Hvad nu hvis de følelser vi normalt kalder for trælse, faktisk ikke er virkelige? Hvad nu, hvis alt hvad vi tror vi rummer af misundelse, jalousi, skam, skyld, frygt, depression, ikke er andet end symptomer på et ego, som er vild med at være i offerrollen?
I læsninger og i det hele taget, har jeg længe set de følelser jeg har nævnt ovenfor, som symptomer på et lavt selvværd. Så når de her følelser bliver fulgt til dørs, så ender de altid i manglende kærlighed til os selv. Men som jeg skrev i det her indlæg, hvad skal vi så, når vi så står der foran den enorme mur af manglende selvkærlighed?
Det kan virkelig mærkes uoverskueligt, at gå i gang med at heale alt det mindreværd. Fordi det hele tiden vil spænde ben for sig selv. Så vi skal først over alle de tanker der dukker op, med hvem vi overhovedet tror vi er, at vi kan tillade os at elske os selv, før vi kan gå i gang med selve selvkærlighedsarbejdet. Allerede der er de fleste bukket under og er krøbet tilbage i fosterstillingen, og virvaret af følelser der holder os i et smertehelvede.
Men prøv nu at forestille dig, at hver eneste gang, du mærker en af ovennævnte følelser, lad os sige jalousi, så kan du fra nu af skille dig selv og følelsen ad. Du mærker jalousi i dig og i stedet for først at mærke den og så skal til at overveje om følelsen er sand. For dernæst måske at komme frem til, at det var sku da pokkers at den følelse bliver ved med at dukke op og skabe kaos i dig. Så kan du i stedet for med det samme se egoet.
Du ser at det er egoet der kaster den her følelse ind i dig. For at skabe den her reaktion af følelser i dig, så du ender med at synes det er synd for dig selv. Du ender med at synes, at det er synd for dig selv af et utal af grunde. Men hvis du har arbejdet med dig selv, så vil du nok allermest synes at det er synd for dig selv, at det åbenbart er så kæmpemængder mindreværd du har med dig, at du aldrig kommer til bunds i det. Du VIDSTE også bare inderst inde, at du var særlig meget mere skadet end alle andre. Det MÅ du jo være siden du arbejder og arbejder med dig selv, og du kommer faktisk ikke videre….
Prøv fra nu af bare at sige; Godaw Ego, når der kommer en følelse op i dig. Og se så hvorfor du lige nu har brug for at det er synd for dig. Hvorfor har du lige nu behov for at du føler dig som et offer, siden du fik drønet jalousi ind i dig med 180 km/t.
Har du overhørt dine egne behov? Har du sovet for lidt? For meget sukker? Tilbragt tid sammen med nogen hvor du havde svært ved at holde roen i dig selv? Har du overhørt signaler om at du trænger til alenetid? Overhørt at der var noget kreativt der skulle ud af dig? Overhørt at du trængte til tid i naturen? Til motion, at bevæge din krop?
Så fra nu af, så kan du altså slippe for at plaske rundt på overfladen i den fedtede pøl af jalousi, misundelse, frygt osv. Du kan dykke direkte bagom følelserne og se på hvad det er egoet får ud af at føle dem. Du sørger for at give dig selv ægte omsorg, ved at se på grunden til at egoet gerne ville ind i offerrollen.
Måske opdager du at der faktisk ikke var noget du manglede. Måske opdager du at egoet tager turen i offerrollen af vane, måske fordi det lærte da du var barn, at det var en måde at få opmærksomhed på. Det er ikke så vigtigt at kende den store bagvedliggende grund til hvorfor behovet for offerrollen er opstået. For hvis vi bliver ved med at blive forført af de følelser den kaster ud som fangarme, så er det jo et fedt om vi ved hvorfor den er opstået i første omgang eller ej.
Tingene er ikke komplicerede. Vores psyke er ikke et stort mysterie vi aldrig kommer til bunds i. Vi er ganske simple, bevidsthed, ego og sjæl, der er ikke andet i os. Når vi kan afkode hvad der er hvad, så bliver livet så meget nemmere, så meget sjovere og så meget mere fri for frygt.
Hvis du vil lære mere om hvordan du mærker hvad der er ego og hvad der er sjæl i dig, så kan du tilmelde dig mit nyhedsbrev her og få tilsendt min grundige guide til emnet, nemlig Ego – og Intuitionsguiden.