BREVKASSEN: TRAFIKSTØJ

Hej Anja.

Tak for en rigtig god blog. Du har lært mig meget om egoets råben og skrigen :) Jeg har et lille problem. Jeg er ellers rigtig stærk i tankens kraft, og har ofte kanaliseret de ting og situationer, jeg har haft brug for. Men denne gang kan jeg ikke finde ud af det.

Tingen er, at vi for 4 måneders tid siden, flyttede ind i et nybygget kvarter i Ørestad. Vi vidste godt, at der ville køre biler, men vi havde slet ikke forestillet os, at der ville være så mange og at området var udformet, så det er decideret farligt for små børn at færdes herinde: Dårligt udsyn, høj fart, ingen skiltning osv. Det er ikke en mulighed at flytte igen, og det har vi heller ikke lyst til. De her biler de irriterer mig i sådan en grad, og jeg er gået i mega ego-løsningsmode. Men egoet råber og overdøver min evne til at kanalisere, hvad jeg i virkeligheden ønsker. Altså færre biler og mere plads til børn i leg. Jeg bliver irriteret hver gang, jeg hører en bil inde i kvarteret, hvilket er hele tiden. Hvordan vender jeg denne dårlige spiral?

Mvh Laura

Anja Dalby Spirituel Brevkasse

Kære Laura

Mange tak for dit spørgsmål og dine ord om min blog, det gjorde mig glad at læse, at det jeg skriver er brugbart.

Det problem du har, det kender jeg rigtig godt. Jeg kender det både fra da jeg boede midt i Aarhus og også var virkelig træt af trafikken. Så flyttede vi i skoven for 1,5 år siden, og jeg tænkte at så ville jeg endelig få ro fra de biler. Men tænk sig! Der er også biler i skoven. 

Vi bor lige op af den eneste større vej, der er herude og det har vist sig, at der er en del mere trafik på den vej end vi lige regnede med. F.eks. er den her vej, som virkelig ikke er særlig stor og hvor man kun må køre 50 km/t, en stor trafikåre for mange af de lastbiler, som skal længere ud i industriområderne på Djursland. Lastbilerne er kæmpestore og overholder sjældent fartbegrænsningerne. Jeg har faktisk også overvejet om vi skulle flytte igen, på grund af trafikken, men vores hus og have er så perfekt, at vi er blevet enige om at leve med trafikken.

Det som jeg har gjort (og stadig er i gang med) det er, at jeg omkoder mit syn på bilerne og lastbilerne. Jeg gør det, at jeg hver eneste gang, jeg registrerer, at der kommer en bil og jeg mærker en irritation i mig, tænker på at der kører nogens søn eller datter. Lige der kører der en person, som jeg helt sikkert godt kan lide, hvis jeg fik muligheden for at lære personen at kende. Et sødt og kærligt og omsorgsfuldt menneske, som også elsker knus og hundehvalpe. Sådan er alle nemlig inderst inde.

Jeg tænker, at dem der kører stærkt har travlt. Jeg tænker på, hvordan det føles i mig, når jeg har travlt, og tror at jeg kan indhente tiden ved at køre stærkere. Det er ikke et sted, der føles særlig dejligt i mig, så jeg sender omsorg til dem der kører stærkt. Jeg sender forståelse, for jeg gør også præcis det samme. Jeg er også bilist, som nogle gange kører, som om jeg er den eneste, der skal noget vigtigt i hele verden.

Jeg tænker også på, hvor vidunderligt det er, at der findes biler. Uanset hvordan jeg kunne ønske mig mindre af dem (og især her hvor jeg selv bor jo), så er det alligevel vildt smart med biler. Jeg tænker på, hvordan de bærer os frem og tilbage til vores arbejde, til mennesker vi elsker, til indkøb og dejlig mad, til eventyr og rejser. Jeg ser biler som en del af det guddommelige. Biler er ikke gode eller onde. Biler er biler. Et redskab vi kan bruge. De er helt neutrale, det er kun mig, der kan putte en etiket på dem.

