Den Store Drøm – Livet er en Illusion

Tanken om at det her vi oplever som virkelighed, ikke er virkeligt overhovedet, men blot er en drøm vi drømmer, får det til at gyse frydefuldt indeni mig. At alt det jeg oplever som virkelighed, blot er noget jeg projicerer ud, det får det til at gibbe i mig af glæde.

Over hele jorden, hos de mennesker vi kalder for de oprindelige befolkninger, er der fortællinger der handler om den store drøm. Den drøm vi kalder for virkeligheden eller for livet. Fortællingerne handler om hvordan vi selv er frie til at skabe den drøm vi lever i, og hvordan det er vores egen opgave at vågne fra den og se den for hvad den er. En illusion vi selv har skabt, som en film hvor vi har hovedrollen. Vi vælger så selv om vi er med i en tragedie eller komedie.

Det der er så spændende ved tanken om at livet er noget jeg drømmer, det er, at hvis jeg virkelig har skabt mit liv selv, med alt hvad jeg har oplevet, hvordan kan jeg så lade være med at føle mig som en fiasko, når jeg tænker på fx dengang min krop prøvede at have kræft?

Det er muligt for mig, når jeg ved at Verden er Venlig. For i en venlig verden, der kan jeg ikke skabe noget der er dårligt. Der kan jeg kun skabe noget der gør mig klogere. Hvis jeg var død herfra, dengang jeg min krop havde kræft, så ville jeg have oplevet en overgang til noget andet. Døden er ikke dårlig, det er kun vores egoer der synes det.

I dag har jeg ingen sorg forbundet med at have haft kræft. Jeg har kun taknemmelighed tilovers for oplevelsen, for der var så meget skønhed og så meget lærdom forbundet med at opleve den sygdom. Hvis jeg skulle få kræft igen, så vil jeg se på den på en helt anden måde nu, end jeg gjorde dengang. For dengang var jeg indoktrineret af New Age og troede at jeg havde tiltrukket den her sygdom, fordi jeg var et slemt menneske eller have en skidt karma eller noget andet vrøvl. Det gjorde det meget smertefuldt at gå igennem sygdommen dengang, hvilket ikke var dårligt, for igen, den smerte lærte mig også utroligt meget.

Det er en meget endimensionel måde at se det på, når vi tror på tanken om at vores verden er noget vi har projiceret ud og så samtidig tror, at der er noget der hedder godt eller skidt. Det skaber nemlig de her trælse tanker om skyld og ansvar og hvad så med de fattige børn i Afrika?

Hele humlen ved det er at acceptere, at vi ikke kan projicere negativt ud. Det ville svare til at vi ejede negativt i os og det er ikke muligt. Vi kan tale om at egoet kan se mere eller mindre kønt ud, men selv egoet er ikke en negativ ting. Bevidsthed og sjæl kan ikke eje negativt, det er rent, en del af alting, en del af det Guddommelige. Der kan ikke eksistere negativitet i det vi kalder for Gud.

Så når vi forstår at vi ikke kan projicere negativt ud, fordi vi ikke er negative væsner, så må vi acceptere at det vi oplever i vores egen lille drøm, altså er positivt, Venligt hvis det er nemmere at sluge. Så det vil sige at ALT, altså ALT i min drøm er noget der er til for at hjælpe mig. Gøre mig klogere.

Min drøm er min. Hvad du tænker om den eller hvad andre tænker, er fuldstændigt lige meget. Ligesom hvis jeg havde en mening om den måde du drømmer på, heller ingen betydning har. Og så…Nu ved du hvad jeg så vil skrive…Så er vi jo frie. Er det ikke vidunderligt?