TIL TE HOS MAYA MUSE

Jeg synes, det kunne være dejligt at bringe samtaler med mennesker, der inspirerer dig (og mig) til at arbejde på forskellige måder med spiritualitet. Mennesker som inspirerer og udfordrer os andre til at tænke nye tanker. Derfor har jeg spurgt min gode ven Maya Muse Emilie Rahr om, hvordan hendes spirituelle rejse startede. På hvilken måde spiritualitet er en del af hendes hverdag, og om hvordan hun bruger naturen både privat og professionelt.

Maya kender jeg fra Skrædderskolen i Aarhus, hvor vi gik på samme hold fra 2004 til 2006. Vi klikkede med det samme og brugte mange timer sammen både i og uden for skolen. Vi delte de samme interesser inden for selvudvikling og spiritualitet, hvilket ikke var helt nemt at finde på det tidspunkt, hvor vi mødte hinanden.

Maya et af de mennesker som man med det samme kommer til at grine meget højt og længe med. Maya har en vidunderlig form for humor og en helt fantastisk (og meget inspirerende) selvironi. Selvom vores samtaler handler om alt fra fraktal-verdener, til diverse former for ‘downloads’ af informationer fra andre universer og væsner andre steder fra, så kommer vi også nemt til at grine meget højt af det hele.

Maya Muse bor i Beder lidt syd for Aarhus sammen med sin mand og deres to børn Louie (12 år) og Idun (3 år). Find hende på mayamuse.dk, på Instagram som maya_muse eller under @mayammuseyoga Facebook.

Anja Dalby Maya Muse

Maya, du har jo rigtig mange uddannelser. Hvad har du uddannet dig som?

Ja, jeg har mange uddannelser. Jeg kan nævne i flæng: Skrædder, visual effects artist, grafiker/multimedie designer, terapeutisk yoga, healer, Access Bars, og en masse forskellig kropslære (anatomi/fysiologi/patologi osv.). Herudover har jeg arbejdserfaring som blandt andet berider, doula, barista, aupair, gøgler, butiksassistent, danser og så et helt liv som synsk. Så jeg har prøvet lidt af hvert.

Men helt ærligt, så er jeg en af dem, der mener at uddannelser er en af de ting, vi bruger lidt for meget til at identificere os med her i livet. Det bliver en slags hat eller uniform, vi tager på, så vi ikke behøver at forklare, hvem vi er. Derfor er mit standardsvar som regel, når folk spørger, hvad jeg laver:  ‘Præcis hvad jeg har lyst til, vil du vide hvem jeg er?’. Og hvis de tør at sige ja, så svarer jeg, at udover at være mor, datter, hustru og søster, så er jeg også heks og at det har taget mig mange liv at uddanne mig til det (det kommer der mange sjove samtaler ud af ).

Kan du sige noget om, hvornår du vidste, at du var interesseret i spiritualitet og selvudvikling? Havde du en oplevelse som barn eller ung, som var skelsættende for dig eller er det noget du ligesom er vokset ind i?

Jeg har altid været en spirituel weirdo. Jeg følte mig meget anderledes som barn, da jeg mærkede ALT, og kunne se ting jeg ikke kunne forklare. Folk, børn som voksne, reagerede ret kraftigt på min tilstedeværelse, og jeg kunne huske alle mine drømme (som jeg nu forstår ofte var shamanistiske). Så jeg græd meget og spurgte tit min mor, hvad der var i vejen med mig. Hun var god til at trøste mig og var dejligt rummelig. Men kunne ikke rigtig forklare det for mig.

Jeg voksede op og blev rigtig god til at passe ind. Heldigvis har min humor og fjollede side hjulpet meget. Men i mange år blev det spirituelle lidt skabs-agtigt og skjult, og jeg havde det svært, da jeg jo ikke var ærlig over for mig selv, da det blev vigtigere at være som alle andre. Jeg mistede min far som 18-årig, og det gjorde det absolut ikke nemmere og her lukkede jeg måske lidt mere af.

Da jeg rejste til Australien og New Zealand som 20-årig skete der noget. Pludselig var jeg et sted, hvor jeg ikke behøvede at passe ind i en kasse, da ingen jo vidste, hvem jeg var. Og så begyndte jeg ligeså stille at ‘huske’. Jeg tillod mig selv at ‘se og mærke’, og startede med at tegne mine syn og drømme ud. Det var starten på en hjemkomst til mig.

