Hej Anja.
Tak for en rigtig god blog. Du har lært mig meget om egoets råben og skrigen :) Jeg har et lille problem. Jeg er ellers rigtig stærk i tankens kraft, og har ofte kanaliseret de ting og situationer, jeg har haft brug for. Men denne gang kan jeg ikke finde ud af det.
Tingen er, at vi for 4 måneders tid siden, flyttede ind i et nybygget kvarter i Ørestad. Vi vidste godt, at der ville køre biler, men vi havde slet ikke forestillet os, at der ville være så mange og at området var udformet, så det er decideret farligt for små børn at færdes herinde: Dårligt udsyn, høj fart, ingen skiltning osv. Det er ikke en mulighed at flytte igen, og det har vi heller ikke lyst til. De her biler de irriterer mig i sådan en grad, og jeg er gået i mega ego-løsningsmode. Men egoet råber og overdøver min evne til at kanalisere, hvad jeg i virkeligheden ønsker. Altså færre biler og mere plads til børn i leg. Jeg bliver irriteret hver gang, jeg hører en bil inde i kvarteret, hvilket er hele tiden. Hvordan vender jeg denne dårlige spiral?
Mvh Laura
Kære Laura
Mange tak for dit spørgsmål og dine ord om min blog, det gjorde mig glad at læse, at det jeg skriver er brugbart.
Det problem du har, det kender jeg rigtig godt. Jeg kender det både fra da jeg boede midt i Aarhus og også var virkelig træt af trafikken. Så flyttede vi i skoven for 1,5 år siden, og jeg tænkte at så ville jeg endelig få ro fra de biler. Men tænk sig! Der er også biler i skoven.
Vi bor lige op af den eneste større vej, der er herude og det har vist sig, at der er en del mere trafik på den vej end vi lige regnede med. F.eks. er den her vej, som virkelig ikke er særlig stor og hvor man kun må køre 50 km/t, en stor trafikåre for mange af de lastbiler, som skal længere ud i industriområderne på Djursland. Lastbilerne er kæmpestore og overholder sjældent fartbegrænsningerne. Jeg har faktisk også overvejet om vi skulle flytte igen, på grund af trafikken, men vores hus og have er så perfekt, at vi er blevet enige om at leve med trafikken.
Det som jeg har gjort (og stadig er i gang med) det er, at jeg omkoder mit syn på bilerne og lastbilerne. Jeg gør det, at jeg hver eneste gang, jeg registrerer, at der kommer en bil og jeg mærker en irritation i mig, tænker på at der kører nogens søn eller datter. Lige der kører der en person, som jeg helt sikkert godt kan lide, hvis jeg fik muligheden for at lære personen at kende. Et sødt og kærligt og omsorgsfuldt menneske, som også elsker knus og hundehvalpe. Sådan er alle nemlig inderst inde.
Jeg tænker, at dem der kører stærkt har travlt. Jeg tænker på, hvordan det føles i mig, når jeg har travlt, og tror at jeg kan indhente tiden ved at køre stærkere. Det er ikke et sted, der føles særlig dejligt i mig, så jeg sender omsorg til dem der kører stærkt. Jeg sender forståelse, for jeg gør også præcis det samme. Jeg er også bilist, som nogle gange kører, som om jeg er den eneste, der skal noget vigtigt i hele verden.
Jeg tænker også på, hvor vidunderligt det er, at der findes biler. Uanset hvordan jeg kunne ønske mig mindre af dem (og især her hvor jeg selv bor jo), så er det alligevel vildt smart med biler. Jeg tænker på, hvordan de bærer os frem og tilbage til vores arbejde, til mennesker vi elsker, til indkøb og dejlig mad, til eventyr og rejser. Jeg ser biler som en del af det guddommelige. Biler er ikke gode eller onde. Biler er biler. Et redskab vi kan bruge. De er helt neutrale, det er kun mig, der kan putte en etiket på dem.
