Kærlighed

Alt hvad alle vil, er at blive elsket. Dem der er for dumme, dem der er for søde, dem der er for irriterende, dem der er for arrogante, dem der driller, dem der slår, dem der krammer alt for længe, dem der klistrer, dem der er ligeglade. Vi er meget simple. Det eneste det kræver for at forstå andre og sig selv, er at forstå at vi kun vil elskes. Uanset hvor tåbeligt vi så måtte opføre os, så er det det eneste vi vil.

Nogle menneskers kærlighedshul er så enormt at det kan være svært at holde af dem. De mennesker skejer ud på alle mulige og umulige måder og uanset hvor meget vi knokler for at vise dem at vi elsker dem, så vil vi aldrig kunne fylde det hul op. Hullet skulle være fyldt op af de menneskers forældre, men de forældre har måske haft endnu større huller indeni og har ikke kunne gøre det bedre end de gjorde.

Den eneste måde som voksen at fylde det kærlighedshul op på, er ved at arbejde intens med at elske sig selv. Acceptere alt hvad man er og se på det med kærlighed og mildhed.

Det er normalt at prøve at fylde det kærlighedshul med sukker, alkohol, stoffer, for meget arbejde, for mange pligter, for meget tv, for meget drama. Hullet virker uoverskueligt stort, det er alt for voldsomt at mærke det, at dykke ned i det og virkelig føle hvor meget kærlighed der mangler. Men der er ingen vej udenom. Det kan også være svært at mærke det hul, fordi vi har vænnet os til at bedøve os selv, for at undgå smerten der er i at føle hvor lavt vores selvkærligheds-barometer faktisk er. De fire m´er hjælper. De hjælper til at mærke hvem vi er, hvor vi har vores sår, mærke tomheden.

Hvis vi ikke mærker den tomhed, så kan vi ikke heale den. Vi elsker os selv ved at være søde ved os selv. Tale ordenligt om os selv, holde op med at skælde os selv ud, blive bevidste om vores egen indre dialog og høre hvad det er den siger. Rette hver eneste gang vi taler nedværdigende om os selv, tænker dårligt om os, prøver at indgyde skyld og skam i os. Vi skal være vores egne bedste forældre.

Vi skal elske os selv på samme måde som man elsker hundehvalpe og babyer. Helt uden forbehold og med et åbent hjerte. Hvor man siger “pyt” af fejltagelser og griner af dem, hvor man er støttende og kærlig også når vi hyler og skriger, eller tisser på gulvet.

Kærlighed

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.