Anja Dalby

Kunsten at læse

BOGHYLDEN er stedet hvor jeg vil præsentere et udvalg af de bøger som inspirerer, udvikler og åbner mig. Bøger, som jeg elsker at læse, men som jeg alligevel skal træffe en bevidst beslutning om at lukke op.

Der er altid så meget andet at lave end at læse. Men det at læse er så givende for mig, at jeg har bestemt mig for at være mere systematisk omkring det. Det bliver jeg blandt andet ved at præsentere bøgerne her på bloggen.

BOGHYLDEN er altså både til for min egen skyld. Så har jeg nemlig en aftale med mig selv om at læse med et andet formål end at det er hyggeligt. Forhåbenligt kan det også være inspirerende at læse om de bøger, jeg læser og måske give dig lyst til selv at være mere disciplineret omkring den fine kunst at læse.M

En moppedreng fra 1854

Den første bog jeg har valgt at fortælle om er Henry David Thoreaus “Livet i skovene”. Det er en ældre sag fra 1854, og det er bare en af de mange grunde til, at det er en vildt fascinerende bog.

Thoureau: Minimalisten og anarkisten

Thoreau var filosof og meget kritisk i forhold til sin “moderne” samtid. Han syntes, at folk i 1854 skulle tage at simplificere deres liv, flytte i skoven og dyrke deres grøntsager selv (det lyder som en jeg kender …). Han giver udtryk for, at der på det han anser som civilisationens højdepunkt, hvor de har jernbaner og alskens nymodens nonsens, der er verden skræmmende tæt på at fortære sig selv i overforbrug og statslig kontrol. Thoreau nægter også at betale skat, da han ikke vil betale til statens indkøb af våben og krigsmageri.

Det lyder jo meget som mange af os har det i dag i år 2018. Altså over 150 år efter, at Thoreau gav udtryk for sine tanker. Det er interessant som hver eneste kultur altid tror, at vi er indbegrebet af det højeste en civilisation kan blive. Det kan man jo tænke lidt over. Måske også om 150 år.

Nu går verden under …

Noget andet der er vildt spændende at tænke på, det er at alle tider altid tror, at nu er det Jordens endeligt lige om lidt. Det har man troet i mange hundrede år. I virkeligheden handler det nok mere om menneskets ego, som ikke kan forestille sig, at verden ikke går under når egoet (personen) ikke længere er her. At forestille sig at Jorden triller stille og roligt videre i måske mange millioner af år med mennesker og liv og alt muligt, uden at man selv er med, er altså ret hård kost for egoet. Det er også vigtigt at huske den dimension, når vi i hver eneste generation er sikker på, at nu er det nu, vi alle sammen uddør.

‘Livet i skovene’ er en slags semidokumentar over årene hvor Thoreau boede alene i en lille hytte i skoven tæt på søen Walden nær byen Concord i Massachusetts. “Semi” fordi bogen lige så meget er et udtryk for alle de grunde Thoreau havde til at flytte i skoven. Bogen er fyldt med filosoferen over det gode liv, over menneskets natur og over hvor fantastisk guddommelig naturen er.

“I went to the woods because I wished to live deliberately, to front only the essential facts of life, and see if I could not learn what it had to teach, and not, when I came to die, discover that I had not lived. I did not wish to live what was not life, living is so dear; nor did I wish to practise resignation, unless it was quite necessary. I wanted to live deep and suck out all the marrow of life, to live so sturdily and Spartan-like as to put to rout all that was not life, to cut a broad swath and shave close, to drive life into a corner, and reduce it to its lowest terms…

Filosofi, humor og samfundskritik samlet i én bog

Bogen er helt vidunderlig. Jeg læste den på dansk (heldigvis), og det var udfordrende nok. Bogen får mine varmeste anbefalinger, den er virkelig god. Det er minimalt hvad jeg kan nå at fortælle om den på den lille plads her i et blogindlæg, i forhold til hvad bogen indeholder af filosofi, humor og samfundskritik. Så læs den endelig selv og hvis du allerede har læst den, så vil jeg meget gerne høre hvad du synes om den.

