Forleden dag var jeg sent om aftenen blevet hentet af min kæreste i bil. Min kæreste parkerede her i Aarhus hvor vi bor. Foran en café som på det tidspunkt havde ret mange gæster.
Da jeg stod ud af bilen, havde min taskes rem viklet sig rundt om mit ene ben og mit ben var på den måde egentligt fanget i bilen. Resten af min krop var dog stadig på vej ud af den. Det foranledigede, at jeg faldt pladask ned på fortovet og slog mit venstre knæ ret meget.
En del af mig skulle virkelig koncentrere sig for ikke at tudbrøle af træthed og smerte der foran caféen. En anden del af mig, skulle holde øje med hvor mange mennesker der så mig. Samtidig skulle jeg hvisle et eller andet til min kæreste, med at jeg ikke var klar til at høre hvor sjovt det havde set ud inde fra forsædet. Hvorfra han så mig forsvinde ned på siden af bilen.
Da jeg skulle sove den aften var jeg stadig meget fornærmet over at det var sket. Altså at jeg, JEG, var faldet på fortorvet. Jeg var i gang med en historie indeni, om at jeg nok ret sandsynligt havde brækket hoften, så min kæreste kunne altså stadig ikke tillade sig at grine. Han fik allernådigst tilladelse til at holde om mig, så jeg kunne modtage en smule trøst trods alt.
Det selvhøjtidelige ego
To dage senere rejste jeg mig og stødte en tå ind i benet på min stuetrampolin. Det tog jeg ikke pænt. Og fordi der ikke var andre tilskuere end min søn og kæreste (altså ingen fyldt café), fik jeg brølet noget med at det IKKE VAR TILLADT AT GRINE! Hvilket udløste en del spruttende fnisen hos min søde familie.
Det blev ikke mødt så smukt i mig, at jeg slog min tå. Ligesom jeg ikke tog faldet ud af bilen så pænt. Jeg var helt sikker på at min tå var brækket. Så jeg lavede lynhurtigt et billede, af at jeg måtte ligge på langs i mindst 4 uger. Med min sortblå tå stablet op på puder til skue for alle, der måtte have audiens hos den lidende dronning Anja.
Jeg var i gang med at aflyse alle aftaler det næste lange stykke tid, fordi jeg nok hellere måtte erkende, at jeg højst sandsynligt aldrig kom til at gå rigtig godt igen.
Dagen efter gik jeg til min egen store overraskelse hen til helsekosten og købte en chokoladebolle.
Utroligt nok kunne jeg ikke mærke noget som helst i min tå, som jeg også havde forestillet mig nok måtte blive amputeret. Så slemt stod det sandsynligvis til med den. Mit ego krympede sig dog over, at jeg nok igen måtte blive mødt med udsagnet “dramaqueen” fra min kæreste.
Den kildrende smerte
Et par dage efter sad jeg og ventede på bussen her i Aarhus. Fortorvet var fyldt med flotte stykker orange papir fra cigaretternes filter. Der duftede sødt af skodderne. En stor klat på fortorvet var rød og tyk og måske var det blod fra aftenen før, måske var det smoothie fra samme morgen.
Jeg glemte lige der mine historier om cigaretskodder, blod, lugten af by og fest. Jeg kunne mærke noget i mit knæ og i min tå. Jeg glemte, at det jeg kunne mærke, var det vi kalder smerte, for det jeg mærkede, var en kilden. En sjov fornemmelse af at have glemt historien om smerte og jeg oplevede rent i min krop, hvordan det føles at have glemt historien om at have ondt.
Jeg er den der observerer det hele. Jeg er den voksne som stadig er 5 indeni og har lyst til at råbe og bande og slå på ting når jeg får en hudafskrabning på mit knæ. Jeg er den voksne trætte uden humor som slår sin tå på trampolinen og får lyst til at kyle den ud af vinduet, men som nøjes med at råbe af dem jeg elsker.
Jeg er den der ikke er noget som helst. Som nyder synet af orange skodder, rødt blod, duft af alkohol, tis, cigaretter og lyden af by. Jeg er den der mærker kroppen uden dommen om smerte. Som mærker fornemmelser der kun er fysiske og som kun fylder i mit sind, hvis jeg dømmer dem som dumme. Uden en historie på smerten, er smerten kun en kilden. En kropslig fornemmelse.
Jeg mærker egoet rulle sig frem i mig og jeg sidder inde bagved og griner. Og jeg er fremme og er i egoet og mærker det og jeg trækker mig igen og ser det på afstand og morer mig helt vildt over så skørt det er. Det er en konstant bevægelse. Bølger frem og tilbage i bevidstheden. Skiftet mellem ren væren i det der er og væren i egoet der reagerer på det der er.
Det er skørt og sjovt og det hele er en leg.
