Anja Dalby

Læs del 1 og del 2 her.

En antroposofisk læges råd

Efter jeg fik fjernet min livmoder energetisk hos en healer, og imens jeg gik hos alle mulige forskellige alternative behandlere for at se om jeg ikke kunne fjerne min kræft af den vej, så var jeg meget ofte også i konsultation hos Elisabeth Møller Hansen.

Jeg havde som sagt fået min søn alene, og havde bestemt mig for at han ikke skulle vaccineres. Ikke så længe jeg ikke kunne komme til at tale med en læge, som kunne give mig en ordentlig grund til at gøre det. Jeg kunne til gengæld tale med en læge, nemlig Elisabeth, som kunne give mig mange gode grunde til ikke at vaccinere min søn.

Jeg stolede (og stoler) på Elisabeth, og hun gik straks i gang med at behandle mig med mistelten. Elisabeth Møller Hansen er en antroposofisk læge, altså en læge, som arbejder efter Rudolf Steiners principper. Jeg skulle selv injicere mig med mistelten-medicinen. Det betød, at jeg stak mig selv med en sprøjte i låret to gange dagligt, så vidt jeg husker.

Mistelten hjalp med at redde mig, ikke min livmoder

Misteltenen havde hurtigt en effekt på mig. Jeg kunne ikke mærke om den gjorde noget ved kræften, men jeg fik det bedre på mange andre måder. Jeg kunne tydeligt mærke, at mit generelle velbefindende blev bedre. Jeg fik mere overskud, jeg følte mig stærkere og sundere. Selvom det bestemt ikke var min yndlingsting at stikke mig selv med en sprøjte, så fortsatte jeg og tog medicinen under hele forløbet. Til jeg var helt færdigopereret i foråret 2004.

Jeg satte ind med så mange forskellige former for behandlinger i den tid, jeg havde købt mig til fra lægerne, så jeg har svært ved at vide hvad det var der gjorde en forskel. Men jeg er sikker på at misteltenen spillede en stor rolle. I at jeg for det første overlevede, men også at jeg undgik at få kemo og stråler.

I januar 2004 tog jeg til København til den første operation, hvor jeg fik fjernet min livmoderhals. Hvorefter jeg fik lavet den livmoderbevarende operation. Jeg fik det forklaret som, at lægen satte Gore-Tex op omkring min livmoder, for at holde den sammen. Det betød, at den ville kunne bære et barn og altså holde på det under en hel graviditet. Men desværre fik jeg svar om, at snittet op mod min livmoder heller ikke fri for kræftceller. Det betød, jeg desværre skulle tilbage til Rigshospitalet og have fjernet min livmoder.

Kræft i familien

Hjemme i vores lille, nye sammenbragte familie, der var det ikke nemt. Selvfølgelig. Min søn begyndte at reagere. Han blev indelukket, ville ikke lege med sine venner og gemte sig for sig selv i børnehaven. Det var en stor skovbørnehave, så der var masser af muligheder for at forsvinde derude. Heldigvis var pædagogerne virkelig dygtige, og jeg var hele tiden i samtale med dem. Om hvordan det gik hjemme, og hvordan jeg havde det.

En meget sød kvinde, som arbejdede på kontoret i børnehaven havde også lagt mærke til, at min søn ikke trives, og at han forsvandt for de andre hele dagen. Så hun indrettede en hule til ham under sit skrivebord. Der blev lagt tæpper og puder til ham, hentet legetøj og bøger. Og i hulen under skrivebordet, hvor kvinden jo også skulle arbejde, måtte han også have venner på besøg. En af gangen dog, men stadigvæk. Så hans små 4-årige venner skiftedes til at komme ind og sidde og lege inde på kontoret. Under bordet med min søn.

Det var totalt hjerteskærende at opleve, at min søn var så ked af det. Det var hjerteskærende, at han sad der som en lille dreng, under et skrivebord og ikke ville ud og lege. Men det var også så smukt, hvordan hele personalet i børnehaven (og der var altså omkring 100 børn) var opmærksomme på ham. Selv personalet som ikke var uddannede pædagoger. Jeg synes stadigvæk, at det er så vildt, at den kvinde ofrede sin arbejdsro og arbejdsplads for, at min søn kunne få tryghed. Han sad bare der, omkring hendes ben under bordet, og der sad han længe. Jeg husker det som om det var langt over et halvt år.