Hvordan jeg fandt bogen – eller den fandt mig

Jeg fandt denne bog bag vores skoreol i køkkenet. Ingen aner, hvordan den er endt i vores hus. Jeg tror, at det var en gruppe mennesker, jeg havde hjemme hos mig til en udesidningsworkshop, hvor en måske kan have glemt den. Men ingen vil kendes ved den, og på den måde er denne bog så endt hos mig.

Jeg kendte hverken til Thoreau eller bogen før jeg fandt den, så det var en dejlig overraskelse og introduktion til et forfatterskab, jeg intet kendte til. Tak til hvem end der har æren for at bogen landede bag skoreolen i mit køkken i mit eget lille hus i skoven.

En eneste blid regnbyge gør græsset mange nuancer grønnere. På samme måde bliver vores udsigter lysere under indflydelse af bedre tanker. Vi ville være lykkelige, hvis vi altid levede i nuet og benyttede os af enhver hændelse som tilstøder os, ligesom græsset, der indrømmer påvirkningen af den letteste dug som falder på det, og ikke brugte tiden til at bøde for alle tidligere, forspildte muligheder, hvilket vi kalder at gøre vores pligt. Vi bliver hængende i vinteren, når det allerede er forår.

Verdens første selvhjælpsbog?

Mens jeg læste “Livet i skovene” så delte jeg flere gange billeder på min Stories på Instagram af, at jeg sad og læste den. Der var så mange som kommenterede på bogen, mennesker fra hele verden skrev, at det var deres ultimative yndlingsbog. Som der står på forsiden af den “Denne klassiker er måske i virkeligheden verdens bedste selvhjælpsbog.” Det ville forklare hvorfor den taler til så mange forskellige mennesker, for det er ikke kun en bog om at bo i skoven. Det er nemlig verdens bedste selvhjælpsbog oven i.

Min første kop ayahuasca (jeg var så bange)

Dette er fortsættelsen på min fortælling om mine oplevelser med ayahuasca. Læs del 1 her.

Da jeg første aften sad i den cirkel, hvor vi skulle holde ayahuasca-ceremonien, da troede jeg nærmest, at jeg ville få en ud-af-kroppen-oplevelse af ren og skær angst. Jeg var så bange. Vi var en stor gruppe på måske 40-50 mennesker, og jeg havde nøje udset mig nogle ældre kvinder som jeg kunne se var erfarne ayahuasca-rejsende, så dem satte jeg mig ved siden af. Jeg bad og bad om healing, og jeg kaldte alle mine hjælpere og kraftdyr ind for at støtte mig og passe på mig under ayahuasca-rejserne.

Da medicinen begyndte at virke, startede den med at vise mig, hvorfor jeg havde fået kræft. Jeg fik rullet hele mit liv fra start til der, hvor jeg var i det op og fik vist præcis, hvad årsagen var til kræften, og hvorfor den havde siddet i min livmoder. Det var rimelig stærke sager, og der lå jeg allerede ned og hulkede i mit tæppe. Efter en del timer med kræft som tema for min indre rejse, så begyndte jeg at få styrke til at sætte mig op og få lidt luft igen.

Min anden kop ayahuasca (nu må den healing da komme …)

Medicinens virkning aftog lidt, og jeg kunne sætte mig op og komme til stede i rummet. Så fik vi tilbudt kop nr 2 som jeg tog imod, håbefuld, for nu måtte healingen så komme jo. Det var ligesom aftalen i mig selv. Jeg ville se på, hvad der havde forårsaget ravagen i forhold til kræften, og så ville jeg til gengæld blive healet for den.

Hvis jeg på det tidspunkt havde vidst, at den healing jeg havde bedt om dengang i 2011 først ville indfinde sig ved en ceremoni i 2018, så kan det godt ske, jeg var bakket ud af min aftale igen.

Jeg havde bedt om at se på kræften, og jeg havde bedt om at lære at elske mig selv. For det var sådan, jeg havde formuleret det. Jeg havde faktisk ikke bedt om at se på mit mindreværd, selvom jeg tror det er sådan, jeg har skrevet det i del 1 om ayahuasca.