Det er en måde at omprogrammere sig selv på, det er ikke sådan så vi skal kunne udholde helt uhyrlige ting i vores liv. Men som du også skriver, så har I ikke lyst til at flytte igen. Det har jeg heller ikke. Derfor er det bedre at skifte fokus indtil noget andet sker. Og det kan du (og jeg) være helt sikre på. Det eneste, der er sikkert er forandring. Der vil også komme forandringer til jeres område, ligesom der vil komme det til mit. Så må vi forholde os til om det er forandringer i den retning, vi kan lide, når de opstår. 

Når jeg har smerter i min krop så gør jeg sådan, at jeg (hvis smerterne ikke lige går væk igen, og hvis de ikke skal behandles på en eller anden måde), at jeg vænner mig selv til at registrere smerterne uden at koble en følelse på. Det behøver f.eks. ikke at være trist at have smerter. Det er kun mit ego, der kobler den historie og følelser på. I virkeligheden, når jeg mærker rent ind i en smerte, så føles det mest som en kilden, og hvis jeg mærker længe nok, så forsvinder smerten. Eller mine negative programmeringer omkring den forsvinder, og så betyder den pludselig ikke så meget mere, når det ikke længere er synd for mig at det gør ondt.

Så du kan også begynde at tænke på, hvorfor det er synd for jer, at der kører biler eller at det er farligt for små børn at lege der, hvor I bor. Er det synd fordi der er er mulighed for uheld? Er det synd fordi jeres børn ikke kan lege frit? Er det synd fordi I ikke vidste, hvordan området er og så var det helt anderledes end I havde forestillet jer? Er det muligt at de tanker kan vendes om?

Min erfaring med børn er, at de kan lege hvor som helst. Og at de er ret kvikke. De lærer hurtigt, hvordan de skal navigere i forskellige situationer. De vil også kunne lære, at der er meget restriktive områder, hvor de bor, som de kan lege på. At de ikke kan lege ligeså “frit” som de voksne havde ønsket det. Men det har børn som regel ikke et problem med, det er ofte de voksne, der har en fast idé om, hvordan et børneliv skal se ud, det har børnene ikke. De leger og er, hvor de er.

Så se på hvad der egentligt er problemet. Det er ikke for at underkende, at det er pissetræls med den trafik, det ville jeg også selv synes. Men prøv at være åben omkring, hvordan I kan navigere i det. Børn vokser op under vilkår, som er helt frygtelige hver eneste dag, på lossepladser og på gaden og alle mulige andre svære steder. Det handler ikke om at børnene i Afrika har det slemt, så derfor skal vi være taknemmelige. Men det handler om at sætte tingene i perspektiv, det kan egoet nemlig have ret svært ved og så bliver det hele pludselig så synd, og man kan ikke fokusere på andet end de dumme biler.

Børnene vil opleve frihed på en hel anden måde. Når de så er steder, hvor det er muligt at lege helt uden opsyn og på større arealer, så vil de også sætte rigtig meget pris på det. Man lærer også meget af begrænsninger, det kan der komme rigtig meget taknemmelighed ud af. 

Der er også det i det, at jeg ikke kender nogen, som synes de bor helt perfekt. Selv dem hvor jeg tænker, at de gør det, de har også hang-ups med deres bolig. Selvfølgelig er der grader i det, men det er alligevel rigtig godt at vænne sig til at fokusere på det gode. Have fokus og tale med børnene, om alt det skønne ved det sted I bor. Er der ikke mulighed for gode naturoplevelser i nærheden også? Det kan også være en gave, at blive tvunget ud for at bruge naturen, for at opleve friheden på en anden måde end derhjemme.

Kære Laura, jeg håber, at du kan bruge mit svar og finde lidt trøst i det. Jeg ved godt, at det er irriterende med den trafik, men der kan sagtens gemme sig nogle positive overraskelser i det som umiddelbart bare er virkelig træls.

Alt det bedste til dig og din familie.

Mange kærlige hilsner,

Anja

Går du også med spørgsmål i dig som du kunne tænke dig at få svar på, så er du meget velkommen til at skrive til mig igennem min nye brevkasse om spiritualitet.

TERRIEREN SMOKY

Det store i det små

Nogle gange er det de mest besynderlige ting, der kan inspirere mig. Sådan har du det sikkert også. Jeg kan sidde i bøn og gå i naturen, læse hellige tekster og se film om store personer og stadig være sådan lidt ‘meh’ indeni. Men pludselig støder jeg på en historie om en lille hund, og jeg føler mig helt rundtosset af glæde og meningen med livet.

