I sidste indlæg, skrev jeg om den måde som Frygt kan komme til at råbe på i os. Den kan råbe sin angst ud via vores følelser, fx kan den komme til at skabe en følelse af vrede i os og fordi den følelse som regel er ret kraftfuld, så mærkes den meget tydelig i os og er nem at spotte. Vi kan relativt nemt følge med følelsen tilbage til Frygten og slippe den der.
Men andre gange, så hvisker Frygten. Det er meget nemmere at ignorere Frygtens hvisken end når den råber, problemet er bare, at når den hvisken bliver overhørt igennem længere tid, så hober den sig op og kan så til sidst ende med, at blive et fuld blown angst-raseri-jalousi anfald fx.
Frygten hvisker ting som virker totalt ligegyldige hvis de bliver sagt højt og derfor er de nemme at feje væk, med undskyldningen om at det bare er en fjollet tanke. Problemet er bare, at selvom de tanker som Frygten hvisker, virker totalt irrationelle og åndssvage for os, så er det virkelig ægte for Frygten. Så Frygten sidder og hvisker i dig: Pas på, jeg tror du har dårlig ånde i dag. Når du cykler, så ser din røv helt sikkert virkelig stor og uformelig ud. Du skal ikke smile tilbage til ham der, så tror han bare at du vil alt muligt andet.
De tanker fra Frygten, dem kan vi nemt ignorere normalt. Det kan godt ske vi lige tager et ekstra stykke tyggegummi, cykler akavet for at undgå en mærkelig form på vores bagdel, lader være med at smile tilbage til manden/kvinden. Men fordi det bare er små tanker, uden de store følelser koblet på, så kan vi nemmere lade som om de ikke er der. Der sker bare det, at det er de her frie tøjler, som vi giver Frygten, som gør at Frygten så tror den har fripas til at gå agurk i et stort følelsesdrama senere på ugen.
Så ved hver eneste, hver eneste tanke, som ikke er kærlig i dig, så følger du efter den tilbage til hvor den kom fra, til Frygten og siger: Ja jeg har måske dårlig ånde i dag. Jeg har endnu ikke hørt om mennesker, der er blevet slået ihjel af andres dårlige ånde, så det skal ikke forhindre mig i at grine rigtig højt i dag, hvis det er det jeg har lyst til. Det er bare ånde. Og hvad så med den røv? Hvis den virkelig ser så komisk ud, så lad mig bare vrikke endnu mere med den, måske kan det blive en trend. Og hvis ham der jeg smiler tilbage til, tror alt muligt, så må han gøre det. Det kan jeg godt håndtere. Jeg er voksen og sandsynligheden for at han bare smiler til mig af almindelig venlighed, er nok noget større, end at han er i gang opfordre mig til sex på stedet.
Alle de her tanker i os, de er helt normale, men det betyder ikke at de er gode for os. De er som små giftpile i vores sind og det er så vigtigt, at vi vender tilbage til afsenderen, Frygten, ved hver eneste pil vi opdager. Behandl Frygten fuldstændig som du ville behandle alle andre i dit liv der talte sådan til dig. Vær venlig, vær om muligt kærlig, men hop aldrig med på vognen. Brug rationel tænkning til at sætte Frygten til vægs med. For Frygten har ingen våben overfor helt almindelig voksen, rolig, jordbunden logik.
Giv Frygten ret i at, ja måske falder himlen ned om ørerne på dig, hvis du går på arbejde i den storblomstrede kjole, for slet ikke at tale om hatten med de falske frugter på, men det er en risiko du er villig til at tage, for at få lov til at klæde dig som du vil. Lad Frygten få ret, du får fred og i erfaringen du og den gør sig, om at der ikke skete en skid ved at du skrålede “Er du dus med himlens fugle” på vej hjem fra arbejde på cykel, så holder Frygten ligeså stille op med at være bange for at du fx synger højt.
Følg hele tiden efter Frygtens hvisken med logiske tanker, det nytter ikke at skændes med Frygten, for det skænderi vil du altid tabe. Men logik har Frygt ingen måde at forsvare sig mod. Eller når du siger: Og hvad så? Og hvad så hvis alle griner af mig? Hvis de gør, så tager jeg min hat af, rækker dem mod dem og beder om en skilling, fordi jeg har været så sød at bringe smil ind i deres dag. Du må gerne være bange Frygt. Jeg er ikke, jeg har et liv jeg skal leve.
