VED VI VIRKELIG, HVAD DER FOREGÅR I DYR?

Carl Safina og dyrenes ‘hemmelige’ verden

Denne video er stærkt anbefalelsesværdig. Carl Safina er forfatter og “conservationist”, et ord jeg lige måtte slå op: ‘a person who advocates or acts for the protection and preservation of the environment and wildlife’.

I denne video fortæller han humoristisk og levende om menneskets syn på dyrene, og stiller spørgsmålstegn ved om vi virkelig ved, hvad der foregår i dyr. Noget vi ofte siger, at vi ikke har nogen som helst idé om. Men måske er dyr ikke så svære at regne ud som vi hidtil har antaget.

Måske har vores holdning til dyrene også været en bekvem holdning, altså at tro at de ikke har en bevidsthed. For det gør det på den måde så meget nemmere at bruge og misbruge dem i industrien, i jagt og i vores ødelæggelse af miljøet og Jorden.

Carl Safina har mange gode og logiske pointer i sin tale. Ligesom ham, så tror jeg heller ikke at tingene er svære og mærkelige. Jeg tror det er en måde, vi som mennesker kan distancere os fra dyrene og Jorden eller os selv på. En måde vi kan fremmedgøre os og ad den vej legalisere at opføre os mindre end kærligt. Det gælder både i den ydre som i den indre verden.

Denne video ville jeg ønske alle så. Del den meget gerne med alle dem, du kender <3

MIN OPLEVELSE MED AYAHUASCA (DEL 4)

Mit healingsgennembrud

I de tre forrige indlæg (del 1, del 2, del 3) om ayahuasca beskriver jeg, hvad der ledte mig til, at jeg i 2018 endelig fik den healing, forløsning eller forståelse som jeg havde bedt om tilbage i 2011. Det var lidt en overraskelse for mig, at det ville tage mig så mange år, da jeg har en stor tro på healing. Men healing er mange ting og nok allermindst af alt er healing et quick fix. Noget jeg tror, vi er mange, der arbejder med at forstå på et dybere plan.

Da jeg deltog i den ceremoni, jeg var blevet inviteret til i 2018, så startede den store mindreværdsfilm som sagt i mig igen. Jeg blev ærligt talt ret træt lige der. Hvorfor pokker skulle jeg bruge hver eneste ayahuasca-rejse på at sidde og se, hvor mange dårlige tanker jeg har om mig selv?

Det næste der skete var, at efter jeg i omkring 6 timer havde siddet med hænderne i hovedet og set på alt det, jeg nogensinde havde gjort som jeg kunne skamme mig over (virkelig en gyser), så pludselig kunne jeg se, at det ikke var mig, der skammede mig.

Det var en meget besynderlig oplevelse. Du kender sikkert godt selv til stemmen i dig, som kan blive ved med at spille forskellige hændelser for dig igen og igen. Det kan handle om alt fra små banale ting, som dengang du trådte i en hundelort over for alle de andre forældre fra 0A. Eller om dengang, hvor du løftede hånden for at slå, måske dit barn, dit dyr, din kæreste. Altså de der episoder vi har i os, som vi kan spille for vores indre blik og øre igen og igen, med mere og mere skam og ondt i maven til følge.

Pludselig sagde en stemme i mig: Du kan kun skamme dig over noget, du ikke vil acceptere.

Anja Dalby Ayahuasca

At acceptere den du er

Alle de der timer på timer med gruopvækkende indre film om min egen utilstrækkelighed, de handlede om at jeg skulle se det, så jeg kunne acceptere, at det var mig. Hvem er det i mig, som synes at jeg ikke skal have mindreværd? Hvem er det i mig, som skammer sig over, at jeg ikke er mere oplyst end, at jeg stadigvæk synes, at noget kan være vildt pinligt eller nemlig direkte skamfuldt. Hvem er det i mig, som synes jeg skal være en anden end den jeg er?

Altså jeg er et helt normalt menneske. Som gør helt normale ting. Nogle af de ting ville jeg gerne kunne gøre om. Det kan jeg ikke. Så må jeg lade være med at gøre dem igen. Men på det tidspunkt, hvor jeg gjorde som jeg gjorde. Hvor jeg tænkte som jeg tænkte (også om mig selv), da var det det som jeg kunne. Det må jeg acceptere. Når jeg ikke vil acceptere det, så skammer jeg mig over mig. Så ville jeg ønske jeg var en anden. At jeg var bedre end jeg er.