Jeg var hele tiden ærlig over for min søn. Jeg sagde ikke på noget tidspunkt, at jeg kunne dø af det, jeg fejlede, men han vidste godt, at jeg havde kræft.

Når professionalismen falder

Anden operation jeg tog til på Rigshospitalet var den, hvor de ville fjerne hele min livmoder. Det var en virkelig hård omgang. Lægen (som var den samme, der havde lavet den livmoderbevarende operation) opererede også min livmoder ud. Det foregik via tre, små snit i maven og en kikkert. På Skejby Sygehus lavede de på det tidspunkt stadig ‘bikinisnittet’, der ville svare til, at man havde fået et kejsersnit.

Fordi operationen i København foregik via kikkert, så er der også risiko for at en blodåre kan gå i stykker, eller blive skåret over uden at lægen ser det. Når man laver en kikkertoperation, så bliver der nemlig pustet luft ind i maven og luften gør så, at der opstår et pres på den blodåre, der er gået itu. Så blodåren bløder ikke, før luften er ude af maven igen, og lægerne kan ikke vide, at det er sket.

Således vågnede jeg om natten, et par timer efter operationen, alene på min stue på Rigshospitalet og kunne ikke trække vejret. Jeg gispede og følte at jeg kun lige kunne trække luft lidt ned i min hals. Jeg havde ingen kontakt med mine lunger. Jeg ringede efter en sygeplejerske, som ikke havde vildt meget sympati for mig. Det var interessant at opleve, at jeg var den besværlige patient. Blot fordi jeg ville dele mine operationer op og i øvrigt stillede spørgsmålstegn ved alt lægerne sagde. Det betød også, at nogle af lægerne og sygeplejerskerne ikke kunne beholde deres professionalisme i mødet med mig. Flere gange oplevede jeg at blive vrisset af og få smidt ting på mig. Et håndklæde til badet blev kylet i hovedet på mig, da jeg lå i sengen og ikke engang kunne rejse mig op. Jeg oplevede flere gange at blive nægtet hjælp, eller at den, der hjalp var dybt irriteret over at skulle gøre det.

Så sygeplejersken der kom ind der om natten, sagde faktisk til mig, at jeg skulle holde op med at være så hysterisk og lade være med at ligge der og hyperventilere. Og så gik hun igen. Efter lidt tid hvor jeg var ved at gå i panik over, at jeg blev mere og mere svimmel. Rummet kørte rundt for mig, selvom jeg lå ned, trak jeg vejret dårligere og dårligere, så ringende jeg efter hende igen. Hun var tydeligt irriteret på mig Heldigvis tog hun alligevel min dyne til side og opdagede, at jeg havde en kæmpestor blødning i min mave.

I kælderen på Riget

Blødningen var inden i maven og havde dannet, hvad der lignede en stor fodbold af blod. Min venstre side af maven var forvandlet til en kæmpe kugle, ligesom en stor gravid mave, men altså kun i den ene side. Blodet var begyndt at trække ud i vævet og i huden, og jeg havde de vildeste farver på huden på maven.

Det var flere liter blod jeg havde mistet. Og pludselig gik det meget stærkt. Læger kom styrtende og jeg blev, mens jeg stadig lå i min seng, drønet rundt på Rigshospitalets gange om natten. Til sidst blev der fundet et sted, hvor jeg kunne få blod tilført. Så jeg endte i kælderen på Rigshospitalet og prøvede ikke at tænke på, hvor meget alt det her mindede om Lars von Triers Riget …

Jeg vil naturligvis også meget gerne fortælle, at der også var rigtig søde sygeplejersker. For de var der også. Men jeg var overrasket over, hvor mange som ikke var det. Som helt klart lod deres egne historier om helbredelse og autoritet i lægeverdenen stå i vejen for deres møde med mig, og den måde jeg var på som ung, kræftramt kvinde.

Fortsættelse følger …

Læs del 1 her.

Når man ikke vil forberede sig på at dø af kræft

For de 80.000 kr. jeg havde lånt til min uddannelse, gik jeg i gang med at opsøge alle de alternative behandlere, jeg overhovedet kunne komme i tanke om. For at se om jeg kunne helbrede mig selv for kræft. Jeg prøvede SÅ mange ting af i de måneder.

Jeg tog store håndfulde vitaminer og kosttilskud mange gange om dagen. Faktisk kan jeg stadig ikke rigtig se en vitaminpille nu uden at gyse, for jeg hældte dem virkelig indenbords. Alt hvad jeg overhovedet kunne opstøve eller fik anbefalet af alternativ medicin, tinkturer, teer, osv. det prøvede jeg.

