HOLD MED OFFERET

Da jeg opdagede det var allermest synd for mig

Du ved det nok ikke, men det er faktisk mig, det er mest synd for. Altså det kan godt ske, at du har oplevet smerte og at mange andre også har det. Og nej man kan ikke sammenligne, men derfor vil jeg alligevel gerne benytte lejligheden til lige at understrege, at det har været sværest for mig. At være mig …

Dengang hvor jeg virkelig opdagede, hvor synd jeg syntes det var for mig selv, der blev jeg noget overrasket. Tænk sig at jeg f.eks. kunne synes det var synd for mig, når andre efterlader deres sok på gulvet.

Jeg blev overrasket over, hvor meget (hvis ikke det hele) af min smerte, der var bundet op på, at det var fordi det var synd for mig. Ikke engang af nogen bestemt grund, bare fordi jeg er født som menneske her. Når det er synd for mig, så tager jeg alting personligt. Igen de der sokker, men også vejret, postbudets humør, min mors tone i telefonen, at min mand har haft en lang dag på arbejdet og måske ikke lige overdænger mig med komplimenter, når han træder ind af døren, kan overvælde mig med offerfølelser.

Så da jeg opdagede offeret tog jeg naturligvis omgående afstand til det. Sikke dog en klam størrelse at gå rundt med inden i. En følelse, som gør mig overfølsom og mindre attraktiv end et råddent æg.

Elsk dit offer væk

Sjovt nok så forsvandt offeret (og følelsen af at det var synd for mig som en konstant) ikke ved, at jeg synes det var ækelt. Offeret voksede faktisk bare. Den del af mig, som syntes det var synd for mig forsvandt ikke ved, at jeg skammede det ud, blev flov over det og gjorde alt hvad jeg kunne for at skjule det.

Min søn er 19 år, og han elsker at diskutere alverdens ting med min mand David og jeg. Det er meget interessant at høre hans anskuelser på verden, og hvordan han prøver at finde sin plads i den. En dag talte vi om voldtægter og generelle overtrædelser af andres, både kvinder og mænds, grænser. David bød ind med denne sætning: Uanset hvad der sker, så skal man altid holde med offeret.

Det der med at holde med offeret, det gjorde noget ved mig. Så jeg tænkte, hvad nu hvis jeg begynder at holde med mit offer. Hvad nu hvis jeg begynder at anerkende, at det har det som det har det. At det får bævrende underlæbe på særligt sensitive dage over en opvask, krummer i sengen, eller større ting som at skulle gå ud af sin komfortzone.

Sikke en lettelse: Jeg er perfekt uperfekt

Hvad nu hvis jeg i stedet for at skælde mig selv ud og råbe militæragtige kommandoer inde i mig selv om, at jeg for hulan da også bare skal tage mig sammen! Stramme ballerne og droppe tudefjæset! Hvad nu hvis jeg i stedet sagde til mig selv: Åh stakkels dig. Sikke en træls opvask. Og åh nej dog, der er nogen der har skåret brød og ikke tørret krummerne væk efter sig. Jamen dog. Det er helt okay og naturligt, at du synes at det er synd for dig. Det må du gerne synes.

For altså, offeret er der jo. Det forsvinder ligesom ikke ved, at jeg prøver at lade som ingenting. Når jeg går til mig selv med den overbevisning, at der ikke findes fejl i mig. Der kan ikke eksistere noget, der er ‘forkert’ i mig, så sker der også noget ved mit mindreværd. For mindreværdet bygger på, at jeg synes, jeg er forkert. Jeg skulle være meget bedre, meget mere åndeligt udviklet end, at jeg kan gå og snøfte indigneret over en opvask.

Ligesom jeg advokerer over for mig selv hele tiden, at jeg skal se virkeligheden for hvad den er, og være ærlig med hvad jeg ser. For det er først når jeg synes virkeligheden skal være anderledes end den er, at jeg får problemer. Når jeg accepterer den som den ser ud, så trives jeg i bedste velgående og kan også meget nemmere rykke mig derhen, hvor virkeligheden bedre matcher mig.