Pludselig kunne jeg se, at den mekanisme i mig (det jeg kalder for egoet), som hele tiden viste mig, hvor meget mindreværd, der var i mig, det var den samme mekanisme som også skammede sig over mindreværdet.

Noget var sket. Noget jeg skældte mig selv ud over, at jeg havde gjort, sagt eller tænkt. Det der så skete var, at så kom skammen. Skammen over at jeg havde været sådan som jeg var. Og så kom skammen over skammen. Over at jeg ikke bare kunne give slip. At skamme sig over at skamme sig.

Og der skete healingen. Lige der, der blev jeg så opfyldt af kærlighed til mig selv og til det stakkels ego. Et ego som bare så gerne vil passe ind og som så gerne vil elskes. Så på resten af min rejse den aften og de efterfølgende dage, der sad jeg med mit ego og vuggede det og holdt om det og elskede det med hver eneste celle i mig.

Anja Dalby Ayahuasca

Nøglen til selvkærlighed

Jeg er ikke egoet. Jeg er ikke mindreværdet. Jeg er ikke skammen. Det er mekanismer der opstår i mig. Det har ikke noget med mig at gøre. Egoet blev ved med at vise mig ting, fra langt tilbage i gemmerne i mig selv, som jeg skulle tage stilling til og se om det her ikke var værd at skamme sig over. Og min omsorg voksede og voksede bare, for der var ikke noget der hang ved i mig. Jeg kunne så tydeligt se at healing opstår af accept. I accepten af at jeg er som jeg er, at andre er som de er, at verden er som den er, så var jeg fri. I den frihed var det som om jeg eksplodere af kærlighed til alle og alting.

Nu er jeg meget spændt på, hvor mine næste ayahuasca-rejser vil lede mig hen. Når jeg har brugt et utal af rejser fordelt over 7-8 år på at finde nøglen til døren ind til min selvkærlighed, gad vide hvad jeg så skal se på næste gang?

Jeg venter på at hun kalder igen og sidder spændt og venter på, hvad jeg så skal vises.

MIN OPLEVELSE MED AYAHUASCA (DEL 3)

Replay

Som jeg fortalte i sidste del af min fortælling om mine oplevelser med ayahuasca, så havde jeg en lidt anden idé om, hvad healing var end hvad medicinen havde. Det forvirrede mig ærligt talt ret meget. Her finder du del 1 og del 2 af min oplevelse med ayahuasca.

Siden jeg var afsted på mit første ayahuasca-retreat i 2011, så har jeg været afsted en del gange mange forskellige steder i Europa.

Det som fortsatte med at ske, når jeg drak medicinen, det var at jeg hele tiden blev konfronteret med mit mindreværd. Det kan være svært at forestille sig, at der kan eksistere materiale nok i et enkelt menneske, til at mindreværdsfilmen kan blive ved med at køre på ayahuascarejse efter ayahuascarejse. Og bare én rejse tager nemt 8-10 timer. Der er altså åbenbart materiale nok til mange rædselsvækkende spillefilm om mindreværdet i Anja Dalby.

Et uendeligt loop af skam og skældud

For mig var det overraskende at der ikke kom nogen hurtig bedring. Altså jeg tror jo på healing! Jeg tror også på spontan healing, både fordi jeg har oplevet hands-on healing som i løbet af meget kort tid fjernede fysiske problemer. Og jeg tror på healing som kan opstå ved hjælp af bøn og intenst nærvær. Jeg har ikke hørt om ayahuasca-historier, hvor det er sket faktisk. Men jeg har hørt om healing, som kan opstå meget hurtigt efter en ayahuasca-rejse, fordi personen har været helt klar til at slippe og heale det, der skulle heales. Så det er altså ikke som sådan medicinen der healer, sådan som vi forestiller os en hovedpinepille gør det. Det er det arbejde, der sker i personen, i mødet med ayahuascaen, som healer.

Det som jeg blev ved med at se, ayahuascarejse efter ayahuascarejse, var hvor slemt det var at være mig. Altså slemt på den måde, at jeg blev konfronteret med hver eneste nedladende, sarkastiske, uvenlige tanke jeg NOGENSINDE havde haft om mig selv. Og det er ikke fordi jeg er noget særligt på det punkt, altså jeg har ikke værre tanker om mig selv end andre har det. Men lige pludselig blev der skruet op for stemmen i mig. Alle slør var borte, der var kun mig og mit ego, som sad fast i et uendelighedsloop af skam og skældud. Det kunne jeg så sidde og hygge mig med, på rejse efter rejse, mens jeg undrede mig ret kraftigt over, at jeg blev ved med at udsætte mig selv for kvalme, opkast og et ego, der gik agurk i at vise mig, hvor meget mindreværd jeg havde …