Alle de alternative behandlere jeg gik til, sagde, at jeg skulle tage imod operationen. Dem der også var clairvoyante sagde endda, at jeg skulle forberede mig på måske ikke at overleve. Men det var ikke fordi de ikke gerne ville hjælpe, der var bare ingen, der troede på, at det rigtigt ville gøre en forskel. Jeg var virkelig syg, men det var som om jeg var den eneste, der ikke troede på det.

Forhandling med lægerne

Det var en vildt hård tid. Jeg var helt alene om beslutningen om at udsætte operationerne. Og jeg håbede jo på (og regnede faktisk med), at jeg kunne fjerne kræften helt. Helbrede mig selv fuldstændig og helt undgå at blive opereret. Men jeg stod alene. Selvfølgelig kan ingen mennesker omkring et menneske med kræft i stadie 4 råde personen til at droppe det etablerede lægesystem og gå med sin egen intuition. Jeg tror heller ikke, jeg selv ville kunne gøre det. Eller det ved jeg af erfaring med de veninder, som har haft brystkræft f.eks., at det kan jeg heller ikke gøre. Det er vildt skræmmende at stå ved siden af et menneske, som er meget sygt. Det er selvfølgelig endnu mere skræmmende, hvis det menneske ikke vil gøre, hvad der bliver sagt af de kloge læger.

Samtidig med at jeg gik til alternative behandlere mange gange om ugen, så var jeg i konstant forhandling med lægerne. Jeg ville have inddelt mine operationer, så den første var den, hvor jeg fik fjernet livmoderhalsen. Hvis det snit ikke var fri for kræft, så skulle jeg så have fjernet min livmoder. Og hvis det så viste sig, at det var en stor knude i min livmoder, som fyldte hele vævet ud, så ville jeg gå med til at få en operation, hvor mine lymfeknuder i lysken blev fjernet, så de kunne se om kræften havde spredt sig derud. Hvis kræften ikke var i mine lymfer, så ville jeg ikke tage imod kemo og stråler.

Så jeg ville i værste fald ende med tre operationer og kemo og stråler. I bedste fald ville jeg bevare min livmoder og kunne få flere børn. I allerværste fald ville kræften sprede sig i løbet af den tid jeg udsatte operationerne, og jeg ville dø af det.

Når kræft skubber til medmenneskeligheden

Som alle mennesker siger, så er det først i kriser man virkelig kender sine venner. Og sin familie kan jeg også tilføje. Det var virkelig interessant at se, hvem der vendte ryggen til og hvem der stod klar til sådan set at være der for mig hele tiden. Mennesker jeg regnede for at være ude i periferien af min vennekreds, overraskede ved virkelig at være der for mig. Mange tætte venner var der også, men mange var ikke. Det var jeg også helt okay med. Jeg var godt klar over, at det ikke handlede om mig, men om dem.

Det var svært i forhold til min familie. Det var vildt svært at have forventninger om, hvordan vi som familie er over for hinanden i kriser, og så er det slet ikke sådan alligevel. Det gjorde meget ondt og gjorde det i mange år efter. Jeg er klar over nu, at alle gjorde det bedste de kunne. Sådan vil det altid være. Men det var en virkelig vigtig lektion for mig selv i, hvem jeg vil være som menneske. Vil jeg lade mig sluge af min egen smerte over det der sker eller vil jeg tørre øjnene og være der for den, der faktisk har brug for det. Det var godt at se. Rigtig godt at lære.

Et nyt stadie: Farvel stædighed

En af de alternative behandlere jeg tog til var en healer. Jeg kan desværre ikke længere huske, hvad hun hed, men jeg rejste langt frem og tilbage til hende med rutebil fra Aarhus, når jeg skulle til behandling hos hende. Hun var også enig med lægerne i, at jeg skulle tage imod operationerne. Hun sagde til mig, at min livmoder var fyldt med kræft (hvilket senere viste sig at være sandt). Det eneste hun ville råde mig til var, at hun og hendes hjælpere ville fjerne det energetiske liv, der var i min livmoder, for så ville den fysiske operation gå meget nemmere. Hun ville altså groft sagt tage livet, ånden, ud af min livmoder, så den nemmere ville slippe, når lægerne skulle skære den ud.

