Se bladene. Stammen. Måske er der blomster, eller frøkapsler. Måske summer det af liv, insekter og fugle.
Forestil dig hvordan dette træ er vokset op fra kun et lille frø. Hvordan det nu er blevet stort og huser så meget aktivitet som du nu er vidne til.
Mærk træets ro. Bed om tilladelse fra træet til at lade dig smelte baglæns ind i træstammen og bliv et med træet. Mærk kraften, storheden, livets puls inde i midten af træet. Bliv der til du føler det er nok.
Tak træet for at du måtte mærke det, når du træder ud af det igen. Du har nu lavet træ-øvelsen.
Gør dig det bevidst, at når du går fra træet, alle insekterne, fuglene, bladene der bevæger sig i vinden, frøkapslerne som rummer kimen til uendelig mange flere træer, så fortsætter det hele uden dig. Selvom du ikke iagttager det, så er alt det liv der stadigvæk. Det er der også i morgen, næste år, om hundrede år.
Måske eksisterer træet ikke om 100 år, men alt det liv som det rummer, gør helt sikkert stadigvæk og energien som træet har efterladt er her til evig tid.
Du er her ikke om hundrede år. Du har dette øjeblik til at prøve at rumme hvor uendelig små vi er. Hvor storslået det er at vi er blevet givet denne gave, at være vidne til et træ og livet i og omkring det.
Mærk ydmygheden over livet.
Mærk kærligheden til det.
Du kan frit downloade træ-øvelsen HER og printe den ud i A4-format.
I dag ledte jeg på nettet efter puder til vores sofa. Jeg er godt klar over, at det er noget af en cliffhanger at starte et indlæg med. Jeg håber dog, at det er muligt for dig at slappe nok af til, at du kan læse resten.
I min søgen efter puder endte jeg i del digitale boligtilbehørsbutikker. Flere steder stod der: Forkæl dit hjem! F.eks.: Forkæl dit hjem med en ny pude til 1199 kr.
Det er ikke kun i boligtilbehørsbutikker, at jeg er stødt på det her med forkælelse. Forkæl dig selv med chokolade, vin, nyt tøj, nye sko, nye tasker, en ny bil, nye briller, nye smykker, et nyt kursus, et kurophold, en ny mand osv. Listen over mulige emner at forkæle sig med er lang. Når vi som forbrugere så også bliver bedt om ikke kun at forkæle os selv, men også vores hjem, så bliver mulighederne for forkælelses-køb nærmest uendelige.
Hamsterhjulets overlevelsesmekanisme
Men det er jo klart, at jeg skal forkæle mig selv. Hvis jeg ikke forkæler mig selv, hvordan i alverden skal jeg så komme igennem den her dag. Det her liv. For sandheden er jo, at rigtig mange af os har søgt efter liv, som vi troede kunne gøre os glade. For det er det, vi er blevet lært. Vi bliver glade af en uddannelse. Vi bliver glade af jobbet, det kan lede os hen til. Vi bliver glade af huset, vi sætter os i gæld for at bo i. Vi bliver glade af bilen, af fjernsynet, af vinen og af ‘hyggen’ som vi uafbrudt fylder vores liv og kroppe med.
Problemet er bare, at rigtig mange mennesker ikke er glade. De er ikke blevet glade af at arbejde. De er ikke blevet glade for at få børn som de skal aflevere i institution og ser for lidt. De er ikke blevet glade for huset, for det skal konstant forkæles, og det er både stressende og kræver endnu flere penge.
Selvfølgelig skal vi forkæles. For vi er jo worth it. For vi knokler. Og vi betaler vores skat. Og stemmer til valg. Og sidder i forældrerådsmøder og bestyrelser. Vi er jo ordentlige voksne, som er godt opdragede, og gør det vi bliver bedt om. Vi lever op til vores ansvar. Selvfølgelig er der nødt til at være en gevinst ved at være så ordentlige voksne mennesker. Hvis vi ikke får lov til at være ‘sultne for sjov’, så bliver det så surt, at vi måske vil stoppe op og se hvad det er vi har gang i.