Så ret naivt, tænkte jeg om kop nr 2, at nu kunne jeg så ligge mig ned og blive badet i healende lys og vupti, så ville alle mine mindreværdsproblemer forsvinde. Men det der skete, det var at jeg blev vist alle de måder, hvorpå jeg ikke elskede mig selv. Alle de gange jeg ikke var kærlig eller venlig over for mig på.

Jeg så alle de gange, jeg solgte mig selv ud. Alle de gange jeg overskred mine egne grænser. Alle de gange jeg valgte at dukke nakken i stedet for at sige min mening. Alle de gange jeg var sød i stedet for at være sur. Alle de gange, hvert eneste øjeblik i løbet af dagen, hvor jeg ikke var kærlig overfor mig selv. Jeg hørte min egen indre dialog! Og det var barske sager! Hold da op en ubarmhjertig stemme og hård tone, jeg havde overfor mig selv. Det var rystende!

At møde mit ego (og kvalmen, de mange toiletbesøg og uroen i kroppen)

Det var ikke lige det, jeg havde forbundet med at blive healet. Faktisk lå jeg ikke med et stort smil på mit ansigt og lod visdommen og guds kærlighed oplyse mig. Jeg lå igen på siden og hulkede ind i pelsen på mit ene kraftdyr, som var så venligt at blive liggende hos mig under hele ceremonien.

Da ceremonien var ovre var jeg total mast. Jeg havde aldrig oplevet noget så ubehageligt. En ting var det fysiske, kvalmen, toiletbesøgende, uroen i kroppen, men at møde mit ego på sådan en måde (for det var det jeg havde gjort) var så sindssygt væmmeligt, at jeg faktisk troede, at jeg måske ville blive skør af det.

Forstørrelsesglasset

Alle slør var borte, der var direkte adgang til alt hvad der var i min hjerne. Både af hukommelse fra det her liv, men også til hver eneste lille som stor grim tanke jeg NOGENSINDE havde haft om mig selv. Det var sådan set det modsatte af healing, eller sådan føles det. Jeg forstod slet ikke, hvorfor jeg skulle se, hvor slemt det rent faktisk var at være mig. Det vidste jeg jo godt, jeg levede ligesom med mig selv hver eneste dag. Jeg bad om at smerten blev fjernet fra mig, jeg bad ikke om at se på den med et forstørrelsesglas.

Da vi skulle rejse med medicinen igen næste aften var jeg om muligt endnu mere bange end første aften. Nu vidste jeg ligesom, hvad det gik ud på og det var faktisk meget værre end jeg havde haft fantasi til at forestille mig …

Sæt dig op og se dig selv i øjnene

Jeg fik af vide af en af mine erfarne sidekvinder, at hvis det blev for meget (hun havde godt spottet min hulken i fosterstilling i 8 timer i streg natten inden), så var det en god idé at sætte sig op. Det kan være meget svært og virkelig en kraftanstrengelse at sætte sig op, mens medicinen blæser derud af i kroppen. Men det var et virkelig godt råd, som gjorde at jeg så engang i mellem lige følte, at jeg kunne komme op og få lidt luft, inden jeg dykkede ned i mig selv igen.

Fortsættelse følger i del 3 snarest.

At føle mig utilpas og alene i min barndom

Jeg er meget taknemmelig, for at have haft en barndom, hvor jeg følte mig så utilpas og alene. Det gjorde, at jeg søgte ud i naturen og tilbragte stort set alt min tid udenfor. Naturen reddede min røv. Derude følte jeg mig hjemme, forbundet med et større fællesskab og elsket for den jeg var.

Hvis jeg ikke havde følt mig så forkert og udenfor som barn, så ville jeg ikke have trukket mig og have trukket mig ud i naturen. Den forbindelse jeg skabte dengang som lille pige, den har fulgt mig hele mit liv. Jeg føler præcis de samme sus af magi og forbindelse i naturen i dag som jeg følte dengang. Det vil jeg aldrig bytte med noget. Ikke engang muligheden for at have været en del af et menneske-fællesskab som barn. Naturen har gjort mig stærk, og gjort at jeg aldrig er bange for at være alene. Naturen har min ryg.

