Hvis man står et sted hvor man ønsker at udvikle sig, rykke på ens personlige og spirituelle vækst, så er der nogle begreber som kan være gode at kende for at man kommer til at spænde mindst muligt ben for sig selv. Det er sådan at vi som mennesker er indrettet med et ego. Egoet er vores personlighed, vores identitet, vores emotioner. Egoet er opstået for at beskytte os, egoet er ikke en fjende, egoet er vores panser. Egoet er opstået ud af frygt, når der er sket noget i vores liv hvor vi er blevet angste, så er egoet gået ind og har trøstet os. Det har givet os ret i vores angst, bekræftet os i den, en misforstået omsorg, men dog en omsorg.
Hvis vi sidder fast i vores ego og ikke kan komme bagom og lytte på den virkelige kærlige og uendelige omsorg der flyder fra vores sjæl, den omsorg som også trøster, men som ikke bekræfter os i at vi enten fortjener at være ulykkelige eller bekræfter os i at verden er et utrygt sted at være, så kan vi ønske os spirituel og personlig udvikling nok så meget, det kommer ikke til at ske hvis vi ikke tør give slip på egoet.
For det er netop det vi skal. Vi skal slippe. Det kan være for abstrakt for mange at tale om at slippe egoet. Først må man gøre sig bevidst hvad det er for mekanismer egoet skaber i en og så kan man begynde at slippe det.
Så det vil sige, ligeså snart du bliver bekymret, bange, vred, irriteret, ulykkelig, når du har mærket den følelse som gør dig utilpas, så giver du slip. Det handler ikke om at fornægte de følelser der kommer op, der sker intet som helst ved at mærke vreden, angsten eller bekymringen. Det er også okay at græde, råbe eller fnyse. Men vi skal bare vide at vi ikke er de følelser. De følelser opstår fordi vores ego bliver truet og bliver bange. Egoet er som et lille barn og hvis vi skælder egoet (og dermed os selv) ud over at føle det som det føler, så er det ligesom at skælde et barn ud over at være ked af det. Kedafdetheden forsvinder ikke ved at blive råbt vredt af, den vokser bare, måske kommer den ikke så meget til udtryk nu hvor den er blevet fortalt at den er forkert, men den vokser tilgengæld inde bag panseret. Så vi skal slippe kærligt i stedet for at bekræfte os selv i at vi er forkerte ved at skælde ud over følelserne.
Når der opstår en tanke i dig som gør dig utilpas og urolig, måske en tanke om fremtiden, eller fortiden, en tanke om andre, om verdenen vi lever i, så slip den igen. Bare sig til dig selv, jeg slipper de her tanker om det og det, for det hjælper mig ikke nu til at blive et bedre menneske at jeg holder mig søvnløs over situationen på Krim. Eller at jeg liner alle mine fejl fra fortiden op på en række, eller bekymrer mig om alle de scenarier der er mulige i fremtiden. Det er ikke så nemt bare at slippe de tanker i starten, men bliv ved. Det bliver sådan at en dag sidder du i solen og kommer til at tænke på noget som gør dig trist, eller du oplever noget der gør dig usikker og så er du i stand til at skyde det væk. Du slipper det bare igen, lægger mærke til følelsen af uro det skabte i dig og så slipper du det og vender tilbage til tilstanden af ro og glæde. Du træder ud af panseret, til en verden hvor du er i tillid til at den vil dig det bedste, du møder verden med et åbent hjerte og ikke som et pansret fartøj.
1 Comment