Om at vælge kærligheden

Når jeg i mit eget liv, vælger at tro på smerte, enten en smerte jeg oplever rigtigt eller en jeg kan finde på i mine tanker, så er jeg ikke glad. Når jeg tror på smerten, så bliver jeg virkelig trist, ofte apatisk, kan helt miste lysten til at være her.

Det hjælper rigtig meget, at trække mig selv væk fra smerten og bare observere den upartisk. Det kræver lidt øvelse i de tilfælde hvor smerten er opfundet i tankerne, men når jeg har vænnet mig til idéen om at jeg alligevel ikke er mine tanker, så er det nemmere at se på dem på afstand.

Hvis smerten bliver påført mig af andre, måske i form af den måde de er overfor mig på, så kan jeg på samme måde vælge at observere neutralt og minde mig selv om, at jeg selv bestemmer om jeg vil blive såret, om jeg vil gå ind i den smerte jeg kan se bliver tilbudt mig.

Når jeg ikke tror på smerte, så er livet noget sjovere.
For alt hvad der så er, er oplevelser. Når jeg har vænnet mig til at se mig selv og smerten udefra, så bliver den neutrale observation efterhånden erstattet af en kildende nysgerrighed og boblende venlighed. Når jeg ser på alt hvad der sker omkring og indeni mig med kærlighed, så er der ikke længere noget som kan gøre mig ondt. Hverken andres ord, handlinger, mine egne tanker eller følelser.

Når jeg bestemmer mig for altid at vælge kærligheden, så vælger jeg den også, selvom andre måske bevidst vil gøre mig ondt. Jeg vælger at vælge kærligheden når jeg bevidst selv vil gøre mig ondt, med sårende, triste, modløse tanker. Jeg vælger at se på det der sker, med et varmt og åbent hjerte og jeg ved, at der ikke er andet end oplevelser, det er op til mig hvordan jeg vil opleve dem. Vil jeg opleve dem som kærlige og lærerige eller som smertefulde nederlag.

Hvis jeg ser ting i verden som gør det svært for mig, at blive ved med at tro på at verden ikke er et smertefuldt sted at være, så husker jeg på, at ikke alle mennesker tror på det samme som mig. Mange mange mennesker tror på smerte. De sidder så grundigt fast i deres egen smerte, at de føler, at de må påføre den på dem omkring dem.

Jeg kan intet stille op overfor, at de vil leve deres liv som de gør. Jeg kan håbe på, at jo flere vi er, som bevidst vælger kærligheden, vælger den i alle livets områder og i alle sammenhænge, så kan vi stå som lysende eksempler for dem som endnu ikke tør slippe deres smerte. Eksempler på at det ikke er farligt at leve uden rustning og våben, at den eneste vej frem er at stå med et åbent nøgent hjerte og stole på, at her er godt at være og at kærligheden altid sejrer.

2 Comments

  1. Gnimm Elf
    19. januar 2016 / 14:00

    :-) Thums up! flot skrevet! – Imho er der aldrig “nogen” der har gjort “en anden” fortræd…. det er altid vores billede/fortælling af/om den anden, vi gør fortræd, og dermed os selv. For billedet/fortællingen tilhører os selv. Det vi ikke kan rumme i andre, kan vi heller ikke rumme i os selv. Derfor bliver både offer og overgriber overgrebet, af en fortælling. De er begge ofre. <3 :-)

    • Anja Dalby
      Forfatter
      19. januar 2016 / 20:23

      Åh tak ja, hvor er det fint sagt! Tak!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.