Ånden taler til os igennem alt. Din intuition viser dig ikke kun meditationskurser, bladsellerijuicekure eller lader himlen åbne sig med engle og blæserinstrumenter for fulde gardiner. Intuitionen lader dig også få øjenkontakt med en lille fugl i busken, og du føler i det øjeblik, at du forstår alt, og du bliver fyldt med en kæmpe følelse af taknemmelighed og ærefrygt over, hvor vidunderligt livet er.

Sådan havde jeg det da jeg læste om Smoky, og det var endda på Instagram af alle steder. Jeg fik lige det her øjeblik af at livet er smukt, det er stort og der er kærlighed alle vegne, selv i en krig.

Grunden til, at jeg fik den følelse af at læse om en lille hunds liv under 2. Verdenskrig, var på grund af det billede her:

Anja Dalby Smoky

Glad og i krig, ehhh …

Smoky var ifølge historien både en helt og en meget særlig hund. Hun reddede både livet hos soldaten, der havde taget hende til sig, men hjalp også med opgaver som soldaterne hun var sammen med ellers ikke kunne have fået løst.

Smoky var med overalt. Hun sad i rygsækken hos soldaten der havde fundet hende ude i junglen på Ny Guinea. Soldaten delte sine madrationer med hende, og de sov sammen om natten.

Smoky var altså med i en krig. Sådan rigtig krig med bomber, nærkamp, måneder i junglen og alt den slags som man kan forestille sig ikke har været særlig sjovt. Men så igen. Prøv lige at se hende på billedet.

Du vælger perspektivet

Eckart Tolle har sagt at hans største læremestre indenfor zen, er hans katte. Jeg har fundet min læremester i at se, hvor fedt livet kan være, hvis jeg bare vælger, at det er det. Smoky tog ikke den beslutning bevidst, hun var jo en hund. Men lige præcis den der hundementalitet, den inspirerer mig så meget.

Den inspirerer mig til at se på mit liv, og alt det der sker som et eventyr. Til at se, at det kun er min mening om tingene, som forhindrer mig i at have det sjovt, selv når det er svært. For i virkeligheden er livet jo ‘kun’ en serie af hændelser og derefter er det slut.

Hele humlen ligger i, hvordan jeg reagerer på de hændelser. Om jeg piver og ryster og gemmer mig under sofaen eller om jeg springer frem med tungen ud af munden og glad giver hals ved udsigten til flere fantastiske eskapader.

BOGHYLDEN: BIG MAGIC AF ELIZABETH GILBERT

Et hovedspring ned i din kreativitet

Du behøver ikke være vild med Elizabeth Gilberts bog Eat, Pray, Love for at dykke ned i hendes mesterværk om kreativitet: Big Magic.

Eat, Pray, Love er for sødsuppet for mig, så hvis du havde det lidt på samme måde, så bare rolig, ‘Big Magic’ er noget helt andet. Og hvis du var helt pjattet med Eat, Pray, Love, så kan jeg berolige dig med at denne bog også er gennemsyret af Elizabeths helt særlige humor, hendes dejlige stringente sætninger og vidunderlige, sproglige finesser.

Anja Dalby Big Magic

At skabe livet vidunderligt og eventyrligt

Big Magic er intet mindre end verdens bedste bog! Det er i hvert tilfælde den bedste bog, jeg nogensinde har læst om kreativitet, om nødvendigheden af at skabe. Og så har den nogle virkelig morsomme passager om martyren/offeret i os som jeg ikke føler så mange andre har italesat. Jeg er en stor stor fan af denne her bog.

Big Magic handler i korte træk om, hvorfor det er nødvendigt at skabe. Svaret er: Bare fordi!

Det er nødvendigt for os mennesker at skabe og være kreative fordi vi kan. Fordi det er det som gør livet vidunderligt og eventyrligt. At skabe er et udtryk for kraften i os, som ikke har andre intentioner end at komme til udtryk. Udtrykket er lige meget, om det er gennem sport, kunst, musik, dans, sang, havearbejde, hvad som helst.

Big Magic er den bog, jeg har læst flest gange uden undtagelse. Jeg har lige læst den igen og har allerede lyst til at starte forfra med det samme. Jeg giver den i gave til alle, jeg kan komme i tanke om, fordi den er så fantastisk livsbekræftende.