Det er en måde at omprogrammere sig selv på, det er ikke sådan så vi skal kunne udholde helt uhyrlige ting i vores liv. Men som du også skriver, så har I ikke lyst til at flytte igen. Det har jeg heller ikke. Derfor er det bedre at skifte fokus indtil noget andet sker. Og det kan du (og jeg) være helt sikre på. Det eneste, der er sikkert er forandring. Der vil også komme forandringer til jeres område, ligesom der vil komme det til mit. Så må vi forholde os til om det er forandringer i den retning, vi kan lide, når de opstår.
Når jeg har smerter i min krop så gør jeg sådan, at jeg (hvis smerterne ikke lige går væk igen, og hvis de ikke skal behandles på en eller anden måde), at jeg vænner mig selv til at registrere smerterne uden at koble en følelse på. Det behøver f.eks. ikke at være trist at have smerter. Det er kun mit ego, der kobler den historie og følelser på. I virkeligheden, når jeg mærker rent ind i en smerte, så føles det mest som en kilden, og hvis jeg mærker længe nok, så forsvinder smerten. Eller mine negative programmeringer omkring den forsvinder, og så betyder den pludselig ikke så meget mere, når det ikke længere er synd for mig at det gør ondt.
Så du kan også begynde at tænke på, hvorfor det er synd for jer, at der kører biler eller at det er farligt for små børn at lege der, hvor I bor. Er det synd fordi der er er mulighed for uheld? Er det synd fordi jeres børn ikke kan lege frit? Er det synd fordi I ikke vidste, hvordan området er og så var det helt anderledes end I havde forestillet jer? Er det muligt at de tanker kan vendes om?
Min erfaring med børn er, at de kan lege hvor som helst. Og at de er ret kvikke. De lærer hurtigt, hvordan de skal navigere i forskellige situationer. De vil også kunne lære, at der er meget restriktive områder, hvor de bor, som de kan lege på. At de ikke kan lege ligeså “frit” som de voksne havde ønsket det. Men det har børn som regel ikke et problem med, det er ofte de voksne, der har en fast idé om, hvordan et børneliv skal se ud, det har børnene ikke. De leger og er, hvor de er.
Så se på hvad der egentligt er problemet. Det er ikke for at underkende, at det er pissetræls med den trafik, det ville jeg også selv synes. Men prøv at være åben omkring, hvordan I kan navigere i det. Børn vokser op under vilkår, som er helt frygtelige hver eneste dag, på lossepladser og på gaden og alle mulige andre svære steder. Det handler ikke om at børnene i Afrika har det slemt, så derfor skal vi være taknemmelige. Men det handler om at sætte tingene i perspektiv, det kan egoet nemlig have ret svært ved og så bliver det hele pludselig så synd, og man kan ikke fokusere på andet end de dumme biler.
Børnene vil opleve frihed på en hel anden måde. Når de så er steder, hvor det er muligt at lege helt uden opsyn og på større arealer, så vil de også sætte rigtig meget pris på det. Man lærer også meget af begrænsninger, det kan der komme rigtig meget taknemmelighed ud af.
Der er også det i det, at jeg ikke kender nogen, som synes de bor helt perfekt. Selv dem hvor jeg tænker, at de gør det, de har også hang-ups med deres bolig. Selvfølgelig er der grader i det, men det er alligevel rigtig godt at vænne sig til at fokusere på det gode. Have fokus og tale med børnene, om alt det skønne ved det sted I bor. Er der ikke mulighed for gode naturoplevelser i nærheden også? Det kan også være en gave, at blive tvunget ud for at bruge naturen, for at opleve friheden på en anden måde end derhjemme.
Kære Laura, jeg håber, at du kan bruge mit svar og finde lidt trøst i det. Jeg ved godt, at det er irriterende med den trafik, men der kan sagtens gemme sig nogle positive overraskelser i det som umiddelbart bare er virkelig træls.
Alt det bedste til dig og din familie.
Mange kærlige hilsner,
Anja
Går du også med spørgsmål i dig som du kunne tænke dig at få svar på, så er du meget velkommen til at skrive til mig igennem min nye brevkasse om spiritualitet.