At jeg fik min søn alene, da jeg var 24 år gammel

Jeg er meget taknemmelig for, at jeg som 24-årig fandt ud af, at jeg måtte få min søn alene. At jeg havde styrken til at gøre det forbi med min søns far, da jeg var gravid i 7. måned. At jeg kunne se, at det trods alt var bedre at være alene end at være to, når tingene var så svære som de var. Det var bestemt ikke sjovt, og jeg lå stort set i sengen og græd og spiste is fra jeg gjorde det forbi til jeg fødte min søn. Men det var helt klart det bedste at gøre.

Den forbindelse jeg har med min søn i dag er uvurderlig. Det var godt nok mega-vildt-hårdt at være alene med et lille barn i den alder, jeg havde. Men det gjorde også, at jeg blev klar over, at så kunne jeg nok klare lidt af hvert. Så det gav mig en styrke, jeg ikke havde før. Og min søn og mig blev knyttet sammen i sådan en grad, på sådan en måde jeg aldrig havde troet, jeg kunne føle mig forbundet med et andet menneske før.

Jeg lærte meget om kærlighed ved at være den eneste forælder for min søn. Derudover måtte jeg trække på min familie, min mor og mine søstre, og mine (også meget unge venner) for at få hjælp. I en sådan grad, at min søn i dag har stærke forbindelser med mennesker, som ellers ikke ville have haft muligheden, for at fylde meget i hans liv. Vi var mange om at opdrage min søn. Det har været en fantastisk gave for os begge kan jeg se nu.

At jeg fik kræft som 29-årig

Jeg er meget taknemmelig for, at jeg fik kræft, da jeg var 29 år. Det ændrede fuldstændigt mit liv. Mit ego fik sådan en på sinkadusen, at jeg blev helt rundtosset og vidste, at jeg måtte ændre mit liv radikalt. Det var virkelig en opvågning, der ville noget. Hvem var jeg, som kunne få kræft? Jeg var jo både vegetar, jeg gik til yoga og interesserede mig for spiritualitet og selvudvikling? Hvordan kunne det ske for mig? Jeg som var så hvid og god og korrekt …

Hvis jeg ikke havde haft kræft, så ville jeg aldrig have opdaget det store mindreværd, der lå gemt i mig. Kræften katapultede mig ud på en rejse i mig selv for at undersøge, hvordan det kunne ske, at jeg fik den sygdom. Men også i en undersøgelse af, hvordan jeg kunne undgå, at det skete igen. Jeg havde en følelse af, at det nu nærmest var med livet som indsats, at jeg gik til mit spirituelle og selvudviklende arbejde. Jeg var blevet klar over alvoren i det.

Jeg opdagede, at jeg kunne dø. Det var noget af en hård nyser for egoet. Normalt er det først en erkendelse, der kommer til mennesker meget senere i deres liv. Men opdagelsen af, at jeg ikke var udødelig, den vækkede mig. Ikke et øjeblik skulle længere spildes på trummerum og dårlig trivsel. Det er en meget kontant øjenåbner at få, og en jeg takker for hver eneste dag.

At jeg måtte lukke mit firma med stort underskud i 2011

Jeg er taknemmelig for, at jeg måtte lukke mit firma med et kæmpe underskud i 2011 (jeg solgte økologisk tøj). Det var så sindssygt hårdt ikke at kunne få det til at fungere. Jeg troede virkelig, at det var det, jeg skulle med mit liv. Jeg brændte så meget for det. Så derfor troede jeg, det var min “mission” her. At udbrede kendskabet til økologisk tøj. Det ville jo være så godt for mennesker, dyr og planeten, hvis jeg kunne være succesfuld med mit firma. Så hvad skulle jeg så, hvis jeg ikke skulle sælge og producere tøj?

Jeg græd så meget over at skulle lukke mit firma, og jeg græd så meget over at være så vildt presset økonomisk. Hold nu op, hvor var det hårdt! Det har gjort, at jeg har meget respekt for, når andre tager chancer i forhold til hvad de tror på. For det kan virkelig gøre megaondt, hvis det så ikke virker alligevel.