Din indre kraft, din indre ‘trickster’

Big Magic giver mig lyst til at LEVE. Leve både med skuffelser og glæde, med smerte og kærlighed. Bogen giver mig lyst til hele livet. Til at favne det hele, og ikke være bange for noget af det, og da slet ikke være bange for at stille min kreativitet til skue. Big Magic gør vidundere for mit ego. Den niver seriøsiteten i numsen og fniser af den, den stryger kærligt selvhøjtideligheden og frygten på kinden, mens den samtidig peger hen på stolen, hvor jeg skal sidde og tegne eller skrive.

Big Magic er den eneste bog, jeg næsten ikke kan åbne og læse i uden at jeg øjeblikkeligt får lyst til at skrive eller tegne. Den fungerer som gnist på mit bål af kreativitet, og bare når jeg skriver om den, får jeg med det samme lyst til at skabe alt muligt, bare for skabelsens skyld.

Elizabeth Gilbert er ikke vild med historien om den lidende kunstner. Faktisk så bruger hun denne bog som modsvar på den idé om, at (stor) kunst kun kan opstå ud af lidelse. For hvad nu hvis der var sket det, at kunst og kreativitet i alle dets former, er blevet kuppet af martyren? Elizabeth tilbyder os i stedet at tage kontakt med Tricksteren i os:

A good trickster knows that if he cheerfully tosses a ball out into the cosmos, that ball will be thrown back at him. It might be thrown back really hard, or it might be thrown back really crooked, or it might be thrown back in a cartoonish hail of missiles, or it might not be thrown back until the middle of next year – but that ball will eventually be thrown back. The trickster waits for the ball to return, catches it however it arrives and then tosses it back out there into the void again, just to see what will happen. And he loves doing it, because the trickster (in all his cleverness) understands the one great cosmic truth, that the martyr (in all his seriousness) can never grasp: It’s all just a game.

A big freaky wonderful game.

Play The Game

‘Play the Game’ er nok den sætning, jeg siger mest til mig selv udover Verden er Venlig.

At leve mit liv som om det er en leg jeg leger er noget af det mest befriende. Det gør, at jeg tør være mig selv, både når jeg er alene og i mødet med andre. For jeg ved, at vi allesammen har gang i det samme: Vi leger bare det her. Det vi oplever her er universet, der udfolder sig. Gud der observerer Gud.

Anja Dalby Big Magic

PLAYLISTE: GAYATRI-MANTRA FAVORITTER PÅ SPOTIFY

De nordiske mantraer – og dem på Spotify

Et mantra er lidt som en bøn, du beder. Normalt bruges mantraer mest i hinduisme og buddhisme, og måske er du stødt på dem i yoga. Mantraer bruges ofte i meditation og kan hjælpe med fokus og fordybelse.

Her i Norden har vi den samme type mantraer. Indenfor shamanisme synger vi også korte vers som vi gentager og gentager. De bliver sunget som en hyldest til naturen og til kraften, men når jeg går i skoven alene, så bruger jeg mantraerne på samme måde som en bøn. De nordiske mantraer er dog ikke blevet optaget. En vigtig del af overleveringen af disse sange er, at det bliver gjort mundtligt. Og jeg vil forskåne jer for, at jeg ligger en lydoptagelse ind her af mig, der synger shamanistiske sange.

Men så er det jo godt, at andre mantratraditioner er blevet så udbredte, at de er tilgængelige på Spotify f.eks. Det gør dem bestemt ikke mindre kraftfulde, at de er på et sprog, vi ikke umiddelbart forstår. For den energi der er i mantraet/bønnen, den er tilstede uanset om det er en inder, der spiller og synger den eller om det er en dansker.

Brug mantraer til at ændre energien

Mantraer har både en evne til at centrere, grounde og manifestere os her. Men ligesom alle bønner og hellige ord, så renser de også den energi, de bliver afspillet eller sunget i. Tunge eller mørkere energier er ikke vilde med ord om Gud eller det guddommelige. De er ikke vilde med at kraften bliver lovprist. Så ligesom du kan bruge røgelse, krystaller og andre redskaber til at løfte og ændre energien til det bedre, så kan du altså også afspille mantraer.

