DA JEG STARTEDE TIL KARATE (NOGET OM MOD & KOMFORTZONER)

Kunsten at overhøre sin intuition i hele 10 år (ikke anbefalet!)

De sidste 10 år har jeg haft lyst til at starte til en kampsport. Jeg har ikke kunne forklare hvorfor, udover at disciplinen tiltaler mig. Men jeg har mest af alt haft en følelse af, at det var noget, jeg skulle gøre, uden helt at vide hvorfor.

Det er ikke altid jeg hører efter min intuition. Når der er noget som er for grænseoverskridende, så kan jeg præcis som alle andre, sagtens vælge at overhøre det. Min erfaring siger mig bare, at det er en dårlig idé at gøre det i længere tid. Jeg er nødt til at gøre som den siger (altså inden for rimelighedens grænser og kampsport er rimeligt) ellers kommer jeg ud af kurs i mit liv. Det er en erfaring, jeg har draget mig igen og igen.

Da vi boede i Aarhus tog jeg et par prøvetimer i forskellige former for kung fu. Det gik ikke så godt. Der var for mange unge mænd med for store, tatoverede muskler og hårde blikke. Der lugtede også grimt af gammel sved og ny testosteron. Jeg følte ikke det var et sted for en blød mor i 40’erne at lære at lave cirkelspark.

Om overgivelse og busskure på landet …

Så flyttede vi her ud i skoven på Djursland, og jeg så et opslag i busskuret om at herude, af alle steder, der ville starte en karateklub op. Det lød jo fantastisk. Men jeg tog ikke afsted, selvom jeg havde telefonnummeret til indmeldelsen til at ligge på mit skrivebord i mange måneder.

Min mand besøgte for et par måneder siden en af sine venner og hans vens kone, Mette, var i gang med at sy et mærke på sin gi (karatedragten). Min mand blev meget glad og spurgte Mette, hvor hun dyrkede karate henne, og det var sørme i den klub, som lå lige om hjørnet fra, hvor vi bor.

Da min mand glad kom hjem og fortalte, at Mette havde sagt, at der mest var kvinder på vores alder på holdet. At det var meget stille og rolig træning og for alle, så var jeg godt klar over, at der ingen undskyldning længere var. Nu fik jeg det virkelig serveret helt som jeg gerne ville have det. Tak for et vink med en vognstang.

Anja Dalby Karate

Angst er egoet, der er bange

Så jeg tog afsted til første træning i januar i år. Og det lyder jo meget nemt og ubesværet. Men faktisk var jeg så nervøs, over at skulle afsted, at jeg var stille i et helt døgn før. Hvor jeg gik med noget, der mest af alt mærkedes som et angstanfald, der hele tiden stod og vibrerede inden i mig.

Alligevel gjorde jeg det. Jeg ved, at angst ikke er intuitionen. Angst er egoet, der er bange. Jeg var bange for alt muligt. For at blive til grin. At de andre synes jeg var grim og dum og tyk. At jeg ikke kunne lave en eneste øvelse. At min form var for dårlig.

Det gik vildt godt første gang jeg var afsted. Alle var så søde og som voksenbegynder, så træner man med børnene til at starte med. Så jeg trænede med andre voksne begyndere og måske 15 børn, der sprang rundt om os. Det var sjovt og uhøjtideligt.

Det var om mandagen, jeg var afsted. Om onsdagen skulle jeg afsted igen. Og jeg var næsten ligeså nervøs som jeg havde været om mandagen. Så selvom jeg havde været afsted én gang, så blev jeg igen næsten lige så bange.

Men! Jeg tog afsted igen kl. 17, hvor træningen skulle starte. Jeg stod i mit træningstøj i omklædningen til hallen. Og der var ingen karatemennesker. Der var måske 30 børn og forældre, som var til redskabsgymnastik. Jeg ventede og ventede, men hallen var fyldt med børn, som legede og tydeligvis ikke var på vej ud. Så jeg kørte igen. Da jeg kom hjem, så jeg at træningen først startede kl. 18 om onsdagen, og så faldt jeg helt sammen.