Nemlig at vi forbruger for at trøste, fordi vores liv i bund og grund er indrettet på en måde som i virkeligheden er ret uholdbar for mennesker. Da robotterne begyndte at komme ind på arbejdsmarkedet, var der total optur over mulighederne, det ville give mennesket. Så kunne mennesket endelig arbejde mindre. Så kunne vi begynde at få mere fri og nyde det pragtfulde liv, vi er blevet givet her. Det skete bare ikke. I stedet opstod der en masse pseudo-stillinger, hvor mange nu sidder og med god grund føler, at de spilder deres tid.
Du har allerede ALT
Det er i virkeligheden er fuldstændig vanvittig tanke, at vi som mennesker har krav på forkælelse. Jesus Christ! Altså hver dag, så vågner vi op i en vidunderlig krop, som ikke vil andet end at tjene os. Uanset hvilke fejl og skavanker vi kan synes den har, så vil dit hjerte ikke andet end at slå for dig. Dine lunger har heller ikke andet job end at trække vejret. Din mave vil også bare gerne fordøje, så du får energi til at have det sjovt i kroppen, mens du er her.
Din hjerne vil også gerne tjene dig. Den sender dig impulser og skaber følelser og reaktioner, alt sammen for at du kan få den bedst mulige oplevelse af at være menneske her lige nu. Intet i dig er ude på at modarbejde dig i dit liv her. Alt er til din tjeneste.
Og udover en krop, så er der livet. Livet, der strømmer og sætter dig i bevægelse. Livet, der er som den vildeste rutsjebanetur, med vidunderlige kildreture og de skrækkeligste gys. Men livet er ikke ude på at få dig ned med nakken. Livet er ikke ude på, at du skal lide under at være menneske her. Livet er for dig og ikke mod dig.
Kig din programmering efter i sømmene
Problemet er, at vi er blevet fodret med forestillinger om, at det ikke må være svært. At det ikke må være usikkert. At det ikke må være nervepirrende. For det er altså noget af en thriller at være i live. Konstant er der nye ting at forholde sig til. Når vi tror på historien om, at når vi bare får det rigtige job, mand/kone, hus, børn osv., så er vi lykkelige til vores dages ende, så bliver vi slemt overraskede når det så ikke viser sig at være sådan. Konen snorker, manden har sure tæer, ungerne har snotnæser og jobbet giver ikke andet mening end, at det udbetaler penge til at betale banken. Som tak for lån for huset.
Men så er det jo godt, at man i det mindste kan forkæle sit hjem. At forbruge bliver trøsten, for troen på at man har fejlet. For der må jo være noget galt med mig, når jeg alligevel ikke er glad i den her idé, jeg er blevet programmeret til at tro på er den endegyldige sandhed for alle. Der må være noget galt med MIG. For alle andre er jo lykkelige i deres arbejds-og forbrugsrus. Så nu bliver jeg så også stresset og føler skam. Heldigvis har vi fået sådan et fantastisk stykke firkantet plastik foræret, som kan bringe en hel masse NYDELSE og forkælelse ind i vores liv.
Hullet vi prøver at stoppe ved at svinge Dankortet kan bare ikke fyldes på den måde. Når hullet i virkeligheden består af en dyb, eksistentiel uro over, at der må være en anden mening med livet end at tjene og bruge penge, så kan det aldrig fyldes op af mere arbejde og mere forbrug.
Taknemmelighed er aldrig på tilbud
Ægte selvforkælelse er tid og kærlighed. Ingen af de to ting kan købes for penge. Ægte selvforkælelse er at vågne op om morgenen og vide, at man har nok. Nok fordi der er vand i vandhanen, en seng at stå ud af, tøj at tage på kroppen. Ægte selvforkælelse er at trække vejret dybt, at mærke livet og luften strømme igennem en. At være bevidst om at livet er en vidunderlig gave, og at hvert øjeblik er dyrebart. At forkæle sit hjem kan kun gøres ved at elske at være der, passe godt på det man har, og være taknemmelig for det. Forkælelse kan ikke købes, heller ikke gennem sofapuder.