Pust dit indre barn på knæet det har slået

På samme måde må jeg også acceptere, at der er en side af mig, som bare synes det hele er så pokkers synd.

Når jeg holder med mig selv, i at det er synd, så er det sjovt nok ikke så slemt. Det er lidt som når et barn falder og slår sig på knæet. Sikke et drama det kan give! Og hold da op, hvor er det bare synd for det barn. Også selvom vi godt ved, at det ‘kun’ er en hudafskrabning og at det nok ‘kun’ er et i rækken af en million andre hudafskrabninger, så tager vi det alvorligt. Vi puster på såret med den rette alvorlige mine. Vi anerkender, at det der nok næsten er det blodigste vi nogensinde har set. Vi roser barnet for at klare den ulidelige (!) smerte så flot. Vi sætter et sejt plaster på og efterlader barnet med følelsen af, at selvom det troede, at det nu skulle have amputeret sit ben, så klarede barnet de her strabadser med formiddabelt heltemod. Barnet overlevede utroligt nok og næste gang, så ved barnet, at det måske ikke var helt så slemt som det så ud (eller måske først om 10 gange, men du ved hvad jeg mener).

Det er samme strategi, jeg har overfor mig selv. Jeg giver mig selv ret til at have som jeg har det, jeg anerkender at det er okay. Modsat af hvad man skulle tro, så vokser offeret sig ikke enormt fordi det bliver set. Tværtimod. Det bliver roligere. Ligesom barnet også reagerer positivt på trøst og falder til ro og faktisk får en fornyet tro på sig selv og altså føler sig stærkere, det samme sker i mig.

Jeg har min egen ryg

Når jeg roser mig selv hvis jeg er ked af noget, for at jeg kan mærke, at jeg er ked af det (også selvom en del af mig har lyst til at vende øjne af mig selv, og bare synes jeg skal smile og komme i gang), så føler jeg mig mere tryg.

Jeg bliver tryg af at vide, at jeg holder med mig selv. Jeg holder endda med det kedelige offer. Så må jeg virkelig holde af mig selv. Når jeg oplever, at jeg holder med og af mig selv, så bliver jeg rolig. Jeg får overskud til at handle mig værdigt ud af en situation jeg ikke har lyst til at være i. I stedet for at stå og tude og råbe som offeret har for vane. Jeg bliver stærkere og de småting som ellers kunne vælte læsset, de betyder ikke noget. For jeg har mig. Jeg har min egen ryg. Hvis det er synd for mig, så er det synd for mig. Det må jeg som den voksne i mit liv håndtere, og det giver så meget mere balance og venlighed til mig selv og verden at tænke sådan.

KENDER DU ‘THE WORK’? (DEL 1)

Da Byron Katie blæste mig omkuld

Jeg er hele tiden på udkig efter redskaber, som kan udvikle mit selv og som kan styrke mig spirituelt. For 5 år siden, stødte jeg tilfældigt på denne bog, A Thousand Names for Joy af Byron Katie.

Dengang lå bogen indtalt på YouTube, det gør den desværre ikke mere, men den kan findes på Audible hvis du gerne vil lytte til den.

“A Thousand Names for Joy” blæste mig fuldstændig omkuld dengang (og gør det stadig). Det er virkelig en fantastisk og meget ekstraordinær bog. Bogen tager udgangspunkt i Byron Katies lære og sammenholder det med Tao Te Ching. Jeg kendte ikke noget til Byron Katie på det tidspunkt udover, at jeg vidste at hun havde skabt selvudviklingsredskabet “The Work”.

