Løfter du nogen?

Omkring mig kan jeg for tiden se, hvordan rigtig mange af de mennesker jeg har tæt på mig i mit liv, tager kvantespring i deres udvikling, i forhold til hvad de ville have troet var muligt for bare 6 mdr. siden. De opdager nye sider af dem selv, de løser problemstillinger i dem, som de var sikre på var gået helt i hårdknude. De rykker sig på så mange planer, at de selv og alle omkring dem, er helt mundlamme af overraskelse over at det kan lade sig gøre. Og fælles for dem alle, er at de har fået nogle puf eller støtte fra andre mennesker.

Og nu står de her, og kan nærmest ikke genkende sig selv mere. For de er gladere, mere fri, stærkere og modigere. De er ærligere mennesker, ikke kun overfor andre men i særdeleshed overfor sig selv. Det kræver mod at være ærlig og vælge et ærligt liv. Det mod kan blive indgydt i os, når vi har følt, at nogen i lidt tid havde vores ryg. Når vi føler at vi ikke er alene. At vi har nogen omkring os, som støtter os i vores bevægelse fremad, mod et mere autentisk liv.

Løfter du andre mennesker med ord, med handlinger, med din tilstedeværelse? Holder du dem i hånden i svære tider, guider dem blidt videre til nye områder af dem selv, lytter med et fordomsfrit øre, når de har allermest brug for det?

Vi skal ikke løfte nogen så længe, at vi selv bliver mast af vægten fra dem, men når andre er klar til bevægelse, så skal du vide at det kan være selv det mindste venlige og forstående ord, eller en ærlig og kærlig betragtning udefra, som kan rykke andre. Og når de først er i gang med den bevægelse, så skal du ikke løfte mere. Så skal du slippe og lade dem rulle selv så de kan lære og forstå, sådan som de bedst gør det.

Vi kan sagtens være der for andre, uden at vores egoer behøver bliver blandet ind i den sag. Du kan sagtens mærke når du er der for andre, af et ærligt hjerte og ikke fordi du forventer et tak eller en kurv fra købmanden. Når du er der for andre, fordi det er du bare. Der er ikke antydningen af valg i dig, du er der, fordi du ikke kan gøre andet.

Lige for tiden er der en del mennesker i mit liv, hvor vi græder rigtig meget. Vi græder af taknemmelighed over at det er muligt at skabe så store forandringer. Vi græder af lettelse over triste liv, som er blevet vendt om, til liv fyldt med kærlighed, ærlighed og nærvær. Vi græder af glæde over at livet er så forunderligt, at selv de slemmeste skæbner, kan vende på en tallerken og rejse sig op og børste støvet af sig, åbne øjnene og sige: Nu er jeg klar til forandring.

Og vi andre står bare og måber og takker dem der skal takkes, fordi de lige var der, på det rigtige tidspunkt, til at række hånden frem og sige: Jeg går lidt med dig min ven, nu går vi her lidt tid sammen og jeg vil være her for dig. Jeg vil lytte og møde dig med kærlighed. Jeg vil gøre alt hvad der står i min magt for at du ikke føler dig alene og forladt, lige nu i den her periode hvor du åbner dig og træder ud af din puppe. Hvor du er sårbar fordi du er ved, at prøve at være den nye dig. Jeg holder hånden under dig, mens dine vinger tørrer i solen. Og når du så er klar til at lette, så skal du vide at jeg vil stå og heppe. Jeg vil samle et kor som råber farvel og god rejse. Og selvom du kommer til at opleve stormvejr, så har jeg fuld tillid til, at når du kunne klare denne store transformation, så kan du også sagtens håndtere lidt blæst senere i dit liv. Men vigtigst af alt, så tror du det selv nu, for du har fortaget forandringen, den er en del af dig nu og den kan aldrig tages fra dig igen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.