Hvis du har lyst, så lær mantraerne at kende, så du kan synge med. Sang ændrer også vibrationen og energien i din krop og sang er en god måde at komme ned i sin sig selv på og være tilstede i det der er. Uanset hvordan den sang så ellers lyder. Faktisk ved man nu at sang eller mantrachantning er en af måderne du også kan få vagusnerven til at slappe af og får dit nervesystem i ro. Det kan du f.eks. læse mere om her hos Caroline Fibæk.

Gayatri-mantraet er et af mine yndlingsmantraer. Det føles så kraftfuldt for mig, og når jeg hører det eller synger det, så kan jeg mærke at jeg med det samme kommer i en anden stemning. Det handler også om, at jeg kan genkende mantraet i mig selv. På samme måde som det er godt at sidde på den samme måde, når man mediterer, for så kender kroppen og sindet til stillingen og kan forberede sig på, at nu skal du til at meditere, sådan kan et mantra også fungere. Det er som en slags hjernevask. Jeg bliver rolig, jeg tænker på Gud. Jeg føler mig taknemmelig, og jeg kan mærke, hvordan det åbner sig i mit hjerte.

Gayatri-mantraet lyder sådan her:

Om Bhur Bhuvaḥ Swaḥ
Tat-savitur Vareñyaṃ
Bhargo Devasya Dhīmahi
Dhiyo Yonaḥ Prachodayāt

Det kan oversættes sådan her til engelsk:

The eternal, earth, air, heaven
That glory, that resplendence of the sun
May we contemplate the brilliance of that light
May the sun inspire our minds.

Find min Gayatri-mantra playliste på Spotify

Herunder kan du finde den Spotify-playliste jeg har lavet med seks versioner af Gayatri-mantraet. Det er seks meget forskellige versioner, men jeg er vild med dem allesammen. Lige for tiden skråler jeg mest igennem på Gek Tikas version (nr. 4) fordi jeg er helt vild med hendes indiske måde at synge på.

Jeg hører mantraet, når jeg kører bil, når jeg vasker op, jeg synger det i badet, og når jeg går tur. Det sidder på rygraden af mig, og det er altså slet ikke så svært at lære, som det lige ser ud til, når man læser det ved første øjekast.

Har du et mantra, du bruger meget eller et du kan anbefale?

2010

Håbløshedens årstal

Som jeg beskriver i dette indlæg, så har jeg de sidste mange år lavet en slags opsummering over året, der er gået ved årsskiftet. Det betyder, at jeg har en bog med beskrivelser af, hvad jeg har gået igennem på godt og ondt i det forgange år, og også hvad jeg ønsker mig mere af i det nye år.

Da jeg sad og skulle skrive i min bog her ved årsskiftet 2018/19, læste jeg tilbage til flere af de forgange år.

I 2010 havde jeg skrevet sådan her:

  • Min krop gør ondt. Jeg har ondt i mine led, og jeg har svært ved at gå om morgenen.
  • Mine ben hæver og smerter pga. lymfødem.
  • Min økonomi er mildest talt katastrofal. Jeg skylder 700.000 kr. i mit firma til banken. Jeg har regninger til diverse kreditorer for 150.000 kr., og jeg har adskillige inkassosager på nakken.
  • Jeg skylder 650.000 kr. med min mand på den grund, vi har købt. Vi har ikke penge til at bygge hus for, og vi bor i skurvogne med vores søn.

Lige præcis de her ord læste jeg i min status for, hvordan mit liv var ved årsskiftet i 2010. Det var noget rigtig lort. Jeg havde konstant ondt i maven og sov næsten ikke om natten. Jeg turde ikke tage min telefon pga. de vrede kreditorer, der ringede hele tiden. Jeg var bange og ked af det.

Alle veje endte i dybe, sorte huller

I 2010 havde jeg lukket min fysiske butik, som jeg havde haft i Jægergårdsgade i Aarhus. Jeg solgte økologisk tøj og var rigtig glad for det. Men så kom der finanskrise, og fra den ene dag til den anden stoppede alle med at købe nyt. Hvilket var klogt nok. Det var bare skidetræls for en lille butiksejer. Min gæld var alt for stor til, at jeg bare kunne lukke. Jeg havde jo planer om at betale den tilbage med de næste mange års salg i butikken. Men det skete bare ikke. Der var pludselig intet salg, som i intet overhovedet.

