Flere har reageret på det jeg ofte skriver om at gå. At det med at man bare kan gå ud af alting, er for nemt og hvornår ved man så, om noget er værd at blive og kæmpe for? Har man som menneske ikke også en pligt overfor dem man er omkring, den familie man er født ind i, dem man har valgt at skabe ny familie med, overfor arbejde og samfund i det hele taget?
Jeg tror virkelig ikke på kamp. Jeg tror virkelig ikke det er meningen at vi skal være steder i vores liv, hvor vi skal kæmpe for at være os selv. Vi skal være i kærlige relationer. Det kan også være kærligt at være i en relation, hvor man bliver tvunget til at se lidt på ens eget stive ego. Man skal naturligvis ikke hamres ned af den grund, men støttes i sin udvikling, rummes med alt hvad det indebærer. Den kærlighed jeg taler om til os selv, det er ikke en ego-kærlighed. Det er en ren og lys hjerte-energi og når vi kan mærke den i os, så ved vi også, om det er nu vi skal sige farvel eller om det er nu vi skal blive, for at se mere på det vi selv indeholder af “spændende” sider.
Faktisk vil jeg ikke engang sige, at det er en balance. Det handler kun, om at man er villig til at se ærligt på sit ego og se om det er egoet der er på spil, eller om det virkelig er ens sjæl og selv-kærlighed der siger, at nu må man videre.
Hvis man arbejder som det første på at få ens eget kærligheds-barometer i luften, så bliver det så meget nemmere at vide om det er nu man skal gå, eller nu man skal blive.
Så hvis jeg skriver noget som lyder meget sort/hvidt her på bloggen, så er det altid med det in mente, at man naturligvis først har undersøgt i sig selv, om det er egoet der er på spil eller om det er sjælen. Vil man gå fra noget fordi man er konfliktsky og ikke tør se på noget i sig selv. Vil man gå fra et job, fordi man hellere vil ligge på sofaen og se serier. Vil man gå fra ens familie, fordi man er i panik over ens alder, ens tid og rum til sig selv?
Eller vil man gå, fordi man bliver langsomt nedbrudt som menneske. Fordi man ikke møder kærlighed der hvor man er, hvis man konstant møder modstand, mistillid og bliver bedt om at skrue lidt ned for sit lys, på den ene eller den anden måde.
Jeg har helt tillid til at jer der læser med, ved hvor jeg kommer fra. At jeg som grundvilkår altid går ud fra, at når vi arbejder med noget i vores liv, så gør vi det med læssevis af kærlighed til os selv. Når vi gør det, altså virkelig kærlighed hvor egoet ikke er inde over, så vil vi altid vælge det der er bedst for dem omkring os også. På den måde forsvinder ord som pligt og balance i tingene, helt fra vores verden. Der er kun kærlighed.
Er du i en situation lige nu, hvor du ikke ved om det er dit ego der kæmper eller din sjæl som gerne vil lære, så kan du stille dig selv nogle meget simple spørgsmål.
Gør det her mig glad? Og med glad, så mener jeg ikke glad, som at dit ego er trygt. Men gør det her dig helt ind i sjælen sprudlende glad. Selvfølgelig er der dage hvor ens forældre, børn, partner, chef, ansatte, driver en til vanvid. Men derfor kan man stadig mærke glæden, dybt inde i sig. Og, gør det her mig utryg, får jeg ondt i maven (altså meget og det meste af tiden), bliver jeg trist, modløs, føler meningsløshed, i den her relation?
Føler du en lettelse ved tanken om at slippe det her? En dyb dyb lettelse langt ind i dig selv? Lyt på den og undersøg hvad den handler om. Undersøg om det gør ondt at slippe, fordi dit ego ikke vil, eller om det gør ondt fordi du skal blive. Gør det mere skade på dig selv og andre at blive, end det gør at gå?
At give slip er bestemt ikke det nemmeste i verden, heldigvis, for der er så meget læring i den proces med at undersøge hvorfor man vil slippe noget. At give slip er i virkeligheden meget smukt, fordi vi sætter os selv og andre fri, men vi skal naturligvis have undersøgt først om det er vores ego eller vores sjæl der er på spil i det.
Hvis du har noget at sige til det her, så husk at du altid gerne må skrive til mig her eller på Facebook, hvis du er derinde.