The Work havde ikke interesseret mig før. Men da jeg læste “A Thousand Names for Joy” blev jeg ret nysgerrig på, hvordan Byron Katie af sig selv, igennem sit eget redskab The Work, var nået frem til de samme indsigter som Lao-tse (forfatteren eller forfatterne af Tao Te Ching) var nået frem til omkring 2300 år tidligere.

Anja Dalby The Work

At vågne op

En “awakening” er jo altid vildt spændende! Byron Katie viste sig i høj grad at være et vågent menneske. Så jeg satte mig for at lære The Work at kende også selvom jeg var fuld af modstand på det.

Min modstand gik blandt andet på, hvordan en hvid, amerikansk kvinde, ovenikøbet fra Californien, kunne være oplyst? Lugtede det hele ikke lidt for meget af New Age fabrik?

The Work skulle vise sig at være et af de bedste redskaber, jeg har brugt til at lære mig selv at kende. Og det stopper ikke der! Overraskende nok har det kendskab til mig samtidig givet mig en enorm omsorg og kærlighed til mig selv. Det har jeg ikke oplevet på samme måde med andre selvudviklingsredskaber.

Det mest transformerende redskab, jeg kender

Lige efter jeg var begyndt at lave The Work for mig selv, så opdagede jeg Ernest Holm Svendsen. Ernest er en af de få i Danmark som er certificeret facilitator fra Byron Katies ‘School for The Work’ i USA. Ernest havde lige slået sin første The Work workshop op i Danmark, så jeg skyndte mig til København for at lære mere om redskabet.

Mødet med The Work i aktion var en stor øjenåbner for mig. Det var vildt at se, hvor kraftfuldt et redskab det var, og det var så superfedt at se Ernest i aktion. Det var inspirerende at se, hvor transformerende redskabet er “live” og føle, hvor store forandringer det kunne skabe for mig.

På den weekend fik jeg forløst meget gamle traumer som jeg ellers havde arbejdet med af andre veje i mange år. På den weekend var der så meget, der lettede fra mig og jeg var helt klar til at tage hjem og fortsætte arbejdet på egen hånd.

Jeg kommer snart til at fortælle mere om, hvordan jeg nu bruger The Work nu. Hæng på, hvis du er interesseret i at lære mere om, hvordan jeg opdagede det redskab, der virkelig har kraften til at forandre tingene i mig selv. Og du kan gøre det samme i dit.



UDESIDNING DEL 2: ANGSTEN FOR ANGSTEN

Hvad er du bange for?

Noget meget sjovt jeg har opdaget omkring frygt i mig selv, det er at jeg faktisk meget sjældent er bange for en situation. Det jeg som regel er bange for er at blive bange.

Så jeg er f.eks. bange for at tale foran mange mennesker, fordi jeg er bange for at blive nervøs. At min stemme kommer til at ryste. At jeg mister tråden. At jeg bliver rød i hovedet og får svedige hænder. Det er altså ikke selve handlingen med at stå og tale foran mange mennesker, der gør mig nervøs, det som gør mig mest nervøs er tanken om at gøre det og så blive nervøs.

Da jeg skulle lave min første udesidning fik jeg at vide af min daværende lærer, at det jeg ville møde var min frygt.

For det jeg ville opleve ved at sidde i skoven (og det som du også vil opleve) er, at der ikke er noget at være bange for. Altså virkelig. Der sker ikke noget. Faktisk bliver mange helt skuffede over, hvor stille sådan en nat i skoven eller på stranden er. Højdepunktet er altså virkelig, hvis man kan høre (eller måske endda se) en ræv luske rundt. Derudover er der bare stilhed. Og der sker ikke noget. Nul. Niks. Nada. Stilhed og mørke. Den perfekte kombination for en fantasi, der kan få lov at løbe løbsk i alverdens skrækscenarier.

Noget af det som er med til at oplevelsen føles så fantastisk, når den er overstået, det er erkendelsen af at sådan er det med hele livet. Der er ikke noget at være bange for.