At bede sig selv om at være voksen, når man bare trænger til et kram

Jeg begyndte at græde og fik det rigtig skidt. Og jeg følte mig så dum over at græde. Jeg lavede samtidig tricket med at bede mig selv om at være voksen og tage mig sammen og bare køre derop igen kl. 18. Og så græd jeg bare endnu mere. Det er endnu ikke lykkedes at få mig selv til at holde op med at være bange eller ked af det ved at skælde mig selv ud. Så det er ret underligt at jeg bliver ved med det …

Men jeg kunne ikke køre derop igen. Jeg var faldet fuldstændig sammen som en flad ballon, der var blevet holdt oppe af for mange varmlufts pep-ord og “just do it” slogans.

Da igen blev mandag, tog jeg afsted, en smule mindre spændt end sidst. Jeg fik udleveret min gi som jeg skulle have på til onsdagstræningen. Til onsdagstræningen var jeg så i mellemtiden blevet bange for om jeg ikke så dum ud i min gi? Om den ikke var for stor? For stiv? Så det kunne jeg så også gå og gejle mig selv op over.

Sensei (træneren) synes min gi passede perfekt, og jeg er nu blevet indstillet til min første graduering. Du får 3 gæt om jeg nu så er blevet vildt nervøs over det.

Anja Dalby Karate

Træd ud af din komfortzone, livet har noget det vil vise dig

Alt det her, det fortæller jeg, fordi jeg ved at jeg skal gå til karate. Det ved jeg bare. Hvorfor jeg skal det, det aner jeg ikke. Nogle gange finder jeg ret hurtigt ud af det, andre gange bliver det tydeligt efter længere tid. Nogle gange er der ingen store grunde til, at noget skal ske, måske er den “eneste” grund for mig at gå til karate, at det er god fysisk træning. Who knows. Det er lige meget. Det som er vigtigt er at lytte på stemmen inden i, som beder os om at træde ud af vores komfortzone.

Det kan sagtens kræve en masse tuderi og angstanfald i alle mulige grader at gøre noget man ikke tør. Det sker der faktisk ikke noget ved. Man skal bare gøre det alligevel.

BREVKASSEN: SÆT I GANG! SÅDAN SKABER DU DE FORANDRINGER, DU DRØMMER OM

Hej Anja.

Jeg har et spørgsmål til din brevkasse. Jeg skal i gang med noget nyt i løbet af 2019 og har en stærk fornemmelse af, at det kommer til at omhandle det fysiske og kropslige, de forskellige årsager til ubalancer og det psykiske samt forløsning og healing.  Det jeg er meget i tvivl om er hvilken uddannelse, der vil være den rette for mig?

Jo mere, jeg kigger mig rundt og søger info, jo mere i tvivl bliver jeg.Jeg prøver at lade det ligge, så det hele kan få ro til at arbejde, uden mine tanker og kontrol forstyrrer. Samtidig vil jeg også bare i gang, da jeg mærker så meget energi, lyst og drive på området. Håber et svar fra dig kan sende mig retur til kroppen ;-)

På forhånd mange tak for din tid og energi. 

Bedste hilsner,

Heidi

Anja Dalby Spirituel Brevkasse

Kære Heidi

Mange tak for din mail. Når jeg står i en situation som din, hvor jeg skal træffe et valg om noget, og jeg kommer i tvivl, så gør jeg ligesom du beskriver det. Jeg søger ned i kroppen og ud af tankerne. Det er især igennem min krop, at jeg kan mærke min intuition, eller på den måde, at der bliver mere ro i tankerne, når jeg er i min krop, og af den vej kan jeg så meget nemmere mærke min intuition. Og som du helt rigtigt beskriver det, så kan man så stå der i ret lang tid og vente, på at svaret kommer på, hvad det er du skal …


Det der er hemmeligheden her, det er ikke at blive stående og vente. Jeg kan helt klart nemt have en tendens til at indse, at jeg ønsker noget i mit liv, eller en eller anden form for forandring, og så ligger jeg mig ned og venter på, at den forandring indtræffer. Jeg venter på, at min intuition ud af den klare luft vil fortælle, hvor jeg skal hen, mens jeg ligger på sofaen og spiser kage og griner af memes på Instagram.