Hvis jeg ikke havde lukket mit firma og gået rundt om mig selv i et par år efter i total forvirring over, hvad jeg så skulle bruge mit liv på, så ville jeg aldrig have hørt den stemme i mig, som virkelig insisterende blev ved med at sige, at jeg skulle gå i lære som clairvoyant. Noget der lød lige så åndssvagt i mig som hvis jeg havde fået en besked om at bygge et rumskib, jeg kunne rejse til Månen i. Heldigvis tog jeg (til sidst) beskeden alvorligt, og jeg startede på en rejse ud i det magiske og ud i mig selv som jeg næsten stadig kan føle, jeg lige er startet på. Det var en kæmpe gave!

At jeg blev skilt fra min første mand

Jeg er taknemmelig for, at jeg blev skilt i 2014. Fra en mand jeg mødte da min søn var 3 år gammel og som adopterede og var/er far for ham. Det var virkelig noget lort at blive skilt. Det gjorde ondt på så mange måder. Både i egoet og altså identiteten for det betød også, at jeg måtte sige farvel til det øko-samfund, hvor vi boede og var i gang med at bygge hus. Og i hjertet, for det var bestemt ikke for sjov, at jeg havde giftet mig med den mand eller at han havde adopteret min søn. Det gjorde godt nok nas at opleve at kærligheden ikke kunne vinde.

6 måneder efter jeg blev skilt, mødte jeg David, min nuværende mand. Vi har nu været sammen i 4,5 år. Jeg havde kendt David siden vores børn gik i børnehave og siden i skole sammen. Og jeg havde altid vidst, at der var noget med ham. Uden at vide hvad det helt præcist var. Da vi så mødte hinanden igen, stod det helt klart og vi blev kærester i løbet af en dag.

Jeg troede næsten ikke, jeg kunne komme mig over den skilsmisse. Det var så hårdt og så trist og så svært det hele. Jeg havde aldrig mødt de sider af mig selv før, som jeg mødte i skilsmissen. Hvor det hele blev så grimt og hårdt. Det var afskyeligt at opleve det i sig selv, og i det menneske jeg for kort tid siden havde været i et forhold med. Det gjorde, at mit hjerte blev større over for mennesker, der er pressede. For man kan virkelig blive en træls version af sig selv under pres. Det betyder ikke, at man er det menneske. Det har givet mig en meget større omsorg over for mig selv, når jeg virkelig ikke er sød over for andre. Og en meget større omsorg over for andre, når de ikke er det. Jeg er klar over, at under pres, så kan vi alle sammen være virkelig trælse versioner af os selv. Det har gjort, at min kærlighed til mennesket og til mig selv er vokset og er blevet voksen.

Hvad er du taknemmelig over? Jeg vil så gerne høre om dine sorger, du nu taknemmeligt ser på som sejre, hvis du har lyst til at dele en af dem.

En klog mand lærte mig: 1 kop ayahuasca = 100 psykologtimer

Da jeg var omkring 18 år gammel, opdagede jeg Stuart Wilde. Han blev mit anker i en ungdom og senere voksenliv, som nogle gange kunne føles som om der var ret høj søgang.

Stuart Wilde var min spirituelle lærer, og jeg stolede på hvad han sagde, så da han i starten af år 2000 begyndte at tale om den her drik, som hed ayahuasca, så hørte jeg efter. Stuart anbefalede drikken af den grund, at det at drikke en kop ayahuasca, efter hans udsagn, var ligesom at få 100 psykologtimer på én gang. Det lød jo virkelig tiltalende! Tænk sig, hvis jeg kunne få ryddet op i mig selv, få skovlen under så meget, som 100 psykologtimer ville kunne, bare ved at drikke en enkelt kop bitter sort drik?

Helbrederen fra junglen

Ayahuasca kommer fra Sydamerika og bliver brugt af de indfødte i junglen. Det er en drik som de lokale shamaner har givet til alle dem, der skulle helbredes. I følge deres overbevisning, så har alle de problemer, vi kan have i det fysiske, altså fysiske sygdomme, rod i det psykiske. Derfor gav det mening at drikke en drik, som kunne give en indsigt i, hvorfor en sygdom havde indfundet sig. På den måde ville den fysiske sygdom kunne helbredes, fordi nøglen i det psykiske blev fundet.