Drama på lav volumen

Alle de utrolige bekymringer jeg kan have om alt muligt i mit liv, de går aldrig i opfyldelse. Faktisk så sker der heller ikke så meget i mit liv. Eller jo, selvfølgelig sker der en masse. Men hvis man så tilbage på mit liv, når det er ovre, så vil det overordnet set se meget stille og roligt ud. Der har været et par krisetider i mit liv, og jeg er naturligvis klar over, at der kan komme flere senere. Men i virkeligheden, i løbet af de 44 år jeg har været her, så er det jo egentligt meget få gange, at der har været sådan ‘ægte’ drama i mit liv.

Det svarer meget godt til en nat i skoven. En gang imellem kommer pulsen lige op, måske max 2-3 gange. Det varer måske i alt MAX sammenlagt 5-10 minutter ud af en hel nat på 8-9 timer. Det passer nok også meget godt med mit liv og med de fleste andres.

Anja Dalby Udesidning

Dit perspektiv finjusteres på en nat i skoven

Det her store drama vi hele tiden forventer lurer lige om næste hjørne, det dukker aldrig op. Heller ikke selvom de fleste af os er gode til at forberede os selv på det konstant ved at bekymre os om de mest besynderlige småting og detaljer.

Efter en nat i skoven, så husker jeg det. Jeg husker, at det her er mit liv. Mit liv er en smuk nat i naturen. Nogle gange kan jeg høre en grævling øffe rundt i skovbunden, og jeg bliver lidt urolig for, hvor tæt den kommer på, men der sker ikke noget. Jeg kan bevæge mine ben lidt, og den hører mig med det samme og skynder sig at øffe den anden vej. Ræven gider heller ikke snakke, den vil også helst undgå alt, der har noget med mennesker at gøre. Dådyrene bliver mere bange end jeg gør, når de dufter, at jeg sidder der midt i det hele. Med andre ord: DER. SKER. IKKE. NOGET.

Der er mørkt og der er stille. Det kan næsten være lidt kedeligt til tider. Men så er det jo godt, at jeg tager min hjerne med i skoven, for hvis der er nogen der kan pifte en stemning op og sætte gang i tingene, så er det da virkelig min hjerne.

Mørket mister magten

Den dybeste erkendelse jeg har fået, og det lyder så banalt, at det næsten er svært at forklare ordentligt, det er at skoven er mørk, fordi der ikke er sol.

Altså det vil sige, mørket er ikke væmmeligt. Mørket gemmer ikke på trolde eller uhyrer. Mørket er blot fraværet af lys. Det er så simpelt og alligevel så svært rigtigt at forstå, at det helt kan få låget til at lette på min hjerne.

Det betyder at alt muligt andet mørke også mister magten i mit liv. Jeg opdager, at dramaet (for det allermeste) ikke er andet en fri fantasi fra min side for i virkeligheden, så har jeg det virkelig godt.

Jeg lever et stille og roligt liv. Et liv hvor jeg kan vælge om jeg vil nyde tiden og bede bønner styrke min kontakt med naturen. Med kraften. Om jeg vil være tilstede og observere uden domme. Det samme kan jeg gøre på en udesidning. Vil jeg flippe ud og skabe drama i mig selv eller vil jeg nyde oplevelsen og føle taknemmeligheden over at få lov at være menneske her gennemstrømme mig.

Byd angsten velkommen

Når jeg er opmærksom på, at jeg vil blive bange for at blive bange, så er jeg allerede et skridt foran angsten, og jeg kan stå og tage imod den, når den dukker op. Jeg kan tage den i hånden og sammen kan vi lytte på det der grynt omme bagved bøgen. Vi kan sammen se ind i mørket og se, at de skygger jeg tror, jeg ser, ikke er andet end skov. Vi kan se på tankerne om mængden af øksemordere i de østjyske skove og tankerne mister magten.