Sådan fungerer det bare meget sjældent. Som regel er vi nødt til at sætte os selv i en eller anden form for bevægelse for, at vi kan høre og mærke, hvad det er vi skal. Det føles som om, at vi skal ruske os selv lidt op energetisk, for at der kommer hul igennem til os. Jeg er f.eks. fuldt ud bevidst om, at jeg bliver ret døv over for alle mulige tegn, når jeg først har lagt mig på den berømte sofa. Til gengæld kan jeg få alle mulige informationer og inspiration på en almindelig tur i skoven, i en bus, i et tilfældigt møde eller tusind andre steder. Men jeg er nødt til at lette mig for, at jeg kan høre, hvad der bliver sagt. Det er ikke fordi, jeg tror, at du har lagt dig fladt ned, mens du venter på et tegn fra oven, men nu har du gået og ventet, nu er det tid til at handle.


Noget af det, der hjælper mig, det er at tage et enkelt skridt i en eller anden retning. Så hvis jeg var dig, så ville jeg kontakte de uddannelser, du er interesseret i og møde dem allesammen, en efter en. Tage til informationsmøder eller få møder i stand med undervisere og ledere, hvor det er muligt. Det er det, jeg altid selv gør, når der er noget, jeg gerne vil uddanne mig i eller tage kursus inden for eller på retreat i. Altså når jeg ikke kan mærke et klart JA eller NEJ i mig. Hvis jeg er i tvivl, så går jeg i gang med undersøgelserne.


Så helt konkret, så ville jeg tage dig selv og din intuition alvorligt på den måde, at jeg vil anbefale dig at kontakte hver eneste af de uddannelser, du synes kunne være interessante. På den måde vil du lære rigtig meget om dig selv, om dine egne værdier, og om hvor du gerne vil hen i livet. Når du gør det og møder menneskene bag uddannelserne, så er det at du så skal være opmærksom på, hvad der sker i din krop.


Hvordan mærkes de her mennesker? Hvordan mærkes stedet? Er der noget som helst, som føles usandt? Er der grader af uærlighed? Er folk glade? Hvordan ser kursisterne ud, hvis du kan møde dem? Er der liv eller føles det dødt? Lad endelig være med at overtænke det her, Heidi. Lige her skal du ikke tænke så meget på, hvad du selv bringer med ind i billedet. Altså om du projekterer noget ud. Selvfølgelig er det godt at være opmærksom på det, hvis der er noget du kan genkende i dig selv som dit eget ego. Men ellers er det rigtig godt i den her undersøgelsesfase, bare at være helt ærlig med hvad du føler, uanset hvorfor du føler det.


Tænk på hvis du var et barn, der skulle vælge et dejligt sted at være. Gå ud fra de helt barnlige kriterier først. Så kan du senere se på det med et mere rationelt voksent blik, og så sortere i de uddannelser, der føles som gode og venlige steder ud fra det faglige. Så gå med din fornemmelse først. Hvordan mærkes det i maven? Holder folk øjenkontakt? Bliver de irriterede, hvis du stiller “dumme” spørgsmål? Kan du tydeligt mærke deres egoer?


Jeg har selv været til et utal af informationsmøder og er mange gange blevet dybt skuffet over, at jeg ikke kunne mærke nogen integritet eller sandhed hos dem, der havde uddannelserne og kurserne. Hvor det undervisningsmateriale, jeg på forhånd havde læst, slet ikke hang sammen med de mennesker, der skulle undervise mig i det. Men det som det har lært mig, det er at jeg nu er virkelig god til at spotte bullshit og floskler. Det kan føles meget tomt og ensomt, og det kan være nemt at vælge det som andre kan lide, selvom alt indeni en selv stritter i modsat retning.

Men når du så møder det som er et match med dig, og den du er, så kan du også så meget tydeligere mærke det, fordi du også har mærket alt det som ikke var et match. Det er præcis det samme med at kende mørket i sig selv. Det bliver så meget nemmere også at kunne se lyset, når man ved hvad der er hvad. Hvad der er lort, og hvad der er lagkage :)


Jeg ønsker dig masser af kraft på din vej og masser af flow og ro til mærke hvad det er, der vil matche dig bedst. Rigtig god fornøjelse med din nye uddannelse.