Gennembruddet

Hvorfor blev jeg så ved med at drikke ayahuasca? Når det nu ikke ligefrem var nogen tur i parken at tage den medicin. Jeg blev ved, fordi jeg trods alt kunne mærke en større og større forståelse for mig selv og for mindreværdet vokse frem. Det føltes som om jeg hele tiden stod med muligheden for at åbne døren ind til løsningen eller healingen, men alligevel blev grebet ved med at smutte ud af hånden på mig. Indtil sidste efterår.

Invitationen til at deltage i en ny ayahuasca-cirkel

I 2018 var det et par år siden jeg sidst havde deltaget i en ceremoni, og jeg kunne mærke ‘hende’ kalde i mig igen. At mærke ayahuasca kalde er som en dyb længsel, der bliver vækket. Det er næsten en fysisk, kropslig oplevelse. Det er en stemme i en selv, som begynder at lede en hen til en ny ceremoni. Jeg havde forladt dem, jeg plejede at være i cirkel med, da jeg ikke længere kunne se det helt rene formål med at lave ceremonierne. For mig at se, så var der kommet for meget ego, magt og penge ind hos dem, der ledte ceremonierne. Jeg følte mig ikke længere 100% tryg i de omgivelser, jeg plejede at drikke ayahuasca i. Det er meget vigtigt at være tryg, og det er også meget vigtigt at turde indrømme, over for sig selv og andre, at det man på et tidspunkt holdt af og kunne stå inde for, har forandre sig og derfor må man meget gerne bevæge sig videre.

En dag fik jeg ud af det blå en mail med en invitation til at deltage i en ny cirkel med ayahuasca. Jeg kendte ikke noget til personen, som sendte mailen eller til måden som de nye ceremonier foregik på. En veninde som vidste, at jeg ikke længere var en del af min gamle ayahuasca-cirkel, havde givet min e-mail til den nye cirkel. Jeg vidste ikke hun havde gjort det, men fordi jeg havde mærket min voksende længsel efter at drikke ayahuasca, så blev jeg ikke overrasket over at få den mail.

Kort tid efter havde jeg en skypesamtale med arrangørerne af de nye ceremonier/cirkler jeg blev inviteret til, og de var åbne og ærlige og ville svare på alle de spørgsmål, jeg havde til deres måde at arbejde på.

 Anja Dalby Ayahuasca

Terapeutisk vs. shamanistisk arbejde med ayahuasca

Rigtig mange mennesker i Vesten er begyndt at tilbyde terapeutisk arbejde med ayahuasca. Det er spændende og jeg har hørt mange mennesker have gode oplevelser med den måde at arbejde med medicinen på. Det som tiltaler mig er min egen forbindelse med medicinen og min egen forbindelse med det Guddommelige. Jeg er meget mere tiltrukket af den shamanistiske del af arbejdet, end jeg er af den terapeutiske. Selvom tingene naturligvis er vævet sammen og ikke kan skilles helt ad, så foretrækker jeg at fokusere på at ære medicinen og dens ophav.

Når medicinen bliver brugt terapeutisk, så kan der være en tendens til “hvad kan den gøre for mig” – som bestemt ikke er ulig mine egne forventninger i forhold til healing. Men det er ligesom to forskellige måder at gå til arbejdet på. Hvor den ene stadigvæk er dybt forankret i, at det her er en hellig medicin med særlige ritualer. En medicin som kommer dybt, dybt inde fra den Sydamerikanske jungle og som har et særligt “sprog” som det er værd at lære sig. Så man bedre kan komme i kontakt med medicinens ånd og kommunikere med den. Den anden form er ikke så rituel, men altså en form, hvor medicinen bliver brugt terapeutisk, så det er mennesket, der er det vigtige og resultatet i sindet.

Pludselig kom healingen

Da jeg deltog i den første ceremoni i den nye cirkel, jeg var blevet inviteret til, da startede mindreværdsfilmen igen inden i mig. Min oplevelse med ayahuasca er også, at hver eneste rejse starter der, hvor den sidste sluttede. For mig er det nærmest som om filmen er blevet stoppet og så starter den igen, med det samme visuelle og også med tankerne. Som om billedet og en sætning har stået og ventet inden i en selv, på standby. Uanset hvor mange år, der er gået imellem rejserne. Det er en ret vild oplevelse.