Ayahuasca bliver i dag også brugt til helbredelse af mange former for afhængigheder. Da afhængigheder også har rod i psyken er det oplagt også at arbejde med drikken på den måde.

Min første ayahuasca-ceremoni

I 2011 deltog jeg i min første ayahuasca-ceremoni. Drikken er ikke lovlig at indtage i Danmark, derfor har jeg rejst til udlandet for at være med i shamanistiske cirkler, hvor det bliver brugt.

Jeg rejste alene og langt væk for at mødes med mennesker, jeg ikke kendte, for at drikke en psykoaktiv drik, som havde potentialet til at helbrede mig. Det var ret vildt, og jeg var rystende nervøs. Men jeg vidste, at jeg ville afsted. Efter jeg havde haft kræft som 29-årig, havde jeg siden været i en undersøgelse i mig selv af, hvordan det kunne opstå, og hvad jeg kunne lære af det. Jeg havde høje forventninger til, hvad ayahuasca kunne vise mig.

Sådan føles det at drikke ayahuasca

Ayahuasca er ikke kun en drik, det er også en ånd. Ånden bliver også kaldt for Madre (mor) Ayahuasca, og der findes mange beskrivelser af hende. Både fra mennesker, som har set hende på deres indre rejser under indflydelse af drikken, men også fra mange mennesker som har mødt hende, mens de har drukket drikken og som på den måde har dannet sig et indtryk af hende. Hun beskrives ofte som lunefuld, endda jaloux, men det har jeg aldrig oplevet. Jeg har kun oplevet den største kærlighed, jeg nogensinde har følt, når jeg har drukket “hende”.

Når man drikker ayahuasca, så får man for det første en fysisk reaktion, som mildest talt er ret træls. Man får kvalme og kaster op, og måske får man også behov for at rende ret meget på toilet. Derudover er det også en visuel oplevelse som det også er tilfældet med psykoaktive svampe og LSD f.eks.

De fysiske reaktioner, samtidig med at det visuelt kan flippe ret meget ud i en, kombineret med de “hundrede psykologtimer” på én gang, kan godt være en ret voldsom oplevelse. Bare en af de tre ting er sådan set nok til at man kan synes, man har haft en vild aften, så kombinationen af dem alle tre er noget af en mundfuld for et lille menneske.

Da jeg ankom til destinationen, hvor ceremonien skulle være første gang jeg skulle deltage, vidste jeg selvfølgelig ikke, hvad jeg gik ind til. Jeg havde læst om de fysiske reaktioner, altså kvalmen og det visuelle, men jeg havde ingen idé om, hvordan det så ville føles at få hundrede psykologtimer i en enkelt kop sort, bitter drik.

Var ayahuasca som jeg forventede?

Jeg havde sådan helt naivt sat en intention for mine ayahuasca-rejser som handlede om at jeg gerne ville se på, hvorfor jeg havde fået kræft, og så ville jeg desuden også gerne have healet mit mindreværd, nu vi alligevel var i gang. Jeg blev ret overrasket over hvordan den healing foregik, og hvordan det ville være at se på det med kræften. Det var slet ikke sådan som jeg havde forestillet mig. Men det bliver i del 2 om om ikke så længe.

Kære Anja.

Tak for din brevkasse, og dine gode overvejelser og perspektiver på livet.

Hvad tænker du om pensionsopsparing, og hvordan sparer du selv op?
Jeg kommer fra en familie, hvor der bliver talt rigtig meget om pension, fradrag og alt sådan noget i den dur. Både min far, min svigerfar og min mand gør det.

Og ja, jeg er så den utjekkede type, der bruger en masse penge på terapi, healing, musikkurser, gaver og mad. Jeg tænker, at det med pensionsopsparing, det gør jeg lige om lidt. Men sagen er jo, at jeg ikke gør det. Jeg skammer mig over, at jeg synes terapi og oplevelser er vigtigere, end noget som pensionsopsparing, der først sker om lang tid. Min mand er jo så tjekket, så jeg kan godt føle mig lidt umoden.