Siden da har jeg haft flere opvågninger og åbninger af mine evner og forståelse af dem. Det at modtage min første regression for 10 år siden og derigennem huske heksebrændingerne, mine mange år i udlandet samt ikke mindst at blive mor 2 gange, var startskuddene der gjorde, at jeg endelig turde hellige mig et liv som vølve/heks/shaman/muse.

Anja Dalby Maya Muse

Hvordan kan det være, at det lige præcis var healer/arbejde med yoga, du valgte at beskæftige dig med, og hvordan har du uddannet dig?

Clairvoyant healer/yoga-terapeut dækker meget godt det, jeg er og laver. Jeg kalder mig i øvrigt med vilje for en muse (heraf Maya Muse), da det er et pænere ord for en spirituel katalysator. De redskaber jeg bruger er: Healing, clairvoyance, regression, yoga og Access Bars.

Yogaen er vigtig for mig, da den er en meget effektiv healingform. Den er relaterbar. Og ikke for underlig for folk, derfor bliver den en slags sprog som alle kan forstå. Jeg tog min første yogalæreruddannelse i Australien i 2002, og siden da er det blevet ret dybt kærlighedsforhold til yogaen, der har ledt mig til en del kurser og fordybelse. Efter min andet barn i 2015 tog jeg en dybdegående terapeutisk  mediyoga-uddannelse.

Yogaen har hjulpet mig hjem i mig selv, og gjort det lettere for mig at rumme mine evner og den rå vildskab som jeg havde indeni, som skræmte mig lidt. Men den har også åbnet for min evne til at kanalisere healing og information. Så sideløbende med min yogarejse har jeg også haft en udviklingsrejse med mine clairvoyante healerevner, der har ført mig til gaiahealing, hypnose, regression og Access Bars (i London), som også er meget vigtige redskaber for mig, da det er flere måder at hjælpe og forstå folk igennem.

Hvad var det som kaldte dig til at blive healer/yogalærer? Hvordan bruger du healing/yoga og de redskaber, du kender derfra i din dagligdag?

Man kan på en måde sige, at hele mit liv har ført mig hertil, alt jeg har været igennem af både godt, men især ondt, har formet mig, åbnet mig og gjort mig klar til at hjælpe andre. Og gør det fortsat for min udvikling bliver aldrig færdig.

Men som nævnt før, så har jeg altid haft en lidt vild effekt på folk. Jeg vækker ofte kraftige reaktioner i folk, uanset om jeg siger noget eller ej. Da jeg var yngre gav det anledning til dårligt selvværd, men i min udviklingsrejse har jeg lært, at det er min gave her i livet. At jeg vækker folk helt naturligt. Som en slags spirituel katalysator.  Som en slags muse. Og hvis man ikke er klar til at blive vækket og se sig selv, så er der mange, der syntes, at sådan en som mig er en farlig en. Så efter mange år, hvor jeg var ked af folks reaktioner og ret hårde behandling af mig var der en, der sagde til mig, at jeg skulle tage at gøre mig selv mere synlig. Så ville de folk der rent faktisk var klar til at vågne og blive healet finde mig og være taknemmelig for det, jeg havde at tilbyde. Så jeg begyndte at own it – own who I am loudly, og pludselig var der mange, der gerne ville have min hjælp.


De redskaber jeg har, bruger jeg dagligt, da de jo er en del af mig. Yoga er min daglige bevægelsesmeditation, det giver mig grounding, behandling og ro. Det healer mig. Jeg bruger også rigtig meget naturen, det er mit tempel hvor jeg forbinder mig med altheden. Så når livet bliver for meget, søger jeg ind i skoven eller i yogaen. Samtidig har jeg så meget føling med mig selv, min krop og bevidsthed, at jeg kan mærke, hvad der skal fintunes og bearbejdes.

Som mor og hustru er det en gave at være intuitiv og kunne heale, for der ved jeg ofte præcis, hvor jeg skal hjælpe.

Jeg er på det seneste blevet helt vild med at undersøge det her begreb, vi kalder for Gud. Altså den her kraft, som er ret svær at definere og sætte en etikette og et navn på. Jeg synes, vi skulle tale meget mere om den kraft end vi gør! Så jeg vil gerne spørge dig om, hvad tænker du om Gud, og om du føler en kontakt med noget, der er større end dig selv?

