De modigste mennesker i verden, overhovedet og uden tvivl, er dem der er voksne og tør elske igen.
Det er ikke svært at blive forelsket når man er ung. Faktisk bliver man forelsket hele tiden. I ens veninder. I 4 fra klassen. I 7 fra diskoteket. Hjertet er åbent og man deler det ud til højre og venstre.
Så begynder man at få forhold. Og det gør ondt når de slutter. Man er ung og uden erfaringer af den slags, så man tror ikke at smerten forsvinder igen. Man ligger i fosterstilling i lang lang tid og hulker og tror at ens liv er forbi. Pludselig er der en anden der smiler og man har glemt alt om smerten og vader uforbeholdent ind i et nyt forhold.
Når man er voksen og forhold slutter, så gør det ikke ondt på samme måde længere. Man ved af erfaring at smerten ender engang. Men i hjertet er der kommet en kynisme, som gør at man ikke rigtigt længere tror på kærligheden.
Det gør ondt på en anden måde som voksen, at have kærestesorger. Næsten på en værre måde, fordi man nu mister håbet. Man orker næsten ikke endnu et forhold, fordi man ved jo hvordan det ender. Det ender med at man bliver ked af det og livet virker næsten for kort til at bruge på den slags.
Alligevel gør vi det igen og igen. Også selvom biologien ikke længere råber på afkom og redebygning. Vi møder en særlig en og tænker nej fandme nej, ikke en gang til. Nu har jeg det lige så godt. Nu er der endelig ro. Jeg har smidt min dobbeltseng ud og der er kun plads til mig i min sofa. Alt i os skriger nej. Nej jeg tør ikke. Nej han/hun gør mig bare ked af det. Nej vi passer ikke sammen. Nej han/hun er alt det jeg ikke skal have i mit liv.
Men heldigvis, åh heldigvis, så har hjertet andre planer. Hjertet er modigt. Selvom det er fyldt med ar og måske stadig blodige, åbne sår, så hvisker det: Prøv igen. Prøv prøv prøv igen. Se hans smil. Se hendes øjne. Hør ordene der vækker tryghed og tillid.
Og vi gør det igen. En gang til fandme. Det er så smukt og så modigt at turde elske igen som voksen. Det er så stort at jeg bliver rørt til tårer over alle dem jeg kender, som er så modige at de prøver igen. Og igen.
Det giver ingen mening at blive ved med at prøve kærligheden. Det gør det virkelig ikke. Biologien og formeringstrangen, er ikke længere aktive spillepartnere, det er kun hjertet som bliver ved med at insistere på at åbne sig. Det er vidunderligt, fantastisk og brølende naivt og det er noget af det som giver mig vished om at vi er mere end bare dyr. At vi har andet med os, en sjæl, som vil blive ved med at lære. Blive ved med at blive bedre, som insisterer på at blive ved med at se frygten for at blive forladt i øjnene og råbe til den: Men denne her gang! Denne her gang er det anderledes. Du er bedre, klogere, mere smidig og dig selv. Denne her gang skal det nok lykkedes.
Alle jer som er voksne og tør elske igen, I skal vide at I er så seje og så modige at det burde nævnes i TV-avisen og komme på spisesedlerne verden over, hver eneste gang det sker, at her er to mennesker, som har prøvet mange gange før og nu gør de det dælme igen! Hvor er det sindssygt og fantastisk at de tør, at de tør håbe, at de tør elske igen. Hurra hurra hurra for jer!
