Skyggearbejdet

Tanken om at alt hvad vi oplever er noget vi selv har skabt kan være ret svimlende. I hvert sekund kan vi vælge, vi kan vælge om vi vil handle og reagere med kærlighed og venlighed. Vi er godt klar over at det valg er så meget bedre for os selv og alle andre, end når vi vælger at reagere med uvenlighed. Nogen gange går en automatpilot i gang i os og vi handler sådan som vores forældre, lærere, omgangskreds har gjort det, også selvom vi egentligt ikke er interesseret i at være på den måde. Som regel går automatpiloten i gang når vi bliver bange eller nervøse.
Når vi er rolige og har tillid til omgivelserne, så kan vi meget bedre handle ud fra hvad vi ved er en sand måde at være på og ikke en tillært usand måde.

Det kan godt føles som ret meget op ad bakke at blive bevidst om automatpiloten indeni. For det første altid at skulle være bevidst om hvornår man bliver bange, så man kan nå at bremse en eventuel uhensigtsmæssig reaktion. Ofte når vi ikke engang at opleve at det var på grund af frygt at vi lige pludselig reagerede hårdt, ukærligt eller konfliktsøgende. Vi er bare pludselig viklet ind i et drama, dramaet kommer til at fylde så meget at vi ikke er i stand til at se at det hele kun startede fordi vi selv eller en anden blev bange.

For det andet, så selvom vi bliver så gode til at mærke hvornår vi føler os truede, usikre eller frygtsomme, så er der et mønster som popper op med det samme vi føler frygt i os. Og selvom vi ved hvorfor det dukker op nu, så skal der noget af en vilje til ikke at køre med på følelsen af vrede eller sorg. Selvom vi kan se at nu bliver jeg vred og går til modangreb fordi jeg blev bange, så kræver det meget selvdisciplin ikke at lade fx vreden tage over. Fordi vi kender den, den er tryg, selvom den ikke altid er så smart. Den ligger som en skygge i os, et mønster, som det er nemt at træde ind i når der hænder os noget som gør os utilpasse.

At kende sine skygger, vide hvornår de dukker op, er et godt og vigtigt skridt til at blive et større menneske. Et bevidst menneske. Skyggearbejdet hjælper til at frigøre os fra de gamle mønstre, som nogle gange får os til at ligne tosser, når vi reagerer som en på 5 år ville gøre det, fordi vi bliver bange.

Skyggearbejdet er vigtigt fordi det gør os klogere på os selv, så vi i hvert nye sekund hvor vi har chancen for at skabe vores virkelighed, kan skabe en virkelighed som kommer fra vores lys. Der er ikke noget galt med skyggerne, vi skal bare kende dem og være bevidste om dem, så bliver vores liv så meget nemmere.

Et træ der falder

Der er delte meninger om hvorvidt verden kun er tilstede, når der er en bevidsthed til at opfatte den. Det klassiske eksempel er tanken om hvis et træ falder i skoven, laver det så en lyd, selv hvis der ikke er nogen til at høre det. Enten kan man mene at verden omkring os kun er, fordi vi opfatter den og skaber den. Eller også kan man mene at verden er der uanset om vi er tilstede i den eller ej.

Når jeg går ude i naturen, så er det den følelse af at alting også er der, når jeg ikke er der, som blæser mig mest omkuld. Det er fornemmelsen af at stå ved et vandløb og høre vandet bruse, høre fuglene synge, mågerne skrige, høre træer der knirker i kronerne, se svaner der samler sig ude på havet, se en regnbue, en fjer falde ligeså stille ned fra himlen fra en fugl der var fløjet forbi. Det er tanken om at når jeg ikke er der, det sted i naturen, så finder det hele sted alligevel. Vandet stopper ikke med at løbe fordi jeg ikke ser på det. Det får mig til at føle mig mindre speciel, på den måde at jeg ikke betyder det store for om naturen virker eller ej. At verden fungerer fint uden mig. Jeg føler mig som en gæst, en velkommen gæst godt nok, og jeg takker for at jeg må få lov til at opleve denne smukke jord.

Det giver mig en følelse af ydmyghed. Det minder mig om at overalt på denne fantastiske jord, der fungerer naturen fint, uden at jeg er tilstede i den og uden at jeg har en mening om den. Det gør mig ydmyg overfor livet, at kraften er tilstede overalt og at alt udfylder sin rolle på smukkeste vis. At tænke på at jeg også er en del af den kraft, som skaber regnbuer, fjer der daler fra himlen og svaner som råber sjove båt-lyde til hinanden ude på havet.

Jeg er jo i høj grad tilhænger af tanken om at vi skaber vores egen virkelighed. At vi med vores tanker og følelser kan skabe det vi oplever. Hvis vi møder verden med frygt og mistillid, så tror jeg fx ikke at vi får samme resultat som hvis vi møder den med kærlighed og åbne arme. Jeg mener faktisk at verden er en illusion, en stor drøm vi lever i og som vi alle sammen er fælles om at skabe. Derfor mener jeg også at det er så vigtigt at vi alle sammen tager ansvar for hvad vi sender ud i den, om vi deler ud af had eller venlighed.

Måske eksisterer naturen uanset, måske er det alt det der er skabt udenom naturen som er en illusion, måske er planeten her bare og skaber mirakler hver eneste dag i kraft af sommerfugle og regnorme. Eller også har vi i en fælles bevidsthed skabt naturen, planeten, og hvis det er tilfældet så har vi gjort det godt. For uanset hvad tilfældet er, om naturen er virkelig eller om den er en illusion som alt andet, så gør den mig rolig og gør mit ego mindre. Den healer mig og skaber en følelse i mig om at jeg alligevel ikke er verdens navle, hvordan kan jeg være det når den vidunderlige lyd af vand der bruser, finder sted hvert eneste sekund.