Forkælelse er den dybe taknemmelighed, der pulserer i kroppen, når vi virkelig erkender hvor mega-vildt og totalt heldigt det er at have fået et liv her. Så er bare det at stå midt på gulvet i stuen, i undertøj og sokker, i en krop, der er tilstede i et hus, den vildeste forkælelse og lykke overhovedet.
Vi oplever synkronicitet eller meningsfulde tilfældigheder, når vi begynder at lægge mere mærke til de ting, der sker i vores liv. Når vi bliver mere bevidste. Et sind, som aldrig er i ro og aldrig er til stede i nuet, det opfatter det der sker omkring det for tilfældigheder. Ofte er det så optaget af tankerne omkring fortiden og fremtiden, at det ikke opdager, hvordan hele verden prøver at komme i kontakt med det for at guide og hjælpe.
Når vi kommer i ro inden i, når vi begynder at være til stede i nuet, så er det nærmest som om et slør løfter sig fra vores øjne. Lige pludselig kan vi rent faktisk se livet omkring en. De tilfældigheder og den synkronicitet vi oplever i vores liv giver pludselig mening. Vi begynder at se at intet er tilfældigt. At alt omkring os er en form for kommunikation, at verden vil os noget. Den vil gerne tale med os og lede os på rette vej.
Så du går fra at gå i en tåge med et konstant bekymret og ængsteligt ego. Et ego, som hele tiden er i gang med at udregne nye dommedagsscenarier for dit liv. Istedet føler du dig elsket og støttet, og du får mere og mere tillid til verden. I takt med, at du opdager, hvor meget den faktisk gerne vil hjælpe dig.
Tillid til tilfældighederne
Jo mere tillid vi får til, at tilfældighederne er meningsfulde, jo mere bliver vi vist. Eller ikke vist faktisk, for alle tegnene er der hele tiden. Jo mere tillid vi har, jo bedre bliver vi til at se de tegn, der er og verden åbner sig op på en helt ny og fortryllende måde.
Synkronicitet viser sig, efter min erfaring, på to måder. Den første måde er en form for instant ønske-opfyldelse. Det er den oplagte måde, hvor du tænker på en ven, du ikke har talt med længe, og vennen ringer lige efter. Eller det kan være så simpelt som, at du er løbet tør for vaskemiddel. Når du går i supermarkedet, så er dit yndlingsmærke sat ned til halv pris. Det lyder banalt, men hold øje med de her små ting og anerkend dem. Sig tak for det. Læg mærke til, at du fik en parkeringsplads med det samme. Eller at der var grønt lys hele vejen den dag, du havde travlt.
Synkroniciteten viser sig naturligvis ikke kun i små dagligdagsting. Men hvis vi ikke begynder at opfatte den konstante støtte, vi får i det små, så hører vi heller den dag hele verden skriger til os, at vi skal købe en lottokupon. Start i det små med at holde øje med den hjælp, der konstant er omkring dig. Så træner du dig selv til at begynde at se de større ting også. Det er som en muskel, der skal trænes. Vi kan ikke forvente at kunne gå direkte til et højere niveau, når vi ikke har taget de lavere.
Når universet svarer på dine spørgsmål
Den anden måde synkronicitet viser sig på er på den helt tossede måde. Den som faktisk ikke giver nogen umiddelbar mening i det øjeblik, det sker. Det er når du ser og oplever noget som du kan mærke har en betydning, men som du ikke umiddelbart kan afkode. Du bliver ved med at støde på et navn på en person, du ikke kender. Eller et ord eller tal. Eller et bestemt menneske bliver ved med at dukke op i alle mulige forskellige sammenhæng. Du ser pludselig grævlinge alle vegne, du ser dem i naturen, du ser dem afbilledet på tøj, din mor ringer for at fortælle, at hun kom til at køre en over i dag. Og du undres, hvorfor alle de grævlinge? Hvad i alverden vil de mig? Hvad prøver universet, at sige ved at vise mig grævlinge overalt?
