Dyrk champagnebrusen

Nogle gange kan vi bryde vores hjerner, tænke frem og tilbage, for og imod, analysere, tale om det med andre og ligge vågen halve og hele nætter for at finde en løsning på en situation vi er i. Vi kan se på os selv, vores egne mønstre, skygger, lyse sider, gennemgå hele vores barndom for at prøve at finde en forklaring på hvorfor det her er opstået i vores liv, finde ud af om det er vores skyld. Hvad vi skulle have gjort anderledes, hvad vi kan gøre for at rette op på det, hvordan vi kan forandre os for at få det til at fungere.

Vi kan blive så viklet ind i tingene at vi slet ikke længere kan se klart og det er først når vi har forladt situationen, at vi kan se hvor langt vi strakte os, hvor meget vi prøvede at forandre os, for at gøre situationen bedre. Hvad der er vigtigt at forstå i alle livets forhold er, at det ikke er meningen at tingene skal være svære.

Hvis vi prøver at tage den mulighed ud af alt i vores liv, hvis vi bestemmer os for at begrebet “svært” eller “hårdt” eller det “at kæmpe” ikke eksisterer, så bliver det pludseligt meget simpelt. Hvis vi ser på de forhold vi er i, hvor tingene ikke flyder nemt, hvis vi ser på dem med visheden om at hvis det ikke flyder, så er det ikke sandt, så er det så meget nemmere at forlade det. Så er det meget nemmere at se lorten for hvad den er, det er ikke meningen vi skal gå ud af vores gode skind i vores arbejde, i vores kærlighedsforhold, over vores hus, over vores venner. Hvis det ikke virker, så er det ikke sandt.

Det kan lyde meget firkantet og vi bestemmer naturligvis selv hvor længe vi vil være i noget som giver os ondt i maven og søvnløshed. Problemet er ikke at vi gang på gang går fra job, hus og hjem, hund og kat. Det er virkelig de færreste der har det mønster. Vi er pligtopfyldende og bliver og bliver for at løse det vi er i. Og det er også okay, men det trælse opstår der, hvor vi ikke længere kan mærke hvad det er der er sandt for os. Der hvor vi er blevet viklet så meget ind i skøre mønstre af skyld, skam og af at skulle være noget andre gerne vil have at vi er, at vi ikke længere kan mærke, ikke længere kan huske, hvordan det føles når tingene bare er gode og glider.

Så dyrk de gode minder. Husk på de jobs du havde hvor det var sjovt. De forhold du havde hvor det hele var lyserødt og nemt, champagnebrus, røde roser og dybe kys. De venner hvor I ingen konflikter havde, men bare dansede natten lang og sad og så solen stå op sammen i stilhed. Mind dig selv om alt det gode, mærk det i dig. Sådan er det meningen du skal have det. Hvis du ikke har det sådan nu, så skab den forandring i dit liv så du får det sådan.

Det er ikke meningen at det skal være svært. Der er masser af udvikling i det gode, det er bestemt ikke sådan at bare fordi du får et dejligt job, en sød kæreste, en masse gode venner, at så bliver du en lalleglad grøntsag som aldrig mere giver dit liv en reflekterende tanke. Du vil tværtimod opdage at du bliver så meget større, så meget bedre, så meget kærligere et menneske af at vælge gode ting for dig selv. Der er virkelig ingen grund til at blive i noget skidt, når der er så mange smukke mennesker, oplevelser derude som bare venter på at blive til søde minder i dig.

Der er ikke nogen som giver dig en medalje og et klap på ryggen når dit liv er slut, fordi du blev i et job du blev skaldet og stresset af. Eller et forhold der gjorde dig duknakket. Fyld dit liv med minder så søde og smukke at de får Disney til at virke blegt og tamt, gør ting der får dig til at le så højt at du får tårer i øjnene, vær med mennesker som gør dig helt rolig i maven og som holder af dig, lige præcis som du er og som får dig til at være den bedste version af dig selv der findes. Det findes, du ved det også godt, dybt inde i dig selv, livet skal være nemt og som en dans på en solbeskinnet eng. Tillad ikke andet i dit liv i længere tid af gangen.