Jeg mener at vi er the embodiment of God, at gud findes i alt.  Jeg kan se det og mærke det. En af mine evner er at kunne se frekvenserne af ting formet som en slags lydgeometri. Og en af mine observationer er, at den måde mennesket er bygget op på er præcis samme måde, frekvens- og strukturmæssigt, som vores jord og univers er. Man snakker om mikrokosmos og makrokosmos. Det er spejlinger af hinanden bare i store og små størrelser. Vi er omvandrende universer med millioner af galakser indeni, som går rundt i et stort univers med millioner af galakser. Indeni såvel som udenfor. Og jeg tænker, det er uendeligt da det hele er forbundet som en torus. Det fortæller mig, at der er en rød tråd, en vild intelligens eller mastermind-energi, der flyder igennem alt og forbinder det hele.

Én kraft som er alting. Dvs. jeg er alt, og fordi jeg er alt, er jeg intet. Hvis det giver mening? Altså at jeget/egoet faktisk er ikke-eksisterende, at det er en ide, der gør at vi som universet/livskraften/Gud får lov til at opleve, det vi kalder for livet igennem mange forskellige ‘synspunkter’.

Illusionen af at vi er separate lever jo i bedste velgående. Men jo mere vi heles, forbinder os med naturen, mediterer, laver yoga og arbejder med at blive bevidst om vores ego og tanker, jo tættere kommer vi på den kraft, på Gud, som er følelsen af  ‘oneness’ – nemlig kærligheden.  Jeg kalder den for kærlighedsfrekvensen. Dog er vi her for at samle oplevelser, eller data kan man også kalde det, så den egentlige og fuldstændige hjemkomst til oneness og gud kommer først, når vore fysiske legeme dør.

Indtil da må vi opleve det i små bidder her og der igennem os selv og disse legemer, vi har. Man kan vel egentlig godt sige, at det i virkeligheden er vejen hjem til det guddommelige, der er mit arbejde. Jeg er en slags tourguide. Derfor er mine yogatimer ikke helt normal yoga som man måske kender det andre steder fra. Jeg er bevidst om at skabe et rum, hvor man trygt kan fordybe sig i rejsen ind i sig selv, give slip og nå ind til det guddommelige. Og deri ligger healingen.

Jeg gør dette uanset om det er en yogaundervisning/-terapi, eller om det er en healingkonsultation. Jeg følger folk ‘hjem’, så de husker hvem de er. Så de husker det guddommelige og kobler på kærlighedsfrekvensen.

Alt dette lyder jo meget seriøst, men faktisk så syntes jeg, at der er rigtig meget guddommeligt i det at grine. Gud/Universet har jo mega meget humor – det hele skal jo heller ikke gå hen og blive så ophøjet og intenst.

Jeg er selv sådan en, der griner af sine egne vittigheder, også selvom jeg er den eneste. Det syntes jeg også der er noget guddommeligt i. Det vil sige jeg tager ikke mig selv så alvorligt, og derved slipper jeg egoet og løsner op, bliver mere in tune for den der kærlighedsfrekvens.

På samme måde så er der i de clairvoyante læsninger, jeg laver for folk, ofte en del humor. De visioner eller billedsprog der viser sig for mig kan være virkeligt sjove. Og jeg fornemmer, at det betyder meget for folk. Det kan være befriende.

Anja Dalby Maya Muse

Hvad føler du dig knyttet til i naturen og hvordan bruger du naturen i dit spirituelle arbejde? Har du haft nogle oplevelser i naturen, som har haft en stor betydning for dig og den måde du ser dig selv i verden på?

Moder Jord er min personlige reminder om det guddommelige. Derfor kan det godt blive helt religiøst for mig at være i naturen, da det er her, jeg nemmest husker og kobles på kærlighedsfrekvensen. Jeg er vokset op i en skov i et søområde, så naturen har altid været hjem for mig. Som barn red jeg på heste, og når jeg red i skoven, typisk om morgenen hvor skoven var rolig, lagde jeg mig ind til hesten og var helt stille, og så ville rådyr og dådyr komme og gå ved siden af, følge os dybere ind i skoven. Det var magisk, og lidt som at være en del af flokken.

Jeg kommunikerer dagligt med naturen. Især træer, havet og søer, og jeg får altid svar. Når jeg går ture i skoven, så gør jeg det helst i bare fødder for bedre forbindelse. I frostvejr bliver det dog lidt for koldt, der nøjes jeg med bare tæer i haven. Jeg læner mig helt ind til et træ med panden mod stammen, krøller min krop sammen under vandet, eller ligger mig i skovbunden med hovedet nedad, så jeg bedre kan smelte sammen med hende (Jorden). Det giver mig en følelse af frihed og overgivelse, og jeg giver helt slip på personen Maya som jeg er i det her liv, i den her historie. 