Mange kærlige hilsner og alt det bedste,

Anja

Går du også med spørgsmål i dig som du kunne tænke dig at få svar på, så er du meget velkommen til at skrive til mig igennem min nye brevkasse om spiritualitet.

BOGHYLDEN: Livet i skovene af Henry David Thoreau

Kunsten at læse

BOGHYLDEN er stedet hvor jeg vil præsentere et udvalg af de bøger som inspirerer, udvikler og åbner mig. Bøger, som jeg elsker at læse, men som jeg alligevel skal træffe en bevidst beslutning om at lukke op.

Der er altid så meget andet at lave end at læse. Men det at læse er så givende for mig, at jeg har bestemt mig for at være mere systematisk omkring det. Det bliver jeg blandt andet ved at præsentere bøgerne her på bloggen.

BOGHYLDEN er altså både til for min egen skyld. Så har jeg nemlig en aftale med mig selv om at læse med et andet formål end at det er hyggeligt. Forhåbenligt kan det også være inspirerende at læse om de bøger, jeg læser og måske give dig lyst til selv at være mere disciplineret omkring den fine kunst at læse.M

En moppedreng fra 1854

Den første bog jeg har valgt at fortælle om er Henry David Thoreaus “Livet i skovene”. Det er en ældre sag fra 1854, og det er bare en af de mange grunde til, at det er en vildt fascinerende bog.

Anja Dalby Thoreau Boghylden

Thoureau: Minimalisten og anarkisten

Thoreau var filosof og meget kritisk i forhold til sin “moderne” samtid. Han syntes, at folk i 1854 skulle tage at simplificere deres liv, flytte i skoven og dyrke deres grøntsager selv (det lyder som en jeg kender …). Han giver udtryk for, at der på det han anser som civilisationens højdepunkt, hvor de har jernbaner og alskens nymodens nonsens, der er verden skræmmende tæt på at fortære sig selv i overforbrug og statslig kontrol. Thoreau nægter også at betale skat, da han ikke vil betale til statens indkøb af våben og krigsmageri.

Det lyder jo meget som mange af os har det i dag i år 2018. Altså over 150 år efter, at Thoreau gav udtryk for sine tanker. Det er interessant som hver eneste kultur altid tror, at vi er indbegrebet af det højeste en civilisation kan blive. Det kan man jo tænke lidt over. Måske også om 150 år.

Nu går verden under …

Noget andet der er vildt spændende at tænke på, det er at alle tider altid tror, at nu er det Jordens endeligt lige om lidt. Det har man troet i mange hundrede år. I virkeligheden handler det nok mere om menneskets ego, som ikke kan forestille sig, at verden ikke går under når egoet (personen) ikke længere er her. At forestille sig at Jorden triller stille og roligt videre i måske mange millioner af år med mennesker og liv og alt muligt, uden at man selv er med, er altså ret hård kost for egoet. Det er også vigtigt at huske den dimension, når vi i hver eneste generation er sikker på, at nu er det nu, vi alle sammen uddør.

‘Livet i skovene’ er en slags semidokumentar over årene hvor Thoreau boede alene i en lille hytte i skoven tæt på søen Walden nær byen Concord i Massachusetts. “Semi” fordi bogen lige så meget er et udtryk for alle de grunde Thoreau havde til at flytte i skoven. Bogen er fyldt med filosoferen over det gode liv, over menneskets natur og over hvor fantastisk guddommelig naturen er.

“I went to the woods because I wished to live deliberately, to front only the essential facts of life, and see if I could not learn what it had to teach, and not, when I came to die, discover that I had not lived. I did not wish to live what was not life, living is so dear; nor did I wish to practise resignation, unless it was quite necessary. I wanted to live deep and suck out all the marrow of life, to live so sturdily and Spartan-like as to put to rout all that was not life, to cut a broad swath and shave close, to drive life into a corner, and reduce it to its lowest terms…

Anja Dalby Boghylden Thoreau

Filosofi, humor og samfundskritik samlet i én bog

Bogen er helt vidunderlig. Jeg læste den på dansk (heldigvis), og det var udfordrende nok. Bogen får mine varmeste anbefalinger, den er virkelig god. Det er minimalt hvad jeg kan nå at fortælle om den på den lille plads her i et blogindlæg, i forhold til hvad bogen indeholder af filosofi, humor og samfundskritik. Så læs den endelig selv og hvis du allerede har læst den, så vil jeg meget gerne høre hvad du synes om den.