Hvad tænker du, om alt det her pensionshalløj?

Kærlig hilsen
Sigrid

Kære Sigrid

Mange tak for dit spørgsmål og fordi du læser med, tak Sigrid.

Jeg har ikke selv en pensionsopsparing. Det er der ikke en god grund til, udover at jeg som dig også prioriterer at bruge mine penge anderledes.

Men jeg har gjort mig en del tanker omkring det. Der er flere måder at sikre sig til alderdommen på. Hvilket med det samme får mig til at spørge i mig selv, om jeg er sikker på, at jeg skal sikres. For det er faktisk ikke noget, jeg med sikkerhed ved. Det er en overbevisning som jeg vil undersøge i mig selv.

Det er vigtigt at huske, at der er mange måder at ‘spare op på’. Både i penge, men også i mursten, jord, viden, praktiske færdigheder, åndelig udvikling o.s.v.

Min mand og jeg har købt et billigt hus som vi vil have betalt helt ud, når vi skal ‘pensioneres’, hvis vi skal det. Det ved jeg ikke om jeg skal helt. Mit arbejdsliv er flydende, og noget jeg reelt set ville kunne blive ved med at gøre altid. Men vi har sikret os på den måde, at vi ikke vil have de store udgifter som gamle, ved at købe et billigt og godt hus som vi kan bo næsten gratis i, når vi er ældre.

Vi er i gang med at lære at dyrke vores egne grøntsager, og vi har plantet en masse frugttræer. Vi tænker i at blive så selvforsynende som muligt og øver os i nu, at leve så simpelt som vi synes er sjovt, så vi også på længere sigt kan gøre det. Det er ikke et offer. Det er strategisk i forhold til det nu vi er i, og det er også en måde at øve os i at blive mere fri af vores egoers idéer om, hvad der er vigtigt at spise og have for at have et dejligt liv.

Min mand og jeg taler tit om alternative former for indkomster. Her hvor vi bor ude på landet, her er mange ‘jyske dollars’, altså penge som cirkulerer mellem hænderne på folk og som ikke bliver opgivet til staten. Der er også masser af vennetjenester mennesker imellem, som hjælper folk til at få tingene til at fungere uden om fakturaer og større systemer. Så vi taler om, hvordan vi selv kan få tingene til at hænge sammen på alternative måder. Vi forbereder os ikke på en fattig alderdom, men vi forbereder os på at kunne klare os uden støtte fra staten eller en opsparing.

Derudover så er min erfaring, at tingene altid løser sig, hvis jeg er flydende og slapper af. Det oplever jeg igen og igen i mit liv. Så det ved jeg også vil gøre sig gældende i min alderdom. Der er ingen grund til, at det stopper, fordi jeg fylder 67 år. Jeg øver mig i at slappe af og have tillid til livet ved at arbejde med mit ego og ved at blive bedre og bedre til at lytte på min intuition.

Det er bestemt også, så jeg er klar over, hvilken vind vinden blæser, når jeg bliver ældre. Det betyder jo ikke, at jeg så kan gøre det om, i forhold til en pensionsopsparing. Men at jeg er forberedt på ændringer, som kan betyde at det f.eks. er bedre at bo i et andet land end i Danmark. Vi taler også om, at det er noget nemmere at leve af frugterne på træerne i Costa Rica (eller andre varme lande) end i Danmark. Så vi er også forberedte på måske at flytte helt væk herfra, hvis det kan gøre tingene nemmere for os.

Jeg forbereder mig altså til en ‘spartansk’ alderdom, ved faktisk at leve meget spartansk nu. Det kan lyde som om, at jeg så er i gang med at manifestere noget ‘negativt’, men i virkeligheden er det for mig et vigtigt ego-arbejde. Jeg har ikke et billede af, at jeg skal spille golf, drikke rødvin og spise store bøffer som gammel. Hvis jeg havde det, så er det klart, at jeg skulle gøre en helt anden indsats for at spare op end jeg gør nu. Jeg har et billede af at leve et godt og let liv. Som er tilfredstillende på samme måde som det er nu, hvor jeg elsker mine æbler og kartofler. Hvor jeg nyder at dyrke min egen mad. Hvor jeg bruger, de penge jeg har på ting som hjælper mig til at blive mere fri af mit ego. I virkeligheden er det jo ikke alderen, der bliver et problem, det kan altid kun være egoet og dets mening om, hvordan tingene skal være. En god alderdom kan være virkelig mange ting, og det undersøger jeg løbende i mig selv for at mærke, hvad det er for mig.