Nogle gange danser jeg og synger de sange, der bliver hvisket til mig derude. Det er meget legende og måske lidt fjollet set udefra, men jeg elsker det. Naturen er cyklisk. Moder Jord er jo i virkeligheden en stor womb (livmoder), og womb work er virkelig et hjerteemne for mig. 

Vi som mennesker, og især os kvinder er jo miniversioner af Moder Jord (uanset om vi stadig bløder eller ej). Vi har fire årstider i os, på samme måde som Jorden, og på samme måde som månens cyklus. Jeg er så bevidst om den forbindelse, at min egen menstruationscyklus er linket til de forskellige faser. Så kan jeg altid kan spejle mig i månecyklussen såvel som Jordens, hvis jeg har brug for det. Det skaber en dybere forståelse for mig, og gør også, at jeg ærer mig selv mere. Naturen bliver et helligt tempel for mig, og når jeg spejler mig cyklisk i hende, så bliver jeg selv templet. Det ærer jeg f.eks. ved at give mit blod tilbage til jorden i små ritualer. Det er fantastisk frugtbart for jorden, og det er en dejlig måde at forbinde mig med jorden på. Jeg nærer hende og hun nærer mig. Jeg ved det er et grænseoverskridende emne for mange, men det er så vigtigt at tale om, syntes jeg.

Vores cyklus er så hellig, den er der meget visdom i. Så når jeg tænker på, hvor mange cyklusser vores kære Moder Jord har været igennem og al den visdomsenergi, der ligger i det, så kan jeg ikke andet end at blive ydmyg og lytte.

Har du et tip til et redskab, du bruger dagligt eller jævnligt, som nemt kan integreres i hverdagen? Noget du har oplevet giver dig mere glæde, større selvværd eller bare et større overskud?

Ud at gå på græsset eller jorden med bare fødder så ofte som muligt. Det oplader en og balancerer kroppen og sjælen.

MAYAS TIP TIL ØVELSE MED BARE FØDDER PÅ JORDEN: Stil dig med begge fødder på jorden, åbn armene op, løft hagen og brystet og luk øjnene (denne stilling hedder Bjerget). Træk nu vejret dybt igennem næsen som om du trækker luften helt ned til dine fødder, ned igennem fødderne til dine usynlige rødder og pust nu ud hele vejen op igen. Mærk hver en millimeter af din krop som luften passerer i øvelsen.

Namaste.

BREVKASSEN: FRYGT OG EGOET

Hej Anja

Jeg har tænkt at starte eget firma i længere tid, men når jeg kommer tættere på starten eller at tage springet dukker frygten op. Hvad nu hvis det ikke går. Hvad nu hvis og hvad nu hvis. Hvad gør jeg ved dette?

Hvis vi forbinder frygten med ego. Hvorfor viser ego sig på denne måde? 
Hvis jeg i stedet tænkte: Det skal nok gå, det skal blive godt osv. Dette er jo også ego, men hvorfor viser ego sig igennem frygten og ikke på den anden måde. 

Go’ dag
Kh Hvorenddugårhen

Anja Dalby Frygt og Egoet

Kære Hvorenddugårhen.

Mange tak for dit spørgsmål. Det er simpelthen så relevant for rigtig mange af os. Ja, måske os allesammen i virkeligheden.

Egoet viser sig igennem frygt, fordi egoet gerne vil passe på dig. Egoet er sat på opgaven, at få dig til at overleve og har rod i vores ur-instinkter. Altså, det vil rent praktisk sige, at da mennesket var nyt her på Jorden, så var det rigtig smart at være en del af flokken, hvis vi havde interesse i at overleve. Sådan er det stadig mange steder på Jorden. Det er egentligt næsten kun her i vores vestlige samfund, at vi kan klare os alene uden for fællesskabet.

Så når du får en rigtig god idé om at gøre noget nyt med dit liv, så er det dit egos opgave at sørge for, at du ikke gør et eller andet helt vildt skørt – som i yderste instans ville kunne sætte dit liv på spil. Egoet kender ikke forskellen på frygten for at komme til at dø af sult eller frygten for at blive udstødt. For egoet kommer det ud på et. Så hvis egoet er bange for, hvad andre mon tænker, om det ikke bare er en dum idé. Om det ikke også er typisk dig ikke at ville følge strømmen, at insistere på at være anderledes, så er det fordi egoet tror, at andres dom vil betyde din fysiske død. Sådan var det nemlig for lang tid siden her.