Nogle gange får du svar med det samme. Du forstår, hvorfor det navn, det dyr, det tal, den sang, blev ved med at dukke op. Det er det sjoveste øjeblik, fordi du forstår, at du fik svar på noget, du ikke engang var klar over, at du manglede svar på. På noget, som er så ubevidst, at du ikke selv er bevidst om det. Du får måske et tegn til en retning, du kan gå i, så du kan få løst en problematik i dit sind. Eller du forstår, at grunden til, at du hører den samme sang overalt, er for at du kan lytte på teksten, der måske fortæller dig, at du altid er elsket.
Og når det ikke gør …
Andre gange får vi aldrig et svar. Totalt syrede ting sker, og vi finder aldrig ud af hvorfor. Måske først om 20 år, og nogle gange forbliver det et mysterie. Det er helt okay!. Du kan være sikker på, at selvom du ikke selv forstår det, der sker, så ved din sjæl præcis hvad grunden var til at du skulle opleve det. En måde at komme ud over det, at ting sker som vi ikke forstår, er at bestemme sig for at universet er et humoristisk sted. Nogle ting er så skøre og absurde, at det får The Muppet Show til at virke normalt. Det giver lidt ekstra at grine af. Måske var det bare det, den oplevelse skulle. Få os til at grine af, hvor tosset sjovt, det er at være her på Jorden.
Når du først begynder at holde øje med de meningsfulde tilfældigheder og altså kommunikere med det univers, som er forbundet med din sjæl, så lover jeg dig, at dit liv går fra at være en (måske) lidt tør og kedelig omgang til en saftig, humoristisk og meget eventyrlig affære.
Jeg forstår godt, hvorfor man vil tage fra Jorden. Jeg forstår følelsen af separation. Jeg forstår, at når man ikke føler sig som ét med Jorden, så er det nemmere at tage fra hende. Når jeg er i den følelse, så forstår jeg menneskets lyst til at udnytte hende. Jeg forstår følelsen af respektløs grådighed. Hvorfor skulle jeg have lyst til at passe på noget som er uden for mig og som jeg ikke er en del af?
Når jeg her i oktober måned hører kronhjortene brøle om natten, så forstår jeg angsten det brøl må have vækket i mennesket i tidernes morgen. Det brøl er så råt og dyrisk, at uanset hvor meget jeg ellers føler mig dus med himlens fugle og skovens grønne træer, så føler jeg frygten. Og med frygten kommer følelsen af separation. Og det er bare en kronhjort. Den kan ikke gøre mig noget.
Jeg forstår mekanismen som frygten bringer med sig. Trangen til at slå ihjel for at passe på og beskytte det man har. Jeg forstår, at mennesket har overlevet på grund af den trang. Her i skoven hvor vi bor, der føler jeg mig også udsat, når jeg hører kronhjortene brøle fra den anden side af vejen. Jeg får lyst til at krybe ind og passe på og skærme mig. Jeg får også lyst til at brølet skal gå væk.
“Der er mange kronhjorte her hvor vi bor. Længere inde i skoven bliver de fodret på store fordringspladser med korn, roer og gulerødder. Tæt på foderpladserne, og mange andre steder i skoven, står skydetårnene. Omkring det meste af skoven er der hegn, formentligt for at holde vildtet inde.“
Hullet i brystet
Jeg forstår menneskets trang til at slå ihjel for at beskytte. Jeg kan se historien mod det punkt, hvor vi er nu, hvor vi også er ved at slå os selv ihjel i krigen mod den store, farlige natur.
En ‘naturlig’ udvikling. Fra bønder til ansatte. Fra smålandbrug til enorme kød- og mejerifabrikker. Jeg forstår, hvordan den uro vi føler indeni os over ikke længere at føle os forbunde med Jorden, gør at vi er nemme at sælge ting. For at prøve at fylde det hul ud vi har.
Et hul som er opstået på grund af vores tro, på at vi er separate fra Jorden. Det er vi ikke. Vi er lavet af kød og blod ligesom de andre dyr her. Vi forgår på samme måde ned i Jorden, som alt andet, der nogensinde har eksisteret her. Vi har en bevidsthed. Ligesom alt andet har en bevidsthed her. Dyrene. Planterne. Jorden. Alting. Vi er ikke separate fra Jorden. Vi er olien i dybet, vi er diamanterne i bjergene, vi er egetræet på bakken og det rå brøl langt nede fra kronhjortens bryst.
