig ydmyg overfor livet, at kraften er tilstede overalt og at alt udfylder sin rolle på smukkeste vis. At tænke på at jeg også er en del af den kraft, som skaber regnbuer, fjer der daler fra himlen og svaner som råber sjove båt-lyde til hinanden ude på havet.

Jeg er jo i høj grad tilhænger af tanken om at vi skaber vores egen virkelighed. At vi med vores tanker og følelser kan skabe det vi oplever. Hvis vi møder verden med frygt og mistillid, så tror jeg fx ikke at vi får samme resultat som hvis vi møder den med kærlighed og åbne arme. Jeg mener faktisk at verden er en illusion, en stor drøm vi lever i og som vi alle sammen er fælles om at skabe. Derfor mener jeg også at det er så vigtigt at vi alle sammen tager ansvar for hvad vi sender ud i den, om vi deler ud af had eller venlighed.

Måske eksisterer naturen uanset, måske er det alt det der er skabt udenom naturen som er en illusion, måske er planeten her bare og skaber mirakler hver eneste dag i kraft af sommerfugle og regnorme. Eller også har vi i en fælles bevidsthed skabt naturen, planeten, og hvis det er tilfældet så har vi gjort det godt. For uanset hvad tilfældet er, om naturen er virkelig eller om den er en illusion som alt andet, så gør den mig rolig og gør mit ego mindre. Den healer mig og skaber en følelse i mig om at jeg alligevel ikke er verdens navle, hvordan kan jeg være det når den vidunderlige lyd af vand der bruser, finder sted hvert eneste sekund.

Fuldkommen

Perfektionisme er noget de fleste af os i mere eller mindre grad kæmper med. At skulle være perfekt ligger i vores opdragelse, i vores opvækst, i vores samfund. Det kan være en rimelig hård nød at knække at arbejde med at vi faktisk er perfekte sådan som vi er. Vores normer kommer med det samme ind over og råber en masse eksempler på hvordan det ville have været perfekt at have handlet/været/opført sig i en masse forskellige tilfælde af vores liv.

At være fuldkommen er noget ganske andet. Det er faktisk ikke så svært at acceptere at man er fuldkommen, selvom det er præcis det samme som at være perfekt. At være fuldkommen er rummeligt og blødt og ikke hårdt og kantet som perfekt. Ordet perfekt er det samme som ordet Gud. Et ord som er ladet med så meget besynderlig energi, ikke kun fra os selv og vores egen historie, men også fra historien op igennem alle tider, at det kan være svært at mærke den ægte betydning af ordet.

Virkelig at forstå at man er Gud er det samme som virkelig at forstå at man er perfekt, eller fuldkommen. Virkelig at acceptere dybt ind i ens kerne at der findes ikke fejl. Der findes kun erfaringer. Hvordan vi så vælger at tackle de erfaringer er helt op til os selv. Om vi bruger dem til at blive klogere og stærkere ikke kun på os selv, men også på andre mennesker. Eller om vi vælger at bruge de erfaringer til at blive forkrøblede i vores følelser og tillid til verdenen.

Gud kan ikke være uperfekt. Gud kan ikke være ufuldkommen. Vi er det samme som alt andet her på jorden. Vi er det samme som træerne, som vinden, som blomsterne og dyrene. Vi er ikke anderledes. Vi er et billede på kraften som alt andet er det. At tro at vi er anderledes, er enten ufatteligt arrogant eller ufatteligt lamt. Vi ville heller aldrig se på et træ og tænke at det godt kunne være lidt mere perfekt. Eller se på en jaguar og tænke at den godt kunne være lidt mere fuldkommen. Den er som den er og vi er som vi er og det er godt nok. Det er det virkelig. Godt nok.

Det vi gør er det vi kan lige nu. At skælde sig selv ud over at det ikke er godt nok, det ville svare til at tigeren skulle gå og slå sig selv oveni hovedet med at den ikke er tilstrækkelig som tiger. Eller at solopgangen altid ville måle sig med solnedgangen og ønske at den var lidt anderledes. Solopgangen er fantastisk som den er og det er vi også. Vi er fuldkomne. Vi er tiptop. Top notch. Vi er fuldendte og det er faktisk temmelig freaking amazing at være menneske.

Måske

Maybe

 

There is a Taoist story of an old farmer who had worked his crops for many years. One day his horse ran away. Upon hearing the news, his neighbors came to visit. “Such bad luck,” they said sympathetically. “May be,” the farmer replied.

The next morning the horse returned, bringing with it three other wild horses. “How wonderful,” the neighbors exclaimed. “May be,” replied the old man.

The following day, his son tried to ride one of the untamed horses, was thrown, and broke his leg. The neighbors again came to offer their sympathy on his misfortune. “May be,” answered the farmer.

The day after, military officials came to the village to draft young men into the army. Seeing that the son’s leg was broken, they passed him by. The neighbors congratulated the farmer on how well things had turned out. “May be,” said the farmer.

Kærlighed

Kærlighed

KærlighedKærlighed

 

Kærlighed

FÅ ET SPIRITUELT BOOST

 

Vil du gerne træde ud af hovedet og ned i hjertet? Lære at se naturen som en dåseåbner for din intuition, så du kan bruge spiritualiteten som redskab til at skabe positive resultater i dit liv? Du får samtidig mulighed for at stille spørgsmål til min spirituelle brevkasse, hvor jeg flere gange om måneden svarer på spørgsmål.

 

Skriv din e-mail i feltet og klik på ‘TILMELD’.

You have Successfully Subscribed!