Så vær endelig omsorgsfuld over for den del af dig. I det her indlæg har jeg skrevet om hvordan man kan gøre tvivlen til sin ven. Prøv at læs det også. Tvivl er slet ikke så dårlig en ting.

Når du har de tanker om, at det nok skal blive godt, så prøv at mærke hvor i din krop, de stammer fra. Hvis det er egoet, der er i gang med at forestille sig, hvor mange porscher du kan købe, når du bliver selvstændig, så mærk hvor i kroppen den følelse sidder. For den følelse af rigdom og berømthed, som egoet ofte efterstræber, den sidder ikke det samme sted som den der rolige tro, man kan have på, at alting nok skal lykkedes. Det er to meget forskellige ting. Hvis din tro på, at det nok skal gå godt gør dig glad, rolig i maven og du bare kan mærke, at det her er godt og din vej, så kommer det ikke fra egoet. Så er det din intuition, der taler til dig, og den du skal lytte på.

Vi har så mange programmeringer med i os, som udover den naturlige frygt egoet har for vores overlevelse, også kan være med til at spænde ben for at vi udlever vores egne drømme. Mærk hvor dine drømme kommer fra og mærk så, hvor din frygt kommer fra. Hvad handler den om? Er det i virkeligheden din fars eller mors stemme, du hører? Er det gamle programmeringer, der kan sidde fast i flere generationer, men som er blevet videreført helt ubevidst?

Når jeg føler ro i maven omkring et emne, når jeg tænker på noget jeg glæder mig til at turde prøve og jeg føler ro, så ved jeg at jeg er udenom egoet. Hvis jeg føler den mindste smule uro, så er jeg klar over, at jeg er i gang med at lyve over for mig selv på en eller anden måde, og så er jeg nødt til at se på det. Uanset om den uro og den ‘løgn’, så måske faktisk handler om, at nu gør jeg noget, som kun kommer ud af mit ego.

Det er en stor beslutning at vælge at være selvstændig. Vær kærlig over for dig selv i den proces. Vær ærlig og bliv ved med at mærke efter i din mave, hvordan det føles. Hvis du gør det hele tiden i processen op til, at du ‘springer ud’ så vil du heller ikke stå med så mange overraskelser i dig selv, når du så rent faktisk har taget springet. Så kender du til din tvivl og din frygt, og du kender til den del af dig, som er helt rolig og har tillid til at vejen er rigtig. For en ting er nemlig at tage springet, noget andet er så at blive ved med at turde holde ved det, når man har gjort det. Og bare fordi der kommer svære tider, så behøver det ikke være det forkerte. Så kan det være, at man skal regulere lidt og tage sig lidt andet arbejde engang imellem indtil det kører helt af sig selv, det betyder stadig ikke, at det var en forkert beslutning.

Egoet kan have mange idéer om, hvordan det skal være, når man er ‘rigtig’ selvstændig. Prøv også at undersøge de idéer i dig, hvis du bestemmer dig for at springe ud i det. Så kan du nemlig slippe for at skulle bøvle med en masse tanker i dig selv undervejs, om at du måske gør det forkert, hvis det ikke lige glider som dit ego ønsker sig. Men bare fordi der er en modsætning mellem det egoet eventuelt ønsker sig og virkeligheden, så behøver det ikke betyde, at virkeligheden og det man har lyst til er forkert. Det er bare egoet, der skal vågne blidt op til en ny sandhed. Nemlig at man tør tro på sin mavefornemmelse og intuition, der hele tiden vil guide en til nye eventyr og ny udvikling.

Jeg håber, du kunne bruge mit svar til noget, og du er altid meget velkommen til at skrive igen, hvis der er noget du ønsker at få uddybet eller du har flere spørgsmål.

Mange kærlige hilsner,

Anja

Går du også med spørgsmål i dig som du kunne tænke dig at få svar på, så er du meget velkommen til at skrive til mig igennem min brevkasse om spiritualitet.

STEMMER DU?

Jeg holdt op med at stemme

Det er mange år siden, jeg sidst har stemt. Jeg holdt op med at stemme fordi jeg ikke længere troede på demokratiet i den form det havde/har. Fordi jeg havde følelsen af, at uanset hvor jeg så hen i vores politikere, så jeg store egoer. Uanset om det ego bærer kommunismen eller fascismen som et skjold. Uanset om det plæderer for mere økologi eller for mere svineproduktion. Eller nedrustning og oprustning, så jeg begæret efter magt.