Ved at gøre dette, så ville operationen gå nemmere, og jeg ville sammen med mine og hendes hjælpere kunne få sagt ordentligt farvel til min livmoder. Selvom jeg på det tidspunkt stadig håbede på, at jeg fuldstændig kunne helbrede mig selv for kræft, så gjorde det naturligvis noget ved mig, at selv de mest alternative af de behandlere, jeg opsøgte også blev bekymrede for om, jeg ville overleve min egen stædighed. Jeg begyndte at bløde lidt op i mig selv og åbnede også stille og roligt op for muligheden i mig, om at jeg måske bare skulle være glad for at overleve den her sygdom. At kræve at beholde min livmoder oven i var måske lige at stramme den.

Farvel livmoder

Den healing hvor min livmoders liv blev taget står stadig som en lyslevende oplevelse for mig. Det er ikke mange ting i mit liv, der er så klare for mig. Det var også første gang jeg fik en førstehåndsoplevelse af åndelige vejledere og hjælpere fra andre planer. Jeg troede jo på det før, og havde naturligvis hørt meget om det, jeg havde bare aldrig selv erfaret noget i den stil.

Da healeren kaldte sine hjælpere ind, og dem der ville komme og assistere i den energetiske operation, der så jeg dem alle sammen. Jeg lå med lukkede øjne på en briks, men det var som om mine øjne var åbne, så tydeligt så jeg det der skete. Jeg så lige så klart som jeg ellers så alt andet i verden, hjælpere komme fra så mange planer i universet. Jeg bliver helt rørt, når jeg skriver om det nu. Jeg så hvordan de landede ved siden af mig, og jeg så en hel ‘kødrand’ af energier. Af hjælpere, engle, dyr, alle mulige væsner stå rundt om mig. Der var så mange, at de næsten stod i lag. Jeg havde aldrig prøvet noget tilnærmelsesvis lignende.

Min livmoders begravelse

Det næste der skete var, at jeg ikke bare så, men også følte deres hænder inden i mig. Jeg kan helt ærligt sige, at det føltes som om de virkelig stak deres hænder ind i mit underliv og i fællesskab løftede min livmoder ud. Det gjorde naturligvis ikke ondt, men det var meget tydeligt at mærke hænderne i min mave. Jeg mærkede tydeligt, da min livmoder ‘slap’ mig og blev båret ud og væk af de hjælpere, der var til stede. Virkelig, virkelig syret og helt vildt smuk oplevelse.

Da min livmoder var fjernet, og healeren afsluttede seancen, så jeg hvordan alle hjælperne forsvandt igen. Da jeg åbnede mine øjne og så på healeren så hun meget overrasket ud. Hun spurgte om jeg selv havde en fornemmelse af hvad der var sket, og jeg kunne fortælle hvad jeg havde oplevet. Hun sagde selv, at hun aldrig før havde prøvet, at der kom så mange hjælpere på banen og hun sagde også, at nu var min livmoder uden liv. Uanset om kræften ville forsvinde eller ej, så ville jeg ikke kunne få børn mere. Min livmoder var blevet båret videre og opløst i lys, energi og kærlighed. Det var min livmoders begravelse, og jeg er glad for, at jeg havde den oplevelse med mig. Et par måneder fik jeg nemlig opereret min livmoder ud fysisk af lægerne, og det var der ikke meget rituelt eller smukt over.

Fortsættelse følger …

Kræft i underlivet

I 2003, da jeg var 28 år, fik jeg konstateret kræft i underlivet. Opdagelsen af kræften skete ved et tilfælde. Jeg var ved læge med min søn, som dengang var 3 år gammel, og min læge mindede mig om, at jeg iøvrigt også lige skulle have tjekket op på mine celleskrabstal. Sidst jeg havde fået lavet et celleskrab var lige efter min søns fødsel, og dengang var mine tal ikke gode. Men min læge afskrev det på det tidspunkt med, at det nok var på grund af hormonforandringerne efter graviditeten, at de ikke var helt i orden.

Efter et nyt celleskrab og efterfølgende undersøgelser hos gynækologer blev det konstateret, at jeg skulle have en kegleoperation. Mine celletal var blevet meget værre i de 3 år, der var gået fra jeg havde født min søn.

Efter kegleoperationen fik jeg så at vide, at ‘snittet’, der var lavet op mod livmoderhalsen, ikke var rent. Der var altså kræftceller der, hvor min livmoderhals var blevet skåret i, hvilket betød at jeg skulle have hele min livmoderhals og livmoder fjernet.