Hvordan jeg fandt bogen – eller den fandt mig

Jeg fandt denne bog bag vores skoreol i køkkenet. Ingen aner, hvordan den er endt i vores hus. Jeg tror, at det var en gruppe mennesker, jeg havde hjemme hos mig til en udesidningsworkshop, hvor en måske kan have glemt den. Men ingen vil kendes ved den, og på den måde er denne bog så endt hos mig.

Jeg kendte hverken til Thoreau eller bogen før jeg fandt den, så det var en dejlig overraskelse og introduktion til et forfatterskab, jeg intet kendte til. Tak til hvem end der har æren for at bogen landede bag skoreolen i mit køkken i mit eget lille hus i skoven.

En eneste blid regnbyge gør græsset mange nuancer grønnere. På samme måde bliver vores udsigter lysere under indflydelse af bedre tanker. Vi ville være lykkelige, hvis vi altid levede i nuet og benyttede os af enhver hændelse som tilstøder os, ligesom græsset, der indrømmer påvirkningen af den letteste dug som falder på det, og ikke brugte tiden til at bøde for alle tidligere, forspildte muligheder, hvilket vi kalder at gøre vores pligt. Vi bliver hængende i vinteren, når det allerede er forår.

Verdens første selvhjælpsbog?

Mens jeg læste “Livet i skovene” så delte jeg flere gange billeder på min Stories på Instagram af, at jeg sad og læste den. Der var så mange som kommenterede på bogen, mennesker fra hele verden skrev, at det var deres ultimative yndlingsbog. Som der står på forsiden af den “Denne klassiker er måske i virkeligheden verdens bedste selvhjælpsbog.” Det ville forklare hvorfor den taler til så mange forskellige mennesker, for det er ikke kun en bog om at bo i skoven. Det er nemlig verdens bedste selvhjælpsbog oven i.

MIN OPLEVELSE MED AYAHUASCA (DEL 2)

Min første kop ayahuasca (jeg var så bange)

Dette er fortsættelsen på min fortælling om mine oplevelser med ayahuasca. Læs del 1 her.

Da jeg første aften sad i den cirkel, hvor vi skulle holde ayahuasca-ceremonien, da troede jeg nærmest, at jeg ville få en ud-af-kroppen-oplevelse af ren og skær angst. Jeg var så bange. Vi var en stor gruppe på måske 40-50 mennesker, og jeg havde nøje udset mig nogle ældre kvinder som jeg kunne se var erfarne ayahuasca-rejsende, så dem satte jeg mig ved siden af. Jeg bad og bad om healing, og jeg kaldte alle mine hjælpere og kraftdyr ind for at støtte mig og passe på mig under ayahuasca-rejserne.

Da medicinen begyndte at virke, startede den med at vise mig, hvorfor jeg havde fået kræft. Jeg fik rullet hele mit liv fra start til der, hvor jeg var i det op og fik vist præcis, hvad årsagen var til kræften, og hvorfor den havde siddet i min livmoder. Det var rimelig stærke sager, og der lå jeg allerede ned og hulkede i mit tæppe. Efter en del timer med kræft som tema for min indre rejse, så begyndte jeg at få styrke til at sætte mig op og få lidt luft igen.

Min anden kop ayahuasca (nu må den healing da komme …)

Medicinens virkning aftog lidt, og jeg kunne sætte mig op og komme til stede i rummet. Så fik vi tilbudt kop nr 2 som jeg tog imod, håbefuld, for nu måtte healingen så komme jo. Det var ligesom aftalen i mig selv. Jeg ville se på, hvad der havde forårsaget ravagen i forhold til kræften, og så ville jeg til gengæld blive healet for den.