Egoer kan forføres og selv mennesker med de bedste intentioner kan meget nemt falde for muligheden for at sælge sin sjæl. Bare en lille smule for at få en lidt af sin sag igennem. Problemet med den måde at drive et demokrati på er, at så længe de gode bliver ved med at sælge ud af sig selv, bare for at få lov til at få en lille stemme i det store stygge, så vil det grumme altid vinde. For det på deres legeplads, med deres regler, vi befinder os.

Hvad er det rigtige at gøre?

Og nu er der valg igen. Og jeg står igen her og er stensikker på, at jeg ikke vil deltage med min tid og energi i noget, jeg dybest set synes er et uholdbart system. Og alligevel er jeg i tvivl.

Jeg føler, jeg står samme sted som da min søn var lille og jeg skulle bestemme om han skulle vaccineres. Jeg kunne ikke få saglig information nogle steder fra. Overalt hvor jeg søgte hos læger og fortalere for vaccination, så blev jeg mødt med samme foragt og nedværdigende besked, om, at jeg var dum, hvis jeg var i tvivl.

Når jeg søgte om informationer hos modstanderne af vaccination, så mindede det mest af alt om en samling mennesker med sølvpapirshatte, som helst ville bo i jordhuler væk fra alle andre mennesker. Hvilket også selv nogle gange kan strejfe mine egne tanker, så derfor forstår jeg dem faktisk godt. Problemet med det er bare, at det mest af alt er baseret på frygt og paranoia, og sådan har jeg heller ikke lyst til at være. Jeg tog en beslutning om ikke at vælge og se hvad der skete. For jeg følte, jeg skulle vælge mellem pest eller kolera. Det endte altså med, at jeg ikke vaccinerede min søn. I dag er han 19 år og lever i bedste velgående.

Anja Dalby Stemmer du

Dommen over mine valg

Når jeg fortæller folk at jeg ikke stemmer, så bliver jeg mødt med total vantro. Det er faktisk værre end, at jeg lader mit u-vaccinerede barn gå rundt på gader og stræder.

I maj 2014 skrev jeg det her indlæg. Jeg ledte efter det her forleden dag, fordi jeg ville læse mine tanker om valget dengang. Jeg blev overrasket over, hvor vred jeg synes, jeg lyder. Men jeg ved godt, hvor den vrede kommer fra. Det var fordi jeg var bange for dommen over ikke at stemme. Ikke at ville deltage i ‘demokratiet’. Så var det nemmere at lyde sur fra starten af. End at være blød, sårbar og usikker omkring det faktum, at det for mig er skide svært at lade være med at stemme.

Sprækkerne i mig

Det er skide svært for fascismen vokser og vokser. Den har over hele verden fået nogle meget tydelige ansigter, og så har den sneget sig endnu længere ind i ‘midterpolitikken’ end tidligere. Så nu kan man stemme fascistisk i rødt eller sort.

Samtidig føler jeg mig også mere og mere desperat og ‘hvad kan jeg gøre’ og ‘nu må jeg stemme’. Men det ændrer ikke ved, at jeg stadig har det sådan, at det er hele systemet, der er totalt forkert, og det vil jeg ikke støtte. Pyh. Hvad tænker du? Stemmer du?

PS Uanset om du stemmer eller ej, så snyd ikke dig selv for George Carlins holdning til det at stemme, har vi virkelig et valg når vi deltager i demokratiet?

KAMPEN OM TRONEN

Det onde breder sig

Det kan føles som en noget håbløs affære, at stå som et lille menneske og se ud på verden, og det som foregår i den nu. Det føles som om jeg står på tilskuerpladserne til den endelige kamp. Den ultimative, kampen der skal ende alle kampe, kampen mellem det gode og det onde.

Det onde i verden er blevet så karikeret og skingert, at det kan være svært at tage det alvorligt. Igennem historien er der mange gange blevet leet af det onde, fordi det har taget så groteske former, at det har været nærmest umuligt at tage det seriøst. Og alligevel har det haft magt til at skabe masseødelæggelser og traumer i menneskets historie.

Det gode ved, at det onde vokser med sådan en kraft som vi oplever det nu er, at det gode ikke længere kan le af det. Det gode er nødt til at tage det onde seriøst nu. Det gælder både indeni og udenfor os selv.

Det gode er vågnet

Overalt i verden vågner mennesker op nu. Vores egen ondskab nipper os i bagdelen med klimaforandringer og radikale stramninger overalt. Sådan at vi nu ikke længere kan være i tvivl om, at de dystopiske science fiction romaner, vi med gysende fryd læste for 50 år siden, for længst har overtaget scenen og den virkelighed vi bevæger os i.