At være fri til at gøre, hvad jeg har lyst til. Uanset om det så er at sælge tegninger på gaden i Peru, lave læsninger på stranden i Goa eller bo i Danmark og spise kartofler, det er det som jeg prioriterer allermest i forhold til at blive ældre.

Jeg husker også at forholde mig åben til, at det slet ikke behøver blive sådan som jeg tror. Jeg kan både blive ramt af en bil i morgen, vinde i lotto, arve uventet, opfinde noget vidunderligt. Alt kan ske, og det ved jeg. Det er det eneste, som er sikkert. Men ved at sætte min barre ‘lavt’ nu, så slipper jeg for at skulle håndtere, at mit ego tuder over manglende flødeskum og nye tasker, når jeg er 70 år, og jeg kan koncentere mig om at nyde livet i stedet.

Hvis jeg var dig, så ville jeg undersøge i mig selv, hvordan du gerne vil have dit liv er, når du bliver ældre. Hvis du ønsker samme form for komfort som du måske har nu, så ville jeg tage hånd om det. For det ville nok sandsynligvis kræve en opsparing i penge. Men det kan også være, at du er villig til at leve et helt andet liv som ældre, måske kan du se dig selv bo i en kolonihave, måske kan du se dig selv bo i et meget billigere land, måske vil du lige som os lære at dyrke din egen mad, så du bliver mere fri på den måde.

Når jeg skammer mig, så dykker jeg lige lukt ned i det. Skam er altid en fantastisk hjælper til at vise mig, at her er en uoverensstemmelse i mit liv. Mit ego kan skamme sig, ved at tro, at her er noget det gør forkert, som f.eks. at det ikke har fået lavet en pensionsopsparing.

Så der ville jeg enten blive meget bevidst om, at det er med vilje, at jeg ikke har det, og ikke fordi jeg er doven og impulsstyret som mit ego ellers godt kan tro jeg er. Og hvis jeg opdagede, at grunden til at jeg ikke har en pensionsopsparing er fordi jeg spiser flødeboller eller køber nye sko for mange tusind kroner hver måned, så ville jeg håndtere det. Jeg ville altså følge efter den skam, jeg føler og undersøge, hvad den drejer sig om. Jeg orker ikke mere skam og at skamme sig (som jeg også sagtens ville kunne gøre) over ikke at spare penge op, er virkelig spild af energi, for det kan der gøres noget håndgribeligt ved.

Jeg håber, det gav dig svar på dit spørgsmål Sigrid, du er meget velkommen til at skrive igen, hvis der er noget, du ønsker at spørge ind til.

Alt det bedste til dig og god vind fremover!

Mange kærlige hilsner,

Anja

Går du også med spørgsmål i dig som du kunne tænke dig at få svar på, så er du meget velkommen til at skrive til mig igennem min brevkasse om spiritualitet.

FÅ ET SPIRITUELT BOOST

Vil du gerne træde ud af hovedet og ned i hjertet? Lære at se naturen som en dåseåbner for din intuition, så du kan bruge spiritualiteten som redskab til at skabe positive resultater i dit liv? Du får samtidig mulighed for at stille spørgsmål til min spirituelle brevkasse, hvor jeg flere gange om måneden svarer på spørgsmål.

Skriv din e-mail i feltet og klik på ‘TILMELD’.

Popular Posts

PAS PÅ MED AT VILLE VÆRE …

MIN OPLEVELSE MED AYAHUASCA (DEL 3)

VORES VEGANSKE JULEMIDDAG

MÅNEDENS GÆST: SYNGENDE STEN

2010

BOGHYLDEN: Livet i skovene af Henry David Thoreau