Hvis jeg på det tidspunkt havde vidst, at den healing jeg havde bedt om dengang i 2011 først ville indfinde sig ved en ceremoni i 2018, så kan det godt ske, jeg var bakket ud af min aftale igen.

Jeg havde bedt om at se på kræften, og jeg havde bedt om at lære at elske mig selv. For det var sådan, jeg havde formuleret det. Jeg havde faktisk ikke bedt om at se på mit mindreværd, selvom jeg tror det er sådan, jeg har skrevet det i del 1 om ayahuasca.

Så ret naivt, tænkte jeg om kop nr 2, at nu kunne jeg så ligge mig ned og blive badet i healende lys og vupti, så ville alle mine mindreværdsproblemer forsvinde. Men det der skete, det var at jeg blev vist alle de måder, hvorpå jeg ikke elskede mig selv. Alle de gange jeg ikke var kærlig eller venlig over for mig på.

Jeg så alle de gange, jeg solgte mig selv ud. Alle de gange jeg overskred mine egne grænser. Alle de gange jeg valgte at dukke nakken i stedet for at sige min mening. Alle de gange jeg var sød i stedet for at være sur. Alle de gange, hvert eneste øjeblik i løbet af dagen, hvor jeg ikke var kærlig overfor mig selv. Jeg hørte min egen indre dialog! Og det var barske sager! Hold da op en ubarmhjertig stemme og hård tone, jeg havde overfor mig selv. Det var rystende!

Anja Dalby Ayahuasca

At møde mit ego (og kvalmen, de mange toiletbesøg og uroen i kroppen)

Det var ikke lige det, jeg havde forbundet med at blive healet. Faktisk lå jeg ikke med et stort smil på mit ansigt og lod visdommen og guds kærlighed oplyse mig. Jeg lå igen på siden og hulkede ind i pelsen på mit ene kraftdyr, som var så venligt at blive liggende hos mig under hele ceremonien.

Da ceremonien var ovre var jeg total mast. Jeg havde aldrig oplevet noget så ubehageligt. En ting var det fysiske, kvalmen, toiletbesøgende, uroen i kroppen, men at møde mit ego på sådan en måde (for det var det jeg havde gjort) var så sindssygt væmmeligt, at jeg faktisk troede, at jeg måske ville blive skør af det.

Forstørrelsesglasset

Alle slør var borte, der var direkte adgang til alt hvad der var i min hjerne. Både af hukommelse fra det her liv, men også til hver eneste lille som stor grim tanke jeg NOGENSINDE havde haft om mig selv. Det var sådan set det modsatte af healing, eller sådan føles det. Jeg forstod slet ikke, hvorfor jeg skulle se, hvor slemt det rent faktisk var at være mig. Det vidste jeg jo godt, jeg levede ligesom med mig selv hver eneste dag. Jeg bad om at smerten blev fjernet fra mig, jeg bad ikke om at se på den med et forstørrelsesglas.

Da vi skulle rejse med medicinen igen næste aften var jeg om muligt endnu mere bange end første aften. Nu vidste jeg ligesom, hvad det gik ud på og det var faktisk meget værre end jeg havde haft fantasi til at forestille mig …

Sæt dig op og se dig selv i øjnene

Jeg fik af vide af en af mine erfarne sidekvinder, at hvis det blev for meget (hun havde godt spottet min hulken i fosterstilling i 8 timer i streg natten inden), så var det en god idé at sætte sig op. Det kan være meget svært og virkelig en kraftanstrengelse at sætte sig op, mens medicinen blæser derud af i kroppen. Men det var et virkelig godt råd, som gjorde at jeg så engang i mellem lige følte, at jeg kunne komme op og få lidt luft, inden jeg dykkede ned i mig selv igen.

Fortsættelse følger i del 3 snarest.

DE 5 TING JEG ER DYBT TAKNEMMELIG FOR

At føle mig utilpas og alene i min barndom

Jeg er meget taknemmelig, for at have haft en barndom, hvor jeg følte mig så utilpas og alene. Det gjorde, at jeg søgte ud i naturen og tilbragte stort set alt min tid udenfor. Naturen reddede min røv. Derude følte jeg mig hjemme, forbundet med et større fællesskab og elsket for den jeg var.