Vores egen adfærd her i Vesten, vores egen ignorance for andres og plantens liv, for at vi kan få kød på bordet hver dag, købe uhørt billigt tøj, skabe et forbrug der ville være Romerriget værdigt, er ikke længere til at ignorere. Ud af de vilkår kapitalismen har skabt rundt omkring i verden, er der vokset en grådighed som konstant bliver fodret at frygt. Frygt er grobund for ondskab. Og frygten for at miste retten til at være lige så grådige som vi har lyst til at være, gør at vi vælger folk til at lede os, som taler ind i den frygt. Som vi ved fra historien, så kan det skabe en masse ballade, når et folk vælger deres ledere ud af frygt.

Frygtens tsunami

På den måde er det anderledes det der sker nu i verden, end det der er sket tidligere. Før i tiden har vi stadig kunne vælge ud fra frygt og så godt nok måtte manøvrere rundt i krig og ødelæggelse. På intet tidspunkt før i vores historie, har hele vores eksistensgrundlag dog været truet som det er nu. Vi er i gang med at ødelægge planeten. Ikke bare et land eller et kontinent som før, men hele kloden.

Håbløshed er en meget lammende følelse. Og jo mere ondskaben vokser og jo mere absurde former den tager, jo mere paralyseret bliver vi. Det er som at sidde og holde vejret, mens vi ser en gyser. Stive og ubevægelige, følelser af desperation og en omsiggribende frygt, vælter ind over os.

Anja Dalby kampen om tronen. Billedet viser en blå himmel med spredte hvide skyer.

Vågn op

Heldigvis, så er mange mennesker de sidste årtier vågnet op over hele verden. De er vågnet op med en anden bevidsthed. Ud af den drøm de har levet i, hvor det eneste der havde værdi, var noget der kunne måles ud fra den kapitalistiske tankeform. Mange af os har forlængst droppet de værdier. Nye værdisæt baseret på kærlighed, venlighed, en tro på det gode i mennesket og en tro på at vi alle er en del af det guddommelige blomstrer op alle vegne.

Mennesker over hele verden griber til civil ulydighed. Vi har opdaget, at det system, der skulle passe på os, er ved at udrydde os alle sammen. Men fordi det er penge og magt, der driver det system, så vil det aldrig være på vores side. Det er dømt til at køre linen ud. Imens vi står og ser på kan vi håbe, at det kun bliver døden for systemet selv. At det ikke når at tage alle os andre med i faldet i kampen mellem det gode og det onde.

Jeg tror stadig fuldt og fast på, at forandringen vi skal se i verden skal ske i det enkelte menneske. Men det er svært (og umuligt) at tvinge en ny bevidsthed igennem. Det er noget det enkelte menneske selv skal vågne op til.

Fællesskabets styrkeprøve

Så jeg starter med mig selv. Jeg spiser vegansk og økologisk for planetens og dyrenes skyld. Jeg køber stort set aldrig noget nyt, men sørger for at købe genbrug og at sende det jeg ikke selv kan bruge, videre til nogen der kan. Jeg sørger for at være omhyggelig med at være venlig og kærlig over for alle de mennesker, jeg møder. Jeg tror på at samtalen i køen i Brugsen med tømreren, der har kurven fyldt med flæskesteg, om babyen der griner til os længere henne i linjen, gør en forskel. Jeg tror på, at vi kan blødgøre et hjerte af gangen ved helt almindelig venlig opførsel. Jo flere bløde hjerter, jo mindre frygt er der i verden.

Jeg ved, hvordan godhed smitter. Jeg ved, hvordan det smitter at være et ordentligt eksempel på, hvordan det også er muligt at leve. Andre bliver rent faktisk inspireret. Det er meget nemmere at lave sin kost om eller starte til yoga, når naboen gør det samme. Det er sværere, når nogen vi ikke har en relation til gør det samme. Vi kan allesammen være den nabo, der går forrest med det gode eksempel på, hvordan vi kan vinde den kamp, der foregår nu. Der kommer ingen og redder os. Dem der har magten til at kunne gøre det har ingen interesse i det. For dem er penge det eneste mål og det er lige præcis det mål, der er ved at skubbe os helt ud over kanten.

Et menneske af gangen, som insisterer på godhed i handlinger og ord, kan forandre verden. Sammen er vi meget stærkere end vi tror. I kampen mellem det gode og det onde.