Det er sådan en dejlig erfaring at have med sig ud i sit normale liv efter natten er ovre. Der sker ikke noget. Mit liv er dejligt og den eneste panik, der faktisk er tilstede, den er i mit hoved.

BREVKASSEN: TRAFIKSTØJ

Hej Anja.

Tak for en rigtig god blog. Du har lært mig meget om egoets råben og skrigen :) Jeg har et lille problem. Jeg er ellers rigtig stærk i tankens kraft, og har ofte kanaliseret de ting og situationer, jeg har haft brug for. Men denne gang kan jeg ikke finde ud af det.

Tingen er, at vi for 4 måneders tid siden, flyttede ind i et nybygget kvarter i Ørestad. Vi vidste godt, at der ville køre biler, men vi havde slet ikke forestillet os, at der ville være så mange og at området var udformet, så det er decideret farligt for små børn at færdes herinde: Dårligt udsyn, høj fart, ingen skiltning osv. Det er ikke en mulighed at flytte igen, og det har vi heller ikke lyst til. De her biler de irriterer mig i sådan en grad, og jeg er gået i mega ego-løsningsmode. Men egoet råber og overdøver min evne til at kanalisere, hvad jeg i virkeligheden ønsker. Altså færre biler og mere plads til børn i leg. Jeg bliver irriteret hver gang, jeg hører en bil inde i kvarteret, hvilket er hele tiden. Hvordan vender jeg denne dårlige spiral?

Mvh Laura

Anja Dalby Spirituel Brevkasse

Kære Laura

Mange tak for dit spørgsmål og dine ord om min blog, det gjorde mig glad at læse, at det jeg skriver er brugbart.

Det problem du har, det kender jeg rigtig godt. Jeg kender det både fra da jeg boede midt i Aarhus og også var virkelig træt af trafikken. Så flyttede vi i skoven for 1,5 år siden, og jeg tænkte at så ville jeg endelig få ro fra de biler. Men tænk sig! Der er også biler i skoven. 

Vi bor lige op af den eneste større vej, der er herude og det har vist sig, at der er en del mere trafik på den vej end vi lige regnede med. F.eks. er den her vej, som virkelig ikke er særlig stor og hvor man kun må køre 50 km/t, en stor trafikåre for mange af de lastbiler, som skal længere ud i industriområderne på Djursland. Lastbilerne er kæmpestore og overholder sjældent fartbegrænsningerne. Jeg har faktisk også overvejet om vi skulle flytte igen, på grund af trafikken, men vores hus og have er så perfekt, at vi er blevet enige om at leve med trafikken.

Det som jeg har gjort (og stadig er i gang med) det er, at jeg omkoder mit syn på bilerne og lastbilerne. Jeg gør det, at jeg hver eneste gang, jeg registrerer, at der kommer en bil og jeg mærker en irritation i mig, tænker på at der kører nogens søn eller datter. Lige der kører der en person, som jeg helt sikkert godt kan lide, hvis jeg fik muligheden for at lære personen at kende. Et sødt og kærligt og omsorgsfuldt menneske, som også elsker knus og hundehvalpe. Sådan er alle nemlig inderst inde.

Jeg tænker, at dem der kører stærkt har travlt. Jeg tænker på, hvordan det føles i mig, når jeg har travlt, og tror at jeg kan indhente tiden ved at køre stærkere. Det er ikke et sted, der føles særlig dejligt i mig, så jeg sender omsorg til dem der kører stærkt. Jeg sender forståelse, for jeg gør også præcis det samme. Jeg er også bilist, som nogle gange kører, som om jeg er den eneste, der skal noget vigtigt i hele verden.

Jeg tænker også på, hvor vidunderligt det er, at der findes biler. Uanset hvordan jeg kunne ønske mig mindre af dem (og især her hvor jeg selv bor jo), så er det alligevel vildt smart med biler. Jeg tænker på, hvordan de bærer os frem og tilbage til vores arbejde, til mennesker vi elsker, til indkøb og dejlig mad, til eventyr og rejser. Jeg ser biler som en del af det guddommelige. Biler er ikke gode eller onde. Biler er biler. Et redskab vi kan bruge. De er helt neutrale, det er kun mig, der kan putte en etiket på dem.