Gentænk det gode liv
Vejen tilbage til balance på Jorden skal ske ved, at vi vender hjem til, at vi er beboere her på lige fod med alle andre og at alting skal passes på og beskyttes. Fordi vi er alle en del af den samme Jord. Vi er alle ét. Når jeg tror på at alting er ét, og jeg så også uundgåeligt er en del af det ét, så får jeg lyst til at passe på alt omkring mig.
Jeg får lyst til at gøre min have til den bedste have for naturen. Jeg får lyst til at tilføre flere træer, flere buske, flere planter. Jeg får lyst til at lave min egen mad i min have, når jeg forstår prisen, jeg ellers betaler for mad. Når jeg vil passe på Jorden fordi jeg føler mig som en del af den, så forstår jeg prisen for maden, der har rejst langt for at komme hen til mig. Jeg forstår, at alle de omkostninger, der er forbundet med, at jeg køber mine grøntsager i Brugsen, de kommer med for høj en pris for Jorden.
Når jeg føler mig som en del af alting, så forstår jeg også, at jeg ikke er alene her. Her er 7 milliarder andre mennesker end mig. Når jeg føler mig forbundet med dem, fordi vi alle er af samme kød og blod og deler samme bevidsthed, så har jeg ikke lyst til at tage noget som ikke er mit. Jeg har lyst til at fordele ressourcerne ligeligt. Hvorfor skulle jeg tage fra min egen søster eller bror?
Vågn op!
Jeg tror på en stille revolution. Jeg tror på, at vi bliver flere og flere som vågner op til at måden at forandre, og i sidste fald redde vores liv her, er fuldstændig at gentænke, hvad vi tror er det gode liv. For det ser ud til at det gode liv er ved at ødelægge en hel planet og alt liv på den, inklusiv os selv.
Jeg tror på, at vi bliver flere og flere, som sætter stop for forbruget eller sætter det drastisk ned. Jeg tror, at vi bliver flere og flere, som vågner op til, at det er os som er de voksne her. Der er ingen over os og ingen under os. Vi har alle sammen, alle mennesker, et ligeligt ansvar. Jeg kan ikke bebrejde andre for ikke at gøre deres del af arbejdet for at få vores liv her på ret kurs igen. Jeg er nødt til at gøre det selv. Hele tiden. Der kommer ikke nogen og redder mig.
Jeg har længe undret mig over at det at være i en åndelig/fysisk proces er SÅ smertefuldt. Jeg startede på en healer-uddannelse for fire år siden og mødte begrebet ‘at være i proces’. Så skete det for den ene og så den anden, så var skolelederen det, så fik folk ondt i tænderne osv. Jeg lærte, at det er den eneste vej ud i friheden og til at åbne hjertet.
Jeg følger forskellige blogs og her er de spirituelle ofte i proces. Jeg oplever det også selv. Jeg er bare ret træt af, at opleve den ene proces efter den anden … For hvornår begynder livet? Det er selvfølgelig overdrevet og sat på spidsen, men nogle gange synes jeg ærligt talt, at jeg ikke rigtigt ved, om jeg gider det? Jeg er jo hoppet på toget, jeg kan ikke vende om, men Anja … Er der ikke en lettere vej? Her mener jeg ikke spirituel bypassing, selvom det nogle gange kunne være fristende at bypasse lidt indimellem.
Jeg føler mig sjældent rigtig glad mere. Den umiddelbare naivitet, og det optimistiske sind jeg før havde er ikke så fremtrædende mere. Og helt ærligt, så fortæller mit ego mig, at det er fordi, jeg overhovedet ikke kan finde ud af, at være i kontakt med mit åndelige væsen.
Det er bare ensomt, for jeg taler jo ikke med nogle i min hverdag om den del af mit liv. Min ‘hobby’ er blevet at undersøge og reflektere, og jeg er sådan set blevet mit eget projekt og min egen proces. Men er det åndelig udvikling? Tror jeg er på vildspor.
