Den dag jeg ikke var venlig

Der var en dag hvor jeg ikke var venlig. Jeg får lyst til at undskylde mig med at jeg ikke gjorde mit bedste, men det er noget vrøvl, for det jeg gør, er altid det bedste jeg kan i den situation jeg er i. Ellers ville jeg gøre det anderledes.

Den dag jeg ikke var venlig, der kunne jeg ikke række ud mod mennesket foran mig. Jeg kunne ikke røre hendes arm, og sende hende milde øjne samtidig, sådan som jeg normalt ville gøre det.

Smilet i mit ansigt, kom kun fra min mund. Jeg kunne virkelig ikke få det op i mine øjne. Jeg husker at jeg tænkte i situationen, at jeg ville prøve at få øjnene med, men det lykkedes ikke.

Der kom ingen ord ud af min mund. Ingen trøst, ingen omsorg, ingen beroligende tilkendegivelser.

Jeg lod kvinden stå foran mig og have det skidt, uden at jeg kunne række ud. Hendes ubehag over at stå foran mig i den situation vi var i, var så smertelig, at det ikke engang først var bagefter jeg så den. Selv da jeg stod der og så hende være virkelig utilpas foran mig, registrerede jeg at hun lyste af nervøsitet og usikkerhed. Og endnu værre, jeg vidste at det var på grund af mig hun havde det sådan. Og jeg gjorde stadig intet for at lindre hendes smerte.

Der er masser af historier jeg kunne fortælle om hvordan vi to mennesker var endt der, hvor vi stod foran hinanden, hvor den ene af os følte sig meget underlegen og undskyldende overfor den anden. Men historierne hører egoet og fortiden til, ligesom kravet om retfærdighed og det vi kalder for fair gør det.

Da jeg stod der, overfor den kvinde, da var det ikke muligt for mig at være venlig. Og med venlig mener jeg ikke at jeg ikke smilede, at jeg ikke med min krop viste åbenhed, for det gjorde jeg. Men vi kan alle sammen mærke forskel. Vi kan mærke forskel på hvornår hjertet er med i venligheden, hvornår vi tilsidesætter vores egen historie, for at sørge for at et andet menneske ikke længere er utrygt.

Det var så ubehageligt at stå der. Og jeg kunne ikke gøre andet end det jeg gjorde. Og det har været så ubehageligt efterfølgende at tænke på, hvordan jeg gjorde et andet menneske så utilpas. På grund af hendes historier om mig og historierne om hende i mig, som jeg i situationen ikke kunne sætte mig ud over.

Jeg har tænkt meget over ægte venlighed siden. For jeg kunne tydeligt mærke, at jeg ikke var ægte og det kunne hun også. Jeg har tænkt meget over, hvor virkelig ubehageligt det føles i mig, at et menneske foran mig havde det sådan og jeg rakte ikke ud. Jeg var den der kunne ændre situationen og den måde hun havde det på og jeg gjorde det ikke. Det mærkes absolut afskyeligt i mig at have haft magten til at ændre noget fra frygt til lettelse og ikke gøre det. Om det så var Hitler jeg stod overfor, så vil jeg aldrig ønske at have den slags indflydelse på et andet menneske. Jeg gjorde et andet menneske utrygt og det føltes så hæsligt.

Den oplevelse rykkede noget rundt i mig. Utryghed fik så tydelig et sprog gennem kvinden jeg stod overfor. Den utryghed ønsker jeg aldrig mere, at være med til at skabe hos et andet menneske. Min venlighed skal være så varm at al frygt smelter i nærheden af den, det er alt for hårdt for mig at bære andet i mig selv.

4 Comments

  1. Laila
    18. maj 2016 / 09:33

    Selv tak, kære Anja:) Jeg kan inderligt godt forstå dig. Din taknemmelighed, og at du vil tage ansvar. Og at du føler, det ikke var for meget.
    Det er også kæmpe spørgsmål, tænker jeg pludselig – og hvor er der meget at lære nu – og derude i vores allesammens skønne liv.
    Alle bedste og varmeste hilsner til dig, Anja. Du er sej! Fra Laila:)

    • Anja Dalby
      Forfatter
      18. maj 2016 / 09:45

      Ja det er kæmpe spørgsmål, men tak fordi du stiller dem. Det er med at prøve at forholde sig åbent og undersøgende overfor sig selv og verden, for ja der er så meget at lære. Det hele er så spændende. Jeg er virkelig også vild med vores allesammens skøre skønne liv. Tak Laila, du er også sej :) Kh Anja

  2. Laila
    18. maj 2016 / 07:21

    Jeg kommer til at tænke på, ved at læse din historie, at det underbevidste eller sjælen altid skaber modvægt. Fx hvis man har skrevet om verden som venlig – så kommer modsatheden på et tidspunkt. Hver gang. Ligesom når lyse drømme erstattes af mørke drømme. Jeg tror, det er en kommunikation derfra, for at skabe balance. Men også nogen gange frygt for udvikling, som er helt naturlig.
    Jeg føler med dig og hende i den her situation. Et spørgsmål: Tager du for meget ansvar overfor den? Varmeste hilsner fra Laila

    • Anja Dalby
      Forfatter
      18. maj 2016 / 07:35

      Kære Laila, jeg tror du har helt ret. For mig føles det meste som en kommunikation mellem min bevidsthed og min sjæl og også denne situation, hvor jeg nemlig fik lov at mærke det modsatte af at være venlig. Jeg er meget taknemmelig for oplevelsen, den har lært mig så meget og jeg ville slet ikke være den foruden. Da jeg skrev den ned, kom spørgsmålet også til mig, om jeg tog for meget ansvar overfor den. Og sådan føles det ikke i mig. Hendes historie er hendes og den er jeg sådan set udenfor, min historie er min og det er den og effekten af den overfor et andet menneske, jeg gerne vil lære af. Jeg kan kun tage ansvar for mig, men det vil jeg så tilgengæld også gerne gøre 100%. Det er meget spændende arbejde :) Tusind tak fordi du læser med og fordi du tager dig tid til at skrive. Tak Laila! Kærlig hilsen Anja

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.