Hvad der skete i de nye ceremonier jeg er en del af, det kan du læse om i del 4. For pludselig kom healingen nemlig, på et tidspunkt hvor jeg faktisk helt havde sluppet muligheden for, at det kunne ske for mig.

DA JEG STARTEDE TIL KARATE (NOGET OM MOD & KOMFORTZONER)

Kunsten at overhøre sin intuition i hele 10 år (ikke anbefalet!)

De sidste 10 år har jeg haft lyst til at starte til en kampsport. Jeg har ikke kunne forklare hvorfor, udover at disciplinen tiltaler mig. Men jeg har mest af alt haft en følelse af, at det var noget, jeg skulle gøre, uden helt at vide hvorfor.

Det er ikke altid jeg hører efter min intuition. Når der er noget som er for grænseoverskridende, så kan jeg præcis som alle andre, sagtens vælge at overhøre det. Min erfaring siger mig bare, at det er en dårlig idé at gøre det i længere tid. Jeg er nødt til at gøre som den siger (altså inden for rimelighedens grænser og kampsport er rimeligt) ellers kommer jeg ud af kurs i mit liv. Det er en erfaring, jeg har draget mig igen og igen.

Da vi boede i Aarhus tog jeg et par prøvetimer i forskellige former for kung fu. Det gik ikke så godt. Der var for mange unge mænd med for store, tatoverede muskler og hårde blikke. Der lugtede også grimt af gammel sved og ny testosteron. Jeg følte ikke det var et sted for en blød mor i 40’erne at lære at lave cirkelspark.

Om overgivelse og busskure på landet …

Så flyttede vi her ud i skoven på Djursland, og jeg så et opslag i busskuret om at herude, af alle steder, der ville starte en karateklub op. Det lød jo fantastisk. Men jeg tog ikke afsted, selvom jeg havde telefonnummeret til indmeldelsen til at ligge på mit skrivebord i mange måneder.

Min mand besøgte for et par måneder siden en af sine venner og hans vens kone, Mette, var i gang med at sy et mærke på sin gi (karatedragten). Min mand blev meget glad og spurgte Mette, hvor hun dyrkede karate henne, og det var sørme i den klub, som lå lige om hjørnet fra, hvor vi bor.

Da min mand glad kom hjem og fortalte, at Mette havde sagt, at der mest var kvinder på vores alder på holdet. At det var meget stille og rolig træning og for alle, så var jeg godt klar over, at der ingen undskyldning længere var. Nu fik jeg det virkelig serveret helt som jeg gerne ville have det. Tak for et vink med en vognstang.

Anja Dalby Karate

Angst er egoet, der er bange

Så jeg tog afsted til første træning i januar i år. Og det lyder jo meget nemt og ubesværet. Men faktisk var jeg så nervøs, over at skulle afsted, at jeg var stille i et helt døgn før. Hvor jeg gik med noget, der mest af alt mærkedes som et angstanfald, der hele tiden stod og vibrerede inden i mig.

Alligevel gjorde jeg det. Jeg ved, at angst ikke er intuitionen. Angst er egoet, der er bange. Jeg var bange for alt muligt. For at blive til grin. At de andre synes jeg var grim og dum og tyk. At jeg ikke kunne lave en eneste øvelse. At min form var for dårlig.

Det gik vildt godt første gang jeg var afsted. Alle var så søde og som voksenbegynder, så træner man med børnene til at starte med. Så jeg trænede med andre voksne begyndere og måske 15 børn, der sprang rundt om os. Det var sjovt og uhøjtideligt.

Det var om mandagen, jeg var afsted. Om onsdagen skulle jeg afsted igen. Og jeg var næsten ligeså nervøs som jeg havde været om mandagen. Så selvom jeg havde været afsted én gang, så blev jeg igen næsten lige så bange.

Men! Jeg tog afsted igen kl. 17, hvor træningen skulle starte. Jeg stod i mit træningstøj i omklædningen til hallen. Og der var ingen karatemennesker. Der var måske 30 børn og forældre, som var til redskabsgymnastik. Jeg ventede og ventede, men hallen var fyldt med børn, som legede og tydeligvis ikke var på vej ud. Så jeg kørte igen. Da jeg kom hjem, så jeg at træningen først startede kl. 18 om onsdagen, og så faldt jeg helt sammen.

