Hellige Køer

I forlængelse af mit sidste indlæg kom jeg til at tænke mere over det med at være venlig og om hvordan det for mig at se, er den vigtigste spirituelle praksis overhovedet.

Jeg har deltaget i virkelig mange kurser, både i ind – og udland, i spiritualitet og selvudvikling. Det har været og er fantastisk, at rejse rundt og møde andre mennesker som interesserer sig for at lade sig åbne for verden på andre måder, end dem vi normalt er opdraget til i samfundet.

Noget som jeg har tænkt meget over på de kurser rundt omkring, med mange forskellige typer mennesker, er at det virker som om, at jo mere folk ved, jo mindre venlige bliver de. Jeg har deltaget i kurser hvor folk har afbrudt hinanden i en uendelighed, for selv at få lov til at tale om dengang de var en skarabæ i Egypten i et tidligere liv. De har ville sidde tæt på læreren og har fedtet meget ubehageligt for personen. Eller de har skyndt sig at tage først af maden, gået ind foran andre for at komme til. Ryddet et fad med kage, selvom mange andre ikke havde fået. Det har været mennesker som jeg er sikker på ved meget, men hvor deres ego desværre også har været bevidst om det.

Andre steder, hvor alle er enige om at vi ingenting ved overhovedet, der kan folk ikke træde nok tilbage i madkøen for hinanden. Og det ender med at den person som står forrest, begynder at hælde mad op til dem bag i køen, i stedet for at tage først. Det er som regel de kurser hvor vi alle er på det rene med at vi er nybegyndere, også selvom vi måske ikke er det. Men at erkende at vi faktisk ikke aner ret meget, er en god og ydmyg indstilling til livet.

Hvis jeg har været på et kursus hvor der er en “os og dem” stemning, enten mellem os særligt udvalgte på kurset og resten af verden, eller mellem lærerne og kursisterne, så render jeg derfra så hurtigt som overhovedet muligt. Det har forbløffet mig mange gange at flere laver kurser i spiritualitet og så helt glemmer det vigtigste, nemlig at elske sine medmennesker, uanset om de er med i klubben eller ej. At lærere tillader at blive sat på piedestaler, at de tillader kursister at behandle dem som om de er noget særligt, tillader at der er kamp om deres opmærksomhed og nåde, det er ikke et godt tegn.

Hvis du kigger på kurser du gerne vil deltage i, så læg mærke til hvilken følelse læreren giver dig. Er din lærer et bedre menneske, højere udviklet, et klogere eksemplar end os andre? Er der i kurset en tone af almindelig respekt og kærlighed overfor mennesker? Klinger det af ydmyghed overfor den storslåede rejse det er for os alle sammen at være her, uanset om vi kan kanalisere en farao, tale med dyr, eller se dimensionerne flimre farverigt omkring os?

Der er masser af egoer som lader sig puste gevaldigt op af at være særligt udvalgte og have specielle evner i den ene eller anden retning. Stol kun på dig og følg din mavefornemmelse. Hvis noget føles sært og sekterisk, så er det sært og sekterisk. Der er ikke noget galt med dig og din fornemmelse. Løb så hurtigt du kan ud i naturen og bliv mindet om at vi bare er sjæle i kroppe, det er fantastisk, men vi er alle sammen fantastiske. Der kan være mere visdom i en samtale med en taxachauffør, end i et weekendkursus til 20.000 kr. Åbn øjnene og ørerne og åbn dig for den dialog som universet og det Guddommelige konstant prøver at føre med dig.

Du er din egen lærer. Du er din egen guru. Der er ingen andre over dig, ingen under dig, vi er alle lige. (Læs mere om det her.) Hvis du på et kursus ikke selv kan lære at få adgangen til visdommen, men hele tiden skal købe mere, komme højere op i rækkerne, komme tættere på læreren, for at få den sande information, så burde det naturligvis også fortælle dig at det her er ikke andet end salg. Der er ingen mellem dig og det Guddommelige, ingen overhovedet. Det er en ret grim egofælde at falde i for en lærer hvis de lader dig tro at de står mellem dig og det Guddommelige, men lad dem om det, bak bare smilende ud af lokalet og spring ind i den næste bus væk derfra.

Lad ingen give dig følelsen af at du ikke er god nok, ikke ved nok, ikke har været på nok kurser til ikke at vide hvad der er bedst for dig. Og hold nøje øje med om almindelig venlighed og respekt er tilstede, både blandt dem der udbyder kurset, men også mellem kursisterne, som som regel er et fint spejl på hvad der foregår i kulissen og du kan se, om det virkelig er nogle mennesker du vil blive som.

Løb din vej fra den slags. Så kan vi mødes under det store træ i parken, have bare tæer i græsset og grine, se på skyerne og tale om hvor fjollet og dejligt det er at være menneske her. At vi alligevel ikke ved en dyt og at det i sig selv, er helt fantastisk befriende. Hvem tager trøfler med?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.