JEG VAR SUR PÅ ORDET GUD

Da Gud kontaktede mig

Det her ord, Gud, det er så svært for mig at bruge. I mange år brugte jeg det ikke af trods. Ordet Gud hørte for mig til den kristne kirke, og det var ikke en kirke, jeg havde haft særlig positive oplevelser med. Så jeg prøvede mig frem med andre ord: Kraften, det guddommelige, gudskraften. På engelsk virker ordet the God force bedre, men for mig lød det underligt at kalde det jeg forstår ved Gud et engelsk navn.

Jeg var sur på ordet Gud. Det havde så mange negative associationer for mig, men jeg går mere og mere gået tilbage til at bruge det ord, Gud.

Der skete det for et par uger siden, at jeg havde en meget stærk oplevelse af at møde Gud. Ikke sådan som vi normalt forstår ordet som en ældre herre i himlen, men jeg mødte Gud som en kollosal energi, og den energi tog alverdens former. Alle de guder jeg har hørt om, både fra vores egne nordiske trosretninger men også fra alle andre religioner og trosbevægelser, stod som en massiv mur af energi og sitrede foran mig.

Jeg havde haft en periode, hvor jeg havde arbejdet meget intensivt med mig selv og med min kontakt med naturen og det guddommelige, jeg mødte der. Pludselig en dag i en meditation sank jeg ned (eller op) i et andet og dybere lag, og jeg hørte ordene: Velkommen tilbage. Da jeg så op for at se, hvad der havde sagt de ord mødte jeg Gud i alle Guds former.

Det er ikke unormalt, at jeg hører og ser ting. Det gør jeg stort set hele tiden, også selvom jeg ikke er fordybet i meditation eller andet åndeligt arbejde. Men den her sætning: Velkommen tilbage, den var rigtig. Altså alt det andet jeg ser og hører kategoriserer jeg også som rigtigt, men det her var anderledes. Der var ingen tvivl i mig. Det var Gud. Altså for real.

Anja Dalby Vi er nødt til at tale om Gud

Velkommen tilbage

Grunden til, at jeg blev budt velkommen tilbage var fordi jeg som sagt i den periode arbejdede meget intensivt med mig selv og min kontakt med det guddommelige. Så velkomsten handlede om, at jeg netop lige dagen før også havde haft en stor åndelig oplevelse og derfor stod hele arsenalet klar, da jeg satte mig til at meditere igen. Velkommen tilbage. Den sætning og den måde den føltes på i mig, det mærkes lige så stærkt og tydeligt i mig nu som den gjorde for et par uger siden.

Efter den oplevelse, som jeg nok vil karakterisere som en af de stærkeste, åndelige oplevelser jeg nogensinde har haft, har jeg ingen problemer med ordet Gud. For det er Gud. Den tvivl der eksisterede i mig før, selvom jeg er klar over, at den er meget mindre i mig end i mange andre mennesker, om hvorvidt vi kommer fra en større kraft, den forsvandt på et splitsekund. Jeg tvivler på ingen måde mere, for jeg ved nu.

En ny, dyb taknemmelighed er vokset frem i mig

Der eksisterer ikke længere nogen form for irritation eller trods i mig over, at ordet Gud mest er forbundet med den kristne tro her, hvor vi bor i verden. Mit egos vrede over, hvordan jeg følte, at kristendommen havde kuppet min mulighed for at have en kontakt med Gud forsvandt som dug for solen, da jeg selv mødte den kraft.

Nu er jeg ligeglad med hvem, der kalder hvem for hvad, og hvor de kommer fra. Jeg mærkede en forbundethed som gjorde mig så lille og ydmyg. Som på ingen tid gjorde mit ego helt tavst. Det var Gud. Freaking Gud.

Ud af den oplevelse, startede der andre ting i mig. En dyb taknemmelighed, en kæmpe glæde over at få lov til at opleve det her liv. Og flammen i mig, som brænder for at gøre det her bedre, for mig selv og andre, den blev til et kæmpe bål.

Vi beder i forvejen bordbøn herhjemme, og takker for maden vi spiser. Efter ‘velkommen tilbage’ oplevelsen, så beder jeg hele tiden. Jeg kaster mig ned på knæ, så snart jeg kan komme til det. Jeg synger sange, som er bønner. Jeg hilser på alt i naturen med samme ærbødighed som jeg blev mødt med, da jeg blev budt velkommen tilbage.

Gud altså. Shit shit shit. Gud!