At bede sig selv om at være voksen, når man bare trænger til et kram

Jeg begyndte at græde og fik det rigtig skidt. Og jeg følte mig så dum over at græde. Jeg lavede samtidig tricket med at bede mig selv om at være voksen og tage mig sammen og bare køre derop igen kl. 18. Og så græd jeg bare endnu mere. Det er endnu ikke lykkedes at få mig selv til at holde op med at være bange eller ked af det ved at skælde mig selv ud. Så det er ret underligt at jeg bliver ved med det …

Men jeg kunne ikke køre derop igen. Jeg var faldet fuldstændig sammen som en flad ballon, der var blevet holdt oppe af for mange varmlufts pep-ord og “just do it” slogans.

Da igen blev mandag, tog jeg afsted, en smule mindre spændt end sidst. Jeg fik udleveret min gi som jeg skulle have på til onsdagstræningen. Til onsdagstræningen var jeg så i mellemtiden blevet bange for om jeg ikke så dum ud i min gi? Om den ikke var for stor? For stiv? Så det kunne jeg så også gå og gejle mig selv op over.

Sensei (træneren) synes min gi passede perfekt, og jeg er nu blevet indstillet til min første graduering. Du får 3 gæt om jeg nu så er blevet vildt nervøs over det.

Anja Dalby Karate

Træd ud af din komfortzone, livet har noget det vil vise dig

Alt det her, det fortæller jeg, fordi jeg ved at jeg skal gå til karate. Det ved jeg bare. Hvorfor jeg skal det, det aner jeg ikke. Nogle gange finder jeg ret hurtigt ud af det, andre gange bliver det tydeligt efter længere tid. Nogle gange er der ingen store grunde til, at noget skal ske, måske er den “eneste” grund for mig at gå til karate, at det er god fysisk træning. Who knows. Det er lige meget. Det som er vigtigt er at lytte på stemmen inden i, som beder os om at træde ud af vores komfortzone.

Det kan sagtens kræve en masse tuderi og angstanfald i alle mulige grader at gøre noget man ikke tør. Det sker der faktisk ikke noget ved. Man skal bare gøre det alligevel.

BREVKASSEN: SÆT I GANG! SÅDAN SKABER DU DE FORANDRINGER, DU DRØMMER OM

Hej Anja.

Jeg har et spørgsmål til din brevkasse. Jeg skal i gang med noget nyt i løbet af 2019 og har en stærk fornemmelse af, at det kommer til at omhandle det fysiske og kropslige, de forskellige årsager til ubalancer og det psykiske samt forløsning og healing.  Det jeg er meget i tvivl om er hvilken uddannelse, der vil være den rette for mig?

Jo mere, jeg kigger mig rundt og søger info, jo mere i tvivl bliver jeg.Jeg prøver at lade det ligge, så det hele kan få ro til at arbejde, uden mine tanker og kontrol forstyrrer. Samtidig vil jeg også bare i gang, da jeg mærker så meget energi, lyst og drive på området. Håber et svar fra dig kan sende mig retur til kroppen ;-)

På forhånd mange tak for din tid og energi. 

Bedste hilsner,

Heidi

Anja Dalby Spirituel Brevkasse

Kære Heidi

Mange tak for din mail. Når jeg står i en situation som din, hvor jeg skal træffe et valg om noget, og jeg kommer i tvivl, så gør jeg ligesom du beskriver det. Jeg søger ned i kroppen og ud af tankerne. Det er især igennem min krop, at jeg kan mærke min intuition, eller på den måde, at der bliver mere ro i tankerne, når jeg er i min krop, og af den vej kan jeg så meget nemmere mærke min intuition. Og som du helt rigtigt beskriver det, så kan man så stå der i ret lang tid og vente, på at svaret kommer på, hvad det er du skal …


Det der er hemmeligheden her, det er ikke at blive stående og vente. Jeg kan helt klart nemt have en tendens til at indse, at jeg ønsker noget i mit liv, eller en eller anden form for forandring, og så ligger jeg mig ned og venter på, at den forandring indtræffer. Jeg venter på, at min intuition ud af den klare luft vil fortælle, hvor jeg skal hen, mens jeg ligger på sofaen og spiser kage og griner af memes på Instagram.


Sådan fungerer det bare meget sjældent. Som regel er vi nødt til at sætte os selv i en eller anden form for bevægelse for, at vi kan høre og mærke, hvad det er vi skal. Det føles som om, at vi skal ruske os selv lidt op energetisk, for at der kommer hul igennem til os. Jeg er f.eks. fuldt ud bevidst om, at jeg bliver ret døv over for alle mulige tegn, når jeg først har lagt mig på den berømte sofa. Til gengæld kan jeg få alle mulige informationer og inspiration på en almindelig tur i skoven, i en bus, i et tilfældigt møde eller tusind andre steder. Men jeg er nødt til at lette mig for, at jeg kan høre, hvad der bliver sagt. Det er ikke fordi, jeg tror, at du har lagt dig fladt ned, mens du venter på et tegn fra oven, men nu har du gået og ventet, nu er det tid til at handle.