Måske

Maybe

 

There is a Taoist story of an old farmer who had worked his crops for many years. One day his horse ran away. Upon hearing the news, his neighbors came to visit. “Such bad luck,” they said sympathetically. “May be,” the farmer replied.

The next morning the horse returned, bringing with it three other wild horses. “How wonderful,” the neighbors exclaimed. “May be,” replied the old man.

The following day, his son tried to ride one of the untamed horses, was thrown, and broke his leg. The neighbors again came to offer their sympathy on his misfortune. “May be,” answered the farmer.

The day after, military officials came to the village to draft young men into the army. Seeing that the son’s leg was broken, they passed him by. The neighbors congratulated the farmer on how well things had turned out. “May be,” said the farmer.

Vi er alle et

Personlig udvikling, eller selvudvikling, giver sig selv, det er noget vi gør for vores egen skyld. Nogle gange kommer vi ud i en situation hvor vi føler os tvunget til at vælge os selv og vores egen udvikling, over samværet med andre. Vi kan blive nødt til at sige farvel, til at lukke døre, gå andre veje, for at kunne tage vores udvikling i egne hænder.

Når vi tager beslutninger om at rykke os selv fri af en situation hvor vi ikke trives, så kan det være godt at huske at vi alle sammen er et. Det kan være svært at bestemme sig for at forlade jobbet, ægteskabet, foreningen, fordi en masse skulle/burde tanker kommer ind over. Nogle mennesker er så defineret af deres skulle/burde tanker at de bliver i stagnation hele livet. Skulle/burde kommer af frygt, ikke andet. Der er ingen moralsk overdommer i det vi kalder livet. Der sidder ingen og klapper og uddeler flidspræmier, fordi vi har tilbragt et liv i lidelse.

Når vi bevæger os, når andre bevæger sig, så kan vi vælge at se på den bevægelse med forargelse eller med fornøjelse. Forargelsen er naturligvis et virkelig godt pejlemærke på, om det var en bevægelse vi inderst inde selv godt kunne tænke os. Fornøjelsen er et spejl på at vi selv er gode til at håndtere forandringer.

Uanset vores reaktion på forandringer eller bevægelser omkring os, så er handlinger foretaget fra hjertet godt for os alle sammen. Det sender bølger gennem det æteriske felt og dem vi observerer som bevæger sig og de bevægelser vi selv laver, det bevæger alle. Vi er alle et. Vi er alle en del af samme lys, vi er alle forbundet med samme energi.

Det smertefulde ved forandringer er egoet der klager sig. Ikke andet. Det er vigtigt at huske det. Hvis nu andres smerte over at man selv bevæger sig, bliver så højlydt at det kan være svært at høre hvad det egentligt var ens eget hjerte sang.

Men hvis vores hjerte synger om forandringer, så er det ikke kun til glæde for vores egen personlige udvikling, det er til glæde for alles, at vi lytter og bevæger os i den retning sangen vil have os hen. Selvudvikling foretaget fra hjertet, er kærlighed til os alle sammen. Vi er alle et.

Forståelse og Følelser

Det er vigtigt at forstå at der ikke er noget at forstå. At vi faktisk ikke kan forstå ret meget. At livet er et mysterie og at det vi møder ofte er mystisk.

Vi kan blive helt blinde og døve af altid at prøve at forstå. Vi kan prøve at forstå så meget med vores hjerne at vi helt glemmer at lytte på hvad vores følelser, vores fornemmelser fortæller os. Hvorfor sker det her? Hvordan kan det være at han/hun opfører sig på den måde? Hvad vil den her oplevelse fortælle mig?

Så længe vi prøver at regne ting ud med vores intellekt, så misser vi pointen. Vi sidder fast i uforståelighedens mudder og plager os selv og andre med utallige tanker og gisninger om hvorfor/hvordan/hvorhen?

En ting er at vi i sandhed aldrig rigtig kan forstå andre mennesker. Vi kan ikke med vores hjerne nogensinde rigtig forstå hvorfor de gør som de gør. Der er ikke nogen grund til at blive ved med at plage os selv med at prøve at forstå dem, for deres liv og deres opgave her er deres.

De eneste som er værd at blive ved med at prøve at forstå er os selv. Når vi virkelig kender os selv, kender mekanismerne i os, kender vores lys og vores skygge, så slipper vi også behovet for at prøve at regne resten af verden ud. Vi bliver fri til at være os selv, uanset hvor uforståelige alle andre er.

At ville forstå er en form for misforstået omsorg. Når vi sidder overfor et andet menneske som er uendeligt ulykkeligt, så hjælper det ikke det menneske at vi bliver ved med at prøve at forstå, at sætte os i deres sted. Det skaber frustration hos begge parter og trøster ikke den ulykkelige. Det som trøster er accept.

At acceptere at tingene er som de er, både i os selv, i menneskene og verden omkring os, gør os voksne. At acceptere at det eneste vi overhovedet kan gøre, er altid at handle ud fra hvordan tingene føles, gør at vi tager magten over vores eget liv. At vi trækker energien hjem i os selv og navigerer ud fra følelsen i stedet for forståelsen.

Når vi insisterer på at prøve at forstå, så giver vi magten fra os. Vi giver andre og andet vores energi. Vi kan ikke vide hvorfor noget er som det er. Men når vi virkelig accepterer det, at vi intet ved og intet forstår, så er vi fri til at begynde at handle ud fra hvad der føles godt og sandt for os. Det der er godt og sandt for os er i sidste ende også det eneste rigtige for alle andre mennesker, også selvom det kan virke uforståeligt for dem.