Alt skulle lige til at være så godt

Jeg var 28 år og mor til en lille dreng. Jeg havde været alene med min søn ind til han var 3 år. Kort før jeg fik konstateret kræft havde jeg mødt en mand som min søn og jeg var flyttet sammen med. Nu skulle vi til at lave en familie sammen. Min daværende kæreste, som senere blev til min mand (og endnu senere eks-mand), stod altså pludselig ikke bare med en 3-årig, han skulle til at være far for. Han stod også med en meget syg kæreste. Og det var jo nu vi skulle til at have det godt sammen, alle tre. Det var nu vi skulle til at lave flere børn, og alt skulle blive så godt.

Jeg fik af vide, at jeg havde livmoderhalskræft i stadie 4. Lægerne ville prøve at operere mig, altså at fjerne knuden i min livmoder, men jeg skulle selvfølgelig forberede mig på at gå igennem kemoterapi og strålebehandling. Jeg fik også at vide, at der ikke er noget stadie 5.

Alverdens bandeord dækker ikke over, hvor råddent det var. Det var en fuldstændig ubeskrivelig, hæslig situation at være i. At stå der med min lille søn. Lige være flyttet sammen med ham, jeg troede var manden i mit liv. Jeg var også lige startet på uddannelsen til dameskrædder i Aarhus.

Chokfasen

Jeg stoppede min uddannelse og gjorde mig klar til at blive opereret. Det var i oktober 2003. Men heldigvis var jeg ung og (helt utrolig) stædig. Jeg troede på det tidspunkt stadigvæk på, at den der død, den kunne jeg, af alle mennesker, altså godt snyde. Ikke bare i forbindelse med den kræft, jeg stod over for, men også i det hele taget. Som ung er det meget svært for ens ego at acceptere, at det skal dø herfra på et tidspunkt.

Så jeg bad lægerne om at få min operation udsat. Jeg ville selv se, hvad jeg kunne gøre for at helbrede mig selv. Jeg havde lånt 80.000 kr i banken til at tage min uddannelse, og dem ville jeg bruge på alternative behandlinger i stedet.

Det var bestemt ikke populært hos lægerne, at jeg ville udsætte min operation. Nogle læger råbte af mig. Andre behandlede mig som om jeg var sindssyg og dybt debil. Andre igen prøvede at true mig, talte ned til mig og prøvede at forskrække mig. Til sidst endte jeg hos lægen Lone, som startede med at sige, at hun kun fik de besværlige patienter, så om jeg ville fortælle, hvor min besværlighed lå henne? Min besværlighed lå i virkeligheden kun i, at jeg var totalt i chok over, at jeg havde fået kræft i underlivet.

Min chance midt i elendigheden

Jeg forstår godt lægerne i dag. Jeg forstår godt deres frygt. Jeg forstår godt min familie, som sørgede og var i total panik over, at jeg ville udskyde min operation. Det må have været frygteligt for dem alle. At stå overfor en ung kvinde, som ikke gjorde hvad autoriteterne sagde, når det nu var hendes liv det drejede sig om.

Lægen Lone fortalte mig, at på Rigshospitalet var der på det tidspunkt en læge, som var begyndt at lave livmoderbevarende operationer. Det ville sige, at han i stedet for at ‘rydde hele bulen’ som jeg oplevede der blev sagt flere gange om mit underliv, ville starte med at fjerne det sidste af livmoderhalsen. Hvis det snit op mod livmoderen så ikke var rent, så ville de være nødt til at fjerne hele livmoderen. Men der var en chance. En chance for at bevare min livmoder, så jeg kunne få flere børn. Jeg skulle godt nok føde via kejsersnit så, men det var intet i forhold til slet ikke at skulle være mor igen.

Jeg udsatte min kræft-operation

Den livmoderbevarende operation var dog stadig på forsøgsstadiet, og desuden så boede jeg i Aarhus, så det ville give meget mere mening bare at få fjernet alt i mit underliv på Skejby Sygehus. Bare ikke for mig. Så jeg tog til møder på Rigshospitalet i København med lægen, der kunne lave operationen. Og han synes også jeg var åndssvag. For med en kræft i stadie 4, så skulle jeg sådan set bare være glad, hvis jeg overhovedet ville overleve.

Jeg fik dog overtalt lægerne på Skejby Sygehus og Rigshospitalet om, at jeg skulle godkendes til den livmoderbevarende operation. Og at jeg først ville have den i januar 2004, for imellemtiden ville jeg så prøve at gøre så meget som muligt selv for at fjerne kræften via alternative midler.

Fortsættelse følger …