Noget af det, der hjælper mig, det er at tage et enkelt skridt i en eller anden retning. Så hvis jeg var dig, så ville jeg kontakte de uddannelser, du er interesseret i og møde dem allesammen, en efter en. Tage til informationsmøder eller få møder i stand med undervisere og ledere, hvor det er muligt. Det er det, jeg altid selv gør, når der er noget, jeg gerne vil uddanne mig i eller tage kursus inden for eller på retreat i. Altså når jeg ikke kan mærke et klart JA eller NEJ i mig. Hvis jeg er i tvivl, så går jeg i gang med undersøgelserne.


Så helt konkret, så ville jeg tage dig selv og din intuition alvorligt på den måde, at jeg vil anbefale dig at kontakte hver eneste af de uddannelser, du synes kunne være interessante. På den måde vil du lære rigtig meget om dig selv, om dine egne værdier, og om hvor du gerne vil hen i livet. Når du gør det og møder menneskene bag uddannelserne, så er det at du så skal være opmærksom på, hvad der sker i din krop.


Hvordan mærkes de her mennesker? Hvordan mærkes stedet? Er der noget som helst, som føles usandt? Er der grader af uærlighed? Er folk glade? Hvordan ser kursisterne ud, hvis du kan møde dem? Er der liv eller føles det dødt? Lad endelig være med at overtænke det her, Heidi. Lige her skal du ikke tænke så meget på, hvad du selv bringer med ind i billedet. Altså om du projekterer noget ud. Selvfølgelig er det godt at være opmærksom på det, hvis der er noget du kan genkende i dig selv som dit eget ego. Men ellers er det rigtig godt i den her undersøgelsesfase, bare at være helt ærlig med hvad du føler, uanset hvorfor du føler det.


Tænk på hvis du var et barn, der skulle vælge et dejligt sted at være. Gå ud fra de helt barnlige kriterier først. Så kan du senere se på det med et mere rationelt voksent blik, og så sortere i de uddannelser, der føles som gode og venlige steder ud fra det faglige. Så gå med din fornemmelse først. Hvordan mærkes det i maven? Holder folk øjenkontakt? Bliver de irriterede, hvis du stiller “dumme” spørgsmål? Kan du tydeligt mærke deres egoer?


Jeg har selv været til et utal af informationsmøder og er mange gange blevet dybt skuffet over, at jeg ikke kunne mærke nogen integritet eller sandhed hos dem, der havde uddannelserne og kurserne. Hvor det undervisningsmateriale, jeg på forhånd havde læst, slet ikke hang sammen med de mennesker, der skulle undervise mig i det. Men det som det har lært mig, det er at jeg nu er virkelig god til at spotte bullshit og floskler. Det kan føles meget tomt og ensomt, og det kan være nemt at vælge det som andre kan lide, selvom alt indeni en selv stritter i modsat retning.

Men når du så møder det som er et match med dig, og den du er, så kan du også så meget tydeligere mærke det, fordi du også har mærket alt det som ikke var et match. Det er præcis det samme med at kende mørket i sig selv. Det bliver så meget nemmere også at kunne se lyset, når man ved hvad der er hvad. Hvad der er lort, og hvad der er lagkage :)


Jeg ønsker dig masser af kraft på din vej og masser af flow og ro til mærke hvad det er, der vil matche dig bedst. Rigtig god fornøjelse med din nye uddannelse.


Mange kærlige hilsner og alt det bedste,

Anja

Går du også med spørgsmål i dig som du kunne tænke dig at få svar på, så er du meget velkommen til at skrive til mig igennem min nye brevkasse om spiritualitet.

FÅ ET SPIRITUELT BOOST

 

Vil du gerne træde ud af hovedet og ned i hjertet? Lære at se naturen som en dåseåbner for din intuition, så du kan bruge spiritualiteten som redskab til at skabe positive resultater i dit liv? Du får samtidig mulighed for at stille spørgsmål til min spirituelle brevkasse, hvor jeg flere gange om måneden svarer på spørgsmål.

 

Skriv din e-mail i feltet og klik på ‘TILMELD’.

You have Successfully Subscribed!