Guldet er i det uerkendte

Hver eneste gang jeg har været hård og sagt: Det vil jeg aldrig gøre! Den person vil jeg aldrig se igen! Det her kommer jeg aldrig til at turde! Så kan jeg være 100% sikker på at muligheden for at gøre netop det jeg ikke vil, dukker op kort tid efter. Alt det jeg ikke tør, er det jeg skal.

Da jeg begyndte at lægge mærke til at det var det der skete, var jeg i lang tid i total fornægtelse, for det kunne altså ikke passe, at jeg skulle gøre det jeg ikke ville. Så begyndte jeg at arbejde med smidighed i mig selv, jeg blev mildere og begyndte at gå stille og roligt med de beskeder der kom om at jeg skulle bevæge mig. Beskeder som altså kom hver eneste gang jeg havde sagt eller udtrykt noget meget sort/hvidt.

Nu ved jeg, at så snart jeg får lyst til at skrige NEJ TAK til en mulighed, et møde, en udfordring, fordi det måske kunne blive ubekvemt for mit ego, så kan jeg ligeså godt bare selv gå ind i løvens gab, inden jeg bliver skubbet derind. Jeg venter ikke så ofte længere på at blive skubbet, det er trods alt rarere at gå selv.

Løvens gab kan sagtens være et, for egoet, træls sted at være. Det kan også være at det slet ikke var så slemt som egoet forudså, men ret ofte har egoet haft ret i at det her godt kunne blive tåkrummende. Men det er kun hvis jeg mødte situationen og blev i egoet samtidig.

Så nu jeg går ind i situationen jeg ikke tør være i, og gør mig meget umage for ikke at være i egoet, så jeg trods alt kan lære noget, nu hvor jeg alligevel sidder der hvor jeg ikke tør være. Der er ingen grund til at lade den akavede situation gå helt til spilde, jeg kan ligeså godt vride nogle vitaminer ud af det, der ikke måske ikke umiddelbart smager vildt godt.

Jeg ser også ærligt på mine følelser, for det er det samme med dem. Hvis der er en følelse i mig jeg gerne vil undgå at mærke, så kan jeg være helt sikker på at jeg bliver ved med at komme i situationer hvor jeg får mulighed for at være i dem der er svære for mig.

Hvor bliver jeg jaloux? Misundelig? Føler mig angrebet? Vred? Ked af det? Trist? Jeg vader direkte ind i det, ruller mig i følelsen og situationen der skaber den, mærker den så meget at jeg føler jeg bliver et med den. Ser på frygten for det hele. Og så ser jeg på mig selv. Hvad handler det her om i mig? Hvad er det den her følelse er så sød at dukke op for at bede mig om at arbejde med i mig selv?

Guldet er i det uerkendte, der hvor jeg ikke tør være i mig selv, eller det er jo kun der hvor egoet ikke tør være i mig. For den sande del af mig, er jo ligeglad med hvad der er pinligt eller føles træls. Mig der er sjæl, er kun interesseret i udvikling og jeg ved at for at udvikle mig, er jeg nødt til at bevæge mig. Bevæge mig ud af egoet og ud i lyset, med åbne øjne, åbent hjerte og en åben bevidsthed, som ønsker at lære ved at se på frygtløst på sig selv.

Ved at turde erkende det uerkendte, træder jeg ud i livet med en rank ryg og et levende blik, uden frygt for hvad verden måske vil vise mig om mig selv. Livet går fra at være et sted jeg skal bevæge mig forsigtigt rundt i, så jeg ikke vækker løven, til et sted hvor jeg smøger ærmerne op og går hen og krænger løvens kæber fra hinanden. Så kan jeg komme derind hvor det måske nok gør ondt for egoet, men rigtig godt for sjælen.