Fuldkommen

Perfektionisme er noget de fleste af os i mere eller mindre grad kæmper med. At skulle være perfekt ligger i vores opdragelse, i vores opvækst, i vores samfund. Det kan være en rimelig hård nød at knække at arbejde med at vi faktisk er perfekte sådan som vi er. Vores normer kommer med det samme ind over og råber en masse eksempler på hvordan det ville have været perfekt at have handlet/været/opført sig i en masse forskellige tilfælde af vores liv.

At være fuldkommen er noget ganske andet. Det er faktisk ikke så svært at acceptere at man er fuldkommen, selvom det er præcis det samme som at være perfekt. At være fuldkommen er rummeligt og blødt og ikke hårdt og kantet som perfekt. Ordet perfekt er det samme som ordet Gud. Et ord som er ladet med så meget besynderlig energi, ikke kun fra os selv og vores egen historie, men også fra historien op igennem alle tider, at det kan være svært at mærke den ægte betydning af ordet.

Virkelig at forstå at man er Gud er det samme som virkelig at forstå at man er perfekt, eller fuldkommen. Virkelig at acceptere dybt ind i ens kerne at der findes ikke fejl. Der findes kun erfaringer. Hvordan vi så vælger at tackle de erfaringer er helt op til os selv. Om vi bruger dem til at blive klogere og stærkere ikke kun på os selv, men også på andre mennesker. Eller om vi vælger at bruge de erfaringer til at blive forkrøblede i vores følelser og tillid til verdenen.

Gud kan ikke være uperfekt. Gud kan ikke være ufuldkommen. Vi er det samme som alt andet her på jorden. Vi er det samme som træerne, som vinden, som blomsterne og dyrene. Vi er ikke anderledes. Vi er et billede på kraften som alt andet er det. At tro at vi er anderledes, er enten ufatteligt arrogant eller ufatteligt lamt. Vi ville heller aldrig se på et træ og tænke at det godt kunne være lidt mere perfekt. Eller se på en jaguar og tænke at den godt kunne være lidt mere fuldkommen. Den er som den er og vi er som vi er og det er godt nok. Det er det virkelig. Godt nok.

Det vi gør er det vi kan lige nu. At skælde sig selv ud over at det ikke er godt nok, det ville svare til at tigeren skulle gå og slå sig selv oveni hovedet med at den ikke er tilstrækkelig som tiger. Eller at solopgangen altid ville måle sig med solnedgangen og ønske at den var lidt anderledes. Solopgangen er fantastisk som den er og det er vi også. Vi er fuldkomne. Vi er tiptop. Top notch. Vi er fuldendte og det er faktisk temmelig freaking amazing at være menneske.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.