Vi er alle forbundne
Alle vores forbindelser med andre mennesker i dette liv er karmiske relationer. Alle vores relationer i alle liv er forbundne med hinanden. Om det så er fordi der er noget, vi skal have udredt på den ene eller anden måde. Eller om det er fordi der er så stærk en sjælelig tilknytning, at vi bare hører sammen. Det må være op til os selv at mærke og vurdere.
Den eneste ene findes i flertal
Soulmates, twinflames eller sjælevenner kan nemt blive ord som man kan få lidt Hollywood-kvalme over, eller som nogle bruger til at manipulere og holde andre på plads med. Det er ikke sådan, at man kun har én sjæleven. Vi har alle sammen mange. Tanken om, at der kun er en eneste sand kærlighed i livet den er barnlig og ja, skabt af filmbranchen og Disney. Vi får alle sammen lov til at opleve og gennemleve mange forskellige former for kærlighed. Både dem som ikke er nemme, hvor vi skal kæmpe og gå ud af os selv og gå igen, og dem hvor det hele bare flyder og er lyst og kærligt.
Tanken om, at vi skal gå en grueligt masse skidt igennem for at komme til det gode er ikke sand. For nogle er den, men så er det tilfældigt, at det er den rækkefølge, det er i. Måske var vores største kærlighed i dette liv, da vi var sammen med en bestemt person i 20’erne. Selvom vi eller den anden måtte gå, betyder det ikke at forholdet var mislykket. Måske var det lige præcis den tid, det skulle have i det her liv.
Har du prøvet at miste dig selv i et forhold?
Idéen om at ting skal vare for evigt er en tanke skabt af egoet, som vil have tryghed og sikkerhed. Sjælen vil erfare. Ikke for enhver pris naturligvis. Sjælen behøver ikke nødvendigvis, at have erfaringen med at være i et forhold, der bryder os ned mere end det bygger os op.
Men vi kender sikkert allesammen følelsen af at gå ind i noget, fordi man bare ikke kan lade være. Alt det man troede på, og alt det man troede man var, det skubber man på mystisk vis væk, for at kunne gå ind i den relation. Det kan både være venskaber og kærlighedsforhold. Man føler sig draget, også selvom man har 100 alarmklokker, der ringer i kroppen og hovedet. Det er som regel først bagefter man kan se, at de ringede. Når man står i det, så lukker man ørerne for det, for at kunne gå ind i og gennemleve det man skal og være i relationen.
De relationer går man ind i fordi der er en gammel forbindelse, der skal udredes eller ordnes. Ingen af os kan med sikkerhed vide, hvad den går ud på. Man kan komme i forhold med andre mennesker, hvor man nærmest ikke kan genkende sig selv længere. Den person man bliver i det forhold, det er faktisk ikke sådan man vil være, og den anden person har det måske på samme måde. Man føler sig næsten styret af noget andet, noget større. Det fralægger os naturligvis ikke ansvaret for vores eget liv og lykke. Bare fordi vi føler, at vi ikke kan gøre andet lige nu, eller på det tidspunkt, end at gå ind i den relation, så behøver den erfaring ikke vare resten af vores dage her.
Tag ansvar og tilgiv dig selv og andre
Hvis noget ikke er kærligt og opbyggende, så skal vi gå. Altid. Men vi skal ikke fordømme os selv eller den anden for at være den vi eller de var. Tingene var som de var af en grund og måske skulle der 2, 5, 10, 20 år til, før vi kunne se, at det her kommer vi ingen vegne med. At nu har vi gjort hvad vi kunne for at udrede den her relation, nu kan vi ikke gøre mere, uden at gøre voldsom skade på os selv eller den anden.
Når vi ser på alle de forhold, vi er i igennem livet. Venner, familie, elskere, kærester, med det perspektiv på, at der er noget, vi skal gå igennem med dem, så kan vi bedre tilgive os selv for de gange, vi har gjort andre ondt og for de gange andre har gjort ondt mod os. Det betyder altså som sagt ikke, at vi er uden ansvar. For det kan altid kun være meningen, at vi skal gøre vores bedste og kærligste ellers rammer karmaen os lige i bagdelen senere. At have gjort ondt med fuldt overlæg er ikke sjovt at få tilbage igen.
Når en dør lukkes …
Gør dig selv fri af de relationer, hvor du godt ved, at de ikke nærer dig længere. Din rejse med dette menneske i det her liv er slut nu. Vid at der er masser af andre relationer, der venter på at blive udforsket og gennemlevet, og at intet er statisk. Når vi er åbne og giver slip og tør modtage, så overrasker livet på de mest forunderlige måder.
Der er masser af smukke erfaringer, der venter på dig, så gør dig fri af dem, der ikke lader dig vokse i sjælen og hav tillid til, at det var det, du skulle, være sammen med det her menneske, på det her tidspunkt. Intet er spildt, alt er lige som det skal være, hav tillid til det og giv livet lov til at snurre dig leende rundt igen og igen.