Jeg læser og hører jo også om dem, som shiner i deres essens og tiltrækker alt godt. Ja, jeg undrer mig igen. For så siger folk, at man skal være med det, være i nuet og acceptere alle aspekter af sig selv, elske sig selv osv. Det billede får ved Gud alt jeg oplever til at falme. Men omvendt er der altså noget helt galt. Tænker jo, at det er egoet der er på spil. Det er vist lidt rodet, håber du kan læse mellem linjerne, hvad det ER jeg prøver at udtrykke.
Frustrationen er også, at jeg næsten har alt hvad mit hjerte kan begære. Men så er der lige den ene proces og så den anden, der oftest kommer til, at overskygge alt det skønne, jeg omgiver mig med. De fedeste oplevelser jeg har haft den sidste måned er at være blid ved mig selv, gøre ting langsomt og enkelt. Det virker støttende og kærligt. Jeg trænger virkelig til det.
Af hjertet tak til dig kære Anja, jeg elsker dine skriv.
Kærligst K.
Kære K.
Tusind tak for din mail. Jeg er rigtig glad for, at du skriver de her ting, for som du også har opdaget, så er det ‘desværre’ ret normalt at have det sådan, når man er startet på sin spirituelle rejse. Jeg har undervist flere som efterfølgende har sagt, at de ville ønske at de aldrig var startet. Fordi de er endt præcis samme sted som du (og mange andre) står lige nu.
Jeg var der, hvor du er nu, i næsten 24 år. Konstant i proces og jo længere jeg kom ind i det, jo værre fik jeg det. Det der løg der får skrællet lagene af sig, det blev bare ikke mere lækkert, jo længere jeg kom ind i det.
Du har helt ret i at det handler om egoet. Jo mere vi vågner op til os selv (vores ego), jo mere ubehageligt kan det blive. Det er ikke for sjov at man inden for selvudvikling og spiritualitet taler om ‘the dark night of the soul’, det er præcis lige så dramatisk og mørkt som det lyder og den nat kan sagtens vare i rigtig mange år.
Egoet kan blive så opslugt af sig selv. Så den ene proces overtager den næste, og man sidder fast i en endeløs spiral af selvhad og skam over at finde ud af hvem man er. Det der gjorde den store forskel for mig, var at jeg begyndte at holde af egoet. Da jeg virkelig så hvor lille det er, at det netop er mit indre barn, så kunne jeg for alvor elske det. Da jeg begyndte at elske egoet, så fik jeg ro og jeg ‘opnåede’ den her tilstand, vi søger når vi begynder vores spirituelle rejse. En tilstand af accept og ro, hvor jeg med hånden på hjertet kan sige, at jeg er lykkelig.
Processerne stopper ikke af den grund, men nu synes jeg det er sjovt og interessant at være i dem. Jeg morer mig med at gå på opdagelse i, hvad jeg indeholder af ‘interessante’ ting.
Det som gjorde det store udfald for mig selv var altså, at jeg virkelig begyndte at elske mig selv, og det er jo meget nemt at sige. Og det som alle siger at man ‘bare’ skal gøre. Men det betyder altså, at man også skal elske alt det grimme, man opdager i sine processer. At man holder ved med at se på sig selv som et uskyldigt barn, som ikke ved bedre. Det betyder ikke at egoet får friløb af den grund, det gør vi heller ikke over for børn, der opfører sig umuligt. Men vi kan holde ved at vi elsker dem uanset, at de altid er værdige til vores kærlighed. Når børn mærker det, så slapper de af og umuligheden forsvinder stille og roligt. Det samme sker i os selv.
Jeg er ved at læse en bog af Thich Nhat Hanh. Thich Nhat Hanh er en buddistisk munk. For mig bliver buddhisme ofte for luftigt, men jeg bed mærke i noget han skrev om spirituel praksis, da jeg læste i bogen i går, for det er den samme erfaring, jeg har draget mig.
