GIG IN THE WOODS: STUEKONCERTER I VORES HJEM

Min mand David og jeg har længe haft et ønske om at åbne vores hus her i skoven på Syddjurs. Tanken om, at vi kunne dele vores hjem med andre fik endnu mere fart på, efter vi sidste år deltog i et par stuekoncerter hos Maria og Nikolaj i Handrup ved Ebeltoft. Det var nemlig en virkelig dejlig oplevelse at sidde helt tæt med musikerne, i en stue. At sidde side om side med andre mennesker i en helt almindelig stue. Og i fællesskab mærke glæden ved musikken, og den skaberkraft der flyder igennem os alle.

Derfor vil David og jeg nu åbne vores egen lille stue for koncerter, og i første omgang invitere nogle af de mange musikere vi kender hjem til os. Vi har lavet Facebook-gruppen Gig in the Woods og igennem den gruppe poster vi koncerterne, vi vil holde i huset. Gruppen er åben for alle og alle er meget velkomne hjemme hos os.

Den første koncert vi afholder er med Gry & Freja. Derudover vil David åbne aftenen med sit eget lille sæt på elektrisk guitar med looper-pedaler. Du kan se begivenheden for koncerten lige her.

Billede af Gry & Freja, der står uden for et bindingsværkshus. De er de første, der spiller hos os til de stuekoncerter vi holder i vores hus.

Jeg er så heldig, at jeg har lært Gry at kende igennem en selvudviklingsgruppe jeg er en del af. Gry er en vidunderlig sanger og multimusiker. Musikken flyder som en levende flod igennem Gry og får det fineste udtryk, uanset hvilket instrument hun griber.

Gry vil med hendes veninde Freja, som hun har lært at kende igennem det bulgarske kvindekor Sedjanka, fortolke mexicanske mariachi-serenader, brasilianske hymner, argentinske zambaer, bulgarsk hyrdepartisanfolklore, roma-klassikere, og hvad der ellers antænder den sitrende sangglæde. Fra Norden krydres verdensgryden med egne kompositioner.

Hvis du har lyst til at hilse foråret velkommen med en hjerteåbnende oplevelse, i selskab med andre søde mennesker, så er du meget velkommen. Vores hus er åbent for alle, der har lyst til at komme og dele musikken. Og kærligheden til livet og lyset på en fredfyldt og fri måde.

Jeg håber vi ses! Hvis det er noget, du gerne vil deltage i, så husk at melde dig til under begivenheden på Facebook. Blot så vi har lidt en ide om, hvor meget te vi skal brygge.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.