Det er en måde at omprogrammere sig selv på, det er ikke sådan så vi skal kunne udholde helt uhyrlige ting i vores liv. Men som du også skriver, så har I ikke lyst til at flytte igen. Det har jeg heller ikke. Derfor er det bedre at skifte fokus indtil noget andet sker. Og det kan du (og jeg) være helt sikre på. Det eneste, der er sikkert er forandring. Der vil også komme forandringer til jeres område, ligesom der vil komme det til mit. Så må vi forholde os til om det er forandringer i den retning, vi kan lide, når de opstår. 

Når jeg har smerter i min krop så gør jeg sådan, at jeg (hvis smerterne ikke lige går væk igen, og hvis de ikke skal behandles på en eller anden måde), at jeg vænner mig selv til at registrere smerterne uden at koble en følelse på. Det behøver f.eks. ikke at være trist at have smerter. Det er kun mit ego, der kobler den historie og følelser på. I virkeligheden, når jeg mærker rent ind i en smerte, så føles det mest som en kilden, og hvis jeg mærker længe nok, så forsvinder smerten. Eller mine negative programmeringer omkring den forsvinder, og så betyder den pludselig ikke så meget mere, når det ikke længere er synd for mig at det gør ondt.

Så du kan også begynde at tænke på, hvorfor det er synd for jer, at der kører biler eller at det er farligt for små børn at lege der, hvor I bor. Er det synd fordi der er er mulighed for uheld? Er det synd fordi jeres børn ikke kan lege frit? Er det synd fordi I ikke vidste, hvordan området er og så var det helt anderledes end I havde forestillet jer? Er det muligt at de tanker kan vendes om?

Min erfaring med børn er, at de kan lege hvor som helst. Og at de er ret kvikke. De lærer hurtigt, hvordan de skal navigere i forskellige situationer. De vil også kunne lære, at der er meget restriktive områder, hvor de bor, som de kan lege på. At de ikke kan lege ligeså “frit” som de voksne havde ønsket det. Men det har børn som regel ikke et problem med, det er ofte de voksne, der har en fast idé om, hvordan et børneliv skal se ud, det har børnene ikke. De leger og er, hvor de er.

Så se på hvad der egentligt er problemet. Det er ikke for at underkende, at det er pissetræls med den trafik, det ville jeg også selv synes. Men prøv at være åben omkring, hvordan I kan navigere i det. Børn vokser op under vilkår, som er helt frygtelige hver eneste dag, på lossepladser og på gaden og alle mulige andre svære steder. Det handler ikke om at børnene i Afrika har det slemt, så derfor skal vi være taknemmelige. Men det handler om at sætte tingene i perspektiv, det kan egoet nemlig have ret svært ved og så bliver det hele pludselig så synd, og man kan ikke fokusere på andet end de dumme biler.

Børnene vil opleve frihed på en hel anden måde. Når de så er steder, hvor det er muligt at lege helt uden opsyn og på større arealer, så vil de også sætte rigtig meget pris på det. Man lærer også meget af begrænsninger, det kan der komme rigtig meget taknemmelighed ud af. 

Der er også det i det, at jeg ikke kender nogen, som synes de bor helt perfekt. Selv dem hvor jeg tænker, at de gør det, de har også hang-ups med deres bolig. Selvfølgelig er der grader i det, men det er alligevel rigtig godt at vænne sig til at fokusere på det gode. Have fokus og tale med børnene, om alt det skønne ved det sted I bor. Er der ikke mulighed for gode naturoplevelser i nærheden også? Det kan også være en gave, at blive tvunget ud for at bruge naturen, for at opleve friheden på en anden måde end derhjemme.