Så jeg måtte lukke min fysiske butik og kunne også sige farvel til 200.000 kr. i nøglepenge, for der var ingen til at overtage butikken efter mig. Jeg beholdt min netbutik til 2011.

I 2004 var jeg blevet opereret for kræft og havde fået fjernet alle mine lymfer i begge lysker. Det gav en del komplikationer i min krop, og især mine ben led meget under det. Nogle dage kunne jeg slet ikke gå. Nogle dage var det flere dage i træk. Jeg havde mange smerter og græd meget. Jeg blev stresset af det og havde svært ved at overskue ret meget af gangen. At have en butik at lukke, gæld oven i og smerter i kroppen var faktisk for meget af det gode.

Men det var ikke nok. Min daværende mand og jeg var flyttet i økosamfund nord for Aarhus. Vi havde købt en grund, men pga. den gæld, jeg havde med fra min butik, så kunne vi ikke låne penge til at bygge. Så vi boede i 2 skurvogne, og det var ikke særlig sjovt. Det var ikke romantisk eller hyggeligt. Det var koldt, og vi havde kun en brændeovn til at varme de tynde paphuse op med. Vandrørene frøs om vinteren, så der kunne ikke komme vand ind i huset eller ud af det. Farvel toilet …

Det var en virkelig hård tid. Oven i det så mistrives min søn i sin skole og min mand og jeg havde det svært som par.

Jeg kan sagtens huske, hvor trist jeg var. Hvor svært og sort det hele føltes. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle kunne se mig ud af det. Det var totalt uoverskueligt det hele.

Anja Dalby Gæld

Håbets år

Da jeg skrev i min bog ved årsskiftet her i 2018, så kunne jeg notere mig at jeg nu:

  • Næsten er gældsfri. Det er helt fantastisk. Jeg var heldig at få en gældssanering for et par år siden på min gæld fra butikken, så nu mangler jeg ikke at betale så meget tilbage.
  • Jeg har aldrig ondt i min krop mere og næsten ikke i mine ben. Jeg er blevet rigtig god til at leve på en måde, hvor jeg passer bedst muligt på mig selv. Og jeg kender min krop (og mit sind) så godt nu, at jeg ved, hvorfor jeg får smerter igen, når det en sjælden gang imellem sker. Lymfødem er ikke noget man egentligt kan heldbredes for. Da det ligesom er en ‘mekanisk’ skade, hvis man kan sige det efter operationer. Ikke desto mindre er det slet ikke noget, der påvirker mig i samme invaliderende grad længere.
  • I 2013 blev jeg skilt fra min daværende mand. Jeg flyttede og min mand solgte efterfølgende vores byggeprojekt. Jeg mødte David som jeg er gift med nu kort tid efter, og vi flyttede sammen.

Det er vildt for mig at læse de meget opgivende ord som jeg skrev til mig selv i 2010, og så se på hvor jeg er i mit liv nu. Jeg har aldrig haft det bedre. Jeg er så glad! Jeg er total vild med min mand, med det sted vi bor, med det arbejde jeg har skabt her i mit firma, med mine studier, og ikke mindst, så har min søn som i mellemtiden er blevet 19 år, det rigtig godt. Han stortrives og er 19 år på den helt rigtige måde for ham.

Jeg er lykkelig nu. Det kan jeg uden tøven sige. For 8 år siden var jeg ikke, det er vidunderligt og jeg bliver så bevæget over den måde som tingene kan ændre sig hele livet igennem.

Få mit nyhedsbrev – og 200 kr. rabat på mine udesidnings-workshops for begyndere

 

 

Mit nyhedsbrev handler om spiritualitet, selvudvikling og om at gøre sig umage som menneske. Jeg inspirerer dig med øvelser og indlæg, der åbner op for din intuition og din kontakt med naturen.

 

Som nyhedsbrevsmodtager får du 200 kr. rabat, når du tilmelder dig en af mine guidede workshops i udesidning. De er for dig, der vil opleve den dybe grounding som naturen giver, når du sidder i den. Se det som en stor natur-vaccination, hvor stress og uro smelter væk.

 

Skriv din e-mail i feltet og klik på ‘TILMELD’.

You have Successfully Subscribed!