Frygt lægger sig som en kappe over os, som et slør over vores øjne. Det kan være svært at se personen inde bag sløret, vi får en fornemmelse af ikke at kunne mærke personen, som om personen er en tom skal. Lyset i øjnene er ikke slukket, det er bare gemt bag et tungt lag angst.
Det er nemt at misforstå det slør og vi antager at personen er arrogant, kold, overfladisk, måske endda vredt og voldeligt, fordi vi ikke kan mærke personens blødhed brænde i dem. Der er ikke nogle mennesker som er onde i deres kerne, men der er mange som er så bange, at de virker som om de ikke har meget godt i dem. Du kender måske fra dig selv, at når du bliver usikker, måske fordi du møder en som ikke lige umiddelbart er venligheden selv, så lukker dine øjne sig, de bliver kolde og hårde. Det gør vi for at beskytte os, for ikke at stå med store bløde, åbne øjne overfor noget som potentielt kunne såre os.
Verden er fuld af hårde øjne. Her hvor jeg bor, kan jeg se ud på gaden i en stor by. Det kan være nødvendigt at lukke ned for blødheden i øjnene, når man bevæger sig rundt mellem mange andre mennesker. Man kan mene at det er nødvendigt, fordi man ikke vil gå rundt som et levende, følsomt fjols. Mange mennesker er så døde i deres øjne at de næsten ligner zombier og det kan undre at der er grund til at lukke så meget ned, bare fordi man skal bevæge sig rundt mellem andre sjæle.
Det er vigtigt at forstå at vi lukker ned af frygt. Dem der ikke lukker ned, er dem der ikke er bange. Det er der heldigvis også mange der ikke er. Dem der ikke længere har noget at miste, de har ofte bløde øjne. Mange af dem der drikker, lever på gaden, har det vi kalder for psykiske problemer, deres øjne er ofte så bløde, at de næsten bløder tårer ud af dem.
Når jeg går ud i byen, så har jeg som oftest min lille hund med mig. Han er nuttet, fluffy og hvid. Det er de færreste som kan stå for ham. Han har det heldigvis på samme måde, det er de færreste mennesker han kan lade passere sig, uden at lade dem forstå at han gerne vil sige hej. Alle dem med bløde øjne, de siger hej til ham. De bøjer sig ned og nusser og snakker med ham, nogle krydser fortorve og store veje for at nå hen til ham. Børn, mennesker der bor på gaden og så de unge og voksne som er glade i hjerterne, de gør det.
Min hund er ligeglad om folk har bløde øjne eller ej. Han trækker mig også hen til dem, som jeg egentligt helst ikke ville tale med. Han trækker mig hen til dem som ser meget hårde ud, både i deres energi, øjne og udseende. Han kaster sig ned på ryggen, så de kan nusse hans mave, han strækker sig blidt op af dem og ser på dem, med et tillidsfuldt blik. De mennesker med steroider i kroppen, dem med tatoveringer på halsen og i ansigtet, dem der står og handler sjove ting i gyderne, han er ligeglad. Dem der er for smarte, for hipster, for cool. Dem der er hårde og seje. Han kaster sig ned og hver eneste gang, så overgiver de sig.
Hver eneste gang, så bliver de bløde i deres blikke, lige for en kort stund. De får lyse, høje stemmer, de siger så kærlige ord til min lille hund, at jeg bliver rørt til tårer og hver gang bliver jeg lige lykkelig over at få lov til at se ind bag deres maske af angst. At få lov til at møde det sted i det bange menneske, som er blødt og venligt. Når vi siger farvel, så står de ofte og vinker og har på en eller anden måde fået fortalt noget om dem selv og deres liv. Om de dyr de selv har, eller har kendt. Om hvor de kommer fra. Om deres familie. De har for en kort stund lagt frygten på hylden, har åbnet sig og overgivet sig til deres kærlige hjerter.
Jeg har skrevet meget om hvordan man holder sit hjerte blødt. Dyrk det som om der ikke var andet der gjaldt. Vær venlig også når andre ikke er det. Se ind bag deres kulde og se det lille barn som bare gerne vil holdes om. Vær omsorgsfuld i din omgang med alle mennesker.
Åbn dine øjne, træn dig til det. Smil i dig selv, tving dine øjne og dit hjerte til at være blidt. Se på mennesker omkring dig med kærlighed, læg mærke til hvordan dyr og børn ser på verden med tillid. Vær et spejl på den tillid og giv andre mennesker muligheden for at spejle sig i dine kærlige øjne. Elsk frygten væk i dig selv og andre.