Hvis jeg ikke havde følt mig så forkert og udenfor som barn, så ville jeg ikke have trukket mig og have trukket mig ud i naturen. Den forbindelse jeg skabte dengang som lille pige, den har fulgt mig hele mit liv. Jeg føler præcis de samme sus af magi og forbindelse i naturen i dag som jeg følte dengang. Det vil jeg aldrig bytte med noget. Ikke engang muligheden for at have været en del af et menneske-fællesskab som barn. Naturen har gjort mig stærk, og gjort at jeg aldrig er bange for at være alene. Naturen har min ryg.

At jeg fik min søn alene, da jeg var 24 år gammel

Jeg er meget taknemmelig for, at jeg som 24-årig fandt ud af, at jeg måtte få min søn alene. At jeg havde styrken til at gøre det forbi med min søns far, da jeg var gravid i 7. måned. At jeg kunne se, at det trods alt var bedre at være alene end at være to, når tingene var så svære som de var. Det var bestemt ikke sjovt, og jeg lå stort set i sengen og græd og spiste is fra jeg gjorde det forbi til jeg fødte min søn. Men det var helt klart det bedste at gøre.

Den forbindelse jeg har med min søn i dag er uvurderlig. Det var godt nok mega-vildt-hårdt at være alene med et lille barn i den alder, jeg havde. Men det gjorde også, at jeg blev klar over, at så kunne jeg nok klare lidt af hvert. Så det gav mig en styrke, jeg ikke havde før. Og min søn og mig blev knyttet sammen i sådan en grad, på sådan en måde jeg aldrig havde troet, jeg kunne føle mig forbundet med et andet menneske før.

Jeg lærte meget om kærlighed ved at være den eneste forælder for min søn. Derudover måtte jeg trække på min familie, min mor og mine søstre, og mine (også meget unge venner) for at få hjælp. I en sådan grad, at min søn i dag har stærke forbindelser med mennesker, som ellers ikke ville have haft muligheden, for at fylde meget i hans liv. Vi var mange om at opdrage min søn. Det har været en fantastisk gave for os begge kan jeg se nu.

At jeg fik kræft som 29-årig

Jeg er meget taknemmelig for, at jeg fik kræft, da jeg var 29 år. Det ændrede fuldstændigt mit liv. Mit ego fik sådan en på sinkadusen, at jeg blev helt rundtosset og vidste, at jeg måtte ændre mit liv radikalt. Det var virkelig en opvågning, der ville noget. Hvem var jeg, som kunne få kræft? Jeg var jo både vegetar, jeg gik til yoga og interesserede mig for spiritualitet og selvudvikling? Hvordan kunne det ske for mig? Jeg som var så hvid og god og korrekt …

Hvis jeg ikke havde haft kræft, så ville jeg aldrig have opdaget det store mindreværd, der lå gemt i mig. Kræften katapultede mig ud på en rejse i mig selv for at undersøge, hvordan det kunne ske, at jeg fik den sygdom. Men også i en undersøgelse af, hvordan jeg kunne undgå, at det skete igen. Jeg havde en følelse af, at det nu nærmest var med livet som indsats, at jeg gik til mit spirituelle og selvudviklende arbejde. Jeg var blevet klar over alvoren i det.

Jeg opdagede, at jeg kunne dø. Det var noget af en hård nyser for egoet. Normalt er det først en erkendelse, der kommer til mennesker meget senere i deres liv. Men opdagelsen af, at jeg ikke var udødelig, den vækkede mig. Ikke et øjeblik skulle længere spildes på trummerum og dårlig trivsel. Det er en meget kontant øjenåbner at få, og en jeg takker for hver eneste dag.