Det er meget vigtigt at kombinere sit selvudviklingsarbejde med en spirituel praksis, for ellers kan man meget nemt blive fortabt i det og egoet får lov at gå bananas i offer-følelser og følelser af, at det nok er værre end alle andre i hele verden. Det er det ikke, det er bare præcis som alle andre også er. Men måden at komme ud af de følelser, er ved at styrke ens kontakt med Gud. Uanset hvad man så mener at Gud er.
I bogen jeg er ved at læse citerer Thich Nhat Hanh Buddha for at have sagt det samme. Det er altså ikke en ny viden. Igennem alle tider, har man vidst at vejen ud af lidelse er at blive ved med at praktisere sin spiritualitet. Hele tiden, igen og igen.
Min egen spirituelle praksis er at jeg laver The Work og det gør jeg ofte mere end to gange om ugen. På den måde er jeg hele tiden i undersøgelse af, hvad der gemmer sig i mit ego, og jeg kan tage hånd om det på en kærlig måde.
Jeg er også med i en gruppe, hvor vi jævnligt mødes og drikker ayahuasca. Det er også en vigtig del af min spirituelle praksis. Derudover så bruger jeg naturen meget. Jeg laver shamanistisk arbejde og går i trommegruppe en gang om måneden også.
Jeg beder bønner. Jeg beder om morgenen og om aftenen, og jeg beder før hvert måltid. Jeg har også med min mand en praksis, hvor vi takker for 3 ting fra dagen, der er gået, hver aften inden vi lægger os til at sove.
Jeg sørger for at jeg får motion (karate og gåture). Jeg sørger for at spise ordenligt mad, det er vegansk for mig. Jeg faster og har lange perioder, hvor jeg kun spiser frugt. Jeg drikker stort set aldrig alkohol, og jeg spiser meget sjældent sukker. Jeg har én last, og det er sort te med havremælk, men selv det er jeg ved at udfase, da jeg kan mærke, at det forstyrrer mig for meget og gør, at jeg har svært ved at holde jordforbindelsen.
Jeg sørger for at have tid for mig selv, helt i ro. Enten i meditation eller i naturen, det er også meget vigtigt for mig, for at holde mit ego i ro.
De her ting er dem der passer til mig lige nu. Det har taget mig mange år at finde ud af, hvilke praksisser, der passer til mig. Der er så mange forskellige bud på, hvad der virker. Så gå på undersøgelse i, hvad der virker for dig. Hvordan kan du få mere jordforbindelse igennem en spirituel praksis? Jordforbindelse er nøglen til et ego, der går agurk.
Det sidste jeg vil skrive er, at når jeg virkelig føler, at jeg selv drukner i min egen proces (og ja det sker stadigvæk ind imellem, at jeg har svært ved at se det charmerende i mit eget lort), så husker jeg mig selv på hvem jeg er. Er jeg mit ego? Nej. Det jeg er, og det du er, er Gud.
Det minder jeg blandt andet mig selv om gennem konstante, spirituelle praksisser, så kan jeg føle hvor det er jeg kommer fra, og hvad det virkelig er jeg er. Men jeg gør det også ved at tænke det. Jeg tænker helt rationelt og logisk på, hvem det er jeg er, når jeg synes personen Anja er en kende for avanceret for mig. Hvor kommer jeg fra? Kan det være rigtigt, at jeg er den er smerte, det her ego? Jeg tænker sådan rigtigt over det, for pudsigt nok så forsvinder svaret lige langt væk fra mig hver gang jeg bliver opslugt af egoet. Og hver gang kommer jeg til samme erkendelse, nej jeg er ikke mit ego. Jeg kan kun komme fra en stor kraft, som har manifesteret alt det her. Det hele er Gud, der observerer Gud. Og så kommer humoren og letheden med det samme ind i mig igen.
Tusind tak fordi du skrev K. Det var også lige det jeg selv havde brug for at høre i de her dage.
Mange kærlige hilsner til dig og god kraft på din rejse.
Anja
Går du også med spørgsmål i dig som du kunne tænke dig at få svar på? Så er du meget velkommen til at skrive til mig igennem min brevkasse om spiritualitet.