Kære Laura, jeg håber, at du kan bruge mit svar og finde lidt trøst i det. Jeg ved godt, at det er irriterende med den trafik, men der kan sagtens gemme sig nogle positive overraskelser i det som umiddelbart bare er virkelig træls.

Alt det bedste til dig og din familie.

Mange kærlige hilsner,

Anja

Går du også med spørgsmål i dig som du kunne tænke dig at få svar på, så er du meget velkommen til at skrive til mig igennem min nye brevkasse om spiritualitet.

TERRIEREN SMOKY

Det store i det små

Nogle gange er det de mest besynderlige ting, der kan inspirere mig. Sådan har du det sikkert også. Jeg kan sidde i bøn og gå i naturen, læse hellige tekster og se film om store personer og stadig være sådan lidt ‘meh’ indeni. Men pludselig støder jeg på en historie om en lille hund, og jeg føler mig helt rundtosset af glæde og meningen med livet.

Ånden taler til os igennem alt. Din intuition viser dig ikke kun meditationskurser, bladsellerijuicekure eller lader himlen åbne sig med engle og blæserinstrumenter for fulde gardiner. Intuitionen lader dig også få øjenkontakt med en lille fugl i busken, og du føler i det øjeblik, at du forstår alt, og du bliver fyldt med en kæmpe følelse af taknemmelighed og ærefrygt over, hvor vidunderligt livet er.

Sådan havde jeg det da jeg læste om Smoky, og det var endda på Instagram af alle steder. Jeg fik lige det her øjeblik af at livet er smukt, det er stort og der er kærlighed alle vegne, selv i en krig.

Grunden til, at jeg fik den følelse af at læse om en lille hunds liv under 2. Verdenskrig, var på grund af det billede her:

Anja Dalby Smoky

Glad og i krig, ehhh …

Smoky var ifølge historien både en helt og en meget særlig hund. Hun reddede både livet hos soldaten, der havde taget hende til sig, men hjalp også med opgaver som soldaterne hun var sammen med ellers ikke kunne have fået løst.

Smoky var med overalt. Hun sad i rygsækken hos soldaten der havde fundet hende ude i junglen på Ny Guinea. Soldaten delte sine madrationer med hende, og de sov sammen om natten.

Smoky var altså med i en krig. Sådan rigtig krig med bomber, nærkamp, måneder i junglen og alt den slags som man kan forestille sig ikke har været særlig sjovt. Men så igen. Prøv lige at se hende på billedet.

Du vælger perspektivet

Eckart Tolle har sagt at hans største læremestre indenfor zen, er hans katte. Jeg har fundet min læremester i at se, hvor fedt livet kan være, hvis jeg bare vælger, at det er det. Smoky tog ikke den beslutning bevidst, hun var jo en hund. Men lige præcis den der hundementalitet, den inspirerer mig så meget.

Den inspirerer mig til at se på mit liv, og alt det der sker som et eventyr. Til at se, at det kun er min mening om tingene, som forhindrer mig i at have det sjovt, selv når det er svært. For i virkeligheden er livet jo ‘kun’ en serie af hændelser og derefter er det slut.

Hele humlen ligger i, hvordan jeg reagerer på de hændelser. Om jeg piver og ryster og gemmer mig under sofaen eller om jeg springer frem med tungen ud af munden og glad giver hals ved udsigten til flere fantastiske eskapader.

FÅ ET SPIRITUELT BOOST

 

Vil du gerne træde ud af hovedet og ned i hjertet? Lære at se naturen som en dåseåbner for din intuition, så du kan bruge spiritualiteten som redskab til at skabe positive resultater i dit liv? Du får samtidig mulighed for at stille spørgsmål til min spirituelle brevkasse, hvor jeg flere gange om måneden svarer på spørgsmål.

 

Skriv din e-mail i feltet og klik på ‘TILMELD’.

You have Successfully Subscribed!