Anja Dalby Taknemmelighed

At jeg måtte lukke mit firma med stort underskud i 2011

Jeg er taknemmelig for, at jeg måtte lukke mit firma med et kæmpe underskud i 2011 (jeg solgte økologisk tøj). Det var så sindssygt hårdt ikke at kunne få det til at fungere. Jeg troede virkelig, at det var det, jeg skulle med mit liv. Jeg brændte så meget for det. Så derfor troede jeg, det var min “mission” her. At udbrede kendskabet til økologisk tøj. Det ville jo være så godt for mennesker, dyr og planeten, hvis jeg kunne være succesfuld med mit firma. Så hvad skulle jeg så, hvis jeg ikke skulle sælge og producere tøj?

Jeg græd så meget over at skulle lukke mit firma, og jeg græd så meget over at være så vildt presset økonomisk. Hold nu op, hvor var det hårdt! Det har gjort, at jeg har meget respekt for, når andre tager chancer i forhold til hvad de tror på. For det kan virkelig gøre megaondt, hvis det så ikke virker alligevel.

Hvis jeg ikke havde lukket mit firma og gået rundt om mig selv i et par år efter i total forvirring over, hvad jeg så skulle bruge mit liv på, så ville jeg aldrig have hørt den stemme i mig, som virkelig insisterende blev ved med at sige, at jeg skulle gå i lære som clairvoyant. Noget der lød lige så åndssvagt i mig som hvis jeg havde fået en besked om at bygge et rumskib, jeg kunne rejse til Månen i. Heldigvis tog jeg (til sidst) beskeden alvorligt, og jeg startede på en rejse ud i det magiske og ud i mig selv som jeg næsten stadig kan føle, jeg lige er startet på. Det var en kæmpe gave!

At jeg blev skilt fra min første mand

Jeg er taknemmelig for, at jeg blev skilt i 2014. Fra en mand jeg mødte da min søn var 3 år gammel og som adopterede og var/er far for ham. Det var virkelig noget lort at blive skilt. Det gjorde ondt på så mange måder. Både i egoet og altså identiteten for det betød også, at jeg måtte sige farvel til det øko-samfund, hvor vi boede og var i gang med at bygge hus. Og i hjertet, for det var bestemt ikke for sjov, at jeg havde giftet mig med den mand eller at han havde adopteret min søn. Det gjorde godt nok nas at opleve at kærligheden ikke kunne vinde.

6 måneder efter jeg blev skilt, mødte jeg David, min nuværende mand. Vi har nu været sammen i 4,5 år. Jeg havde kendt David siden vores børn gik i børnehave og siden i skole sammen. Og jeg havde altid vidst, at der var noget med ham. Uden at vide hvad det helt præcist var. Da vi så mødte hinanden igen, stod det helt klart og vi blev kærester i løbet af en dag.

Jeg troede næsten ikke, jeg kunne komme mig over den skilsmisse. Det var så hårdt og så trist og så svært det hele. Jeg havde aldrig mødt de sider af mig selv før, som jeg mødte i skilsmissen. Hvor det hele blev så grimt og hårdt. Det var afskyeligt at opleve det i sig selv, og i det menneske jeg for kort tid siden havde været i et forhold med. Det gjorde, at mit hjerte blev større over for mennesker, der er pressede. For man kan virkelig blive en træls version af sig selv under pres. Det betyder ikke, at man er det menneske. Det har givet mig en meget større omsorg over for mig selv, når jeg virkelig ikke er sød over for andre. Og en meget større omsorg over for andre, når de ikke er det. Jeg er klar over, at under pres, så kan vi alle sammen være virkelig trælse versioner af os selv. Det har gjort, at min kærlighed til mennesket og til mig selv er vokset og er blevet voksen.

Hvad er du taknemmelig over? Jeg vil så gerne høre om dine sorger, du nu taknemmeligt ser på som sejre, hvis du har lyst til at dele en af dem.

FÅ ET SPIRITUELT BOOST

 

Vil du gerne træde ud af hovedet og ned i hjertet? Lære at se naturen som en dåseåbner for din intuition, så du kan bruge spiritualiteten som redskab til at skabe positive resultater i dit liv? Du får samtidig mulighed for at stille spørgsmål til min spirituelle brevkasse, hvor jeg flere gange om måneden svarer på spørgsmål.

 

Skriv din e-mail i feltet og klik på ‘TILMELD’.

You have Successfully Subscribed!